Åh gud, du har gang i noget meget, meget farligt her.
Man kan ikke sige, at man skal spise så og så lidt i så og så lang tid før man har anoreksi.
En spiseforstyrrelse er en utydelig størrelse, og omhandler både spisemønster og ens psykiske tilstand.
Uanset om du er under-, normal- eller overvægtig er det du har gang i anorektisk adfærd, og du bør stoppe det straks.
Du tror måske, at du har kontrol over det lige nu, men jeg kan garantere dig for, at det ikke varer ved, så det er med at stoppe inden det får overtaget.
Det er et helvede at leve med en spiseforstyrrelse, og får den først lov at udvikle sig er det ekstremt svært at komme ud af den igen.
Derfor skal du bryde det her negative mønster inden det overtager dit liv.
Grunden til at din vægt ikke er faldet er formentlig, at din krop er gået i panik og derfor sparer så meget den kan på energien = forbrænder så lidt som muligt.
Naturligvis taber man sig i længden hvis ikke man spiser, men det er bare SÅ uhensigtsmæssigt, usundt og farligt.
Din kost skal være sund, og rumme både frugt og grønt, kulhydrater som kartofler, pasta, ris eller lignende, protein som kød, linser, bøner og kikærter og fedtstof.
Ja! Man SKAL have fedtstof. De sunde olier sætter faktisk gang i forbrændingen af det usunde fedt og desuden er det vigtigt for hjernen og dermed din psyke.
Protein mætter og det hjælper med muskelopbygningen. Muskelmasse forbrænder mere end fedt, og dermed vil din forbrænding af fedt sættes i vejret i takt med at du opbygger muskler.
Man skal ikke gå og være sulten. Heller ikke når man skal tabe sig. Hvis man sammensætter sine måltider korrekt med godt med grove grøntsager, protein og fibre er man mæt.
At spise 5 gange om dagen er med til at holde forbrændingen oppe.
Vil du ikke nok tale med nogen om det her? Din læge kan hjælpe dig med at gøre det på en fornuftig (og holdbar) måde. Man kan ikke bevare et vægttab foretaget på den måde du prøver på det.
Hvis du kun tror at du vejer for meget selvom det ikke er sandt bør du også tale med din læge, for der skal sættes ind imod de her forestillinger du har dig.
Efter min mening vejer jeg for meget.
Jeg har en højde på 164 og vejer 52, og er 15 år.
Jeg chattede med http://www.spiseforstyrrelser.dk/ igår aftes, også ringede jeg og snakkede med en i næsten 45 minutter om det her. Og hun sagde det samme som dig. Jeg har et stort problem med mig selv ligenu, og jeg VED at det bliver værre hvis jeg spiser. Når jeg bliver altalt for svimmel/sulten så jeg næsten ikke kan holde det ud, ligger jeg mig til at sove. Idag har jeg ikke været i skole, fordi vi får mad i skolen det er sundt, men jeg kan ikke lade være med at spise efter sådan en lang skole dag. Så jeg valgt at sove til nu. Men jeg skrev ikke for at komme ud af spiseforsyrrelsen (hvis jeg har). Men for at vide om jeg har, og hvor lang tid det tager at få den. Men det er der åbenbart ikke nogle der ved.
Jeg har ikke forstand på spiseforstyrrelser, men jeg kan godt svare på dit helt enkle spørgsmål: Du har allerede sygdommen, og derfor har du brug for hjælp, og det har du allerede nu. Jo før du kommer i behandling for denne i øvrigt livstruende sygdom, jo bedre.
Der er ikke noget tidsinterval på, hvor lang tid man er om at få sygdommen, for fra det øjeblik en pige der har et bmi på 20 begynder at mene, hun er for fed og derfor begynder at sulte sig, er det tidspunkt, hvor man allerede har denne sygdom.
Det sted, du ringede til har stor erfaring på området - Anna har, så vidt jeg er orienteret haft sygdommen selv, så det er mennesker du i aller højeste grad bør lytte til, for det er meget farligt, det du har gang i.
Det er jeg bestemt ikke itvivl om at det er. Men jeg har også skrevet ovenover, at jeg IKKE kan få mig selv til at spise. Fordi jeg har det af helveds til med mig selv iforvejen, udover det har jeg haft en depression som er blevet større og større ligesiden jeg fyldte 14 og til nu hvor jeg har været 15 i 3 måneder.
I telefonen igår sagde hun også at det var livsfarligt, men jeg kan ikke komme udenom at jeg er for tyk og skal spare på maden! Alt det min mor siger jeg skal spise, smider jeg ud. Og hvergang jeg dufter mad eller noget så gemmer jeg mig under dynen og tænker - lad dem blive fede, jeg skal ikke spise!
For 3 uger siden var vi i Tivoli, og der duftede rigtig meget af Lune-spanskrør, da jeg gik forbi der og lugtede til det, følte jeg, at jeg tog på af lugten. Det kan jeg ikke helt forstå, måske er det rigtigt, ellers gør jeg for meget ud af det.
Gennem sidste uge's løb har jeg ikke fået lavet andre ting end at tænke på mad. Gardinerne er rullet ned, og jeg har isoleret mig fuldstændigt!
Nu har jeg overtalt mig selv til at blive væk fra skole igen imorgen, fordi jeg ikke kan holde ud at de tvinger mig til at sidde og kigge på mens de spiser / siger jeg skal spise med.
Ja, jeg har haft spiseforstyrrelse i perioder siden jeg var 12 år gammel, men kom først i behandling da det gik helt galt da jeg var 24.
Jeg er nu 26 år gammel. Jeg har udsigt til, at min spiseforstyrrelse vil blusse op i perioder resten af mit liv, fordi der gik så lang tid før jeg fik hjælp.
Grunden til at du ikke får et klart svar på hvor lang tid der går før du eller nogen anden har anoreksi, er fordi der ikke findes et svar på det.
Anoreksi findes i ekstremt mange sværhedsgrader. Nogle spiser næsten normalt men har alligevel en spiseforstyrrelse; fordi deres tanker er urealistiske og de ser ting i spejlet som ikke er der i virkeligheden. Andre har sultet sig selv så meget at de bliver nødt til at blive indlagt på hospitalet og få mad gennem en sonde.
Men da du er normalvægtig, og du mener, at du har brug for at tabe dig - så desperat, at du er holdt op med at spise - og hvis du ikke kan spise et normalt måltid uden at få det ad helvede til psykisk, så har du en spiseforstyrrelse.
Jeg kom til at tænke på en anden tråd som er meget relevant for dig. Det er også en ung pige, som er kommet ud i en spiseforstyrrelse inden for den seneste tid. Tråden hedder "Har ikke spist i 3 dage" og ligger i forummet "tvangstanker".
Jeg vil lige kopiere et af mine svar til hende her selvom vi har skrevet noget af det til dig i forvejen:
Du er i en alder hvor der sker meget.
Puberteten bringer for de fleste en vis usikkerhed med sig, og den usikkerhed er der nogle der har meget svært ved at håndtere.
Grunden til at du ikke har tabt dig selvom du har trænet hårdt er formentlig, at du har fået en masse muskler. Muskler vejer mere end fedt, så du er nok blevet strammet op selvom det ikke kan ses på vægten.
At du er blevet så optaget af din vægt, er et tegn på, at du ikke kan håndtere dine følelser, og af den grund leder du ubevidst efter noget du kan have kontrol over.
Du har helt tydeligt tendens til spiseforstyrrelse, og du bør se at få hjælp til at håndtere dine følelser, så du ikke kommer dertil hvor du bliver syg (virkelig får anoreksi).
I starten føles det som om, at man rent faktisk er i kontrol, men der går ikke lang tid før, at de spiseforstyrrede tanker overtager en og man ikke kan bryde ud af dem.
Den egentlige grund til at man tyr til at sulte sig og overmotionere er beskrevet rigtig godt på http://www.spiseforstyrrelser.dk under anoreksi:
"En anorektiker synes, at smerte, sorg, angst, ensomhed, vrede, tomhed, frustration eller glæde er så skræmmende eller gør så ondt, at hun eller han er nødt til at undertrykke den slags følelser. Lyst til fx nærhed eller behov for trøst og omsorg undertrykkes og kontrolleres, så man fx ikke lader sin mor, sin veninde eller sin kæreste trøste sig, selvom man er ked af det. Det er selvfølgelig ikke særlig rart at være ked af det og så ikke få trøst. Derfor prøver anorektikeren at dulme ked-af-det følelsen ved at lade være med at spise."
Jeg kan af erfaring fortælle dig, at en spiseforstyrrelse der får lov at udvikle sig medfører at man lever i et helvede hvor alt drejer sig om kalorier, motion og selvhad og man isolerer sig socialt.
Jo længere tid der går fra de første tegn viser sig, jo sværere bliver det at blive rigtigt rask.
Det eneste jeg vil give Kathinga ret i er, at du bør spise til alle måltider.
Når man ikke spiser, så mister kroppen og hjernen en masse energi, og man bliver sløv. Altså er du sløv fordi du ikke får nogen energi indenbords. Din krop kæmper desperat.
Desuden er det ekstremt vigtigt at du kommer igang med at spise igen, så anoreksien ikke udvikler sig. Du ved godt, at du ikke har brug for at tabe dig. Du er langt fra overvægtig, og du ligger i den lave ende af normalområdet. Når man går fra barn til voksen udvikler kroppen sig meget. Man får bryster, menstruation og man bliver bredere om hoften. Det skal være sådan!
Du spørger om der kan ske noget ved at du sulter dig. JA! Det er hundehamrende farligt.
Konsekvenserne ved anoreksi (som er det du viser stærke tegn på) over tid kommer her nedenunder. De skyldes især at stofskiftet falder i takt med at kroppen mister muskel- og fedtmasse og at man kommer i underskud af vitaminer og mineraler når man ikke spiser.
Huden bliver tør og får en usund farve. Hårtab. Skøre negle. Forstoppelse. Hukommelsesproblemer. Indlæringsproblemer. Svimmelhed, sløvhed og træthed. Man bliver psykisk ustabil - fx. depression. Man får tvangstanker og ser og føler fedt på kroppen som ikke er der i virkeligheden.
En meget relevant ting for dig med din alder er, at der kan komme hormonforstyrrelser, så udviklingen i puberteten bliver sat på pause. Dermed vil man ikke udvikle dig normalt. Det vil bl.a. sige, at man ikke får menstruation (eller at den holder op hvis man har fået den) og man risikerer, at det bliver så forstyrret at man vil få problemer med at få børn når man bliver voksen - også selvom man er blevet rask.
På længere sigt kan man få knogleskørhed, skader på hjernen, få skader på de indre organer (fx. hjertet og leveren). Det er ting man ikke kan rette op på.
Og så kan anoreksi i sidste ende føre til hjertestop og dermed død.
Jeg håber, at du er blevet klogere af mit svar, og at det får dig til at forstå, at det er en farlig vej du går lige nu.
Du bør tale med en voksen om, at du har fået svært ved at spise. Det kan være en af dine forældre, en lærer på skolen, en venindes forælder eller du kan tage til din læge. Du kan også starte med at ringe til Landsforeningen mod Spiseforstyrrelser og Selvskade's telefonrådgivning. Den finder du nummeret på på den side jeg linkede til højere oppe.
Det er vigtigt at man får en varieret kost. Grøntsager, frugt, ris/pasta/kartofler o.l., kød eller vegetarisk protein OG FEDTSTOF.
Jeg kan godt hører du har meget forstand på spiseforstyrrelser/anoreksi. Og sikkert er glad for DU er kommet ud af det. Men jeg sidder faktisk her, og ønsker at jeg snart får det, uanset om jeg så vil dø af det. Det er somom jeg er i krig med mig selv. Nogen gange tænker jeg at det er usundt og at det skal jeg lade være med, fordi det er så 'dødsens'farligt. Andre gange tænker jeg at jeg hellere ville dø som tynd, end at leve som fed. Jeg har én gang før sagt til min mor jeg ønsker det, men gjorde det somom det var forsjovt så blev hun rigtig sur og begyndte og spørge om jeg havde spist heletiden. Så jeg holder det for mig selv. Men det væreste er at jeg får det bliver 100 gange værer hvis jeg spiser. Igår spiste jeg kun 2-3 bolcher for at glemme sulten. Men det kommer heletiden. Jeg prøver at sove, men kan ikke.
Jeg håber ikke at det ville skade på nogen måder hvis jeg tog på apoteket og spurgte efter sovemedicin. For jeg har vireklig brug for at sove og glemme det hele.
Jeg har lige siddet på cyklen på vej hjem og tænkt på, om grunden til at du er så opsat på at vide hvornår du har anoreksi er, at du gerne vil have det. Og det var det så...
Som sagt har du en spiseforstyrrelse nu - og du får det ikke spor bedre af at den bliver endnu værre selvom du taber dig. Tværtimod.
Du skriver, at jeg sikkert er glad for at jeg er kommet ud af det.
Du har misforstået hvad jeg har skrevet. Jeg vil altid have spiseforstyrrelsen liggende i mig, og den dukker op med jævne mellemrum når livet bliver svært at tackle. Og jeg er ked af, at jeg ikke formår at tackle mine følelser på anden vis. Heldigvis får den dog ikke overtaget helt fordi jeg er blevet i stand til at kæmpe imod.
Da jeg vejede ti kilo mindre end jeg gør nu, var det jeg så i spejlet, en pige der vejede 10 kilo mere end jeg gør nu. Man ser ikke virkeligheden.
Ergo bliver man ikke bedre tilfreds med sig selv af at have en spiseforstyrrelse.
Tværtimod.
Du tænker "Jaja, det mener du", og det gør mig ondt at det er sådan. Jeg håber, at der er nogen omkring dig som snart ser hvor dårligt du har det, og får hjulpet dig.
Og jeg håber, at du vil tænke meget seriøst over det her.
Du skal have hjælp til at tackle de problemer der er i dit liv, så du kan blive tilfreds med dig selv og i stand til at tackle dine følelser fremover.
Du skal ringe til din læge og få en tid hvor I kan tale om dine søvnproblemer, for du kan ikke få sovemedicin uden recept.
Samtidig kan I få en snak om hvor skidt du har det med dig selv.
Jeg har ikke været syg, eller fejlet noget ligesiden indlæggelsen sidste år. Dv.s jeg ikke har været til lægen i et års tid. Men den læge jeg har nu, kan jeg ikke snakke med. Han forstår ikke en dyt af hvad man siger. Min mor har ham også som læge, og han giver altid forkert medicin, og han forstår næsten ikke dansk. Jeg har længe overvejet at skifte ham, men ved ikke hvordan jeg skal gøre det, og om jeg selv kan gøre det. Fordi hvis jeg ber min mor om det, spørg hun ''hvorfor'' Også skal jeg komme med en grund. Jeg gider ikke fortælle at det er af den her grund, så jeg tror at jeg lader det med lægen ligge.. Selvom jeg har brug for at snakke med en læge der forstår mig. Og jeg kan godt følge med i hvad du siger nu, om din spiseforstyrrelse. Det er ikke det samme som min. Fordi jeg har aldrig ''tacklet'' mine føleser på en måde, ved ikke og spise. Det er første gang. Jeg tror det er fordi jeg er begyndt og gå mere op i hvordan jeg ser ud osv, og sikkert også fordi jeg ikke kan styre mine føleser længere. Jeg ved nogengange ikke hvor jeg er hene i verden, det er blevet meget slemt iforhold til før.
Men nu hvor jeg er kommet ind i den her spiseforstyrrelse, tror du så at den vil vende tilbage ligesom dig en dag 'hvis' den går væk? Jeg har ikke tænkt mig at gøre noget ved at den skal forsvinde nu, for jeg har STADIG ikke tabt mig. Men når jeg synes jeg har tabt mig nok, hvis jeg kan spise, så gør jeg det. Spørgsmålet er bare; vil den vende tilbage igen? Det tror jeg ikke at jeg får brug for hvis jeg går ned i vægt. Nu vejer jeg 52 mit mål er 40. Ved ikke hvor meget der skal til, men lader værer med at spise til jeg kan se der står 40 og ikke 52 på vægten. Håber vireklig ikke der sker mere end at jeg taber mig, det er 12 kilo, så det er meget. Vil helst ikke ødelægge mine organger eller noget i den stil, det tror jeg hellere ikke at jeg gør, ved at tabe 12 kilo. Der skal mere til, eller det håber jeg. For min mor ville blive stikhamrende sur hvis hun fandt ud af jeg ikke spiste. men jeg kan ikke selv gøre for det... Nu når jeg ikke kan finde ud af og håndtere mine problemer, så føler jeg at jeg mangler noget, og det er en sejr. Det er at tabe mig. Så det er vigtigt for mig og mine føleser at tabe mig ligenu. Jeg kan ikke forstår du siger at det er tværtimod, jeg er næsten helt 100% sikker på, at jeg vil blive stolt af mig selv på en måde, hvis jeg kan gøre det.
Jeg har (heldigvis) ikke selv haft anoreksi men jeg forstår dine tvangstanker.
En spiseforstyrrelse handler om, at man forsøger at få kontrol. Når der er nogle ting i éns liv, der ikke fungerer og som man ikke kan kontrollere, så finder man en anden måde at prøve at få kontrol på, så man ikke skal forholde sig til de egentlige problemer. Det kan så virke mere eller mindre. Måske får du så meget kontrol, så du kan sulte dig ihjel og ødelægge dit liv. Men er det nogen sejr? Tja, jeg synes det ikke. Jeg mener, at en sejr må være at have overvundet og løst problemerne, så man kan få et godt liv.
Før eller siden vil spiseforstyrrelsen have taget kontrollen over dig og du vil leve i et Helvede, hvor du ville ønske, at du aldig havde forsøgt at få kontrol på den måde. Når man prøver at få kontrol gennem misbrug (og anoreksi er en form for misbrug), så vil misbruget altid tage kontrollen over én selv før eller siden. Det vil sige, at det du gør for at føle kontrol over dit liv i virkeligheden er den direkte vej ud i et ekstremt kontroltab, du slet ikke kan styre. Men det tror du sikkert ikke på, så du vælger at afprøve det for at få det bevist i stedet for at lytte.
Jeg forstår bare ikke, hvorfor du vælger at ødelægge dig selv og dit liv, når du i stedet kan vælge at søge hjælp til at få det bedre og få løst de problemer, du har i dit liv. Du tror, at du selv ved, hvad der er bedst for dig, men det gør du tydeligvis ikke, når du vælger at påtage dig en sygdom og en lidelse, som man ved, ødelægger livet. Du viser, at du er en klog og stærk pige, der prøver at gøre, hvad du kan for at få kontrol over dit eget liv. Desværre handler du bare ikke klogt, når du bevidt prøver at få kontrol ved at blive syg. Det siger vel sig selv, at man ikke får kontrol ved at gå ind i en sygdom. Ægte kontrol over dit liv kan du først få, når du får ryddet op i de ting, der ikke fungerer for dig og som tager kontrollen fra dig, så du bliver ked af det, deprimeret og vred. Det kan du ikke gøre alene, det skal der professionelle behandlere til at hjælpe dig med, men det lyder desværre ikke som om, at du er klar til det endnu. I stedet vælger du sygdom, der garanterer dig for, at du får en masse med behandlingssystemet at gøre i måske resten af dit liv. Er det det, du gerne vil? Være patient og uden kontrol over dit sind, din krop og dit liv i mange år frem og måske i resten af dit liv?
Det er vigtigt, at du har en god læge, du kan tale med og som lytter til dig. Du kan læse mere om lægeskift her: https://www.borger.dk/EMNER/SUNDHED-OG- ... 2Bookmark3
Du skal henvende dig i borgerservice på din kommune for at skifte.
Men alt det her er du jo sikkert fuldstændigt lige glad med. Du tror, du har fundet LØSNINGEN, der kan sikre, at du får det bedre og kan kontrollere dine tanker og følelser og jeg tvivler på, at nogen kan tale dig fra den idé. Desværre er det bare en illusion og det vil du så finde ud af på den hårde måde i de kommende år.
Med håb om, at du begynder at tænke lidt mere over tingene og åbne dig for alternativer...
Kommentarer
Man kan ikke sige, at man skal spise så og så lidt i så og så lang tid før man har anoreksi.
En spiseforstyrrelse er en utydelig størrelse, og omhandler både spisemønster og ens psykiske tilstand.
Uanset om du er under-, normal- eller overvægtig er det du har gang i anorektisk adfærd, og du bør stoppe det straks.
Du tror måske, at du har kontrol over det lige nu, men jeg kan garantere dig for, at det ikke varer ved, så det er med at stoppe inden det får overtaget.
Det er et helvede at leve med en spiseforstyrrelse, og får den først lov at udvikle sig er det ekstremt svært at komme ud af den igen.
Derfor skal du bryde det her negative mønster inden det overtager dit liv.
Grunden til at din vægt ikke er faldet er formentlig, at din krop er gået i panik og derfor sparer så meget den kan på energien = forbrænder så lidt som muligt.
Naturligvis taber man sig i længden hvis ikke man spiser, men det er bare SÅ uhensigtsmæssigt, usundt og farligt.
Din kost skal være sund, og rumme både frugt og grønt, kulhydrater som kartofler, pasta, ris eller lignende, protein som kød, linser, bøner og kikærter og fedtstof.
Ja! Man SKAL have fedtstof. De sunde olier sætter faktisk gang i forbrændingen af det usunde fedt og desuden er det vigtigt for hjernen og dermed din psyke.
Protein mætter og det hjælper med muskelopbygningen. Muskelmasse forbrænder mere end fedt, og dermed vil din forbrænding af fedt sættes i vejret i takt med at du opbygger muskler.
Man skal ikke gå og være sulten. Heller ikke når man skal tabe sig. Hvis man sammensætter sine måltider korrekt med godt med grove grøntsager, protein og fibre er man mæt.
At spise 5 gange om dagen er med til at holde forbrændingen oppe.
Vil du ikke nok tale med nogen om det her? Din læge kan hjælpe dig med at gøre det på en fornuftig (og holdbar) måde. Man kan ikke bevare et vægttab foretaget på den måde du prøver på det.
Hvis du kun tror at du vejer for meget selvom det ikke er sandt bør du også tale med din læge, for der skal sættes ind imod de her forestillinger du har dig.
Jeg har en højde på 164 og vejer 52, og er 15 år.
Jeg chattede med http://www.spiseforstyrrelser.dk/ igår aftes, også ringede jeg og snakkede med en i næsten 45 minutter om det her. Og hun sagde det samme som dig. Jeg har et stort problem med mig selv ligenu, og jeg VED at det bliver værre hvis jeg spiser. Når jeg bliver altalt for svimmel/sulten så jeg næsten ikke kan holde det ud, ligger jeg mig til at sove. Idag har jeg ikke været i skole, fordi vi får mad i skolen det er sundt, men jeg kan ikke lade være med at spise efter sådan en lang skole dag. Så jeg valgt at sove til nu. Men jeg skrev ikke for at komme ud af spiseforsyrrelsen (hvis jeg har). Men for at vide om jeg har, og hvor lang tid det tager at få den. Men det er der åbenbart ikke nogle der ved.
Der er ikke noget tidsinterval på, hvor lang tid man er om at få sygdommen, for fra det øjeblik en pige der har et bmi på 20 begynder at mene, hun er for fed og derfor begynder at sulte sig, er det tidspunkt, hvor man allerede har denne sygdom.
Det sted, du ringede til har stor erfaring på området - Anna har, så vidt jeg er orienteret haft sygdommen selv, så det er mennesker du i aller højeste grad bør lytte til, for det er meget farligt, det du har gang i.
I telefonen igår sagde hun også at det var livsfarligt, men jeg kan ikke komme udenom at jeg er for tyk og skal spare på maden! Alt det min mor siger jeg skal spise, smider jeg ud. Og hvergang jeg dufter mad eller noget så gemmer jeg mig under dynen og tænker - lad dem blive fede, jeg skal ikke spise!
For 3 uger siden var vi i Tivoli, og der duftede rigtig meget af Lune-spanskrør, da jeg gik forbi der og lugtede til det, følte jeg, at jeg tog på af lugten. Det kan jeg ikke helt forstå, måske er det rigtigt, ellers gør jeg for meget ud af det.
Gennem sidste uge's løb har jeg ikke fået lavet andre ting end at tænke på mad. Gardinerne er rullet ned, og jeg har isoleret mig fuldstændigt!
Nu har jeg overtalt mig selv til at blive væk fra skole igen imorgen, fordi jeg ikke kan holde ud at de tvinger mig til at sidde og kigge på mens de spiser / siger jeg skal spise med.
Ja, jeg har haft spiseforstyrrelse i perioder siden jeg var 12 år gammel, men kom først i behandling da det gik helt galt da jeg var 24.
Jeg er nu 26 år gammel. Jeg har udsigt til, at min spiseforstyrrelse vil blusse op i perioder resten af mit liv, fordi der gik så lang tid før jeg fik hjælp.
Grunden til at du ikke får et klart svar på hvor lang tid der går før du eller nogen anden har anoreksi, er fordi der ikke findes et svar på det.
Anoreksi findes i ekstremt mange sværhedsgrader. Nogle spiser næsten normalt men har alligevel en spiseforstyrrelse; fordi deres tanker er urealistiske og de ser ting i spejlet som ikke er der i virkeligheden. Andre har sultet sig selv så meget at de bliver nødt til at blive indlagt på hospitalet og få mad gennem en sonde.
Men da du er normalvægtig, og du mener, at du har brug for at tabe dig - så desperat, at du er holdt op med at spise - og hvis du ikke kan spise et normalt måltid uden at få det ad helvede til psykisk, så har du en spiseforstyrrelse.
Her er der en kostplan til teenagepiger og voksne kvinder, hvor du kan se, hvor meget mad du rent faktisk bør spise hver dag: http://www.regionmidtjylland.dk/psykiat ... l+kostplan
Jeg vil lige kopiere et af mine svar til hende her selvom vi har skrevet noget af det til dig i forvejen:
Du er i en alder hvor der sker meget.
Puberteten bringer for de fleste en vis usikkerhed med sig, og den usikkerhed er der nogle der har meget svært ved at håndtere.
Grunden til at du ikke har tabt dig selvom du har trænet hårdt er formentlig, at du har fået en masse muskler. Muskler vejer mere end fedt, så du er nok blevet strammet op selvom det ikke kan ses på vægten.
At du er blevet så optaget af din vægt, er et tegn på, at du ikke kan håndtere dine følelser, og af den grund leder du ubevidst efter noget du kan have kontrol over.
Du har helt tydeligt tendens til spiseforstyrrelse, og du bør se at få hjælp til at håndtere dine følelser, så du ikke kommer dertil hvor du bliver syg (virkelig får anoreksi).
I starten føles det som om, at man rent faktisk er i kontrol, men der går ikke lang tid før, at de spiseforstyrrede tanker overtager en og man ikke kan bryde ud af dem.
Den egentlige grund til at man tyr til at sulte sig og overmotionere er beskrevet rigtig godt på http://www.spiseforstyrrelser.dk under anoreksi:
"En anorektiker synes, at smerte, sorg, angst, ensomhed, vrede, tomhed, frustration eller glæde er så skræmmende eller gør så ondt, at hun eller han er nødt til at undertrykke den slags følelser. Lyst til fx nærhed eller behov for trøst og omsorg undertrykkes og kontrolleres, så man fx ikke lader sin mor, sin veninde eller sin kæreste trøste sig, selvom man er ked af det. Det er selvfølgelig ikke særlig rart at være ked af det og så ikke få trøst. Derfor prøver anorektikeren at dulme ked-af-det følelsen ved at lade være med at spise."
Jeg kan af erfaring fortælle dig, at en spiseforstyrrelse der får lov at udvikle sig medfører at man lever i et helvede hvor alt drejer sig om kalorier, motion og selvhad og man isolerer sig socialt.
Jo længere tid der går fra de første tegn viser sig, jo sværere bliver det at blive rigtigt rask.
Det eneste jeg vil give Kathinga ret i er, at du bør spise til alle måltider.
Når man ikke spiser, så mister kroppen og hjernen en masse energi, og man bliver sløv. Altså er du sløv fordi du ikke får nogen energi indenbords. Din krop kæmper desperat.
Desuden er det ekstremt vigtigt at du kommer igang med at spise igen, så anoreksien ikke udvikler sig. Du ved godt, at du ikke har brug for at tabe dig. Du er langt fra overvægtig, og du ligger i den lave ende af normalområdet. Når man går fra barn til voksen udvikler kroppen sig meget. Man får bryster, menstruation og man bliver bredere om hoften. Det skal være sådan!
Du spørger om der kan ske noget ved at du sulter dig. JA! Det er hundehamrende farligt.
Konsekvenserne ved anoreksi (som er det du viser stærke tegn på) over tid kommer her nedenunder. De skyldes især at stofskiftet falder i takt med at kroppen mister muskel- og fedtmasse og at man kommer i underskud af vitaminer og mineraler når man ikke spiser.
Huden bliver tør og får en usund farve. Hårtab. Skøre negle. Forstoppelse. Hukommelsesproblemer. Indlæringsproblemer. Svimmelhed, sløvhed og træthed. Man bliver psykisk ustabil - fx. depression. Man får tvangstanker og ser og føler fedt på kroppen som ikke er der i virkeligheden.
En meget relevant ting for dig med din alder er, at der kan komme hormonforstyrrelser, så udviklingen i puberteten bliver sat på pause. Dermed vil man ikke udvikle dig normalt. Det vil bl.a. sige, at man ikke får menstruation (eller at den holder op hvis man har fået den) og man risikerer, at det bliver så forstyrret at man vil få problemer med at få børn når man bliver voksen - også selvom man er blevet rask.
På længere sigt kan man få knogleskørhed, skader på hjernen, få skader på de indre organer (fx. hjertet og leveren). Det er ting man ikke kan rette op på.
Og så kan anoreksi i sidste ende føre til hjertestop og dermed død.
Jeg håber, at du er blevet klogere af mit svar, og at det får dig til at forstå, at det er en farlig vej du går lige nu.
Du bør tale med en voksen om, at du har fået svært ved at spise. Det kan være en af dine forældre, en lærer på skolen, en venindes forælder eller du kan tage til din læge. Du kan også starte med at ringe til Landsforeningen mod Spiseforstyrrelser og Selvskade's telefonrådgivning. Den finder du nummeret på på den side jeg linkede til højere oppe.
Det er vigtigt at man får en varieret kost. Grøntsager, frugt, ris/pasta/kartofler o.l., kød eller vegetarisk protein OG FEDTSTOF.
Jeg håber ikke at det ville skade på nogen måder hvis jeg tog på apoteket og spurgte efter sovemedicin. For jeg har vireklig brug for at sove og glemme det hele.
Som sagt har du en spiseforstyrrelse nu - og du får det ikke spor bedre af at den bliver endnu værre selvom du taber dig. Tværtimod.
Du skriver, at jeg sikkert er glad for at jeg er kommet ud af det.
Du har misforstået hvad jeg har skrevet. Jeg vil altid have spiseforstyrrelsen liggende i mig, og den dukker op med jævne mellemrum når livet bliver svært at tackle. Og jeg er ked af, at jeg ikke formår at tackle mine følelser på anden vis. Heldigvis får den dog ikke overtaget helt fordi jeg er blevet i stand til at kæmpe imod.
Da jeg vejede ti kilo mindre end jeg gør nu, var det jeg så i spejlet, en pige der vejede 10 kilo mere end jeg gør nu. Man ser ikke virkeligheden.
Ergo bliver man ikke bedre tilfreds med sig selv af at have en spiseforstyrrelse.
Tværtimod.
Du tænker "Jaja, det mener du", og det gør mig ondt at det er sådan. Jeg håber, at der er nogen omkring dig som snart ser hvor dårligt du har det, og får hjulpet dig.
Og jeg håber, at du vil tænke meget seriøst over det her.
Du skal have hjælp til at tackle de problemer der er i dit liv, så du kan blive tilfreds med dig selv og i stand til at tackle dine følelser fremover.
Du skal ringe til din læge og få en tid hvor I kan tale om dine søvnproblemer, for du kan ikke få sovemedicin uden recept.
Samtidig kan I få en snak om hvor skidt du har det med dig selv.
Men nu hvor jeg er kommet ind i den her spiseforstyrrelse, tror du så at den vil vende tilbage ligesom dig en dag 'hvis' den går væk? Jeg har ikke tænkt mig at gøre noget ved at den skal forsvinde nu, for jeg har STADIG ikke tabt mig. Men når jeg synes jeg har tabt mig nok, hvis jeg kan spise, så gør jeg det. Spørgsmålet er bare; vil den vende tilbage igen? Det tror jeg ikke at jeg får brug for hvis jeg går ned i vægt. Nu vejer jeg 52 mit mål er 40. Ved ikke hvor meget der skal til, men lader værer med at spise til jeg kan se der står 40 og ikke 52 på vægten. Håber vireklig ikke der sker mere end at jeg taber mig, det er 12 kilo, så det er meget. Vil helst ikke ødelægge mine organger eller noget i den stil, det tror jeg hellere ikke at jeg gør, ved at tabe 12 kilo. Der skal mere til, eller det håber jeg. For min mor ville blive stikhamrende sur hvis hun fandt ud af jeg ikke spiste.
Jeg har (heldigvis) ikke selv haft anoreksi men jeg forstår dine tvangstanker.
En spiseforstyrrelse handler om, at man forsøger at få kontrol. Når der er nogle ting i éns liv, der ikke fungerer og som man ikke kan kontrollere, så finder man en anden måde at prøve at få kontrol på, så man ikke skal forholde sig til de egentlige problemer. Det kan så virke mere eller mindre. Måske får du så meget kontrol, så du kan sulte dig ihjel og ødelægge dit liv. Men er det nogen sejr? Tja, jeg synes det ikke. Jeg mener, at en sejr må være at have overvundet og løst problemerne, så man kan få et godt liv.
Før eller siden vil spiseforstyrrelsen have taget kontrollen over dig og du vil leve i et Helvede, hvor du ville ønske, at du aldig havde forsøgt at få kontrol på den måde. Når man prøver at få kontrol gennem misbrug (og anoreksi er en form for misbrug), så vil misbruget altid tage kontrollen over én selv før eller siden. Det vil sige, at det du gør for at føle kontrol over dit liv i virkeligheden er den direkte vej ud i et ekstremt kontroltab, du slet ikke kan styre. Men det tror du sikkert ikke på, så du vælger at afprøve det for at få det bevist i stedet for at lytte.
Jeg forstår bare ikke, hvorfor du vælger at ødelægge dig selv og dit liv, når du i stedet kan vælge at søge hjælp til at få det bedre og få løst de problemer, du har i dit liv. Du tror, at du selv ved, hvad der er bedst for dig, men det gør du tydeligvis ikke, når du vælger at påtage dig en sygdom og en lidelse, som man ved, ødelægger livet. Du viser, at du er en klog og stærk pige, der prøver at gøre, hvad du kan for at få kontrol over dit eget liv. Desværre handler du bare ikke klogt, når du bevidt prøver at få kontrol ved at blive syg. Det siger vel sig selv, at man ikke får kontrol ved at gå ind i en sygdom. Ægte kontrol over dit liv kan du først få, når du får ryddet op i de ting, der ikke fungerer for dig og som tager kontrollen fra dig, så du bliver ked af det, deprimeret og vred. Det kan du ikke gøre alene, det skal der professionelle behandlere til at hjælpe dig med, men det lyder desværre ikke som om, at du er klar til det endnu. I stedet vælger du sygdom, der garanterer dig for, at du får en masse med behandlingssystemet at gøre i måske resten af dit liv. Er det det, du gerne vil? Være patient og uden kontrol over dit sind, din krop og dit liv i mange år frem og måske i resten af dit liv?
Det er vigtigt, at du har en god læge, du kan tale med og som lytter til dig. Du kan læse mere om lægeskift her: https://www.borger.dk/EMNER/SUNDHED-OG- ... 2Bookmark3
Du skal henvende dig i borgerservice på din kommune for at skifte.
Men alt det her er du jo sikkert fuldstændigt lige glad med. Du tror, du har fundet LØSNINGEN, der kan sikre, at du får det bedre og kan kontrollere dine tanker og følelser og jeg tvivler på, at nogen kan tale dig fra den idé. Desværre er det bare en illusion og det vil du så finde ud af på den hårde måde i de kommende år.
Med håb om, at du begynder at tænke lidt mere over tingene og åbne dig for alternativer...
KH Helene