Hun ville skilles men kom hurtigt tilbage
Min kone og jeg gennem 20 år , har de sidste 2 måneder haft problemer.
Det hele startede med en diskussion der løb af sporet, og hvor vi misforstod hinanden. Dette medførte at vi ikke snakkede sammen, og vores kys og kram forsvandt. Min kone begyndte at klare alting selv i husholdningen. Jeg må da indrømme, at det er hende der klarer mest i husholdningen, men jeg laver så andre ting i huset. Det har hun indimellem svært ved forstå, og ser mest på madlavning og tøjvask som jo også er 2 store arbejdsposter.
Hun har meget brug for tid til sig selv, efter en lang arbejdsuge for os begge.
Hendes sociale behov er ikke særligt stort, hun nyder bare at vi er alene og slapper af. Det har jeg det fint med, men en gang imellem skal vi mødes med andre mennesker og bekræftes af dem. Det er min holdning af vi ikke skal isolere os helt. Hun ønsker ikke andet kontakt end til vores forældre samt søskende og en enkelt veninde hvert 2 mdr. der er vi så lidt forskellige.
Vi har 2 teenagebørn der kræver rigtigt meget af os begge. De manipulere med os indimellem og spiller os ud mod hinanden. Bortset fra det, er de nogle gode robuste børn. Modsat deres forældre har vores børn høj selvtillid, vi har også podet dem godt og gjort rigtigt meget for dem. Det er bare lidt underligt at vores børn har udviklet et kæmpe ego, hvorimod min kone og jeg lider lidt af dårligt selvværd.
Det giver problemer for os, når vi skal være konsekvente overfor dem.
Nå, men min kone og jeg skulle snakke sammen forleden. Jeg havde et håb om at nu ville hun på banen for at løse vores problem. Jeg havde forinden forsøgt at komme på banen for at løse problemet og komme videre. Under snakken fortalte hun mig, at der ikke flere følelser var for mig, og at hun ville skilles. Det kom som et slag i hovedet på mig, og jeg var i chok. Hun flyttede op til vores datter om natten. Et par dage efter flyttede hun ud til nogle bekendte. Så var jeg alene med hus og 2 børn. Under omstændighederne gik det godt for mig, selvom jeg var ked af det. Jeg fik sørget for husholdningen, og tog vare om børnene, for hun var jo væk og snakkede kun lidt med dem over telefonen. Så en uge efter dukker hun op hjemme hos os, og har fortrudt at ville skilles. vi får snakket vores problemer igennem, men jeg er stadigvæk usikker på, om dette her vil ske igen, hun har været ved at forlade mig en gang før. Jeg holder meget af hende, men føler at jeg må
drage en konsekvens af det hun har gjort. hvad mener I jeg skal gøre?
Så har jeg også lige børnene der helst så, hun var på månen, men det skal de bestemt ikke blande sig i!
Hun har følt sig arbejdsmæssigt overbelastet og vi har fået en god snak om hvad vi gør fremadrettet.
Hun vil også til Psykolog for at bearbejde noget fra barndommen, da hun mener det er det ,der er årsag til at hun ikke kan håndtere konflikter med mig.
Hvordan kommer jeg videre?
Jeg er stadigvæk meget såret og usikker over det der er sket.
Er skilmisse måske bedst for mig?
Hilsen Henrik
Det hele startede med en diskussion der løb af sporet, og hvor vi misforstod hinanden. Dette medførte at vi ikke snakkede sammen, og vores kys og kram forsvandt. Min kone begyndte at klare alting selv i husholdningen. Jeg må da indrømme, at det er hende der klarer mest i husholdningen, men jeg laver så andre ting i huset. Det har hun indimellem svært ved forstå, og ser mest på madlavning og tøjvask som jo også er 2 store arbejdsposter.
Hun har meget brug for tid til sig selv, efter en lang arbejdsuge for os begge.
Hendes sociale behov er ikke særligt stort, hun nyder bare at vi er alene og slapper af. Det har jeg det fint med, men en gang imellem skal vi mødes med andre mennesker og bekræftes af dem. Det er min holdning af vi ikke skal isolere os helt. Hun ønsker ikke andet kontakt end til vores forældre samt søskende og en enkelt veninde hvert 2 mdr. der er vi så lidt forskellige.
Vi har 2 teenagebørn der kræver rigtigt meget af os begge. De manipulere med os indimellem og spiller os ud mod hinanden. Bortset fra det, er de nogle gode robuste børn. Modsat deres forældre har vores børn høj selvtillid, vi har også podet dem godt og gjort rigtigt meget for dem. Det er bare lidt underligt at vores børn har udviklet et kæmpe ego, hvorimod min kone og jeg lider lidt af dårligt selvværd.
Det giver problemer for os, når vi skal være konsekvente overfor dem.
Nå, men min kone og jeg skulle snakke sammen forleden. Jeg havde et håb om at nu ville hun på banen for at løse vores problem. Jeg havde forinden forsøgt at komme på banen for at løse problemet og komme videre. Under snakken fortalte hun mig, at der ikke flere følelser var for mig, og at hun ville skilles. Det kom som et slag i hovedet på mig, og jeg var i chok. Hun flyttede op til vores datter om natten. Et par dage efter flyttede hun ud til nogle bekendte. Så var jeg alene med hus og 2 børn. Under omstændighederne gik det godt for mig, selvom jeg var ked af det. Jeg fik sørget for husholdningen, og tog vare om børnene, for hun var jo væk og snakkede kun lidt med dem over telefonen. Så en uge efter dukker hun op hjemme hos os, og har fortrudt at ville skilles. vi får snakket vores problemer igennem, men jeg er stadigvæk usikker på, om dette her vil ske igen, hun har været ved at forlade mig en gang før. Jeg holder meget af hende, men føler at jeg må
drage en konsekvens af det hun har gjort. hvad mener I jeg skal gøre?
Så har jeg også lige børnene der helst så, hun var på månen, men det skal de bestemt ikke blande sig i!
Hun har følt sig arbejdsmæssigt overbelastet og vi har fået en god snak om hvad vi gør fremadrettet.
Hun vil også til Psykolog for at bearbejde noget fra barndommen, da hun mener det er det ,der er årsag til at hun ikke kan håndtere konflikter med mig.
Hvordan kommer jeg videre?
Jeg er stadigvæk meget såret og usikker over det der er sket.
Er skilmisse måske bedst for mig?
Hilsen Henrik
Kommentarer
Udfra det du skriver, mener jeg, at der er grundlag for først at prøve med parterapi, før du begynder at spekulere på skilsmisse.
Du mener, at det skal have en konsekvens for din kone, det der er sket. Jeg mener også, at der skal drages en konsekvens. Men det gør hun jo sådan set også selv, da hun nu er indstillet på at gå til psykolog og få arbejdet med sine problemer. I det forløb kan du godt blive hægtet af, for et sådant forløb er meget hårdt og det kan være svært for omgivelserne at forstå éns følelser og reaktioner. Så jeg mener, at den konsekvens du kan drage og for bedre at kunne følge med i, hvad der sker imellem Jer, så kunne parterapi være en positiv konsekvens.
Hilsen Helene
det her med at alting skal have konsekvenser --ved jeg ikke om det er den rigtige frem-gangs måde ---
det kører vel tingene i hårdknude ----i er begyndt at tale sammen --hun vil til psykolog --hvad med at tage det stille og roligt og se hvad der sker ---
hvad med om du selv går til psykolog og bliver støttet i hvordan du skal takle din situation---og til sidst kan det måske ende ud med parterapi ---
du siger at børnene ønsker deres moder til månen hvad mener du med det ---
Når jeg læser, det du har skrevet, er det jo helt klokke klart at I ikke er gode til at tale sammen, at I ikke har samme behov for sociale relationer og at I har børn der spiller jer ud mod hinanden.
Du spørger om du skal lade dig skille, men det er der jo ingen her der kan svare dig på, og du spørger også, om det skal have nogle konsekvenser for din kone. Konsekvenser er for mig noget med straf at gøre, og to voksne mennesker skal ikke gå rundt og straffe hinanden, så nej det synes jeg er en dårlig ide som Solo jo også nævner.
Nej I skal lære at tale sammen, lære at lytte til hinanden, lære at mærke hvordan den anden har det, lære at respektere hinanden, og så tror jeg, at alt for mange ting i et parforhold forbliver usagt, da de hver især tror, at den anden er tankelæser. I skal lære hver især at fortælle hvad I føler og hvad I mangler og på den måde indgå nogle forlig, der hvor I ikke er helt enige.
Børn skal ikke kunne spille forældrene ud mod hinanden, men jeg mener at det er OK at børn lærer at forældre er forskellige og har forskellige meninger om deres opdragelse. Det giver ikke usikkerhed hos børnene, men forståelse for forskelligheden mellem de voksne. Men så er det de voksne som skal blive enige om, hvad de må og ikke må, det må aldrig blive børnenes problem.
Om din kone har brug for en psykolog har jeg ingen mening om, men jeg synes det er trist at så mange skal have hjælp til selvforståelse og indleven i hinanden, for at få et parforhold til at fungere. Det burde være en naturlig ting at lytte, føle og fornemme den anden og ikke gøre det til noget klinisk med hjælp udefra.
Mit råd til dig er at få gang i at tale sammen, at blive hele mennesker der lærer at give udtryk for hvad I hver især har brug for og mangler i jeres parforhold.
Hilsen Sofie
Tak for svarene, det var dejligt at få andres vurdering. Situationen har ændret sig siden. Det viser sig at hun kun kom tilbage, fordi hun savnede børnene. Hun siger hun alligevel ikke har brug for psykolog. Parterapi vil hun ikke prøve, da hun ikke ønsker, vi skal blive sammen. Jeg har det rigtigt skidt lige nu, fordi hun kom tilbage og virkede som om, hun ville give det en chance. Jeg finder hende meget falsk, men jeg har nok også været for bange for at miste hende, så jeg måske har irriteret hende med min blotte tilstedeværelse. Nu snakker hun om at vi da skal være gode venner, og hun ønsker at bo og sove i samme rum/seng som mig, indtil hun finder en lejlighed. det kan godt tage 2-3 måneder med at finde en lejlighed. Jeg kan ikke holde tanken ud med at vi skal bo sammen så lang tid, bare fordi hun savner børnene. Det er hende der vil skilles!
Skal jeg bede hende om at finde noget midlertidigt at bo I?
Hun ejer også huset.
Jeg føler i den grad at hun pisser på mig og udnytter mig. Hun er slet ikke i dårligt humør som mig, hun er nærmest lidt høj af situationen, når jeg har det dårligt. Jeg har spurgt hende til sommerferien i juli, hun vil gerne på ferie med mig. Hvorfor vil hun det? Jeg har lyst til at sige en masse grimme ord og råbe efter hende. Det har jeg aldrig nogensinde gjort, da jeg er et anstændigt menneske. Det er som om hun ikke føler at hun kommer til at miste noget.
Det hele har forvirret mig meget, da jeg havde fået en hverdag til at køre den uge hun var væk. Hvad skal jeg gøre?
Mange hilsner
Henrik
Hvis du vil, kan du jo offentliggøre listerne her på siden.
Mvh
Helge
men tror du ikke du er for sød og svag over for hende---HUN MANGLER MODSPIL
det med at se børnene skulle hun tænkt over før hun gik i gang med sin proces---
det her vil gøre ondt på dig ---at være hård og slå hælene i ----men det er da også hårdt at blive trukket rundt i manesien----
sig til hende at hvis hun vil have en frem-tid med dig---så er det parterapi først ----
måske i en gang kan finde sammen igen --andre par har prøvet --samme tur
men nu er det dig der skal tage magten---
Tak for de gode indlæg, de varmer i en usikker tid. Til Helge vil jeg sige at når jeg får tid, laver jeg den liste med mine og hendes positive sider. Jeg skal nok lægge den ud på nettet når den er klar. Så jo det handler om selvværd og en ubalance i forholdet. Der er noget at arbejde med, og jeg er manden der kan udfylde skemaet korrekt, da jeg kender os begge godt. Men forholdet er jo ødelagt, jeg kan mærke det inders inde i min sjæl. Måske at det er mig der skal være det hårde og få fat i separations papirene hurtigt, så jeg hurtigt kan købe hende ud af huset.
Solo313 du har helt ret i hun ikke skal ligge i vores fælles seng. Det har hun ellers bare gjort, den sidste melding er ny, at hun nu er fast besluttet på skilsmisse uden nogen mulighed for deltagelse af parterapi.
Lige nu ligger hun i sengen og sover, men jeg har ikke lyst til at gå derind til hende. Måske skal jeg finde et andet sted i nat? Hun skal også vende sig til at være alene i et soveværelse.
Endnu engang tak for alle de godt svar, det glæder mig at føle Jeres medmenneskelighed.
Mange gode hilsner
Henrik
hvis hun er lidt langsom og tøvende med de papirer skubber du til hende og siger hvad bliver det til ---hun vil skilles så hun skal arbejde for sagen ---så på den måde kan du jo også føle lidt på hende om hun mener det --eller bare noget hun truer med ---så hav lidt tålmodig hed --et lille stykke tid --før du skrider til værks ---og sov på sofaen i mens ---
Jeg har sagt, at hun ikke mere skal sove i min seng, så hun sover på sofaen. Jeg har yderligere forlangt, at hun tager ud til sine forældre i week-enderne. Hun sagde at det måske ikke var så godt, da vi har en masse praktiske ting at gøre i forbindelse med skilsmissen. Men jeg holdt fast. Hun vil ikke have ret mange ting af vores værdier, siger jeg kan beholde den gamle bil uden hun vil have noget, så jeg kan køre rundt med børnene som jeg plejer. Hun vil selvfølgelig have sin halvdel af huset, men vil være rimelig, da det jo er børnenes barndomshjem.
Hun virker fast besluttet på skilsmisse, og virker ikke specielt ked af det. Jeg kører lidt op og ned, og også nye muligheder for personlig udvikling, da vi er meget "smeltet" sammen. Vi har snakket om at vi begge har ansvaret for hvor vi står nu, da vi begge har glemt vores parforhold med alle vores praktiske gøremål.
En mystisk ting jeg undre mig over, er at hun har rendt rundt ude i haven og plantet frø. for meget en mærkelig disponering, da jeg går og overvejer mere græs i haven for nemhedens skyld, da jeg nu er alene om haven.
Hvad mener I der sker? Jeg er noget forvirret.
Mange hilsner Henrik