Søg
Tilmeld dig
Oplysningerne må på ingen måde tages som erstatning for kompetent professionel rådgivning eller
behandling af autoriseret læge.
Indholdet på Netdoktor.dk kan ikke bruges som basis for at stille diagnoser eller fastlægge behandling.
Netdoktor.dk - All rights reserved. Netdoktor.dk is a trademark © Copyright 1998-
-
Kontakt Netdoktor
- Netdoktor Media
- Møntergade 19
- 1140 København K
- CVR: 28 68 61 37
Kommentarer
Helene, du beskriver det bare så flot – det er jo lige præcis det, vi er opdraget til. Vi er opdraget til, at det er os, der gør tingene forkert, vores forældre kan udelukkende gøre det rigtige.
Og Maj, husk nu; sine venner vælger man selv, familie er noget Fanden har skabt. Hvis du udelukkende fastholder for dine børns skyld, så fortsætter du jo cirklen, ikke? Jeg er, som nævnt, stået af så langt jeg kan. Jeg har besøgt min mor tre eller fire gange indenfor 10 år! Hun har ikke besøgt mig, hvilket hun i øvrigt fysisk nu også har svært ved, men det havde hun ikke for 10 år siden.
De sidste 25 år har jeg besøgt hende max 10 gange, og hun (og dengang min far) har besøgt mig et antal gange, der nemt kan tælles på en hånd. Det gad man da ikke, selv om man måske var i nærheden. Mine forældre valgte på et tidspunkt at flytte 200 km væk – siden er jeg blevet bebrejdet at det nu er mig, der bor så langt væk. Ja, skal vi ikke bare grine af det.
Jeg gentager over for dig, at du ikke skal bilde dig ind, at du fastholder kontakt for dine børns skyld. Dine børn har ret til at vælge selv, og det har du også, så jeg synes sagtens, du kan fortælle dem, hvordan du har det, at de naturligvis må have al den kontakt, de vil, du skal endda hente og bringe dem, men du vil ikke mere – hvis det altså inderst inde er det, du helst vil? Jeg mener egentlig også, jeg læste, at der bliver gjort forskel på dine børn? Det skal dine børn da ikke udsættes for. Prøv at tale med dem om det.
Skidt med, at du – og dine børn - ikke har nogen familie, det har jeg heller ikke, og med det cirkus er det som kun en lettelse, at der ikke er en hel flok, der ter sig sådan – det havde jeg ikke holdt til. :-).
Det kan da godt være, dine børn slet ikke har set den side, men hvorfor spiller du teater for dem? Det vil de da snart gennemskue, og måske endda føle, at det er blevet foreholdt nogle ting.
Alle har vendt ryggen til dine forældre – det er vel ikke derfor, du føler, at du nok hellere må....? Jeg er sikker på, at dine forældre i lighed med mine, har holdningen, at det er de andre, der er noget galt med, siden de ikke vil være sammen med dem?. Tanken om, at det måske er dem selv, der jager folk væk, har end ikke strejfet dem.
Åhja, pyh, hvor jeg forstår dig, men tag nogle gode beslutninger, inden du bliver ædt op. Husk, du ved jo, at du aldrig vil få noget positivt retur.
Knus
Ja hun skriver flot hende Helene (og her sku så have været en smiley) det er også med stor glæde og undren jeg læser det hun skriver! Indsigt!(det er rigtig dejligt Helene!)
Og ja Lotte jeg vil da give dig fuldstændig ret i det med at de mener det er alle andres "skyld" ha ha...det er lidt komisk.
Det er jo også det vi tænker "nej nej nej" osv...
Som du nok kan læse har jeg været temmlig trykket hele vejen i gennem ..og min mand trykkede så videre i dag er vi skilt! Da jeg var sammen med ham var der alt muligt i vejen med ham og idag " savner de ham"...
Og der var andre ting du skrev jeg ville kommentere men det må lige vente!
Tak for Jeres kommentarer :-)
Maj, du er selv obs på din mors og fars indbyrdes forhold.
Forældrenes splittelse overfører man som barn til sig selv og så får man indre borgerkrig. Som voksen kan man meget bedre se det udefra.
Men der skal to til tango. Især min ældste søster prøvede i mange år at placere skylden for vores forældres dårlige ægteskab hos snart den ene af dem og snart den anden. I virkeligheden supplerede de hinanden glimrende. De understøttede og bekræftede hinandens adfærd og grænseløshed. Når min mor f.eks. anerkendte min fars horrible adfærd, kunne min far jo ikke rigtigt tillade sig at bebrejde min mor for hendes horrible adfærd. De dækkede så at sige hinanden ind, når ingen af dem sagde fra og de blev hos hinanden. Faktisk kunne de nok ikke undvære hinanden, for de havde jo hver især brug for én, der så igennem fingre med deres vanvittige adfærd.
Man skal bestemt ikke forklejne, hvad det betyder at leve sammen med en psykisk ustabil (eller syg) person i mange år. Men ikke desto mindre, så er det voksne mennesker det handler om og alle har ansvaret for deres egne liv og deres egne valg.
I forbindelse med mine egne forældre, har jeg det sådan, at vel var det synd for dem og vel behøvede de også omsorg og forståelse - men den skulle saftsusemig ikke komme fra mig, som de aldrig selv gav nogen omsorg og forståelse. Det var IKKE mit ansvar.
M.h.t. at bruge børnene som begrundelse for ikke at bryde... Jeg forstår ikke argumentet. Jeg forstår ikke, hvordan man kan man tro, at samvær med nogen, der har skadet og skader én så meget, kan være godt for éns egne børn? Jeg ønsker at beskytte mine børn imod mennesker, der har skadet eller skader mig!
Jeg mener, at man DYBEST set på et helt ubevidst plan gør alting for sin egen skyld. Graver man dybt nok, kan man altid finde sine egne grunde til at handle, som man gør. Derfor mener jeg heller ikke, at det er fair, at man giver sine børn ansvaret for, at man opretholder en destruktiv relation. Tror du, Maj, at dine børn vil ønske, at du ofrer dig og lader dit liv ødelægge for deres skyld? Hvis de vidste det, så ville det jo give dem en ekstrem skyldfølelse.
Desuden skriver du, at dine frustrationer, der hører dine forældre til, går ud over dine børn. Så på den måde kommer dine børn til at betale en høj pris for, at du kan have kontakt med dine forældre.
Sidst men ikke mindst har éns børn ikke brug for, at man ofrer sig. De har allermest brug for er en glad mor, der har så meget respekt for sig selv, så hun ikke lader sig træde på. De har brug for en mor, der kan sige til og fra og være god ved sig selv. Så kan de nemlig respektere én og være stolt af én. Du kan selv se, hvilken foragt du føler for din far, at han lader sig tyrannisere.
Vreden hjælper ingenting. Vrede er en reaktion på magtesløshed, ligesom gråd er det. Og dog hjælper den - den hjælper til, at man får afreageret sin magtesløshed og sine følelser. Men hverken vrede eller tårer gør én mindre magtesløs. Har man stærke grænser, så behøver man ikke at blive vred særlig tit, for så er man i stand til at finde løsninger - vrede forandrer intet og er derfor ikke en løsning kun en reaktion.
Man kan ikke forandre andre mennesker, om man så skælder ud, skriger, tramper i gulvet, kaster med tingene, græder eller hvad man gør. Du Maj, er ikke årsag til dine forældres følelsesmæssige problemer og derfor er du heller ikke en del af løsningen. Du kan ikke redde dem, du kan ikke hjælpe dem, du kan ikke forandre dem. De har deres grunde til at være som de er og de grunde har intet med dig at gøre. Det eneste du kan gøre, er at forholde dig til, hvordan det påvirker dig og dine børn.
Ikke at have nogen familie... ja, det er et tab. Og dog... for mit eget vedkommende er mine forældre jo døde år tilbage og jeg kan ikke påstå, at jeg har savnet dem.
Da jeg røg ind i denne proces for fem år siden mistede jeg for en stor del kontakten til den resterende familie. Min yngste datter på dengang 17 år udviklede sig meget som følge af min proces og droppede af eget initiativ kontakten til sin far, fordi hun pludseligt mærkede, hvor vred hun var på ham over hans svigt i kraft af hans alkoholmisbrug og ikke mindst fordi, han ikke ville påtage sig ansvaret for sine egne svigt. Min ældste datter bor i udlandet.
Vi har kun sporadisk kontakt med min ene søster og min niece og hendes børn. Men vi klarer os. Vi klarer os faktisk en hel del bedre end dengang, da vi troede, at vi kunne få noget godt ud af noget skidt. For nu mærker vi vores egne grænser og følelser og behov og kan vælge os selv fremfor mennesker, man dybest set føler sig hamrende ensom sammen med. Det åbner nye døre og nye muligheder i forhold til andre mennesker. Der er jo sandt at sige ikke så meget at savne, når det handler om mennesker, der ikke behandler én godt.
Selvfølgeligt gør det ondt at opgive men det gør sandeligt også ondt at opretholde noget, der er destruktivt.
Mange hilsner Helene
Vreden hjælper ingenting. Vrede er en reaktion på magtesløshed, ligesom gråd er det. Og dog hjælper den - den hjælper til, at man får afreageret sin magtesløshed og sine følelser. Men hverken vrede eller tårer gør én mindre magtesløs. Har man stærke grænser, så behøver man ikke at blive vred særlig tit, for så er man i stand til at finde løsninger - vrede forandrer intet og er derfor ikke en løsning kun en reaktion.
Man kan ikke forandre andre mennesker, om man så skælder ud, skriger, tramper i gulvet, kaster med tingene, græder eller hvad man gør. Du Maj, er ikke årsag til dine forældres følelsesmæssige problemer og derfor er du heller ikke en del af løsningen. Du
Jeg skriver.
Helene i denne form for vrede har du ret, det er udtryk for magtesløshed.
Men vrede i sig selv er stille, har slet ikke nødig at komme til udtryk i denne form. Man skal blot acceptere at man er vred, og dermed basta. Så kan man handle eller lade være.
Vreden er en form for indre styrke, den er kraftfuld og giver en den indre glød.
Jeg har aldrig nogensinde oplevet så dejlig en tilstand, som den dag jeg erfarede hvor vred jeg var. Man skal ikke frygte vreden. Kun hvis den kommer til udtryk som du beskriver den, så bliver den destruktiv, både for sig selv og andre.
Spørgsmålet er, om det i det hele taget er vrede der er tale om, når folk råber og skriger eller kaster med ting o.s.v.
Jeg har mine tvivl.
Jeg forstår udmærket, hvad du mener. Vrede er også styrke, kraft, handlekraft o.s.v. Aggressioner er også en positiv livsenergi. Alting kan kanaliseres ud både i en konstruktiv og en destruktiv form.
Problemet er jo bare, at det kan tage meget, meget lang tid, inden man når dertil, hvor man kan bruge de aggressive drifter i deres konstruktive form.
Den form for aggressioner man mærker, inden man når dertil, det er helt klart den destruktive form, som man er opvokset med, når man har haft psykisk syge/personlighedsforstyrrede forældre.
Så længe man ikke mærker sig selv, sine egne grænser og sine egne følelser og har rigtigt meget frygt i sig, kan man ikke nå frem til denne form for positiv, styrkende vrede.
Man skal ikke frygte vreden, skriver du. Nej, det skal man ikke. Men det er jo kun ord. Det hjælper jo ikke ret meget, hvis det er det, man bevidst eller ubevidst gør mere end noget andet. Bl.a. fordi man har så mange års erfaring for, at vreden aldrig har hjulpet én men kun gør én mere magtesløs. Fordi man aldrig har oplevet, at den også kan være en styrkende kraft. Det er helt sikkert ikke det, man føler, når éns egne følelser er blevet brugt mod én og for mange har været årsag til traumatiske overgreb af den ene eller den anden slags.
Jeg ved jo ikke noget om din baggrund og erfaringsgrundlag. Men jeg ved, at det er en verden for sig, når man er vokset op med forældre, der skader deres egne børn og ikke har nogen medfølelse, omtanke med eller forståelse for deres børn. Det kan ikke sammenlignes med forældre, der prøver at gøre deres bedste men som ikke magter det.
Hilsen Helene
Hilsen Helene
Nu ved du og andre der har læst mit indlæg en lille smule om mig.
Jeg har slettet det, fordi det kom til at virke uden mening, da det var et svar til dig Helene.
I virkeligheden er det jo også uden betydning for andre, hvad jeg har været igennem.
Men det betyder altså ikke at jeg ikke læste og læser det.
Maj
Du skal ikke undskylde noget som helst.
Ja, jeg slettede et indlæg, fordi det kom til at stå, som frit svævende, og uden mening i tråden.
Det var et svar til Helene. Da Helene havde læst mit svar, slettede hun sit indlæg og skrev noget helt andet.
Mit indlæg ville da være ren volapyk, ingen ville kunne følge sammenhængen.
Som jeg skrev, er det i virkeligheden uden betydning for andre, hvad jeg har været igennem.
Din drøm om en anden familie, er nu ikke så fjollet endda.
Den drøm havde jeg også, men fandt det da jeg var godt 15 år. Jeg nød det.
Men der skulle altså meget mere til end et forbillede.
Jeg kom i huset hos en læge. Jeg boede hos dem og var som en datter af huset, bortset fra, at jeg skulle passe børn og telefon. Jeg nød deres respekt og omsorgsfulde omgang med hinanden og patienterne.
Din drøm betyder også, at du har "det" i dig, ellers ville du ikke ane noget om, at der måske findes en anden måde at være familie på.
Men det er dig der skal finde "det" og "det" venter på at du opdager dig selv.