Søg
Tilmeld dig
Oplysningerne må på ingen måde tages som erstatning for kompetent professionel rådgivning eller
behandling af autoriseret læge.
Indholdet på Netdoktor.dk kan ikke bruges som basis for at stille diagnoser eller fastlægge behandling.
Netdoktor.dk - All rights reserved. Netdoktor.dk is a trademark © Copyright 1998-
-
Kontakt Netdoktor
- Netdoktor Media
- Møntergade 19
- 1140 København K
- CVR: 28 68 61 37
Kommentarer
Du har brug for at få opbygget din selvtillid og dit selvværd, du har brug for at holde op med at kæmpe mod dig selv og du skal i særdeleshed slet ikke føre krig mod dig selv. Du skal lære at elske dig selv og være din egen bedste ven - ikke din egen værste fjende.
Du tror, at livet bliver godt, hvis bare du taber 12 kg. Jeg kan fortælle dig, at du tager så meget fejl, men det tror du sikkert ikke på. Du spilder bare en masse af dit liv med at tro, at at det bliver bedre, hvis du så anderledes ud. Jeg ved, hvordan det er, for engang troede jeg også, at jeg ville blive et lykkeligt menneske 'hvis bare', jeg tabte mig. Men jeg blev klogere. Det handler om at få helbredt de følelser i én, der gør ondt. Man kan ikke sulte dem væk. Du har garanteret så meget indre smerte, som du prøver at undgå at mærke. Det er den, du har brug for at få helbredt. Bliver den det, så vil du komme til at veje det, du skal veje og holde af dig selv alligevel.
Du fokuserer på din vægt. Det er kun et symptom på noget andet i dit liv, der er helt galt. Så længe du fokuserer på symtpomet kan du ikke få helbredt årsagen.
Du har helt ret, når du skriver, at nogle problemer kan løses og andre kan ikke. Men de problemer du har kan godt løses. Men det siger sig selv, at du ikke kan løse et følelsesmæssigt problem ved at ødelægge din krop! Tværtimod, så står du med to problemer i stedet for ét. Jo mere du ødelægger din krop, desto flere følelsesmæssige problemer får du. Det tror jeg ét eller andet sted godt, du kan forstå, hvis du tænker dig om.
De problemer, der har skabt dit lave selvværd og ødelagt din glæde og din kærlighed til dig selv, KAN derimod løses. Men ikke på den måde du tror.
Er du virkeligt ikke mere værd, end at du fortjener at blive ødelagt? Holder du så lidt af dig selv, at du synes, du skal ødelægge dit eget liv? For det er det, du er i gang med uanset, hvad du selv tror. Du tror ikke, at det her når at ødelægge dit liv? Jeg er ked af at sige det, men du er i fuld gang.
Og det er rigtigt synd for dig. Spild af et ungt menneskeliv, der kunne vendes om og blive bedre, hvis du vendte om og begyndte at gøre noget helt andet andet, end du gør nu. Du er i gang med at træffe et valg, du slet ikke kan overskue konsekvenserne af. Prøv derfor at LYTTE til, hvad det er vi siger til dig, for os der har været igennem noget lignende VED, hvad du er ved at rode dig ud i og det ved du ikke selv. Du tror, du ved det, men det gør du ikke.
Vil du ikke lytte, prøver du ikke på at lytte, så er der jo ingen, der kan tvinge dig til det. Du må træffe de valg, du må træffe. Jeg ville bare ønske for dig, at du ville tænke dig om og prøve at træffe nogle sundere valg, for nu ved du, at det er muligt.
Hilsen Helene
Du siger, at nogle problemer kan man ikke løse og du mangler bare at tabe dig. Det tolker jeg som om, at du mener, at de problemer du har vil blive løst eller føles ubetydelige hvis du taber dig.
Det er helt forkert.
Du er allerede så drænet for energi at du er så svimmel at du er bange for at falde om.
Tror du virkelig på, at der så ikke kan ske noget ved at du lader være med at spise i flere uger eller måneder endnu??
I så fald er du HELT gal på den.
Indrømmet; måske vil du føle en lille tilfredshed når vægten går nedad. Samtidig vil du kæmpe med at du gør noget forkert. Du vil blive mere deprimeret. Du vil med tiden muligvis ikke kunne se i spejlet at du taber dig selvom vægten går nedad, men andre vil bemærke det. Måske syntes du ligefrem at du bliver tykkere selvom vægten går nedad. Du vil blive mere og mere angst. Du vil hade dig selv mere og mere. Du vil fortsat isolere dig, og dermed vil dit sociale liv smuldre. Du vil blive dårligere og dårligere fysisk og risikere at det bliver meget alvorligt. Du mister mere og mere grebet om det her projekt du har gang i.
Og jeg kan garantere dig for, at du ikke lige pludselig bare kan begynde at spise igen selv hvis du når dit mål. Du vil hele tiden tænke bare lidt mere. Og tænk dig lige om; lige nu nægter du at spise noget overhovedet.
Hvad ville der ske hvis du spiste en rugbrødsmad om en halv time? Kan du det?
At holde op med at spise, vil ikke gøre dig glad og løse dine problemer - tværtimod vil du højst sandsynligt få det endnu dårligere. Synes helt klart at du bør opsøge noget hjælp, eller også håber jeg snart at dine pårørende finder ud af hvad du har gang i, således at de skaffer dig hjælp.
Når du stopper med at spise, vil du måske begynde at tabe dig, men lavere fødevareindtagelse vil nedsætte dit stofskifte, hvormed du når du begynder at spise igen, som du siger du vil, vil tage meget hurtigere på.
Du skriver at du er 15 - og jeg kan love dig for, at der endnu vil ske mange ændringer af din krop. Og ved at stoppe med at spise ødelægger du den også på længere sigt - hvis du da skulle være så heldig at overleve!!
Du skulle hellere tage at motionere og spise sundt - heriblandt mange grøntsager. Således vil du tabe dig på en sund måde og få en pæn krop. Men med et BMI på 19,10 kan jeg ikke forestille mig at du har brug for at tabe dig på nogen som helst måde overhovedet.
Motionen og den sunde mad vil derudover også give dig mere energi og overskud. Men også gøre at du kan sove.
Du snakker om muligheden for at få ordineret sovemidler - din krop, der er yderst stresset, fordi du ikke giver den noget energi at arbejde på, vil ikke have godt af at du yderligere belaster den ved at indtage lægemidler. Lægemidler er ikke bare sjov og ballade, men kan være yderst skadelige og en krop, hvis organer i forvejen er yderst belastede har ikke godt af at blive belastet i endnu større grad af lægemidler.
Jeg synes virkelig du bør indse alvoren af det her - det er ikke bare at komme ned på 40kg og så er du glad og kan begynde at spise igen. Sandsynligheden for at du stadig lever når du er nede på 40kg er ikke specielt stor.
Jeg ved, at du højst sandsynligt ikke har et valg omkring om du spiser eller ej, men du har et valg til at søge den hjælp, der kan få dig til at spise igen og hjælpe dig gennem de problemer du har.
Tror næppe du ønsker at din familie og venner skal se dig dø. Eller i det hele taget være indlagt og kæmpe for dit liv. Jeg tror heller ikke du ønsker de konsekvenser, der ses, ved ikke at indtage mad.
Du er heldigvis så priviligeret, at du i det mindste ved at det måske kunne være en spiseforstyrrelse, i forhold til de mange piger og drenge der fortrænger dette. Du er derfor også i den situation at du har et valg, og håber inderligt at du vælger livet og søger hjælp.
Og jeg har indset hvad der KAN ske. Men sjovt nok er der gået 2 uger, uden der er sket en dyt. Jeg havde forstillet mig, at efter to uger ville jeg ''begynde'' og tabe mig, men der er stadig ikke sket noget, bortset fra jeg er dårlig.
Men hvordan kan jeg tro på jeg ikke er for tyk, når jeg næsten ikke tør og se mig i spejlet? Jeg bliver endnu mere svimmel og træt af mig selv, når jeg ser mig selv i spejlet. Det er ikke til at kunne holde ud. Jeg tør vireklig ikke spise, det er ligeså let som at kunne lade værer, men jeg har brug for at tabe mig.
Og jeg har også brug for at vokse, men jeg VED at jeg ikke vokser, når jeg ikke spiser, tværtimod. Men jeg har hellere ikke så langtid at vokse, så jeg er nødt til at vokse de sidste centimeter NU. Det er helt vildt stressende, fordi jeg vil samtidig også tabe mig!!:( Hvad skal jeg gøre for at spise igen, være tilfreds med det, blive tyndere osvosv.. Jeg tør ikke spise, for jeg kaster det 100% op igen, fordi jeg kommer til at fortryde det.
Det er gået helt i koks for dig.
Uanset hvad du vælger, så er der ingen hurtige eller lette løsninger. Det du gør nu er at skabe problemer for dig selv, det kommer til at tage LANG TID at løse. Hvis du ikke får hjælp nu, så kan du regne med, at det tager ÅR at få det bedre. Du er lige nu ved at lægge grundlaget for problemer, du kan kæmpe med i resten af dit liv. Så dér kan du snakke om, at det tager LANG TID.
Du har stress, fordi tingene skal gå hurtigt. Jeg forstår så udmærket, at du har travlt med at få det bedre, men det kan du under ingen omstændigheder få så hurtigt, som du gerne vil have det. Og så længe du sulter dig og ikke søger hjælp, får du det ikke bedre - og da slet ikke hurtigt. Det går rigtigt stærkt med at få det dårligt men det tager som regel lang tid at få det godt.
Så slå idéen om de hurtige løsninger ud af hovedet.
Det her handler om, hvordan du får det godt med dig selv. Du har brug for at få løst nogle følelsesmæssige problemer, så du kan få bygget dit selvværd og din selvtillid op. Det får du ikke i løbet af hverken en uge eller en måned eller et halvt år heller ikke selvom du taber dig - tværtimod.
Hvis du fortsætter, som du gør nu, så er det højst tænkeligt, at du måske er indlagt med drop om et halvt år og får kontrolleret hvert skridt du tager fordi du ikke må bruge nogen kalorier. Er det, hvad du ønsker? Så kan du ligge dér i sengen og sige, at du ikke har tid til det, for du har travl med at skulle ud og videre, så du kan få det godt. Men det er der bare ikke noget at gøre ved.
Nej, der er ikke sket en dyt på to uger, for din krop stritter selvfølgeligt imod. Som en anden skrev til dig, så er din krop i panik, den er i livsfare, fordi den er ved at dø af underernæring. Den beskytter sig på alle tænkelige måder mod energitabet, for kroppen kæmper for at overleve.
De problemer, der er årsag til dit lave selvværd og dine tvangstanker og -handlinger, skal der tages fat i. Det er hårdt arbejde og det løser sig ikke i løbet af kort tid. Men at tage fat på at løse de problemer, det i virkeligheden handler om i stedet for at skabe nye problemer og kun fokusere på symptomerne, vil gøre dit liv langt bedre på længere sigt.
Hvordan er dit liv i øvrigt. Bliver du udsat for vold derhjemme (psykisk eller fysisk)? Bliver du udsat for seksuelt misbrug? Har dine forældre et alkohol- eller stofmisbrug? Er de psykisk syge? Bliver du mobbet i skolen? Har du nogle voksne at tale med, som du har tillid til og som passer på dig? Bliver du behandlet med omsorg og respekt derhjemme eller bliiver du svigtet? Bliver der lyttet til dig og får du positiv opmærksomhed eller får du negativ opmærksomhed? Er der kaos i dit hjem? Får du lov at bestemme noget i dit eget liv, eller lever du med at blive kontrolleret og bestemt over hele tiden? Har du det godt med din familie? Er du tryg?
Jeg ved godt, at det er pågående spørgsmål og at de kan gøre ondt, men det er typisk sådanne problemer, der skaber et ekstremt lavt selvværd, selvhad, skam over sig selv og som kan resultere i en spiseforstyrrelse. Hvis det er noget i den retning, der er galt i dit liv, så skal du vide, at du er HELT uskyldig og INTET har at skamme dig over. Uanset hvordan der er i dit hjem og hvordan du bliver behandlet, så er det IKKE din skyld. Hvis du lever under forhold, der ikke er gode for dig, så gør det dig syg. Den slags kan du ikke håndtere alene og du kan bestemt heller ikke sulte dig ud af det. De problemer vil være der alligevel, selvom du taber 12 kg. De vil også være der, selvom du tager på. Din vægt gør ingen forskel. Derfor er det hamrende nødvendigt at få hjælp, så tingene kan blive bedre.
Du er allerede nu så langt ude, så du ikke kan rette op på det alene. Hvis du vil have det bedre både psykisk og fysisk, er du nødt til at bede om hjælp og jeg ved, at det er frygteligt svært - men helt nødvendigt.
KH Helene
Nu kommer min far hos os 3-4 gange om ugen, og jeg holder ham ikke ud efter alt det han har gjordt imod os. På den ene måde elsker jeg ham - det er uanset hvad min far. Men når jeg tænker over alt de ting han har gjordt imod os, hvor tilgrin han har gjordt os, de sorg han har givet os, kan jeg ikke få tillid til ham. Jeg hader ham fra hjertet af, men ligemeget hvad er det min far. Og når han kommer skal jeg hilse på ham, sidde med ham, smile og være glad, somom der ikke er sket noget. Jeg ved han er syg og kan ikke gøre for det, men det er forsent at han skal komme og være ''en god far'' nu. Jeg vil aldrig holde af ham. Sidste år blev jeg indlagt i 3 måneder, jeg fik bihulebetændelse, som udviklede sig til hjernehindebetændelse og blodpropper forskellige steder omkring hjernen. Det kom som et chock for mig, da jeg var helt rask før. Istarten var jeg stiv i nakken og græd rigtig meget om natten, så kom min far ind og sagde ''Hold din kæft, før jeg tramper dig i hovedet, du fejler ikke en skid!'' og smækkede døren. Jeg ku' ikk rejse mig, og de tog mig ikk til lægen før det var blevet MEGET alvorligt. Da vi kom på hospitalet fik de en stor skideballe fordi de ikke havde ringet til lægen i så langtid. Og først dér, fandt han ud af at jeg virkelig ikk løj, da jeg græd! Det har givet mig kniv i hjertet at han troede det, indtil nu.
Jeg glæder mig til at komme ud hjemmefra, min mor fatter ikke noget af det jeg siger, hun misforstår mig i alt. Ovre i skolen snakker jeg med min y-lærer, og hun siger, af hun har snakket med de andre lære og spurgt ind til hvad de synes om mig, og de synes jeg isolere mig fra de andre, er ked af det, ser trist ud osv. Og det blev jeg ked af, at de kunne se. Jeg er sikkert ikke go' til at dække det, men efter så langtid med så mange problemer, der kommer efter hindanen er det også svært og dække. Når der kommer mange problemer efter hindanen, er det svært at finde problemet i 'selve' problemet.
Udover alt det, så kommer jeg fra en miljø/ghetto, med mange problemer der opstår hverdag. Og det væreste er ligepræcis den her alder, hvor man skal være stærk nok til at ku' det ene og det andet.
Mange fortæller mig at jeg er køn, har langt flot hår, en smuk hudfarve, kønt ansigt, smukt smil, nogen specielle øjne og en smuk farve osvosv. Men jeg ved at man kan se på mig at jeg er ked af det, også siger folk det bare for at enten at se min reaktion eller gøre mig glad. Jeg har længe haft problemer med min mor, og derfor har jeg haft det svært i skolen, og haft stort temprament. Det gik udover andre, også begyndte jeg at blive uvenner med alle, pg.a min opførsel. (de vidste ikke der var problemer derhjemme) men det skulle jeg ha' fortalt dem. Det gjorde jeg ikke fordi jeg ikke vidste at jeg opførte mig anderledes. Jeg mistede næsten alle mine venner fordi jeg havde ''forandret'' mig som de sagde. Jeg begyndte og bryde sammen efter alle droppede mig, jeg var også lææænge væk fra skolen, fordi jeg ikke gad se nogen mere. Jeg følte mig ''hadet'' fordi de blev uvenner med mig, også efter jeg havde været ensom / isoleret mig i langtid, begyndte jeg at få lav selvtillid, og kunne ikk lade være med at tænke at folk ikke gider mig fordi jeg er så klam, grim, irriterende, uelsket, underværdig, psykisk (som min far), og sidst men ikke mindst FED. Jeg har forkortet meget af historien, men det tager også lang tid at skrive og forklare over her. Men jeg gider ikke fortælle det til nogen, jeg bliver så følsom og begynder at græde, og når jeg gøre det, ødelægger jeg mig selv endnu mere.
Tusind tak fordi du fortalte din historie. Det får mig til at forstå dig meget bedre. Det er et voldsomt og barskt liv, du har. Sådan burde ingen børn have det.
Nej, du vil ikke fortælle det til nogen, for så bliver du følsom og begynder at græde. Det er da klart og det er præcist det, du har brug for. Så ville du begynde at reagere sundt og normalt. Du går ikke i stykker af at græde og blive ked af det (selvom det føles sådan) men du går i stykker af at blive i det miljø, du lever i og du går i stykker af at sulte dig selv.
JO, DU HAR ANDRE VEJE end at stoppe med at spise. Det forandrer INTET om du bliver tynd. Når du vejer 12 kg mindre og du er indlagt på sygehuset, vil din far stadigt være psykisk syg, du vil stadigt have været udsat for mange overgreb, du vil stadigt bo, hvor du bor og have den familie og du vil stadigt have sår på sjælen over de ting, du har oplevet. Dertil vil du også have et enormt problem med en spiseforstyrrelse.
Du vil tage ansvar for dig selv og dine søskende. Et barn kan ikke tage ansvaret for sig selv og andre. Det er ALT for stort et ansvar. Du tager bestemt ikke ansvar for hverken dit eget eller andres liv, når du sulter dig. Hvordan vil du hjælpe dine søskende, når du ikke kan holde dig selv oppe og er blevet indlagt? Du kan ikke redde andre, før du kan redde dig selv.
At tage ansvar vil bl.a. sige, at man ser problemerne i øjnene og erkender, hvornår de er så store, så man ikke kan klare dem alene - og så søge hjælp til at klare dem. Dét er ansvarlighed.
Hvis du vil vise ansvarlighed overfor dig selv og dine søskende, så ser du i øjnene, at det ikke er nogen løsning, at du taber dig men at der må nogle helt andre ting til. Kommunen gør tydeligvis ikke tilstrækkeligt.
Mit bedste råd til dig er, at du printer det indlæg ud, du skrev lige før (og gerne også de andre) og viser dem til den lærer, du har snakket med eller til din læge - eller skifter læge og viser dem til din nye læge. Eller får kontakt til skolepsykologen og viser hende/ham dem. Før eller siden er der nogen, de rmå forstå, at det her er meget alvorligt og at du (og sikkert også dine søskende) har akut brug for hjælp og den hjælp er der nogle ansvarlige voksne, der må sørge for at du/I får. Men du er nødt til selv at søge den og fortælle præcist, hvor forfærdelige tingene er.
Det kan godt være, at du kommer til at græde, men det dør du ikke af. Men du dør altså af at sulte dig - eller du risikerer det ialtfald. Og så har du dels mistet dit eget liv og dels har dine søskende mistet dig. Så det er ikke en ansvarlig løsning. Det håber jeg, at du forstår?
Jeg ved godt, at det vil være hamrende svært for dig, men hvis du søger hjælp, så er der dog håb om, at det vil blive bedre. Sulter du dig, så er du sikker på, at alting bliver værre og ikke bedre.
Kærlig hilsen Helene
Jeg har fortalt noget af det til min sagsbehandler og spurgt om en psykolog, men hun sagde bare ''ja, vi ligger den til side, og vi SKAL NOK opsøge en'' og nu har den ligget i snart et halv år uden der er sket noget. Derfor har jeg ikke kontaktet andre, fordi hvis jeg pludslig får psykolog et sted, så kommer hun med en også siger hun ''sagde jeg ikke du skal vente'' det er det jeg tænker over. Men det er ligemeget bare vi allesammen får det godt, de må lærer at hjælpe andre ordentligt, fordi ja, jeg kan ikke selv klare det. Og jeg kan godt se at hvis jeg bliver indlagt bliver det MEGET værre, og det er syndt de skal se mig ligge på hospitalet endnu engang. Jeg vil prøve som du skrev at kopiere det og vise det til min lærer (så ved hun præcist hvordan jeg har det) også må hun / kommunen finde en psykolog hurtigt muligt da vi ikke har nogen på skolen.
Men tror du at hvis jeg kom ned på 40 kilo, det ville blive så farligt at jeg blev indlagt? Jeg tror der skal mere til end 12 kilo...
Du kan tro, jeg forstår dig. Og hvor er jeg glad for, at du nu begynder at forstå, at der er andre ting, der vil hjælpe bedre.
Det er så trist med kommunerne, der ikke får givet mennesker den hjælp, de har brug for. Du må ikke tro, at det er fordi, de er ligeglade med dig. Det er fordi, de har alt for mange sager og alt for lidt penge og for lidt personale.
Jeg tror, du har brug for en voksen, der kan henvende sig til kommunen og sige, at der skal ske noget NU. Det er ikke godt nok, at de siger, at de nok skal tage sig af det. Hvis ikke de faktisk gør noget NU, så må man blive ved med at henvende sig og måske henvende sig til borgmesteren eller nogle andre, der kan få sat skub i sagerne.
Jeg ved ikke, hvor lidt du skal veje for at blive indlagt. Men jeg vil tro, at der er en stor risiko for det, hvis du kommer ned på 40 kg.
Du skal bare tænke på, at hvis du nu skal til at kæmpe for dig selv og dine søskende på en ansvarlig måde, så får du brug for alle dine kræfter og al din styrke. Så nytter det ikke noget, at du har sultet dig selv halvt ihjel. Så har du ingen kræfter og du kan ikke tænke klart.
Kærlig hilsen Helene