Bange for parterapi
Hej,
Jeg er en mand på 39 år, der for 2 dage siden fandt ud af at jeg er på vej ind i en skilsmisse. Jeg været sammen med min hustru siden jeg var 18. Vi har 3 børn sammen.
Det sidste halve år har vi gået hinanden meget på nerverne, og i hverdagen har der kørt en negativ spiral. Derfor synes skilsmissen på en eller anden måde som en naturlig følge.
Vi har talt om at gå til en parterapeut, men jeg er bange for at gå til denne, da vi vil gå til den med 2 forskellige indgangsvinkler. Jeg vil meget gerne holde på vores ægteskab, men min hustru vil bruge parterapien for at finde den bedste måde til at komme gennem en skilsmisse. Som det fremgår har jeg stadig store følelser for min hustru.
Jeg er bange for denne ubalance ind i parterapien, og at jeg på ene side ikke tør kommunikere ærligt, da det få mig til at se desperat ud, og derved forstærke hendes ønske om at komme ud af ægteskabet. Jeg prøver nok at opretholde en eller anden form for facade, for at hun også skal føle hun har noget at miste.
På sigt tror jeg vi kan komme over vores skilsmisse, men denne monumentale skilsmisse trussel, gør mig voldsomt bange! Jeg vil enormt gerne kæmpe for det.
Skal jeg tage parterapien og skal jeg i så fald kommunikere rent, og derved nok støtte min hustrus vej ud af ægteskabet?
Den ulykkelige
Jeg er en mand på 39 år, der for 2 dage siden fandt ud af at jeg er på vej ind i en skilsmisse. Jeg været sammen med min hustru siden jeg var 18. Vi har 3 børn sammen.
Det sidste halve år har vi gået hinanden meget på nerverne, og i hverdagen har der kørt en negativ spiral. Derfor synes skilsmissen på en eller anden måde som en naturlig følge.
Vi har talt om at gå til en parterapeut, men jeg er bange for at gå til denne, da vi vil gå til den med 2 forskellige indgangsvinkler. Jeg vil meget gerne holde på vores ægteskab, men min hustru vil bruge parterapien for at finde den bedste måde til at komme gennem en skilsmisse. Som det fremgår har jeg stadig store følelser for min hustru.
Jeg er bange for denne ubalance ind i parterapien, og at jeg på ene side ikke tør kommunikere ærligt, da det få mig til at se desperat ud, og derved forstærke hendes ønske om at komme ud af ægteskabet. Jeg prøver nok at opretholde en eller anden form for facade, for at hun også skal føle hun har noget at miste.
På sigt tror jeg vi kan komme over vores skilsmisse, men denne monumentale skilsmisse trussel, gør mig voldsomt bange! Jeg vil enormt gerne kæmpe for det.
Skal jeg tage parterapien og skal jeg i så fald kommunikere rent, og derved nok støtte min hustrus vej ud af ægteskabet?
Den ulykkelige
Kommentarer
Søg på nettet, der er flere der holder sådanne kurser, også nogen med overnatning.
Der kører jo også TV udsendelser hvor ægtepar får rådgivning, i øjeblikket er der "Jagten på gnisten" :-)
Held og Lykke :-)
Det fremgår ikke helt, hvem der foreslår parterapi, men du har ret i, at I da skal være enige med formålet - og parterapi må vel først og fremmest være et forsøg på at redde forholdet. En sådan rådgivning kan da også ende med, at det fornuftigste er, at I bør gå fra hinanden, men det primære må vel være, at I begge har en interesse i at gøre alle tænkelige forsøg på, at – som Vera nævner – finde gnisten igen.
Hvis din kone gør helt klart, at hun udelukkende har til formål at blive skilt, så er der nok ikke meget, du kan gøre – og så vil jeg måske et eller andet sted mene, at en parterapi er spild af penge.
Hvad enten I vælger parterapi eller ej, så vil det værste, du kan gøre, da helt sikkert være at begynde at spille en eller anden forestilling. Du skriver citat ”Jeg prøver nok at opretholde en eller anden form for facade, for at hun også skal føle hun har noget at miste.”
Den fanger jeg ikke helt, for det, du skriver her er, at du da godt er klar over, at hun ikke mister noget ved en skilsmisse, men du vil måske forsøge at få det til at se sådan ud. ????
Hvad er det lige en facade betyder, hvis hele fundamentet er råddent?
Så som svar på dit sidste spørgsmål, er helt klart, at du intet – absolut intet – vil få ud af ikke at kommunikere rent; tvært i mod! Hvis du kommer frem med ting, som ikke er dig, som du ikke vil kunne leve op til osv. og din kone på grundlag at noget sådant, vælger at hun alligevel vil give det en chance – ja, men så fortsætter I jeres liv på en løgn, og så går det da først for alvor helt galt.
Hvis ikke man kan være helt hudløst ærlig i sit parfold, så går det som oftest galt – vi kan ikke leve et helt liv på teater og facade.
Så enten er I helt enige om, at en parterapi skal have til formål at hjælpe jer til at få jeres forhold til at fungere – eller også sætter I jer sammen og får den skilsmisse ordnet så mindeligt som overhovedet muligt – I har tre børn, som under alle omstændigheder vil blive dybt berørte – dem skylder I alt muligt hensyn.
Held og lykke - også her fra
altså efter min mening går man til en par terapoit ----for at have en 3 mand til at mægle imellem mellem parterne----ikke noget med at sidde og spille poker med hvor god man hver især er
der er vel en grund til at konen vil skilles og det må hun komme frem med og så må han komme frem med hvordan han har det med det -måske er der ting der kan rettes ---måske har hun en anden
men de har mødt hinanden som helt unge --udviklet sig forskelligt
men det er da ikke så dårligt at gå i terapi uanset det går den ene vej eller den anden vej -så kan han måske få en forståelse for hvorfor konenen vil skilles
så kære mand tag fat på en terapi ---
tak for de gode svar, det føles godt at få noget respons.
Siden i morgens er det lykkedes mig at finde en parterapeut i Århus, som oven i købet kunne finde en tid til os i morgen kl. 10. Det er også lykkedes at få min hustru med til sessionen.
Min fornemmelse siger mig dog at hun er temmelig besluttet, hvilket på en eller anden måde gør mig endnu mere desperat for at fastholde forholdet eller give det en chance på bare 2 måneder, hvor vi prøver at få en 3. part til at sparre med.
Mine tanker svinger meget lige time for time, fra vrede, angst, bekyring for konsekvenserne for vore børn og over til om livet overhovedet skal leves af mig...
Om ikke andet har i fuldstændig ret i, at jeg skal være fuldstændig ærlig, også må det briste hvis det ikke kan bære. Min pointe var bare at jeg ikke tror min hustru skænker det en tanke hvad hun kan miste, og hvis hun først bliver opmærksom på det senere, kan det være for sent. Hun blev fredag skrevet op til en lejlighed, da ingen af os har råd til at købe den anden ud af huset...suuk. Dvs. børnene bliver revet op med rode, men det skal selvfølgelig heller ikke være det som forholdet er baseret på.
Den ulykkelige
Jeg kan godt forstå du er ulykkelig, for det er aldrig lykken, når en familie splittes, især når der er børn i familien.
Jeg syntes det er så sjældent, at de voksne tænker på deres børn, de tænker kun på dem selv, og deres egen "lykke" - det gælder selvfølgelig kun den der vil skilles.
Det er klart at man er ikke nyforelsket efter så mange år, men med mindre der er vold eller utroskab indblandet, så er min mening, at man om ikke andet bør lade børnene få en tryg barndom, så kan man altid senere søge lykken, når de er blevet ældre og selv begynder at have kærester, så har de fået andet i livet, end far og mor.
Det var det jeg selv valgte, da mine var små, og en skilsmisse lurede lige om hjørnet - jeg blev i mit ægteskab til mine børn blev ældre og bedre kunne forstå hvorfor.
Man kan MEGET hvis man er indstillet på, at det SKAL gå det her.
Har man sat børn i verden, så har man et ansvar, og så kommer man selv i anden række.
tak for respons, jeg er glad for at du læser. Jeg er enig med dig, jeg elsker mine børn overalt, men hvad nytter det ligenu.
Sidder oppe nu, for anden nat i træk og kan overhovedet ikke sove, mit hoved føles som en microovn. Er vanvittig nervøs for morgendagens møde, og om det overhovedet kan åbne nogle muligheder? Hvis jeg ikke kan lykkes med min familie, hvad er det hele så værd?
/R
Jeg mener absolut, at man som forældre har en altafgørende pligt til at forsøge alle muligheder, for at få deres parforhold til at fungere, og det er desværre rigtigt nok, at mange fuldstændig glemmer børnenes følelser, når man selv vil ud og videre.
Men – hvis man har forsøgt, og kommet frem til at man bare ikke kan sammen, så er det en meget dårlig ide at blive sammen udelukkende for børnenes skyld, for der kan man meget vel komme til at gøre dem en bjørnetjeneste. Børn er fuldt ud i stand til at fornemme, når noget er galt, og ligegyldigt hvilken ”teaterforestilling” man som forældre forsøger at spille, så vil den blive gennemskuet. Det er ikke godt for børn at vokse op i et følelsekoldt hjem, for som det hedder ”hvad man i barndommen nemmer, man i alderdommer ej glemmer!”
Børn bliver bange og utrygge, hvis de gang på gang oplever, at deres forældre ikke taler sammen, hvis noget ”bideri” bliver afbrudt og et stort smil klistres på, hver gang de viser sig osv...
Hvis det er sådan noget, man som forældre gør, fordi man har besluttet at blive sammen ”for børnenes skyld”, så er børnene faktisk ilde stedt.
Jeg gentager – man skal gøre alt, og en hel del mere – for at få forholdet til at fungere, men det skal fungere med varme følelser – hvis ikke det kan lade sig gøre, så er også børnene bedre stillet med et brud.
Og så skal man som forældre huske at være de voksne – hele tiden – man skal aldrig, aldrig tale dårligt om den anden til og foran børnene. Hvad enten man synes om det eller ej, så er man nødt til over for børnene at vise forståelse for den anden forældre, og man er nødt til som forældre at indse, at resten af livet skal man altså være i stue sammen rigtigt mange gange, - konfirmation, bryllup, fødselsdage, bryllup og børnebørn til den tid osv osv. - og det skal være på en god og fordragelig måde. Hvis man skal skændes og ”slås” bør man anstændigvis gøre det et sted, hvor børnene under ingen omstændigheder – heller ikke uforvarende – kommer til at høre det.
Kære Rasmus, jeg håber meget, du vil fortælle om parterapien.
Sådan tænker du lige nu. Men bare rolig alt skal nok blive bedre også efter en skilsmisse.
Jeg føler virkelig med dig. For det er bare så svært at se sit liv bryde sammen.
Men når skilsmissen er overstået, kan du få et nyt og lykkeligt liv med dine børn, og der er masser af andre søde kvinder, som du kan lære at kende.
Så fortvivl ikke.
Parterapien kan være en meget fin hjælp til at få en så god skilsmisse som overhovedet mulig.
Din kone virker fast besluttet på, at I skal skilles.
Undgå bebrejdelser og at klamre dig til hende, det vil kun virke modsat din hensigt og dine ønsker.
Jeg føler virkelig med dig, en skilsmisse er en frygtelig svær periode i ens liv. MEN KUN EN PERIODE.
Rust dig til at bringe dine børn godt igennem den.
Så I har gode muligheder for at få et lykkeligt liv bagefter.
Mine bedste ønsker og tanker.
Leonine
Jeg tror nu ikke vi er så uenige trods alt !
Der hvor jeg vil hen er, at HVIS der ikke ligger alvorlige grunde, som dem jeg nævnte - jeg kunne tilføje alkohol/stoffer, så burde et par voksne mennesker, med det ansvar de har, når de har sat børn i verden, TAGE SIG sammen, og tænke mere på børnene end på deres egne følelser.
At vælge en skilsmisse alene på grund af nogle følelser der ikke er så varme længere, efter flere år sammen, det vil være at tænke kun på sig selv.
Nu er det børnene der har brug for kærlighed, senere kan den voksne finde andre græsgange, med mindre der kommer liv i de "gamle klude" igen :-)
Jeg valgte som sagt mit ægteskab, og vi fandt en løsning, som gjorde at vi fik nogle gode år, og da endelig det kom til skilsmisse, så var det af helt andre årsager.
Problemer er til for at løses, man kan ikke skifte familien ud, hver gang der opstår problemer, som var det en arbejdsplads man rejser fra.
Men er der ingen anden vej, det vil tiden vise, så trøst dig med Rasmus, at du er ikke alene, der er mange der har det som dig lige nu - tænk på dine børn, og gør hvad du kan for dem.
Der findes mange "foreninger" for enlige med børn, dem kan du finde sammen med, og dele glæder og sorger med, de har et rigtigt godt fællesskab.
Der vil altid komme lys forenden af tunnelen :-)
var til parterapi i dag. Parterapeuten var med på at stille op en søndag, selv om det var første session, flot.
Det var hårdt, men også godt at kune få snakket. Jeg ved ikke hvor det ender, men pt. har vi aftalt en session igen om 14 dage. Jeg var fuldstændig brugt op efter 1½ time, og har derfor sovet hele dagen. Jeg sov på den anden side heller ikke sidste nat.
Jeg føler mig lidt mere afklaret, også i forhold til at vi måske må gå hver til sit, og måske derfor heller ikke så desperat mere? Som du skriver Leonine, ville det sikkert også bare virke mod min hensigt, og det var måske også derfor jeg i mit første indlæg havde tanker om at opretholde en facade i forhold til sessionen. Jeg frygtede at sessionen ville udvikle sig til at jeg lå på mine grædende knæ og tiggede...mens terapeuten på sidelinjen måtte bruge alt sin energi på at forsyne mig med klinex. Jeg kunne dog ikke holde tårene væk, men jeg er heller ikke super til at kommunikere omkring følelser.
Jeg har meldt ærligt ud (tak for rådene), og nu må det briste eller bære, men lige nu føler jeg mig faktisk så rolig, at jeg tror jeg kommer til at sove i nat.
/R