Søg
Tilmeld dig
Oplysningerne må på ingen måde tages som erstatning for kompetent professionel rådgivning eller
behandling af autoriseret læge.
Indholdet på Netdoktor.dk kan ikke bruges som basis for at stille diagnoser eller fastlægge behandling.
Netdoktor.dk - All rights reserved. Netdoktor.dk is a trademark © Copyright 1998-
-
Kontakt Netdoktor
- Netdoktor Media
- Møntergade 19
- 1140 København K
- CVR: 28 68 61 37
Kommentarer
Om man siger led, snog eller heks er jo bare en irrelevant leg med ord. Jeg synes måske du konkludrerer lidt vel hurtigt. Du har læst Rasmus' indlæg og dermed er hans kone – et af de ord, du nu vælger.
Jeg tror egentlig ikke, hans kone er helt 100% klar over, hvor dårligt Rasmus rent faktisk har det – et eller andet sted tror jeg, hun i hvert fald prøver at overbevise sig selv om, at han inderst inde er lige så lettet som hende. Derfor er jeg også kommet frem til at Rasmus er nødt til at indstille sig på at dette brud er en definitiv beslutning fra hendes side, og det kun ville være at udskyde og forlænge pinen ved at trumfe en aftale igennem om en eller anden prøvetid. Jeg er ikke i tvivl om at løbet ER kørt, fra hendes side.
Du skriver at det da godt kan være, Rasmus har overset nogle signaler, men så skulle hun have gjort noget ved det for længst. Det ved du ret beset ikke, om hun har gjort. Du giver uden videre hans kone hele skylden for dette brud, og selv Rasmus kan ikke komme frem til den konklussion. Han har da egentlig ret tydeligt formuleret, at han godt er klar over, hvor skoen har trykket, og at han også bærer sin del, men lige nu er der taget en beslutning, som han ikke havde lyst til, så er han nede, hvilket er en helt naturlig reaktion, men det er ikke ensbetydende med at han er et fuldstændigt uskyldigt offer, der har været alt hvad en kvinde drømmer om – altid, og hans kone bare er en utaknemmelig madamme. Ting er altså ikke kun sorte og hvide – der er en hel farveskala i mellem.
Jeg vil ikke afvise, at der findes parforhold, hvor den ene part lige pludselig uden noget forvarsel, synes at nu kunne det være sjovt at blive skilt, men jeg vil vove at påstå, at det dog er de færreste. I dette tilfælde synes jeg, at Rasmus' kones adfærd netop viser, at hun simpelt hen er så lettet og så glad over, at der nu er taget en beslutning, sikkert en beslutning, som hun har ønsket længe. Hun er så beklageligvis ikke i stand til at fatte, at Rasmus ikke ser tingene på samme måde, og der medgiver jeg, at hun gør en kæmpe fejl, og jeg håber da at Rasmus ret så kontant har meddelt, at han ikke ønsker den opførsel – dette har jeg redegjort i et tidligere indlæg.
Men – bare rolig; virkeligheden skal som nok også indhente Rasmus' kone, for ligegyldigt hvor meget man har ønsket dette brud, så er det altså ikke lige morsomt, og det ER dybt opslidende. Jeg har aldrig fortrudt så meget som 5 minutter, at jeg den gang tog en beslutning om skilsmisse, og et eller andet sted troede jeg også, at NU kunne alt kun blive bedre. Det er det også blevet, men det kom ikke lige ”over night”. Skilsmisseprocedure, deling af hjem, økonomi, børn osv. osv. ER en barsk omgang – også for Rasmus' kone, men det ville være skønt – især for deres børn, hvis de kunne klare dette på en ordentlig måde, så de senere kan få et godt og værdigt forhold til hinanden.
nu er det jo til Rasmus at jeg skriver ---men du må da godt svare for Rasmus---det tror jeg nu godt han selv kan---men jeg har jo lige som dig læst alle hans indlæg helt fra start
og det er ud fra en helhed jeg konkloderer----
nu har jo ikke alle skilsmisser det samme forløb----men måske nogle paraleller--
og du går meget ud fra din egen skilsmisse hvor du også var den der forlod manden ----af hvilken grund ved kun du selv
men her har Rasmus nøje beskrevet hans og konens forløb
og ud fra det får man et billede af deres forhold---og da man ikke kender dem --og ikke skal tage parti for nogen
er det beskrivelsen at jeg konkloderer på
det er min mening om denne og mange andre sager
Jeg er ikke det fjerneste vred, og heller ikke på dig. :-) Vi har tydeligvis hver sin opfattelse af, hvad der rent faktisk er skrevet, og sådan er det. Det kan man da ikke tillade sig at være vred over.
Jeg synes bare ikke der er nogen grund til at skrive helt så slemt om Rasmus' kone, og det er så min mening. Jeg prøvede bare at påpege, at det altså ikke fremgår nogen steder, at Rasmus har gjort alt rigtigt og hans kone har gjort alt forkert, hvorfor jeg ikke helt kan komme frem til samme konklussion.
I langt de fleste tilfælde skal der to til at ødelægge et forhold. Du har ret i at ikke to skilsmisser er ens, men jeg genkendte nogle mønstre så tydeligt, at jeg netop derfor kom ind på egen erfaring.
Jeg lover dig, at jeg aller, aller helst ville sige at i mit tilfælde var det også fordi min eksmand bare var så åndsvag osv. osv. det var han også :-), men hvis jeg skulle videre med mit liv, så var jeg godt nok nødt til at erkende, at han altså ikke havde hele skylden.
Det er det samme, jeg prøver at sige til Rasmus. Man kommer ikke videre i sit liv, og lærer intet, hvis man ikke vil erkende egne fejl. jeg håber meget for Rasmus, at han med tiden finder en ny kvinde og lykken igen, men så nytter det jo ikke, hvis "nissen" flytter med, vel?
Rasmus har ingen glæde at at få at vide, at det også bare er hans kone, der en åndsvag - og det er der altså heller intet, der indikerer, at han er parat til at mene.
Det her er jo et debatforum, så der er vel intet forgjort i, at vi to lige har en snak undervejs.
Jeg respekterer absolut dine meninger, men jeg vil have lov til både at fastholde og argumentere for mine.
mange ting mener vi nær det samme --men uddyber det forskelligt ----
for ingen par forhol går i opløsning hvis de er enige og kan finde ud at det
venligst
Men jeg forstår slet ikke, hvad du mener med "for ingen par forhol går i opløsning hvis de er enige og kan finde ud at det"
???
Du har da fuldstændig ret, men i det her tilfælde, er da da lige præcis det, man ikke er. Man er IKKE enige, man kan IKKE finde ud af det.
Jo, måske er Rasmus enig, men det er hans kone så tydeligvis ikke.
Men jeg synes at opleve, at i rigtigt mange parforhold, glemmer man at huske hinanden, glemmer at fastholde, hvad det var man startede med. Det er heller ikke nemt, når man skal passe børn, karriere, venner, fritidsinteresser osv., men jeg synes næsten det burde indføres ved lov ( :-) ) at par havde bare en aften om ugen, der var helliget parforholdet. En aften, hvor man virkelig fik talt sammen i fred og ro, kom ind bag hinanden, fandt ud af, hvad der rører sig lige nu. Rigtigt mange par ender jo med slet ikke at kende hinanden, fordi vi jo alle udvikler os hele tiden, og hvis ikke man følger med sin partner, så vil man opleve at denne udvikling også er en udvikling i en anden retning - væk fra partneren.
Jeg synes, når jeg har læst nogle af samlivsdebatterne her på ND, så er det det, der sker; man taler ikke sammen, andet end om dagligdags ting, børn, vasketøj, indkøb osv. Man aner måske ikke en gang at ens partner måske går og har det dårligt, og så er det, at tingene går galt.
Jeg bliver helt forstemt, når jeg læser at du, Palamar ikke tror på kærligheden - vi har jo også talt sammen i en anden tråd, så jeg forstår dig. Jeg havde det også sådan i mit tidligere ægteskab, vi talte ikke sammen, jeg kunne ikke komme igennnem med noget som helst, han ønskede simpelt hen ikke, at jeg skulle lære ham at kende – åbenbart...
Men – nu har jeg i 11 år været sammen med en helt fantastisk mand, han har også været gift før, så vi ved en frygtelig masse om, hvordan man IKKE skal gøre tingene. Selvfølgelig kan vi ikke undgå konflikter, det kan ingen vel, men det er utænkeligt, at vi ikke løser dem – her og nu, det er utænkeligt at vi om aftenen skulle lægge os til at sove uden et dybt godnatkys, og sådan et kan man simpelt hen ikke, hvis man synes han er en dum skid, så en eventuel konflikt må altså ordnes først.
Kærlighed og parforhold er som en gammel bil, det skal passes, plejes og smørres – hele tiden! Og det er BEGGE parter, der er ansvarlige for denne pasning.
Hvis man selv vil, så tror jeg at både du, Palarmar og også Rasmus kan finde lykken, dog nok med en anden partner, men det kræver arbejde, indsats og tid, måske du Palarmar eventuelt skulle ind og have lidt professionel hjælp til noget oprydning i forhold til, hvad du har oplevet før – her henviser jeg til dit seneste indlæg i din debat, som er forstemmende, du har godt nok fået et par hug her i tilværelsen.
Ligegyldigheden og egoismen kommer, når man måske har opgivet, men det er ikke der det starter. Det er heller ikke muligt at indgå konpromis, hvis man befinder sig på hver sin planet, så derfor må man først og fremmest arbejde på at have den samme platform.
Ja, det var lidt filosofisk – jeg blev bare så ked af det, for jeg tror mange parforhold kunne fungere rigtigt godt, hvis bare man huskede hinanden – hele tiden, og huskede at arbejde for det helt fra starten og ikke først, når det er for sent.
god debat, bliver næsten helt forpustet:)
Lotte, jeg tror du har en rigtig god pointe, og lad mig slå helt fast at min ex hustru er fantastisk, stærk, den bedste mor til mine børn og i det hele taget beundringsværdig.
Vi er 2 der er vokset fra hinanden, mest er min ex nok vokset fra mig, og jeg har været tyknakket og ikke set signalerne. Jeg kommer nok til at tvangslæse dit indlæg et par gange Lotte, for at få beskeden helt ind, selvom det er hårdt.
Problemet lige nu er at jeg stadig render rundt med min del af kærligheden, også længe jeg har den, er der også et lille håb. Det skal jeg have bearbejdet, hvis jeg skal videre...
Er dog begyndt at sætte grænser op, dvs. jeg er flyttet ud, og har fortalt min hustru at jeg flytter ind lørdag, hvor jeg så regner med at hun flytter. Hun synes det er lidt overdrevet, og vil gerne blande vores liv sammen.
I dag har vi haft 2 mæglere til at se på vores hus. Det var en nedtur af de helt store. At have et par unge unge popsmarte hurtigsnakkere til at tage mål, af vores gamle smukke hus, som jeg nænsomt har renoveret gennem 10 år. For derefter at prissætte det til en pris, så jeg ikke kan overtage det:P Min sjæl ligger i det hus....
Efter vurderingen spurgte min ex. om jeg ikke ville med hende og børnene, ud til hendes forældre og spise. Jeg fortalte hende at mit hoved er helt forkert indeni og jeg var nødt til at afslå hvis jeg overhovedet skulle have en chance for at få brikkerne til at passe sammen igen. Hun så varmt på mig og spurgte om hun ikke måtte give mig en krammer? Jeg gav hende lov og vi stod 30 sek i stuen, hvor jeg kunne mærke varmen gennemstrømme mig.... inden jeg tog afsted.
Har det godt lige nu, men frygter natten, hvor det eneste der er sikkert er, at jeg vågner op badet i sved. Sidste nat med drømmen om at min eks havde taget mig tilbage!
Har i øvrigt fået lavet et nyt hul i bæltet, da vægttabet efter 3 uger nu er oppe på 7 kg. Men kuren kan ikke anbefales...
/Rasmus
Selvfølgelig er jeg ked af, at jeg måske har været lidt barsk, men min erfaring siger mig, at der altså ikke er nogen, der kommer videre, af at blive aet og talt efter munden. Det eneste man får ud af det, er netop, at man ikke får indset, at man altså – og sådan er det jo desværre – også selv har en del af ansvaret.
Du er helt nede, og det er afsindig hårdt, men hvis du kan overbevise dig selv om, at der måske er en grund til det, og du ender med at komme stærkere og måske mere afklaret ud på den anden side, så kan det være, at du på den måde kan komme op af det sorte hul.
Din kone er tydeligvis lettet over beslutningen, men jeg synes, I skal få en snak om, hvordan du har det med at hun er så varm og kærlig over for dig – for det er da at gnide salt i såret, og bliver ved med at give dig nogle forhåbninger; hun gør det garanteret i bedste mening, derfor er du nødt til at melde helt klart ud.
Og historien med mæglerne! Ja, jeg fatter ikke, hvordan den brance overhovedet kan overleve. Jeg vil foreslå at du meddeler pågældende mæglerfirma at de skal holde sig langt væk, og også fortælle grunden; at sådan et par oversmarte knægte absolut ikke indgiver tillid. Jeg har også mødt sådan nogle, og de er simpelt hen så afskyelige, at man kan undre sig over, at deres mor kan holde dem ud. Så skal du kontakte et andet firma, og fra starten gøre opmærksom på, at du ønsker kontakt med et voksent menneske, der også har forståelse for, at det her ikke udelukkende hander om et fantasisalær til dem – for i øvrigt et forholdsvist lille arbejde,- men altså et livsværk, som du gerne vil have vurderet med nænsomhed og omtanke.
Og så synes jeg, du skal kigge lidt på det område, I bor i, hvad er det reelle prisniveau, altså hvad bliver boliger solgt til i forhold til udbudsprisen; prøv om du kan finde et par i nogenlunde samme stand, alder, vedligeholdelse osv., i øvrigt et job som ejendomsmæglere helt af sig selv burde have foretaget. Så får du et blik i den reelle pris. Jeg mener, det er da meget godt, at et par knægte vurderer salgsprisen til f.eks. 2. mill, men den dag det bliver solgt, så får du ikke en krone over 1.5 mill, så det er den pris du skal regne med.
Bankerne er ikke meget for at låne ud i øjeblikket, men hvis du måske kan få en fornuftig vurdering, så kan det være, der vil være en mulighed for at du i første omgang vil kunne købe din kone ud, måske hvis hun er med på en lempelig afdragsordning. Det mener jeg har været en tanke, du har tænkt? Den slags skal naturligvis ordnes gennem advokat, så ingen hverken bliver eller føler sig snydt.
Jeg kan forstå, at du frygtelig gerne vil blive i huset, du har brugt mange kræfter i det, din sjæl er der, men.... alligevel vil jeg som tidligere skrevet, foreslå, at du for din egen skyld, måske skal overveje et salg, for selv om din sjæl er i det, så er det jo en anden ”sjæl” når din kone ikke mere er der. Du vil konstant blive mindet om hende og jeres liv, hvis ikke du kommer videre.
Så oven i din ”slankekur” :-) - bør du måske også tænke lidt over, om det alligevel ikke er bedre for dig, også at ændre dine fysiske rammer.
De bedste tanker
Lotte
god pointe. Men huset er også børnenes base, forbindelse til skole, fritidsaktiviteter, familie etc. Jeg er slet ikke i tvivl om at jeg vil gøre deres liv nemmere hvis jeg kan blive der.
Mht. at blive mindet om min hustru, så er jeg ikke i tvivl om at det skal jeg finde ud af at tackle. Jeg har lavet alt med min hustru, så lige meget hvor jeg vender mig, venner, familie, ferie, hus, koncerter, rejser, ALT... så vil jeg blive mindet om hende. Den må jeg komme mig over på en anden måde!
Så længe jeg selv tager styring om mit eget liv, synes jeg at kunne se en vej ud! Det må være det jeg skal fokusere på ligenu... men hold fast hvor gør det ondt.
Har ellers været rimeligt ovenpå på det sidste. Overnattede på hotel i går, da min telefon mens den lå i lommen ringede til min ex. Jeg stoppede kaldet men min ex. havde set det og ringede tilbage, og fortalte at hun var ude at købe sengetøj (til hendes nye liv) og øjeblikkeligt startede en ny nedtur...
Jeg har fået stoppet den nu, og føler jeg kan se frem mod lørdag, hvor jeg så har en uge med børnene!
/Rasmus