Du skal give tid.
Du er selvfølgelig helt forvirret, og det er naturligt nok.
I har åbenbart ikke været så "smeltet sammen", som du troede, når du ikke har kunne mærke, at der var noget, der trak i en anden retning for din kone. Måske har du lukket øjnene? Det er vist meget normalt, hvis man ikke selv er klar til at se tingene i øjnene endnu.
Det er umuligt at sige, om I skal prøve at reparere på noget, når man ikke kender de nærmere omstændigheder. Hvad synes du selv? Hvad tror du din kone synes?
Indtil videre lyder det som om, at I har gjort det godt. I har lavet et par typiske teenagere, som vist er som teenagere er nu engang er, på godt og ondt.
Jeg synes måske, at du opfører dig lidt som et offer og gør hende til "den store bussemand". Hun skal sove på sofaen, og ikke i din seng..? Hvorfor er sengen din? Fordi hun har taget det første skridt væk, gør hende jo ikke skyldig i noget! Hun har en grundlæggende ret, til at gøre det hun mener er bedst for hende som menneske, uden at miste sine privilegier. Det lyder som om, at hun har dårlig samvittighed over, at hun har taget skridtet, og at du bekræfter hende i det. Og det er EN ting, der lyder forkert i jeres parforhold. For det hun gør, har hun ret til som menneske og også i forhold til jeres indbyrdes forhold!
Alt det med huslige pligter, er ikke noget, der burde få læsset til at vælte i et sundt parforhold, med mindre at man aldrig er blevet enige? Måske har I gået og skumlet over, at alting bare har været skævt fordelt i årevis og aldrig snakket om det? Eller nogen har været så arrogante i forhold til sit parforhold, at man har ment, at det kunne bære hvad som helst?
Måske har du nu fået en unik chance for at se på dig selv, hvad du har lavet, hvad du har forventet, hvad du har givet? Vær helt ærlig. Og se på hvad hun har givet osv. Måske har I lullet jer selv ind i en uinspirerende hverdag? Hun har bare set det først?
Man er ALTID to om det. Og frem for alt, så skal man ikke prøve at lave om på andre så de passer ind i ens eget liv, for det kan man ikke. Det eneste man kan gøre er at se på sig selv. Så du skal tænke på, om du selv vil have hende i dit liv, når nu hun udvikler sig i den retning hun gør? Og er du parat til at give hende den plads hun skal have for at gøre det? Hvis du vil det, så må du først og fremmest se på dig selv. Måske skal du forandre dig?
Håber, at jeg har skrevet noget, der hjælper. Jeg ved godt, at du ikke har det let lige nu. Men du kommer igennem det med tiden!
du svinger op og ned --du er forvirret --men det er din konr sikkert også ---så derfor er det lidt kedelige at din kone ikke vil i parterapi--der kunne i få talt om hvad der er gået galt --der ud fra kunne i så se om der er skår der kan klinkes ---eller det er slut---
efter som jeg læser er det inden for de sidste måneder at hun vil skilles ---er det en pludselig beslutning eller er det noget hun har puslet med i længere tid --
der skal noget til at tage springet ---efter som i har haft det godt sammen i mange år ----
hun er kørt træt i det efter hvad du skriver --hun er måske i overgans -alderen --måske deprimeret--med det mener jeg om hendes handling er er forhastet skridt hun tager--
se nu hører vi jo kun sagen fra din side og vuderer det ud fra det ---vi
kender ikke hendes tanke gang ----så som med frøene --men hun har sikkert en mening med det
Hej C. Undskyld. Det var vist forkert formuleret med, at vi var smeltet sammen. Men når man har kendt hinanden længe opstår der et fænomen, hvor jeg føler at vide hvad partneren tænker. Dette kan også give misforståelser, men jeg tror at alle i lange parforhold oplever dette. Det der er min bekymring er at hun fravælger alt fra hendes liv med mig. Jeg kan beholde det hele, bil og inventar. Jeg havde gerne set lidt ansvarstagen, hvor hun siger at jeg tager bilen så jeg kan køre rundt med børnene. Hun vil helt slippe for de ting hun også holder af.
Min vurdering er at børnene kun sjældent vil besøge hende. Jeg vil selvfølgelig gøre mit til de kommer afsted. Jeg er ikke i tvivl om, at hun vil gennemføre skilsmissen nu, men jeg ser bare i krystalkuglen at hun måske vil tilbage om et halvt år. Jeg vurdere hun kommer til at savne børnene og mig som familie, ligesom vi også vil savne hende.
Vores hovedfejl er at vi har glemt at bruge tid på parforholdet, og har haft kortvarige høje udgifter, så vi det sidste halve år har måtte spare på pengene.
Om et par måneder ville vi fremadrettet have haft rigtig mange penge til forbrug og hygge, tøj og ferier. Øv det nåede vi så ikke at prøve sammen.
efter det du skriver er hun i krise med sig selv --derfor--- er hun i overgangs alderen----men hun har taget sit valg --og det har hun lov til ---men om hun gør det rigtige valg --vil tiden vise ---men helt sikkert der er meget kedelligt og uvist fot hele familien
det er ikke ualmindeligt at mange parforhold ---ender ud i venskabs forhold --og det er måske det hun vil ---
jeg har været gift i mangr år -da vi var yngre havde vi også et godt seks liv ---men vi har begge været meget moderate på det område --så hos os er det ebbet ud med årene ---så vores kærlighed er at vi ser op til hinanden --kan ikke undvære hinanden --og har et godt venskabs -ægteskab hvis man kan kalde det sådan ---men det gode hos har været at vi var lige med hvores sexx behov --men sådan er der jo ikke i alle forhold---
Jeg har lige meldt mig ind på denne debatside og glædes allerede over dens (menneskelige) kvaliteter i modsætning til mange andre debatsider, hvor det hurtigt kan blive til hundeslagsmål.
Tror du vi have megen nytte af disse lister og det virker jo som om Jeres forhold er, så man kan tale om tingene (listerne): Ikke for at klinke skårene, men for at I begge kan komme helskindet ud af skilsmissen. Min fornemmelse er, at du har ret i at I i årenes løb er "smeltet sammen" forstået sådan at jeres personligheder supplerer hinanden. Du kender sikkert yin/yang princippet - oversat til et parforhold: Hvor jeg er stærk er hun svag - hvor hun er stærk er jeg svag. Hvis hun er handlekraftig, er du det modsatte. Måske endda efter moden overvejelse, for så slipper man for den konstante og opslidende konkurrence om, hvem der skal bestemme, hvis man har forskellige prioriteringer om det samme forhold.
Derfor skal man se på de samme emnegrupper hos begge parter, så der kan komme et helhedsbillede ud af analysen - og hvis min teori passer vil I begge komme styrkede ud af skilsmissen.
Med hensyn til at lave lister, så tror jeg ikke, at det er konstruktivt for jeres forhold, med mindre at I gør det sammen.
Man kan ikke sidde og lave sine egne lister, uden modspil, og bagefter synes, at de er sigende for andre end en selv. I bliver nødt til at lave dem sammen, hvis det skal fungere som en form for terapi. (der er jo ikke noget nemmere, end at blive enig med sig selv!)
Ja, de to lister skal sammenlignes, men om man skal lave dem hver for sig eller sammen er så vigtigt, at de selv må finde ud af det. I hvert fald er der en risiko for, at den dominerende part får indflydelse på den svagere allerede før listen er lavet, så jeg vil mene, at det er bedst at man laver dem hver for sig og derefter diskuterer dem - og den diskussion er jo den forløsende proces.
Kommentarer
Du er selvfølgelig helt forvirret, og det er naturligt nok.
I har åbenbart ikke været så "smeltet sammen", som du troede, når du ikke har kunne mærke, at der var noget, der trak i en anden retning for din kone. Måske har du lukket øjnene? Det er vist meget normalt, hvis man ikke selv er klar til at se tingene i øjnene endnu.
Det er umuligt at sige, om I skal prøve at reparere på noget, når man ikke kender de nærmere omstændigheder. Hvad synes du selv? Hvad tror du din kone synes?
Indtil videre lyder det som om, at I har gjort det godt. I har lavet et par typiske teenagere, som vist er som teenagere er nu engang er, på godt og ondt.
Jeg synes måske, at du opfører dig lidt som et offer og gør hende til "den store bussemand". Hun skal sove på sofaen, og ikke i din seng..? Hvorfor er sengen din? Fordi hun har taget det første skridt væk, gør hende jo ikke skyldig i noget! Hun har en grundlæggende ret, til at gøre det hun mener er bedst for hende som menneske, uden at miste sine privilegier. Det lyder som om, at hun har dårlig samvittighed over, at hun har taget skridtet, og at du bekræfter hende i det. Og det er EN ting, der lyder forkert i jeres parforhold. For det hun gør, har hun ret til som menneske og også i forhold til jeres indbyrdes forhold!
Alt det med huslige pligter, er ikke noget, der burde få læsset til at vælte i et sundt parforhold, med mindre at man aldrig er blevet enige? Måske har I gået og skumlet over, at alting bare har været skævt fordelt i årevis og aldrig snakket om det? Eller nogen har været så arrogante i forhold til sit parforhold, at man har ment, at det kunne bære hvad som helst?
Måske har du nu fået en unik chance for at se på dig selv, hvad du har lavet, hvad du har forventet, hvad du har givet? Vær helt ærlig. Og se på hvad hun har givet osv. Måske har I lullet jer selv ind i en uinspirerende hverdag? Hun har bare set det først?
Man er ALTID to om det. Og frem for alt, så skal man ikke prøve at lave om på andre så de passer ind i ens eget liv, for det kan man ikke. Det eneste man kan gøre er at se på sig selv. Så du skal tænke på, om du selv vil have hende i dit liv, når nu hun udvikler sig i den retning hun gør? Og er du parat til at give hende den plads hun skal have for at gøre det? Hvis du vil det, så må du først og fremmest se på dig selv. Måske skal du forandre dig?
Håber, at jeg har skrevet noget, der hjælper. Jeg ved godt, at du ikke har det let lige nu. Men du kommer igennem det med tiden!
Mvh C
Frø kan man have tusindvis af grunde til at plante, og det behøver ikke nødvendigvis at betyde, at man vil have muligheden for at nyde resultatet.
Har du aldrig pustet til en afblomstret mælkebøtte og tænkt på hvor de mon slog rod året efter?
efter som jeg læser er det inden for de sidste måneder at hun vil skilles ---er det en pludselig beslutning eller er det noget hun har puslet med i længere tid --
der skal noget til at tage springet ---efter som i har haft det godt sammen i mange år ----
hun er kørt træt i det efter hvad du skriver --hun er måske i overgans -alderen --måske deprimeret--med det mener jeg om hendes handling er er forhastet skridt hun tager--
se nu hører vi jo kun sagen fra din side og vuderer det ud fra det ---vi
kender ikke hendes tanke gang ----så som med frøene --men hun har sikkert en mening med det
Min vurdering er at børnene kun sjældent vil besøge hende. Jeg vil selvfølgelig gøre mit til de kommer afsted. Jeg er ikke i tvivl om, at hun vil gennemføre skilsmissen nu, men jeg ser bare i krystalkuglen at hun måske vil tilbage om et halvt år. Jeg vurdere hun kommer til at savne børnene og mig som familie, ligesom vi også vil savne hende.
Vores hovedfejl er at vi har glemt at bruge tid på parforholdet, og har haft kortvarige høje udgifter, så vi det sidste halve år har måtte spare på pengene.
Om et par måneder ville vi fremadrettet have haft rigtig mange penge til forbrug og hygge, tøj og ferier. Øv det nåede vi så ikke at prøve sammen.
De bedste hilsner Henrik
det er ikke ualmindeligt at mange parforhold ---ender ud i venskabs forhold --og det er måske det hun vil ---
jeg har været gift i mangr år -da vi var yngre havde vi også et godt seks liv ---men vi har begge været meget moderate på det område --så hos os er det ebbet ud med årene ---så vores kærlighed er at vi ser op til hinanden --kan ikke undvære hinanden --og har et godt venskabs -ægteskab hvis man kan kalde det sådan ---men det gode hos har været at vi var lige med hvores sexx behov --men sådan er der jo ikke i alle forhold---
Jeg har lige meldt mig ind på denne debatside og glædes allerede over dens (menneskelige) kvaliteter i modsætning til mange andre debatsider, hvor det hurtigt kan blive til hundeslagsmål.
Tror du vi have megen nytte af disse lister og det virker jo som om Jeres forhold er, så man kan tale om tingene (listerne): Ikke for at klinke skårene, men for at I begge kan komme helskindet ud af skilsmissen. Min fornemmelse er, at du har ret i at I i årenes løb er "smeltet sammen" forstået sådan at jeres personligheder supplerer hinanden. Du kender sikkert yin/yang princippet - oversat til et parforhold: Hvor jeg er stærk er hun svag - hvor hun er stærk er jeg svag. Hvis hun er handlekraftig, er du det modsatte. Måske endda efter moden overvejelse, for så slipper man for den konstante og opslidende konkurrence om, hvem der skal bestemme, hvis man har forskellige prioriteringer om det samme forhold.
Derfor skal man se på de samme emnegrupper hos begge parter, så der kan komme et helhedsbillede ud af analysen - og hvis min teori passer vil I begge komme styrkede ud af skilsmissen.
God arbejdslyst.
Du skal ikke undskylde ;-)
Du tænker meget på, hvorfor hun gør som hun gør.
Men hvad vil du egentlig selv? Og hvorfor?
De bedste hilsner Carina
Man kan ikke sidde og lave sine egne lister, uden modspil, og bagefter synes, at de er sigende for andre end en selv. I bliver nødt til at lave dem sammen, hvis det skal fungere som en form for terapi. (der er jo ikke noget nemmere, end at blive enig med sig selv!)
Men det er jo noget, de bedst selv finder ud af.