Indstillinger
Under påvirkning 3
Sagen er at jeg efter den samtale forstod hvorfor jeg kan føle mig så dårligt tilpas og hvorfor jeg lader folk gå over mine grænser.
Efter den samtale følte jeg mig som en der havde taget bad i en gylletank ja som Obelix var blevet om ikke smidt i tønden som barn ja så gylletanken.
Jeg følte mig trampet på nedgjort og svinet til som den lavest indiske kaste et mennske der slet ikke var noget og som det var uforståeligt hvis nogen ku li ...en nobody. Jeg fik det fysisk og psykisk dårlig IGEN og havde ikke nogen at vende mig til - min bror gider ikke høre på det - min veninde ryster på hovedet og min ven tør jeg ikke fortælle om min mor - min søn ja han tror det er mig ..for hun er flink ved ham.
Efter den samtale følte jeg mig som en der havde taget bad i en gylletank ja som Obelix var blevet om ikke smidt i tønden som barn ja så gylletanken.
Jeg følte mig trampet på nedgjort og svinet til som den lavest indiske kaste et mennske der slet ikke var noget og som det var uforståeligt hvis nogen ku li ...en nobody. Jeg fik det fysisk og psykisk dårlig IGEN og havde ikke nogen at vende mig til - min bror gider ikke høre på det - min veninde ryster på hovedet og min ven tør jeg ikke fortælle om min mor - min søn ja han tror det er mig ..for hun er flink ved ham.
Kommentarer
Så dit indlæg ude i kolofonen, kommer ellers aldrig på denne side, da der vel ofte berøres emner, jeg ikke overhovedet tør ”gøre mig klog på”, men så ramte du ellers lige hovedet på sømmet.
Du er ikke alene, jeg – og min bror - er født af forældre, der i bund og grund altid har været fuldstændig ligeglade med os. Det kan et eller andet sted ”krepere” mig, at de så fik en dreng og en pige som ”man” jo helst skal.Vores forældre var optagede af hurtige smarte forretninger, som i øvrigt gerne gik galt med konkurs og nærmest natlig flytning til følge – gang på gang.
Vi børn var kun munde, der skulle mættes og var ikke til nytte, før vi var omkring 11-12 år, hvor vi så blev brugt som billig arbejdskraft i de forskellige forretninger. Min far var egentlig klar nok, han interesserde sig ikke for det der yngel,” børn kan man byde hvad som helst – de glemmer det bare igen”, vi skulle bare holde vores kæft og ellers holde os i baggrunden, når han var i nærheden, hvis vi da ikke lige skulle have et par øretæver. Min mor har haft en forestilling om, at hun skulle være den elskede samlingsfigur, men hun magtede ikke at gøre sin indsats – og jo, jeg mener egentlig både min bror og jeg elskede vores mor, vi havde jo ikke andre at elske, men den dag i dag kan jeg dårligt magte årets højtid, julen! Jeg har ikke tal på de gange, hvor jeg har fået skyld for at ”have ødelagt det hele”, fordi jeg måske var kommet med en uoverlagt bemærkning. Mine forældre syntes simpelt hen at det der med at man i julen både skulle give sine børn gaver men også hygge sig sammen med dem i flere dage, simpelt hen var at ”stramme skruen for hårdt.” Så den mindste anledning til at fralægge sig ansvaret blev fuldt ud benyttet.
Mine forældre levede et enormt turbulent parforhold, de blev skilt, flyttede sammen igen, og fra hinanden osv.
Jeg kan berette i timevis..... Da jeg fik børn, blev min mor vældig glad – min far var stadig ligeglad – men min mor? Jo, for Mormor er den bedste i verden, Mormor elsker man bare. Så hun satte sig hen og ventede på at hendes børnebørn skulle komme og elske hende betingelsesløst. Da det ikke skete – sådan helt automatisk – blev jeg voldsomt bebrejdet, og det var i øvrigt nok også min mands forældres skyld, for de ”havde mere råd” end hun. Min mor boede lige i nærheden, mine svigerforældre i en helt anden del af landet. Jeg har råbt, skreget, grædt i hovedet på min mor, at det eneste, jeg og mine børn ville have fra hende var nærhed og interesse, men nej, i hendes verden er det kun penge, der tæller. Hun blev rasende, hvis hun havde købt en gave til dem, og de måske ikke udelukkende kastede sig over gaven fra hende, og udelukkende betragtede denne ting, som det bedste, de nogensinde havde fået.
Min far døde i 1996, og han var helt klar over, at det var slut. Han nævnte ikke på noget tidspunkt, at han gerne ville se sine børn. Ondskab? Næ, vi var slet ikke til stede i hans tanker, er både min bror og jeg overbeviste om.
Min bror og jeg nægtede at vise os ved bisættelsen, men havde dog brug for hinanden den dag, så vi gik i biografen – så Breaking the Waves, af alle film :-) - og så gik vi ud og drak os fulde. :-)
Min bror har for mange år siden afskrevet en hver kontakt, han lider i øvrigt af voldsomme depressioner,og hvorfor mon?? Jeg er heldigvis lidt mere "hårdhudet", men har da kontakt sådan ca. hver anden måned, hvor jeg ringer til min mor og vi snakker totalt ligegyldigt flidderfladder. Min datter fik sit tredje barn her i sidste uge, jeg var med ved en helt fantastisk, smuk hjemmefødsel. Min mor? Nå ja, det kan hun vel få at vide i næste uge, hvor jeg alligevel skal ringe til hende, hun har fødselsdag.
Mine børn i øvrigt. De var med til min mors 70 års fødselsdag, for nu ni år siden; min mor sagde i alt to sætninger til dem, en til hver, at min søn så frygtelig ud, min datter så rædselsfuld ud – sådan! Hun havde på det tidspunkt ikke set dem i flere år. Deres ”forfærdelige” udseende skyldtes at hun ikke brød sig om deres frisurer, som altså lige den gang var den gængse mode for unge i 16-18 års alderen. Ved selskabet var vi i alt ni personer. Efter den omgang sagde mine børn til mig, at den slags stillede de ikke op til mere, min mor var mit problem – slet ikke deres. Det der gad de simpelt hen ikke bruge deres tid på, hvilket jeg har fundet fuldt ud forståeligt.
Hvis de skal omtale hende er det helt klart ”min mors mor” - de vil simpelt ikke tage ordet mormor i deres mund i forbindelse med hende.
Min mor har i øvrigt på intet tidspunkt de her sidste ni år bare tilnærmelsesvist ytret ønske om at se hverken sine børnebørn eller nu sine oldebørn. Mine børn har nu også hver især samlevere, ingen interesse.
Min mor sidder dybt ensom i en bolig langt fra hele sin familie – det er hendes valg. Og jo, for pokker, jeg har da besøgt hende tre gange de sidste ni år til en kop eftermiddagskaffe.
Og nej, det er ikke nemt, jeg lider bestemt under det. Hader når andre fortæller om deres dejlige mor.
Men jeg har også besluttet, at det altså er MIT liv, og jeg derfor må bestemme, hvad jeg selv vil.
Kære Maj, nu fik du lige en ordentlig historie – hold da op, hvor jeg forstår dig – hold da op, hvor ville jeg gerne tale rigtigt med dig. Du er nødt til at tænke på dig selv og dit liv. Og så må du sige fra over for dine forældre. Hvis ikke de vil dig på dine betingelser, så begræns kontakten til det absolutte minimum. Prøv at skabe DIT liv, prøv at arbejde på, at det ikke er dig, der er noget galt med, men der i mod dem – som du selv skriver, så er de også ret ensomme – det er deres eget valg.
For at komme tilbage til julen, så får jeg gerne voldsom kvalme, når vi igen, igen bliver tudet ørerne fulde af, at vi skal huske at tage os af vores gamle, og det er så synd at de sidder helt alene. Bortset fra at det åbenbart er ligegyldt at de sidder alene resten af året, så tænker jeg altid på, at der måske er en grund til at en del sidder alene, ensomme og glemte.
Gode tanker,
Lotte
Åh jo, jeg hører med i 'klubben'.
Jeg har nok bare reageret på en anden måde. Jeg tog totalt afstand fra min mor allerede som barn. Selvfølgeligt higede jeg også efter hende da jeg var helt lille, men efterhånden havde hun skuffet, afvist og skadet mig så meget, så jeg tog voldsomt afstand fra hende. Allerede som helt lille lærte jeg, at der ikke var noget at komme efter dér. Magen til følelsekulde skal man lede længe efter. Hun frøs mig ihjel.
Det kunne vel også lade sig gøre at tage afstand til hende, fordi jeg havde en ældre søster, der overtog rollen som mor for mig og fordi jeg havde en far, der beskyttede mig mod min mor og min anden søster. Han var min garanti for overlevelse og jeg elskede ham højt. Jeg hadede ham også ét eller andet sted, for desværre krævede han betaling for beskyttelsen i form af seksuelle ydelser. Var jeg ikke samarbejdsvillig overlod han mig bare til min mor. Min største rædsel!
Mine søstre var mest knyttet til vores mor og de betaler nok en endnu højere pris, end jeg gør. De er begge dybt alkoholiserede og den ældste var psykotisk i en årrække som voksen. Jeg var det dog kun som barn og ung! Mine søstre har ingen indre styrke, det har jeg dog heldigvis altid haft og den har jeg fået af min far, er jeg sikker på.
Min situation er også anderledes i og med, at min far døde, da jeg var 10½ og min mor døde i 1993. Det har sikkert reddet mit liv og min forstand.
Jeg har gået i terapi i 4 år (startede for 5 år siden). Det har hjulpet mig meget. Da jeg startede terapi, huskede jeg stort set ingenting fra min barndom. Dog huskede jeg, at min mor var 'følelsesmæssigt afstumpet og forkvaklet' (de ord mine søskende og jeg altid har brugt om hende). Men det havde jeg kun et træk på skulderen til overs for. Sådan var hun jo bare. Jeg havde bare ikke noget forhold til min mor og havde aldrig haft det. And so what... det betød ingenting. Det var ikke noget, jeg havde hverken ønsket eller savnet. Det var fortid og jeg var voksen nu og jeg havde lagt fortiden bag mig.
Troede jeg... for det var altså ikke helt så enkelt og ligetil, da vi begyndte at arbejde med tingene. Barnets følelser levede i bedste velgående bag alle fortrængningerne og følelsesløsheden.
En opvækst med psykisk syge forældre sætter dybe spor. Det påvirker på alle planer - krop, sind og sjæl. Nervesystemet påvirkes, hele følelseslivet, selv energisystemet. Så Maj, du behøver på ingen måde være flov over, at du ikke bare kan lægge det bag dig og komme videre. Hvis det kun handlede om vilje, var det jo meget nemt, for der er jo ikke noget, man hellere vil end at komme videre. Men det handler ikke om vilje. Påvirkningerne er dybe og sindet bliver bl.a. styret af det autonome nervesystem ligesom hjerteslaget og vejrtrækningen. Det styrer man jo heller ikke selv. Tingene skal ud og bearbejdes, før man kan komme videre og det tager tid.
Jeg har fået diagnosen borderline men det største problem er helt sikkert PTSD. Jeg har haft et sagsforløb kørende i kommunen de sidste 4 år. Det fortsætter nogen tid endnu, for jeg har søgt førtidspension for over et år siden og har lige fået afslag i ankenævnet, så nu skal der et nyt afklaringsforløb til.
Jeg kan godt få skabt et godt liv med livskvalitet, hvis jeg får ro til det, men jeg er ikke arbejdsdygtig og jeg bliver det heller ikke.
Hilsen Helene
Tak for jeres ”svar” (det her er jo som at råbe ud i skoven Hallo er der nogen ?) jeg genkender specielt disse punkter i jeres breve:
(Lotte)
Min mor har haft en forestilling om, at hun skulle være den elskede samlingsfigur, men hun magtede ikke at gøre sin indsats – og jo, jeg mener egentlig både min bror og jeg elskede vores mor, vi havde jo ikke andre at elske, men den dag i dag kan jeg dårligt magte årets højtid, julen! Jeg har ikke tal på de gange, hvor jeg har fået skyld for at ”have ødelagt det hele”, fordi jeg måske var kommet med en uoverlagt bemærkning. Mine forældre syntes simpelt hen at det der med at man i julen både skulle give sine børn gaver men også hygge sig sammen med dem i flere dage, simpelt hen var at ”stramme skruen for hårdt.” Så den mindste anledning til at fralægge sig ansvaret blev fuldt ud benyttet.
JA OG så ku man sidde med dårlig samvittighed for igen at have ødelagt det for mor.
Jeg har råbt, skreget, grædt i hovedet på min mor, at det eneste, jeg og mine børn ville have fra hende var nærhed og interesse, men nej, i hendes verden er det kun penge, der tæller. Hun blev rasende, hvis hun havde købt en gave til dem, og de måske ikke udelukkende kastede sig over gaven fra hende, og udelukkende betragtede denne ting, som det bedste, de nogensinde havde fået.
PRæcis ting havde og har høj prioritet...og hvis man ikke kan reagere på det fordi der mangler så meget andet ja så....
Min bror har for mange år siden afskrevet en hver kontakt, han lider i øvrigt af voldsomme depressioner,og hvorfor mon?? Jeg er heldigvis lidt mere "hårdhudet", men har da kontakt sådan ca. hver anden måned, hvor jeg ringer til min mor og vi snakker totalt ligegyldigt flidderfladder.
Og nej, det er ikke nemt, jeg lider bestemt under det. Hader når andre fortæller om deres dejlige mor.
JA der blir jeg også stille og ked af det!
For at komme tilbage til julen, så får jeg gerne voldsom kvalme, når vi igen, igen bliver tudet ørerne fulde af, at vi skal huske at tage os af vores gamle, og det er så synd at de sidder helt alene. Bortset fra at det åbenbart er ligegyldigt at de sidder alene resten af året, så tænker jeg altid på, at der måske er en grund til at en del sidder alene, ensomme og glemte.
JA der er nok en grund!
MEN fordi jeg selv godt kan li julen uanset dem så ville jeg ønske at du ku lære at nyde den med dine børn og glæde dem..for julen er smuk. Bare glem din mor sørgeligt at hun ikke ku se det.
Kære Helene
Jeg tog totalt afstand fra min mor allerede som barn. Selvfølgeligt higede jeg også efter hende da jeg var helt lille, men efterhånden havde hun skuffet, afvist og skadet mig så meget, så jeg tog voldsomt afstand fra hende. Allerede som helt lille lærte jeg, at der ikke var noget at komme efter dér. Magen til følelsekulde skal man lede længe efter. Hun frøs mig ihjel
JA det gjorde jeg også jeg ku slet ikke forholde mig til hende og begyndte tidligt at leve mit eget liv - hun var der fysiksk men aldrig som en kærlig og omsorgsfuld voksen.
Det kunne vel også lade sig gøre at tage afstand til hende, fordi jeg havde en ældre søster, der overtog rollen som mor for mig og fordi jeg havde en far, der beskyttede mig mod min mor og min anden søster. Han var min garanti for overlevelse og jeg elskede ham højt.
Ja her min bror
Min situation er også anderledes i og med, at min far døde, da jeg var 10½ og min mor døde i 1993. Det har sikkert reddet mit liv og min forstand.
DET tror jeg du har ret i og skønt det ikke lyder pænt ja så ku jeg også ønske mig det her og så blir jeg flov hvis jeg gør det
Dog huskede jeg, at min mor var 'følelsesmæssigt afstumpet og forkvaklet'
JA eksemplerne er for talrige ...
Hvis det kun handlede om vilje, var det jo meget nemt, for der er jo ikke noget, man hellere vil end at komme videre. Men det handler ikke om vilje
Ja det er alt sammen smerter jeg kender så godt som nogen - jeg synes aldrig man ser nogen udsendelser om det her? Ja jeg har aldrig set nogen. Så pernille ålundsprogrammer der jo engang imellem er rigtig gode...me ndet var børn af alkoholikere eller voldelige.,... lige præcis det her punkt er der ingen af dem der fanger?
Det ku hedde "den usynlige vold" jeg vil gå så lange måske fordi jeg ikkeved bedre (har prøvet det) at sige at jeg hellere ville have en ordenlig røvfuld regelmæssigt ? Det ved man hvad er!
Det her er den usynlige gift man langsomt blev fyldt med ..lidt ligesom Gaslys med Ingrid Bergman ..eller den hvor familien langsomt forgifter hendes kaffe og skønt hun får det dårliger og dårligere sidder de bare og følger hende med øjnene uden at gøre noget.
Ja tænk det har altid mindet mig om min famlie...og når jeg tænkte og tænker sådan så følte jeg at det var mig der var noget i vejen med - så stor var skrækken for de her tanker ogden identifikation...sat på spidsen.
Familien står som den værste skræk for mig.
Men der er jo en grundt til at man blir syg ....det er jo så tydeligt...det er ligesom at have været i koncentrationslejr ....der kommer en eftervirkning over at mennesker virkelig kan være sådan. Post traumatisk.
Det er den usynlige smerte der griber en ....og jeg tror kun man kan komme væk fra den hvis man møder en go familie osv eller andre der kan fylde det her - er man overladt til sig selv ja så fylde det for meget.
Din far sku have været straffet Helene blev han det ? Vidste din mor ikke noget og dine søskende?
Lotte man kan undre sig over at de ikke magter - heller ikke magter - at tage sig af børnebørnene - så kommer den dobbelte smerte - for børn "skal have et par elskelige bedsteforældre der inviterer dem på weekend og forkæler dem"....med deres kærlighed. Jeg ser sådanne overalt.
Underskriver mig lige med ordet "ramt"
Jeg blev ikke ramt i natten jeg blev ramt i hjerte og sind af min egen mor og far ikke af incest ikke af vold ikke af druk og ikke af narko....af noget helt helt andet....noget usynligt.l
Men ok det har jo nok et navn det hedder vel psykisk overgreb..eller omsorgsvigt...men det jo forbandet svært at få øje på når hjemmet er fejlfrit og omgivelserne umiddelbart i orden og man får mad hver dag.
Som sagt en røvfuld i ny og næ havde været bedre.
men der er jo nogen der kommer sig oven på det her...der er nogen der kan smide smerten ind på en hylde og så rykke videre.
Hvorfor f...er nogen mere sårbare end andre. Der må jo være noget man kan gøre!
me njeg kan jo se fra mig selv...det plager mig stadig i dag ..så jeg er jo nok en af dem det bare gør ondt på ...
Men det irreterer mig at jeg sidder fast i det her selvplageri.
Ja, det er den usynlige smerte. 'Det tavse skrig' har jeg kaldt det. Et tavst skrig af ødelagt liv.
Nej, min far blev ikke straffet, inden han døde. Og jo, min mor vidste i høj grad, hvad han gjorde. Jeg tror, at mine søstre ét eller andet sted ubevidst har været klar over, hvad der skete, men de kunne jo ikke gøre noget.
Selvfølgeligt har incesten skadet mig, men jeg er ret sikker på, at min mors påvirkning har været mere skadelig. Netop fordi hendes angreb var usynlige og så totalt uforståelige for et barn. Desuden kunne de komme som lyn fra en klar himmel, så jeg røg ud i en chokreaktion. Hun var en ondskabsfuld satan men udadtil virkede hun selvudslettende og skrøbelig og som det evige offer og uskyldighed. Det forvirrede mig totalt. Dertil brugte hun (naturligvis) skylden som våben. Det mest ødelæggende og skadelige for et barn.
Du skriver psykisk vold. Det er præcist, hvad det er - eller psykisk terror:
'Det er terrorens natur: Den ryster vores følelse af, hvad der er sikkert og søger at fremprovokere en overreaktion'.
Citiat Anja Dalgaard-Nielsen, terrorforsker
Skadede mennesker, skader mennesker. Sårede mennesker, sårer mennesker. Syge mennesker, gør andre mennesker syge. Traumatiserede mennesker, traumatiserer andrer mennesker. Det er derfor, verden ser ud, som den gør.
Jeg er så ikke enig med dig i, at man kun kan komme væk og få det bedre, hvis man møder en god familie eller andre, der kan fylde én op. Okay... for nogen er det måske løsningen.
For mig at se, kan man ikke fyldes op med tilbagevirkende kraft eller pr. stedfortræder. Det man skulle have haft i barndommen af sine forældre, skulle man have haft dengang, da man havde brug for det. Det man har brug for som voksen og kan få som voksen er noget andet. Min oplevelse er, at før man opgiver håbet og illusionerne, kommer man ikke videre. Man må lære at fylde sig selv op og lade være med at give energi til mennesker, der ikke er gode for én. Det er en langvarig proces og man har brug for hjælp og støtte af en terapeut eller psykolog. Til gengæld er resultatet vedvarende og positivt og så er man ikke evigt afhængig af andre for at have det godt - kun af sig selv. Det er hjælp til selvhjælp. Vi har ikke lært at klare os selv - det er det, vi har brug for at lære.
Ja, nogen er uden tvivl mere sårbare end andre. Men i bund og grund er vi jo hamrende sårbare allesammen, når vi ikke har fået dækket vores behov i barndommen. Men vi er også hamrende stærke, når vi har overlevet vores barndom. For mig at se handler heling ikke om at flygte fra sin sårbarhed eller lægge smerten ind på en hylde - men om at komme igennem den og overvinde den og derved opleve, at man vokser og bliver betydeligt stærkere. Selv al for stærk psykisk sårbarhed kan GODT heles eller ialtfald bedres, hvis man selv arbejder for det. Og det skal man som sagt have hjælp til.
Har du gået i terapi? Det åbner nogle helt nye muligheder for et bedre liv.
Det siges, at man ikke kan ændre sin barndom med tilbagevirkende kraft - men man kan ændre sine følelser for den. Det er i høj grad også min oplevelse.
Mange hilsner Helene
Ja og mærkeligt at det virker på en - eller rettere det virker på mig.
Og ...det jeg siger med en anden famile eller mennesker osv der skal rette op og fylde op ...ja det er min drøm...det er desværre ikke noget jeg selv har erfaret endsige prøvet. Det sgu sådan en umoden fantasi jeg har om at møde det her. Men der har du nok ret.
Og til Lotte jeg skriver under"krise" fordi jeg får en krise efter at have talt med min mor...og det er også en form for sorg. Havde jeg nogen ordenligtlige mennsker jeg ku sætte istedet for dem ...ja så tror jeg ikke jeg fandt mig i det her.
Det er ikke mærkeligt, at skylden virker. Den er hamrende effektiv. Især overfor et barn, der i forvejen forklarer alverdens ulykker med, at 'det må være min skyld'. Hvad skulle ellers være årsagen? Barnet forstår jo ikke verden.
Så det er heller ikke mærkeligt, at den virker på dig. Den virker på langt de fleste mennesker. Den nedbryder én og tager enhver selvtillid fra én. Det er ren og skær hjernevask. Skal man ændre noget må man af-hjernevaske sig selv og fortælle sig selv præcist det modsatte. Det hjælper ganske betydeligt, hvis en person man har stor respekt hjælper med til denne 'omprogramering'.
Begynde at være god ved sig selv og forkæle sig selv og give sig selv alt det, man ikke har fået som barn.
Du skriver, at hvis du havde nogle ordentlige mennesker at sætte i stedet for dem. Problemet er, at det fungerer omvendt: Så længe du holder fast i dem, finder du ikke andre. Du er nødt til først selv at søge efter andre, så bliver du bedre i stand til at slippe dine forældre. Når der lukker sig en dør, så åbner der sig en ny - og når man selv rækker hånden ud, så er der sædvandligvis nogen, der plejer at tage den. Ligesom her på ND.
For mit eget vedkommende hjalp min terapuet mig igennem den proces. Han lærte mig indirekte alt det, jeg ikke havde lært som barn i relation til andre mennesker og han gav mig indirekte det jeg burde have fået som barn. Han bakkede op om mine fremskridt, han hjalp mig til at kunne klare mig selv, han lærte mig at sige til og fra og mærke mine egne grænser og jeg voksede med opgaven og fik anerkendelse for mine fremskridt. Jeg fik hjælp til at få et selvstændigt liv og klippe navlestrengen til mine forældre. Jeg vil altid være ham dybt taknemmelig. Han hjalp mig til at få et liv.
Måske er det en umoden drøm du har. Jeg har selv haft drømt om noget lignednde på et tidspunkt. Det tror jeg mange gør. Men vi er også umodne følelsesmæssigt efter en sådan opvækst. Derfor handler det om, at vi får lov at vokse og udvikles - lidt forsinket - men bedre sent end aldrig.
Hilsen Helene
Jeg er meget meget glad for det du/i skriver ...og jo jeg går til en psykolog det er jo lidt dyrt for mig så det er 1 gang hver anden mdr Men det virker ja klart måske som om hun tror at jeg bare kan sige "min mor syg og det er hendes bitterhed der går ud over mig (stærkt forkortet)" og det er her mit problem kommer ....jeg kan godt sige det jeg ved det er rigtigt men men men alligevel så er der et eller andet påvirkning jeg tar med mig ...hele tiden
Hvis du skriver til mig nu og undrer dig over jeg ikke svarer er det fordi jeg lige nu tar i sommer hus ...jeg prøver nemlig osv at alt muligt men nogen gange ja tit så kommer det her.
Skriv !
Maj
Ja, det er pokkers, at terapi skal være så dyrt og behandlingsmulighederne så få og ringe. Flere og flere mennesker erkender et behov for psykologisk/terapetisk behandling, men har man ikke selv råd til det, så må man undvære! Så kan man blive henvist til en psykiater og det er jo ikke det, man har brug for. Det skulle lige være med fysiske lidelser, man sagde, at folk selv måtte betale, hvis de ville behandles...
Jeg har selv betalt rigtigt mange penge for mit terapiforløb. Fininaseret af sygedagpenge og banklån :-(
1 session hver anden måned... det er ikke meget. Ved du, at man kan søge sin læge om henvisning til psykolog med den indikation, at man er 'pårørende til alvorligt psykisk syge personer'. Det er jo så lægen, der skal vurdere, om man falder ind under denne kategori. Ifald det lader sig gøre, dækker sygesikringen 60% af behandlingen (mener jeg, det er).
Jeg ved ikke, om der er andre muligheder men det ved din læge måske. Måske du kan skrive til sr-bistand http://www.sr-bistand.dk/raasgivning.asp og forklare dem din situation og at én behandling hver anden måned ikke er nok? Hvis det påvirker din arbejdsevne, så du kommer ud i noget med sygemelding, kan jeg forestille mig, at kommunen må komme ind over og skabe et behandlingstilbud.
Når du ikke føler, at din psykolog forstår dig, så er det måske et spørgsmål, om hun er den rigtige for dig? Det er jo ikke altid, at kemien passer. Måske kan det også være svært at skabe tillid nok og få et kontinuerligt forløb, der går dybt nok, når der går så lang tid imellem? Jeg kan forestille mig, at det nærmest må være som at skulle starte forfra hver gang?
Jeg var først hos en anden terapeut én gang men fornemmede intuitivt, at han ikke var den rigtige for mig. Så gik der 5 måneder, så fandt jeg ham, jeg gik hos i 4 år. Jeg havde tillid til ham lige fra starten og han har hjulpet mig utroligt meget.
Hvor længe har du gået hos psykologen?
Du skriver: '....jeg kan godt sige det jeg ved det er rigtigt men men men alligevel så er der et eller andet påvirkning jeg tar med mig ...hele tiden...'
Jeg ved ikke om, jeg forstår det rigtigt... Mener du, at du godt kan sige ordene men at det er som om, at de ikke dækker det? Eller som om, at det ikke er det, du har brug for? Eller som om, at det er sandt nok men der mangler alligevel noget?
I så fald genkender jeg det. Ord alene er ikke nok. Jeg kan også godt sige, at mine forældre var psykisk syge - men det er jo kun ord. Det vigtige, er, hvad det gjorde ved mig som barn og hvordan det har påvirket mig og mit liv og mit følelsesliv.
Der er meget stor forskel på intellektuel forståelse og følelsesmæssig forståelse. Det er dén, der skaber forandringer.
Din mor var/er givetvis bitter, ja, men det var/er hendes problem. Dit problem er, at hun har ladet det gå ud over dig, så det har påvirket dig og stadigt påvirker dit liv. Det præger én på mange måder og det er det, terapien skal hjælpe med at få ryddet op i, så man kan begynde at håndtere det på en anden og bedre måde.
Det er kun godt, at du kommer ud med tingene - man får det ikke bedre, så længe, man holder det inde i sig selv. Jo mere man kan åbne sig og få sat ord på, desto mere hjælper man sig selv.
Jeg håber, du trods alt får nogle gode dage i sommerhuset.
Mange hilsner Helene