Indstillinger
Min kone er doven og hendes familie driver mig til vanvid
Jeg har brug for råd så jeg håber at der er en venlig sjæl som kan vejlede mig i denne svære tid.
Min kone og jeg har været sammen i knap 4 år, i starten var vi begge ret ivrige efter at skabe et bedre liv for os selv. Vi drømte om børn, hus og have, en rigtig familieidyl. Rigtige problemer viste sig i korte øjeblikke ved brylluppet, hvor hun opførte sig totalt urimeligt og krævede nærmest at jeg skal føje hendes familie i hver skridt. Hendes mor er totalt dominerende, hun styrer min kone som marionet, og det samme gør hun overfor sine to andre børn. Hun vil græde, fornærme og undergrave så længe hun får sin vilje. Min kone er middel barn og efter lidt søgen, så fandt jeg ud af på det sidste at hun vil psykologisk være knyttet med sine forældre.
Min kone laver ikke rigtig noget, hun er på barsel og har været sygemeldt i lang tid. Vi fik vores dejlige datter lige op til sommer og hun er lyset i mit liv. hun bidrager slet ikke til vores fælles økonomi, de dagpenge hun modtager går til cigaretter, babytøj og gaver til hendes venner og familie.
For nylig fik min kone noget erstatning for en skade som hun fik i forbindelse med en biluheld. De penge har hun brugt på sin familie, selvom jeg står med alle regninger og budgettet for husholdning. Ud over det, så står jeg for mad, rengøring, babypasning når jeg er hjemme, etc.
ud over det så er min kone overbevist om at hun er god mor, men det er svært for mig at se hvad hun bruger dagen på, det eneste jeg kan se at hun er på Facebook ca 4-5 timer dagligt, hun ryger 20 smøger om dagen, så hun står udenfor og ryger ca 2 timer dagligt.
Endeligt får jeg at vide dagligt hvor stresset hun er, at hun har ondt alle steder og endeligt her op til jul tog hun til sine forældre og er der stadig, så jeg har ikke set min datter de sidste 6 dage. Savnet gør ondt helt ned til knoglerne.
Min familie spiller ikke nogen rolle i vores liv, mine søstre, bror og mor kommer slet ikke forbi længere for min kone vil ikke snakke med dem. Hun sidder udenfor og ryger mens de er her, så de føler sig totalt uvelkomne. Jeg prøver at være høflig overfor hendes familie, men det bliver ikke gengældt og jeg mærker at bitterheden stiger op i mig. Hendes mangel på forståelse og empati for min familie stammer, efter min mening, fra hendes mor da hun kunne ikke døje min familie fra dag 1.
Min familie har valgt ikke at blande sig, så jeg føler mig isoleret og alene med min kones familie, som ja, jeg opfatter som fjender. De ser ingen af hendes fejl, de kritiserer hende aldrig og de få gange jeg bad om deres hjælp så fik jeg den samme remse som altid at det er også mit ansvar at hjælpe til. De får mig til at føles som en mandschauvinist. Jeg har ikke engang tid at ses med mine venner, de få gange jeg var ude så sms'er hun mig hele tiden om hvor hårdt hun har det alene med datteren. Før datteren var undskyldningen at hun savner mig, men det føltes som om hun kunne ikke døje at jeg var væk og ikke under hendes kontrol. De blikke hun sender mig når jeg siger min mening når vi er sammen med nogen og efterfølgende skænderier tærer på min selvtillid.
Til sidst er jeg holdt op at ringe til mine venner og de ringer hellere ikke til mig mere.
Vi havde planer om et hus, men på det sidste er hun begyndt at bakke ud, da hun tvivler på mig og min tilstedeværelse. Det føles som om hun inderst inde har allerede opgivet mig, men har ikke mod på at såre sin familie. Alle vores fremtidsplaner er væk nu, hun vil ikke snakke om dem, så jeg har ikke noget at se frem til.
Min kone er diagnoseret med depression og angst, det er hendes mor også. Jeg frygter at hvis jeg skilles så vil min datter også havne i denne onde cirkel, men hvis jeg er til stede så vil jeg kunne vende hende mod at være positiv og frisk.
Hjælp mig, jeg lider sammen med min kone, det er svært at se udvejen og hvis jeg bliver knækket så er jeg til ingen nytte for min datter.
Min kone og jeg har været sammen i knap 4 år, i starten var vi begge ret ivrige efter at skabe et bedre liv for os selv. Vi drømte om børn, hus og have, en rigtig familieidyl. Rigtige problemer viste sig i korte øjeblikke ved brylluppet, hvor hun opførte sig totalt urimeligt og krævede nærmest at jeg skal føje hendes familie i hver skridt. Hendes mor er totalt dominerende, hun styrer min kone som marionet, og det samme gør hun overfor sine to andre børn. Hun vil græde, fornærme og undergrave så længe hun får sin vilje. Min kone er middel barn og efter lidt søgen, så fandt jeg ud af på det sidste at hun vil psykologisk være knyttet med sine forældre.
Min kone laver ikke rigtig noget, hun er på barsel og har været sygemeldt i lang tid. Vi fik vores dejlige datter lige op til sommer og hun er lyset i mit liv. hun bidrager slet ikke til vores fælles økonomi, de dagpenge hun modtager går til cigaretter, babytøj og gaver til hendes venner og familie.
For nylig fik min kone noget erstatning for en skade som hun fik i forbindelse med en biluheld. De penge har hun brugt på sin familie, selvom jeg står med alle regninger og budgettet for husholdning. Ud over det, så står jeg for mad, rengøring, babypasning når jeg er hjemme, etc.
ud over det så er min kone overbevist om at hun er god mor, men det er svært for mig at se hvad hun bruger dagen på, det eneste jeg kan se at hun er på Facebook ca 4-5 timer dagligt, hun ryger 20 smøger om dagen, så hun står udenfor og ryger ca 2 timer dagligt.
Endeligt får jeg at vide dagligt hvor stresset hun er, at hun har ondt alle steder og endeligt her op til jul tog hun til sine forældre og er der stadig, så jeg har ikke set min datter de sidste 6 dage. Savnet gør ondt helt ned til knoglerne.
Min familie spiller ikke nogen rolle i vores liv, mine søstre, bror og mor kommer slet ikke forbi længere for min kone vil ikke snakke med dem. Hun sidder udenfor og ryger mens de er her, så de føler sig totalt uvelkomne. Jeg prøver at være høflig overfor hendes familie, men det bliver ikke gengældt og jeg mærker at bitterheden stiger op i mig. Hendes mangel på forståelse og empati for min familie stammer, efter min mening, fra hendes mor da hun kunne ikke døje min familie fra dag 1.
Min familie har valgt ikke at blande sig, så jeg føler mig isoleret og alene med min kones familie, som ja, jeg opfatter som fjender. De ser ingen af hendes fejl, de kritiserer hende aldrig og de få gange jeg bad om deres hjælp så fik jeg den samme remse som altid at det er også mit ansvar at hjælpe til. De får mig til at føles som en mandschauvinist. Jeg har ikke engang tid at ses med mine venner, de få gange jeg var ude så sms'er hun mig hele tiden om hvor hårdt hun har det alene med datteren. Før datteren var undskyldningen at hun savner mig, men det føltes som om hun kunne ikke døje at jeg var væk og ikke under hendes kontrol. De blikke hun sender mig når jeg siger min mening når vi er sammen med nogen og efterfølgende skænderier tærer på min selvtillid.
Til sidst er jeg holdt op at ringe til mine venner og de ringer hellere ikke til mig mere.
Vi havde planer om et hus, men på det sidste er hun begyndt at bakke ud, da hun tvivler på mig og min tilstedeværelse. Det føles som om hun inderst inde har allerede opgivet mig, men har ikke mod på at såre sin familie. Alle vores fremtidsplaner er væk nu, hun vil ikke snakke om dem, så jeg har ikke noget at se frem til.
Min kone er diagnoseret med depression og angst, det er hendes mor også. Jeg frygter at hvis jeg skilles så vil min datter også havne i denne onde cirkel, men hvis jeg er til stede så vil jeg kunne vende hende mod at være positiv og frisk.
Hjælp mig, jeg lider sammen med min kone, det er svært at se udvejen og hvis jeg bliver knækket så er jeg til ingen nytte for min datter.
Kommentarer
Du står i et problem som mange, ja rigtig mange på et eller andet tidspunkt kommer til at stå i.
Dine kone er kommet ind i en cirkel, hvor hun kan passe sig selv, for du betaler alle udgifter, men sammentidig synes hun at det er træls at det er hende der skal gøre alt det huslige.
Jeg kan godt sætte mig ind i både hendes og dit sted, for jeg har prøvet begge dele.
Når man går i ledighed, er det nemt at komme ind i en cirkel hvor man synes at man laver en massse (også selvom at der går en 4-5 timer på facebook).
Man er træt af at man ikke bliver værtsat... Du ser jo ikke at jeg har støvsuget eller taget opvasken. Og så er det nemt at blive negativ.
Derudover får man ingen glæde af at gå på arbejde (ja det glæder nemlig at have den slags socialliv).
Dig derimod... du er træt af at hun aldrig laver andet end at brokke sig... at hun ikke hjælper til med det økonomiske og alt det med familierne.
Hvis jeg var dig... ville jeg sætte mig ned og skrive alt det ned der går dig på.. og det skal ikke lyde som
"Jeg er pisse træt af at du ikke er høflig overfor min familie"
Nej... du må bruge god etikette og feedback og sætte dine egne følelser ind i sætningen;
"Jeg bliver oprigtig ked af det og såret over at du ikke vil udvise den mindste høflighed eller venlighed overfor min familie. At du går ud og ryger når de er på besøg sårer mig, for du forventer at jeg er høflig og venlig overfor din familie. Hvad du forventer af mig, må jeg da også kunne forvente af dig?"
Når du har skrevet alt ned, har du 2 valgmuligheder....
Du kan vælge at give hende brevet... (Dette er kun hvis du absolut ikke kan overskue at have en meget lang og følelsesladet samtale med hende), eller du kan vælge at få jeres datter passet en hel lørdag, så I rigtig kan få talt om alle de her punkter.
Du skal forberede dig på at hun vil virke afvisende... så bliver hun sur... og til sidst bliver hun ked af det.... Det er en normal cyklus...
Du kan forsigtigt spørge hende om hun er en smule deprimeret (det har kvinder nemt tendens til, især efter børn) - svaret er D-vitaminer og noget sjovt sammen med hendes veninder. F.eks. Zumba én gang om ugen, så kommer hun også ud.
Når du har fået snakket med hende om det (og det er vigtigt at I sidder og snakker, så hun ikke koncentrere sig om andet, f.eks. computeren), så kommer turen til din svigermor.
Start hele processen forfra og spørg hvad det er hun har så meget imod din familie, for det sårer dig at hun er så afvisende...
Og jeg er skilsmissebarn.... og jeg har altså ikke taget synerlig meget skade af at mine forældre ikke er sammen. De kunne heller ikke sammen mere og jeg ved at det er for det bedste og det gjorde jeg også som barn.
Hellere 2 glade forældre, end 2 forældre der skændes konstant og har det skidt
Håber at mit svar har hjulpet dig igang med at få løst dine problemer....
og husk at værdsætte de små ting hun gør (såsom at lave mad, vaske tøj osv.)
Tak for respons, det satte nogle tanker i gang
Alt det du nævner med Zumba, D-vitamin, fritid hvor hun kan passe sig selv, mv har vi prøvet.
Hun afviser det som om jeg prøver at styre hende, kritiserer hende og så slår hun tilbage på alle mulige punkter. Vi har haft en skænderi i 4 måneder, siden august, hvor jeg til sidst var nødt til at acceptere hendes præmisser for jeg kunne ikke overskue dagligdagen længere.
Angående det huslige så er det mig der laver alt, mad, opvask, tøjvask... alt. vores omgangskreds har bemærket det så der kommer hyppigt kommentarer vedr. min stilling i hjemmet, hvorefter min kone bliver ekstrem arrig. hendes forsvar er altid at hun har meget travlt med vores datter, men jeg må sige at hun er måske det nemmeste barn i verden.
Hun ER deprimeret, det ved hun også selv, men når jeg prøver at diskutere det med hende, så er det vendt tilbage mod mig og jeg bliver beskyldt for at ville stemple hende som sindssyg.
Terapi og andre hjælpemidler bliver afvist, for hun vil ikke indrømme nogetsomhelst.
Det med listen er måske det bedste råd jeg har fået i lang tid, hun er svær at diskutere med når hun bliver så sur. Så farer hun rundt og bringer ting op fra fortiden, så vi ender med at have alle skænderier forfra igen samtidigt.
Jeg vil gøre endnu en indsats for at se om der er noget som kan reddes. Tak for dine råd
Jeg må indrømme, at jeg bliver en lille smule vred på dig, når jeg læser dit indlæg. Vred på den måde, at jeg tænker, hvordan i alverden er det, at du behandler dig selv.
Hvor er din selvrespekt og din grænse for hvad du vil finde dig i henne? Det er lige før jeg vil kalde dig et ”skvat” og jeg fatter ikke, at du gider spilde din tid og dit liv på det din kone vælger som et dårligt liv for jer begge.
Jeg synes hun opfører sig så grimt og uværdigt og burde prøve i et stykke tid at klare sig selv. Håber at du en dag virkelig mister tålmodigheden og sætter hende grunddigt på plads, det kunne jo godt være at hun ville vågne op. Hun behandler dig som en dørmåtte, og det er der ingen der har fortjent.
Du vil sikkert forsvare dig med at du har en datter, og hertil vil jeg svare: ja det har du, men hun har heller ikke fortjent en far og mor der lever et liv sammen på så grusom en måde. Det vil helt sikkert smitte af på hende, og hvad så. Mener du virkelig at hun skal opfatte sin far som en vatnisse, for det vil hun gøre en dag, eller også vil hun føre det med i bagagen så hun tror, at det er sådan man som kvinde behandler sin mand.
Jeg vil råde dig til at gøre noget, men det kræver, at du har lidt hår på brystet og begynder at opfatte dig selv som et værdigt menneske. Enten forlader du den skrækkelige kvinde, eller også får du lige sat på plads over for hende, at nu er festen slut, og befaler hende at behandle dig værdigt, og at hun begynder at tage del i ansvaret for jeres forhold. Du må kræve at hun deltager i alt hvad der skal gøres i hjemmet, og sørge for at genvinde respekten for dig som mand.
Hilsen Sofie
Jeg læser dine indlæg sådan, at du bøjer af for husfredens skyld. Jeg tror desværre også, du bøjer alt for meget af. Du fortæller, at I har været sammen i 4 år, men rigtige problemer først viste sig ved brylluppet. Det fremgår så ikke, hvornår I blev gift, så derfor heller ikke, om det var før eller efter jeres barn var på vej – og det fremgår slet ikke, hvad du gjorde, da det første problem dukkede op. Du fortæller heller ikke, om du gjorde dig overvejelser omkring det at sætte et barn i verden med en kvinde, som altså har en psykisk diagnose, som hun ikke vil have behandlet og en kvinde som i den grad er underlagt sin mor.
Men -nu står I der. Og jeg kan forstå, at du bliver fuldstændigt trumlet ned. Har I aftalt at I ikke overhovedet skulle holde jul sammen? Eller er din kone bare uden videre skredet til sin familie med jeres barn uden I har talt om det?
Jeg kan forstå, at du virkelig prøver og har prøvet at komme i dialog med din kone, og at hver gang, du forsøger, så bliver du fejet af? Hvor meget kan man i grunden elske et sådant menneske?Har du virkelig overhovedet nogen kærlighed tilbage til hende?
Det kan da godt være, hun bliver hysterisk, men du har sådan set ret til at sige fra, ret til at se din familie, dine venner, ret til at forlange at hun opfører sig ordentligt i den forbindelse, ret til at forlange at hendes familie opfører sig ordentligt overfor dig, som du forhåbentligt gør for dem. Man behøver ikke være hjertevenner i en familie, men opføre sig ordentligt? Ja, det kan man altså godt forlange. Jeg mener sådan set også, man i et parforhold har både ret og krav om at lytte til hinanden, men – ja, det ved jeg godt – det er så desværre ikke hverdag i mange familier, og i øvrigt primært derfor, vi har så mange skilsmisser. (Ja, det er så min påstand).
Jeg fornemmer lidt, at din eneste grund til at blive, hvor du er, skyldes at du frygter at jeres barn bliver taget helt fra dig? Hvad har du egentlig af faktiske grundlag for det?
Din kone har psykiske problemer, hun kan ikke klare en almindelig hverdag og de ting, der følger med det, hun nægter at modtage nogen form for professionel hjælp – hun er totalt underlagt en mor, der har samme diagnose. Jeg tror da du vil have ganske gode muligheder for at få tilkendt forældremyndigheden.
Jeg vil da bestemt synes, du skal forsøge modellen med positive breve, men som du beskriver situationen, tror jeg ikke, du vil få ret meget ud af det, men forsøges skal det da.
Men – jeg vil også foreslå, at DU søger noget hjælp. Helst ville jeg foreslå, at I sammen gik til en parterapeut, men det vil din kone jo heller ikke, så derfor er det vigtigt, at DU søger hjælp til at finde ud af, hvor DU står mht. jeres datter, hvis du vælger at stoppe. Når først du ved det, så kan du tage en beslutning om, hvad du vil gøre for at redde et forhold, der for mig at se overhovedet ikke er noget forhold.
Depressionen gør, at din kone ingen energi har, så det er et stort arbejde for hende, at passe et barn.
Det er ikke udtryk for dovenskab, men en følge af selve depressionen.
Det er hårdt at være dig, det er meget anstrengende at være i selskab med en deprimeret person, det tager på dine kræfter.
Din kone kan ikke gøre for, at hun på nuværende er deprimeret, men selskabet med hendes mor, er nok ikke det allerbedste.
Jeg har egentlig ikke noget råd at give dig, men når din kone har en diagnose, så skulle hun kunne modtage behandling, om ikke andet så i form af de såkaldte lykkepiller.
Min kone og jeg har kendt hinanden i 11 år, vi begyndte at komme sammen for 6 år siden og blev gift for 4 år siden. Vores første problemer dukkede om ved brylluppet, det var her min svigermor blandede sig for første gang.
Alle hendes forslag blev taget åbenhjertet imod, til trods for at min mor betalte for brylluppet.
I første omgang var det problem med at min mor var ikke så modtagelig overfor min kone, men efter mange disskutioner er det lykkedes mig at få min mor til at være mere åben overfor hendes familie. Min mor er lidt reserveret til tider og prøver at bruge humor for at løsne på situationer. Hun sagde til min kone inden brylluppet at hun vil opfatte min kone som famillie først efter hun har underskrevet bryllupsattesten, inden da kan min kone finde en høj, mørk italiener. Både min mor og jeg prøvede at fortælle min kone at det var ment som en joke, en dårlig een af slagsen, men min kone var sikker på at det var for at fornærme.
Jeg tænker ofte på at det er kun en dårlig undskyldning for at have lov at forblive sur.
Du mener at jeg er en skvat, det kan jeg godt forstå. Du skal huske på at det er ikke sket fra dag til dag, det tog flere år at få mig ned med nakken. Hun kendte alle mine svagheder, som blev brugt imod mig. Min dårlige forhold til min biologiske far f.eks. Min kone forlangte at have god forhold til ham, til trods for at jeg har ingen forhold med ham.
Vi blev separeret sidste år, men besluttede at give hinanden endnu en chance og tage på en ekstra bryllupsrejse. Min mor gav os penge til rejsen, det har min kone belejligt glemt. På denne rejse blev hun gravid. Det var ikke planlagt, men vi besluttede at tænke på det som et tegn på at vi skulle blive sammen.
Problemer dukkede op igen efter min datter var født, det var det samme som før vi blev separeret, men nu havde hun endnu flere problemer med min familie. Min mor tør slet ikke holde min datter, da min kone springer frem og tager hende igen. Tøj og legetøj fra min mor bliver ligeledes afvist.
Min kone er ikke bange for at skændes i dagevis og ugevis. Når det sker så skal jeg prøve at balancere det med fuldtidsarbejde, børnepasning og huslige pligter. Der er meget lidt til overs timer at få sovet i. Jeg frygter at min datter vil blive forsømt hvis jeg ikke tager hånd om hende. Som sagt, min kone er ikke særlig god til at passe på sig selv eller andre.
Har jeg nævnt at hendes familie har inviteret sig selv ind i vores skænderier? Min kone brokkede sig over mig til dem, hvorefter de troppede alle op i vores hus.
Hvis jeg kan trænge ind til hende på en eller anden måde så vil jeg gerne det, jeg har stadig følelser for hende, men det vil være overdrivelse at kalde det kærlighed.
UHA
UHA
Drøj omgang.....
Først skal du finde ALLE dine fejl.... og så få snakket med nogen....ikke familie.... men prøv på kommunen... mange steder er der familiehuse... Prøv at komme igang der...og over for din kone... så sig at det er dine egne fejl....
Når snakken så er godt i gang (din kone skal med) så lade det sive voldsomt ud, hvordan det er ...
Godt i ikke har købt hus.... så skal der da ikke tænkes på det...
Hvordan med faste udgifter? Er det fra din lønkonto? fælleskonto? eller? Hvordan med daglige indkøb? Har betalt dem? kontant? eller med Dankort/andet kort? Det skal gerne kunne bevises... at du arbejder for at betale tingene..... Nogen kvinder siger stop fordi manden altid arbejder.
Jeg er imod skilsmisser... syntes overhovedet ikke om det.... Men som du beskriver jeres sag... så vil det nok være det bedste..... og ikke med din kone som, den der skal have forældremyndigheden
Simon, du skal fortælle din kone, at hendes depression er hendes ansvar, ikke dit. Det er hende der skal gøre noget ved det, ikke dig.
Du på din side, skal sætte svigerfamilien stolen for døren og din kone skal du gøre det klart for, at du ikke længere vil eller kan finde dig i, at hun blander sin familie ind i alt muligt.
Hvis ikke du mander dig op nu, så ender jeres liv i det rene ragnarok.
Jeg vil tro, at sundhedsplejerske eller andre allerede har luret jeres problemer, især din kones. Hun er sikkert dygtig til, at fortælle alle steder om hvordan i har det hjemme.
Forlang at din kone bliver behandlet for sin depression, hvis i overhovedet skal blive sammen.
Lad være med at købe hus i forsøget på, at få det godt.
Hold op med at analysere jeres familier. Det er så usundt at diskutere problemer på den måde, og er i virkeligheden kun undskyldninger for at se virkeligheden i øjnene.
Hvis i truer hinanden med skilsmisse, så skal dette ophøre lige med det samme. Nævnes ordet skilsmisse fanger bordet, uanset i hvilken forbindelse det nævnes som en trussel.
Forlang at din mor er barnets farmor, og lad hende få lov til at opleve det. Du kunne tage barnet og selv besøge din mor uden din kone.
Du opnår intet ved, at du intet gør.
Tænk din situation godt igennem, lav en handleplan for dig selv, og nægt at deltage i diskussioner om det er det er det ene eller det andets skyld, at i har det som i har det.