Søg
Tilmeld dig
Oplysningerne må på ingen måde tages som erstatning for kompetent professionel rådgivning eller
behandling af autoriseret læge.
Indholdet på Netdoktor.dk kan ikke bruges som basis for at stille diagnoser eller fastlægge behandling.
Netdoktor.dk - All rights reserved. Netdoktor.dk is a trademark © Copyright 1998-
-
Kontakt Netdoktor
- Netdoktor Media
- Møntergade 19
- 1140 København K
- CVR: 28 68 61 37
Kommentarer
jeg ved virkelig ikke hvad jeg skal gøre,Jeg kan ikke tage føde til mig eller væske,bruger hele min tid,på at side og rent ud sagt tude.
Det er godt nok et helvedet,at gå igemmen.Jeg er begyndt at få den tanke
om at "bare" få aflivet min hund,og dernæst mit ejet.Ved godt at det ikke er en pæn tanke,men føler bare ikke at jeg snart kan klare meger.
Jeg troede jeg hvade taget min del af sorg,men må sande at sådan er det ikke.Jeg er meget taknemlig over jeres indblik i min situation,og meget glad for at trods alt at have nogen at snakke med.
Det hjælper måske i længen,ihver fald er det rart at snakke/skrive med jer
jeg håber at i gider at ofre,lidt meger tid på mig.Endnu engang undskyld.
Jeg sætter stor pris på jeres,forsøg på at hjælpe mig.Jeg er bare så ked af det og pokkers ensom.Håber i bære over mig,er så ensom og ked af det.
Ensom andersen.
Jeg ved hvor svært det er. Jeg har også haft tanken, det er godt for dig nogen her svarer dig, for så er du ikke lige så ensom.
Jeg kan fortælle dig, jeg havde det lige så svært. Det var et helvede at være i. Jeg spiste næsten ikke og tudede også hele tiden.
Til sidst henvendte jeg mig til lægen og talte med ham. Jeg fik nogle gode råd, som jeg fulgte. Det tror jeg også du burde gøre. Jeg håber, du har en god læge.
Du kender ham ikke, når du lige er flyttet dertil, men jeg kendte heller ikke min læge.
Du må love mig ikke at få aflivet din hund. Den er ganske uskyldig. Så kan du give den væk til andre. Den kan sagten blive glad for andre mennesker.
Det ser jeg her, hvor jeg bor.
Du vil også fortryde det grusomt. Det er ikke så let at tage livet af sig selv.
Jeg tænkte skam også på det, men jeg havde samtidig et ønske om at leve.
Det tror jeg også du får igen.
Men prøv nu at gå til din læge, måske har du fået en depression og det kan du hjælpes med.
Jeg er helt klar over du har det dårligt i øjeblikket. Hvis jeg kunne hjælpe dig ville jeg gøre det. Jeg ved, hvor svært du har det.
Kunne jeg bare skrive nogle ord, som ville trøste dig, men jeg føler mig hjælpeløs.
Jeg sender dig mine bedste tanker.
at snakke med.Har været ved egen læge,men der var heller ikke noget hjælp at få.Undskyld at jeg er så længe om at svarre,men er opblødt af gråd.
Ved ikke noget meger,jeg kan kun græde og græde.Tak for din tålmodighed med mig,
Venlist andersen
Jeg forstår udmærket dine føleler og din situation. Jeg har selv oplevet noget meget tilsvarende.
Det vigtigste er, at du selv finder ud af, hvordan du kan forandre din livssituation. Om det så er at flytte tilbage til det område, du kommer fra, hvor du måske føler et større tilknytningsforhold, eller det er at kontakte en professionel behandler eller få noget antidepressiv medicin hos lægen - det er for så vidt nok mindre vigtigt.
Det afgørende er, at du i dig selv finder en styrke, så du kan hive dig selv op ved håret. Hjælpen kommer ikke bare lige til dig, du er nødt til selv at gøre noget.
Andre kan komme med forslag og du kan blive ved med at sige, at du har prøvet det hele og at der ikke er noget, der virker for dig. På den måde kan man blive ved og det hjælper hverken dig eller dem du rækker ud til. Desuden virker den slags bliver en selvopfyldende profeti - med den holdning er der ikke noget, der vil virke. Derfor er det så vigtigt, at du selv tager ansvar og beslutter, at du er nødt til at gøre noget, der kan forandre din situation til noget bedre. Og hvad det så kan være, det ved faktisk kun du selv.
Det skal lige siges, at jeg ikke mener, at selvmord er den rigtige løsning. Der er altid andre muligheder. For mig lyder det som om, at du har brug for professionel hjælp til at få det bedre. Uanset hvad du vælger, må du selv handle, hvis noget skal blive forandre sig og blive bedre. Andre mennesker kan aldrig give andet end hjælp til selvhjælp. Du skal være indstillet på at hjælpe dig selv, hvis du skal op af det sorte hul, du lige nu befinder dig i.
Hilsen Helene
Jeg ved det, man kan ingenting, føler man.
Ingen råd hjælper, tror man.
Hvis ikke du føler, du kan magte nogen af de råd, jeg er kommet med, så gå til din læge igen og sig, du må have hjælp. Du trænger til nogen hjælper dig.
Enten en psykiater eller psykolog. Det må du gøre. Lægen må da også kunne hjælpe med lidt medicin, som kan "bedøve" en smule. Det fik jeg, for jeg var virkelig meget ulykkelig. Men som du kan høre er jeg for længst kommet over det. Så kan du også. Det er kun et spørgsmål om lidt tid.
Men du trækker pinen ud ved slet ikke at gøre noget.
De venligste hilsener.
PS. Jeg ved det hjælper at skrive lidt, jeg skal nok kigge efter dine indlæg.
Måske kan det give dig energi til at søge hjælp igen hos lægen. Som forhåbentlig er klar over, at nu må han hjælpe.
overskud,at de osse hvade tid til anders proplemer.Er meget taknemlig over
det.Jeg har fået en tid ved min læge,men følte allerede ved det at det er umuligt,at forklare ham noget.Okey jeg ved godt at man ikke skal dømme mennesker på forhånd,men jeg har tæmmelig svært ved at stole på nogen.
Jeg er stadigvæk lige lost!!!.Hvor lang tid skal der gå førend jeg kommer oven på igen?
Dumt spørsmål ved det godt,men mangler een/nogne at snakke med,
Mærkeligt, jeg kigger nu, hvor du næsten lige har skrevet.
Joe, overskuddet har jeg, fordi jeg ved hvor dårligt man har det.
Jeg ved også godt, man ikke orker noget som helst.
Selv om jeg skrev om mine "gode råd" ved jeg jo godt, hvor svært det er at leve op til dem.
Jeg havde det jo selv virkelig dårligt og havde også svært ved det.
Men prøv nu at fortælle lægen, hvordan du har det. Kan han ikke hjælpe dig må han give en henvisning, til en anden.
Sig det som det er, du kan ikke holde det ud og han må hjælpe dig. Vær ærlig, det er det bedste.
Hvor lang tid der går, det er sikkert forskelligt. Det afhænger jo også af om man kan få sig taget sammen til at søge den kontakt med andre, som man har brug for.
Men jeg tror alligevel, for hver dag der går bliver sorgen næsten umærkeligt mindre.
Mit familiemedlem, ja, det var meget svært de første 14 dage, meget svært. Derefter begyndte det at blive bedre for hver dag, der gik.
Der gik kun et halvt år før vedkommende, som et mirakel mødte en på ferieturen. Det tog den allersidste sorg.
Der er sikkert meget stor forskel på om man bliver svigtet eller det måske er dødsfald.
Bliver man svigtet begynder der også at dukke andre følelser op.
Det er naturligvis bare min erfaring. Jeg kan jo kun tale ud fra, hvordan jeg og dem jeg kender, oplevede det.
Du skrev det var 4 dage siden, så der er kun gået kort tid endnu.
Men, jeg tror om 8 dage vil du mærke forskellen. Ikke at sorgen er væk, men bliver lettere at bære/ udholde.
Det var, for os, de første dage lige efter, der var de værste.
Jeg håber vores lille snak hjælper lidt.
Mange hilsener.
Det er rigtigt godt, at du har fået en tid ved din læge. Så har du overvundet dig selv og har handlet og gjort noget. Det er et stort skridt i den rigtige retning.
Hvis du er bange for, om du kan formulere for din læge, hvad problemerne er, så kan du måske skrive lidt ned til ham? Måske sende det op til ham, så han kan læse det inden konsultationen? Måske kan du printe nogle af dine indlæg her fra debatten ud og vise ham?
Problemet er, at du har svært ved at føle tillid til, at du vil blive forstået og ikke afvist. Jeg tror, at du vil have gavn af at arbejde med dette problem sammen med en psykolog eller terapuet, for det gør livet rigtigt svært, når man ikke stoler på sig selv og andre. Man bliver så ensom.
Der findes ingen dumme spørgsmål - kun dumme svar ;-)
Hvor lang tid der går, før du kommer ovenpå igen? Det er helt individuelt. Det kommer for det første helt an på, om du får den hjælp, du har brug for at få. Hvad enten det er medicinsk eller i form af samtaleterapi. Det kommer også an på, om du så kan åbne dig for behandleren og begynde at turde stole på ham eller hende. Det kommer også an på, om du får skabt nogle livsvilkår i dit liv her og nu, som er gode for dig. Altså m.h.t. bolig, arbejde, økonomi, socialt o.a.
Du skriver igen, at du mangler én at tale med. Det er klart, når du går så meget alene. Men når du har så mange svære følelser i dig og har svært ved at åbne dig og føle tillid, så bliver det jo rigtigt svært for dig at finde én at tale med. Også derfor vil en psykolog eller terapeut være rigtig god for dig, for så kan du få talt alt det ud, du har brug for med en person, der forstår dig.
Overskuddet til også at være noget for andre kommer, når man selv har fået det bedre.
Mange hilsner Helene
Nu må i endelig ikke tro,at jeg er utaknemmelig på nogne måder.Men jeg kan stadigvæk ikke finde,hovedet eller hale idet her.Det er rart at snakke med jer,når jeg snakker med jer "letter" det lidt,men lige så snart jeg er logget af,så kommer håbløsheden tilbage med fornyet styrke.
Så sidder jeg her igen,med alle mine tanker.
Jeg ved ikke hvordan jeg skal forklare jer det,men jeg er bange,bange som jeg aldrig har prøvet det før.
Jeg skiver senere,når jeg har været ved lægen,hvis i forhåbenlig ikke er blevet træt af at høre på alle mine problemer.
Hej så længe andersen
Det forstår jeg godt. Sådan er det, når tankerne bliver optaget af andet, f.eks. at skrive her, så letter det .
Jeg håber virkelig, lægen kan hjælpe dig.
Skriv endelig og fortæl, hvordan det går.
Mange hilsener.