Søg
Tilmeld dig
Oplysningerne må på ingen måde tages som erstatning for kompetent professionel rådgivning eller
behandling af autoriseret læge.
Indholdet på Netdoktor.dk kan ikke bruges som basis for at stille diagnoser eller fastlægge behandling.
Netdoktor.dk - All rights reserved. Netdoktor.dk is a trademark © Copyright 1998-
-
Kontakt Netdoktor
- Netdoktor Media
- Møntergade 19
- 1140 København K
- CVR: 28 68 61 37
Kommentarer
Der er en ting jeg undrer mig over, og jeg siger det ikke for at genere jer, men bare for at stille et spørgsmål.
Når nu i er kommet frem til hvad der er problemfyldt for jer, og i mener at have fundet årsagen, gør i så noget for at dykke endnu et skridt ned i fortiden for at forstå jeres forældrer?
Jeg mener her, at i er jo ikke mere børn, så må man også kunne komme ud over problemet med at kræve at være et barn, eller "få" af sine forældrer som et barn.
Jeg har selv haft en vanskelig opvækst, jeg har betalt en formue til psykolog, så jeg kender godt turen.
Men på et tidspunkt skal psykologen også lære jer at være "kærlige børn". I skal for at komme videre, kunne sætte jer ind i jeres forældres liv, forstå hvor svært livet har været for dem, og alligevel har de trods alt formået at sørge for jer. Ikke på den måde i ville have eller ønskede, men i fik hvad de formåede at give jer. De kan sagtens have elsket jer, omend på en forkvaklet måde, men de har sikkert ikke haft andre muligheder, de har ikke lært andet.
Hvis i fastholder at jeres problemer skyldes jeres forældres adfærd, så skyldes deres adfærd jeres bedsteforældres adfærd.
Når i ved hvor svært det er at leve med, så burde det blive lettere at leve med jeres forældre og forstå at deres vanskeligheder skyldtes deres opvækst.
Det med at blive "påvirket" af psykisk syge mennesker det kender jeg godt. Jeg oplevede det med min svigermor. Jeg kunne ikke forstå det.
Min psykolog forklarede det på den måde, at min psyke var meget åben, altså påvirkelig, derfor reagerede jeg på hendes sygdom, selvom hun ikke direkte gjorde mig noget.
Da jeg forstod dette, kunne jeg være sammen med hende i "stilhed". Det gav hende åbenbart en ro, som fik hende til at fortælle om sig selv og sit liv.
Jeg fyldtes med en meget stærk medfølelse. Det lukkede tilsyneladende den påvirkning jeg følte hun havde på mig.
Jeg havde forandret mig.
Jeg havde først skrevet et meget langt svar til dig, men har valgt at redigere det, da jeg egentligt synes, det hører under en ny tråd.
Jeg forstår godt, hvad du mener og er enig med dig et godt stykke vej, men jeg synes, du forenkler problematikken.
At forstå andre, kan meget let blive på bekostning af sig selv, hvis man ikke er nået dertil, hvor man har grundlaget for forståelse. Det er en forståelse, der bliver bygget op gennem en lang forudgående proces. Det tager tid og er hårdt arbejde, før man FØLELSESMÆSSIGT kan forstå BÅDE andre og sig selv, for der er jo også en pris at betale for den forståelse.
Der er langt mellem en rationel erkendelse af, at man er voksen og selv har ansvaret for sit liv og til en følelsesmæssig erkendelse af det. Dernæst skal man have ressourcer til at kunne handle på det og integrere erkendelsen og dernæst skabe de forandringer, der er nødvendige. Det kræver rigtigt meget professionel hjælp, det har du jo selv oplevet.
Desværre er denne hjælp ikke umiddelbart tilgængelig - som du selv er klar over, så er privat terapi hamrende dyrt og den behandling, det etablerede system yder til denne slags problemer er nærmest ikke-eksisterende.
Man kan aldrig sammenligne sin egen proces med andres og det der har hjulpet én selv, hjælper ikke nødvendigvis en anden. Man må tage udgangspunkt i hvert enkelt menneskes livssituation og hvor vedkommende er i sit eget liv både helt konkret men i høj grad også følelsesmæssigt og 'udviklingsmæssigt'.
Hilsen Helene
På baggrund af den erkendelse må man videre.
Små børn der bliver indlagt på sygehus, bliver meget let traumatiseret. Hvis man ikke indlægger, lider børnene, eller dør måske.
Det er en af grundene til, at man i vore dage indlægger børn med en forælder. Det samme kan ske, når små børn må tilbringe mange timer i vuggestue eller børnehave før de er parate til det. De kan føle sig forladte.
Det er så her man skal nå frem til den erkendelse, at man har selv valgt, omend det var et barnligt valg truffet af en umoden psyke og for en voksen et katastrofalt valg.
Jeg ved om nogen hvordan man forsvarer sig i lange tider imod at tage et personligt ansvar for sit eget valg eller om man vil, at man følelsesmæssigt gik i stå, fordi man stædigt var afvisende eller vred på dem (forældrene) som barnet følte sig svigtet af.
Når barnet så kommer i den forfatning, så kan det selv fremprovokere uheldige episoder for sig selv og sine forældrer. Det er naturligvis forældrenes ansvar ikke at lade sig provokere, men barnet vil stadigvæk føle sig svigtet og måske fortsat være afvisende.
Har man så nogle forældrer der selv er i en "mangeltilstand" så kan denne afvisning fra barnets side afstedkomme mange lidelser hos både børn og voksne.
Jeg siger ikke, at det er barnets skyld, det er ingens skyld, det sker bare.
Jeg har lige rettet i mit tidligere indlæg til dig. Dit svar og min rettelse har krydset hinanden.
Men igen - jeg er enig med dig. Det jeg stejler lidt imod er, at jeg oplever, at du ikke tager udgangspunkt i, hvor andre er nået til men så at sige foregriber begivenhedernes gang. Der er lang vej at gå, før man når dertil, hvor du er.
Hilsen Helene
Og det er vel i bund og grund det, man skal. Jeg kan følge dig, Linette. Jeg har lagt tingene så langt bag mig, som jeg overhovedet kan. I lighed med Maj, har jeg ikke været udsat for overgreb, ”bare” nogle forældre, som var totalt ligeglade med deres børn og deres følelser.
I dag giver jeg min mor al den varme og kærlighed, jeg er i stand til – og nej, det er ikke meget, men det er, hvad jeg føler, jeg skylder hende, og så synes jeg endda jeg går langt. Min bror er som nævnt stået fuldstændig af. Min mor har fødselsdag i dag og jeg har lige ringet til hende, og ja, så er man lige lidt nede igen. Hun skal fejre dagen – igen, igen - helt mutters alene. Hun har måske haft nogle bekendte, men de er jo for længst blevet jaget væk, og hun har stadig ikke fattet, at det er hende selv, der jager dem væk, og nu er hun 79, så mon ikke vi skal opgive, at hun nogen sinde får den indsigt? Jævntlig har jeg fået historier om bekendte, som hun har haft og som er forsvundet igen, og altid, altid var det fordi, det var de andre, der var noget galt med. Tænk, at leve i 79 år, og så aldrig have gjort noget som helst forkert? Akja.
Maj, du synes at jeg alligeel skal lære at nyde julen, og nej, det kommer jeg nok aldrig til – men det er dog lykkedes mig at skjule det så meget, at mine børn nyder de dage. Tænk lige på, at jeg – selv om jeg bare skal glemme hende – ved, at hun år efter år, sidder helt mutters alene og holder jul. Jeg ringer gerne sidst på eftermiddagen Juleaftensdag (mit årlige supermareridt!!) for at ønske glædelig jul, og jeg er ved at brække mig. Jeg ved, hun sidder lige ved siden af telefonen og venter på, at jeg skal ringe. At hun bare en ene eneste gang skulle finde på at ringe og ønske mig glædelig jul, er aldrig sket, heller ikke da min far levede. Min nuværende mand har bestemt sagt, at der da ikke gik noget fra os, ved at køre ned og hente hende, så hun kunne komme og fejre jul med os. Og nej, det gør der ikke, jeg ville andda sikkert overleve det, men resultatet ville være, at hun uden videre ville forvente det hvert eneste år, og så ville mine børn øjeblikkeligt sige fra. De vil ikke finde sig i en kone, der bare ville sidde og ignorere dem totalt, som aldrig, aldrig nogen sinde har vist bare en gnist af interesse for dem, og som i øvrigt ville forvente, at der blev taget fuldstændigt og totalt hensyn til hende og hendes lyster. Nej, de ville sige til mig, at så holdt de sig væk. Den pris vil jeg ganske enkelt ikke betale – og ret beset, så kan hun leve mange år endnu. I øvrigt ville hun forvente at blive vartet op i hoved og r..., hun ville ikke deltage i noget som helst, men udelukkende forvente at alle stod på pinde for hende. Min svigerinde har endda sagt, at hun da ville være velkommen til den traditionelle julefrokost i min mands familie, men det vil jeg simpelt hen ikke byde familen, der i øvrigt aldrig har mødt hende. (Min nuværende mand og jeg har kun været sammen i 11 år). Og nej, det er ikke noget, jeg bare finder på – det billede har været der hele mit liv, og nu hvor hun er gammel, så er der intet, der tyder på opblødning, snarere tvært i mod. Så Maj, mit mareridt med denne jul er en viden om, at min mor med stor sandsynlighed sidder og græder sig gennem julen. Om jeg slipper dette, når hun ikke er mere, er så spørgsmålet, men forhåbentlig da. Sidste jul havde jeg sørme nær glemt at ringe til hende – og det var faktisk en stor befrielse. Det var kun fordi min datter lige skulle ringe til sin faster, at det slog ned i mig, at ”hold da op – det havde jeg ikke fået skænket en tanke hele eftermiddagen!” Og, hvor var det i grunden en dejlig følelse.
Tag et sødt eksempel: Nytårsaften. Min datter har fødseldag denne dag, og da hun fyldte fem år, (ja, det er den, der står lidt tydeligt for mig), ringede farmor, onkler, tanker i løbet at formiddagen og ønskede til lykke, og den lille pige var lykkelig for, at der var telefon til hende. Mine forældre? Ikke en lyd. Ud på eftermiddagen var jeg kommet så meget op at køre, at jeg ringede for at høre, om der var noget galt, siden de ikke ringede og ønskede barnet til lykke. Den gang gik man så vidt, at der da kom en opringning i anledning af fødselsdag (det er siden for længst ophørt, men lur mig fornærmelsen, hvis ikke jeg gør det!). Næ, der var da ikke noget galt, de ville da ønske hende tillykke – og så kommer den: ”...når vi alligevel ringede for at ønske dem godt nytår!!” Siden den dag – som ligger over 20 år tilbage nu – har jeg aldrig ringet og ønsket godt nytår, og desværre har min mor heller ikke udtrykt forbavselse over det, så jeg kunne fortælle hende hvorfor, måske hun fattede det den gang? Men den der Juleaften kommer jeg nok ikke uden om.
Ja, ja, jeg får måske mine små former for hævn, men det er jo ikke dem, der løser det, jeg ved det.
Og nu kan jeg nok pt ikke magte at rode mere op i det. Som sådan har jeg fået styr på tingene, har lært at leve med det, men det er stadig meget, meget vanskeligt for mig at tro på, at nogen kan lide mig. Den mindste konflikt med min mand, og jeg kan næsten ikke komme op af hullet igen. Længe efter at han har glemt alt om vores uoverensstemmelse, kan jeg gå og være ulykkelig over det. Jeg arbejder bestemt med det, og mener også at problemet er mit – ikke hans, hvorfor det også er mig selv, der skal arbejde mig op; jeg skal ikke blive ved med at komme tilbage til det, som for ham for længst er løst og afklaret – men puhhh, hvor er det svært.
Jeg har jo hele mit liv fået at vide, at jeg var i vejen, til besvær og ikke var god nok. Selvfølgelig giftede jeg mig i første omgang også med en mand, der var ligeglad med mig, man følger jo ofte mønstrene. I dag er jeg bestemt meget lykkelig gift, har knoklet for at bryde ”arven”, og jeg vil mene, det er lykkedes mht mine børn, de har aldrig tvivlet på min kærlighed, det er jeg 100% sikker på, får den bestemt også positivt retur, men spøgelserne kommer jo stadig op til overfladen ind i mellem.
Tanker til jer
Lotte
Kan godt forstå du holder "det " på afstand.
Men godt at du ikke har givet det videre til dine børn!
Til Helene
Det jeg mener er, jeg kan godt forstå at hun er bitter og nogen skal det gå ud over og hvem er tilgængelige? Jo mig....! Det jeg ikke kan forstå at jeg konstant lar mig blotte og skades derved af hendes besynderlig udfald mod mig. At jeg ikke har dannet den nødvendige hårde hud eller lukket af DET undrer mig ....det undrer mig at jeg føler medlidenhed med hende og ham.
Det jeg overvældes af en gang i mellem er smerte - det gør ondt!
Nu her i pinsen har ..jeg tror det er min mor - forsøgt at ringe til mig 3-4 gange - jeg tog den ikke orkede dem ikke. Jeg har haft en skøn pinseferie i sommerhus med min ven ...så igår tog jeg den - jeg stod langt væk hjemmefra et smukt sted og det var hende- jeg havdet det godt da jeg tog den.
Hun lod som absolut ingenting .?.ingen undskyldning ingen forklaring fra sidste udbrud----næ hun ville høre om vi som aftale mht min søn fødselsdag - jeg stod i en have solen skinnede og min sad og drak kaffe og samtalede og jeg hørte mig selv sige "selvfølgelig har vi det mor" " Ja din far synes ikke det var noget (han er sort sort sort og negativ for alt)..."Ligemeget med ham mor...så kan han blive hjemme" "Og du ville tage madkurv med ?" Ja mor jeg tar en madkurv med.....Hun er syg og jeg er den voksne.
Som sagt: Det er min drengs fødselsdag! Det er mig der gir mig og stiller op til det her hvergang . Gør jeg ikke det føler jeg at jeg ødelægger det for min søn (ner) som de (specielt den ene) behandler godt..uden derved nogensinde at have været typerne der inviterede dem på weekend ferie overnatning!
Min mor har mig- jeg er det kærligeste og det dummeste hun har.Sådan føler jeg det ...men jeg føler også at lar jeg den vrede jeg har mod dem udfolde sig ja så går det ud over mine børn.
Så jeg må la la snakke og være lynafleder - det er ihvertfald det jeg gør.
Så til Linette der skrev at nu skulel man være blevet så voksen så man kan se at de jo også et eller andet sted er et produkt af nogen forældre og nogen søskende vil jeg bare sige: Det kan jeg også se - jeg tar mig af mine forældre så godt jeg kan - og i perioder på flere har vi ikke ses fordi de var gået over stregen. Men nu er jeg træt. jeg erkender at de er som de er og at jeg har en følelse af smerte og svigt der aldrig går væk. Jeg blir ikke mere voksen end det her- for jeg er ikke en robot.
Og derfor er jeg under denne her påvirkning heeeele tiden.
Mange mange kærlige hilsner til jer ..og skriv
Har du en følelse af, at det er forbudt at blive vred på dine forældrer?
Jeg tænker ikke at du skal blive tosset og "sige din mening" eller hvad man nu gør, men bare stille og roligt erkende når noget gør dig vred og sige det til din mor.
Jeg gik, for efterhånden mange år siden, hos en psykoanalytiker.
Efterhånden som jeg fik mere og mere tillid til mig selv, blev jeg også mere modig.
Mine forældrer var døde, så det var ikke der jeg oplevede konflikter, nej det var min svigermor.
Alt og alle hørte i hendes verden til "rosset" og det gjorde jeg også. Vi måtte ikke tale om dit eller om dat, og slet ikke om sygdomme, for så blev hun dårlig.
Hun havde bare ikke andet at tale om end netop sygdomme, hendes egne indbildte sygdomme, og når hun fik en rigtig sygdom, så var det altså vores eller andres skyld.
Hun gik hen og fik slidgigt i sin hofte. Jeg kommer sådan til at sidde og småsmile.
Hun havde inviteret sig selv til en eftemiddag hos os. Hendes andre børn og svigerbørn var her også. Den yngste datter havde en dødelig kræftsygdom og havde kun få måneder tilbage.
Min svigermor udbad sig en garanti for, at vi ikke talte om sygehus og sygdom. Det kunne jeg ikke garantere for.
Men hun kom altså alligevel.
Vi havde planlagt, at efter aftensmaden skulle vi ned til stranden og have kaffen.
Så begyndte det. Hun stod og famlede med sin taske og vidste ikke rigtig om hun ville hjem eller hvad. Så måtte vi andre jo beslutte os for at gøre hvad vi havde planlagt, og hun kunne jo da blive i vores hus til vi kom tilbage.
Men hun valgte så at tage med.
Aldrig, aldrig i mit liv har jeg prøvet at være så vred som den dag.
Vi ankom til stranden, og der stillede hun sig op som et lille barn og bebrejdede os, at hun havde ondt i sit ben.
Jeg blev ikke uforskammet, men rigtig vred over sådan noget vrøvl. Så jeg slog hånden ned i et bord og sagde, at nu er jeg altså vred, nu skal du holde op med dit vrøvl.
Det hjalp, benet holdt op med at gøre ondt lige med det samme, og et stykke tid efter. Familien var overrasket, det havde ingen turde gøre.
Jeg selv var også lidt overrasket, og jeg talte med psykologen om det.
Han sagde til mig:
Det er måske første gang i hendes liv nogen har givet hende kærlighed.
Jeg undrer mig ikke over, at du føler medlidenhed og medfølelse med dine forældre. Er du ikke opdraget til, at det er dem, det er synd for og ikke dig? Det har vel altid været dem, der skal forstås, skal have omsorg, dem der skal have det godt og ikke dig? Det er vel dem, du skal tage dig af og ikke dig selv? (Ligesom det tydeligvis heller ikke er dem, der har taget sig af dig). For de kan jo ikke selv og de fortjener det jo... De forstår nok sig selv rigtigt godt og andre rigtigt dårligt. Højst tænkeligt har du taget deres følelser til dig, så du også forstår dine forældre rigtigt godt og dig selv rigtigt dårligt.
Det ligger i disse dysfunktionelle familiemønstre, at der er en voldsom rolleforvirring og rolleombytning, hvor de voksne har taget barnerollerne og er uden ansvar, mens barnet har fået voksenrollen og alt ansvaret. Hvis ikke du sørger for, at de har det godt, så kommer skyldfølelsen og den kan holde én fanget i utrolig grad.
Desuden har man så stor medfølelse (med alle andre end sig selv), så man får ondt af dem, for det er tydeligt, at de er ofre og at det vitterligt er synd for dem. Men det er jo også synd for dig, for så længe du sidder fast i det mønster, ofrer du dig selv for dem og så bliver du også ved med at være offer. Der er ikke nogle vindere i disse familemønstre - alle taber. Det brydes først, når én ikke spiller med mere og ikke længere kan udholde at være offer. Familiens sorte får...
Det skaber store problemer, når man forstår andre på bekostning af sig selv. Forstod du dig selv og var du i kontakt med dine egne grænser, følelser og behov, ville du aldrig kunne finde dig i det, du finder dig i nu. Du ville blive vred eller rasende eller ville afskære kontakten eller gøre noget andet. Det ville ikke betyde, at du ikke også kunne forstå dem og ikke havde medfølelse med dem, men det ville alligevel være umuligt for dig at blive ved med at ofre dig.
Medfølelsen, forståelsen, omsorgen o.s.v. giver du til dem i stedet for at give den til dig selv. Det skaber på et dybt plan utroligt smertefulde følelser, når man giver sine positive følelser ud til nogen, der reelt ikke fortjener dem. Ligesom det skaber så meget smerte at give sine negative følelser ud til nogen, der ikke fortjener dem.
Min oplevelse er i høj grad, at så længe der er smerte, er der også skyld og skam og så længe der er skyld og skam, er man nok ret meget styret af frygt for mange ting. Når man får arbejdet sig ud af al frygten, er der heller ikke mere skyld, skam eller smerte tilbage.
Så længe du bliver ved med at 'ofre' dig selv for deres skyld, opretholder du smerten. For det første bliver du nedgjort den ene gang efter den anden og det er selvfølgeligt smertefuldt. Men endnu værre - hver gang det sker, mister du selvtillid og selvrespekt og føler dig dybest set mere skamfuld over, at du finder dig i det. Dermed bliver du mere og mere adskilt fra dig selv. Den adskillelse fra sig selv er nok det allermest smertefulde overhovedet.
Jeg ved ikke, hvor længe du har gået i terapi, men jeg fornemmer, at det ikke er så længe. Terapi er ikke nogen mirakelkur, det er hårdt arbejde med sig selv. Det tager tid at komme i kontakt med sine egne dybeste følelser, lære at forstå dem, lære at skelne mellem sine egne og andres følelser og kunne erkende, at det er i orden, at man føler noget forskelligt. Det tager tid at lære at mærke sine egne grænser og ikke mindst kunne begynde at sætte grænser. Det tager tid og er hårdt arbejde at skabe dybtgående følelsesmæssige forandringer, der fører til ændrede tankemønstre og dermed en forandret evne til at kunne handle og reagere helt anderledes, end man er vant til.
Det var derfor, jeg skrev, at det måske kan være svært, når du kun har en session hver anden måned.
Mange hilsner Helene
Jeg har været - og er blevet så vred så jeg råbte så de tommetykke mure rystede.
Det var da jeg sku skillles og hun mødte op og bebrejdede mig "alting" samtidig med hun gav mig den mølle som hun også gav mig telefonene forleden. Det resulterede i at vi ikke sås i 2 år.
Min bror er blevet vred
Vi har skældte hende ud ..og vi har inviteret hende ud (1 gang) da hun brokkede sig over min far - og tilbudt hende hjælp - kun for at finde ud af at hun ku slet ikke forholde sig til vores tilbud om hjælp(i form af at de skulle bo hver for sig) så at de ikke altid skulle skændes.
Hun kiggede uforstående på os. Som om vi var fjenden der ville fjerne hende fra hendes trygge havn.
Min far har mødt op hos min bror- fortvivlet - efter at hun fuld havde jaget ham rundt i huset og råbt og skreget om hvilket svin han var og hvordan han engang havde bedraget hende. Så sad han og hældte vand ud af ørene et par dage og så tog han hjem "og nu var alting godt og vi sku bare lade dem være".
Sådan har det kørt og kørt og kørt siden jeg var et barn
Min far må ikke se sin familie (og tænk han ser dem i smug for "ikke at gøre hende ophidset" - hun ser ikke sin - de skyr mine forældre som pesten.
De to har valgt hinanden og deres elendighed skønt deres egne børn og måske tidligere deres egne søskende har skældt dem ud.
Alt preller af og de lever i deres eget univers.
Min far er totalt spytslikker for min mor ...og så skynder han sig ud ad døren og på arbejede (der har han sin frihed) og min mor ...køber tøj og tøj og tøj..alt er fyldt op med tøj.
Næ den der sku have skældt min mor ud for mange år siden og derved hjulpet hende er min far. Han gør hende syg. Med sin bovlamme føjelighed og til hendes store fryd - hans åbenbare had mod alt og alle der er "gamle kællinger" og ja alle mulige nedladende kommentarer du overhovedet kan komme itanker om. Sådan taler han - igen til min mors fryd - om min bror samleverske og hendes veninder . Går de på gaden og kommer der nogen piger så blir min far slagtet når de kommer hjem for så er han "et gammelt svin der osv".
MIn mor fordrejer og vender hvert et ord blik og ting.
Og ha nføjer hende .
Både min bror og jeg har prøvet ALT ...fundet os i alt og protesteret mod det.
Vi ha rforklaret det vi har undskyldt det vi har accepteret det vi har resigneret ..vi har sagt "ind ad det ene øre og ud af det andet".
Min mor har kommet til fødselsdag hos mig og mine og blevet fornærmet og gået så min far måtte køre 6 km før han fandt hende.
Vi sku måske have slået hånden af dem for mange mange år siden.
De har kun os.
Det er skam min far (ork han er da lige så tosset som hende) der sku have skældt hende ud - på en syg måde holder han gryden i kog -og sidder altid på spring hvis hun sku sige "Kom X vi kører de er sådan og sådan og nu har de igen et eller andet".
Han er ødelagt af hende og så har han taget hævn og ødelagt hende de er hinandes liv .
Så er der en ting jeg er træt af så er det at skændes. Det har taget mig mange år at komme så langt så jeg nogenlunde kna ignorere det her.
Og læseer du første indlæg vil du se at jeg stadig påvirkes grumt af det her.
Hvis jeg siger jeg ikke vil se dem mere så har jeg kun min bror og hans osv ellers har vi absolut ingne familie tilbage. Og det kan jeg ikke byde mine børn.
min fa
Det kan vel ikke siges tydeligere "De forstår nok sig selv rigtigt godt og andre rigtigt dårligt. Højst tænkeligt har du taget deres følelser til dig, så du også forstår dine forældre rigtigt godt og dig selv rigtigt dårligt"
Det er hovedet på sømmet ..for: jeg forstår ikke mig selv og pt har jeg det rigtig dårligt jeg er "fed up" /har fået nok på så mange punkter ....!
Og til Linette - du kan tro jeg kan blive vred og jeg véd at lige nu- er jeg en tikkende bombe".
Det er manglende omsorg - samtidig med at jeg skal "være på" (værtinde ved fødselsdag) og yde omsorg og kunne ignorere speciel og særdeles stupid og dum opførsel. Det er jo mine børn der er med og de ser ikke hvad mine forældre gør og de har ALDRIG overværet eller hørt det her - de har det kun fra min bror og mig. Og gudskelov han også har sagt det for var det "kun mig" ...deres hårdt belasted og trætte mor ja så ville de have svært ved at forstå det.
Men jo man sku tror jeg var skizofren for spør du mig "hvordan fa... kan du holde det her ud og synes du ikek det er osv" Så er svar jo det synes jeg.
Jamen hvorfor gør du det så ? Og der må jeg vist henvise til dit brev helene for det forklarer en del.