Søg
Tilmeld dig
Oplysningerne må på ingen måde tages som erstatning for kompetent professionel rådgivning eller
behandling af autoriseret læge.
Indholdet på Netdoktor.dk kan ikke bruges som basis for at stille diagnoser eller fastlægge behandling.
Netdoktor.dk - All rights reserved. Netdoktor.dk is a trademark © Copyright 1998-
-
Kontakt Netdoktor
- Netdoktor Media
- Møntergade 19
- 1140 København K
- CVR: 28 68 61 37
Kommentarer
briste eller bære ----det er en svær omgang at komme igennem --men det er sikkert heller ikke helt let for din kone --selv om det er hende der vil skilles
hvor meget ved jeres børn om det der sker lige nu
jeg håber for jer at i stadig kan holde hinanden ud og være venner i stedet for kærester----
det vil gøre det lidt nemmere for jeres børn ---
Beklager hvis dette er ved at udvikle sig til min private blog, jeg ved bare ikke hvor jeg ellers skal komme ud med det som jeg gerne vil fortælle om.
Jeg sidder oppe lige nu og går en lang nat i møde, med mange tanker, og har bare et stort behov for at skrive eller tale med nogen. Tanker svinger mellem depression, håb, tab, og følelsen af fiasko, fordi jeg ikke kunne lykkes med mit livs største projekt.
Jeg er ikke sikker på at der er noget, der har flyttet særligt meget hos min hustru, og hvis det er det, så må vi skilles. Mit problem er bare at jeg elsker hende, at jeg tror vi kan ændre noget, og at jeg tror vi sammen kan være de bedste forældre for vores børn.
Vi gik ind til parterapien i en ubalance, da min hustru er klart mere besluttet end mig. Det betyder også at jeg har åbnet meget op for mine problemer. Men jeg er bange for, at det åbner op for at min hustru bliver endnu mere besluttet. F.eks. da vi diskuterede min evne til at bestemme, så har jeg klart et forbedringspotentiale. Men jeg tror også min hustru har bestemt sin del i vort ægteskab. Hun har en god stærk vilje, som jeg beundrer. Et eller andet sted tror jeg også bestemmelsen har været meget ligelig, (men den diskussion er uden betydning). Hvad der måske betyder mere er, at jeg tror jeg kan arbejde med det, da det ikke behøves at betyde noget for mig. Det uheldige ved sessionen har været, at jeg tror min hustru har fået forstærket sin opfattelse af mig som bestemmende.
Ligeledes føles det også som om, at jo mere krampagtigt jeg holder fast på hele situationen, jo mere vil hun rykke den anden vej. Jeg vil ikke have en facade på, men kommunikerer 100 % ærligt. Men pt. er det lige før ærligt er, at jeg bryder grædende sammen, og bare vil be hende om at give forandringen en chance. Fordi jeg er sikker på at vi vil kunne forandre os!
Hvorfor sker dette, og hvad gør jeg?
Den ulykkelige
jeg har behov for hjælp, jeg kan ikke komme videre, og mine tanker bliver mørkere og mørkere... Jeg får ikke sovet i nat, hvilket gør mig bange for at jeg kommer til at gøre noget forkert i morgen. En hård arbejdsdag venter, hvordan skal jeg overleve medarbejdere, kolleger etd. Må nok også hellere få fortalt min chef om det. Meen... hold fast hvor jeg virkelig savner en at snakke med.
Jeg synes heller ikke det giver mening at diskuterere det videre med min hustru. Jo mere jeg har lagt op til at vi skal forsøge at få det til at virke, forsøge med parterapien, jo mere virker det til at hun vil væk. Jo mere jeg har fokuseret på det gode i vores forhold, jo flere negative ting har hun fundet. Det er vel hendes frigørelsesproces. Jeg kan bare ikke holde ud at se de gode ting vi har haft sammen, udstillet på den måde.
Tiden er kommet til et ultimatum, hvis jeg skal hænge sammen som menneske. Det er vel forholdsvist simpelt, enten forsøger vi at få det til at virke dvs. går med samme indstilling eller formål ind i parterapien, eller også går vi igang med at splitte det op - dvs. vel først får snakket med børnene.
Håber nogen læser...
/R
Jeg tror ikke den terapuet er den rigtige for dig, for hvordan skal han/hun kunne vejlede jer begge, når din kone vil en anden vej end dig ..?
Et ægteskabskursus har det mål, at redde et ægteskab, men der skal man være enige i, at det er det man vil.
Og hvem er den terapeut der har åbent om søndagen..det er der vist ikke mange der har..hm..
Jeg tror du alene skal søge hjælp, så du kan komme igennem dette, du må op af det mørke hul du er nede i nu.
HUSK du har børn der elsker dig, og dem må du tænke på nu.
Måske du skulle snakke med din læge, inden du kommer for langt ud - manglende søvn kan ingen holde til i længden.
Skriv du kun alt hvad du har behov for - det er sundt at skrive sig igennem problemerne, og som du kan se, er vi nogen der "lytter".
Du skal nok komme godt igennem.
Tving dig selv til kun at tænke lyst på fremtiden.
Slip angsten.
Men jeg tror som Vera, at du vil profitere af personlig støtte hos en psykolog (kun for dig). Du behøver måske kun få timer.
Tænker kærligt på dig.
Leonine
Selvfølgelig har du lov til at have din ”egen blog” her – det er da andre end dig, der har haft brug for – og jeg vil da mene, at det næsten er hele meningen med et sådant debatforum. Du har jo netop brug for at ”snakke”, og her kan du gøre det anonymt, og du er heldig, at der er dels en del, der gerne vil komme med deres betragtninger og dels er der sikkert også en del, der ”bare” læser med, og kan have stor glæde af det i forhold til deres egen situation, så læs du endelig af – især da, hvis det også hjælper dig, og du måske får nogle vinkler, du kan bruge. Ingen af os kender din helt specielle situation, derfor kan du plukke det ud, som du kan bruge.
Du startede debatten med at fortælle, at du for få dage siden fandt ud, at I er på vej ud i skilsmisse – det har ”hinket” en længere periode, men jeg går ud fra, at din kone fik sagt, at nu ville hun skilles. Selv om I ikke har fungeret, så har I dog været et par, men når ordet først er sagt, så kan det alligevel godt komme som et chock – og det er sikkert der, du befinder dig nu, nemlig i den chocktilstand.
Min eksmand og jeg havde det dårligt sammen i en længere årrække – så dårligt, at vi stort set heller ikke havde kontakt, selv om vi boede sammen. Da jeg endelig fik sagt, at nu var det nok, jeg ville skilles, ja, så gik min eksmand faktisk fuldstændig i sort, og jeg må indrømme, at det kom meget bag på mig, for jeg troede egentlig også han bare havde gået og ventet på hvem af os, der fik sagt det ord, som jo altså får lavinen til at rulle. Jeg ved selvfølgelig ikke om din kone har haft samme tanker som mig, men jeg synes i hvert fald, at noget tyder på, at hun har besluttet sig til den skilsmisse.
Det er ikke kun forbeholdt kvinder at bryde grædende sammen, det har du også lov til – hvorfor vil du ikke græde og bede hende hende give en forandring en chance? Det forstår jeg ikke. Hvorfor må hun ikke se, hvor meget du elsker hende, hvor meget du vil gøre for at jeres forhold skal komme til at fungere igen? Spørgsmålet er, om hun simpelt hen synes, det er for sent?
Som jeg har nævnt tidligere har nævnt, så skulle parterapi vel være, hvis I begge havde et dybfølt ønske, om at blive sammen; Vera foreslår et ægteskabskursus – det er jeg i dette tilfælde ikke helt enig i – i hvert fald ikke, hvis I ikke har samme mål. Men jeg er enig med både Vera og Leonine – det vil nok være en rigtig god ide, om du – og kun du - fik noget hjælp til at takle situationen.
Midt i alt det her, skal I huske jeres børn – og det vil være rigtigt godt, hvis du netop får noget hjælp, så du hurtigt kan komme der op, hvor du kan overskue lidt mere.
Og – Vera udtrykker lidt betænkelighed om en parterapeut, der har åbent om søndagen. Hvis en parterapeut vil have en forretning, så er vedkommende altså nødt til at have åbent på tidspunkter, hvor par har mulighed for at komme – det er nok de færreste, der vil bede om fri fra arbejde for at gå i terapi. Jeg har i øvrigt en gang været til en privatpraktiserende speciallæge en lørdag eftermiddag, så det findes altså. Og her i min lille by har vi en frisør, der holder åbent til midnat en aften om ugen – så det der mandag til fredag mellem kl. 9 og 16 er altså ved at dø lidt ud. Det finder folk sig ikke i mere.
Ja, ja lidt småsnak... men det skal der vel også være plads til. :-)
Selvfølgelig kommer du hel ud på den anden side - husk det, selv om du lige nu er i nærmest en chocktilstand og det hele ser uoverskueligt ud, men du klarer den også - det er jeg helt sikker på; bare det, at du magter at sætte alle disse ord på viser, at du er rigtigt godt på vej.
de bedste tanker
tale og skrive når man er i sorg er TERAPI----så skriv du alt hvad du kan
nu har i været sammen til terapeut og fået løst op og kommet i gang med den proces du i---skal igennem
så nu skal du finde din egen støtte pedagog
ud over alle os andre som du har her inde
det er nok ikke billigt men hvis du går til din læge kan du måske få en henvisning til en psykolog ---og det skal du snart ---for jeg læser gennem linierne at du kunne finde på at gøre noget ved dig selv
og det gør du altså ikke --så fej må du ikke være selv om det her er aldrig så smerte.-fuldt
du har børn som har krav på både far og mor i denne proces ---så de også kan komme hel igennem dette
som foreslået at falde på dine bedende knæ og prøve at hele sårene er dog et forsøg
men jeg tror det her er noget din kone har tænkt over i længere tid --og du kan jo ikke tvinge hende til at fortsætte --
men der nogle der starter med at tage pauser i deres forhold et godt stykke tid --jeg mener du skrev at hun er ved at finde en lejlighed ----
så lad hende prøve at flytte der hen ----
men selv om liver er svært nu --er du stadig ung --har mange gode år --og kan få mange endnu og der findes mange sinkler ---så fortvivl ikke
Tak de trøstende ord, de luner mere end i tror. Også dejligt at vide at nogle følger mine problemer.
Gårsdagens nat var den værste i mit liv, ikke et minuts søvn og herefter en mareridtsagtig dag på arbejdet. Kunne slet ikke holde fokus på arbejdet og fik derfor aflyst nogle møder sidst på dagen. Aftalte med en gammel kollega at møde mig i skoven og gå en tur. Har aldrig talt med ham om følelser før, men som i siger, jeg er nødt til at finde nogen at tale med, og det viste sig at han var alletiders til at lytte, kommentere og spørge ind. På en eller anden måde virkede det også som om de mørkeste skyer forsvandt. Hvilket nok også har været medvirkende til at jeg lige har sovet 2 timer…. (indenfor de sidste 48 timer). Men angsten og sorgen lurer alligevel ikke langt væk!
Senere på dagen kom min hustru hjem og vi gik sammen en lang tur med hunden. Jeg konfronterede hende med, at jeg ikke synes det var rimeligt at smide 20 års godt samliv væk, uden at have brugt et par måneder på at finde ud af om en professionel kunne hjælpe os med at tømre noget sammen igen. Hvad er der tabt? Hun vil gerne fortsætte i terapien, men holder dog fast i at udgangspunktet er en skilsmisse, og at hun vil flytte i en lejlighed om en måned. Hun siger, at da hun for en uge siden først indstillede sig på en skilsmisse, synes hun ikke længere at hun kunne vende om. Og hvis det er sådan det er, så må det være sådan.
Vi havde en god aften med børnene, og sov sammen i sengen, indtil jeg vågnede for 1 time siden. Jeg tror hun flytter og jeg vil bakke hende op i dette, men jeg kan stadig ikke smide håbet. Jeg elsker hende for meget og der er simpelthen for mange gode minder. Samtidig ved jeg også at vi kan arbejde med problemerne. Men hvis min hustru ikke ved dette eller vil forstå det, så kommer vi ikke videre.
Vil hjælpe hende så godt jeg kan med at flytte, også håbe at vinden på et tidspunkt vender. Men for pokker hvor er det svært, med alt den smerte indeni! Kan ikke smide håbet!
Skal i morgen ud og rejse et par dage, hvor jeg har valgt ikke at aflyse, da jeg tror luften vil gøre os begge godt.
PS. Vera, terapeuten virker rigtig god. Jeg har ikke grund til at tro, at hun ikke er meget professionel. Søndags mødet foregik på hendes klinik, og det samme gør vores næste møde den 20.
/R
det går galt om natten. Kan stadig ikke sove, tænker på alle de gode minder, hvilket leder over i sorg, angst og frustration over at jeg ikke kan gøre noget for at ændre det. Elsker hende bare sådan, og jeg ønsker så meget at tilbringe livet sammen med hende og børnene.
Hvis det fortsætter sådan ret meget mere, har i nok ret i at jeg skal søge noget behandling!
/R
Det var godt du fik snakket med den ven, og man snakker godt på sådan en gåtur i den friske luft.
Men jeg tror du skal snakke med din læge, du holder ikke til dette, uden din søvn.
Ikke blot er du til fare for dig selv, men også dine omgivelser - især hvis du kører bil i den tilstand.
Med hensyn til terapeuten - jeg hørte en dag, at efter et selvmordsforsøg blev de unge sendt hjem igen, og der var 4 måneders ventetid på en psykolog..
Det var derfor jeg undrede mig, men nogen har måske åbent privat, ved siden af deres arbejde på hospitaler og lign.