Under påvirkning 3

Maj777

Kære Linette

Jeg læser hvad du skriver og det gør indtryk (bare en kommentar så du/i ikke tror jeg bare er ligeglad nej ...men man kan godt blive stille og tænke over det forskellige).
Først: Det er godt at høre at du mødte den familie og lærte af det og havde det godt der.

Nu kan jeg huske specielt en ting du skrev ...og som gik lige ind for jeg forstod hvilken a bombe virkning episoden havde på dig. Det er mærkeligt at nogen har oplevet ting der i den grad ligner det jeg har oplevet - du skrev at (nu beskriver jeg det bare hurtigt og overfladisk ...for jeg kan dårligt li at berøre ordene men du ved hvad det betød) at hun havde nægtet at tage din hånd og du næsten var blevet grænsep af det.

Det (også det) satte farligheden i dette samvær "på spidsen" - jeg har været ude for noget olign hvor min mor fortalte at min moster ikke ville have mig med til sin begravelse fordi jeg var en "møgtøs og altid havde været det"
der knækkede filmen også indeni i mig og mit hjerte og sind stod på overload ..det var for meget. For det kom som lyn fra en klar himmel og uden grund.

Det skal sige at jeg aldrig har gjort denne moster noget som helst (ja jeg har ikke gjort nogen ..noget- kun mine forældre hvem min opførsel "tit har såret specielt for 30 år siden?????????). Et oprør der i den grad skadede mig selv.

Sådanne folk som dem ...er jo dødsensfarlige? Det kan jeg jo læse ud fra de ord vi hver for sig skriver? Hvis ord ku bløde af smerte så var det her jo ulæseligt?

Denne her smerte satte jo en i totalt mentalt bakgear ? Og rækker stadig sine fangearme ud ?
Dog går det igen at vi elsker vores børn overalt på jorden - og ikke - bare ikke kan fatte at nogen har kunnet og kan handle sådan.

Nå sku bare have skrevet to linjer .

Maj

Linette1

Maj, for god ordens skyld, skal siges, at en grænsepsykose er noget der har ligget og lumret fra jeg har været meget lille.
Man kan sige, at man sætter et flot tag på en vakkelvoren rønne. Ved stormvejr blæser taget af.
For mit vedkommende havde jeg erfaret en anden måde at være familie på, men min familie var jo stadigvæk den samme, og fundamentet jeg satte mit "bedre liv på" var ikke stabilt.
Men det betød, at jeg fik et bedre socialt ståsted, som gjorde at jeg havde mulighed for at bringe fundamentet i orden.

Helene2

Hej Maj

Det er godt, at det giver stof til eftertanke. Forstår udmærket, at du ikke orker at kommentere nærmere. Du har jo sandelig fået rigeligt med in-put...

Ja, smertens fangarme holder én fast, til man får gjort sig fri af dem. Og ja, den slags mennesker er farlige for andre - ialtfald for deres børn. I forhold til andre, stærkere mennesker, er de næppe særligt farlige. Tværtimod er de som oftest bange for mennesker, der har stærke grænser og kan finde ud af at begå sig i verden og som er alt det, de ikke selv er. Men det er let nok at være stærk gennem (psykisk eller fysisk) vold overfor mennesker, der er svagere end én selv - og det er ens børn altid.

Jeg kan ikke lade være med at kommentere, det du skriver: 'Et oprør der i den grad skadede mig selv'. Ja, måske... skadede i dit forhold til din familie men vel gavnede i forhold til dig selv? Jeg ser da oprøret som et stort sundhedstegn - uanset konsekvenserne.
Jeg gjorde selv et lille oprør, da jeg som 10 årig vovede at komme med et lille, ynkeligt 'nej' til min fars seksuelle krav. Det lille 'nej' fik sandelig store konsekvenser, for han accepterede absolut ikke et nej, så alting blev værre. Men gaven i det ser jeg nu, 38 år senere. Nu forstår jeg, hvor enormt modigt det var, at jeg som 10 årig turde sige 'nej'. Det viser mig i dag, at jeg altså var i kontakt med følelsen af, at det IKKE var okay, det han gjorde og at jeg IKKE ville det. I betragtning af, hvor udslettet, undertrykt og rædselsslagen jeg var, er det helt utroligt, at jeg har haft styrken og modet til at komme med et nok så lille 'nej'. Det var altså en dybt begravet styrke i mig selv (også som 10 årig), som jeg har fået tilbage ved at huske dette oprør. En del af kernen i mig selv.

Da jeg var 14½, var min far død, så det var muligt for mig at gøre oprør mod min mor - et gigantisk pubertetsoprør. Det havde store omkostninger for mig selv, for jeg kom ind i miljøer, der ikke var gode for mig. Jeg kunne jo ikke omgås mere velfungerende mennesker. Jeg lavede mange ting i de år, som var rigtigt dårligt for mig selv og har medført megen skam. Men det var alligevel en gave, for det viser mig også i dag, at jeg VILLE mig selv, jeg VILLE min frihed, jeg VILLE min selvstændighed. Jeg valgte at gøre, hvad der på det tidspunkt var det bedste, jeg kunne gøre for MIG udfra de forudsætninger, jeg havde.
Jeg var hamrende bange for min mor, da mit oprør mod hende startede, men jeg vovede at trodse hende og følge min egen vej. Det viser mig igen, at jeg trods min udslettelse havde et enormt mod og en enorm styrke gemt indeni mig.

Der er en gave i alting, hvis man kigger godt efter. Garanteret også i dit oprør. For i oprøret har der været styrke, mod og tro på dig selv. Præcist de ressourcer man har brug for til at fordrive smerten.
'Enhver gave man ikke tager imod, bliver en forbandelse' - citat Paulo Coelho i bogen 'Alkymisten'.


P.S.: For en god ordens skyld vil jeg lige sige, at jeg ikke rettede mit indlæg efter at have læst dit indlæg, Linette. Vores indlæg har krydset hinanden. Havde jeg haft læst dit svar først, ville det ikke give mening, at jeg skrev, som jeg gjorde.


Hilsen Helene

Maj777

Kære Helene,

Jeg havde faktisk skrevet et brev til dig forleden - som je gså slettede igen da jeg ikke synes jeg skrev noget - jeg gav dig bare ret osv.

Og du har jo ingen glæde af at genlæse et brev fra dig selv med mit "Ja det syns jeg også osv".Så det slettede jeg.

Det gør mig ondt det med din far - jeg forstår ikke hvad glæde en voksen mand kan have af en 10 årig eller dem der er mindre - og slet ikke en far.

Jeg ønsker altid at barnet - melder dem og at de straffes. Jeg har ingen indsigt i det her område. Men fra hvad jeg har set ved jeg at det vist er de færreste der "orker det " og det lader til at det altid er ofrene der sidder tilbage med den største skyld og skam.

En gåde - men også en fællesnævner?

Du skriver " at de er som regel enormt bange for folk der har grænser (i dit brev) ...og hvor har du ret. Kun barnets grænser tør de gå ind over...for det er for lille og forsvarsløst.

Det er så en fællesnævner for alle der går efter andre - de lader de stærke være? For f...hvor er det dog usmageligt.

Men hvordan gør man sig så modstandsdygtig over for sådan nogen?

Helene2

Kære Maj

Jeg har også været begyndt på dette svar til dig nogle gange og slettet igen. Det er ikke altid lige til at finde de rigtige ord.

Der er ingen gåder – men mange spørgsmål der findes svar på.

Overgreb af enhver karakter handler altid om magt kontra afmagt. Krænkere er meget magtesløse mennesker, der har fundet en måde at håndtere deres magtesløshed på. Desværre en utrolig destruktiv måde, hvor de giver magtesløsheden videre. Men det er som at tisse i bukserne for at holde varmen. Det luner kun et øjeblik, så er de nødt til at gøre det igen. Mekanismen i ethvert misbrug.

Derfor afhænger det sete af øjnene, der ser. Om krænkende adfærd er usmagelig, om det er en sygelig adfærd eller en forudsigelig følge af traumatisering - det kommer helt an på, hvem man spørger.
Der er mange fællesnævnere. Også krænkere har engang været ofre og mange ofre bliver krænkere. Det er også en fællesnævner, at intet menneske indleder en magtkamp mod nogen, der er stærkere end dem selv og som de ikke på forhånd regner med at kunne vinde. Alle vælger deres kampe og deres modstandere med omhu.

Når man føler skyld overfor noget, man logisk og objektivt set er uden skyld i, er det offerets forsvarsmekanisme. Ligesom ulogisk uskyld er krænkerens forsvarsmekanisme. Begge dele er lige urealistisk. Så længe det handler om skyld, låses begge parter fast. Skyld binder krænker og offer til hinanden med et meget negativt bånd.
Der findes andre og mere brugbare forklaringer end skyld. I stedet for skyld kan man tale om ansvar. Skyld er destruktiv og låser fast – ansvarlighed er konstruktiv og gør fri. Når nogen påtager sig ansvaret for at ændre og forandre ved at starte med sig selv, så brydes de negative mønstre og den sociale arv.

Derfor er det sidste spørgsmål, du stiller utroligt vigtigt: Hvordan gør man sig selv modstandsdygtig mod krænkere? Det er netop med den tankegang, at man skaber positive forandringer.
Problemet er bare, at løsningen er så svær. Den er, at man får helet og opbygget de grænser, der er blevet nedbrudte. Det er de manglende grænser, skabt af grænseoverskridelser og krænkelser og frygten der følger med, der er årsagen til, at problemerne fortsætter. Når man får helet og repareret sine egne ødelagt grænser og sluppet frygten, så stopper det. Så er man modstandsdygtig.

Krænkere mangler selvkontrol og evne til at sætte grænser for sig selv og begrænse sig. For ikke at føle det som deres eget kontroltab, har de brug for at kunne styre og kontrollere andre med det. For at kunne bruge deres eget kontroltab som en styrke, må de kunne mærke, at de har magt til at gøre andre svage.
Når krænkere møder mennesker, de ikke kan styre, som er afgrænsede, selvkontrollerede, selvsikre og ikke er til at bringe i affekt, så bliver de usikre, underlegne, føler sig mindreværdige o.a. Alle de følelser vi andre også kender så godt.
Så selvfølgeligt holder krænkerne sig fra mennesker, der udstråler indre ro og styrke og som ikke er bange for dem. Omvendt vil mennesker med stærke grænser heller ikke tiltrækkes af eller have lyst til at omgås mennesker, der har en respektløs, grænseoverskridende adfærd. Så beskyttelsen virker dobbelt. Man tiltrækker simpelthen ikke længere hinanden. Når der ikke længere er nogen tiltrækning, er der heller intet reelt tab. For hvad er det egentligt man mister? Har man fået noget, man vil savne?

Så det er en hård kur, man skal på for at blive modstandsdygtig. For man får jo ikke 'bare lige' opbygget stærke grænser. Man er nødt til at gøre præcist det modsatte af det, man plejer – som tydeligvis ikke virker. Man må gøre alt det, man ikke tør, alt det man ikke kan, være alt det, man tror, man ikke er: Stærk, modig, tro på sig selv. For at kunne gøre det, må man først og fremmest have viljen til at kæmpe for sig selv. Man må være i stand til at vælge sig selv. Så får man også den gigantiske belønning, at man bliver sin egen bedste ven – måske endda sit livs største kærlighed.

I en sådan proces må man have nye styrkende og bekræftende in-put udefra. Det kan man få på mange måder. Terapi er selvfølgeligt vigtigst, når man er skadet. Men også viden er vigtig. Den giver indre styrke, bekræftelse, sikkerhed og tro på sig selv. Disse to bøger har betydet meget for mig på forskellige tidspunkter. De kan lånes på biblioteket.
Det er 'Kvinder der elsker for meget' af Robin Norwood (http://www.borgen.dk/product.asp?product=541)
Den anden er 'Enneagrammet' af Helene Kongsbach (http://www.makani.com/dansk/index.php/A ... ammet.html).

Jeg ved godt, at det nok lyder meget upersonligt og rationelt alt det her, men det kan være meget godt at komme lidt ud af følelserne og prøve at se tingene mere udefra. Det kan være nødvendigt, at lægge lidt afstand til den personlige påvirkning og i stedet blive bevidst om de mekanismer, det handler om. At øve sig i at være en flue på væggen og bare observere, kan være en udmærket øvelse :-)

Mange hilsner Helene