Nybegynder på området..
Hej alle sammen herinde.
Jeg ved ikke om det er det rigtige sted at henvende mig, men jeg prøver, da det er svært at komme i kontakt med mennesker i samme situation som mig.
Som jeg kan læse herinde, er mange blevet opereret for en diskusprolaps, hvilket jeg ikke selv er blevet, og formentlig heller ikke kommer til (ifølge min neurolog).
For at gøre en lang historie kort, har jeg, i en meget ung alder synes jeg selv, fået en diskusprolaps i lænderyggen (L4-L5). Den er kommet af det arbejde jeg tog i det år jeg holdt fri efter gymnasiet.
Efter 3½ måned fandt de ud af hvad det var der var galt, efter en MR-scanning, men der havde jeg stort set ingen smerter mere (det var utrolig slemt i starten). Jeg havde smerter i mit højre ben, men det var noget jeg kunne leve med. Jeg begyndte hos en fysioterapeut for tre måneder siden, men fik desværre et "tilbagefald", hvor det hele startede forfra med store smerter. Det er ca. 1 måned siden nu. Desværre kan jeg ikke rigtig komme lige så hurtigt oven på igen, som jeg kunne første gang.
Jeg har ledt efter nogle der måske kunne fortælle mig hvad jeg kan forvente, ja, hvad skal jeg sige, måske resten af mit liv?
Jeg kan selvfølgelig læse ud fra I andres indlæg at mit ikke er noget i forhold til hvad I har oplevet, men et er hvad man kan læse på nettet, og hvad ens læge og fys siger. Noget andet er at høre det fra mennesker der rent faktisk lever med en diskusprolaps. Jeg har haft min i snart ½ år, og der kan selvfølgelig ikke sættes tid på hvornår det holder op, eller om det nogensinde holder op.
Jeg skal på Ringe Rygcenter, fordi min fys ikke kan stabilisere diskus, som hun gerne vil. Er der nogen der har erfaring med genoptræning på et rygcenter?
Mit liv er lige pt sat på standby, den udd. jeg skulle igang med nu her, må vente, og hvad systemet angår er det nederlag på nederlag- der findes ikke rigtig nogle retningslinier og regler for meget unge mennesker med sådan en "sygdom". Dog er jeg stadig positiv.
Jeg ved at jeg ikke har haft diskus længe, men jeg vil egentlig bare blive glad, hvis nogen har noget erfaring, af hvilken som helst art, de vil dele ud af. F.eks. nogen der har fået hjælp hos en kiropraktor, eller er blevet opereret i udlandet, eller som bare vil fortælle en meget uerfaren om hvordan de måske er kommet ovenpå igen, og lever et godt liv med deres diskusprolaps.
Det blev til et meget langt indlæg. Jeg håber det er okay at jeg skriver herinde, selvom jeg ikke har de store erfaringer endnu, men hvis andre ikke har lyst til at svare, er det også helt i orden. Det var rart at komme ud med noget af det.
Mvh. Julie P.
Jeg har skrevet dette indlæg under et andet emne første gang. for jeg var for langsom til at finde ud af hvor man startede et nyt. Og tak til dem der har svaret mig der:)
Jeg ved ikke om det er det rigtige sted at henvende mig, men jeg prøver, da det er svært at komme i kontakt med mennesker i samme situation som mig.
Som jeg kan læse herinde, er mange blevet opereret for en diskusprolaps, hvilket jeg ikke selv er blevet, og formentlig heller ikke kommer til (ifølge min neurolog).
For at gøre en lang historie kort, har jeg, i en meget ung alder synes jeg selv, fået en diskusprolaps i lænderyggen (L4-L5). Den er kommet af det arbejde jeg tog i det år jeg holdt fri efter gymnasiet.
Efter 3½ måned fandt de ud af hvad det var der var galt, efter en MR-scanning, men der havde jeg stort set ingen smerter mere (det var utrolig slemt i starten). Jeg havde smerter i mit højre ben, men det var noget jeg kunne leve med. Jeg begyndte hos en fysioterapeut for tre måneder siden, men fik desværre et "tilbagefald", hvor det hele startede forfra med store smerter. Det er ca. 1 måned siden nu. Desværre kan jeg ikke rigtig komme lige så hurtigt oven på igen, som jeg kunne første gang.
Jeg har ledt efter nogle der måske kunne fortælle mig hvad jeg kan forvente, ja, hvad skal jeg sige, måske resten af mit liv?
Jeg kan selvfølgelig læse ud fra I andres indlæg at mit ikke er noget i forhold til hvad I har oplevet, men et er hvad man kan læse på nettet, og hvad ens læge og fys siger. Noget andet er at høre det fra mennesker der rent faktisk lever med en diskusprolaps. Jeg har haft min i snart ½ år, og der kan selvfølgelig ikke sættes tid på hvornår det holder op, eller om det nogensinde holder op.
Jeg skal på Ringe Rygcenter, fordi min fys ikke kan stabilisere diskus, som hun gerne vil. Er der nogen der har erfaring med genoptræning på et rygcenter?
Mit liv er lige pt sat på standby, den udd. jeg skulle igang med nu her, må vente, og hvad systemet angår er det nederlag på nederlag- der findes ikke rigtig nogle retningslinier og regler for meget unge mennesker med sådan en "sygdom". Dog er jeg stadig positiv.
Jeg ved at jeg ikke har haft diskus længe, men jeg vil egentlig bare blive glad, hvis nogen har noget erfaring, af hvilken som helst art, de vil dele ud af. F.eks. nogen der har fået hjælp hos en kiropraktor, eller er blevet opereret i udlandet, eller som bare vil fortælle en meget uerfaren om hvordan de måske er kommet ovenpå igen, og lever et godt liv med deres diskusprolaps.
Det blev til et meget langt indlæg. Jeg håber det er okay at jeg skriver herinde, selvom jeg ikke har de store erfaringer endnu, men hvis andre ikke har lyst til at svare, er det også helt i orden. Det var rart at komme ud med noget af det.
Mvh. Julie P.
Jeg har skrevet dette indlæg under et andet emne første gang. for jeg var for langsom til at finde ud af hvor man startede et nyt. Og tak til dem der har svaret mig der:)
Kommentarer
Ja, der går typisk et par gange herinde, inden man har styr på siden! Jeg har skrevet til dig før, men gør det gerne igen. Det betyder bare så meget for humøret og optimismen, at man kan støtte sig til andre i samme situation. Jeg havde heller ikke rigtigt nogen at støtte mig til, da jeg havde det værst. Den første lange periode inden diagnosen blev stillet, mente lægen og mine øvrige omgivelser, at det var psykisk betinget og det var utroligt sårende, da jeg jo havde det rigtigt dårligt og kunne mærke, at noget var helt galt. Alt det hele tilsammen og især uvisheden overfor fremtiden sendte mig ned med en depression. Heldigvis er jeg på banen igen. Jeg kan arbejde på fuld tid og dyrke motion 3 gange om ugen, så helt skidt er det ikke længere:-) Dog skal jeg stadig passe vældig godt på mig selv og der skal ikke så meget til at fremprovokere smerte igen. Nu er jeg nået så langt i min erkendelse, at jeg lever et godt liv på trods af min diskus og at det kunne være gået meget værre. Det, jeg gerne vil sige, er, at det er alfa og omega, at du har nogen at støtte dig til, nogen som også forstår dig. Psyken betyder så meget for helbredelsen. Ligeså snart jeg formåede at vende mine tanker til noget positivt, ja så begyndte jeg at få det meget bedre med min diskus. Motion har også gjort meget godt for mig. Kan du ikke bede din fysioterapeut sætte et program sammen til dig? Når man dyrker motion, frigives der ét eller andet stof, som virker positivt på psyken (kan ikke lige komme i tanker om navnet, endorfiner, tror jeg) og desuden styrker man musklerne omkring diskus, hvilket hjælper med til at holde den inde på plads. Jeg synes det er rigtigt af dig, at du ikke vil bruge ressourcer på at være bitter over det arbejde, du tog i Netto. En diskus kan jo komme af mange andre ting, f.eks. hvis man flytter fra et sted til et andet og tager for hårdt fat med at slæbe møbler. Men derfor skal du naturligvis melde det som en arbejdsskade alligevel. Jeg tror helt sikkert, du skal få det bedre!! Sådan noget skidt kan tage lang tid, men hvis du har en dygtig fys. og tager hensyn til dig selv og din diskus i det daglige, bliver det langsomt bedre med dig. Skriv gerne igen, hvis du får brug for lidt opbakning og støtte.
Mange hilsener fra Lotte
Tak for dit svar, igen:)
Det er dejligt at høre en positiv historie, når man selv sidder, og ikke ved hvordan det skal gå.
Jeg var også meget aktiv inden jeg fik min prolaps, og det har været rigtig svært at ligge/være hjemme i et halvt år, uden rigtig at kunne gøre det jeg før har kunnet. Man bliver både træt og irriteret, og jeg har da også taget et par kilo på!!!
Som du siger gør motion meget for en, og jeg glæder mig også til jeg må gå igang igen. Min fys sammensætter jævnligt "træningsprogrammer" til mig, men det er nogle øvelser som foregår hjemme, så det er ikke noget vildt der får pulsen op. Lige nu er jeg i gang med et forløb med en masse pilates, og det er super godt. Ikke at det hjælper vildt meget på ryggen, (jeg har kun været i gang i to uger, så det er svært at sige noget endnu), men jeg er da begyndt at få mine mavemuskler tilbage:)
Grunden til at jeg ikke må/kan træne vildt hårdt lige nu, er at min diskus er instabil, altså den farer rundt, og vil ikke rigtig blive et sted. Derfor må jeg ikke overbelaste den synderligt,og det er også derfor jeg skal en tur på rygcenter, hvor de måske kan stabilisere den, så jeg kan komme igang med at træne rigtigt! Dog svømmer jeg, når jeg føler ryggen vil være med, for det belaster ikke ryggen.
Men har det taget dig lang tid at komme til der hvor du er nu? Du kan både dyrke motion og passe et arbejde. Og når du dyrker motion, hvad er det så? Og er du stadig i kontakt med en fys, eller hvordan?
Mvh. Julie:)
Godt du lytter til din fys og ikke lægger for hårdt ud med styrketræning endnu. Det skal nok nå dertil! Da jeg havde det værst kunne jeg ikke ligge ned og sove, det føltes simpelthen som om, hele overkroppen ville eksplodere indefra. Mine nakkemuskler var totalt forkrampede og trykkede på balancenerven så jeg var konstant svimmel. Jeg må nok sige, at der gik 3 mdr. inden nervesmerterne ud i armene kun var der ind imellem og ikke var så kraftige længere og inden jeg kunne bruge højre arm, uden den enten smertede eller blev følelsesløs. Det svarede iflg. min fys til, at diskus vævet var ved at hele op og at skaden ikke længere var akut! Jeg kunne langsomt vende tilbage til mit normale liv, også med hensyn til træning. Min diskus var som din også instabil. Den har stadig en tendens til at flytte sig lidt fra side til side, når den driller, og jeg har derfor symptomer i begge sider, men det gode ved styrketræningen er, at den aldrig får lov at komme helt ud, da mine muskler omkring er blevet meget stærkere. Føler på en måde, jeg har vundet over den - he-he! Jeg kan dog stadig panikke, når jeg mærker bare en smule og tænke, om jeg nu skal ned med flaget igen, men så prøver jeg at tale mig selv til ro. Jeg kan fortælle dig, at det først er nu (7 mdr. efter) at jeg kan vaske gulv, gøre badeværelse rent osv. uden at få ondt, eller blive totalt udmattet i armen, men man lærer virkelig at sætte pris på de små fremskridt. Ud fra mine egne erfaringer tror jeg, din diskus skal stabiliseres og dit diskusvæv skal have lov at hele lidt mere op, men så tror jeg til gengæld også, du er klar til at styrketræne. Hvis du kan få råd til det, ville det måske være godt at melde dig ind i et fitnesscenter og træne der.....for mig var det en god måde at komme lidt ud på. Men husk at der går ca. 3 mdr. inden muskelmassen er bygget op. Jeg håber du har nogle gode veninder og en god familie, der passer på dig, når du pt. ikke har det så godt?
Lotte
Det lyder som om det går godt med dig, og det er rart at høre, at det kan lykkes!
Jeg fik min for godt ½ år siden.I de første tre måneder lå jeg fuldstændigt stille hele dagen, for det sagde min læge jeg skulle, og det var først efter 3½ måned jeg fik diagnosen, og så kunne jeg tage den derfra.
Det mærkelige er, at i de tre måneder hvor jeg bare lå stille, fik jeg det utroligt godt. Jeg havde sjældent smerter, og da jeg startede til fys havde jeg stort set aldrig ondt mere, bortset fra når jeg havde lavet et eller andet (støvsuget, handlet ind, løftet noget tungt osv.)
Men godt fire måneder efter jeg havde fået prolapsen samlede jeg noget op fra gulvet, og så startede det hele forfra! Og det er så godt to måneder siden nu. Jeg synes bare det har taget mig utrolig lang tid at komme mig anden gang, selvom at det går den rigtige vej nu. Men så tænker jeg at første omgang var blevet håndteret helt forkert. Jeg havde ligget stille det meste af tiden, så det hele havde jo fået en masse ro. Men der var ingen der havde fortalt mig at jeg ikke måtte løfte noget, ikke bukke mig forover, ikke støvsuge osv. Denne omgang, har jeg gået til fys 1 gang om ugen, trænet med de øvelser jeg har fået, og jeg har været mere aktiv. Men jeg har holdt mig langt væk fra alt hvad der hedder rengøring, at løfte tunge bæreposer, og hvis jeg skal have noget nede omkring gulvet, så sætter jeg mig på hug.
Jeg er jo selvfølgelig ikke så klog på det område, men jeg føler at det hele bliver bedre og bedre. Jeg har sjældent ondt i begge sider mere, og jeg har sjældent ondt i mit ben mere. Og jeg kan mærke at jeg har fået styrket mine mavemuskler meget (kan så kun håbe at det også hjælper ryggen, det er lidt svært at mærke).
Jeg har haft stor glæde af at dyrke pilates, både fordi det næsten kun handler om mave/ryg-muskler, og fordi det er langsomt, og ikke kræer nogle løft.
Men jeg har det på samme måde som dig. Hvis det jager eller sådan noget i ryggen, så går jeg helt i panik, for det er ikke til at bære at skulle starte igen!Jeg bliver nervøs bare jeg skal nyse!
Jeg vil meget gerne starte i et fitnescenter på et tidspunkt, men det skal bare være med nogle der har forstand på det her. Og først skal jeg en tur på rygcenter, for der er træning lidt mere intensiv, og så kommer jeg måske hurtigere igennem det her.
Ved ikke om du har erfaring med et rygcenter?
Og når du træner, hvordan foregår det så? Og er der nogen der har sagt til dig at du en dag slet ikke mærker til den mere?
Jeg har en masse der gerne vil hjælpe med alt muligt, men mange har haft svært ved at forholde sig til det. For man kan jo ikke se det på mig:) og så kan det godt være træls når ens kæreste står og pakker alle varene i Bilka, og man selv bare står og glor. Men er holdt op med at tænke over hvad folk tænker om det. Det er min ryg, og mig der skal passe på den!
/Julie
Personligt tror jeg, at den langsomme, stabile fremgang vha. øvelser og træning er den bedste. Hvis din læge havde vidst, du havde en prolaps første gang, tror jeg heller ikke, han havde anbefalet, du skulle være sengeliggende hele tiden. Måske kun lige mens det var mest akut! Min fys. sagde, at man under ingen omstændigheder skal ligge bomstille i sengen i vores situation. Man skal holde sine muskler i gang. Jeg ved ikke, om jeg nogensinde bliver helt som før selvom min fys. sagde, at jeg nok skulle blive helt symptomfri. Jeg går ikke hos hende mere for i mit tilfælde er det tiden, der skal gøre resten. Måske det bare går uendelig langsomt for det sidste at forsvinde....jeg tror også det er svær at give en helt eksakt prognose for fremtiden. Nogle gange vil kroppen bare ikke samarbejde helt som man selv ønsker den skal- Men jeg ønsker og tror, at vi, når vi er blevet stabile, selv kan holde det nede vha. træning og almindelig sund fornuft. Som i dit tilfælde, at du ikke skal bøje dig for hurtigt ned. Og jo, vel er det svært at acceptere. Jeg har også altid været pigen, der kunne det hele på den halve tid. Påtog mig altid gerne ekstra opgaver på jobbet og udfordrede gerne mig selv fysisk. En helt banal ting som at gå til fest i høje hæle er blevet en udfordring :-) Vi skal til bryllup her i sensommeren og jeg bliver nødt til at komme i flade konvolutter, fordi min rygsøjle ikke kan klare de høje, tynde hæle. På udflugter med jobbet kan jeg heller ikke deltage i aktiviteterne, hvis de indebærer visse fysiske strabadser.....men det er jo altsammen småting i forhold til det at være sengeliggende og ikke kunne rejse sig! Og sådan som mange desværre kæmper herinde med eftervirkningerne af en prolaps, vil jeg ikke klage over forfængeligheder som høje hæle eller ej :-( Jeg har ingen erfaring fra rygcenter men ved, at mange er glade for at være tilknyttet et sådant. Jeg træner i et fitness center med en fys. tilknyttet. Vedkommende har sammensat et program som tilgodeser mine personlige behov. Tror helt sikkert nok du skal blive helt stabil i ryggen igen, men husk det med psyken som vigtig faktor. Det er godt at have noget at se frem til og stræbe efter og der lyder det jo heldigvis til, at du skal i gang med en uddannelse. Det lyder måske dumt, men den modgang, jeg har oplevet i forbindelse med min prolaps har gjort mig stærkere psykisk på mange områder. Jeg gider ikke hænge mig i bagateller længere og hvis noget i mit liv ikke fungerer tilfredsstillende, gør jeg rent bord med det samme. Er også blevet bedre til at sige fra. På den måde tror jeg, at kriser kan være gode og du skal nok komme styrket ud af det her, Julie. Bare skriv alt det du vil.....jeg synes også det er rart at "tale" med en indforstået :-) Mvh. Lotte
Det virker som om du har den samme indstilling til det her som mig. Du virker meget positiv og du vil også bare gerne "overvinde" det her.
Det lyder fornuftigt at træne et sted som har en fys tilknyttet, for jeg har før trænet i et center, hvor det egentlig bare drejede sig om hvem der kunne svede mest, og ikke hvad der tog hensyn til ryg og andre skavanker.
Men det må man jo kunne forhøre sig om i centeret, hvorvidt der er fys eller ej.
Og ja! det har været (og er nok stadig) for mig, svært at acceptere at der er mange ting jeg ikke kan endnu, eller måske ikke kommer til igen. F.eks. som at have høje hæle på:) Jeg havde faktisk overvejet at spørge min fys om hvorvidt det var en dårlig ide at have dem på (skal til min mors runde fødselsdag i septemper), men inderst inde kan jeg jo godt regne ud at det ikke lige er sagen for min ryg at vælte rundt i stiletter. Men som du siger, er det jo intet i forlhold til at ligge ned hele sit liv, eller at man tænker på at det kunne være meget værre.
Men det værste har været at jeg ikke har kunnet acceptere at det skulle være sådan her. Jeg har været frygtelig ked af det hele tiden, og jeg har jo været taleemne til alle familiefester, nok mest på min kærestes side, og nej hvor har jeg hadet at folk konstant har spurgt til alt muligt. Selvfølgelig må de spørge, men jeg har haft det så dårligt, at bare der var nogen der nævnte min ryg, kunne jeg bryde ud i gråd.
Mange der har fået at vide at jeg var sygemeldt pga en prolaps, har haft nogle ret sære kommentare, fx: "Jamen så kan du jo aldrig blive gravid, for jeg har hørt at folk med prolapser får det værre af at bære rundt på en tung mave.." eller "Jeg troede kun det var tykke, gamle mennesker der fik sådan noget". Godt nok har det ikke været folk der har stået mig nær, men det er sådan noget jeg ikke har villet høre, og som har såret meget. For jo, jeg kan godt regne ud at det at være gravid måske ikke ligefrem gavner en dårlig ryg, men hvorfor behøver folk at sige sådan nogle negative ting?
HELDIGVIS har jeg kun fået positiv opbakning fra de fleste, og specielt min kæreste har sparket mig bagi, når jeg selv har syntes jeg havde det hårdt.
Og når folk siger, "det lyder alvorligt", så tænker jeg bare, "ja, måske, men man dør ikke af det!"
Og jeg vil sige, at jeg er blevet mere rolig af at have hørt dit forløb, for så ved jeg at det kan lykkes for nogle, og så ved jeg at det er værd at kæmpe for.
Desværre skal jeg ikke starte på en uddannelse nu her, som ellers var meningen. Min fagforening vil ikke have mig igang, for det betyder jeg skal raskmelde mig, og det må jeg ikke før jeg rent faktisk er "rask", eller alle muligheder (fys, rygcenter osv.) er afprøvet. Så jeg må desværre vente til februar med at starte. Det er også en af de ting jeg føler som et nederlag, men hvis det drejer sig om et halvt år, og restenaf livet med min ryg, så er jeg villig til at vente.
Tak for dine positive svar - for ja, det er rart at tale med nogle der ved hvad man snakker om:)
/Julie
Hvor jeg kender det med, at folk spørger til ens ryg, og man er træt af at folk hele tiden spørger til den. Det er som om hele mit liv drejer sig om min ryg. Det er selvfølgeligt pænt at spørge til den, men nogen gange er det for meget. Man kan ikke bare sige til dem, man ikke gider snakke om den (med mindre det er ens nærmeste eller veninder), så mit
standard svar er blevet "Det går fint". (Den hvide løgn, som er den mest brugte - så jeg i fjernsynet for et stykke siden).
Jeg er startet på et Rygcenter, og det er kanon. Jeg føler mig ikke sygeliggjort. Den fys, jeg går hos nu, siger: Din krop skal nok selv sige fra - i stedet
for altid at få at vide, hvad jeg ikke må.
Jeg har været i fitness center (dog med lændebælte) for første gang i dag, og det er gået rigtig godt.
Det med at acceptere, at ens liv nu er begrænset, har jeg også haft meget af - men her i sommeren kom den - og lige pludselig føltes smerterne mindre (de
har ikke samme fokus, som tidligere). Hellere leve med dem, end i mod dem. Så tror jeg, man bruger meget mere energi, som når accepten er der, kan bruges på noget andet.
Det med accepten, kommer også til dig, er jeg sikker på. Det er en proces, som tager tid. Jeg levede længe med håbet om et smertefrit liv, og ville kunne det samme som før - men jeg kunne ikke gå og "vente" på det, så jeg sagde til mig selv: Så hellere leve livet nu og her - med de begrænsninger, ryggen medfører - end at gå glip af det.
Det med stilethælene har jeg også hørt. Jeg gør det dog alligevel, hvis jeg skal til stor fest (Undgår dog break-dance osv.
mere fornuftige sko, jeg har på.
Lad være med at tænke for meget over, hvad folk siger. Oftest er det noget, de har hørt, og mange gange er det myter. I sundhedssystemet kan man gøre meget. En mor i min yngste datters klasse fik en søn, selvom hun har en dårlig ryg. Hun fik hjælp osv. og sad den sidste tid i kørestol - men hun fik sin søn, og lever så normalt et liv, (som hun kan med dårlig ryg), men har i dag 2 børn.
Held og lykke med den kommende uddannelse.
Bevar din positive indstilling
Hilsener herfra
Anita
Tak for dit svar, det er dejligt at høre fra positive mennesker, det hjælper at vide at man ikke er alene i verden med sådan en dum ryg!:)
Jeg er også begyndt at sige at det går fint, når folk spørger, for jeg orker ikke at blive ved med at forklare og forklare.
Og nogle gange når de spørger, siger jeg bare: jeg kan mærke at jeg har den, og så ved folk ikke hvad de skal sige, og så taler vi ikke mere om den ryg:)
Selvfølgelig skal folk vide hvad der er galt, og hvorfor jeg ikke er med til visse aktiviteter osv, og jeg holder da også den nærmeste familie opdateret, hvis de har lyst til at vide det.
Men som du siger, det er som om at alt handler om ens ryg, og det kan godt blive lidt træls.
Jeg har ikke selv erfaring med høje hæle endnu, men jeg prøver da at hoppe i et par til min mors 50 års fødselsdag, og det værste der kan ske, at jo at jeg må skifte sko, længere er den ikke.
Det virker som om du har accepteret at du måske skal leve med lettere smerter, og det synes jeg er at nå langt.
Så langt er jeg nok ikke selv endnu, men jeg håber da at jeg kommer dertil en dag.
Men det gav stof til eftertanke, at du siger at man lige så godt kan leve livet nu, i stedet for at gå og vente. Jeg går nemlig også bare og venter, og har næsten kun fokus på hvad jeg ikke kan mere.
Så fra i dag af, vil jeg glæde mig over de ting jeg stadig kan, og langsomt kommer til at kunne igen:)
Du siger du er startet på et rygcenter. Er det med en henvisning? Og skal du selv betale?
Jeg bliver henvist fra min neurolog, men er i tvivl om jeg stadig selv skal betale, for jeg har set på hjemmesiden for mit rygcenter, at man selv skal betale.
Og er det mens du går på rygcenter du er startet i træningscenter også?
Håber ikke det er at snage, selvom det er mange spørgsmål.
Det var i hvert fald utrolig dejligt at høre noget positivt:)
/Julie
Jeg synes, det er rigtig træls for dig, at du skal lægge ører til sådan nogle platte kommentarer. Det er nu heller ikke korrekt, at kvinder med diskus problemer generelt skal afholde sig fra at blive gravide. I dit tilfælde går jeg ikke ud fra, at en graviditet ligger lige om hjørnet, da du kun er et par og tyve og skal i gang med en uddannelse. Og hvis du skal have barn om et par år eller tre, så er din diskusprolaps da heldigvis overstået længe inden da. Måske du stadig kan mærke lidt ømhed i ryggen, hvis du bliver træt og overanstrengt og måske du skal rådføre dig med læge og fys. ved en evt. graviditet, så du styrker/skåner din ryg bedst muligt, men så er det vist også det. Nogle lider af for højt blodtryk, andre har sukkersyge og disse mennesker gennemfører da vellykkede graviditeter alligevel omend med lidt ekstra hensyn. Sådan er det også med dig! Så næste gang uvidende folk spørger, skal du bare sige, at du planlægger et helt "fodboldhold", ikke HVIS men NÅR, du har fået det godt igen :-) Kender godt det der med, at man næsten føler omgivelserne skal svælge i éns dårlige ryg! Da jeg kom tilbage på jobbet spurgte én af mine nærmeste kolleger, hvad jeg ville gøre, hvis jeg blev lam fra halsen og ned. Jeg svarede lidt "kækt", at jeg jo af gode grunde ikke ville være i stand til at gøre noget, da jeg i så fald ville være lam fra halsen og ned.....men da jeg kom hjem, stor-tudede jeg! Og en anden sagde, at jeg skulle tænke på, at man ved en prolaps i nakken bliver opereret ind gennem halsen med 1 % risiko for at blive lammet. Jo tak, som om jeg sådan lige kunne glemme det! Så du kan tro, jeg kender folks hensynsløse kommentarer. Men ofte er det jo uvidenhed fra deres side. Jeg havde slet ikke den viden om prolapser før, som jeg har nu, og folks "prognoser" er jo ofte worse case scenarier....én eller anden artikel, de har læst om et rigtig alvorligt tilfælde. Angående sko, så har jeg faktisk fundet et par med en ganske lille hæl. Den er ikke særlig høj, men skoene er alligevel fikse og går godt til kjolen. Og så er de super dejlige at gå i. Lidt forfængelige har vi vel lov at være som kvinder :-) Jeg kom lige til at tænke på det du skrev med din uddannelse, at det er et nederlag, du ikke får begyndt nu. Det skal du ikke føle! Du er jo så ung.....Jeg var færdig med min uddannelse som 23 årig og da arbejdsløsheden var stor dengang for efterhånden mange år siden, syntes jeg også, det var en falliterklæring, at jeg måtte tage noget mere eller mindre tilfældigt arb. bagefter og hvad nu hvis jeg blev ældgammel, inden jeg fandt mit drømmejob? Men det går jo alligevel og jeg har da nået at få opfyldt mine ambitioner i mellemtiden. Men jeg kender det alt for godt.....man føler, tiden render fra én, når man ligesom bare VENTER på noget!! Prøv at tænke, når folk stiller dumme spørgsmål: "jeg bliver rask igen og jeg skal nok nå det hele" Og så synes jeg endda, du er meget moden efter din alder, og at du tackler din situation utrolig flot. Jeg tror ikke, jeg havde klaret det først i tyverne, men jeg var også meget umoden i forhold til dig.....
Mvh Lotte
Det er da OK, at spørge.
Sundhedscentre er et nyt fænomen i forbindelse med oprettelelse af de nye regioner. Jeg blev henvist via min egen læge, og betaler ikke selv.
De forskellige centre har forskellige behandlingsområder. Som jeg forstår det er det ikke det samme, de forskellige kommuner har - det er mere, hvad de har søgt om.
Her er en beskrivelse af de nye centre:
http://www.si-folkesundhed.dk/upload/sundhedscentre.pdf
Det center, jeg går på er rettet på ryg-patienter - så det er måske ikke et decideret rygcenter, men et sundhedscenter med ryg-patienter som speciale
http://www.sundhedscenterhkp.kk.dk/
Her kan du også læse om, hvordan du bliver henvist.
Efter samtale med fyssen på centret, snakkede vi om, jeg kunne begynde på fitness center igen (det dyrkede jeg meget før - så det har jeg savnet).Mit arbejde har et center, hvor jeg så selv træner, men lige nu går det mest ud på, at finde mine grænser -
så jeg var rent til grin med 5 kg. på vægtene
Ellers vil jeg give Lotte ret i, jeg synes du takler din situation godt og sætter dig ind i din situation, så du ved hvad diskusprolaps
er. Det vidste jeg ikke første gang, og lægerne fortalte mig heller ikke noget, da jeg blev udskrevet efter første indlæggelse.
Nogen gange tænker jeg, om jeg havde kunnet undgå operation, for jeg følte mig rask (pga. det smertestillende medicin den første uge
gjorde mig smertefri - og så levede jeg som jeg plejede - for jeg var da ikke syg.
I dag er jeg meget klogere - så i dag ved jeg, at jeg skal passe på mig selv.
Godt du flytter fokus, så du igen fokuserer på det du kan - og kommer til at kunne igen
Skriv endelig igen, hvordan det går dig.
Hilsener herfra
Anita