Indstillinger
min mor???
Hej.
Jeg har en del problemer med min mor, de har været der mere eller mindre de sidste mange år. Det toppede i 2006, hvor jeg flyttede hjemmefra i trods i en alder af 19 år, da jeg ikke ville have at hun skulle kontollere og bestemme over mig.
Hun opsøgte mig flere gange trods hemmeligt nummer samt adresse.
En dag kom hun også og fandt lejligheden. Lukkede hende ikke ind, men snakkede med hende igennem vinduet. Hun fortalte at min far var døende og indlagt på intensiv afdeling og at jeg skulle komme med ud for det kunne være sidste gang at jeg så ham. Men det viste sig ikke at være tilfældet. Han fejlede absolut intet andet end bekymring over at han ikke vidste, hvor jeg var.
Et andet ekspempel er at hun skrev til mig at hun sad på en mark og overvejede selvmord, ringede til politiet, hvor det så viste sig at hun sad hjemme i sengen.
De troede ikke på mig på kommunen, trods slemme beskeder fra min mor med trusler osv. De tjekkede bare om hun kunne passe børn, som er hendes erhverv.
Det var meget lidt om fortiden.
I 2008 fandt jeg en kæreste. Elskede ham meget. Han blev simpelthen sådan kritiseret af min mor og svinet til, at han kunne hverken det ene eller det andet,. havde en dårlig familie, gæld osv osv.
Selvfølgelig havde han lidt gæld, men det er han jo ikke den eneste.
Og ja, mig og ham havde da skændes. Men det gør kærester nogen gange.
Hun skrev og sagde at hun ikke ville være min mor mere og at hun ville gøre sådan at jeg ingenting arvede osv.
At hun ville melde kæresten til politiet for noget, jeg ikke måtte få af vide.
HUn skrev jeg ikke kunne være hendes datter, når jeg valgte sådan osv osv.
Mig og kæresten gik så fra hinanden i januar, og hun hjalp mig med lejlighed. Hun var stadig ikke god ved ham og fortalte ham at jeg kunne få meget bedre, at jeg skulle ha' en grim kæreste, sådan at at ingen rendte med ham osv.
Jeg bad hende tage hensyn til ham stadig, da jeg elskede ham, men synes ikke det fungerede i det øjeblik.
Jeg har så fortrudt og fundet ud af at han var den eneste for mig.
Nu er hun så gået amok igen og hun vil ødelægge hans og hvis det sker også mit liv.
Hun skriver at hun har nok på ham til at han skal kunne komme i fængsel, hvilket vi ikke kan se hvordan.
Hun er skuffet over at jeg går tilbage, når jeg lige havde fået et godt liv.
Det er som om at hun er den rareste på jorden, så længe jeg ikke gør noget, hun ikke synes om.
Hun siger hun har kilder som fortæller hende det aldrig vil blive bedre osv osv.
Hun siger at jeg skal vælge mellem min familie og min kæreste.
Hun skriver vi skal sælge gården og at jeg skal skynde mig at komme væk, selvom vi denne gang har besluttet at vi vil have løst alle problemer inden vi flytter sammen.
Hun siger også at jeg ikke kan elske ham.
Hun har sagt en million gange at hun ikke ville snakke med mig mere og at jeg ikke må kontakte min øvrige familie.
Hun sætter deadlines for hvornår jeg har frist til at beslutte mig for at gå fra ham og få et godt liv og ellers vil hun ikke snakke med mig mere og heller ikke resten af familien.
Hun overholder aldrig de her deadlines. Det er ligesom at hun ikke skriver nogle timer, måske dage og så prøver hun lige igen om hun ikke kan overbevise mig eller hun skriver som om intet er hændt.
Kæresten er blevet så chikaneret at han har henvendt sig til politiet, som siger at hun skal ha' hjælp men det kan de ikke give hende.
Så hvad gør vi nu????
Jeg har en del problemer med min mor, de har været der mere eller mindre de sidste mange år. Det toppede i 2006, hvor jeg flyttede hjemmefra i trods i en alder af 19 år, da jeg ikke ville have at hun skulle kontollere og bestemme over mig.
Hun opsøgte mig flere gange trods hemmeligt nummer samt adresse.
En dag kom hun også og fandt lejligheden. Lukkede hende ikke ind, men snakkede med hende igennem vinduet. Hun fortalte at min far var døende og indlagt på intensiv afdeling og at jeg skulle komme med ud for det kunne være sidste gang at jeg så ham. Men det viste sig ikke at være tilfældet. Han fejlede absolut intet andet end bekymring over at han ikke vidste, hvor jeg var.
Et andet ekspempel er at hun skrev til mig at hun sad på en mark og overvejede selvmord, ringede til politiet, hvor det så viste sig at hun sad hjemme i sengen.
De troede ikke på mig på kommunen, trods slemme beskeder fra min mor med trusler osv. De tjekkede bare om hun kunne passe børn, som er hendes erhverv.
Det var meget lidt om fortiden.
I 2008 fandt jeg en kæreste. Elskede ham meget. Han blev simpelthen sådan kritiseret af min mor og svinet til, at han kunne hverken det ene eller det andet,. havde en dårlig familie, gæld osv osv.
Selvfølgelig havde han lidt gæld, men det er han jo ikke den eneste.
Og ja, mig og ham havde da skændes. Men det gør kærester nogen gange.
Hun skrev og sagde at hun ikke ville være min mor mere og at hun ville gøre sådan at jeg ingenting arvede osv.
At hun ville melde kæresten til politiet for noget, jeg ikke måtte få af vide.
HUn skrev jeg ikke kunne være hendes datter, når jeg valgte sådan osv osv.
Mig og kæresten gik så fra hinanden i januar, og hun hjalp mig med lejlighed. Hun var stadig ikke god ved ham og fortalte ham at jeg kunne få meget bedre, at jeg skulle ha' en grim kæreste, sådan at at ingen rendte med ham osv.
Jeg bad hende tage hensyn til ham stadig, da jeg elskede ham, men synes ikke det fungerede i det øjeblik.
Jeg har så fortrudt og fundet ud af at han var den eneste for mig.
Nu er hun så gået amok igen og hun vil ødelægge hans og hvis det sker også mit liv.
Hun skriver at hun har nok på ham til at han skal kunne komme i fængsel, hvilket vi ikke kan se hvordan.
Hun er skuffet over at jeg går tilbage, når jeg lige havde fået et godt liv.
Det er som om at hun er den rareste på jorden, så længe jeg ikke gør noget, hun ikke synes om.
Hun siger hun har kilder som fortæller hende det aldrig vil blive bedre osv osv.
Hun siger at jeg skal vælge mellem min familie og min kæreste.
Hun skriver vi skal sælge gården og at jeg skal skynde mig at komme væk, selvom vi denne gang har besluttet at vi vil have løst alle problemer inden vi flytter sammen.
Hun siger også at jeg ikke kan elske ham.
Hun har sagt en million gange at hun ikke ville snakke med mig mere og at jeg ikke må kontakte min øvrige familie.
Hun sætter deadlines for hvornår jeg har frist til at beslutte mig for at gå fra ham og få et godt liv og ellers vil hun ikke snakke med mig mere og heller ikke resten af familien.
Hun overholder aldrig de her deadlines. Det er ligesom at hun ikke skriver nogle timer, måske dage og så prøver hun lige igen om hun ikke kan overbevise mig eller hun skriver som om intet er hændt.
Kæresten er blevet så chikaneret at han har henvendt sig til politiet, som siger at hun skal ha' hjælp men det kan de ikke give hende.
Så hvad gør vi nu????
Kommentarer
Det er en meget grum historie. Det må være utroligt hårdt. Godt du kan se, at det er din mor, der virkeligt har et problem og ikke har ladet dig knække af hende.
Du spørger til sidst, hvad I kan gøre. Den barske sandhed er nok, at du (eller I) nok ikke rigtigt kan gøre ret meget andet end at passe bedst muligt på dig selv. Der lyder så absolut som om, at din mor har meget store psykiske problemer og dem kan du ikke løse for hende eller hjælpe hende med. Det eneste du kan gøre i praksis er nok at foreslå hende at gå i behandling og det vil sikkert ikke blive positivt modtaget. Jeg har svært ved at forestille mig, at hun ville tage et sådant forslag seriøst, for jeg tror ikke, at hun er en type, der har nogen fornemmelse af, at det er hende, der har problemer. Måske hun vil være mere modtagelig, hvis du stiller det som et krav for fortsat kontakt - og så også følger op på, at hun virkeligt har søgt hjælp og er startet i behandling.
Du har haft brudt kontakten med hende før. Måske er du nødt til at gøre det igen og denne gang komme så langt væk, så hun ikke kan finde dig. Jeg ved det ikke... for mig lyder det bare som om, at det måske kan være den eneste måde, du kan gøre dig fri af hende på. For som det er nu, har hun en snor godt og solidt i dig og hver gang du prøver at slide dig fri, så trækker hun lige i den, så du er bundet godt fast endnu engang. Hun slipper dig givetvis ikke godvilligt - vil du være fri, koster det kamp. Desværre.
For at passe på dig selv, bliver du nødt til at sætte nogle grænser for, hvad du kan og vil leve med og holde RIGTIGT godt fat i de grænser. Hun bruger tydeligvis frygt til at styre dig med - et ekstremt effektivt magtmiddel. Når man bruger frygt for at få andre til at indordne sig, så er det faktisk psykisk terror.
Jeg kan foreslå dig en bog skrevet af Susan Forward. Den hedder: 'Efter alt hvad jeg har gjort for dig'. Undertitlen er: 'Når andre bruger fryg, pligtfølelse og skyld til at manipulere med dig'.
Mange hilsner og tanker
Helene
Jeg har faktisk rigtigt mange gange brudt kontakten med hende.
Men det er jo hende, der ikke vil have kontakt med mig, siger hun ihvertfald.
Jeg har sagt til hende om vi ikke skulle tage til psykolog sammen, men hun mener aldrig hun har gjort noget galt og mener at jeg burde gøre nogle ting for hende efter alle de ting, hun har gjort for at hjælpe mig.
Jeg har endda skiftet numre flere gange.
Jeg er en smule bange for hende. Og hun opsøger mig som regel, når hun ikke kan skrive til mig. Og vil have det enormt dårligt med at flytte langt væk, da vi har købt en gård og jeg har venner her. Jeg har også en søster på 16 som bor hjemme, og vil gerne kunne være der for hende, hvis der skulle ske noget.
Selvom det ved jeg ikke om jeg tror der gør. Da hun minder meget mere om min mor end jeg gør.
Får også altid afvide at jeg er for klog og flot til at gå tilbage til kæresten og hvis jeg tabte mig osv, kunne jeg blive og være sammen med lige den, jeg ville.
Synes det er utroligt svært for min mor har virkelig sørget for at jeg har et utroligt knyttet bånd til hende.
Min far holder med hende nu.
Før i tiden hjalp min mormor mig, men hun er 80 år nu og har selv brug for min mors hjælp, så hun er stoppet med at forsvare mig.
Jeg har faktisk rigtigt mange gange brudt kontakten med hende.
Men det er jo hende, der ikke vil have kontakt med mig, siger hun ihvertfald.
Jeg har sagt til hende om vi ikke skulle tage til psykolog sammen, men hun mener aldrig hun har gjort noget galt og mener at jeg burde gøre nogle ting for hende efter alle de ting, hun har gjort for at hjælpe mig.
Jeg har endda skiftet numre flere gange.
Jeg er en smule bange for hende. Og hun opsøger mig som regel, når hun ikke kan skrive til mig. Og vil have det enormt dårligt med at flytte langt væk, da vi har købt en gård og jeg har venner her. Jeg har også en søster på 16 som bor hjemme, og vil gerne kunne være der for hende, hvis der skulle ske noget.
Selvom det ved jeg ikke om jeg tror der gør. Da hun minder meget mere om min mor end jeg gør.
Får også altid afvide at jeg er for klog og flot til at gå tilbage til kæresten og hvis jeg tabte mig osv, kunne jeg blive og være sammen med lige den, jeg ville.
Synes det er utroligt svært for min mor har virkelig sørget for at jeg har et utroligt knyttet bånd til hende.
Min far holder med hende nu.
Før i tiden hjalp min mormor mig, men hun er 80 år nu og har selv brug for min mors hjælp, så hun er stoppet med at forsvare mig.
Det er en rigtigt skidt situation, du står i, for din mor påvirker dig på en måde, der er meget ødelæggende. Selvfølgeligt er du mere eller mindre bange for hende. Man bliver bange for mennesker, der nedbryder én fysisk eller psykisk. Hun stjæler din tillid og selvtillid. Det ødelægger din styrke og din integritet og sluger din energi. Det lyder måske groft men hun er det, jeg kalder en energivampyr. Hun sluger din positive energi og lever af den, så du bliver mere og mere energimæssigt underernæret. Det man giver opmærksomhed, giver man energi. Den energi du får tilbage i form af frygt er en meget destruktiv, negativ form for energi. der dræner dig mere og mere.
Når man føler sig truet, er det naturligt, at man prøver at kæmpe eller flygte. Du har kæmpet for at bryde kontakten men det har ikke virket. Du kan ikke flygte, fordi du meget nødigt vil flytte. Næste skridt er, at man søger ud af efter hjælp. Men din far og søster og din mormor kan ikke hjælpe dig. Familien er selv så infiltret i disse mønstre, så de er ikke de rette. Man har brug for hjælp udefra, hvis det virkeligt skal forandre noget. Nu har du spurgt her på nettet og det er rigtigt godt, men ikke effektivt nok. Så den hjælp du har brug for kan være at alliere dig med en dygtig psykolog eller terapeut. Hensigten vil så være at du får opbygget så meget indre styrke og tro på dig selv, så du bliver i stand til at sætte de nødvendige grænser, så du kan få kontrollen over dit eget liv og følelsesliv og ikke længere lader hende kontrollere og styre dig. Det tror jeg ikke, du kan du ikke gøre alene.
Opbakning udefra giver styrke. Viden giver også indre styrke og selvtillid. Jo mere viden du har indenfor et område, desto bedre vil du være i stand til at handle og reagere hensigtsmæssigt.
Så ud over bogen 'Efter alt hvad jeg har gjort for dig' (det var jo åbenbart din mors ord om igen), så kan jeg også anbefale en bog, der hedder 'Hverdagens skjulte ondskab' af Marie-France Hirigoyen. Det er en voldsom titel men den viser, at det ikke er harmløst, det din mor gør. Derfor er det også vigtigt, at du reagerer på det nu, så du ikke bliver vedvarende skadet af det. Du er stadigt i stand til at kæmpe imod, så benyt dig af det.
P.S.: Grunden til at jeg advarer så kraftigt, er fordi jeg selv er vokset op med en mor af samme personlighedstype. Hendes kontrol udspillede sig anderledes men facit er det samme: De får en krog i én v.h.a. frygt, skyld og pligtfølelse og den hænger man godt og grundigt fast på og spræller. Det har kostet mig langvarrig terapi og hårdt arbejde med mig selv at komme fri af den krog, selvom min mor er død for mange år siden.
Mange hilsner Helene
Jeg kan allerede efter en uge mærke, at jeg er meget mere træt end jeg var. Hovedpine og tænker selvfølgelig meget.
Jeg gik tilbage til kæresten, da jeg indså jeg aldrig skulle ha' været gået fra ham.
Jeg har heller ingen energi og det gik også udover mig og kærestens forhold, da jeg ikke orkede at passe huset, vaske tøjet osv osv.
Jeg har fået en bevilling med tilskud til en psykolog, men jeg har stadig ikke råd til at betale for det, og da jeg har en bil for at kunne passe min elevplads, kan jeg ikke få det gratis.
Har været sygemeldt fra min arbejdsplads i 1½ måned pga hende også, lavede nærmest ikke andet end at sove min tid væk.
Da jeg var 19 (bliver 23 i år) opsøgte jeg kommunen og fik en saqgsbehandler, da jeg ønskede hjælp, men det fik jeg så absolut intet ud af. De snakkede med min mor og det var det og det gik meget værre ud over mig bagefter.
Og når de havde snakket med mig, skrev de ikke alt i journalen af det, jeg havde sagt. De tilbød mig en kontaktperson, som jeg kunne bruge til de ting, jeg ellers ville spørge min mor om.
Jeg tror som end at jeg tror okay på mig selv, er bare bange.
Har også nogle få, der støtter mig, men de forstår ikke rigtigt hvad jeg går igennem fornemmer jeg. Det er som om de ikke forstår at det er så alvorligt som det er. Og de prøver at give råd, men det er for det meste noget, jeg har prøvet i forvejen og mange siger om jeg ikke bare kan sige til hende at jeg ikke vil finde mig i at blive behandlet sådan, men det er hun da 100% ligeglad med.
Har gået til en coach på mit arbejde, men jeg synes ikke det hjalp ret meget, da hun mest tager op, hvad man kan prøve at gøre og man skal selv finde frem til svarene og det er svært, når man føler man har prøvet alt.
Jeg vil for alt i verden helst ikke miste kontakten med min mor, jeg er rigtigt glad for hende og kan virkelig ikke forstå, hvorfor hun ikke bare ønsker at jeg skal have det godt, ligemeget, hvad jeg så vælger. Hvad når jeg skal giftes og haø børn osv
Hjalp disse bøger dig?
Jeg troede nærmest, at jeg var den eneste, der havde eller havde haft det her problem.
Har ledt efter støttegrupper osv osv, også gennem min læge. Men har ingen kunne finde.
Mange gange synes jeg, at man kunne ha' brug for en som rent faktisk ved, hvad det handler om og vil sige at ha' en mor som min.
Men det er da selvfølgelig 100% rigtigt, hvad du siger. Jeg drives også af skyldfølelse og forpligtelse og hun siger altid at min søster har lidt nok pga mig og hun skal skånes. Og samtidig siger hun altid muligt til min søster om mig og at hun idet mindste lære aldrig at blive som mig osv.
Jeg er virkelig glad for dine indlæg, betyder meget at nogen, osm ved nogen om det, svarer mig. Tak.
Godt at du har glæde af mine svar :-) Ja, det er vigtigt at dele problemerne med nogen, der forstår én p.g.a. lignende erfaringer eller har professionel viden. Det er klart, at de mennesker der har givet dig råd, gør det ud fra deres egne forudsætninger – og har de ikke oplevet noget, der ligner dit forhold til din mor, så har de ingen forudsætninger for at komme med råd, du kan bruge. Det eneste de kan gøre er i praksis at lytte og acceptere.
Bare at sige til din mor, at du ikke vil finde dig i at blive behandlet sådan, ville måske virke på en person, der har respekt for andres grænser og følelser. Men det har hun ikke og det er jo netop det, der er problemet.
Når børn er 2-3 år, kommer de i 'trods-alderen' (nu kaldet selvstændighedsfasen). I den fase prøver de grænser af, de bliver mere selvstændige, mere selvhjulpne, de adskiller sig mere fra forældrene, sætter grænser og stiller krav. Det er en meget vigtig fase, for der sker en kolossal udvikling, hvor barnet lærer at indgå i verden som den unikke person, det er. Men denne naturlige udvikling kan blive bremset, hvis forældrene (primært moderen) ikke rummer barnets selvstændighed og opfatter den naturlige frigørelse som en trussel. I stedet for at rose og anerkende barnet, når det viser uafhængighed, selvstændighed og selvhjulpenhed, bliver det i stedet på forskellig vis straffet for at være besværlig. Det ødelægger barnets selvtillid og tro på sin egen evne til at kunne klare sig selv i verden (uden mor). Barnet lærer, at hvis det adskiller sig (fra mor), så medfører det fysisk eller følelsesmæssig adskillelse og det er ubærligt for et lille barn, der opfatter det som en straf.
Næste store frigørelsesperiode eller selvstændighedsfase finder sted i puberteten. Ligesom i trodsalderen bliver alle grænser afprøvet. Hvad sker der, hvis jeg nu ikke hører efter og gør som der bliver sagt? Men nogle børn er blevet gjort så uselvstændige, at de ikke længere mærker noget behov for frigørelse, eller de er blevet så bange for konsekvenserne af adskillelse, så de undlader at prøve og bare bliver ved med at indordne sig.
Hvis ikke man får frigjort sig fra forældrene senest i puberteten, så kommer man til at gøre det som voksen – og det er endnu sværere. Alternativet er, at man ikke gør sig fri og finder sig i vedvarende at blive behandlet som et uselvstændigt væsen, der ikke har ret til at have sine egne følelser, grænser og behov.
Din mor rummer ikke din selvstændighed og din frigørelse fra hende og du tør ikke gøre oprør, fordi det kan medføre, at du mister hende. Men det eneste din mor vil have respekt for, er, hvis du sætter en grænse og tør tage konsekvensen af den. Så længe facit skal være, at du ikke mister hende, kan hun i praksis behandle dig præcist som hun vil, for hun ved, at du ikke vil forlade hende.
Du tror måske dybest inde, at din mors adfærd handler om dig. Men det gør det ikke. Det er hendes personlige problemer, der er årsag til, at hun er, som hun er. Det præger også din søster, som du skriver, ligner din mor mere. Det er hun jo nok kommet til, fordi hun heller ikke har fået mulighed for at udvikle sig frit og selvstændigt og udvikle en uafhængig personlighed. Du og din søster er begge ofre for Jeres mors kontrol, I har bare reageret forskelligt på det for at klare Jer bedst muligt.
Spørgsmålet er, hvad du kan gøre, når du ikke har råd til at betale for en psykolog, selvom du får tilskud gennem sygesikringen (kan jeg forstå). Måske må du bare indstille dig på noget ventetid, til du får råd til at søge en psykolog. Denne ventetid kan du bruge konstruktivt ved at få mere viden om problemerne bl.a. ved at læse f.eks. de bøger, jeg anbefalede og andre bøger, der kan styrke og støtte din personlige udvikling. Når man lærer noget, er tiden aldrig spildt. Du spørger, om bøgerne har hjulpet mig? Ja, MEGET. Jo mere viden man har omkring et givent problem, desto bedre vil man være i stand til at løse det. Du kan ikke løse et problem, du ikke kan definere.
Jeg var inde og søge på nettet for at se, hvad jeg kunne finde omkring selvhjælpsgrupper men det kommer meget an på, hvor i landet du bor. Selvhjælpsgrupper er absolut godt og kan give en stor støtte men de kan ikke erstatte professionel hjælp.
Du skriver, at du har prøvet alt. Men det er ikke rigtigt, for du har endnu ikke prøvet det, der virker.
Problemet er bare, at det der virker, tør du ikke gøre af frygt for konsekvenserne. Du kan ikke forandre din mor. Du kan ikke gøre hende til den mor, du ønsker dig, at hun skal være. Det, du kan gøre er at arbejde på at forandre dine egne følelser, så du tør kræve og forvente en naturlig respekt for dine grænser, følelser og behov. Du kan nå derhen, hvor du helt naturligt FØLER, at mennesker der ikke viser dig respekt og behandler dig ordentligt, har du simpelthen ikke lyst til at bruge tid og energi på. Den dag du når dertil, vil det ikke være svært for dig at sætte grænsen og den dag vil din mor slippe dig.
Kærlig hilsen Helene
Jeg syntes godt nok det lyder som om, at din mor enten er uacceptabelt kontrollerende enten af natur eller grundet en psykisk lidelse.
Mon ikke det vil være bedst for dig at sætte grænsen en gang for alle? Selvom det vil være hårdt...
Om du vil skrive et brev eller du vil sætte dig ned over for hende er op til dig - men for din egen skyld må du sætte reglerne op for jeres fremtidige forhold. Jeg tror du har ret i, at det vil være en god idé at søge en terapeut til at hjælpe jer med at få jeres forhold på ret køl - og undersøge om hun er syg.
Det nytter ikke noget at du så viger fra disse regler. Så har hun jo stadig kontrollen.
Netop, min mor tror overhovedet ikke at jeg kan noget som helst selv idet, hun altid har gjort alting for mig. Hun vaskede tøj, gjrode rent på mit værelse osv. Ligeså meget fordi at hvis jeg selv gjorde det, var det aldrig godt nok og så skulle hun altid til at vise mig, hvordan man gjorde.
Selv inde i min lejlighed, da jeg var yngre, måtte jeg ikk selv indrette eller bestemme, hvordan jeg ladge mit tøj sammen.
Det er ligesom det er hendes måde der er den rigtige.
Jeg har allerede haft halve år jeg ikke har haft kontakt med hende overhovedet. Jeg tvivler ikke et sekund på at min mor godt kan leve uden mig.
Da jeg var 15 år fx, da turde jeg ikke at købe en t-shirt til 50 kr. fx uden at have ringet til min mor og fortælle hvordan den så ud og turde alligevel ikke selvom jeg fik "lov" hvis nu min mor ikke kunne li den fordi så skulle den byttes igen.
Har også fået af vide at jeg fx skulle skifte tøj for at få lov at tage i byen fordi sådan kunne jeg bare ikke se ud .
Jeg er jo også bange for at hvis mig og min kæreste så ikke holder, at jeg så er alene i verdenen pga jeg valgte ham frem for min familie som min mor siger.
Min mor har tidligere skræmt en kæreste væk pga hun fortalte ham at jeg var psykisk syg og hun ville grave alle hans skeletter ud fra skabet, som man siger.
Bor i Videbæk, ved det godt, ville bare gerne starte et sted, ligsom at jeg nu skriver med dig.
Må jo hellere se om jeg kan finde råd til en bog så
Du ødelægger ikke hendes liv; det gør hun selv ved at opføre sig sådan her.
Får du eller har du fået noget hjælp til at håndtere det her og den kontrol du har været underlagt hele din opvækst? Du kan tale med din læge om det...
Nu forholder det sig sådan, at jeg ved min mor er en utrolig dygtig og god dagplejer, og man kan SLET ikke sammenligne det med den måde hun er p overfor mig.
Min mor har været det i 10 år og hun har haft plejebørn også.
Så vil lige slå fast. at det kun er mig og hende, der har problemer og at hun så absolut er tilegnet hendes arbejde.