Livet efter skilsmisse... parterapi fortsat!
Hej,
ja så kunne jeg ikke holde mig væk længere, behovet for skrive har genindfundet sig, samtidig med lysten til livet.. eller?? Beklager at skriveriet har mere karakter af min egen terapi end egentlig debat. Håber i kan bære over med mig.
Efter parterapien tirsdag, hvor skilsmissen gik op for mig gik jeg helt i sort. Onsdag startede med at vi fik besøg af ejendomsmægler, jeg fik snakket med psykolog, men dagen sluttede ned af bakke, og jeg endte med onsdag med at gå helt ned på baldrian og sovepiller hos min far. At jeg har tabt 5 kg. siden starten og ikke har kunnet arbejdet (selvom jeg har mødt op), har også forstærket nedturen. Min bror kom forbi og konstaterede venligt at jeg nok skulle til at starte på liv del 2. Jeg havde alt, jordens sødeste hustru, godt job, fedt hus og jordens dejligste børn. På 2 uger var alt dette uden af mine hænder, og jeg kunne ikke længere kontrollere mit eget hoved.
Torsdag bookede jeg familiens skilsmisse advokat, og tog derind om eftermiddagen - sammen med min hustru, for at aftale separation. Inden fik vi dog en pris for huset, som giver mig en svag mulighed for at beholde det.
Advokaten er en meget ligefrem mand, som ikke er bange for at provokere og sige sin mening uden omsvøb. Og for mig som mand hjalp dette. Tingene blev skrået ud i pap. Ud af hans 500 skilsmisser, var det for 80 % kvinderne der ville skilles, og manden havde aldrig set det komme. Bevidstheden om at dette er sket på denne måde for andre før, gav en stopper for mange af de selvbearbejdelser som jeg har haft i de sidste par uger.
Guderne skal vide jeg har været helt nede de sidste 14 dage, haft tanker der var mørkere end jeg troede jeg kunne få, og kun børnene og min far, der har været en rigtig stor hjælp, har holdt mig i live! Dette hjælper ingen!
Parterapi sessionerne har også haft karakter af at sjappe rundt i følelser, der udelukkende har øget mine selvbearbejdelser, over jeg ikke så dette komme, og har ikke bragt noget fremad.
Mødet i går bragte i høj grad tingene fremad. Jeg haft fået løftet hovedet, og er begyndt at tage styring om mit eget liv igen. Rigtig god følelse.
For min hustru ændrede mødet også noget i går, i hvert fald følte hun trang til at give mig et klem, da jeg gik over til min far for at sove. Og da vi senere diskuterede børn, lagde hun vægt på at jeg fremover når vi flyttede hver for sig, kom ind til hende og spiste til fællesspisning. Jeg er dog ikke sikker på at dette er en god ide.
Men forvirringen er dog stadig total. Vi havde sidste parterapi session i dag, den foreløbigt bedste. Vi sluttede af med at sidde og grine og parterapeuten konstaterede at vi var det sødeste par hun havde haft. På vej hjem i bilen sad vi og grinede, snakkede og aftalte at besøge fælles venner søndag.
Aftenen i aften har været perfekt. Ild i brændeovnen, jeg lavede noget god mad, vi delte noget rødvin, børnene var glade, spillede klaver med min datter og min hustru kom ind og gav mig et knus mens vi spillede... så jo jeg er forvirret. Min Far og hans hustru kom forbi, og vi har alle siddet og snakket rigtig hyggeligt indtil nu. Min papfarmor hviskede på vejen ud at hun ikke fatter, at vi skal skilles når vi kan have det så godt. Ved hendes skillsmisse havde de trods alt været uenige, og hendes mand en tyran...
Min hustru sidder lige nu i pyjamas i sofaen og har kaldt på mig, fordi hun vil have selskab til aftenens film. Så jo jeg er totalt forvirret?
Men i morgen skal vi fortælle det til børnene, også er idyllen forbi. Jeg ved ikke om jeg stadig håber eller hvad? …også lige efter at have erkendt skilsmissen og have været på selvmordets rand???
Jeg forstår ikke mit humør kan svinge så meget, og jeg forstår ikke min hustru?
/R
ja så kunne jeg ikke holde mig væk længere, behovet for skrive har genindfundet sig, samtidig med lysten til livet.. eller?? Beklager at skriveriet har mere karakter af min egen terapi end egentlig debat. Håber i kan bære over med mig.
Efter parterapien tirsdag, hvor skilsmissen gik op for mig gik jeg helt i sort. Onsdag startede med at vi fik besøg af ejendomsmægler, jeg fik snakket med psykolog, men dagen sluttede ned af bakke, og jeg endte med onsdag med at gå helt ned på baldrian og sovepiller hos min far. At jeg har tabt 5 kg. siden starten og ikke har kunnet arbejdet (selvom jeg har mødt op), har også forstærket nedturen. Min bror kom forbi og konstaterede venligt at jeg nok skulle til at starte på liv del 2. Jeg havde alt, jordens sødeste hustru, godt job, fedt hus og jordens dejligste børn. På 2 uger var alt dette uden af mine hænder, og jeg kunne ikke længere kontrollere mit eget hoved.
Torsdag bookede jeg familiens skilsmisse advokat, og tog derind om eftermiddagen - sammen med min hustru, for at aftale separation. Inden fik vi dog en pris for huset, som giver mig en svag mulighed for at beholde det.
Advokaten er en meget ligefrem mand, som ikke er bange for at provokere og sige sin mening uden omsvøb. Og for mig som mand hjalp dette. Tingene blev skrået ud i pap. Ud af hans 500 skilsmisser, var det for 80 % kvinderne der ville skilles, og manden havde aldrig set det komme. Bevidstheden om at dette er sket på denne måde for andre før, gav en stopper for mange af de selvbearbejdelser som jeg har haft i de sidste par uger.
Guderne skal vide jeg har været helt nede de sidste 14 dage, haft tanker der var mørkere end jeg troede jeg kunne få, og kun børnene og min far, der har været en rigtig stor hjælp, har holdt mig i live! Dette hjælper ingen!
Parterapi sessionerne har også haft karakter af at sjappe rundt i følelser, der udelukkende har øget mine selvbearbejdelser, over jeg ikke så dette komme, og har ikke bragt noget fremad.
Mødet i går bragte i høj grad tingene fremad. Jeg haft fået løftet hovedet, og er begyndt at tage styring om mit eget liv igen. Rigtig god følelse.
For min hustru ændrede mødet også noget i går, i hvert fald følte hun trang til at give mig et klem, da jeg gik over til min far for at sove. Og da vi senere diskuterede børn, lagde hun vægt på at jeg fremover når vi flyttede hver for sig, kom ind til hende og spiste til fællesspisning. Jeg er dog ikke sikker på at dette er en god ide.
Men forvirringen er dog stadig total. Vi havde sidste parterapi session i dag, den foreløbigt bedste. Vi sluttede af med at sidde og grine og parterapeuten konstaterede at vi var det sødeste par hun havde haft. På vej hjem i bilen sad vi og grinede, snakkede og aftalte at besøge fælles venner søndag.
Aftenen i aften har været perfekt. Ild i brændeovnen, jeg lavede noget god mad, vi delte noget rødvin, børnene var glade, spillede klaver med min datter og min hustru kom ind og gav mig et knus mens vi spillede... så jo jeg er forvirret. Min Far og hans hustru kom forbi, og vi har alle siddet og snakket rigtig hyggeligt indtil nu. Min papfarmor hviskede på vejen ud at hun ikke fatter, at vi skal skilles når vi kan have det så godt. Ved hendes skillsmisse havde de trods alt været uenige, og hendes mand en tyran...
Min hustru sidder lige nu i pyjamas i sofaen og har kaldt på mig, fordi hun vil have selskab til aftenens film. Så jo jeg er totalt forvirret?
Men i morgen skal vi fortælle det til børnene, også er idyllen forbi. Jeg ved ikke om jeg stadig håber eller hvad? …også lige efter at have erkendt skilsmissen og have været på selvmordets rand???
Jeg forstår ikke mit humør kan svinge så meget, og jeg forstår ikke min hustru?
/R
Kommentarer
Nu har jeg fulgt en del med i dine indlæg. Jeg er selv kvinde, og jeg har oplevet noget af det samme som dig - tvetydige følelser - på den ene side ville min kæreste gå fra mig, men samtidig sad han og så på mig med kærlige øjne. Jeg elskede ham sådan, og jeg fandt mig i hvad som helst. Jeg føler også lidt nu, at din kone sender dig tvetydige bemærkninger, og jeg kan ikke lade være med at blive vred på dine vegne.
Ved du hvad - jeg synes, at du skal gøre dig stærk og gøre dig iskold. Bed hende flytte og gør hende klart, at der ikke er noget med fælles middage og træk dig ud af hendes lyst til hyggeaftener med dig. Desværre virker det lidt som om, at hun er i gang med at miste respekten for dig. Alene det at hun ikke gør noget og bare lader dig køre totalt ned i de sidste fjorten dage, hvor du ikke kan sove og ikke passe dit arbejde. Du græder og er helt ude af den, og hun er bare så valen i stedet for at pakke sine ting og gøre alvor ud af det og forsvinde ud af jeres hus. Nej altså....kan du ikke selv se, at hun ikke behandler dig ordentligt?
Hun kan ikke både blæse og have mel i munden. Jeg synes for din egen skyld, at du fra nu af skal sætte hende stolen totalt for døren. Hun må ud af det hus, og jeg vil håbe, at du kan beholde huset og få købt hende ud hurtigst muligt.
Det er utroligt, som folk kan finde på at opføre sig overfor hinanden efter at have været gift. Jeg håber, at du finder styrken. Lad være med at give efter. Lad hende vide, at din grænse er nået nu. Jeg er desværre bange for, at hun har mistet respekten for dig.
tak for svaret. Du har nok en pointe... problemet er bare at jeg stadig har noget håb indeni. Man holder ikke op med at elske fra den ene dag til den anden. Min (ex)hustru er så forbandet sød og gudesmuk.
Og hvis du har ret i din antagelse, kræver det jo som minimum respekt for at komme tilbage i den andens liv. Men omvendt risikerer jeg jo også en pæn konfrontation ved at stille tingene firkantet op, og herved risikerer børnene vel også at komme i klemme? Min hoved siger det er forbi, men mit hjerte gør ikke!
Kan godt se det lyder vagt. Jeg plejer at føle mig stærk, men lige i øjeblikket er jeg meget svag.
Fortalte det til børnene i morges, brugte en time på at græde sammen, men lige nu går livet på en eller anden uvirkelig måde videre.
Har lige sat noget godt musik på og er gået i gang med det store Italienske måltid til i aften, mens min ex (av - det er hårdt at skrive), har taget en lur. Med dit ekko i baghovedet - Palamar - føler jeg mig lidt som en skødehund...
I morgen har vi aftalt at vi sammen tager ind og kigger på et fremleje til min hustru(fra d. 1. april)... det kan godt være jeg skal sige at jeg bliver hjemme??
/R
Palarmar har fat i noget væsentligt- Jeg er som skrevet tidligere helt på linie med hende.
Når en kvinde mister respekten for sin mand, (gudesmuk eller ej)
så forsvinder forelskelsen og "lysten".
Lad hende dog selv finde et sted at bo, lad hende prøve at skulle tage virkelig vigtige beslutninger alene.
En anden ting er, at du ikke bør græde sammen med dine børn,
du må godt vise dem at du er ked af det, men de har brug for din styrke til at komme igennem skilsmissen.
De skal heller ikke se dig som offer og (måske) få ondt af dig og tage dit parti.
Mit bedste råd til dig er, lad din kone se en ny side af dig, "slå i bordet" og skab respekt om dig.
Ingen kvinde gider en dørmåtte.
UNDSKYLD at jeg er så grov Rasmus, jeg ønsker dig kun det bedste.
Men overdrivelse fremmer forståelsen.
Leonine
For det første skal du vide, at jeg forstår dig meget mere, end du tror. da jeg selv har været det samme igennem - blot med nogle lidt andre nuancer. Netop fordi jeg selv har prøvet det her før, så er mine ord så hårde - jeg kan ikke lide din kones opførsel!
Jeg elskede også min kæreste overalt på jorden - og det tog mig mange år at komme over bruddet, da jeg endelig smed ham definitivt ud. Han startede med, at være, ligesom din kone er nu. Han ville skilles, men samtidig sad han og kiggede kærligt på mig og ville passe på mig etc. - og sådan gik det on and off i flere år! Mit hjerte blødte, og jeg gjorde alt for at beholde ham, og det jeg fik ud af det, var, at han mistede totalt respekten for mig! Han indrømmede selv flere år efter bruddet, at jeg havde været for nem, og at det var derfor han behandlede mig sådan!
Netop på grund af min baggrund mener jeg at kunne se, at det samme gør sig gældende i dit forhold/ægteskab - ud fra det, du beskriver.
Gudesmuk eller ej - der findes andre kvinder, der også er gudesmukke, og du skal for guds skyld trække din grænse op for din kone. Frygt ikke for dine børn. Da i er gift, har i fælles forældremyndighed, og du skal ikke lade dig trække rundt i manegen af hende af frygt for, at hun forhindrer samkvem, for det kan hun ikke.
Hun har ikke fortjent dig. Du har fortjent noget meget bedre end hende! Jeg ved, hvor ondt det gør dig at læse, hvad jeg skriver - tro mig - men for din egen skyld så må du skære klart igennem og sætte hende definitivt stolen for døren! Kan du ikke selv se, at hun kører rundt med dig? Hvor skulle hun skamme sig. Det mener jeg virkelig. At se dig køre helt ned....det skal du bare ikke finde dig i. Tro mig - du vil få det bedre, når hun er kommet ud af huset.
Og NEJ - hvorfor i alverden skal du hjælpe hende med at finde lejlighed? Det må hun sgu da gøre selv. Det er hende, der vil skilles. Du skal da ikke rende hende i hælene som en våd hund.
Jeg kunne godt forestille mig, at bøtten vender fuldstændig, hvis du følger mine råd. Men jeg vil i hvert fald ikke selv mere have med en person at gøre, som kun respekterer mig, hvis jeg sætter hårde grænser op, og det synes jeg heller ikke, at du skal gøre.
Jeg kan godt forstå, at du er knust. Men hun er det ikke værd - og slet ikke set i lyset af hendes opførsel i den sidste tid.
Knus fra Palamar
så kan i ikke finde en løsning i den måned
men din kone er nu ikke særlig GUDESMUK
tvært om --hun er rigtig led
hun fylder dit sår med salt ---kan du ikke se det
man skulle tro hun nyder at såre dig ved at lægge op til dig ---og du vinder hende ikke ved at lefle efter
nej vend hende ryggen og vis den kolde skulder --så hun allerede kan mærke konsekvensen af sin handling ----bed hende om flytte på et værelse i byen indtil hun får sin lejlighed
nej gode ven stop al servis fra din side --det tjener dig bedst ----
det gør ondt --men du skal igennem det og du klarer det ---hvis du siger til dig selv at det vil du ----både for din egen og dine børns skyld
Jeg forstår din forvirring, men ved at nærlæse, hvad du ellers har skrevet, så har jeg en lidt anden vinkel end Palamar og Solo, for jeg synes, jeg genkender noget fra den gang jeg selv stod i situationen, hvor det altså var mig, der ville skilles, - mig, der ikke magtede ægteskabet mere.
Du har i din første tråd og i dit første indlæg netop skrevet, at I kørte i en negativ spiral og havde det dårligt sammen – det synes du nu helt at have glemt. Du har også senere skrevet, at du har ”været et fjols og overset signalerne”, hvilket jo er en klassiker – især for mænd, hvorfor din advokat har helt ret i sin udtalelse. Især mænd har det lidt med, at når de først er i et fast parforhold, så ”kører det hele nok af sig selv”, men sådan er livet jo ikke mere.
Det, jeg prøver at formulere er, at det ikke kun er din kone, der bare uden videre ødelægger jeres ”fantastiske” forhold, og jeg synes, du skal tænke lidt over det. Jeg kæmpede også i årevis, forsøgte at råbe min eksmand op, men først da jeg sagde stop, gik alvoren op for ham. Den lettelse, der bredte sig i mig ved endelig at have udtrykt mit ønske om at stoppe noget, der simpelt hen ikke kunne fungere – FORDI min eksmand netop overhørte alle signaler, der ikke blot var signaler, nej – de var formuleret i særdeles tydeligt sprog – ja, den lettelse var så enorm, at jeg kunne være faldet ham om halsen, og nej, det gjorde jeg ikke, men det er muligvis noget i den retning din kone føler.
Vi HAR kun fået historien fra din side – selvfølgelig – men derfor er det også meget let for os som læsere at give hende hele skylden, og det tror jeg altså ikke er hele sandheden.
Nej, jeg synes ikke, du skal acceptere at nu kan I rigtigt hygge jer, for nu er der taget en beslutning, som din kone har det helt fint med, men du har det elendigt – selvfølgelig skal du sige fra, selvfølgelig skal du ikke acceptere den opførsel, selvfølgelig skal du forlange, at hun tager sin del af ansvaret, og selvfølgelig skal du forlange respekt for dine følelser, men jeg kunne også godt forestille mig, at din kone faktisk forfærdelig gerne vil være gode venner med dig, og det kan du naturligvis ikke gå ind på nu, men det vil være rigtigt godt for jeres børn, hvis I hen ad vejen kunne opbygge et fornuftigt forhold, for I skal altså være i stue sammen rigtigt mange gange frem over i resten af jeres liv, hvis I da ellers vil jeres børn, som jo er avlet i dyb kærlighed, det bedste. Det er en rigtig god ting, hvis I sammen kan aftale omkring fundamentale ting i deres opdragelse, skole, uddannelse osv. Og skønt, hvis I sammen kan nyde deres konfirmation, deres bryllup, børnebørn til den tid osv.. osv.
Du er nødt til at indstille dig på, at din kones ønske om skilsmisse er definitiv, og det er der fra, du skal arbejde videre med dig selv. I disse tider med besvær med hussalg, vil det naturligvis være fint, hvis du kan beholde huset, men for din egen skyld, vil jeg egentlig foreslå, at du også finder et andet sted at bo, hvis ellers huset kunne blive solgt, for hvis du skal positivt videre med dit liv, så vil det nok være lettere for dig, hvis du også starter på en frisk.
De bedste tanker – og jo, jeg forstår dig til fulde, men jeg er altså ikke helt sikker på at din kone er den heks, som det ellers er ved at fremgå.....
og i sær Lotte for gode svar. Og nej min ex er ingen heks. Problemet er at jeg stadig har lyst til at omgåes hende. Når hun foreslår fællesspisning tirsdag, synes jeg jo at det lyder hamrende hyggeligt. Men i har nok ret, så kommer jeg aldrig fri følelsesmæssigt. ...og jeg har jo stadig et håb og noget kærlighed, som jeg skal have bearbejdet væk.
Aftalte at hun skulle sove ude af huset i går. Hun forlod det kl. 21 ud til sine forældre, men var tilbage kl. 8.00, og vader nu rundt i underbukser i stuen!!!
Tager nu selv afsted i 5 dage. Også må vi dele det op herefter.
/R
Ja, måske har Lotte ret. Den indfaldsvinkel kan man jo også se det fra. Men jeg vil stadig fastholde, at din kone er meget tankeløs og selvisk. Hvorfor går hun rundt i stuen uden tøj, efter at hun har begæret skilsmisse? Jeg synes, at det er grotesk, at hun ikke tænker sig lidt mere om, hvilke signaler hun sender.
Nej, jeg ved jeg sætter det på spidsen - jeg er er helt enig, hun bør opføre sig anstændigt og det er at trampe på de følelser, som jeg da går ud fra, at Rasmus har udtrykt her på det seneste.
Rasmus, du siger forhåbentligt fra, og beder hende opføre sig ordenligt??
jeg har ikke sagt din kone er en heks
jeg har sagt hun er led ---jeg kunne også sagt hun er en snog
og jeg mener begge dele
når man i den grad hælder salt i sin mand sår som hun gør ved at rende rundt og lægge op til dig ---og samtidig vil skrottre dig ----
hun ved jo udmærket hvor dan du har det
så hun er da taktløs
det kan godt være at du har overset nogle signaler i jeres forhold
men så skulle hun jo lagt op til din opmærksomhed for længst
så kunne hun måske have vækket dig for længst
før det blev for sent ---
for hun kan jo godt vække dig