HJÆLP MIG!

Helene2

Kære Leonora

Jeg synes, det lyder som fremskridt, at du føler mindre angst for tiden og at du nu kan græde uden den der tomheds-/håbløsheds følelse. Det lyder som om, at den indre smerte er ved at blive mindre og du i stedet er ved at komme i kontakt med en mere 'ren' følelse af sorg og måske en gammel (eller nuværende) længsel efter omsorg, nærhed m.v. I så fald er det meget positivt, for den rene sorg er forløsende og renser ud.

Det er svært at sige noget om de fysiske ting, du har opdaget, især når man ikke kan se dig. Jeg ved heller ikke noget om, om D-vitaminmangel kan give sådanne følger.
M.h.t. din ryg der runder meget ved nakken, kan det måske handle om, at du har gået og krøbet meget sammen (dukket nakken?). Det kan meget vel hænge sammen med nogle dybe følelelser, der måske har været/er ubevidste.
Nederste del af din pande der er meget fremtrædende - kan det hænge sammen med, at du bevidst eller ubevidst har rynket panden meget? Det kan jo også bare være din kranieform. Tænderne tør jeg ikke sige noget om.

Det lyder lidt som om, at du bebrejder dig selv, at du er kommet til at mangle D-vitamin? Det kan du jo ikke gøre for. Hvor skulle du dog vide det fra, før du får at vide, at du måske kan være i underskud?

KH Helene

Kameliadamen1

Hej Leonora

Det lyder godt, at du ikke lod dig afskrække af vores diskussion.

Ligesom Helene tolker jeg din nye gråd positivt. Du har jo al mulig grund til at græde! Men der er forskel på at græde en håbløs gråd og så at græde en gråd, som giver udtryk for de følelser, som man nu engang har.

Jeg husker det fra mine depressioner – og måske især, fra dengang jeg var næsten lige så ung som du. Når depressionen begyndte at gå mod bedring, dvs. når der kom bevægelse i energien i stedet for dette stivnede og fastfrosne panser, så begyndte de ægte følelser at komme til udtryk, både sorg og vrede. Jeg græd virkelig meget, og jeg følte det som en lettelse at græde. Og jeg husker, at jeg gik og slog i sneen med en pind, når jeg gik tur, for jeg var også meget vred.

Det kunne være godt, hvis du kunne rette din vrede udad, i stedet for mod dig selv. Det er ikke din skyld, at du har D-vitamin-mangel. Hvordan skulle du vide, at du var i farezonen? Du er 16 år, og i den alder kan man ikke vide alting. Eksperterne anslår, at 45 % af danskerne lider af mere eller mindre D–vitaminmangel. Hvis der er nogen, der kan rettes bebrejdelser imod, så er det sundhedsmyndighederne, der ikke i tide har advaret folk tilstrækkeligt, men tværtimod i tide og utide advarer folk mod at tage vitaminer.

Angående de forandringer, du ser på din krop, så er det ikke nemt at vide, hvad de skyldes. Min erfaring fra depressioner er, at mit udseende var meget forandret under depressionerne, både kropsholdningen og ansigtet og andre ting, som f.eks. håret, der blev livløst. Mens man har det allermest dårligt tror jeg ikke, at man lægger mærke til, at man ser så dårlig ud. Men når der så kommer et lille bitte håb, så begynder man at kigge sig selv i spejlet og tænker: Hvis det nu skulle blive muligt at leve videre, kan jeg så det, når jeg ser så forfærdelig ud? Det stærke forårslys er jo også meget afslørende.

Men tro mig, når bedringen virkelig kommer, så vil du hurtigt komme til at se bedre ud. Du kan hjælpe på det, ved at sørge for at komme meget ud i lyset.

Du kan eventuelt ved lejlighed spørge tandlægen, om han kan se nogen problemer på dine tænder, der kan skyldes din D-vitamin-mangel.

Hvad angår de andre ”fejl”, så er det jo svært at bedømme. Og det er jo klart, at du kigger efter, om du kan have taget skade af din D-vitaminmangel. Men kroppen er forunderlig. Den har en vidunderlig evne til at komme sig, når bare den får de rette betingelser. Jeg er overbevist om, at du om et stykke tid slet ikke længere kan se nogen skader, eller også er de så små, at du ikke tillægger dem nogen betydning mere.

Mange hilsner

Kameliadamen

Leonora13

Hej - jeg kan godt se det kom til at lyde som om jeg bebrejder mig selv manglen, for det gør jeg ikke (måske kun lidt på de dårlige dage) - i dag har jeg haft det jeg vil kalde en 'god' dag - igennem sådan et sygdomsforløb her er der jo selvfølgelig nogle dage der er bedre end andre, selvom man ikke er på toppen, men alt i alt har i dag været en god dag. Det kan også godt være at jeg ubevidst leder efter fejl på min krop nu da jeg ved jeg mangler noget - sygdomsangst kan jo overbevise en om at der er alverdens ting galt. Jeg er rigtig glad for alle jeres svar herinde, og jeg tror faktisk at de i det lange løb har været med til at fremskynde min bedring lidt. Jeg er også glad for at jeg ikke hele tiden har denne der triste tomheds/håbløsheds følelse indeni (men ja, jeg har godt nok brug for mange kram og en masse omsorg - og så kan jeg bare begynde at græde når jeg får det.

Helene2

Kære Leonora

Ja, der er både gode og dårlige dage.

Jeg vil bare lige sige, at det er helt naturligt, at du begynder at græde, når nogen viser dig omsorg og giver dig nærhed. Du har ikke skrevet noget om det, men hvis du tidligere har været i underskud, så kan det føles meget voldsomt, når du så får det, du har manglet og savnet. Det gør kontrasten større og det kan være svært at rumme.
Efterhånden som du bliver vant til, at nogen giver dig det, du har brug for, vil du holde op med at reagere så voldsomt på det. Det finder sin balance efterhånden.

Kærlig hilsen Helene

Leonora13

Jeg har slet slet ikke på nogen måde manglet det - jeg har den mest fantastiske kæreste som jeg har været sammen med de sidste to år (han har hjulpet mig igennem den ene ''tragedie'' efter den anden). Idag er desværre lidt en øv dag (aftenen i går var heller ikke så god efter jeg havde sendt indlægget), jeg har fået brystsmerter igen, og jeg synes næsten jeg har ondt i alle knogler, og jeg kan næsten ikke se nogen for alt de flimmerværk.

Helene2

Hej Leonora

Dejligt at du har en god og forstående kæreste.
Det er hårdt, når man også har det fysisk dårligt men forhåbentligt hjælper det på den side af sagen, når du har fået D-vitaminerne et stykke tid.

KH Helene

slettet15367

Hejsa :-)

Du nævnte noget med at du havde været igennem nogle lidt hårde ting i dit liv, men ikke mente at det var det der var skyld i din angst....

Det kan det sagtens være!
Jeg har selv angst og går til psykolog i øjeblikket..
Mit styre mit liv, som du selv er inde på dit gør..
Jeg har selv været igennem nogle vildt hårde ting i mit liv, som sagtens kan være årsagen til min angst.

Man føler selv man er kommet over det ting, men det er måske ikke sikkert..

Her er nogle råd:

- Angstforeningen.dk, der kan du snakke med en som kender angsten og har forstand på det.. Det har hjulpet mig RIGTIG meget...
Du får lige telefon nummeret: 70 27 92 94....

- Få snakket ud om det med dine venner og familie.
Fortæl dem hvordan du har det og hvordan de evt. kan hjælpe dig. :-)
Det hjalp også mig meget.

og en sidste ting

angst er ikke en sygdom.
du dør ikke af den.
du mister ikke kontrollen over dig selv, når du får angst.
du er ikke sinsssyg.. der er 350.000 andre dansker, som har angst i DK.
og tro på du sagtens kan klare det og hav viljestyrke!!!

Held og lykke med det :-)

Knus fra pigen med angst :-)

Leonora13

Det kan godt være jeg vil prøve at kontakte dem hvis angsten tager over igen! Nu til noget lidt andet.. Jeg er blevet testet for b-vitamin mangel, men jeg er kommer i tvivl om b12 ligger under dette da jeg har hørt det er meget vigtigt? Udover det vil jeg høre om nogle af jer har erfaring med jernmangel, og om dette kan være skyld i min tinitus? (Jeg synes jeg har læst at dette godt kunne være grunden). Er der nogen af jer der selv har døjet med tinitus og flimren for øjnene? Hvis ja, hvordan har i det så i dag?

Helene2

Hej Leonora

Ja, B-12 er vigtigt og hvis du er testet for B-vitaminmangel, er du helt sikkert også blevet testet for B-12.
Både tinitus og flimren for øjnene kan være psykisk betinget og optræder ofte sammen med angstproblemer. Måske kan det også have fysiske årsager, det ved jeg ikke.

KH Helene