Hej, jeg har fulgt jeres råd og været ved lægen og krævet diverse blodprøver - jeg lider ret voldsomt af jermangel/min blodprocent er for lav, og så har jeg praktisktalt ingen d-vitamin depoter i kroppen - jeg skal allerede i dag begynde med d-vitamin tilskud i stor dosis, da min læge sagde at jeg manglede så voldsomt meget at det var kritisk.
Jeg fortrød bagefter, at jeg insisterede så kraftigt på, at du skulle undersøges, men jeg følte jo, at jeg kæmpede mod en eller anden uforklarlig modstand.
Så var det alligevel godt, at jeg forsøgte at overtale dig )
Det indlæg har jeg lige læst umiddelbart før jeg skrev mit indlæg til Leonora )
Men dette er en debat, hvor vi udveksler erfaringer. Og jeg undrer mig virkelig meget over modstanden – både fra dig og fra Helene – over tanken om, at der kunne være fysiske årsager til Leonoras depression.
Og da jeg så, at du selv har været udsat for, at der var D-vitamin-mangel som (medvirkende) årsag til dit psykiske problem, undrede jeg mig endnu mere.
Og nu har Helene også, i en anden debat forklaret, at hun selv har været ved lægen og fået konstateret fysiske årsager.
Jeg synes selv, at jeg skriver meget nuanceret om de problemer, som jeg involverer mig i. Men det er, som om det, jeg skriver, af en eller anden grund alligevel ofte virker som ”en rød klud” på nogle debatdeltagere. Det har jeg tit lagt mærke til.
Det skulle jo nødig være sådan, at en bestemt tilgangsvinkel til et problem bliver afvist – alene fordi det er mig, der har foreslået den. For så er det jo bedre for debatten, at jeg ikke mere deltager.
Det er i hvert fald en problemstilling, jeg vil overveje.
Til Leonora - Hvor var det godt, at du blev chekket, så du kan få den fysiske side af sagen bedret. Når disse ubalancer bliver behandlet, vil du formentligt få mere overskud til at arbejde med de psykiske problemer, der så måtte være tilbage.
Til Kameliadamen - Du kan absolut ikke undværes på debatten, for du har jo nogle indfaldsvinkler, der er utroligt vigtige. For at opnå helhed må både det psykiske og fysiske inddrages. Jo flere muligheder der kommer frem, desto større muligheder har den enkelte for at søge behandling på den ene eller den anden måde. Havde du f.eks. ikke skrevet om D-vitaminmangel til Leonora, kunne hun måske have kæmpet videre uden at opnå bedring.
Vi er stadigt ikke ubetinget enige og bliver det nok aldrig;-) Jeg mener stadigt, at årsagen til de fysiske lidelser er forårsaget af psyken. Men det betyder bestemt ikke, at den fysiske tilstand ikke skal behandles. Det er ofte første skridt for, at man overhovedet kan arbejde med de psykiske problemer. Det oplevede jeg jo selv med min hovedpine for 6 år siden.
Årsagen til mine svar til Leonora var som sagt, at hun selv skriver, at hun har været udsat for meget voldsomme ting i sit liv og det sætter jo sine spor. Jeg overså bare, at f.eks. en D-vitaminmangel kan forværre den psykiske tilstand og gøre det umuligt at få bearbejdet de psykiske problemer, der så måtte være tilbage.
Ingen tvivl om, at jeg fremover vil have mere fokus på det fysiske aspekt efter jeg selv har fået konstateret myksodem og D-vitaminmangel. Jeg er stadigt overbevist om, at årsagen til, at jeg har udviklet myksodem er psykisk (ligesom min hovedpine var det) og det arbejder jeg videre med. Men derfor skal der alligevel i første omgang fysisk behandling til.
Så du er ialtfald ikke nogen rød klud for mig - jeg synes, vi supplerer hinanden fint.
Kameliadamen -
Jeg kan bare ikke forstå, at du mener, at jeg har indvendinger mod at blive tjekket for fysiske årsager...
Jeg argumenterer blot for, at det i en periode kan være en god hjælp at få antidepressiv medicin - uanset hvad årsagen til depressionen er.
I dette tilfælde hæftede jeg mig særligt ved, at Leonora var meget angst for, at hun kunne fejle noget alvorligt så som kræft. Det finder jeg meget usandsynligt, og derfor henledte jeg opmærksomheden på psykiske årsager. Jeg har ikke sagt noget om, at vitaminmangler eller andet ikke har nogen indflydelse på psykiske problemer.
Jeg kan da citere mig selv:
"Jeg støtter tanken om at Leonora skal undersøges ordentligt af sin læge. Jeg mener dog samtidig, at det er vigtigt, at hun får terapeutisk/medicinsk hjælp nu hvor hun har det så skidt - om ikke andet så for en periode."
Og det mener jeg stadig.
Jeg har faktisk gået og tænkt på, om du måske har ventet for længe med at gå til læge og blive undersøgt – ALENE på grund af, at jeg så ofte skriver, at det er vigtigt at blive tjekket for lavt stofskifte, D-vitaminmangel, lav blodprocent m.m.
Den debatkultur, der hersker her i Danmark, og som vi ser udfoldet af politikere i medierne, går jo ikke ud på at dele erfaringer og synspunkter, men på at markere sine egne standpunkter.
Og jeg har som sagt mange gange været ude for, at der kommer en voldsom modreaktion på det, jeg skriver – også her i denne debattråd om Leonoras problem. Hvis det forholder sig sådan, at der er Netdoktor-brugere, der tager afstand fra forslag, som jeg kommer med, uanset forslagenes art, ALENE fordi det er mig, der kommer med disse forslag, så var det måske bedre, at jeg ikke deltager i debatterne. Det er i hvert fald en problemstilling, som jeg overvejer.
Til Anna
Jeg blev overrasket over reaktionen fra Helene og dig på mit første indlæg i denne tråd. Den udtalelse fra dig, som jeg sigter til er:
”Jeg kan selvfølgelig ikke afvise, at du fejler noget fysisk, men jeg tror nu, at der er størst sandsynlighed for, at dine fysiske symptomer er fremkaldt af angst.”
Jeg havde jo bare foreslået nogle blodprøver, som er standard-undersøgelse ved symptomer på depression.
I dit nyeste indlæg skriver du:
”Jeg argumenterer blot for, at det i en periode kan være en god hjælp at få antidepressiv medicin – uanset hvad årsagen til depressionen er.
Min holdning er, at man skal finde og behandle ALLE tænkelige årsager til en depression. Og DERUDOVER skal man behandle depressionen med de midler, der er til rådighed, og det vil oftest sige antidepressive midler. Der er ikke nogen grund til at gå og lide. Hvorfor skulle man det, når det er muligt at lindre depressionen?
Dog respekterer jeg den holdning, som visse læger og psykiatere har, at man skal være tilbageholdende med at give medicin til børn. Men det er en vurderingssag. Min personlige holdning er, at lidelsen ved at have en slem depression kan være så voldsom, at det er nødvendigt at give et antidepressivt middel, selv til børn.
Da jeg så reaktionen på mit første indlæg, tænkte jeg, at der måtte være andre ting på spil end indholdet af det, jeg skrev. Og jeg kan jo ikke vide, hvad det kan være. Dit nyeste indlæg giver anledning til at tro, at du opfattede det sådan, at jeg taler imod behandling af selve depressionen. Det har jeg på intet tidspunkt gjort – tværtimod.
I mit første indlæg skrev jeg til Leonora :
”Jeg synes også, at det er på tide, at du får et antidepressivt middel.”
Så derfor har jeg stadig ikke forstået, hvorfor der nogle gange kommer så kraftig en reaktion på det, jeg skriver.
Jeg frygter meget den herskende tendens til opsplitning i noget fysisk og i noget psykisk. For mig er det vigtigt at se på helheden.
Læger kan være meget dygtige til at få folk til at føle sig som hypokondere. På grund af tidspres er læger ofte meget sløsede, og bemærkningen: ”Det er nok noget psykisk” er standardbemærkning snart sagt overalt.
Da jeg gik i psykoterapi lærte jeg, at man skal opfatte kroppen som en ven og lære at lytte til dens signaler. Leonoras første indlæg viste, at Leonora faktisk er god til at lytte til kroppens signaler, men desværre er der en tendens i tiden og hos visse læger, der tilskynder folk til at ignorere kroppen. Det er en stor fejltagelse, efter min mening.
Mange hilsner
Kameliadamen
P.S. Nu er dette jo en tråd om Leonoras problemer. Hvis vi skal diskutere videre om vores uenighed, foreslår jeg at vi starter en ny tråd, for at vi kan undgå forurening af tråden. Men lige for tiden har jeg ikke mere at tilføje.
Det er vist for sent at undgå "forurening" af Leonoras tråd.
Jeg tror faktisk at vi er helt enige - det er bare lige det med at diskutere på skrift... Det er lidt svært at justere formuleringerne efter de andres forståelsesreaktioner.
Leonora: Hvordan går det? Opret evt. en ny tråd hvis det er træls at vi har diskuteret sådan her.
Kameliadamen, bare lige en kort kommentar mere til dig.
Jeg tror faktisk, at dine indlæg var en medvirkende årsag til, at jeg kom til lægen og fik taget blodprøverne.
Nejnej, det er helt i orden - det var jo trods alt jeres lille diskussin der var skyld i jeg faktisk opdagede at jeg var godt i gang med at nedbryde min krop totalt :0) .. Det går lidt op og ned, min angst er ikke så voldsom lige for tiden, til gengæld græder jeg rigtig rigtig ofte. Det er simpelthen alting der gør mig ked af det, det er ikke engang den der overvældende tomhed/håbløsheds følelse lige for tiden, jeg er bare rigtig ked af det. Jeg er ikke ked af det på den måde hvor det bare gør ondt inden i og man næsten kan ønske at dø, jeg er mere ked af det som et lille pylret barn der bare græder endnu mere når jeg får et kram, bare sådan helt afkræftet.
Efter jeg fandt ud af jeg havde d-vitamin mangel har jeg opdaget nogle ting på min krop, min ryg runder meget ved nakken, nederste del af min pande er meget fremtrædende, og emaljen på mine tænder er mærmest ridset - jeg ved ikke om nogen af jer har erfaringer med det, men hvis det er tilfældet vil jeg rigtig gerne høre om det. Efter hvad jeg har kunnet læse mig til kunne det godt lyder som nogle skader jeg har påført min krop ved ikke at få d-vitamin? Håber i kan hjælpe mig.
Kommentarer
Tusind tak for alle jeres svar og råd.
Hvor var det godt, at du blev undersøgt!
Jeg fortrød bagefter, at jeg insisterede så kraftigt på, at du skulle undersøges, men jeg følte jo, at jeg kæmpede mod en eller anden uforklarlig modstand.
Så var det alligevel godt, at jeg forsøgte at overtale dig )
God bedring
Kameliadamen
Læs mit indlæg nederst på side 2.
Det indlæg har jeg lige læst umiddelbart før jeg skrev mit indlæg til Leonora )
Men dette er en debat, hvor vi udveksler erfaringer. Og jeg undrer mig virkelig meget over modstanden – både fra dig og fra Helene – over tanken om, at der kunne være fysiske årsager til Leonoras depression.
Og da jeg så, at du selv har været udsat for, at der var D-vitamin-mangel som (medvirkende) årsag til dit psykiske problem, undrede jeg mig endnu mere.
Og nu har Helene også, i en anden debat forklaret, at hun selv har været ved lægen og fået konstateret fysiske årsager.
Jeg synes selv, at jeg skriver meget nuanceret om de problemer, som jeg involverer mig i. Men det er, som om det, jeg skriver, af en eller anden grund alligevel ofte virker som ”en rød klud” på nogle debatdeltagere. Det har jeg tit lagt mærke til.
Det skulle jo nødig være sådan, at en bestemt tilgangsvinkel til et problem bliver afvist – alene fordi det er mig, der har foreslået den. For så er det jo bedre for debatten, at jeg ikke mere deltager.
Det er i hvert fald en problemstilling, jeg vil overveje.
Mange hilsner
Kameliadamen
Til Kameliadamen - Du kan absolut ikke undværes på debatten, for du har jo nogle indfaldsvinkler, der er utroligt vigtige. For at opnå helhed må både det psykiske og fysiske inddrages. Jo flere muligheder der kommer frem, desto større muligheder har den enkelte for at søge behandling på den ene eller den anden måde. Havde du f.eks. ikke skrevet om D-vitaminmangel til Leonora, kunne hun måske have kæmpet videre uden at opnå bedring.
Vi er stadigt ikke ubetinget enige og bliver det nok aldrig;-) Jeg mener stadigt, at årsagen til de fysiske lidelser er forårsaget af psyken. Men det betyder bestemt ikke, at den fysiske tilstand ikke skal behandles. Det er ofte første skridt for, at man overhovedet kan arbejde med de psykiske problemer. Det oplevede jeg jo selv med min hovedpine for 6 år siden.
Årsagen til mine svar til Leonora var som sagt, at hun selv skriver, at hun har været udsat for meget voldsomme ting i sit liv og det sætter jo sine spor. Jeg overså bare, at f.eks. en D-vitaminmangel kan forværre den psykiske tilstand og gøre det umuligt at få bearbejdet de psykiske problemer, der så måtte være tilbage.
Ingen tvivl om, at jeg fremover vil have mere fokus på det fysiske aspekt efter jeg selv har fået konstateret myksodem og D-vitaminmangel. Jeg er stadigt overbevist om, at årsagen til, at jeg har udviklet myksodem er psykisk (ligesom min hovedpine var det) og det arbejder jeg videre med. Men derfor skal der alligevel i første omgang fysisk behandling til.
Så du er ialtfald ikke nogen rød klud for mig - jeg synes, vi supplerer hinanden fint.
Mange hilsner Helene
Jeg kan bare ikke forstå, at du mener, at jeg har indvendinger mod at blive tjekket for fysiske årsager...
Jeg argumenterer blot for, at det i en periode kan være en god hjælp at få antidepressiv medicin - uanset hvad årsagen til depressionen er.
I dette tilfælde hæftede jeg mig særligt ved, at Leonora var meget angst for, at hun kunne fejle noget alvorligt så som kræft. Det finder jeg meget usandsynligt, og derfor henledte jeg opmærksomheden på psykiske årsager. Jeg har ikke sagt noget om, at vitaminmangler eller andet ikke har nogen indflydelse på psykiske problemer.
Jeg kan da citere mig selv:
"Jeg støtter tanken om at Leonora skal undersøges ordentligt af sin læge. Jeg mener dog samtidig, at det er vigtigt, at hun får terapeutisk/medicinsk hjælp nu hvor hun har det så skidt - om ikke andet så for en periode."
Og det mener jeg stadig.
Din reaktion beroliger mig lidt.
Jeg har faktisk gået og tænkt på, om du måske har ventet for længe med at gå til læge og blive undersøgt – ALENE på grund af, at jeg så ofte skriver, at det er vigtigt at blive tjekket for lavt stofskifte, D-vitaminmangel, lav blodprocent m.m.
Den debatkultur, der hersker her i Danmark, og som vi ser udfoldet af politikere i medierne, går jo ikke ud på at dele erfaringer og synspunkter, men på at markere sine egne standpunkter.
Og jeg har som sagt mange gange været ude for, at der kommer en voldsom modreaktion på det, jeg skriver – også her i denne debattråd om Leonoras problem. Hvis det forholder sig sådan, at der er Netdoktor-brugere, der tager afstand fra forslag, som jeg kommer med, uanset forslagenes art, ALENE fordi det er mig, der kommer med disse forslag, så var det måske bedre, at jeg ikke deltager i debatterne. Det er i hvert fald en problemstilling, som jeg overvejer.
Til Anna
Jeg blev overrasket over reaktionen fra Helene og dig på mit første indlæg i denne tråd. Den udtalelse fra dig, som jeg sigter til er:
”Jeg kan selvfølgelig ikke afvise, at du fejler noget fysisk, men jeg tror nu, at der er størst sandsynlighed for, at dine fysiske symptomer er fremkaldt af angst.”
Jeg havde jo bare foreslået nogle blodprøver, som er standard-undersøgelse ved symptomer på depression.
I dit nyeste indlæg skriver du:
”Jeg argumenterer blot for, at det i en periode kan være en god hjælp at få antidepressiv medicin – uanset hvad årsagen til depressionen er.
Min holdning er, at man skal finde og behandle ALLE tænkelige årsager til en depression. Og DERUDOVER skal man behandle depressionen med de midler, der er til rådighed, og det vil oftest sige antidepressive midler. Der er ikke nogen grund til at gå og lide. Hvorfor skulle man det, når det er muligt at lindre depressionen?
Dog respekterer jeg den holdning, som visse læger og psykiatere har, at man skal være tilbageholdende med at give medicin til børn. Men det er en vurderingssag. Min personlige holdning er, at lidelsen ved at have en slem depression kan være så voldsom, at det er nødvendigt at give et antidepressivt middel, selv til børn.
Da jeg så reaktionen på mit første indlæg, tænkte jeg, at der måtte være andre ting på spil end indholdet af det, jeg skrev. Og jeg kan jo ikke vide, hvad det kan være. Dit nyeste indlæg giver anledning til at tro, at du opfattede det sådan, at jeg taler imod behandling af selve depressionen. Det har jeg på intet tidspunkt gjort – tværtimod.
I mit første indlæg skrev jeg til Leonora :
”Jeg synes også, at det er på tide, at du får et antidepressivt middel.”
Så derfor har jeg stadig ikke forstået, hvorfor der nogle gange kommer så kraftig en reaktion på det, jeg skriver.
Jeg frygter meget den herskende tendens til opsplitning i noget fysisk og i noget psykisk. For mig er det vigtigt at se på helheden.
Læger kan være meget dygtige til at få folk til at føle sig som hypokondere. På grund af tidspres er læger ofte meget sløsede, og bemærkningen: ”Det er nok noget psykisk” er standardbemærkning snart sagt overalt.
Da jeg gik i psykoterapi lærte jeg, at man skal opfatte kroppen som en ven og lære at lytte til dens signaler. Leonoras første indlæg viste, at Leonora faktisk er god til at lytte til kroppens signaler, men desværre er der en tendens i tiden og hos visse læger, der tilskynder folk til at ignorere kroppen. Det er en stor fejltagelse, efter min mening.
Mange hilsner
Kameliadamen
P.S. Nu er dette jo en tråd om Leonoras problemer. Hvis vi skal diskutere videre om vores uenighed, foreslår jeg at vi starter en ny tråd, for at vi kan undgå forurening af tråden. Men lige for tiden har jeg ikke mere at tilføje.
Jeg tror faktisk at vi er helt enige - det er bare lige det med at diskutere på skrift... Det er lidt svært at justere formuleringerne efter de andres forståelsesreaktioner.
Leonora: Hvordan går det? Opret evt. en ny tråd hvis det er træls at vi har diskuteret sådan her.
Jeg tror faktisk, at dine indlæg var en medvirkende årsag til, at jeg kom til lægen og fik taget blodprøverne.
Mange hilsner Helene
Efter jeg fandt ud af jeg havde d-vitamin mangel har jeg opdaget nogle ting på min krop, min ryg runder meget ved nakken, nederste del af min pande er meget fremtrædende, og emaljen på mine tænder er mærmest ridset - jeg ved ikke om nogen af jer har erfaringer med det, men hvis det er tilfældet vil jeg rigtig gerne høre om det. Efter hvad jeg har kunnet læse mig til kunne det godt lyder som nogle skader jeg har påført min krop ved ikke at få d-vitamin? Håber i kan hjælpe mig.