Søg
Tilmeld dig
Oplysningerne må på ingen måde tages som erstatning for kompetent professionel rådgivning eller
behandling af autoriseret læge.
Indholdet på Netdoktor.dk kan ikke bruges som basis for at stille diagnoser eller fastlægge behandling.
Netdoktor.dk - All rights reserved. Netdoktor.dk is a trademark © Copyright 1998-
-
Kontakt Netdoktor
- Netdoktor Media
- Møntergade 19
- 1140 København K
- CVR: 28 68 61 37
Kommentarer
Det ved jeg godt, at man tror.
Men i virkeligheden er det lige omvendt. Mange andre vil forstå dig meget bedre, end du selv gør. Det er fordi, du ikke forstår dig selv og nok oplever, at din familie heller ikke forstår dig, så tror du heller ikke, at nogen andre vil kunne forstå dig.
Men du tager fejl - en psykolog vil kunne forstå dig rigtigt godt og vil kunne hjælpe dig, så du også kommer til at forstå dig selv bedre. Og hvis der er noget psykologen ikke forstår, så vil han eller hun spørge dig og så får du mulighed for at forklare det.
Silvana, måske føler du, at du er den eneste i hele verden med netop de problemer, du har. Men det er du ikke. En psykolog vil have mødt rigtigt mange mennesker der har det nogenlunde, som du har det.
Kærlig hilsen Helene
Jeg er en pige på 25 år, som er psykisk syg. Jeg begyndte i starten af puberteten at få "mærkelige tanker"; og som du beskriver, var det især meget negativ tænkning, som jeg ikke kunne få ud af hovedet, og det var drømme/fantasier som forfulgte mig selv når jeg var vågen.
Jeg vil på ingen måde udtale mig om din religion, da jeg ikke selv er religiøs.
Jeg vil sige til dig (og alle andre unge med lignende tanker), at du må og skal tale med din læge eller med skolens psykolog om det her. Og det skal du gøre snarest. For det første er det ikke noget du skal gå med alene, og dine forældre ved formentlig ikke hvordan hverken du eller de selv skal håndtere det. For det andet, så er det, som du selv er inde på, muligvis en form for psykisk lidelse, og sådanne skal have den rette behandling hurtigst muligt.
Du skriver, at du frygter, at det er OCD. OCD kan ganske rigtigt være en meget invaliderende lidelse, men jeg vil lige påpege, at den og alle andre psykiske lidelser kommer i utrolig mange sværhedsgrader. Nogle lettere at behandle end andre; men fælles for dem alle er, at der skal fagfolk til at vurdere og behandle.
Det er mere normalt end du måske lige tror, at puberteten bringer store spørgsmål og ændringer i verdensopfattelsen med sig. Jeg vil ikke vurdere, om du lider af OCD, af depression eller "bare" er inde i en turbulent pubertetsperiode, men jeg syntes helt bestemt at det du beskriver, kunne tyde på at der foregår noget som du ikke selv kan overskue. Derfor skal du tale med din læge om det; og være helt ærlig!
Sidst men ikke mindst vil jeg sige dig, at det er en god ting at være opmærksom på om der er noget der ikke er helt som det skal være. Det er også godt, at du formår at beskrive det og dele det med andre her. Og det er måske ISÆR godt, at du deler det med dine forældre. Du er blot nødt til at lade en læge vurdere det hele for dig; for hverken du selv, dine forældre eller jeg er kvalificerede til at vurdere hvilken eventuel lidelse du har.
Du kan sagtens fortælle lægen, at du er bange for, om du måske har fået OCD eller en depression, og så derefter fortælle hvordan du har det. Det er måske den letteste måde at begynde samtalen på :-) Hvis du har mod på det, kan du også sætte dig og skrive ned hvad det er du går og oplever, og vise det til lægen.
Vil du gøre det?
De allerbedste tanker herfra :-)
Jeg søgte ikke selv hjælp dengang da det hele begyndte, og det var en STOR fejl. Selv om problemerne forsvinder eller karakter, betyder det ikke at de er væk. Tværtimod giver du problemerne større plads til at blive værre ved at vente - så søg hjælp. Når din egne læge er syg eller holder ferie, så kan du få en tid hos en anden. Men jeg syntes også, at du skal tale med skolens studievejleder, sundhedsplejerske eller psykolog. Start med at bede om at tale med en af dine lærere som du godt kan lide, så kan vedkommende hjælpe dig med at få fat i de rigtige :-)
Men nu skal i hør hvad mit problem er helt rigtig.
Det er sådan fordi har haft det her i rigtig lang tid nu og det ligesom det blev værre og værre jeg kan ik genkende mig selv mere.
jeg har altid haft et håb for jeg få det bedre nu er mit problem fx nu er det sådan fordi hvis nu jeg tænker på noget og tænker tænk hvis jeg lav det også siger jeg til mig selv inderst inde nej hvor du dum du jo ik sådan, så efter glemmer jeg det så kommer det igen. det er sådan nu fordi i går diskuteret vi bare sådan om de der der drabte børn og mennesker osv, og den min tænkte jeg tænk hvis jeg lav noget dumt men altså sådan er jeg ikk self ik jeg er en klog pige og jeg vil gerne have et godt liv men det er sådan fordi nu jeg kender en dreng og kender ham nu i rigtig mange år og vi skriver sammen, så lige pludeslige tænkte jeg på ham og tænkte tænk hvis nu vi blever gift og tænk hvis jeg gjort ham noget ondt? altså det jo latterligt det siger jeg til mig selv seriøst jeg fatter det ik jeg elsker ham og jeg vil gerne have et godt liv med ham og få børn osv men det bare de der dumme tanker der kommer i hovede på mig os hvis det noget andet jeg tænker på så kommer det , det i mit hovede noget dumt altså det er så irreterende jeg har aldrig aldrig i mit liv været sådan før jeg var så glad og tænkte altid når jeg blever gift med ham og have børn og have et godt liv men nu? hvad er det jeg tænker på nu at gør ham noget ondt altså jeg fatter det ik seriøst det gør jeg ik jeg kender mig ik mere tænkt jeg er er blevet syg eller noget jeg er rigtig bange rigtig rigtig bange, og ked af det det ligesom det er en rigtig forfærdligt drøm og jeg vil have nogen skal vække mig så jeg skal bare sige puha det væk fordi jeg ved godt jeg er ik sådan jeg skal gør nogen ondt og speciel ham jeg skal måske leve resten mit liv med eller min familie og menneskerne self jeg er så knust inderstinde
Med venlige hilsen silvana
Tager jeg fejl, når jeg tror, at du altid tidligere har været en meget pligtopfyldende, sød, smilende, glad, venlig, forstående pige, der gerne vil gøre andre glade og tilfredse?
Men hvad gør du så, når du bliver rigtigt godt vred? Når du bliver ked af det? Når andre siger eller gør ting, du ikke bryder dig om? Hvad gør du, når du mener noget andet end andre mener? Kan du sige 'nej' og sige, at du hellere vil noget andet eller at du er uenig med andre? Kan du sige, at du mener, at andre tager fejl?
Jeg tror ikke, at du har så let ved at blive vred på andre. Du bliver nok vred på dig selv i stedet for. Jeg tror heller ikke, at du viser det, hvis nogen gør dig ked af det. Jeg tror heller ikke, at du kan sige til andre, hvis du er uenig med dem eller hvis du hellere vil noget andet, end andre vil eller hvis du mener noget andet, end andre mener. Jeg tror, at du har meget svært ved at sige 'nej'. Jeg tror også, at du gør rigtigt meget for at gøre andre tilfredse.
Hvis jeg har ret, så er det din vrede og dine sårede følelser og alle de gange, du har smilet, hvor du allerinderst inde havde lyst til at blive rasende eller sige noget grimt eller græde, der nu kommer ud som de 'underlige' tanker og følelser, du ikke selv forstår og derfor bliver bange for.
Du er ikke noget ondt menneske - det er jeg fuldstændigt sikker på og det ved du også selv. Men derfor har du alligevel vrede i dig. Det har alle mennesker. Det er meget usundt for mennesker, hvis de altid skal være søde, glade, smilende, venlige, positive og ikke har lov til at blive vrede, kede af det, sure, irriterede, gale, triste o.s.v.
Alle de 'dårlige' følelser vil ud på én eller anden måde. Hvis du er meget bange for at blive vred eller sur eller ked af det o.s.v., så kan man ligefrem blive syg af det. Så kan man også komme til at forestille sig, at man f.eks. slår nogen ihjel eller gør nogen fortræd, selvom man i virkeligheden aldrig kunne drømme om at gøre nogen ondt.
Hvis jeg har forstået tingene rigtigt, så kan du nok se, at det ikke er fordi, der er noget galt med dig. Så det behøver du ikke at være bange for. Hvis jeg har ret i det her, så skal du 'bare' lære, at det er helt normalt at kunne blive vred og kunne blive ked af det og det er i høj grad sundt at kunne sige 'nej' og kunne sige sin mening. Også selvom andre måske mener noget andet eller ikke kan lide, at man viser, hvordan man virkeligt har det.
Jeg skriver det her til dig, fordi jeg håber, at det måske kan få dig til at forstå, at der IKKE er noget galt med dig, selvom du har disse tanker og følelser, du ikke selv forstår.
Men det kan selvfølgeligt være, at jeg tager fejl?
Kærlig hilsen Helene
Du må og skal have styr på det her. Med hensyn til, at lægen ikke tog dig alvorligt; fik du fortalt rigtigt hvordan du har det? Det er vigtigt, at du fortæller det hele; fortæller hvad det er for en slags tanker du har, hvad det er for nogle ting du er bange for og om der er andet der bliver påvirket af det her. For eksempel om det er svært at passe skolen, om du har ondt i maven eller hovedet eller om du har lyst til at skade dig selv.
Du undlod at svare på, om du vil tale med nogen på skolen. Det tolker jeg som at du ikke vil gøre det. Det vil være en fejl ikke at have en du har kontakt til i hverdagen med ind over det her. At tale om hvordan du har det er vejen mod at få det bedre.
Hvad er det for en fyr du er vild med? Du skriver, at I har skrevet sammen - betyder det, at det er en du kender og sms'er med, eller en du har mødt på internettet og ikke kender i virkeligheden?
Hvordan gik det med lægen?
VH
Og Kære anne ja den dreng jeg kender har set ham i virkeligheden vores familie kender hinanden hans fætter er gift med min faster, så vi kender hinanden rigtig godt. Så det er lige det hvordan jeg har det nu,med at gør ham noget ondt det ku jeg aldrig i mit liv finde på at gør jeg vil altid be for ham og for alle sammen, men det bare mine tanker de er så underlige og kan ik styre de dumme tanker vil bare væk fra dem
Jeg tror slet ikke, at du har forstået, det jeg har skrevet til dig. Prøv at læse igen, hvad jeg skrev var årsagen til dine tanker.
Derfor er det vigtigt, at du sidder overfor et menneske, der kan forstå dig og som kan tale med dig og som kan få dig til at forstå det her.
Det er IKKE dine tanker, der er noget galt med. Der er noget galt med altid kun at tænke på andre og ikke tænke på sig selv. Der er noget galt, når man altid skal være smilende, venlig, positiv, sød og glad.
Du er der for andre - men du er der ikke for dig selv.
Du kan IKKE slippe væk fra dine tanker. Men dine tanker forsvinder mere og mere og holder op med at genere dig, når du holder op med at være 'så sød og god' og også begynder at være vred, gal, ked af det og kunne sige 'nej'.
Kærlig hilsen Helene