Når læger taler ned til patienten

Rosa50

Lotte123
Jeg har ikke afvist dig. Tværtimod.
Jeg har lige nu lidt travlt, skal til yngste barnebarns fødselsdag, men svarer lige kort.
Jeg havde aldrig hørt om korttarmspatient, så slog det lige op.
Jeg ved så ikke om din mand er opereret eller det er medfødt, det også ligegyldigt for denne snak.
Men at lægerne ikke hører og ikke vil/ kan forstå at patienten sidder med mange, mange spørgsmål, og ligeledes de pårørende.
Hvis man ikke bliver talt med om de nye livsvilkår, og vi ikke af os selv fatter det, så er vi altså på den, og kan blive slemt overraskede, når vi mødes med lægen og gerne vil tale om de problemer det afstedkommer.
Det er ikke os der er dumme, vi er faktisk blevet ret gode til selv at finde ud af tingene, men det falder ikke i god jord.
Jo Lotte, jeg husker også den der med overgangsalderen.
Jeg ved ikke hvad det er der er galt, men noget er der galt, og vi bliver ikke hørt.
Kunne man forestille sig, at de sidder der, udelukkende med intellektet i brug og helt glemmer, at patienten også har et følelsesliv og en hverdag der skal fungere. Så møder man sådan en læge, der sidder der og iagttager patienten og har retten til at beskrive og ellers bare mene, at det er uden betydning.
Vi har ikke en fin lægelig uddannelse, men mange af os har en fin intuition, og ved der er noget galt, vi vil gerne vide om der kan gøres noget, eller der ikke kan. Hvis det sidste er tilfældet, så vil vi også vide hvorfor.
Jeg skriver til dig senere, jeg synes det her er vigtigt at få sat ord på.

lotte123

Min mand fik i 1990 fjernet det meste af sin tyndtarm - har kun 55 cm tilbage. Han er vist nok den første her i landet, der har overlevet at have så kort tarm - oven i købet fungerer han fint med det. Det var p.gr af en stribe blodpropper grundet noget, der hedder Protein S mangel, hvilket i øvrigt er en yderst sjælden sygdom.
Ingen regnede med at han ville overleve, og lige præcis han får den mest fantastiske behandling i sygehusregi - alle er dybt optagede af det, når han kommer, og han har endda oplevet at blive beholdt et par dage mere på sygehuset, fordi lægen lige ville hjem og læse op på det, og derefter komme med diverse opklarende spørgsmål.

I øvrigt har man -lægeverdenen - for ganske få år siden fundet ud af, at kroppens funktioner hænger sammen (Oh year..), så at netop korttarmspatienter kan mangle vigtige stoffer i hjernen, hvorfor man netop kan udvise symptomer på begyndende demens. Men - hvad man gør ved det, er der desværre ingen der endnu ved. Så - vi blev bare den gang sendt hjem fra hukommelsensklinikken med beskeden, at der - heldigvis- ikke er tegn på demens, men noget galt er der altså. Så - "vi afslutter her - farvel".
Og så kan man - igen- sejle i egen sø.

Så - hvis bare din sygdom er sjælden og eksotisk nok, så er servicen i top. Han har dog også oplevet at knække achillessenen og møde ligegyldigheden, så også han kender til den.

Og - det er i grunden morsomt - alle os andre med de mere trivielle sygdomme - og det er jo os, der er de fleste, tja... vi er kedelige og uinteressante.

Jeg tror egentligt, at det handler om, at vi skal prøve at lære at stoppe "flinkeskolen", og simpelt hen direkte sige til den læge, der taler ned og ikke hører efter, at vi FORLANGER at han/hun hører efter og holder op med - som udgangspunkt -at betragte os som idioter.

Og jo - det er svært, når man også gerne vil være høflig, venlig og forstående - jeg fik jo heller ikke råbt op i går.

Men - jeg tror desværre, det er vejen frem

Rosa50

Jeg har en søn med en genfejl, som gør at han danner blodpropper. Han får også tip top behandling, men det fik han ikke før de fandt ud af det.
Han havde nogle voldsomme smerter i benet. Hans egen læge sagde det var en fibersprængning. Det var en blodprop, en af de farlige der dannes et eller andet sted fra et sår. Hans immunsystem holder ikke igen, når blødning er stoppet.
Sludrede lidt med en anden her i eftermiddag. Hun havde oplevet, at hendes læge havde sagt: Du har de forkerte tal på din dåbsattest, så der skal ikke gøres noget ved de smerter du har. Hun er 67 år.
Så jo, jeg er overbevist om, at det har noget at gøre med vores alder.
Os kedelige patienter, der ikke fejler noget interessant, vi kan så døje med forskellige ting, som man ikke hører på.
Jeg kom hjem fra hospitalet i en sørgelig forfatning. Set i bakspejlet, har jeg været mere syg, end jeg var klar over.
Jeg forstår så ikke, at man laver sådan en stor operation, hvis man har nået en alder, hvor man ikke tager det så alvorligt. Jeg bliver 75 år i morgen. Jeg måtte igennem det to gange.
Jeg har på fornemmelsen, at den infektion jeg fik, langt om længe er væk. Det håber jeg. (Det er ikke med min læges hjælp, men en ung lægestuderende der havde fattet hvad jeg sagde).
Hjertesygdom hører også til de sygdomme man tager sig af, men kun til en vis grad. Når hjertet svækkes alvorligt, kan patienten passe sig selv. Sådan døde et af mine børn.
Jeg har en veninde, hvis datter og svigersøn har meget store stillinger i sygehusverdenen. Hun fortalte mig for et par år siden, at de nye unge lægestuderende, øver sig på de gamle patienter. Hun mente det var helt naturligt, noget skal de jo øve sig på, sagde hun.
Jeg kunne ikke rigtig tro på det, men måske er det sådan.
Måske har vi for store forventninger til, hvad man kan forvente, det er måske det lægen siger uden at sige noget.
Du og din mand betaler også en pris for at han overlevede. Det gør man også ved de store hjerteoperationer, der kan også ske noget med hukommelsen og ikke mindst træthed.

pigen65

Hej Lotte

Du skriver:

"Men ellers? Ligegyldighed over hele linien. Jeg kan f.eks ikke tåle Acetylsalicylsyre (Treo, codimagnyl og den slags) og morfin, men alligevel prøver lægerne med alle kneb at putte det i mig alligevel – jeg bliver hundesyg."
Citat slut
P.S. jeg øver mig lidt, med at få markering til at virke :-)

Min mand fik faktisk Addison, efter en allergi overfor Acetylsalicylsyre - han var slået ud over hele kroppen, og gik til lægen, som gav ham et bredspektret penicillin, hvorefter han fik Steven Johnsom syndrom, som er livsfarlig, han fik pumpet en liter binyrebarkhormon ind i døgnet.
Så hans binyrer stoppede med at virke, hans symptomer viste, det måtte være årsagen, og så bad han lægen om, at undersøge det.
Der findes kun 4-500 personer i Danmark, med sygdommen Addison.

Hverken værre eller bedre, ville lægen udkrive smertestillende, med indhold af Acetylsalicylsyre, her i efteråret ?? Han måtte så fortælle lægen, at dem måtte han ikke få. Det er ikke særligt betryggende...Jeg kan forstå, at læger ikke kun fejler et sted i landet, det er sikkert overalt.

Selvom de gamle læger, måske havde færre patienter, og befolkningen er vokset, så er der jo tilsvarende flere læger, i klinikkerne end før.
Men de vil heller ikke arbejde over, som de gjorde før, det er nok årsagen til, de ikke giver sig den tid, til dn enkelte patient, som i de gode "gamle dage".

Rosa50

De gode gamle læger?
Der var sandelig også forskel, og de gjorde forskel på folk. Men jeg tror man respekterede lægen, men om de kunne så meget mere end i dag, det tror jeg ikke. Folk fandt sig i, at sidde flere timer i venteværelset, hvor dem der betalte selv kom ind først. Vi tog det den gang som en naturlig ting, men den går vidst ikke mere.
Jeg var i huset hos en læge. Jeg var meget glad for at være der og boede hos dem. Det var mennesker af en helt anden kaliber. Her kunne man ikke komme ind før andre, uanset status. Kun hvis noget var akut. Jeg lærte en helt anden og tiltalende måde at være menneske på.
Fridage var der ikke noget der hed, heller ikke fri kl 16. De passede praksis hele døgnet. Jeg var mere eller mindre involveret bl. a med at passe telefon.
Jeg tænker at det var den omsorgsfulde måde vi har oplevet lægerne på, var det der gjorde, at vi havde tillid til dem og stolede på dem. Det er den form der er gået tabt. Jeg tror lægerne er dygtigere i dag, de kan behandle flere ting og de har større viden.
Vores praktiserende læger kan vi så undre os over.
Hvad er det der er galt, hvorfor hører de ikke hvad patienterne siger.
Kræver patienterne mere i dag end for år tilbage?
Vi hører om de store svære behandlinger og hvad de kan udrette der, og måske tror vi lægerne kan gøre mere end de kan.
Samtidig kræves der også mere af os, både i arbejdslivet og som patienter. Der er ikke tid til at være syg. Selv som pensionist der rammes af alvorlig sygdom kræves der umenneskelig meget. De lange køreture til sygehusene, ventetider både her og der. Jeg havde en transport på godt 100 km med en ryg der var skåret op fra den ene ende til den anden. Træt og udmattet var jeg både af at køre og al den ventetid. Den dag jeg skulle have fjernet klemmer, ventede jeg først herhjemme på transport, så køreturen, derefter ventede jeg i fire timer på lægen, og bagefter en times tid på sygeplejersken der skulle tage alle de klemmer ud. Endelig færdig, ned og vente to timer på transport hjem.
Sådan er det også for dødssyge mennesker, også selvom helbredelse ikke er mulig.
Den gang omkring 1960 fandtes der ikke mobiltelefoner. Så hvis noget opstod akut, så var det med at se på besøgslisten og finde ud af, hvor lægen kunne være. Det gjorde jeg ved at ringe til patienterne, som så bad lægen om at ringe hjem.
Jeg husker det som om der var mere venlighed og tillid mellem læge og patient. Der hvor jeg var, kunne det ske, at en patient var virkelig dårlig og havde henvendt sig i konsultationen. De kom ind i lægens private stue, medens de ventede på en ambulance. Her måtte jeg også deltage og sørge for det var lidt behageligt for den syge.

lotte123

Selvfølgelig er det nu en helt anden tid - der var en anden service og en anden tid til patienterne.
Og - selvfølgelig er lægerne blevet dygtigere, før i tiden var der jo flere, der døde, fordi man ganske enkelt ikke havde behandlingsmuligheder. Dog er der ikke meget, der tyder på, at den alm praktiserende læge er blevet dygtigere med årerne - tværtimod.
De avancerede specialafdelinger derimod? Ja, men det er da helt fantastisk, hvad man kan - bare behandling for grå stær f.eks. Jeg er næsegrus betaget.

Men - vi kan vel også være enige om, at nu er det hele blevet lige lovligt "industrialiseret" - vi som patienter er jo "bare et arbejde", og vi kan jo bare vente, til det passer ind i "maskineriet". Der udvises ingen respekt længere.

Jeg har oplevet - desværre et par gange - at komme akut ind på Hillerød Sygehus, og der kommer der - bevares - lige en og konstaterer, om man er ved at dø eller ej. Er man ikke lige på dødens rand, kan man så bare vente, vente og vente. Jeg ved (heldigvis) ikke lige, hvordan man reagerer, hvis man er ved at dø. Jeg kom en gang til at ligge ved siden af en meget kræftsyg kvinde - hun ringede på et tidspunkt på klokken, da hun fik det mærkbart dårligere og fik brug for hjælp - det varede meget længe før der kom en ind.

Men - for at holde os til emnet - der tales ned til os, og man hører ikke efter, hvilket vist desværre er generelt - og den med at de yngre læger øver sig på de ældre, vil jeg beklageligvis gerne tro på.

Jeg får igen og igen bekræftet, at hvis jeg skal have hjælp, så er det ikke i lægeverdenen, jeg skal søge den.

Nu skal jeg (vi) på en rejse i en måned - vi rejser på onsdag, så jeg stopper her i debatten nu.

Men - når vi kommer hjem, har vi muligvis fået chancen for en kontakt til en meget dygtig alternativ behandler, som godt nok er flere timers rejse fra os, men der vil vi prøve at søge hjælp. Hun er vist så dygtig, at hun oven i købet nok også kan klare hundens gigtproblemer. SMIL

Det er min mands datters kærestes mor - og hvad de har fortalt at denne kvinde kan udrette, er nok til, at hende vil vi meget gerne konsultere.

Rosa50

Jeg vil ønske jer en rigtig god oplevelse der. Hvor langt er det væk?
Du må fortælle, når du kommer hjem igen.

lotte123

Det er så langt væk som næsten muligt: Vi rejser til Australien.
Vi solgte vores hus sidste år og bor nu i et bofællesskab, så der er nogen til at passe vores hjem, og nu skal vi på vores livs største rejse. Vi har aldrig været så langt væk før, og skal på en måneds rundrejse til en masse af de steder "man skal" se.

Det er alt sammen meget spændende, og rent helbredsmæssigt, skal det nok være nu, da min mand jo netop har sine problemer med at huske,og jeg har noget vrøvl med mine ben.
Vi håber og satser det bedste.
Tak for dine søde ord.

Rosa50

Velbekomme Lotte og rigtig, rigtig god tur.

Brugernavn1

Til Pigen65. Har du / I overvejet om din mands symptomer kunne skyldes forgiftning? Relevante tests kan foretages af en orthomolekylær læge (en speciallæge med udenlandsk efteruddannelse i emnet). Desværre må man der selv betale.