Søg
Tilmeld dig
Oplysningerne må på ingen måde tages som erstatning for kompetent professionel rådgivning eller
behandling af autoriseret læge.
Indholdet på Netdoktor.dk kan ikke bruges som basis for at stille diagnoser eller fastlægge behandling.
Netdoktor.dk - All rights reserved. Netdoktor.dk is a trademark © Copyright 1998-
-
Kontakt Netdoktor
- Netdoktor Media
- Møntergade 19
- 1140 København K
- CVR: 28 68 61 37
Kommentarer
Først og fremmest vil jeg sige, at hensynet til dig selv må gå forud for hensynet til din mor. Nej, du vil ikke ødelægge noget for hende – men det skal jo ikke betyde, at du sætter hensynet til hende foran hensynet til dig selv. Du skal jo heller ikke lade hende ødelægge noget for dig- og det gør hun jo. Din mor har ansvaret for sit liv og du har ansvaret for dit liv. Desværre har din mor fået viklet trådene imellem Jer godt og grundigt sammen, så det nu er helt uigennemskueligt, hvad der er hendes og hvad der er dit. Der er noget at få redt ud.
Din mor undergraver din selvtillid med sin kontrol. Når det kun er hendes måde, der er god nok, fortæller hun jo i handling dig, at det du gør ikke er godt nok. Den slags mister man sin selvtillid, sin selvrespekt og sin styrke og handlekraft af.
Problemet er, at du er blevet gjort så uselvstændig, så du ikke føler, at du er i stand til at klare dig alene. Hvis ikke du har din kæreste, så har du ialtfald din mor. Du er alt for afhængig og har brug for at lære at stå mere på egne ben, så verden ikke går under, selvom du bliver alene i en periode. Din mor vil jo ikke altid være her. Der er ingen garanti for, at forholdet til din kæreste holder i resten af dit liv. Dermed risikerer du at vælge en dårlig relation for bare at have 'nogen'. Det bedste vil være, hvis du når dertil, hvor du har flere forskellige mennesker at knytte dig til, så det ikke længere er en katastrofe, hvis én så falder fra. Er du for afhængig af ét eller to mennesker, kan du ikke tillade dig at sætte en grænser uden frygt for at miste. Jo flere tilknytninger du har, desto mindre er du nødt til at finde dig i dårlig behandling og jo bedre kan du tillade dig at sætte grænser for, hvad du kan og vil finde dig i.
Nu ved jeg godt, at forholdet til éns mor jo ikke bare kan erstattes af et andet forhold, men uanset hvad skal man ikke lade andre skade sig. Og du lader din mor skade dig. Det er nødvendigt, at du tør træffe dine egne valg og stå ved dem og tør vælge anderledes end hende – uden frygt for hendes reaktioner. Hvis hun nedgør dine valg, må du kunne skære igennem og sige, at det er synd, hvis hun ikke kan anerkende dine valg men sådan er det altså bare. Din mor har lært dig, at du skal føle og mene det samme som hende for at være 'god nok' men det er forkert. Det er i orden, at I føler noget forskelligt og mener noget forskelligt. Det er helt nødvendigt med grænser og følelsesmæssig adskillelse mellem Jer. Det vil blive en kamp, for din mor kæmper netop for at udslette grænserne imellem Jer, så der ingen adskillelse er. Du kæmper for det modsatte. Så du har i høj grad brug for at få opbygget noget indre styrke og tro på dig selv, så du kan klare den kamp. Det er faktisk retten til dit eget liv, du kæmper for.
Du kan se det som en fodboldbane. Din mor bevæger sig konstant ind på din banehalvdel og derved overskrider hun jo grænserne. Så din opgave vil være at få kridtet stregerne op, så du hver gang kan sende hende tilbage til hendes egen banehalvdel. Hun har intet at gøre på din banehalvdel.
Du har jo sikkert selv søgt på selvhjælpsgrupper. Jeg fandt disse to links, måske kan du bruge dem?
http://selvhjaelp.dk/
http://www.sr-bistand.dk/selvhjaelps_grupper_hvad.asp
De bøger, jeg har nævnt, kan lånes på biblioteket.
Det er rigtigt godt, at du søger hjælp udefra. Kun ved at få nye in-put og ny viden, kan man løse problemerne.
Mange hilsner Helene
Det er en forfærdelig, trist, sørgelig og barsk historie du her fortæller om din mor, en mor som fuldstændig nedbryder dig og som er så dominerende og styrende at det grænser til det sygeligste, jeg nogen sinde har hørt.
Sådanne mødre findes, det ved jeg godt, men sådanne mødre bliver man nød til at holde afstand til. Det er nok meget svært for dig, men det skal gøres for ellers bliver du aldrig en voksen, fri og selvstændig kvinde.
Du har fået mange gode og brugbare råd af Helene, og dem skal du lytte meget til. Læs dem igen og igen og prøv så at handle derefter.
Diskuter aldrig med din mor, spørg hende aldrig til råds, og når hun kommer med kritik så ignorer det, lad som om, det preller af på dig, for tavshed er nogen gange det bedste forsvar for en selv og den styrende modpart mister langsomt grebet. Når hun siger hvordan du skal gøre så sig ja ja, og gør som det passer dig, det vil hun efterhånden finde ud af og måske mister hun noget af sin magt.
Men ellers har jeg kun et råd til dig og det er at bryde forholdet til hende, det er en barsk og stor beslutning, men jeg tror ikke det kan være anderledes for at du kan finde dig selv, blive moden, fri og få din selvtillid tilbage.
Du ved godt at andre kun har den magt over en, som man selv giver dem lov til at ha, sæt grænser for dig selv, hvad du vil finde dig i og acceptere, for du kan ikke sætte grænser for din mor.
Jeg har selv haft en meget dominerende mor, dog ikke så slem som din, det var på en anden måde, men hun har aldrig kunnet styre mig derhen, hvor hun gerne ville, men det lykkedes hende at sætte vi børn som hun havde op mod hinanden. Først da hun døde for mange år siden fik jeg et godt forhold til mine søskende, og jeg kan fortælle, at jeg aldrig har savnet hende, det var faktisk en lettelse da hun døde. Mine søskende var meget naive, de troede blindt på hvad min mor fortalte, jeg gennemskuede hende som ganske ung, men alt dette har vi i dag fået mange gode og alvorlige snakke om.
Jeg håber alt godt for dig, men du bliver nød til at løsrive dig fuldstændig fra din mor, om det så koster, at du ikke ser familien i en årrække, det er der for mig at se ikke noget at gøre ved. Det er dig eller hende.
Hilsen Sofie
Jeg siger også fra overfor min mor, har fx. købt en nedlagt landejendom, selvom hun holdt stærkt på at det skulle jeg bare ikke og at hun så ikke vr min mor mere osv.
Jeg er ikke typen, der gerne vil ha' mange venner, jeg har 2 rigtigt gode veninder og en masse alm. veninder.
Jeg har også altid fortalt min mor hvordan, jeg har det osv. Men hun siger jo bare at det passer ikke, det jeg siger eller at det er løgn osv.
Jeg ønsker basre for alt i verdenen ikke at miste kontakten med min mor.
Jeg har købt bogen "Efter alt, hvad du har gjort for mig!" nu.
Mig og kæresten overvejede at tage ind til min sagsbehandler på kommunen og høre, hvad de har af forslag til at hjælpe mig.
Din mor påvirker dig så negativt, så du ligefrem begynder at få fysiske symptomer af al den psykiske stress. Så det korte af det lange er, at du tager både psykisk og fysisk skade af Jeres forhold, som det er nu.
Man kan godt på ét plan have en god selvtillid og på et andet plan have en meget ringe selvtillid. Din mor undergraver din selvtillid og tro på dig selv på et dybere plan, end du bevidst er klar over og det påvirker givetvis dit liv på mange måder.
Når du fortæller din mor, hvordan du har det o.s.v., så beder du selv om negativ respons. For du ved jo efterhånden af erfaring, at alt hvad du siger og gør, kan og vil blive brugt imod dig. Her vil det være gavnligt for dig at lære at sætte en grænse for dig selv, så du er meget påpasselig med, hvad hun skal vide om dig og dit liv.
Man kan godt, selv i så svær en relation, vælge at opretholde en form for kontakt. Men det er jo nødvendigt, at det bliver en kontakt, der er anderledes, end den er nu. Lige nu er kontakten på hendes præmisser og du gør lidt oprør engang imellem. Skal der være en kontakt, du ikke bliver syg af, så er relationen nødt til at være på dine præmisser. Skal relationen blive anderledes i fremtiden, så kræver det, at du forandrer dig - for du kan ikke forandre din mor. Det, du kan forandre, er dine egne følelser og reaktioner for din mor. Det vil altid være et problemfyldt og meget krævende forhold, der konstant vil sætte dig på prøve og vil tvinge dig til at markere dine grænser meget ofte. Skal du ikke blive mere syg af kontakten med hende, vil det være nødvendigt, at du får klippet navlestrengen, bliver meget mere uafhængig, lærer at sætte grænser for, hvad du kan og vil finde dig i og holder op med at være bange for hendes nedgøring. For så længe du er bange for den, så kan du ikke sige fra med så meget styrke og selvtilllid, så hun overhovedet tager det alvorligt.
Det er et godt initiativ at prøve at få talt med din sagsbehandler på kommunen. Desværre skal du jo nok bare ikke forvente nogen hjælp derfra.
Fint, at du har fået bestilt bogen. Håber du får glæde af den.
En anden bog der måske også vil være god for dig er: 'Kvinder der elsker for meget' af Robin Noorwood. Det er nok nogle lidt andre problemer den umiddelbart handler om men det grundlæggende er meget relevant.
Mange hilsner Helene
Så skulle det igen være en slags kontaktperson.
Ja, glæder mig også til at få bogen og håber jeg kan bruge den.
Ved efterhånden ikke, hvad jeg skal gøre af mig selv.
Min mor skrev til mig i fredags, at hun ville komme søndag, skrev til hende at det ville jeg ikke.
Hun bliver så ved med at sige at vi skal ha' snakket tingene igennem og at hun har nogle papirer jeg skal skrive under på.
Disse papirer må jeg ikke få af vide, hvad handler om, men tror det er pga min mormor har betalt indskud til min nuværende lejlighed og dem vil min mor ha' at jeg skal tilbagebetale, nu jeg er sammen med kæresten igen.
Plus min mor havde fået lov at administrare nogle af mine penge, min arv fra min farmor, fik hun mig til at skrive under på i 2006 og dem fik jeg til møbler osv, nu her da jeg skulle flytte.
De penge mener hun så lige pludselig at hun har givet mig og at jeg skal betale disse tilbage også, hvis jeg flytter fra lejligheden inden der er gået 2 år.
Hmm....
Men har sagt jeg ikke ønsker at snakke med hende, da jeg godt ved hvad hun vil og at jeg ikke skriver under på noget som helst.
Også fordi hun ikke kan sige lige pludselig at dem skl jeg betale tilbage fordi jeg har fået min gamle kæreste igen.
Det er dog en forfærdelig situation, du står i.
Jeg havde lige glemt, at du tidligere har været i kontakt med kommunen. Jeg troede, at det, du ville, var at se, om de kunne give støtte noget terapi. Nu ved jeg jo ikke, hvad der skete dengang i 2006, men det kan da være, at du har mulighed for at få tilknyttet en støtte-kontakt person. Det er da et forsøg værd, selvom det er ubehageligt for dig at kontakte kommunen.
Tænker på, hvor længe du har tilbage af din uddannelse (m.h.p. at du kan få råd til terapi, når du er udlært)?
Du skrev, at du tidligere har haft mange samtaler med din læge. Måske din læge ved, om nogle af psykiaterne i området selv praktiserer samtaleterapi. Så kan du få en henvisning og få terapi gratis. Det er desværre bare ikke så mange psykiatere, der kan det.
Under distriktspsykiatrien findes der gruppeterapi. Det er forskelligt, hvilke grupper der er i de forskellige regioner. Den mulighed kan du måske også tale med din læge om.
Derudover vil jeg foreslå, at du ikke er alene sammen med din mor. Jeg ved, det kan forekomme som et underligt forslag, men det kan være rigtigt godt, hvis du har én med dig, som moralsk støtte. Dels vil din mor givetvis beherske sig mere, hvis der er en udenforstående til stede, dels vil et vidne kunne bekræfte, hvad det er, der sker i situationen. Det kan være rigtigt godt, for engang imellem kan de ting, der sker, måske være så groteske eller uvirkelige, så det kan være svært at tro på, at det kan ske. Du er vant til hende, så måske registrerer du det ikke på den måde. En udenforstående vil kunne bekræfte, hvad der er sket. Samt det vil gøre dig stærkere og tage noget magt fra din mor, hvis du ikke er alene.
Det var nok de bedste forslag, jeg lige kunne komme i tanke om.
Mange hilsner Helene
Er færdig til august, så der er ikke længe til, hvis jeg så er heldig at finde arbejde efter endt uddannelse. Min mor har alle mine anbefaleringer.
Har snakket med min læge omkring psykiator, men hun synes ikke det er en god ide, da de for det meste vil hjælpe med medicin.
Kan prøve at snakke med hende om det igen, har en tid d. 17. Maj.
Jeg synes også her på det sidste at jeg har lidt sådan af hovedpine, træthed og trykken for brystet, igår var det så slemt, atjeg begyndte at græde over det, kan det være psykisk? Tror mig og kæresten nemlig måske.
Jeg er midt i min fagprøve periode og skal snart aflevere og er slet ikke gået igang endnu
Jeg har heller ikke tænkt mig at være alene med hende. Men hun vil aldrig acceptere en samtale hvor jeg har en med, det ved jeg.
Jeg skrev til hende imorgen at jeg ikke ville have flere lede beskeder fra hende, fordi så skiftede jeg nummer og at hun jo havde vlag tmig fra, hvis jeg valgte min kæreste, som jeg havde gjort.
Og at hvis hun ikke kunne skrive almindeligt og pænt, kunne hun helt lade være.
Hvortil at hun skriver at hun ikke skriver lede beskeder, men det er fordi at sandheden er ilde hørt og at hun håber man ikke kan se, at jeg har været i huset, for min egen skyld. Så ved ikke, hvad hun planlægger at gøre.
Jeg håber bare ikke at jeg bliver ligeså bange som jeg var i 2006, hvor jeg ikke engang turde at lade døren være ulåst eller handle steder jeg kunne møde hende osv.