Søg
Tilmeld dig
Oplysningerne må på ingen måde tages som erstatning for kompetent professionel rådgivning eller
behandling af autoriseret læge.
Indholdet på Netdoktor.dk kan ikke bruges som basis for at stille diagnoser eller fastlægge behandling.
Netdoktor.dk - All rights reserved. Netdoktor.dk is a trademark © Copyright 1998-
-
Kontakt Netdoktor
- Netdoktor Media
- Møntergade 19
- 1140 København K
- CVR: 28 68 61 37
Kommentarer
NØJ hvor er de tunge at læse.
Jeg har altså ikke læst hele dit enormt lange indlæg, så du må lige rette mig hvis jeg har taget fejl.
Jeg kan forstå at du har oplevet noget lignende - bare fra den syge parts side, og så burde du jo om nogen kunne se, hvad det er Simons kone og svigermor gør ved ham.
Syge personer har en (undskyld udtrykket) forb****t pligt til at handle ud fra den viden de har om deres tilstand. Hvis ikke de VIL erkende - lige som alkoholikere heller ikke altid vil erkende - de er syge, så kommer man INGEN vegne.
Uanset hvor mange fagfolk man smækker på banen.
Det er kedelige - men helt faktuelle facts.
Erkendelsen SKAL komme OG viljen til at komme videre SKAL være til stede, før personer med så stærke depressive tilstande overhovedet er til at samarbejde med, og så længe de modarbejder, så længe vil de køre deres "syge" show.
Længere er den altså ikke.
Simon - hvis jeg var i dine sko, så ville jeg KRÆVE at få barnet - om ikke andet, så indtil din kone viser vilje og især tegn (lægelige) på fremgang, for ikke at din datter skal lulles ind i deres syge tilstand.
Jeg skriver syge, for selv om de ikke måske er bevidst ondskabsfulde eller andet, så er de i en tilstand, der gør dem ude af stand til at kunne vurdere og handle på en fornuftig måde.
Så kan det godt være de mangler kærlighed, men så længe de ikke kan elske sig selv på et fornuftigt plan, så kan de heller ikke elske andre - ejheller lade andre elske dem.
Hvad angår Spiders indlæg, så er der allerede en Netdoktorbruger, der inderligt har bedt Spider om at skrive mere overskueligt, ved blandt andet at opdele sine indlæg i afsnit.
Men hvis Spider ikke vil det, så er der jo ikke noget at gøre ved det. Men Spider, du risikerer jo, at ingen læser dine indlæg. Så hvorfor er det lige, at du ikke ønsker at gøre dine indlæg læsevenlige?
I det hele taget kan man nok ikke lave andre mennesker om, hvis de ikke ønsker at blive lavet om! Det gælder også Simons situation.
Selv om jeg ikke har læst Spiders indlæg, forstår jeg dog så meget, at Spider tager Simons kones parti. På en måde kan jeg godt forstå det, for flere af indlæggene i denne tråd giver udtryk for grimme fordomme om depression.
Det har bestemt ikke været rart at læse!
Men sådan som jeg ser Simons situation, så er der ingen chancer for at redde ægteskabet. Allerede det første indlæg i tråden gav indtryk af, at det var for sent. Jeg synes, at du har gjort det rette, Simon, ved at flytte væk.
Mange hilsner
Kameliadamen
Jeg synes bestemt ikke, at der ses ned på folk med depressioner.
Selvfølgelig skal man ikke bare sparke til en der ligger ned, men som Simon beskriver sit forhold, så er det LANGT ud over en "alm" depression. Der er en hel del manglende vilje og manipulation bag.
Jeg har set fremgangsmåden før, og så længe en person NÆGTER at tage imod hjælp, så er der ingenting at gøre.
Simon kan have alle mulige intentioner om at ville det godt, men han kommer ingen vegne, så længe hans kone ikke vil indse at hun har et problem (For det TROR jeg ikke hun vil)
Ja jeg skrev at han skal have barnet, men det er bestemt set ud fra barnets tarv.
INGEN børn har gavn af at vokse op i en negativ spiral, som Simons kone og svigermor lever i.
I længden kan det skade barnet så uendeligt meget, at det på sigt kan udvikle sig ret så traumatisk.
Om det lyder hårdt og barskt er jeg egentligt ligeglad med. I mine øjne er det barnets tarv og ikke en voksen kvinde der BURDE kunne tage imod hjælp og som BURDE kunne handle voksent og rationelt, der skal tilgodeses.
Når den voksne så er så langt, at denne kan varetage opgaven "at passe på sig selv og sit barn" - så er det en helt anden snak.
Men det at have en depression berettiger ikke til at være så grim og manipulerende overfor sin mand, som denne kvinde er. Den adfærd har jo intet med hendes depression at gøre, den adfærd er bare under al kritik, og så er den ikke længere.
Jeg har læst hele tråden en gang til, og jeg bliver rystet over hvad Simon har måttet finde sig i, både fra sin kones side men sandelig også fra hans svigermors side.
Der er kun en vej for Simon og det er at gøre sin kone klar, at nu er det nok, nu vil han ikke finde sig i mere. Intet menneske skal finde sig i den behandling, og konen må lære at tage et medansvar for sin egen situation.
Og så er jeg også helt enig med Bongkrans1 at det er barnets tarv, der skal have højest prioritet. For mig skal alle børn have en chance, inden de tager alvorlig skade på sjælen. Og det gælder også¨dette barn, hvis ingen gør noget så har barnet ikke bare en dårlig forældre men to.
Hilsen Sofie
jeg ser det også at simon ikke har accepteret at konen havde en depression, og bagalitasserede det med dovenhed og ugidelighed, derfor jeg også ser det fra din kones side, jeg har også stået på den side hvor du står på. med en syg person, og ja det er bedst at flytte væk fra hinanden og bo hver for sig som kærster, når der er depression der opstår med mellem rum, i mange andre lande ser de ikke depression , som en psykisk sygdom
men som at kroppen og psykken trænger til ekstra hvile .og fred, og man priotere andre værdier i livet. det er med andre ord tid til at stoppe op i livet at se på sit liv at noget ikke er som det skal være, for at livet er stress frit.
selv føllig er det jer alle i din familie der har problemer, men som du fortæller det kan jeg også tolke og forstå på det du skriver simon at der spiller mange ting ind i dette billed fra begge jeres familier, så i har alle brug for hjælp, du har også ting fra din egen familie , så der er nok gyldige grunde til at familien slåes , så i alle har brug fra hjælp udefra, jeg har jo anbefalet dig at ringe til din sundheds plejeske der skal tage sig af sagen med jeres barn, selvføllig er det barnets tarv jeg også tænker på, men hvis det er muligt skal en anden passe barnet, men så barnet ofte er i kontakt med sin mor og far, for adskilledelse så tideligt giver kraftig føelses skade på barnet, lige som at få traume, men at være taget bort fra hinanden, er uoprettelige skader, inden barnet er over 1 år. så vi ved ikke her hvor meget kærlighed hun kan give sit barn, for det kan man saktens selv om man har depression eller anden begyndende psykose, så ligger moder føelsen så dybt, at det er det sidste der forsvinder, der er psykiatriske syghuse der har små babyer med for de ikke må skilles fra moren, så lad nu sundhedsplejesken komme og se på barnet, og husk vaccinerne, og læge besøgene med barnet, du simon kunne også tage til læge og få tjekket barnet. hvis du flytter med barnet, skal barnet registreres hos dig med bopæl hos dig, i folkeregisteret i kommunen.
også så de ved hvilken læge barnet har. hvis barnet er et halv år nu, kan i få en privat dagpleje plads med hurtigt virkning, eller en fri plads til dagpleje hvis i kun har en økonomi, det kan aflaste lidt, og barnet vil stadig have kontakt med jer begge, og i kan få mere fred til at komme jer selv over problemerne, og du kan stadig passe dit arbejde , og være klar når barnet kommer fra dagpleje, og din kone bliver også aflastet. det er ikke så rar en tanke når det er den første barn,
men det er godt for barnet at få venner og små kærster , og have det sjovt. og lege med andre, og vi voksne forældre får lige en lille pusterum til at hvile og lave hus arbejde, eller andet, og så se frem til at barnet kommer hjem og bruge sin tid ekstra meget fokuseret på barnet i de par timer inden det er senge tid, og få mest mulig ud af samværet. .
en hel dag så bliver vi ofte trætte, lidt gnaven , hvis energien er langt nede. og tænker på at en hel dag skal gå. hvis der ikke er hjælp at få, og ingen i familien, vennerne ikke må vide at det ikke går så godt alt sammen, så er det hårdt at komme igennem sådanne dage, men det er der nok mange der har prøvet. når først vi har haft psykolog finder vi ud af at vi skal sige det til nogen, der kan hjælpe os, så ikke vi skal holde det hemmeligt der hjemme,
i andre siger de ikke vil have hjælp. men ved at brokke sig til at simon skal reagere er også en måde at råbe om hjælp på. og brokke sig over at livet er dårlig er også at fortælle noget er galt i mit liv, men vi opfatter det som brok og lukker ørene, men det er en person der har det rigtigt dårligt der brokker sig. og det skal vi begynde at se, og stoppe op ved, men selvføllig redde sit eget skind og børnenes skind , men også give hjælp. via andre mennesker til vores kære, det har alle krav på.
Jeg har været ved psykolog i går og efter ca. 1.5 timer af min jammer, brok og tårer nåede vi frem til at min situation er rimelig alvorlig.
Det lader til at jeg har selv udviklet en depression, idet jeg var i en situation af total isolation med tavshedspligt og regelmæssig verbal mishandling fra 3-4 forskellige personer.
Det var ikke en diagnose, men en observation.
Det gav mig lidt af en chok.
Efter mødet med psykologen ringede jeg til min kone og aftale at se min datter. Jeg sagde til hende hvad min psykolog umiddelbart konkluderede og at han foreslog at vi komme kom til næste møde så vi kan håndtere situationen.
Det skulle jeg ikke have gjort. Hun brød i tårer og råbte at jeg gjorde hende sindssyg og nu prøver at lægge skylden på hende for alt.
Hun smed mig så ud igen.
Jeg har ikke lyst at tage det sidste positive i hendes liv fra hende, vores datter. Hun har indvilget at have delt samvær og forældremyndighed med mig, så hvis der er en chance at få hende til at indse at hun har brug for hjælp så er det kun vores datter der kan få hende til det.
Til spider:
Jeg har ofret alt bortset fra livet for min kone. Hun fik al min kærlighed, opmærksomhed og tiltro indtil vores datter blev født. Der var jeg nødt at fokusere på hende, derfor gled min kone væk fra mig og det var for meget for hende. Det er hvad jeg konkluderede vha psykologen.
Angående min svigermor, så er det for meget pres på min syge kone at hendes mor er i røret eller i stuen konstant. Hun har ikke plads til at blive voksen eller tage stilling til sin datter alene.
Det hæmmer min kones udvikling og giver min svigermor det nødvendige følelse af at være indblandet som hun ikke kan være foruden.
Min svigermor har dedikeret sit liv til sine børn, men samtidigt har hun glemt hvordan hun skal give slip.
Børnene kæmper ikke imod for at løsrive sig af frygt for at støde sin mor. Derfor ligger det hele i en ond cirkel, som jeg kan ikke tage en del af for min svigermor kan ikke acceptere at hendes børn løsriver sig.
Jeg bliver behandlet så ilde da hun opfatter mig som en trussel mod hendes position i hendes datters liv.
Jeg er ikke psykolog, derfor er det ikke noget jeg kan hjælpe dem med. Nu har jeg mit eget at slås med, hvis jeg vil være til nogen gavn for mit barn.
PS.
Det overrasker mig hvor hurtigt den label "depression" kommer på. Kan det virkelig passe at så mange mennesker er deprimerede i Danmark?
Som jeg skrev i mit første indlæg i denne tråd, så har jeg selv levet i et ægteskab, der minder om Simons. Og på baggrund af mine erfaringer kan jeg kun gentage, at jeg ikke tror, at der er andre muligheder end en skilsmisse. Jeg valgte også en skilsmisse, og det har jeg aldrig fortrudt.
Men vi kender jo kun Simons version af sagen – ikke hans kones. Derfor mener jeg ikke, at vi Netdoktorbrugere kan vurdere eller kritisere hans kone.
Set fra mit synspunkt og ud fra mine erfaringer er Simons version imidlertid tilstrækkelig til at indse, at Simon rent faktisk allerede har taget afstand fra sin kone. Om det er retfærdigt eller ikke retfærdigt kan jeg ikke bedømme, så længe jeg ikke kender den anden version.
Min pointe er så, at det i denne situation faktisk ikke er nødvendigt at kende den anden side af sagen, for Simon har jo allerede taget afstand fra sin kone, og derfor mener jeg, at han har gjort det rette ved at flytte fra hende. Det vil kun være en plage for begge parter, hvis de fortsat bor sammen. I øvrigt skriver Simon jo i sit første indlæg, at det føles som om hans kone har opgivet ham.
Jeg kan forstå på dig, Bongkrans, at du føler dig stødt over min kritik af, at der her i tråden er blevet bragt meningstilkendegivelser, der giver udtryk for fordomme om depression.
Som eksempler på fordomme kan jeg – som i mit første indlæg – nævne, at Simon selv beskriver sin kone som ”doven”. Et andet sted sammenlignes hun med en misbruger eller narkoman. Og selv giver du udtryk for, at hun manipulerer.
Du kan hævde, at de to ting, altså depression og uheldige karakteregenskaber, ikke er skildret, som om der er nogen årsagsmæssig forbindelse. Men som jeg har læst tråden, så fremstår det altså, som om depression forbindes med ubehagelige egenskaber som dovenskab og manipulation af andre.
Jeg mener ikke, at udbredelsen af fordomme tjener noget fornuftigt formål. Og lige præcis vedrørende Simons situation er personlige meninger om depressive mennesker fuldstændig overflødige, da man helt fra begyndelsen af kan læse sig til, at Simon inderst inde selv har taget sin beslutning.
Mange hilsner
Kameliadamen
Det lyder godt, at du har besluttet dig for at flytte fra din kone, og at du har søgt hjælp hos en psykolog.
Jeg håber, at du kan få lidt tid og fred til at sunde dig over alt, hvad der er sket, sådan at du kan komme dig over det.
Jeg tror, at ethvert menneske kan bryde sammen og få en depression, når vedkommende bliver tilstrækkeligt belastet og presset. I dit tilfælde har der jo også været tale om mangel på søvn, og du har ikke haft støtte nogen steder fra.
Du spørger, om det nu også kan passe, at der er så mange med diagnosen depression i Danmark.
Jeg tror, at der er noget ved den livsform, vi har, der gør, at mange bliver sårbare over for at udvikle en depression. Jeg tror, at det skyldes den mad, butikkerne tilbyder os, som mange gange er hurtigmad, der er industrielt fremstillet, fyldt med kemikalier og uden de livsnødvendige næringsstoffer. Jeg tror også, at det skyldes vintermørket, som egentlig burde få os til at sætte tempoet lidt ned, men arbejdet kræver det samme hele året rundt, og ved jule- og nytårstid forventes der en aktivitet, som er meget krævende for alle.
Når vi så bliver ekstra belastet, som du har været længe, så går det galt.
Jeg håber for dig, at den type krise, du gennemlever nu, vil gøre, at du i fremtiden kan sætte grænser for, hvilke belastninger du kan påtage dig.
Med hensyn til din kone, så tror jeg, at det er vigtigt, at du aftaler med hende, at det må være slut med gensidige beskyldninger. Hvis der alligevel kommer beskyldninger, så kan du jo også smide røret på, om nødvendigt…
Jeg sender dig alle mine gode ønsker for fremtiden
Kameliadamen
Det er slet ikke noget din kone "skal gå med til", det er barnets ret, til begge forældrer til tæller her.
Som landet ligger for jer, tror jeg du skal have klare retningslinjer om, hvordan i deler forældreansvar, hvor skal barnet bo, hvor meget skal barnet være hos hver af forældrene o.s.v.
Forældremyndighed er skiftet ud med forældreansvar.
Nu er jeg separeret, min eks er flyttet tilbage til sine forældre og har taget min datter med. Det er heldigvis ikke langt at køre hver dag, så jeg tilbringer heldigvis noget tid med hende. Det er noget irriterende at være overvåget af min eks, for hun vil ikke lade mig være alene med barnet. Aftalen er at hun vil tilbringe weekender hos mig når hun bliver større, om cirka et halvt år, så jeg håber hun holder sit ord.
Psykisk har jeg det meget bedre, jeg sover bedre, mit blodtryk er faldet og generelt er jeg faldet til ro.
Konstante skænderier savner jeg ikke, min eks lader til at have fået det meget bedre. Hun virker glad, afslappet, som om kæmpebyrde er blevet fjernet.
Det er som om hun er lettet over at jeg tog det tunge beslutning hun kunne ikke få sig selv til.
Der er stadig bitterhed mellem os, men jeg kan se at vi vælger at finde lidt tolerance overfor hinanden for at imødekomme vores datters behov.
Jeg er overbevist om at hun har aldrig elsket mig, hun gik med på at giftes med mig da det var det rigtige at gøre og ikke grundet følelser.
Det er svært for mig ikke at bebrejde hende, da det føles som om hun pressede mig for selv at slippe for problemer. Det var det eneste metode hun kendte for at komme af med mig.
Jeg håber at andre vil finde inspirationen i dette, at genkende symptomer når noget forsøger at skubbe dem ud, så de sparer sig selv for en masse sårede følelser.