Søg
Tilmeld dig
Oplysningerne må på ingen måde tages som erstatning for kompetent professionel rådgivning eller
behandling af autoriseret læge.
Indholdet på Netdoktor.dk kan ikke bruges som basis for at stille diagnoser eller fastlægge behandling.
Netdoktor.dk - All rights reserved. Netdoktor.dk is a trademark © Copyright 1998-
-
Kontakt Netdoktor
- Netdoktor Media
- Møntergade 19
- 1140 København K
- CVR: 28 68 61 37
Kommentarer
Der er noget, jeg slet ikke forstår. Du vil for alt i verden ikke miste din mor... Alligevel skriver du til hende, at hun ikke skal kontakte dig og at hun skal stå fast ved, at hun har valgt dig fra. Men det er ikke din mor, der skal vælge dig fra - du er nødt til at vælge hende fra, fordi du indser, at hun er skadelig for dig.
Jeg synes, du modsiger dig selv. Hvad er det, du ønsker fra hende?
Jeg er slet ikke i tvivl om, at dine fysiske symptomer kommer, fordi du i den grad er under stress og pres. Både med din mor, med din uddannelse, så vidt jeg forstår også økonomisk og nu også helbredsmæssigt. Det er du, fordi du ikke lytter til dig selv, ikke får sat grænser og ikke får de ting ud af dit liv, der suger den positive energi ud af dig og giver dig så meget negativ energi i stedet for. Og her er din mor garanteret den værste og største stressfaktor. Sørgeligt men sandt.
Nej, det er klart, at din mor vil ikke acceptere en samtale, hvis I ikke er alene. Så hvis du holder fast i, at du ikke vil møde hende alene, så bliver der ikke nogen samtale. Men skal der være en samtale?
Ja, de fleste psykiatere medicinerer men du har jo lov til at sige nej til medicin. Hensigten er at finde én, der kan praktisere noget samtaleterapi. Måske din læge kan hjælpe med at finde ud af om nogen i området kan det.
Som sagt findes der gruppeterapi under distriktpsykiatrien. Hvis din læge henviser dig, vil de indkalde dig til en visitationssamtale og udfra det du så fortæller, vil de vurdere, om de har et tilbud, der kan passe til dig. Så jeg synes da bestemt, at du skal prøve at nævne muligheden for din læge.
Ja, det er klart, at du føler, at kommunen svigtede din tillid, da de kontaktede din mor. Men de har jo været nødt til det, når hun er dagplejer, så de var sikre på, at dagplejebørnene blev passet forsvarligt. Det er jo deres ansvar. Nu har de jo chekket hende, så du kan sige, at du IKKE vil have, at de kontakter hende igen og hvis de gør, vil du gerne have det at vide.
M.h.t. dine anbefalinger kan du måske kontakte dine tidligere arb.pladser og spørge, om du kan få en kopi af dem. Det kan måske være ubehageligt men for mig at se et alternativ i forhold til, at du skal ud i en magtkamp med din mor for at få dem udleveret.
Det er meget smertefuldt, når man må se i øjnene, at éns forældre faktisk er skadelige for én. Men sådan er det og det er den smerte man må lære at håndtere, så man kan få et godt liv alligevel. En frygt som den, din mor giver dig, påvirker dig stærkt negativt både fysisk, psykisk og på alle planer. Den frygt, du beskriver til sidst, genkender jeg. Det er en form for paranoia. Det skal man ikke spøge med. Men så længe du har den idé om, at du for alt i verden ikke vil miste hende, så vælger du hende og dine egne lidelser frem for dig selv. Skal du have et godt liv i fremtiden, skal du have alle de mennesker og de ting ud af dit liv, som nedbryder dig. Og din mor misbruger dig følelsesmæssigt og nedbryder dig aktivt. Spørgsmålet er, hvor længe du kan holde til det. Hvor høj en pris er du villig til at betale for at holde fast i hende? Hvad godt får du ud af det?
'Fred kan man købe sig til. Frihed skal man altid kæmpe for'.
Citat fra iransk flygtning.
P.S.: Endnu en bog der kan anbefales er 'Ud af skyggerne' også skrevet af Susan Forward. Den handler om det hun kalder 'toxic parants' - direkte oversat 'giftige forældre'. Det er en meget rammende beskrivelse, i bogen bliver det desværre oversat med 'skadelige forældre'.
Mange hilsner Helene
Og min kæreste har også svært ved at hele vores hverdag handler om beskeder fra min mor og det kan jeg godt forstå.
Jeg skrev det til hende imorges, da jeg ikke synes jeg vil ha' de beskeder fra hende.
Jeg vil ikke have at min mor kan bruge mod mig at jeg har valgt hende, og min familie fra, derfor jeg skriver sådan til hende.
Jeg vil gerne ha' en rigtig mor.
Jeg synes ikke der skal være nogen samtale, men hun har også bare så mange af mine ting, alle mine vigtige papirer? Pas, bilpapir osv.
Ja, det ved jeg godt, men de skal ha' tavshedpligt og ikke oplyse hende at det er pga af henvendelse fra mig.
Jeg kan ikke få dem igen, da de steder jeg arbejdede er nedlagt.
Har skrevet til min chef, som kender til problemet, om han stadig har dem og vil sende en kopi til mig.
Har ingen anelse om nogen ting, det hele er bare ret uoverskueligt.
Også fordi det ikke kun går ud over mig, men også kæresten, som har det dårligt med hele tiden at få af vide, at han er en dårlig person mm.
Hvis du ikke snart vælger din mor fra i dit liv, så ender du helt der ude et sted, hvor ingen af os ønsker at ende.
Jeg synes, at du så hurtigt som muligt skal få en henvisning til en psykiater, for der findes en del, der ikke giver medicin men samtale. Bare det at få et andet voksent menneske med lidt forstand til at høre på, hvad du fortæller, kan hjælpe dig.
Men det kan kun hjælpe dig hvis du retter dig bare en lille smule efter de råd du får, og det gør du ikke. Nu har Helene her forsøgt at fortælle dig, at du bliver nød til at få din mor ind på hendes egen banehalvdel, men du fortsætter med at fortælle din mor alt for meget, b. la. hvordan du har det, du diskuterer med hende, og svarer på ”lede” sms. Hvorfor ignorer du ikke, når hun skriver grimt til dig, der skal to til at skændes, men jeg tror faktisk I begge truer hinanden, og det er en dårlig løsning på det dårlige forhold der er mellem dig og din mor.
Men lov mig aldrig at fortælle din mor når og hvis du skal til samtale, du skal i det hele taget lære ikke at fortælle hende noget som helst.
Hvor er din far hende i alt det her, han kan da hverken være både døv og blind, det fatter jeg ikke, for så har du ikke bare en dårlig forælder men to.
Nu må du mande dig op til at holde din mor på tilpas afstand, for den mor du har nu, kan du alligevel ikke være tjent med.
Hilsen Sofie
Og Sofie, det er ikke så nemt, som du får det til at lyde til. Måske skal jeg også lige vende mig til tanken med at skal af med min mor. Vil våge og påstå at jeg er langt mere knyttet til min mor end de fleste andre på min alder.
Jeg er rigtigt glad for Helenes råd og det hjælper mig meget at skrive med hende. Men jeg er stadig nødt til også at kunne følge med. Også selvom det skader mig, er jeg nødt til det.
Jeg svarer hende meget kort og er langt fra alle beskeder, jeg svarer på og skriver netop ikke noget ondt eller noget, for vil ikke provokere hendes opførsel og sådan at hun ikke kan sige at jeg behandler hende lige sådan.
Min far kan ikke rigtigt se det. Og tror ikke han magter at tage kampen op heller.
Han kan heller ikke leve uden min mor.
Tak for svar, men jeg bliver lidt ked af det, når du skriver at jeg ikke lytter efter de råd, jeg får.
For det gør jeg, men skal også finde min måde at bruge dem på og har købt en bog, bestilt tid ved lægen osv.
Så hvad skal jeg mere?
Jeg forstår godt, at du er i tvivl om, hvad du skal gøre og at du er forvirret. I dit hjerte ved du givetvis godt, hvad der vil være det rigtige at gøre, men det gør ondt og man vil altid prøve at undgå det, der gør ondt. Så i stedet for at konfrontere smerten, så bliver du ved med at gøre noget, der kun forværrer og opretholder smerten.
Ja, det er klart, at din mor også påvirker både din kæreste og dit og hans forhold negativt. Så det er en meget stor magt, hun får. Derfor er det også så vigtigt, at man holder sig langt væk fra misbrugende, nedbrydende mennesker, for de negative energier breder sig som ringe i vandet til alle ofrenes omgivelser. Din mor har faktisk også (indirekte) spredt sin magt til at omfatte dit parforhold og din kæreste.
Den sætning her er meget, meget vigtig:
'Jeg vil ikke have at min mor kan bruge mod mig at jeg har valgt hende, og min familie fra, derfor jeg skriver sådan til hende.'
Du prøver altså at slippe uden om at tage ansvar. Det kan du ikke. Du skal netop tage ansvaret, for det får du ALDRIG din mor til at gøre. Du skal tage ansvaret for dit eget liv. At du så dermed også får ansvaret for at have valgt familien og hende fra, det er en gave til dig. For hvis din mor reelt valgte dig fra, så kunne du sidde resten af dit liv og føle dig som et offer og være bitter over, at din mor ikke ville have kontakt med dig. Ved selv at tage ansvar og vælge, får du netop mulighed for at vise din styrke. At du har så meget mod og ansvarlighed overfor dit eget liv, at du ikke vil finde dig i at blive gjort til offer af hende. At din mor så kan påberåbe sig at være offer for dig - det må du så lære at leve med. Det er ikke dit problem, hvis hun vælger at se sig selv som et offer. Hun har selv skabt situationen. Så ansvaret er dit. Uanset om du vælger hende fra eller ikke vælger hende fra, så er ansvaret for, hvad der sker med dit liv dit ansvar. Så længe du ikke påtager dig det ansvar, fordi du ikke kan få din mor til at tage det, taber du kampen for dit eget liv og lader hende tyrannisere dig og have magt over dig.
I sin tid kørte min ex-mand psykisk terror mod mig. Til sidst havde han provokeret mig så meget, så jeg ville skilles. Det var helt sikkert også hans mål - han ville bare ikke tage ansvar for skilsmissen. Og det blev også brugt mod mig i mange år frem, at det jo var mig selv, der ville skilles. Ja, det var det - for han nedbrød mig og jeg er dybt taknemmelig for, at jeg havde den styrke til at gå fra ham.
Du vil gerne have en rigtig mor. Ja... det vil (ville) vi alle. Men det er ikke noget, alle har eller alle kan få. Du er nødt til at forholde dig til realiterne, selvom de gør forfærdeligt ondt: Din mor er ikke og kan ikke blive ikke den mor, du ønsker, hun skal være. Du kan ikke forandre hende. HVIS noget overhovedet skal forandre hende, så vil det være ved, at du forandrer dig selv. For bliver du selvstændig, selvsikker og uafhængig, så kan det være, at hun vil forandre sig og begynde at se op til dig og hige efter din anerkendelse. Rollerne vil blive byttet om, for dybest set er din mor en meget svag person, så hvis du viser ægte styrke og handlekraft, vil hendes svaghed blive tydelig. Om du så kan bruge det til noget på det tidspunkt er så en anden historie.
Du kan vælge at kæmpe for at få dine ting, som din mor har. Så har hun endnu engang mulighed for at demonstrere sin magt overfor dig ved ikke at ville udlevere dem og du vil endnu engang stå magtesløs.
Passet og kørekortet - du kan få lavet nogle nye. Det vil koste nogle penge, men det vil være billigt sluppet i forhold til den pris, du skal betale for at prøve at få dem fra din mor. Dine anbefalinger... ja, så må du klare dig uden. Det er trods alt kun ting. Det er langt mindre vigtigt, end at du ikke lader din mor få dig til at gå ud over dine egne grænser for at få disse ting tilbage.
Jeg ved, at det er meget hårde og barske sandheder, du her får at vide. Men det er nødvendigt, hvis du skal nå frem til at blive et glad, frit menneske.
Mange hilsner Helene
Jeg skriver ikke til dig for at gøre dig ked af det, men jeg forsøger at give dig et kærligt spark bagi.:-)
Selvfølgelig skal du kunne følge med, men når jeg sidder her på afstand og følger, hvad du skriver, så modsiger du dig selv flere gange.
Du skriver at du gerne vil ha en normal mor, men det tror jeg aldrig du får, måske tager jeg nu håbet fra dig, men du må også prøve at være lidt realistisk.
Du skriver at ikke mange er så knyttet til deres mor, nej det har du nok ret i for de fleste unge klipper navlesnoren som noget helt normalt for at de kan udvikle sig som selvstændige hele mennesker, og det har du aldrig gjort.
Et forhold mellem forældre og voksne børn skal foregår som man siger i øjenhøjde, men i jeres forhold vil det altid være din mor der styrer, fordi du giver hende lov til det.
Du skriver også, at nu er din kæreste snart træt af at du bruger hele formiddagen på at skrive sammen med din mor. Hallo Pernille hvorfor gør du også det, lad dog være med at svare hende, for det giver kun benzin på bålet. Det er den kloge der tier, og jeg tror din mor skal ties ihjel.
Kære Pernille jeg tænker meget på dig, for jeg er så rystet over, hvad du skriver og fortæller om din mor.
Helene er en super sej kvinde, og jeg forstår godt at du er glad for at skrive med hende, jeg ved også godt at jeg selv er meget kontant når jeg skriver, men du skal ikke være i tvivl om at jeg mener det kærligt.
Hilsen Sofie
Kan sige så meget at min mor har skrevet at hun har været forbi min lejlighed men at jeg ikke var hjemme (nok fordi hun ville snakke)
Her til aften har hun så skrevetalt muligt lort på min facebook, men havde en dejlig veninde og hendes mor, der for svarede mig og hun slettede hendes indlæg.
Godt at din veninde og hendes mor hjalp dig på Facebook (jeg håber ikke, at du har din mor som ven derinde. I så fald vil det nok være en RIGTIGT god ídé at få slettet hende eller hvad det hedder - jeg er ikke selv på Facebook).
Det er en rigtig hård følelsesmæssig kamp, du kæmper. Jeg håber så meget for dig, at den fører til, at du bliver et meget stærkt og selvstændigt menneske med stor empati for dig selv og andre. Men ved Gud nej, man ønsker ikke, at éns mor skal være en modstander.
Mange hilsner Helene
Ja, er jeg også glad for.
De vil gerne hjælpe, så det er rigtigt rart.
Håber jeg godt nok også, ved bare endnu ikke hvordan, men har da ladet være at skrive hende på hendes sidste 6 beskeder, selvom deet er mega hårdt.
Og så er det jo mors dag d. 9 maj.
Jeg tænker bare for meget.
Jeg føler utrolig meget med dig, for er der noget et ungt menneske har brug for, så er det en kærlig, omsorgsfuld mor, der kan gribe en når man falder. En mor man kan føle tryghed ved og en mor der forstår en til fulde.
Desværre oplever du ikke sådan en mor, og jeg forstår godt at du modsiger sig selv, fordi du netop ønsker sådan en mor.
Men du bliver nød til at se realiteterne i øjnene, og erkende at sådan en mor har du ikke.
Lige nu ønsker jeg, at jeg kunne tage om dig, og give dig et stort varmt knus, og jeg gør det nu i tankerne.
Du rører ved meget i mit hjerte, fordi jeg selv er mor og fordi jeg er mor til to dejlige voksne piger, som jeg forguder overalt i verdenen.
Men jeg er sikker på, at du nok skal komme videre, det bliver en hård kamp og ikke uden tårer, men hvis du vil så kan du. Tro mig jeg ved det kan lade sig gøre, så du kan blive stærk, og selv en dag blive en pragtfuld mor.
Du skal rydde op i den bagage, som du lige nu bærer på, og glæde dig til at du en dag står med et lille nyt menneskebarn som du kan give alt den kærlighed og omsorg som du selv har manglet.
Kærlig hilsen Sofie