HJÆLP MIG!

Leonora13

Jeg er en pige på 16 år der efterhånden er rigtig syg af depression og angst. Jeg skriver her for at høre om nogle af jer har haft nogle af de samme symptomer som jeg har, da jeg er sindssygt bange for at jeg fejler noget fysisk alvorligt. Jeg føler jeg ser helt anderledes og underligt flimret i forhold til hvad jeg plejede, jeg har voldsom piven/susen for ørerne, mine muskler føles underligt slatne, jeg årker knap nok at løfte hænderne for at skrive det her, udover det har jeg fået ondt i mit ene ben - jeg er virkelig bange for det er noget alvorligt. Noget af det jeg går meget med er angsten for kræft. Jeg er virkelig virkelig bange, og håber sådan at nogle af jer derude kan fortælle mig om evt. lignende symptomer.

anna84

Hejsa :-)

Du skriver, at du er meget syg af angst og depression. Får du hjælp af en psykiater og medicin? Hvis ikke, så skal du i morgen tidlig ringe og få en akut tid hos din læge, så du kan komme i behandling med antidepressiv medicin og terapi.

De symptomer du nævner, kan jeg nikke genkendende til i forbindelse med depression og angst. Synsforstyrrelser får jeg i forbindelse med angst og træthed, og den slattenhed du beskriver med næsten ikke at kunne løfte armene er typisk når man er rigtig depressiv. Hvis du er i behandling med medicin, kan symptomerne være bivirkninger. Bivirkninger er altid værst i begyndelsen. Uanset hvad skal du naturligvis tale med lægen om hvordan du har det. Skriv eventuelt en liste med symptomerne og tag med til lægen.

Men svar mig lige:
Hvilken medicin får du og hvor længe har du taget det?
Hvis ingen, er du så indstillet på at ringe til lægen i morgen og lægge kortene på bordet?
Hvor længe har du været syg?
Er dine forældre sat ind i hvor dårligt du har det?

Håber du kan overskue at svare på spørgsmålene, og at du er blevet lidt mere rolig nu du hører at dine symptomer med allerhøjeste sandsynlighed ikke er tegn fysisk sygdom.

Venligst Anna

Helene2

Kære Leonora

Jeg vil også bare sige, at jeg kan genkende alle de symptomer, du nævner og for mig har de haft psykiske årsager.
Selvfølgeligt skal du undersøges, så fysiske årsager kan udelukkes men derudover mener jeg, at det er dine psykiske problemer, du skal have mere hjælp til at håndtere.

Jeg tænker på, hvordan du har det hjemme og i skolen?


Mange hilsner Helene

Leonora13

Jeg går ved en psykolog, men det er også det - jeg selv og min mor har prøvet at tale med både læge og psykolog om lykkepiller eller lignende, de mener stadig det er for tidligt i forløbet, da min psykolog mener at det ville være bedre for mig at komme igennem depressionen uden piller (selvfølgelig er jeg enig, jeg tror bare ikke længere at det er en mulighed) vil hun vente til hun er sikker på der ikke er anden udvej - det er selvfølgelig svært for mig at forstå hvorfor jeg skal så langt ud inden at jeg rigtig kan få hjælp. Jeg er ved min psykolog en gang om ugen, og mine forældre er begge helt inde i hvad der sker. Jeg er glad for at jeg ikke er de eneste med de symptomer! Det er bare som om at uanset hvor mange gange jeg får banket ind i kroppen at der ikke er noget fysisk bliver min krop ved med at overbevise mig om det modsatte. Jeg ved faktisk ikke hvor længe jeg har været syg, for når jeg tænker tilbage har jeg rigtig rigtig længe været ked af det, nervøs, og været meget sammenfarende. For cirka to måneder siden begyndte jeg så at få voldsomme angstanfald, have konstant uvirkelighedsfølelse og lignende - det var der det blev opdaget at jeg havde en depression og angst. Sidste sommer afsluttede jeg folkeskolen, men jeg har slet ikke kunnet komme i gang med noget siden (depression har nok også været en grund da jeg også havde den dengang, men bare gik rundt og ikke kunne forstå hvorfor jeg ikke havde nogen selvtillid og var ekstremt ked af det). Jeg er så ked af at det skal være sådan her, og jeg vil så inderligt gerne være rask. Jeg bliver så trist når jeg tænker på at alting i mit skal til at være så indviklet allerede nu, jeg kan næsten ikke bære tanken. Jeg vil være rask. Jeg prøver også virkelig, jeg tager vitaminer, fiskeolie, osv., jeg løber/ går så mange ture jeg kan overkomme, jeg prøver at komme i seng i nogenlunde tid hver dag. Det er bare ikke nok, jeg vil bare så gerne have mit liv tilbage.

anna84

Det er rigtig godt at høre, at du er i behandling, og at dine forældre støtter dig. Jeg syntes, at det lyder som om, at du har fået det værre i løbet af den tid du har været i behandling, og det er egentlig helt naturligt; når man går igang med at søge efter årsagerne kan man godt få det dårligere. Dog syntes jeg også at det lyder som om du har det for dårligt til at det er holdbart at fortsætte uden medicin.

Væk med tanken om "lykkepiller". Det er en meget underlig og misvisende betegnelse, da lykkepiller ikke findes. Ind med begrebet antidepressiv medicin!! :-)

Jeg syntes, at du skal tale med dine forældre her i aften, og at I skal tage kontakt til lægen i morgen og få en god konstruktiv samtale omkring medicin. At du begynder på antidepressiv medicin er ikke ensbetydende med at du skal tage dem altid. De kan dog være et godt supplement til terapi og fokus på god kost, frisk luft og bevægelse.

Jeg håber, at du kan få fortalt dine forældre og/eller skrevet ned hvordan du har det når det er værst, så I har det som udgangspunkt til samtalen med lægen.

Sov godt
Anna

Leonora13

Jeg håber bare også at medicin ville kunne gøre overgangen lidt lettere, bare så jeg i det mindste kunne overskue at få motion og lignende .. Det er slet ikke fordi jeg regner med at jeg kommer til at rende rundt og være glad hele tiden, jeg tror bare måske pillerne tilfører noget så man i det mindste har muligheden for at være glad, i en situation hvor man burde det, hvilket jeg slet ikke er i stand til mere - det er som alt er blevet lidt mere ligegyldigt. Jeg er næsten sikker på min læge ikke vil sætte mig på medicin endnu, jeg føler ikke helt vi er på bølgelænge, og nogle gange bliver jeg i tvivl om hun forstår hvor dårligt jeg har det. Tidligere når jeg har været syg har jeg ikke rigtig følt hun har taget mig alvorligt, jeg gik f.eks. med en blærebetændelse i næsten et år, jeg var så syg og havde så ondt at jeg til sidst ikke kunne foretage mig noget som helst, grundet til at det blev så voldsomt var at jeg gik med det så længe og blev så voldsomt inficeret fordi jeg ikke kom i behandling - det blev kun opdaget fordi min læges sekretær valgte at kigge på en af de utallige prøver de havde taget, hvor hun så altså opdagede en bakterie. Der har været flere lignende episoder - problemet er bare at jeg ikke har overskud til at finde en ny læge .. Jeg kan næsten græde ved tanken om at skulle til at møde en ny og sætte ham/hende ind i min situation, jeg har simpelthen så svært ved at overskue noget som helst. Selvfølgelig vil jeg gerne være rask, men med hensyn til min læge tænker jeg også at det måske bare er mig der er dum/pylret/paranoid

Helene2

Hej Leonora

Det kunne bestemt lyde som om, at det ville være godt for dig at skifte læge. Når du ikke føler dig ordentligt hjulpet af hende du har og ikke føler dig taget alvorligt og kemien mellem Jer ikke er i orden, så er hun næppe den rigtige for dig. Men jeg forstår godt, at det kan virke uoverskueligt. Det er bare så vigtigt, at man har sin læge som back-up. Så det handler bestemt ikke om, at du er hverken pylret eller paranoid eller noget andet.
Men jeg forstår sådan set godt, at din læge helst ikke vil give dig medicin men lige vil afvente, når du er så ung. Medicin kan være både godt og skidt. Det kan gøre, at man bedre bliver i stand til at arbejde med årsagerne til problemerne i terapien, hvis man er meget angst for det. Men omvendt kan det også betyde, at man ikke længere mærker, at der er nogle ting i éns liv, der ikke føles okay og ikke fungerer godt nok. Trætheden og din ked-af-det-hed er jo sådan set påmindelser om, at noget ikke er, som det skal være. Hvis du får det bedre p.g.a. medicin, så vil du ikke længere mærke de følelser, der fortæller dig, at noget er galt. Så kan du måske helt gå hen og glemme dem og tro, at nu er du bare rask, for du har det jo godt. Men så har du jo ikke fået løst problemerne og så vil de sikkert dukke op igen senere i livet.

Jeg forstår godt, at du kommer til at tro, at du mest fejler noget fysisk, når du nu mærker symptomerne så tydeligt i kroppen. Det er også godt, at du passer på dig selv fysisk med kosttilskud, motion o.s.v. Men krop og sind hænger sammen. Det er startet med, at man har haft det dårligt psykisk og når der ikke er blevet gjort noget ved det, så breder det sig efterhånden til kroppen, for så er man nødt til at lytte og gøre noget.
Jeg led selv i 33 år af en utrolig smertefuld hovedpine. Jeg prøvede al mulig og umulig behandling men ingenting hjalp. Først da jeg startede i terapi og begyndte at arbejde med min psyke, blev jeg helbredt for hovedpinen. Selvom lægerne faktisk siger, at denne hovedpineform kun er fysisk og at den er uhelbredelig.

Jeg har igennem livet haft meget få kræfter og da jeg startede i terapi og begyndte at arbejde med min psyke og min fortid, blev det helt galt. Jeg kunne slet ikke finde glæden ved noget længere og jeg orkede bare ingenting. Træthed og uoverkommelighedsfølelse sad som bly i arme og ben – ja, i hele kroppen . I starten forstod jeg ikke, hvorfor jeg ikke bare kunne være glad engang imellem og have energi engang imellem. Nu ved jeg, at det var fordi, at jeg tidligt i mit liv havde været igennem nogle ting, som simpelthen havde taget min energi og min glæde fra mig, allerede da jeg var barn. Da jeg begyndte at arbejde med de ting i terapien, kom det tættere på og derfor tog det endnu mere energi og gjorde mig mere ked af det. Jeg havde oplevet meget skidt, der måtte ud og tales om og mange problemer, der skulle løses, før jeg kunne begynde at føle glæde og energi.

Depression og angst er kun ord, der er betegnelse for nogle bestemte følelser. Jeg tror ikke, at du føler ringe selvtillid og er ked af det, fordi du har en depression. Jeg tror, at du har en depression fordi, du har været ude for nogle ting, der gør dig ked af det og har taget din selvtillid fra dig. Så det handler bl.a. om at finde ud af, hvad det har været og få talt om det, så du kan begynde at få mere selvtillid og blive gladere og få mere energi. Samt finde ud af om der er ting i dit liv i dag, der stadigt tager din selvtillid fra dig og som forhindrer dig i at være glad og have energi. Men det tager tid at arbejde med sin psyke og løse den slags problemer, så det tager også tid, inden man mærker resultater. Det kommer stille roligt og gradvist.


Mange hilsner Helene

Leonora13

Tak for svar :-)
Jeg har været ved psykolog i dag, og hun er stadig imod piller - jeg må jo så bare håbe at hun har ret i hvad hun gør. Jeg har oplevet nogle ekstremt voldsomme ting i mit liv, jeg føler bare at jeg har bearbejdet dem så godt som jeg nu kan, og jeg ved det er ting der altid vil ligge i mit baghovede. Jeg tror bare virkelig ikke det er dem der er skyld i hvordan jeg har det, for jeg føler virkelig jeg har forholdt mig til dem.

anna84

Sagde du det til din psykolog? Får du fortalt hende hvordan du VIRKELIG har det og hvad der foregår i dine tanker?

Helene2

Hej Leonora

Dit største problem er, så vidt jeg kan forstå, at du har disse fysiske symptomer og frygter, at du er fysisk syg? Samt problemet er, at disse fysiske symptomer begrænser dig og forhindrer dig i at leve dit liv, som du gerne vil?

Du har bearbejdet de ting, du har været igennem, så godt som du kan på nuværende tidspunkt.
Du har været igennem voldsomme ting - har du også bearbejdet følgerne af disse oplevelser? Altså arbejdet med, hvordan de påvirker dig i nutiden? F.eks. nævner du manglen på selvtillid. Så den mangler du jo at få bygget op. De ting du har været igennem, har givetvis taget meget selvtillid og styrke fra dig og måske gjort det svært for dig at mærke dine egne grænser m.m. Den selvtillid og styrke skal du først til at bygge op nu og først derefter kan du måske lære at begynde at sætte grænser og turde sige fra?
Du er stadigt depressiv og meget ked af det og er slet ikke glad. Det er der jo en grund til. Spørgsmålet er så, om det stadigt er nogle ting fra din fortid, der gør dig ked af det og tager glæde og energi fra dig eller om det er ting i din nutid?

For mig lyder det som om, at der er mere frygt tilbage i forbindelse med fortiden men at du overfører frygten til din krop, så du i stedet fokuserer på, om du lider af en fysisk sygdom.
Du skriver, at du har været igennem nogle ekstremt voldsomme ting. Det vil vel sige, at du er traumatiseret. Traumer sætter sig også i kroppen – i musklerne, i cellerne, alle steder. Følelserne er ikke kun bundet i sindet men også i kroppen. Kroppen har sin egen hukommelse. Derfor er de fleste traumatiserede mennesker også nødt til på et tidspunkt at arbejde med kropsterapi i én eller anden form, så musklerne kan blive løsnet og man rent fysisk kan få spændingerne ud af kroppen. Dermed kan man begynde at bevæge sig mere frit. Når kroppens fastspændte muskler løsnes, løsnes også en masse følelser. At forstå de ting, man har været igennem kun med hovedet, er ikke nok.

Krop og sind er tæt forbundet med hinanden. Måske denne artikel kan sige dig noget:
http://www.videnskab.dk/content/dk/samf ... ig_barndom

Jeg har selv gået i terapi og har bearbejdet en masse barndomstraumer. Igennem bearbejdelsen er jeg kommet af med både angst og depressioner og har fået opbygget min selvtillid. Men jeg lider stadigt under denne lammende træthed og er også helt ude af stand til at dyrke motion etc. For mig er det fordi, der er nogle ting i min nutid, der stadigt ikke fungerer godt nok. Først når disse problemer er løst, vil jeg også kunne få bearbejdet det sidste omkring min fortid. Jeg føler også, at jeg har bearbejdet fortiden færdigt – så meget som jeg kan på nuværende tidspunkt. Det sidste kommer først, når de ting der gør mig utryg i nutiden ikke længere truer mig.

Mange hilsner Helene

sussi1986

Hej:)
Åh jeg føler så meget med dig. Jeg har selv lidt áf svær depression og socialangst i 3 år nu.
Jeg ville først sige til dig at du altid må huske på at det er en sygdom! det er ikke noget du kan gøre ved.
Og så, det er sådan at nogen gange er man så langt nede at man bliver nød til at bruge medicin for at komme op. Man kan gøre meget med psykolog hjælp men det er bare vigtigt at man lytter til sig selv.
Jeg havde selv brug for medicin før psykolog hjælp kunne hjælpe. Bare sørg fot virkelig at mærke efter helt ned i maven.
JEg ved det er så uendeligt svært, men du skal vide du på ingen måde er den eneste. Det er desværre en meget tabu belagt emne og du ville nogen gange møde noget modstand og uforståendhed. Men hæng ved derinde.
JEg er selv i dag 23 år og lever en okay hverdag. Jeg har måtte droppe min daværende uddannelse, men er nu i gang med at læse.
Du skal også nok komme videre ingen tvivl om det. Og du er jo ikke særlig gamle endnu så du har et helt skønt og dejligt liv foran dig endnu. Du må sige til hvis der er noget der ville hjælpe dig eller du har nogle spørgsmål.
JEg ved ikke alt langt fra, men lidt ved jeg da.
Jeg ønsker dig alt det bedste.
Mvh
Sussi Hansen:)