Indstillinger
Depression
Hej, Jeg er en pige på 14 år og jeg har på fornemmelsen at jeg har depression.
Jeg har taget en del test på nettet om depression, og de har alle sagt at jeg har en svær depression. Og jeg syntes også at mange af de ting testen spørger om passer på mig.
Jeg er aldrig glad, men det tror folk til gengæld jeg er. Jeg er træt af at fake et smil og spille over happy hele tiden. Og jeg føler ikke jeg orker noget mere.
Jeg har også haft en del selvmords tanker, jeg laver også selvskade på mig selv: Cutter, kradser mig selv, slår mig selv hårdt.
Jeg begynder let at græde over de enkleste ting, og får let skyldfølelse.
Jeg har meget lav selvtillid, og bliver let usikker på mig selv.
Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre, kan ikke få mig selv til at fortælle hvordan jeg har det til nogen.
Jeg har gået med det i lang tid nu, og kan kun mærke at det bliver værre og værre.
Nogle der ved hvad jeg kan gøre ved det?
Jeg har taget en del test på nettet om depression, og de har alle sagt at jeg har en svær depression. Og jeg syntes også at mange af de ting testen spørger om passer på mig.
Jeg er aldrig glad, men det tror folk til gengæld jeg er. Jeg er træt af at fake et smil og spille over happy hele tiden. Og jeg føler ikke jeg orker noget mere.
Jeg har også haft en del selvmords tanker, jeg laver også selvskade på mig selv: Cutter, kradser mig selv, slår mig selv hårdt.
Jeg begynder let at græde over de enkleste ting, og får let skyldfølelse.
Jeg har meget lav selvtillid, og bliver let usikker på mig selv.
Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre, kan ikke få mig selv til at fortælle hvordan jeg har det til nogen.
Jeg har gået med det i lang tid nu, og kan kun mærke at det bliver værre og værre.
Nogle der ved hvad jeg kan gøre ved det?
Kommentarer
Åh, hvor kan jeg huske det fra jeg var på din alder. Jeg havde det også sådan, og DESVÆRRE var der ingen der opdagede at jeg spillede skuespil, og jeg sagde det ikke til nogen.
Det har bidt mig i rumpen senere. Jeg fik først hjælp da det udviklede sig og blev meget, meget værre.
Man er NØDT TIL at få noget hjælp.
Du kan få det så godt, at du ikke længere har behov for at gøre skade på dig selv. Simpelthen fordi du lærer at tænke og handle anderledes når der er noget der bliver svært, så tanken om at gøre skade ikke engang dukker op. Og du får det bedre med dig selv - lærer at se på de gode sider af dig og livet.
Det er sket for mig og flere andre jeg kender der har været samme sted
Men du skal have hjælp til at lære det. Hjælp af en psykolog. Både til at lære det, men i meget høj grad også til at finde ud af, HVORFOR du har det sådan her - for der er altid en grund til at man får det dårligt.
Du bør tale med en voksen i din nærhed - allerhelst en i familien.
Men kan du ikke få dig selv til at sige det til en i familien her til at starte med, så kan du tale med en lærer på skolen. Som der bliver sagt ovenover, så kan skolen have en skolepsykolog.
Den du taler med på skolen, kan så hjælpe dig med at få talt med dine forældre.
Du skal få en tid hos din læge, hvor du kan fortælle om det, og det vil være rigtig godt om dine forældre kommer med.
Du skal ikke bekymre dig om hvordan du skal få fortalt alt det her - du skal simpelthen bare sige "Jeg har det rigtig dårligt", så skal lægen nok stille spørgsmål så du "bare" skal svare.
Det bedste vil sikkert være, at du taler alene med lægen, og lægen så taler med dine forældre sammen med dig bagefter (de behøver ikke få alt at vide).
Så skal du allerhelst henvises til børnepsykiatrien, for de er dygtige til at vurdere hviken hjælp det er, der vil være allerbedst for lige præcis DIG.
Kære du; du SKAL se at få bedt om hjælp. Du skal jo ikke have det sådan her!!!
Allerførst kan du jo allerede i dag (hvis du ser det her i skolen) eller i morgen tage fat i en lærer, og bede om en snak.
Jeg har tænkt på at fortælle en det hele så jeg kan få noget hjælp, men kan virkelig ikke få mig selv til det.
Hvordan fik i det fortalt det hele til en person?
Det er en god idé at begynde med lægen som alligevel skal hjælpe dig, læger har tavshedspligt.
Desværre har jeg ikke været god til at komme ud af busken, jeg kunne først fortælle om det da jeg vidste hvorfor og jeg var i en god periode.
I betragtning af hvor udbredt problemet er, er det en skam det er et tabu emne. Stortset alle familier er berørt. God bedring. Helle8
Fortalte du det til din læge?
Og hvem du så fortalte det til, hvordan fortalte du det?
Ja, jeg har været på den flere gange og jeg sagde f. eks. at jeg havde ondt i sjælen eller livet og var bare ked af det hele tiden.
Du vil nok blive tilbudt samtaler med en psykolog eller psykiater efter lægens skøn. Det kan være svært at holde ventetiden ud når du først har fået hul på det, men det er dit første skridt til at det går den rigtige vej.
Jo før du får den rette hjælp des bedre. Du kan jo melde dig syg i morgen?
Fortæl gerne om dit forløb hvis du har lyst. Alt det bedste til dig. Helle8
Jeg kan bare virkelig ikke forstille mig selv fortælle det til nogen, jeg ville aldrig kunne få det ud
Men er blevet lidt overbevist om at det nok er det eneste man kan gøre for at få det bedre.
Men jeg tror bare aldrig jeg kan få det fortalt, for man er jo nok lidt flov over det eller ligende. Da man føler sig lidt ynkelig, eller.. Sådan føler jeg mig ihvetfald
Det er svært, men nødvendigt, i hvert fald over for læge og andre behandlere, der sker ikke noget farligt, de er vant til at høre på den slags og tager det pofessionelt. Jeg kan anbefale dig at ringe til lægen kl. 8.00 eller 8.45 hvis der er optaget (hurtigst muligt), du skal have hjælp og det kan kun gå for langsomt.
En ubehandlet depression kan blive kronisk og du har livet foran dig! Det bedste du kan gøre for dig selv er at tale med lægen. God begyndelse, kram Helle8
De hjalp mig så videre til noget kaldet ungdomscentret hvor man også kan være anonym - jeg valgte dog at fortælle mit navn da jeg kom så langt.
Der findes lignende steder rundt om i landet - prøv at søg på google