Min mand var utro
Har lige fundet ud af at min mand har været mig utro, han har haft sex med en anden kvinde.
Det hele starter i oktober, en datter, som vi har haft kendskab til siden hun var 3 år, men aldrig set, tager kontakte til ham på face, han møder hende og moderen. Derfra begynder alle løgne.
Vi er gifte og har om få dage været det i 10 år, vi har to børn sammen. Den "nye" datter bliver pludselig omdrejningspunktet i hans liv, han lyver for mig, spendere flere tusind på at shoppe med hende osv. Efter 2 uger tager han med moder, som han kun har været i seng med en gang for 14 år siden, og datteren ud og shoppe. Fortæller mig han har været et andet sted, på trods af at jeg holder fødselsdag for vores fælles datter med 18 gæster på 10 år. Dagen efter tager han til julefrokost 35 km fra vores hjem. Tager en bus ud til moderen og den anden datter kl. 22, sover der, har sex med moderen og tager en taxi hjem til os næste morgen, en time efter tager han afsted igen. Jeg har hele tiden haft en dårlig fornemmelse af moderen, men først i dag fået vished for mine fornemmelser, nemlig at de har haft sex for 3 uger siden.- I mellem tiden har vi skændtes om måden han ser den nye datter på, besøger hende i hendes og moderens hjem til kl 23 om aftenen. Datteren har også været her et par lørdage, men aldrig overnattet, for det havde hun det ikke godt med sagde han og hende mor. Sidste weekend satte de livet på spil i snevejret for at komme hjem med hende.
Jeg skulle overtage en telefon fra ham og der var de hede sms'er, så jeg har selv opdaget det. Nu beder han om tilgivelse, jeg ved ikke om jeg kan. hun er jo ikke fremmed, hvis han stadig skal have noget med den "nye" datter at gøre, så vil hun jo altid være der. Har sagt, at jeg ikke kan acceptere flere besøg i deres hjem, men bare der kommer en sms eller han skriver, har bruget msm og face meget også med moderen er jeg jo mistrotisk. Det kværner rundt i mit hoved, jeg er ved at brække mig når jeg tænker på hendes grimme fjæs. Kan man kommer videre, vil man altid være mistrotisk, er tilliden væk for bestandigt? Er der nogen, som kan give et godt råd. Jeg ved ikke om jeg skal tude, være vred, skuffet, fortælle hans "nye" datter at hendes forældre har tænkt mere med "pikken" end på en forvirret teenager, og som lige har lært hendes far at kende. Skal jeg fortælle mine egne børn 7 og 10 år, at far har "pisset" på mor? Kan I finde hovede og hale i det?
Jeg er tom - det er ny seks timer siden jeg fik min viden og har spillet godt over for min børn, som nu sover
Det hele starter i oktober, en datter, som vi har haft kendskab til siden hun var 3 år, men aldrig set, tager kontakte til ham på face, han møder hende og moderen. Derfra begynder alle løgne.
Vi er gifte og har om få dage været det i 10 år, vi har to børn sammen. Den "nye" datter bliver pludselig omdrejningspunktet i hans liv, han lyver for mig, spendere flere tusind på at shoppe med hende osv. Efter 2 uger tager han med moder, som han kun har været i seng med en gang for 14 år siden, og datteren ud og shoppe. Fortæller mig han har været et andet sted, på trods af at jeg holder fødselsdag for vores fælles datter med 18 gæster på 10 år. Dagen efter tager han til julefrokost 35 km fra vores hjem. Tager en bus ud til moderen og den anden datter kl. 22, sover der, har sex med moderen og tager en taxi hjem til os næste morgen, en time efter tager han afsted igen. Jeg har hele tiden haft en dårlig fornemmelse af moderen, men først i dag fået vished for mine fornemmelser, nemlig at de har haft sex for 3 uger siden.- I mellem tiden har vi skændtes om måden han ser den nye datter på, besøger hende i hendes og moderens hjem til kl 23 om aftenen. Datteren har også været her et par lørdage, men aldrig overnattet, for det havde hun det ikke godt med sagde han og hende mor. Sidste weekend satte de livet på spil i snevejret for at komme hjem med hende.
Jeg skulle overtage en telefon fra ham og der var de hede sms'er, så jeg har selv opdaget det. Nu beder han om tilgivelse, jeg ved ikke om jeg kan. hun er jo ikke fremmed, hvis han stadig skal have noget med den "nye" datter at gøre, så vil hun jo altid være der. Har sagt, at jeg ikke kan acceptere flere besøg i deres hjem, men bare der kommer en sms eller han skriver, har bruget msm og face meget også med moderen er jeg jo mistrotisk. Det kværner rundt i mit hoved, jeg er ved at brække mig når jeg tænker på hendes grimme fjæs. Kan man kommer videre, vil man altid være mistrotisk, er tilliden væk for bestandigt? Er der nogen, som kan give et godt råd. Jeg ved ikke om jeg skal tude, være vred, skuffet, fortælle hans "nye" datter at hendes forældre har tænkt mere med "pikken" end på en forvirret teenager, og som lige har lært hendes far at kende. Skal jeg fortælle mine egne børn 7 og 10 år, at far har "pisset" på mor? Kan I finde hovede og hale i det?
Jeg er tom - det er ny seks timer siden jeg fik min viden og har spillet godt over for min børn, som nu sover
Kommentarer
Jeg skriver alligevel, for jeg vil råbe vagt i gevær - for nej, du skal ikke sige noget i nærheden af det du skriver til hverken jeres børn eller hans datter.
Det her er en sag mellem dig og ham - og moren.
Mit bedste råd til dig er at få kontakt til en parterapeut i løbet af den kommende uge og at ringe til en ven eller veninde NU så du kan få luft.
Og prøv så at få sovet. Det hjælper hjernen når man skal løse problemer.
Venlige tanker herfra
Jeg forstår godt, at du er desperat og derfor får desperate tanker. Men jeg forstår slet ikke, at du overhovedet kan tænke på at involvere børnene. Hvilken glæde skulle de have af det? Det kan ialtfald ikke være af hensyn til børnenes glæde og tryghed. Det vil simpelthen være for lavt at bruge børnene i din og din mands indbyrdes drama. I forhold til børnene må du og din mand enten vise oprigtig 'fælles fodslaw' eller også må i gå hver til sit. Børn tager skade af at leve i en krigszone - og de tager i høj grad skade af det, hvis de skal vælge side og tage parti. Så bliver de forældrenes små soldater, der skal udkæmpe forældrenes kamp. Det er nok ikke det, du ønsker for dem.
Når det så er sagt, så må der jo være en grund til, at det hele er kørt så meget af sporet. Der må være noget i Jeres forhold, der ikke har været 'godt nok' i forvejen, ellers tror jeg ikke, at han havde gjort det. For hvis Jeres forhold var optimalt, hvorfor skulle han så være dig utro?
Ligeledes er det ikke noget godt tegn, at han lyver for dig. Det kan der være flere grunde til, men en typisk grund til ikke at sige sandheden om, hvordan man har det, er fordi det vil føre til negativ respons.
Det lyder for mig som om, at I ikke kommunikerer åbent og ikke kan føre en dialog. For hvis I havde kunnet det, så havde I formentligt talt om faresignalerne, inden situationen var opstået.
Derfor er jeg enig med Anna i, at det vil være en god idé med parterapi. Faktisk tror jeg, det er helt nødvendigt med professionel hjælp udefra, hvis I skal igennem det her med håb om at blive sammen. Det er ikke kun din tillid, der skal genopbygges (men det kan i sig selv blive svært). Det er også din mand, der må få sat nogle ord på, hvad der har fået ham til at handle, som han har og det fordrer, at du kan lytte til ham og respektere uden at gå i forsvarsposition. Ligeledes skal du selvfølgeligt også have mulighed for at give udtryk for, hvordan du har det uden, at han går i forsvarsposition. Min fornemmelse er, at skal I have en sådan åben dialog, så må der en professionel rådgiver ind, der kan styre samtalen og sætte gang i en positiv udvikling, så I sammen kan finde en løsning.
Hilsen Helene
Sikke en omgang! Jeg kan godt forstå du har det meget dårligt og er fyldt op af både smerte og vrede. Jeg er dog helt enig med de andre i at børnene, så vidt muligt, ikke skal indrages i denne konflikt. Hvis de skal inddrages skal det være på et plan der lader dem bevare respekt og kærlighed til jer begge. Det kan føles uretfærdigt, at han får lov at bevare sin "pletfrie" fremtoning, men dybest set ønsker du jo ikke at fratage dine børn tilliden til deres far. Det er ikke dine børn du er vred på, det er deres far.
Du/I bliver nødt til først at finde ud af hvordan i vil tackle situationen. Du må mærke efter hvor langt du vil gå for at bevare dit ægteskab. Der er ingen tvivl om at det bliver hårdt arbejde og jeg tror også i får brug for professionel hjælp. Men ved hårdt arbejde og med professionel hjælp tror jeg på at der er håb for jer. Du får også brug for hjælp i forhold til at skulle tackle et forhold til hans datter. Jeg tror du skal være meget opmærksom på, om du kommer til at overføre de negative følelser du har i forhold tilhendes mor til datteren.
Jeg føler virkelig med dig. Det er en ordetlig mundfuld!
jeg tror tågen letter lidt når du får greb om dig selv igen og finder ro til at tænke. Prøv at få noget søvn. det er umuligt at tænke klart når man bliver helt udkørt
Alle de bedste tanker herfra
Det er din mand du skal brække dig over. Det er ham der lyver og bedrager dig og jeres børn. Det er ham alene du skal blive vred på. Hun er "bare" en uvedkommende i dit liv.
Han beder om tilgivelse, skriver du. Hvad skal han tilgives for af dig?
Du er vred, og sikkert også aldeles rasende, det er han bange for. Han er bange for at blive kasseret,- men - han har kasseret sig selv - ikke dig.
Han har mistet respekten for sig selv, hans egen værdighed har han sat over styr, ellers ville han ikke bede dig om tilgivelse.
Han er bange for at miste sit hjem, sine børn og dig.
Det var hårdt, at komme igennem, men det lykkes os og det er jeg SÅ lykkelig for i dag... MEN det skulle være på MINE betingelser, det gjorde jeg ham klart....
Jeg måtte til enhver tid tjekke tlf, pc, pung osv Bare for, at få ro i mit hoved.... Han er blevet "tvunget"til, at snakke (mest lytte)om det aften efter aften, når JEG havde behovet... Så skulle HAN overbevise mig om, at det var MIG han ville ha......Det har ikke været smertefrit og jeg har grædt mange tårer... Det er 6år siden nu og jeg tænker stadig på det indimellem, men kun forbi gående... Håber ikke jeg har skræmt dig..Ville ønske jeg kunne gi dig et kram....
Måske er det min fejl, men jeg ville undersøge alt.
Jeg har været gift med en mand, som var utro. Han søgte altid at holde det hemmeligt. Efterhånden fik jeg mistanke og begyndte at kontrollere ham.
Jeg fandt ud af, det var korrekt og jeg var ødelagt. Forlangte skilsmisse. Han bad om tilgivelse, men vi blev skilt. Jeg var klar over han ikke var til at stole på.
Selv så mange år efter kan jeg mærke vreden over at være holdt for nar.
Min mand i dag, ja hvis han lavede noget som helst ville jeg øjeblikkelig sætte detektiv og overvågning på ham. Lommer, sms, computer, alt ville blive efterset. Men det er der vist ingen fare for, han gør.
Jeg har rådet en bekendt til at undersøge sms, fordi hun fik mistanke og ikke var særlig glad. Det viste sig der var noget "snak", som hun ikke kunne acceptere. De to fik snakket om det og han holdt op. Han ville ikke miste hende.
Det reddede deres forhold. Sådan er vi forskellige.
Jeg tænkte nok nogle ville skrive om det. Men jeg er så fuldkommen og aldeles ligeglad med om det er lovligt eller ulovligt. Jeg smågriner lidt-
Jeg er da også nødt til at lukke breve op, det er mig der ordner den slags her i hjemmet.
Noget andet er naturligvis, hvis man er ung og bare kærester. Så ville jeg ikke gøre det.
Nu har min mand og jeg fuldstændig tillid til hinanden. Jeg gider da ikke kigge på hans computer. Men jeg ved, jeg er velkommen, som han er det med min.
Men hvis det var min første mand, så ville han blive undersøgt i hoved og r..
Ja, jeg ved det kan straffes, hvis man åbner andres breve, men ikke hvis det sker ved en fejltagelse.
Og et brev der kommer til hjemmet åbner man nemt ved en "fejltagelse"
Eller et brev der er lukket op og man læser det. Hvem kan bevise det.
Næe, jeg ville være fuldstændig ligeglad i sådan et tilfælde. Helt og aldeles,
.