Min mand var utro

lotte123

Kære Mig,

Som du beskriver situationen, har jeg meget vanskeligt ved at forstå, hvad det er for en kærlighed, du føler for din mand? Er det ganske enkelt en vane? Nu har I været gift i så mange år, så derfor elsker du ham? Jo, du har måske også være medskyldig ved ikke at have været optimal i alle jeres samlivs faser, men så burde han måske have været mand for at tage disse konfrontationer, i stedet for bare at søge sig noget nyt et andet sted. Disse konflikter, der opstår i et hvert parforhold, bør man prøve at løse i fællesskab, i stedet for at rende ud og søge trøst andetsteds.

Ligeledes som du beskriver det, så elsker han øjensynligt den anden kvinde og ikke dig. Han siger ganske vist noget andet til dig, men hans krop beviser hans løgn; han kan ikke elske med dig.

Du skriver, at du på et tidspunkt fortalte ham, at hvis han fortsatte kontakten til den anden, så var det ud ad vagten. Og hvad skete, da du opdagede, at han fortsatte? Ja, han blev ikke smidt ud. Du fik det bare igen dårligt, og ved ikke, hvad du skal gøre.

Som jeg ser det, så er han et første klasses skvat. Han elsker en anden, men tør ikke hellige sig hende, fordi han er bange for at miste sin tryghed. Tryghed – det er dig. Er det det, du har lyst til at være synonym med?

Du skal finde ud af, om du vil leve med en mand, der udelukkende forbinder dig med tryghed. Den kloge i denne historie, er elskerinden, for hun har stoppet, og vil ikke mere være med til den omgang blålys, han leverer, så jeg vil sådan set gætte på, at hvis du stopper ægteskabet, så vil elskerinden givet også sige”nej tak”, hvilket i øvrigt ikke bør være dit problem. Når man sætter sig mellem to stole, som han i den grad har gjort, så må også han finde ud af, at man altså kan komme til at ”slå sig”.

Oven i købet er han så fej, at han truer med selvmord – helt ærligt? Mener du seriøst, du kan få noget som helst seriøst ud af det her?
Du spørger, om man kan komme så langt, at man vil kunne tilgive et sådant bedrag. Ja, det tror jeg faktisk godt, man kan, men så skal man virkelig kunne stole på, at begge parter i den grad VIL forholdet, og som du beskriver det, så er det ikke din mands højeste ønske. Som jeg læser det, så vil han først og fremmest have tryghed, og hvis denne tryghed kunne være med den anden kvinde, uden for meget besvær for ham, så ville han vælge det. Jeg synes, du beskriver ret tydeligt, at det er den anden, han drømmer om, så derfor vil I naturligvis ikke kunne genopbygge et gensidigt tillidsforhold. Han ville givet finde det optimalt, hvis begge I kvinder bare stod til rådighed og ventede på, han skiftedes mellem jer. Spænding hos elskerinden, og så hjem til de vante omgivelser med dig.

Selvfølgelig trygler han dig om ikke at stoppe ægteskabet for han ved godt, at elskerinden sikkert heller ikke vil have ham nu, hvorfor den stakkels mand så måske bliver ensom, fordi han har smidt alt af værdi over bord. Mener du seriøst, at det bør være dit ansvar?? Skal han ikke ligge, som han har redt? Skal du ofre resten af dit liv på at glatte ud for ham?

I har været gift i 27 år – du er således en moden kvinde, der sagtens kan få mange gode år. Jeg går heller ikke ud fra, at der er mindre børn at tage hensyn til.

Du skal sætte dig ned, finde ud af, hvad DU vil med DIT liv, og mærke efter inden i dig selv, hvor du ser dig selv om et år, fem år, 10 år – og så handle ud fra det.

Jeg kan umuligt forestille mig, - stadig kun på grundlag af det, du har skrevet her - at du bliver lykkelig, hvis du fortsætter et liv med en mand, der i den grad tramper på dig.

Mig1967

Kære Lotte,

Tusind tak for dit svar.

Jeg stiller mig selv de samme spørgsmål, og jeg tror det er vores lange historie, fælles oplevelser, der gør, at det er svært for mig at forlade ham. Vi har to børn over 18 år, og han er bange for at miste kontakten med dem også.

Jeg tror, jeg har grebet efter alle halmstrå for at finde bevis på hans kærlighed. Han har været en god og stabil mand gennem hele vores lange ægteskab, lige indtil han aktivt opsøgte denne kvinde, fordi han følte, han manglede noget. Jeg er forbi det stadie, hvor jeg tror, man bare dyrker en kontakt til et menneske i så lang tid, der ikke betyder noget for en, men omvendt er der en lille stemme i mig, der siger, at hun trods alt ikke betød så meget, at han forlod mig. Grundene er jeg mere usikker på, og som du selv siger kan det have været besværligheden, og trygheden, der gjorde udslaget. Det er jo den begrundelse, han har givet hende. Jeg er ikke engang vred på hende, for han har været den udfarende part i at etablere det forhold gennem halvandet år, før han fik det, hvilket jeg også først er blevet klar over nu. Mange ting er holdt skjult for mig, og det er bittert at ens ægtefælle sidder og skriver et til en, og siger noget andet til mig. Han har ikke engang villet skrive til hende, at han elskede mig, selvom han siger det til mig.

Men det har kørt rundt i mit hoved i et år siden han afslørede noget af det, som det gør med andre bedragne. Nu kommer der bare flere sandheder for dagen, der ikke gør det bedre, fordi jeg opdagede de stadig har kontakt ved en fejl og ved samme fejl har fået et indblik i, hvad han har siddet og skrevet til hende. Lagt sammen med ting som at han har "tabt" interessen for sex, ikke har sluppet kontakten med elskerinden osv., farer det op i mit hoved, at han ikke er troværdig overfor mig. Da han lå kortene på bordet for over et år siden, fortalte han ikke hvor dybt forholdet til ekskerinden var, eller hvor længe det stod på, de oplysninger er nye for mig i denne omgang og at han havde lovet hende skilsmisse, for at få hende ind i forholdet. Mindst af alt er jeg chokeret over, at han stadig har kontakt til hende, har foreslået hende at de skulle ses, for at se om der stadig var følelser og så tage den derfra uden at love noget. Jeg tror måske jeg har stoppet den kontakt nu, for nu tør han vel ikke kontakte hende mere af frygt for, at hunmelder tilbage på det forkerte tidspunkt, men jeg kan jo ikke kontrollere mig ud af det her. Jeg har så svært ved at udholde det.

Det er meget svært at mærke mig selv lige nu. Umiddelbart tror jeg det er en proces, hvor jeg gradvist mister mine følelser for ham. Når jeg ser tilbage på det sidste år, hvor han har været stabil, holdt aftaler, ikke været væk, hvor jeg ikke kan nå ham, men meget af tiden formentligt har lidt af depression, har det ikke bragt os tættere sammen. Det gør så ondt, at han, når vi har rejst, fejret sølvbryllup osv., åbenbart har sneget sig ud og haft kontakt med elskerinden. Det er som om at alt, hvad jeg i 6 år har foretaget mig sammen med min mand, er ødelagt, fordi det er foregået på løgn, og fordi jeg ikke er sikker på hans følelser. Det gr mig usikker, at det var elskerinden, der stoppede forholdet for flere år siden, og også hende, der afslog at mødes igen få måneder efter, at han havde lovet mig at kæmpe fo rvores ægteskab. Han siger, han ville hjælpe hende, men jeg stoler ikke på ham.

Så for at vende tilbage til mit eget spørgsmål, som jeg har stillet mig selv mange gange, så tror jeg faktisk der er grænser for, hvad man kan tilgive, også selvom man elsker. Selvom han prøver nok så meget fra nu af, som han siger, og selvom han er nok så kærlig, er løgnen nok kørt for langt ud. Jeg vil adlrig kunne kontrollere, om han gør tingene af tryghed, og som du selv nævner frygten for at være alene, den har han også skrevet om til elskeriden. Han siger at han jo valgte mig, som om det er bevis for noget.

Jeg ved ikke, om elskerinden står klar, strengt taget, har han taget vel også bedraget hende og svigtet alt det, han ville have et forhold til hende på. Hun har været med til at køre ham ned siden de stoppede, fordi hun har været meget bitter på ham, og nørmest hælder ham til i mange mange mails, og han sikkert også har en dårlig samvittighed der. Kan ikke finde rundt i sandt og falsk, han har altid været konfliktsky, og villet stulle alle tilpas, men det er jo svært samtidigt at vide, hvad han egentligt mener og føler. Derfor hæfter jeg mig ved bl.a. at han ikke skriver til elskerinden at han elsker mig.

lotte123

Kære Mig,

Du skriver jo sådan selv det hele, så der er ikke meget at tilføje.

Mht. til jeres børn, så vil jeg da finde det vigtigt, at de bliver gjort klart at jeres problemer ikke er deres, og at deres forældre elsker dem, også selv om de er hver for sig.

Her er det især vigtigt, at I ikke drager dem med ind i en konflikt, hvor de skal tvinges til at vælge side.

For ikke at gentage mig selv, har jeg ikke for nærværende mere, andet end igen at skrive, at du skal tænke på DIG og hvad DU vil.

Mig1967

Hej Lotte,

Ja, min hjerne kører på højtryk, og det er svært at finde hoed og hale i, fordi der er så mange modsatrettede meldinger, derfor er det rart at høre andres erfaringer, og især om nogen er kommet igennem lignende svigt (med eller uden ægtefælle), og hvordan de klarede sig igennem.

Jeg synes jeg har svært ved at finde forhold, der har kunnet overleve så lang utroskab, og måske er det naturligt, at man undervejs i processen mister følelserne for sin ægtefælle, når svigtet er så massivt? Jeg husker mig selv på, at hans proces jo startede før jeg fik kendskab til den, og at ting tager tid, hvorimod mine følelser var i et andet "mode" og jeg var uforberedt.

Da jeg fik chokket, gjaldt det i første omgangom at få ham til at garantere, at han ikke ville forlade mig, og derved følte jeg en umiddelbar lettelse, der dog ikke varede længe, og gradvist forplantede sig til alle de her spekulationer, fordi det selvfølgelig ikke er nok, at han ikke vil forlade mig.

Så når man skal til at leve hverdasgen igen med al mistilliden, usikkerheden, begynder man at føle sig fanget i noget, man ikk ekna se sig ud af. Det gør ikke sagen bedre, at min mand gør sig selv til offer, og truer med selvmord frem for at tage ansvar for det, han har gjort. Det har også været med til at mine følelser for ham forsvinder. Det er som om, jeg har skullet være den stærke i det her, selvom det er hans beslutninger, der har medført rodet, og selvom det er ham, der har svigtet.

Jeg vil tro, at jeg skal gennem en psykolog, for at få styr på mine tanker, og for at få sorteret al usikkerheden, for jeg er mest tilbøjelig til ikke at tro på, at han elsker mig, havde han gjort det, havde han nok slet ikke været utro gennem så lang tid. Han snarere hænger i det, fordi han ikke er villig til at tage den forandring en skilsmisse er, og at skulle leve for sig selv. Det er en sandhed, det gør ondt at kapere, men i det mindste noget at forholde sig til.

Jeg har gjort, hvad jeg kunne for at holde vores 2 børn ude af det, men de har jo også kunnet se, at jeg var ked af det, da de bor hjemme endnu, men jeg har gjort det meget meget klart, at det er mig, og ikke dem, min mand har været utro.

lotte123

Kære Mig,

Jeg synes, det bestemt lyder som en meget fornuftig ting, at du vil vende denne problematik med en psykolog. Dette med at din mand nu er ved at opføre sig som offer, gør jo, at du på den måde kommer til at føle skyld, og det skal du have hjælp til at komme ud af. I det hele taget er jeg noget rystet over, at din mand tillader sig at oven i købet påføre dig noget sådant, og det viser desværre også, at han sådan set ikke selv mener, han har gjort noget særligt galt, hvorfor han således givet heller ikke vil være en, du fremover kan have tillid til.

Du søger erfaring fra andre, der har prøvet at vende en sådan mistro til tillid igen. Det kan jeg desværre ikke hjælpe dig med. Den situation jeg selv stod i, da jeg ville skilles, var en helt anden.

Dit problem med mistilliden vil du givet aldrig kunne overvinde, og hvis der først skal kontrol ind i et parforhold, så vil det jo gå galt før eller siden.

Inden du selv helt bryder sammen, vil jeg støtte dig i din beslutning om, at lige få en professionel ind - helst hurtigst muligt.

Bedste tanker,

Mig1967

Hej Lotte,

Nej, jeg søger erfaringer fra andre, hvis ægtefæller har haft længerevarende sidespring, for at høre, hvordan de har tacklet det uanset udfaldet for ægteskabet. Det her handler ikke om, for enhver pris at bevare mit ægteskab, men mere om den udvikling, jeg skal igennem for at komme ud på den anden side.

Som jeg ser det lige nu, skal jeg forholde mig til, hvordan jeg selv skal komme videre, formentligt ender processen i, at jeg går. Lige nu er han i panik og villig til at sige hvad som helst, men mine følelser for ham er på retur alligevel, jeg kan ikke tage det ind, han siger. Sikkert meget logisk. Da jeg har svært ved at se, hvordan jeg selv skulle forblive i mit ægteskab og være lykkelig, tror jeg det vil være enøjet at søge erfaringer med den udgang, fordi jeg med min egen situation som udgangspunkt har svært ved at se, hvordan man skal kunne komme dertil. Når jeg læser siderne her, bærer de præg af, synes jeg, at dem der har valgt at blive i første omgang stadig efter flere år overvejer skilsmisse, fordi det er sværere end man tror, at bevare sine følelser og tillid.

Under alle omstændigheder skal det tackles, også efter en skilsmisse, for at man kommer igennem det som menneske, og ikke ender med at blive bitter. Jeg kan mærke på mig selv, at det er en nem vej at tage, men den giver ikke et lykkeligt liv.

Endnu engang, tak for dine svar.

lotte123

Hej Mig,

Jeg kan godt følge dig, at du gerne vil vide lidt om "processen", og jeg vil gerne bidrage med min erfaring, selv om den var på et helt andet grundlag.

Jeg valgte også først den "nemme" udvej, nemlig at blive i et forhold, der simpelt hen ikke fungerede. Jeg kæmpede en lang og sej kamp. Tiggede, bad, græd, råbte, smilede - men jeg nåede aldrig ind til ham. Han havde ikke andre damer, men havde altså heller ikke plads til et parforhold i sin verden.

Jeg tænkte også, at nå ja, det er jo det nemmeste at blive, han tjente godt, jeg har en ledsygdom og er derfor på førtidspension, så hvordan skulle jeg dog kunne klare det? Her var det nemt, jeg kunne - indenfor rimelighedens grænser - købe hvad jeg ville, jeg kunne deltage i de fritidsinteresser, jeg havde lyst til. Vi boede i et hus, vores børn havde skole, fritidsinteresser og kammerater i nærheden - det var bare nemt. Undtagen for mig, der gik mere og mere i stykker ved at leve med en mand, der tydeligvis var fuldstændig ligeglad med mig. Han helligede sig sit arbejde 100%. Week-enden gik med at hvile ud, så han var klar til næste uges arbejde. Hver gang jeg foreslog et eller andet socialt, så var han for træt og orkede ikke.

Jeg brugte uanede mængder af energi på at holde mig oprejst i et forhold, hvor manden i den grad var optaget af "den anden", som jeg næsten vil kalde det arbejde, for i min verden kan det sådan set godt sammenlignes med utroskab, når det i alle livets situationer er vigtigere end mig og vores børn.

På et tidspunkt kunne jeg ikke mere, og sagde at nu måtte det høre op. Min mand formåede lige at lukke sin bankkonto for mig, inden han brød helt sammen. Jeg er den dag i dag ikke klar over, om han et eller andet sted alligevel var glad for mig, eller - og det er den jeg hælder til - ikke kunne magte at "facaden" krakelerede. Han blev "udstillet" som en, der ikke havde levet op til forventningerne. Han er opvokset i et miljø, hvor man bliver, hvor man er sat - færdig. Han brød grædende sammen, og mente han havde gjort alt for at få det til at fungere - altså lige bortset fra overhovedet at ville tale med mig, lytte efter, hvad sagde og den slags "ligegyldigheder". Han mente, at ved ikke at gøre noget som helst, ikke reagere på, hvor dårligt jeg havde det, så havde han ydet optimalt.

Og så til min erfaring. Jeg lover dig, at der bredte sig en lettelse ud over alle grænser hos mig. Jeg fik en energi, jeg ikke havde anet, jeg var i besiddelse, netop fordi al min energi hidtil var gået til det yderst opslidende, nemlig at få mit liv til at hænge sammen med en mand, der ikke var værd at bruge kræfter på. Du vil givet erfare, at du også bruger/har brugt alt, alt for mange kræfter, som kan bruges meget bedre.

Du vil med stor sandsynlighed opleve, at den rette beslutning giver en lettelse og en energi, som slet, slet ikke kan beskrives. Jeg levede et par år alene med mine børn, hvor jeg bare fik det bedre og bedre - selv mine børn var hurtige ud og fortælle, at det var en god beslutning, for de oplevede at ikke bare jeg, men også deres far var blevet meget gladere, og havde mere overskud. Efter de par år mødte jeg så min nuværende mand, som jeg er meget, meget lykkelig med. Min eksmand ser jeg naturligvis stadig - vi har børn og børnebørn sammen, og han er - naturligvis - single og har det også godt, selv om han stadig ikke har tilgivet mit "svigt", og derfor opfører sig noget "krabbet" overfor mig, hvilket jeg finder ret latterligt. Det er nu 15 år siden. Skal jeg fortryde noget, så er det da at jeg ikke gjorde det for 25 år siden.

Mit overskud kom meget, meget hurtigt efter bruddet, jeg taler om ganske få uger; ja faktisk kun den tid det tog, fra beslutningen var taget, til vi kunne flytte hver for sig.

Men - alligevel vil jeg stadig råde dig til at få talt med en psykolog, for jeg synes næsten det værste i denne historie er, at din mand truer med selvmord. Jeg synes et eller andet sted ikke, man kan synke lavere ved at komme med sådanne trusler, og på den måde påføre dig skyld.

Jeg kommer i tanker om en ting mere, du kan foreslå. Hvis han virkelig mener, han vil dig og jer, så forlang at I sammen går til en parterapeut, hvor han med hjælp af en sådan skal forklare sine bevæggrunde for at have handlet, som han har gjort. Og det er også væsentligt, at I der kommer ind på hans trusler, og naturligvis hans løgne generelt.

Der vil han så muligvis forstå, hvorfor et brud er nødvendigt, så I begge kan ud af det med en vis værdighed.

Mig1967

Hej Lotte,

Ja, der er andre svigt end utroskab, og den type mand, du tidligere har haft, arbejder jeg sammen med masser af. Jobbet er måske ikke en elskerinde, men de får et kick, når de sidder på jobbet, og kan ikke slippe det. Selv når de har fri kører hjernen i højeste gear, fordi fritiden er der, de har bedst ro til at tænke på jobbet, fordi de har for travlt til det, mens de er der.

Det er selvfølgelig et svigt af familien, og den ægtefælle, der går hvad han/hun kan, for at bidrage til et godt familieliv. Det er utaknemmeligt, og må også ramme selvværdet, hvis man aldrig er god og vigtig nok, fordi jobbet kommer først.

Penge er ikke alt, selvom deselvfølgelig er rare at have, og hatten af for din beslutning og for, at du er kommet videre.

Du har ret med parterapien, lige nu tror jeg han mest har brug for en psykolog, der kan hjælpe ham med at kommeud af offerrollen og til at se, at det han selv har været en aktiv part i det. Men parterapi vil derefter når han har gennemgået en udvikling være et godt forslag, også for at skilles på bedst mulige måde.

Victoria94

Hej Mig.
Bliver du ikke alvorligt vred, når din mand truer med selvmord?
Prøv om du kan "mande dig op" næste gang han truer med det, giv ham så lov til at gøre det.
Han gør det, hvis han vil, du er ikke den skyldige.
Min mand havde det også med at true med selvmord. Jeg var rystende bange for han skulle gøre det. Men en dag havde jeg åbenbart fået nok.
Han ville skyde sig i garagen.
Jeg blev simpelthen så tosset på ham, så jeg sagde: Så gør det for helvede, men kan du ikke finde et andet sted, så jeg ikke også skal tørre svineriet op efter dig.

Så blev det brugt imod mig i et stykke tid. Jeg opsøgte en psykolog, og her fik jeg at vide, at det var et udmærket svar jeg havde givet, jeg skulle bare ikke gå alene med det.
Så lad dig ikke påvirke af hans trusler, Hvis hans liv ikke er værd at leve, har du så ret til at forhindre ham i at slutte det?
Min mand holdt op med sådanne trusler.

lotte123

Hej Mig,

Jeg hæfter mig lige ved, at du stadig synes, du skal nurse din mand? Det kan da godt være, han har brug for psykolog, men det skal du da ikke sidde og vente på.

DU har brug for lidt professionel bistand, så DU kan komme videre, og DU kan få hjælp til at tage den rette beslutning. Som du har beskrevet situationen, så er der da ikke meget, der tyder på, at din mand er klar over, hvor ondt han har gjort dig. Faktisk er han i fuld gang med at synes, at det hele er noget så synd for ham = nu er han et offer!

Det er da sikkert en glimrende ide, at du foreslår ham noget hjælp også, men hvis du har tænkt sig at sidde og vente på det resultat, før du selv går i gang med din proces, så kommer du givet til at vente meget længe, og dermed gå endnu mere i stykker. Er det det, du vil?

Lad dog være med påtage dig rollen som den, der hele tiden skal vise hensyn og vente på ham. Hvor meget hensyn har han i grunden vist dig i disse år? Skylder du ham at blive ved og ved med at være den forstående?

Og - Victoria skrev et brandgodt indlæg til dig. Jeg havde lyst til at skrive det samme, men turde så ikke alligevel. Godt en anden har gjort det.