Min mand var utro

Mig1967

Hej Victoria og Lotte

Jamen I har jo ret, og jo jeg bliver vred på ham, når han gør det. Ikke engang selvom man er offer, er det ok at true med selvmord og dermed gøre andre ansvarlige for sit liv.

Jeg tror bare ikke, det nytter ret meget at slæbe ham til parterapeut nu, fordi han ikke er i stand til at finde hoved og hale i sine egne handliger, og den del af processen er ikke min, men hans. Jeg er ikke hans mor. Derfor har jeg valgt selv at tage nogle timer hos en psykolog med de ting, JEG tumler med, og for at få nogle værkrøjer til at gøre mig fri.

Jeg har en gang i mit liv stået over for et ægtepar i slutningen af fyrrerne, hvor manden havde haft en lang affære, og virkelig ville sin elskerinde, men hvor konen fik givet ham så dårlig samvittighed og angst med trusler om selvmord, hvis han forlod hende, at han droppede elskerinden, og nu lever et ulykkeligt liv med en kone, der godt ved, at han ikke elsker hende. Netop fordi jeg har set før, hvordan trusler om selvmord kan styre andres liv, gør det også mig vred.

slettet29955

Hej Mig....

Jeg blev meget grebet af dit indlæg for jeg har også prøvet noget lignende... hvor sker det tit :-) Vi er altså ikke alene.

Og ligesom dig er jeg blevet hængende i forholdet.

Jeg opdagede at min kæreste gennem 7 år havde været mig utro, dels ved forskellige ting jeg fandt i huset, og til sidst ved at se på hans telefon og se hvor han havde ringet hen.... og så begyndte hele showet med mistro, og finde oplysninger... og de sprang mig i ansigtet hvor end jeg så hen... jeg kunne ikke kontrollere mig selv overhovedet. Det viste sig at han on and off havde haft andre kvinder siden vi lærte hinanden at kende.

Selvom vi ikke har fælles børn var skuffelsen stor, og af en eller anden grund følte jeg også at jeg stadig holdt af ham og måtte blive.... uanset hvor lidt jeg stolede på ham.

I vores tilfælde blev han først fyret, og dernæst alvorligt syg ca. ½ år efter at jeg opdagede utroskaben. Så selvom jeg på det tidspunkt stadig overvejede om jeg kunne blive, så var det ligesom ikke til diskussion. Nu har han været syg i 3 år.... han er så rask som han bliver, men har mange senfølger.... og her står jeg.

Utroskaben fylder ikke så meget mere, men den er der, og der er ingen tvivl om at den blokerer for nogle at de ting vi har sammen. Jeg kan stadig ikke bære når han ignorerer det der skete for 3½ år siden, til gengæld bliver han vred når jeg minder ham om at han ikke ligefrem var en engel.

Føler mig snydt, ja, at jeg har ofret mig, ja, og hvem har ansvaret, det har jeg.... og selvom han igennem alle årene og ikke mindst nu er dybt vanskelig at leve sammen med, så er jeg her stadig. Og jeg spørger mig selv hvorfor.... jeg er veluddannet med godt job så det er ikke økonomien, jeg har ikke nogen fælles børn... men der er altså et eller andet der holder på mig.

Jeg ser en psykolog nu, for jeg er klar over at det ikke kan blive ved med at gå... jeg bliver alt for drænet af det her. Jeg er midt i den proces, så jeg ved ikke hvor det ender. Men der er ingen tvivl om at jeg har brug for hjælp til at finde ud af hvad jeg vil.... for jeg ved det virkelig ikke. Jeg føler det som om jeg ikke har god kontakt med mine egne følelser. Tænk at noget så simpelt kan være så svært.

Det mest markante jeg indtil nu har fundet ud af er at jeg synes det er synd for ham. Synd for ham hvis jeg skulle gå, hvordan skal han klare sig alene? Og er det ærlig talt noget at bygge et forhold på?

Nej.... men hvad jeg logisk kan se og hvad jeg faktisk gør noget ved er bestemt ikke det samme. Så det skal have sin tid som du også siger. En dag kan jeg tage den rigtige beslutning for mig selv og enten være glad for at blive og stole på vores forhold, eller at bryde det op.

Hele dette indlæg var nok ligeså meget lidt selvhealing, som det var input til dig. Jeg håber nok at du kan forstå at du ikke er den eneste der bliver hængende selvom det synes umuligt, og måske at du kan læse min histore og tænke... det gider jeg altså ikke blive hængende i i 3 år.... Hvad det end giver dig, så har jeg også fået noget ud af at beskrive det hele på skrift i sammenhæng.

Jeg håber for dig at du på en eller anden måde finder dig selv i det hele....

Mig1967

Hej Denni,

Tak for dit svar.

Det er godt, at du går til psykolog. Jeg kan godt forstå, at du får ondt af din mand, fordi hans sygdom formentligt ikke har noget med hans utroskab at gøre. Det kaldes almindelig menneskelig empati, men det skal naturligvis ikke pålægge dig et ansvar for at bruge dit liv et sted, du ikke har lyst. Jeg forstår dit dilemma, men du er ikke pålagt noget ansvar for at forblive et sted, dine følelser ikke er, og derved misse et helt liv selv.

Jeg ved ikke, om dine dalende følelser for ham skyldes utroskaben, sygdommen eller begge dele. Det kan være krævende at leve med et sygt menneske, og det gør noget ved et parforhold. Ikke alle syge har lige nemt ved at håndtere den ny situation, ligesom det ikke altid lykkes at finde en ny balance i parforholdet og omstille sig. Det er et solidt stykke arbejde, og man skal ville hinanden, for at det lykkes. Det gør det tit, især der, hvor man ikke lader sygdommen definere mennesket, men ikke altid. Det må være svært for dig at mønstre det, der skal til, fordi han har svigtet dig før, og ligesom i min situation, får du, omend af andre grunde, ikke den kommitment, der skal til, for at komme dertil, hvor man forstår og kan tilgive utroskaben.

Jeg bliver faktisk vred, de gange min mand truer med selvmord, og passer på ikke at belønne ham for det. Han har selv skabt den situation, ikke ved et øjebliks ubetænkelighed, men ved års bedrag for at leve godt selv, hvor han har blæst på min ret til valg, og mens jeg forsøgte at lægge indsatsen i forholdet, var han ved at bygge et andet op uden min viden. Man føler sig godt nok trådt på, og den følelse forstærkes, når han så gør sig selv til offer. Han har brugt mig som garant for, at han havde et hjem og en at komme hjem til, og så har han kunnet få, hvad han ellers behøvede af sin elskerinde. Det er ikke et udgangspunkt for omsorg for mig, han er skurken, og det er jo rigtigt, som andre også er inde på, at han smider tøjlerne, og nu gør sig selv til offer.

Man kan ikke kontrollere andres handlinger med selvmordstrusler, som sagt jeg kender et ægteskab med utroskab, hvor konen har forhindret manden i at gå ved to gange, at forsøge halvhjertet at tage sit liv. Det skaber ikke kærlighed, man kan ikke tvinge kærlighed. Det skaber til gengæld afstand og følelser, der er på retur. Ingen skal bruge deres liv på at ligge under for sådan noget, deri har Victoria helt ret, vi har alle kun et liv. Det manden har fået ud af at give efter for hendes selvmordsforsøg er at blive ødelagt selv, og det skylder man altså ingen. Han overlever, men lever ikke. Det er måske det samme jeg gør lige p.t. Det er derfor jeg vil forsøge at få en psykolog til at hjælpe mig med at sortere tankerne, så de bliver omsat til handling, for jeg tror man skal passe på med ikke at gro fast i det for lang tid, for det skaber indre utilfredshed, for man kan ikke rigtigt komme videre, før man har et mål at gå efte og har taget en beslutning.

lotte123

Hej Mig,

Bravo! Du er på rette vej.

slettet21330

Hejsa.

Nu ved jeg ikke om det er fordi jeg aldrig har været gift og kun er 25 år.
Men hvorfor i alverden vil man gå tilbage til en mand, som behandler en sådan?? Og hvorfor bruge så mange krafter på at lære at stole på ham igen, når han tydeligvis ikke fortjener det?

Kan godt se at man efter 10 år og børn sammen at det gør tinge svære, plus forholdet nok ikke har det som i starten og det bliver til hverdag,men hvis man virkelig elsker hinanden og respektere hinanden, så kan han da finde ud af at sige han har brug for at genopleve forholdet for at ikke at komme for alt væk fra hinanden...

Tror jeg ville have været mere forstående, hvis det var sket en enkelt gang i brandert og han derefter gjorde alt hvad han kunne for at sætte liv i ægteskabet igen, men ikke noget som gentager sig og det lyder ikke voldsomt meget til at kæmper for at gøre tingende godt.

Tror man skal accepter utroskab og være 100% ok med for at kunne tilgive og det er nok ikke mange kvinder som er.

Nu griner i sikkert, men har set filmen: han er bare ikke vild med dig og læst bogen og tror virkelig at den film har fat i noget rigtig!! Så Olga prøv at se filmen og tænkt godt over om du inderst inde kan tilgive?

- Rosen