Indstillinger
cutting/selvmord
Hej jeg er en pige på 16 år.. Jeg har skåret i mig selv siden jeg var 14, jeg vil rigtig gerne holde op med det.. Men når trangen er der, så er den bare for stor til at jeg ikk kan holde op med det.. Jeg for det bare bedre af at skade mig selv, det letter på en måde alle mine problemer.. Jeg ved virkelig ikk hva jeg ska gøre for at holde op.. Jeg tænker også tit på at tage mit liv, for livslysten og livsglæden er lidt ligesom forsvundet og hverdag er bare et helved for mig.. Jeg forsøgte første gang selvmord i april sidste år, med en overdosis pamol.. Efter jeg blev beskyldt for at tage stoffer og gemme piller på mit værelse og jeg var bare den største luder og kælling og jeg skulle bare dø.. Jeg for hver eneste dag at vide at jeg burde dø og det hele ville være bedre hvis jeg bare var død, jeg er bare en luder og en kælling og jeg ska bare dø og jeg har gået på 6 forskellige skoler og er blevet mobbet ud af dem alle sammen..
Jeg skændes dagligt med min mor og far og søskende, Min far har truet mig 2 gange med at slå mig ihjel og at han vil smadre mit hoved.. Men min mor vil bare ikk indse at der er noget galt, for jeg for bare at vide hvergang at jeg er selv skyld i det og det er mig der er noget galt med.. Så den eneste måde jeg løser det ved er at skade mig selv og tage mit liv.. For hvis jeg nu bare forsvandt fra denne jord, så ville problemerne ikk være der mere.. Jeg orker ikk at leve mere, for jeg synes ikk rigtig at noget bliver bedre og hverdag er en kamp for mig.. Nogen gange tager min vrede over og styrer mig, men nogen gange tager vreden over på de forkerte tidspunkter.. Det er tilfældigvis på de tidspunkter hvor jeg er ude at ride min hest.. Så jeg kommer til at gøre min hest fortræd, uden at det egentlig er meningen.. Tilsidst begynder jeg så at græde, fordi at jeg bliver da ked af det skulle såre min hest og gøre ham fortræd.. Selvom han ikk har gjort noget, det gør også at jeg ikk vil leve livet mere.. For det er bare ikk det værd, jeg græder mig selv i søvn hverdag
Jeg skændes dagligt med min mor og far og søskende, Min far har truet mig 2 gange med at slå mig ihjel og at han vil smadre mit hoved.. Men min mor vil bare ikk indse at der er noget galt, for jeg for bare at vide hvergang at jeg er selv skyld i det og det er mig der er noget galt med.. Så den eneste måde jeg løser det ved er at skade mig selv og tage mit liv.. For hvis jeg nu bare forsvandt fra denne jord, så ville problemerne ikk være der mere.. Jeg orker ikk at leve mere, for jeg synes ikk rigtig at noget bliver bedre og hverdag er en kamp for mig.. Nogen gange tager min vrede over og styrer mig, men nogen gange tager vreden over på de forkerte tidspunkter.. Det er tilfældigvis på de tidspunkter hvor jeg er ude at ride min hest.. Så jeg kommer til at gøre min hest fortræd, uden at det egentlig er meningen.. Tilsidst begynder jeg så at græde, fordi at jeg bliver da ked af det skulle såre min hest og gøre ham fortræd.. Selvom han ikk har gjort noget, det gør også at jeg ikk vil leve livet mere.. For det er bare ikk det værd, jeg græder mig selv i søvn hverdag
Kommentarer
Nu forstår jeg sørme bedre, at du har det dårligt.
Du har I DEN GRAD brug for hjælp. Det løser INGEN problemer, at du skærer i dig selv. At skære i sig selv er en tvangshandling. Det er ikke noget, man 'bare' kan tage sig sammen og stoppe med. Man skader kun sig selv på den måde, hvis man har store følelsesmæssige problemer. Et symptom på problemer af dette omfang kan også være syner eller hallucinationer, som du nævnte i de andre indlæg.
Der må og skal der gøres noget ved de forhold, du lever under, ellers vil du kun få det værre. Det er nok dette indlæg, du her har skrevet, du bør tage med til din læge.
Du skal ikke dø - du skal leve. Uanset hvad andre siger, så har du alt mulig ret til at have det godt og få det godt. Dem, der siger andet, har selv store problemer, som de bare giver dig skylden for. DET ER IKKE DIN SKYLD! DER ER IKKE NOGET GALT MED DIG. Der et liv, der venter på dig, selvom du har det rigtigt svært lige nu. Tro på, at det kan, skal og vil blive bedre - men for at det kan blive bedre, må du søge hjælp til de virkelige problemer for at det kan lade sig gøre.
Dine psykiske problemer løser sig ikke, så længe du lever under forhold, hvor du dagligt udsættes for så voldsomme overgreb. Jeg forstår sørme godt, at din livslyst og livsglæde kan ligge på et meget lille sted. Men det KAN blive bedre og forandres, hvis du prøver at åbne dig for én, der kan hjælpe dig og fortæller, hvad du udsættes for.
Mange hilsner og tanker Helene
Ja mig som er så følsom og begynder at græde, går jo bare ind på værelset og skærer i sig selv.. For det hjælper lidt på presset, så bliver smerten flyttet et andet sted hen.. Men i det hele taget ønsker jeg ikk at dø, jeg ønsker bare få noget hjælp.. Men når man ikk kan få den, når man ber om den.. Så må jeg jo forsøge selvmord igen.. Jeg kan ikk se en anden udvej, for det hele er bare sort for mig.. Disse stemmer gør min beslutning meget nemmere..
Hjælp mig væk fra denne verden, det hele føles så lige meget nu.. Mit liv endeløst, det giver ingen ærlig mening mere.. Det eneste jeg har lyst til er at græde, at flygte fra denne onde verden.. Ville være et håb om et nyt og bedre liv.. Jeg har mistet min selvtillid og mit selvværd, hva mere ska jeg miste.. Jeg mister mig selv og mit liv, hvornår stopper dette.. Denne ondskab fra ens egen familie.. Hvornår indser de at det er nok.. Jeg gir op, HJÆLP mig.. Gør noget ved denne smerte, tag mig væk fra dette liv.. HJÆLP HJÆLP
Selvfølgeligt har du svært ved at åbne dig overfor folk. Det er klart, for du har aldrig oplevet, at det førte noget positivt med sig, hvis du var ærlig om, hvordan du havde det. Men det er fordi, de mennesker ikke har haft evnen til at lytte og forstå.
Hvorfor det gik galt med psykologen, kan jeg selvfølgeligt ikke vide. Jeg kan bare undre mig over, at der ikke er blevet gjort mere. Det er jo forkert, at der ikke fortsat er blevet gjort noget for at hjælpe dig.
Men løsningen er ikke at begå selvmord eller skære i sig selv. Løsningen er at søge et andet sted efter hjælp. Hjælpen er der - nogen gange er den der bare ikke, det første sted man prøver. Så må man prøve igen et nyt sted. Og igen: Det er meget vigtigt, at du virkeligt fortæller, hvor slemt det er. Fortæller om de ting, du bliver udsat for og som de siger til dig og hvordan du har det med det. Fortæller at du skærer i dig selv og ser syner. Jeg VED godt, at det er hamrende svært men hvis tingene skal blive bedre, er du nødt til at overvinde dig selv og gøre det. Du kan ikke få hjælp, hvis du i kke beder om den og det er så vigtigt, at du finder nogle voksne mennesker, der har mulighed for at hjælpe dig.
Jeg kan sagtens forestille mig, hvordan du har det, for jeg er selv vokset op med en familie, der var onde ved mig. Mennesker der behandler andre så dårligt forstår ikke, hvad det er de gør og derfor stopper det ikke. Man er nødt til at få hjælp udenfor familien, så andre kan få det til at stoppe. For det SKAL stoppes. Det er absolut ikke i orden, det der sker hjemme hos dig og DET ER IKKE DIN SKYLD.
Jeg fik aldrig bedt om hjælp og åbnede mig ikke for nogen, som du har gjort nu. Derfor var jeg 43 år, inden jeg endeligt fik den rigtige hjælp til at få det bedre. Så længe skal du ikke at vente. Du skal gøre noget NU.
Når du formulerer dig bedre på skrift, kan du tage en kopi med af det, du har skrevet her og så kan du vise din læge det.
Eller endnu bedre, så ringer du til Børnetelefonen så snart du har mulighed for det. Du kan være anonym. Deres telefonnummer er 116 111 og telefontiderne er: Mandag - torsdag 12-21 og fredag: 12-19. Det er gratis at ringe dertil. (Hjemmeside: http://www.bornsvilkar.dk/ForBornOgUnge ... jaelp.aspx)
Du kan også ringe til Livslinien (for mennesker med selvmordstanker). De har tlf. nr. 70 201 201 (almindelig telefontakst). De har åbent for tlf. alle dage mellem 11-23.
Disse steder lytter de til dig, tror på dig og forstår dig og de kan hjælpe dig og fortælle dig, hvad du kan gøre.
Smerten er svær at slippe af med men når du ikke står alene med den længere og du føler, at der er nogen, der kan og vil hjælpe dig, så vil det begynde at gå den rigtige vej.
Mange hilsner og tanker
Helene
jeg prøver så godt jeg kan.. Men hvis jeg ska snakke med min læge om det.. så ved jeg bare ikk rigtig hvordan jeg ska skrive det til ham... fordi at jeg bestiller tid over nettet.. så min mor ikk kan hører det.. Men jeg hader virkelig alt det her og jeg gir op nu.. jeg kan ikk mere.. Men jeg vil forsøge at bestille tid ved lægen.. aner bare ikk hva der ska stå som kommentar, eller hva det nu hedder..
Du må ikke give op nu. Nu er du begyndt at handle og gøre noget, så tingene kan blive bedre. Du har åbnet dig, du har skrevet herinde og du er ikke alene om det længere. Du er ved at finde ud af, at der ER hjælp at få. Jeg forstår virkeligt godt, at det er meget svært og virker uoverkommeligt - men du MÅ IKKE give op nu, hvor tingene faktisk kan begynde at forandre sig og blive bedre. Jeg ved godt, at man også kan blive frygteligt bange for, hvad der så vil ske men det kan kun blive bedre.
Det er en god idé at bestille tid hos lægen over nettet. Desværre er der vist bare lidt længere ventetid, når man bestiller tid over nettet, men det vigtigste er, at du får det gjort.
Til kommentarer til lægen kan du f.eks. skrive, at det handler om dine hjemlige forhold. Hvis din far stadigt slår dig, så kan du skrive, at du udsættes for vold. Eller du kan skrive, at det handler om, at du udsættes for fysisk og psykisk vold derhjemme. Eller du kan skrive, at du ikke vil leve mere og skærer i dig selv og er begyndt at få hallucinationer og at du ikke kan holde ud at leve sådan længere. Fortæl sandheden. Jeg ved godt, at det kan føles ganske forfærdeligt at sætte ord på og fortælle det til andre men det er desværre nødvendigt.
Desuden vil jeg foreslå dig, at du printer dine indlæg her fra ND ud og tager med til lægen.
P.S.: På Børns Vilkårs hjemmeside er der også en brevkasse og en chat, som man kan bruge i stedet for at ringe til Børnetelefonen. http://www.bornsvilkar.dk/ForBornOgUnge ... jaelp.aspx
Mange hilsner og tanker
Helene
Nu har jeg bestilt tid ved lægen. På den måde glæder jeg mig til det og på en måde ikk.. Så er spændt på at se om jeg kan holde ud indtil på torsdag i næste uge.. Jeg bruger tit børnechatten og skriver også inde på girl talk, har prøvet engang at skrive inde op livslinien.. Men jeg føler ikk rigtig at det har hjulpet i nu.. Men det hele det er så svært for mig at indse, for jeg kan kun se negativt på det hele og det gør jo ikk lige frem noget af det bedre.. Selvom at der sker noget godt.. Så er det stadig kun negativt.. Derfor kan jeg ikk se nogen mening i livet mere..
Hvor er det godt, at du har fået bestilt en tid. Godt gået. Giv dig selv et stort klap på skulderen for det, det fortjener du :-)
Nu har du holdt ud i så mange år, så må du sige til dig selv, at du også kan og vil holde ud til næste torsdag. Hvis du har brug for at skrive herinde i mellemtiden, chekker jeg ND flere gange om dagen. HUSK: Du er ikke alene.
Selvfølgeligt kan du da kun se negativt på det hele. Det ville da være mærkeligt andet. Når man lever under forhold, der er skadelige for én, så kan man ikke fokusere på det positive - og det skal man heller ikke, for så bliver man jo bare ved med at leve med alt det dårlige og bare prøve at lade som om, man har det godt alligevel. Det får man det ikke bedre af for man har jo stadigt ikke fået løst problemerne.
Man får det ikke bedre af at tænke positivt, når tingene vitterligt ikke er positive. Hvad hjælper det, at der sker nogle små gode ting, når de store og virkeligt vigtige ting er rigtigt dårlige? Før du kan få det bedre, må din konkrete livsituation forandres, så du ikke længere udsættes for overgreb. Først når du lever under gode, trygge forhold, kan der blive plads til, at du kan blive glad og få det bedre.
Men du har helt ret - når man ikke kan få øje på det positive i livet, så virker livet meningsløst. Derfor er det så vigtigt, at vi får ændret de ting i livet, der ikke er gode for os. Ikke ved at lade som om, det dårlige ikke findes (for så får vi ikke ændret det dårlige) men ved at sørge for, at vi rent faktisk ikke skal leve med noget, der ødelægger vores helbred.
Mange tanker og hilsner
Helene
Lige nu, hvor du står midt i noget rigtigt lort, er det selvfølgelligt svært at se, at det kan blive bedre og det kan være svært at forstå, hvorfor du skal leve videre. Som du skriver... ingen vil savne dig. Men der vil være mennesker, du endnu ikke har mødt, som kan vise dig, at livet også kan være vidunderligt dejligt og værd at leve. Du har så meget glæde og kærlighed til gode i din fremtid.
Vi har alle sammen en ret til at leve. Vi har alle ret til et godt liv. Vi har alle ret til glæde og til kærlighed. Nogle er heldige og får det foræret som børn men det gælder langt fra alle. Vi er mange, der har skulle kæmpe for at få et godt liv men så bliver man også så meget gladere, når tingene bliver gode, for så skønner man virkeligt på det.
At du ikke har haft den bedste opvækst, betyder ikke, at du ikke kan få et godt, meningsfyldt liv med kærlgihed og glæde i fremtiden. Mennesker har en utrolig overlevelsesdrift. Vi kæmper virkeligt for at overleve og det er håbet om noget bedre, der holder os i live, når alting bliver for svært. Så længe vi ét eller andet sted tror på, at det kan, skal og må blive bedre, er der håb. Et liv uden kærlighed og glæde kommer til at virke meningsløst, men fordi du ikke måske ikke har oplevet kærlighed og glæde i dit liv endnu, betyder ikke, at du aldrig får det.
Da jeg var 13 år forsøgte jeg første gang at begå selvmord, men jeg kunne ikke, for det gjorde for ondt. Jeg bebrejedede mig selv, at jeg var for svag
til at kunne klare den smerte og ikke engang kunne finde ud af at dø. Det var da virkeligt et bevis på, hvor uduelig jeg var.
Da jeg var 18 år prøvede jeg igen men det lykkedes stadigt ikke. Da jeg var 25 prøvede jeg for 3. gang men det gjorde stadigt for ondt.
Alle tre gange ønskede jeg virkeligt at dø men i dag, hvor jeg er 49 år, er jeg virkeligt glad for, at det ikke lykkedes. I dag føler jeg, at livet trods en meget hård barndom og ungdom og mange problemer har haft meget godt til mig. Hvis jeg dengang havde fået taget livet af mig, havde jeg f.eks. ikke oplevet at blive mor og jeg havde ikke nået at opleve kærlighed og glæde. Jeg havde heller ikke siddet her og skrevet med dig i dag. De erfaringer, jeg fik som barn, gør mig i stand til at forstå dig i dag - og måske kunne hjælpe dig lidt. På samme måde kan dine erfaringer måske engang gøre, at du bliver i stand til at hjælpe andre, der har brug for det.
Jeg kan love dig, at jeg har følt, at livet var meningsløst og jeg har bestemt også ønsket, at jeg aldrig var blevet født. I dag har jeg fundet meningen med mit liv og i dag er jeg glad for, at jeg blev født.
Jeg tror, at der er en god grund til, at vi alle er blevet født. Dit liv har en mening - også for andre. Vi er alle som brikker i et kæmpestort puslespil og hvis én brik forsvinder, så kan puslespillet ikke blive lagt helt færdigt.
Da jeg var 13 år, skabte jeg et motto for mig selv: 'Det kan, skal og må blive bedre, for sådan her kan jeg ikke leve'. Og så begyndte jeg, så godt jeg kunne, at arbejde for at skabe mig et bedre liv. Dit liv kan, skal og må også blive bedre, end det er nu, for sådan her kan du ikke leve. Det betyder ikke, at du skal dø men at du selv skal kæmpe for, at det bliver bedre. Tro på, at der venter dig noget bedre i fremtiden og at det er værd at kæmpe for. Hvis du virkeligt tror på det og arbejder for det, så er der også al mulig grund til at tro på, at det bliver sådan. Du er kun 16 år. Mange ting kan og vil ske. Det fortsætter ikke sådan her. Slet ikke nu, hvor du søger hjælp og selv begynder at forandre dit liv. Det bliver bedre.
Mange hilsner og tanker
Helene