Når læger taler ned til patienten
Hvad gør man, når personalet på hospitaler taler ned til én?
Man kan være udsat for, at læger laver om på almindelige navne på sygdomme, fordi de forestiller sig, at ældre mennesker ikke kender eller ikke forstår den diagnose, de nu engang har fået.
Men bare fordi man er gråhåret, og personnummeret fortæller, at man ikke er nogen vårhare, betyder det da ikke, at man er senil! Hvad er det for noget?
Jeg har flere forskellige sygdomme. Jeg har f.eks. våd AMD, som er en øjensygdom, der skyldes, at nethinden får for lidt ilt eller næringsstoffer. Øjet danner derfor nogle nye blodkar som et forsøg på at kompensere for manglen. Desværre er disse nye blodkar mere et problem end en løsning, fordi de er utætte. Derfor tilbydes man indsprøjtninger, der skal mindske dannelsen af nye, utætte blodkar.
Hver gang jeg kommer til kontrol på hospitalets øjenafdeling bliver øjet undersøgt af et vældig kompetent personale, der tager billeder af øjet. Billederne bliver sendt til en øjenlæge i et kontor ved siden af, og efter lidt tid bliver man kaldt ind til denne læge for at få dommen.
Nå, men en dag sagde øjenlægen: ”Din forkalkning i øjet er desværre ikke aftaget, så jeg vil gerne tilbyde dig endnu en indsprøjtning.”
”Forkalkning!” udbrød jeg bestyrtet, hvorefter jeg begyndte at forklare, at øjensygdommen våd AMD intet har at gøre med kalk. Jeg var ret chokeret. Her skulle jeg forestille at sidde over for en kompetent uddannet øjenlæge, og så sad hun og sagde noget sludder og vrøvl.
Øjenlæge så derefter opgivende på mig og sagde: ”Vi kan jo ikke bruge udtrykket ”våd AMD” over for ældre mennesker. Det forstår de jo ikke!”
Jeg undrer mig virkelig. Når man kommer ind på etagen, er der skilte i loftet, der viser vej til afdelingen for AMD. Der er ingen skilte, der nævner noget om forkalkning. Hvorfor så overhovedet sige sådan noget amatøragtigt sludder, som må få enhver patient til at tvivle på lægens kompetence?
Et andet eksempel: Jeg har også anfald af atrieflagren, som er en speciel type forkert hjerterytme, som viser sig ved en alt for hurtig puls med alt for dårlig pumpekraft.
For nylig var jeg til tjek for hjertet på hjerteafdelingen på et hospital. Lægen ser venligt på mig og siger: ”Forklar mig, hvordan du oplever det, når du har hjertebanken.”
???
”Mener du, når jeg har anfald af atrieflagren? spurgte jeg. ” Mit hjerte skulle da helst slå hele tiden, ellers har vi et problem, som en læge ikke kan løse! Hvis du med ordet ”hjertebanken” hentyder til en særlig hård form for hjerteslag, så kan jeg oplyse, at mit hjerte slår hurtigt, men ikke hårdt, når jeg har anfald af atrieflagren. Og hvorfor ikke bare bruge ordet ”atrieflagren”, så vi ved, hvad vi begge taler om?”
Han kom ikke med nogen forklaring på sin mærkelige sprogbrug. Men det er virkelig underligt, at en læge hellere vil bruge et upræcist ord som ”hjertebanken” end den diagnose, som jeg har: atrieflaren.
Hvad i alverden kan man gøre ved den slags mærkværdig opførsel hos læger?
Mange hilsner
Kameliadamen
Kommentarer
Jeg har længe haft i tankerne, at skrive om, ikke at blive hørt.
Jeg oplever meget, at lægen fuldfører, det hun/ han mener det handler om, før jeg er færdig med at forklare mig.
Efter tre store operationer, af hver 6-8 timers varighed, har jeg problemer med struben.
Det er store rygoperationer, hvor jeg er stivgjort helt op til nakkehvirvlerne.
Inden jeg var færdig, viser hun mig på ryggen, at jeg ikke er opereret ved struben.
Nu kan man heldigvis gå til en halslæge, så det gjorde jeg. Han sendte mig til en talepædagog. Stemmebåndene virker ikke så godt. Derudover mente han, at problemet kunne skyldes de mange timer med respirator.
Så langt så godt.
Jeg var uheldig med infektioner hver gang jeg blev opereret. Så har fået antibiotika siden oktober måned.
På bivirkningssiden kunne jeg læse, at det ene præparat giver hævelse af struben, og nogle andre ting, som jeg også har døjet med.
Hej Rosa
Det er vildt underligt, at en læge ikke vil anerkende, at du har problemer med struben, når nu disse problemer er opstået i forbindelse med din rygoperation - enten på grund af respiratoren eller på grund af bivirkninger fra den medicin, du fik som en konsekvens af operationen.
På grund af dine problemer med struben er det vel ekstra vanskeligt at afbryde lægen og tale højt og bestemt for derved at få hende til at lytte.
Jeg ved ikke altid, hvad jeg skal gøre, når jeg bliver udsat for den slags ting. Man vil jo heller ikke optræde uhøfligt. Men jeg har i det mindste ikke fået talebesvær. Nogle gange bliver man bare så forbløffet, at man har svært ved at finde ord.
Min nyeste strategi er, at jeg allerede ved begyndelsen af et møde med en ny sundhedsperson vil sørge for at indflette et ikke så kendt fremmedord i samtalen. Formålet er at lade sundhedspersonen vide, at jeg ikke er senil!
Jeg aner ikke, om det vil hjælpe. Og det skulle jo ikke være nødvendigt, at man hele tiden skal bevise, at man ikke er senil.
Jeg håber, at du, Rosa, trods alle dine helbredsvanskeligheder – der jo ikke bliver mindre af at møde totalt uforstående læger – trods alt kan have lidt livskvalitet.
Mange hilsner
Kameliadamen
Kameliada
Ak ja. Jeg har nu i mere end et år haft diare. Det skyldes formentlig alt det antibiotika to gange af tre mdr varighed.
Nævnte det mange gange for lægen. (Man kan jo dårligt nok sige min læge mere) Sidst bad jeg om tid, jeg havde tre ting jeg gerne ville tale med lægen om. Jeg kunne kun få tid til en ting, så sekretæren valgte diare. Der var en måneds ventetid, og jeg kom ind til en ung studerende læge. Det var ok. Han henviste til prøver.
Det var godt. Det viste sig at jeg havde en infektion Clostridium difficale toksin B. Så på den igen med skrappe midler og mavepine.
Jeg spurgte ham i farten om han ikke lige kunne se på min hals ang strubeproblemet. Han kiggede lige ned under kraven og sagde, ja, der er da noget galt, og henviste mig til røntgen. Han havde ikke tid til at undersøge det nærmere.
Det her er jo så, som det er. Jeg vidste der var noget galt. Men jeg er imidlertid ikke tilfreds med den/de læger jeg har haft siden 1989. Jeg er bare fulgt med, når praksis blev ændret. Så jeg bestemte mig for, at skifte læge. Jeg havde et ønske om en bestemt læge, som ikke havde åbent for tilgang. Det skete så lige før jul. Så jeg skiftede og betalte for det. Det uheldige er, at jeg er midt i et behandlingsforløb, og man kan ikke bruge den nye læge, før de har fået journalen.
Nu mangler jeg stadigvæk at blive hørt om mine fødder. Jeg kan ikke mærke dem. Jeg har været hos lægen med problemet. Det skal trænes væk, siger de, det kommer fra ryggen. Ortopædkirurgen tog mig ind til en undersøgelse, og det kommer ikke fra ryggen. Jeg er sikker på, det er nervetændelse og kan skyldes infektion, som kirurgen sagde. Han må ikke henvise ud af regionen, så han skrev til lægen, at jeg skulle henvises til neurolog. Det kan jeg så ikke, fordi min egen læge fastholder, at det kommer fra ryggen.
I mellemtiden har jeg fået råd om blebukser og inkontinens (tror jeg det hedder). Det var sygeplejersken som kom med det. Man tog slet ikke diareen alvorligt, før altså en diagnose lå på bordet. Der er gået mere end et år.
Jeg synes selv, jeg har været en tålmodig sjæl. Men det her forløb er jeg ikke tilfreds med.
Derfor et lægeskift, med håbet om, at blive hørt på og få hjælp til mine fødder, strube og diare.
Min stemme er også næsten væk.
Jeg er så vred, så vred. 1 år, tre måneder og ni dage har jeg nu haft diare.
Var hos min nye læge i dag, og nej, nej, nej. De kunne ikke hjælpe, for de havde ikke fået min journal endnu.
Jamen, er det da ikke ok hvad jeg selv kan fortælle om mit problem.
Det er som om de slet ikke vil eller kan høre på patienten.
Jeg sidder med en underlig følelse af, at det har noget med min alder at gøre.
Den nye læge begyndte at tale meget bestemt, ligesom at fortælle mig, at hun var autoriteten. Jeg følte mig egentlig krænket og nedgjort. Ikke nogen god begyndelse hos en ny læge.
Derimod begyndte hun spørge ind til mit sociale liv. Er du alene? Har du børn? har du kontakt? Klarer du dig selv? Jeg svarede selvfølgelig på spørgsmålene, men tænkte inderst inde, hvad kommer det hende ved. Det har man da aldrig spurgt om før.
Jeg forstod ikke, at de ikke har adgang til journalerne fra sygehusene. Så vendte hun skærmen om mod mig, og sagde: Du kan selv se, din side er blank.
Ærgerligt. Jeg sagde til hende, at havde jeg vidst det, så kunne jeg da selv have printet ud og taget med.
Nå, men jeg kørte hjem og var yderst frustreret og vred. Det er mig der render rundt med en infektion, det er mig der ikke kan mærke mine fødder, det er mig der har problemer med struben o s v. Netop i den situation, mister jeg endnu mere evnen til at tale og hoster, fordi det er anstrengende. Jeg har lige haft lungebetændelse.
Jeg ringede til et par andre ældre kvinder. De kunne godt forstå at jeg var vred og frustreret. Den ene ville ikke finde sig i det. Jeg ringede til en rådgivning, og var heldig, det var en psykolog jeg fik kontakt med.
Vi snakkede længe, og han kunne godt forstå jeg var vred, det ville han også have været. Han gav mig et telefonnummer, for han syntes jeg skulle klage over min tidligere læge.
Nu ved jeg, at en infektion af den slags jeg render rundt med, kan være en problematisk affære for ældre mennesker.
Det er så urimeligt det her, det er uanstændigt og meget mere. Jeg har ikke ord for det. Det gør mig vred, at skulle bruge tid på at klage. Til hvad nytte?
Jeg får måske ret og hvad så? Jeg har brug for hjælpen her og nu.
Jeg fik en ny tid om 14 dage, så havde hun nok fået journalen, og så ville hun læse alle notaterne. Hun ville jo gerne hjælpe mig, sagde hun.
Jeg syntes godt nok de kunne have ringet og sagt, at de ikke havde fået journalen endnu.
Forøvrigt bryder jeg mig ikke så meget om kvindelige læger. Men det var altså sådan en, jeg havde fået tid hos. Af en eller anden grund føler jeg mig mere tryg ved en mandlig læge. Men de er også ved at være en uddøende race.
Alt i alt, et meget uheldigt første møde med min nye læge. Håber det er bedre om 14 dage.
Hvis alt dette er omsorg for den ældre, så bliver vi da nød til at gøre et eller andet, for det er da en helt forkert måde.
Jeg bliver så vred, så vred og kan ikke rigtigt få afløb for det. Jeg overfuser aldrig andre, men spekulerer meget over, hvad kan der gøres ved dette problem. Jeg føler ikke jeg er alene om at erfare det.
Jeg sidder her og bliver endnu mere vred.
Jeg mener at have læst et eller andet sted, at når man fylder 75 år, så skal kommunen være opsøgende, for at sikre at den ældre klarer sig, at opspore ensomme osv. Alt sammen noget der i mine øjne er overflødigt, så længe man er ved sine fulde fem.
Når alt kommer til alt, er det min erfaring, at de "snager", snager i folks private anliggender, skriver ned hvad de selv mener, ikke hvad den ældre selv ved om sig selv.
Det med at spørge om man har børn!
Bliver børnene spurgt om de har forældrer eller søskende? Nej vel.
Så længe man kan svare for sig selv, er alt det uvedkommende, også for ens læge.
Forøvrigt fandt jeg inde på Sundhed.dk en side hvor alle disse oplysninger er tilgængelige. Jeg blev overrasket over at finde sådan noget. Der er helt styr på os og vores børn, selv med cpr. nr og adresser.
Selv forsikringsselskaber og andre der skulle have besked, formentlig ved evt. dødsfald, er nævnt der.
Ved indlæggelser på sygehus, bliver jeg også spurgt om jeg har børn.
Ja, det har jeg.
Har du god kontakt?
Ja det har jeg.
Men jeg ville ikke bryde mig om, at have dem med til lægen.
Jeg har ikke glemt tiden med min demente svigermor. Vi blev kaldt til møde på sygehuset. Hjælpsomme som vi jo er af natur, tog min mand og jeg med.
Aldrig har jeg oplevet noget så pinligt og jeg forstod ærlig talt ikke hvorfor vi skulle være der.
Min svigermor sad der med en stor flok mennesker, der talte om hende, ikke med hende, og heller ikke med os. Demensen blev ikke nævnt i min svigermors nærværelse. Der var folk fra kommunen, fysioterapeuter og læger, samt en sygeplejerske.
Det kan godt være jeg ikke forstår sammenhængen i det her. Men den dag i dag, fatter jeg ikke meningen med det møde. Det var som om de talte et indforstået sprog om situationen, meget ubehageligt.
Efter mødet, trak en læge mig til side, for at fortælle mig, hvilken slags demens det handlede om. Det var små blodpropper i hjernen, det handlede om, derfor kunne hun genoptrænes. Min svigermor var forøvrigt syg den dag og havde feber. Hun blev indlagt med lungebetændelse.
Jeg fik det ud af det, at selvom alle kræfter blev brugt fra sygehusets side, så var der ikke noget at tilbyde min svigermor. Hun var blevet genoptrænet, og det var det. Det skulle jo vedligeholdes, hvis det skulle have nogen mening. Så meningen er tabt på gulvet, ligeså snart kommunen tager over.
Jo, den er god nok. Søgte lige på kommunen og ældre der er fyldt 75 år. Så jeg kan vente tilbud om besøg om nogle dage.
Servicelovens § 79a stk 6, samt en del andre paragraffer.
Nå, og hvad skal jeg så sige til det?
Jeg føler ikke jeg har brug for kommunalt besøg, de har jo ikke noget at tilbyde, og jeg ved faktisk ikke hvad det evt. kunne være for mit vedkommende.
Om jeg kommer ud blandt andre? Ja og nej. Det er begrænset på grund af diareen. Den kan kommunen ikke gøre noget ved.
Om jeg har brug for hjælp? Ja, jeg får rengøring hv. 14. dag, og den vil de gerne tage fra mig.
Så jeg ved ikke rigtig.
Men jeg kunne jo være nysgerrig, og lade som ingenting.
Jeg kunne jo spørge dem om, hvorfor de tilbyder besøg. Jeg ved nu, at i følge loven, så skal de, men jeg må have lov til at sige nej tak, men tak for tilbuddet.
Dette er heller ikke så godt, så jeg ved ikke hvad jeg stiller op. Jeg vil jo gerne være flink og venlig, men jeg har svært ved at kapere den form for omsorg.
Så jeg tror at de forandringer der sker hos f eks lægen, har noget at gøre med min alder.
Det er ikke i orden. Jeg er ikke et barn, og vil ikke behandles på den måde.
Resultatet kan meget let blive, at bare jeg får behandlet infektionen, så går jeg ikke til læge mere.
Jeg går også og spekulerer på, om der findes nogle grupper eller foreninger, der har taget hul på dette. Det er ikke et ukendt fænomen.
Det offentlige har brugt rigtig mange penge på min ryg, så jeg går ud fra, at det havde man ikke gjort, hvis jeg havde hørt til den gruppe af ældre, man betragter som svage eller enlige sjæle, der har behov for hjælp til sociale aktiviteter iværksat af det offentlige.
Jeg kan mærke, at vreden jeg sidder med lige nu, gør at jeg får kræfter. Jeg må kunne finde andre, hvor man sammen kan sætte ord på dette, og derved skabe forandringer.
At blive gammel er jo ikke en forbrydelse man skal straffes for. Men jeg tror, at ældre mangler sammenhold til at italesætte, og revurdere samfundets opfattelse af os som individer, der stadigvæk kan og vil klare os selv, også selvom vi får nogle skavanker. Der er brug for, at vi er lige værdige og bliver behandlet som sådan.
Og hvordan gør man så lige det?
Hej Rosa50, Du har virkelig mødt modgang, og rendt "panden mod en mur" - jeg tænker - hvor mange andre, oplever det samme...
Min mand, møder også modgang, og i hans tilfælde, har han alle symptomer på B12 mangel:
Synsforstyrrelser
Træthed
Nedsat fysisk ydeevne
Hjertebanken med lavt blodtryk /puls
Åndenød
Hovedpine
Øresusen
Går på "puder"
Lægen tager kun en almindelig blodprøve, men det er ikke nok !
Jeg læser flere steder at:
Det er meget vigtigt at være opmærksom på at man kan have normale værdier af B12 i blodet og stadig lide af B12-mangel. En af indikatorerne på B12-mangel er forhøjede værdier af homocystein i blodet, et af de stoffer som B12, sammen med folinsyre, fjerner fra blodet. ”Vær altid opmærksom på muligheden for B12-mangel, hvis ældre mennesker udvikler uforklarlige neuro-psykiatriske symptomer”
Citat slut
Mib mand har i et lille års tid, taget store docer B12, men det har ikke hjulpet på symptomerne.
Lægen vil ikke tage andre blodprøver, min mand er 67 år
Har nogen herinde, har et råd til, hvor man kan få taget blodprøver, uden henvisning fra en læge ?
Hej pigen65
Jeg har ikke umiddelbart svar til dig. Vi kan jo ikke stille så meget op, når eller hvis lægen ikke vil.
Dog er der den mulighed, hvis man har råd til det, at opsøge et privat hospital. Det er bare ikke sikkert, at lægen hører efter, når man vender tilbage med evt. diagnose.
Jeg overvejede at betale selv hos en neurolog. Det er dyrt, så det undlod jeg så.
Det med at gå på puder, ja, det gør jeg også, og gjorde det også for flere år siden. Det var inden min gode gamle læge gik på pension.
Det viste sig at det var det der homocystein det var galt med. Så kan man godt have normale værdier, men det optages ikke i tarmen, og man får mangel på B12.
Mine symptomer den gang, gik i sig selv igen. Siden har en specialist i maveproblemer fjernet B12 indsprøjningerne. Problemet opstod så igen.
Men jeg måtte selv finde ud af det, og får nu B12 indsprøjtninger. Det holdt hårdt for og det har ikke virket endnu.
Hvis din mand får medicin, skal i være opmærksomme på, at mavesyrepiller, kan også give anledning til B12 mangel og forøvrigt også forårsage lige præcis den infektion jeg døjer med. Det fandt jeg inde på Sundhed.dk. En side man må antage, at være i orden.
Hvis din mand får Metformin for diabetes, kan det gøre det samme.
Andre produkter må i lige selv se efter. Tjek dem. Det her var bare hvad jeg stødte på.
Iøvrigt tror jeg også, at vi som ældre skal acceptere, at energien er ikke hvad den har været. Men vi skal jo ikke gøres syge, svage, ensomme og andre lignende ting, bare fordi vi er blevet op i årene.
Din mand skal ikke føle sig syg.
Øresusen hører til hos ørelægen, kræver ingen henvisning. Det er et normalt fænomen ved hørenedsættelse. Høreapparater er gratis, hvis man henvender sig på en audiologisk afdeling. Det må jeg anbefale, man får alt hvad man har brug for der, og det koster ikke noget.
Øresusen kan også skyldes andre ting.
Synsforstyrrelser hører til hos øjenlægen, kræver ingen henvisning.
Lavt blodtryk, kender jeg også. Det anser man jo som fint, indtil det altså bliver for lavt. På Rigshospitalet var de da lidt bekymret når mit blodtryk blev for lavt. Man kan, efter det jeg skulle, kunne forhøje blodtrykket lidt, ved at indtage væske.
Træthed og lavt blodtryk kan godt hænge sammen. Der kommer jo ikke ilt nok rundt. Svimmelhed kan også høre med. Men det skal da undersøges og afhjælpes hvis det er muligt.
Det hjælper ikke at spise B12 vitamin, det skal gives som indsprøjtning i en muskel.
Jeg synes jeg bliver misfornøjet, når jeg skulle fortælle min læge om B12, Han gav sig først, da jeg kunne fortælle, at hans forgænger havde ordineret det og hvorfor.
Føleforstyrrelser i fødderne, at gå på vat, er ikke en neuro-psykiatrisk diagnose, men hører under f.eks. nervebetændelse. Så er der igen forskel på nerver, men dem i fødderne hører under det perifere nervesystem, og fødderne er længst væk. At gå på vat er en følelse, så det er følenerver der er beskadiget. Man anser det vist ikke som noget særligt, men man skal da vide hvad det er der er galt. Det kan da arte sig på den måde, at man får vanskeligheder med balancen, fordi nerverne ikke fungerer rigtigt.
Hvis ortopædkirurgen har ret, så skyldes mine problemer en mulig infektion, og så handler det om immunsystemet. Det skulle have lidt hjælp. Men hvad pokker kan jeg stille op, når lægen ikke vil følge kirurgens anbefaling.
Så jeg er meget mopset. Jeg håber på, at den nye læge læser det. Jeg vil dog printe det ud og tage det med, næste gang jeg skal lægen.
Neurologen "bor" lige på etagen nedenunder.
Hej igen Rosa50
Min mand har en sygdom, der hedder Addison, binyrerne er stoppet med at virke, og der er mange følgesygdomme, blandt andre B12 mangel.
Da lægen ikke ville tage en blodprøve, begyndte han, at tage store docer B12.
Han har fået taget en alminelig blodprøve, men da han tager B12, er det måske årsagen til, at de ikke kan se det i blodet.. Han har lige fået konstateret knogleskørhed, og forhøjet homocystein i blodet, kan give knogleskørhed.
Alle symptomer jeg har nævnt, kan skyldes B12 mangel, og sidst han var indlagt, med en fibersprængning, sagde de, at han manglede ilt i blodet...
Så når du får B12 i sprøjte, har du så ikke alle symptomer ?
Min mor havde B12 mangel / Perniciøs anæmi, og havde de samme symptomer - det første hun snakkede om var - at hun "gik på vat" -dernæst husker jeg, at det sved på hendes tunge, det snakker min mand ikke om.
Du skriver :
Men hvad pokker kan jeg stille op, når lægen ikke vil følge kirurgens anbefaling.
Nej, jeg ved ikke, hvorfor lægerne er så stædige, man føler jo en afmagt :-/
Jeg slog lige den sygdom op. I sig selv giver den sygdom de symptomer du nævner. Jeg kan også forstå, at det er en alvorlig sygdom.
Her tror jeg lægen er mere seriøs, end som ved så mange andre sygdomme eller tilstande.
Der skrives også, at patienten skal orienteres grundigt om sygdommen. Medicin er meget vigtigt, også medicin der i sig selv kan skade.
B12 er ikke et mirakelmiddel i din mands situation. Jeg synes i skal tage en snak med lægen og fortælle, at din mand tager store doser B vitaminer. I forsøger på egen hånd at bedre situationen, men lige her tror jeg ikke man skal eksperimentere. Spørg i stedet om det var muligt at få B 12 som indsprøjtninger. Det kan måske hjælpe på fødderne.
Bed lægen om, at i får en ordentlig snak om sygdommen og konsekvenserne.
Jeg slog den op her på Netdoktor. Her skriver de om muligheden for en næsten normal tilværelse, hvis sygdommen behandles korrekt.
Jeg tænker, at du og din mand skal væbne jer lidt med tålmodighed. Kan i ikke få jeres læge i tale på en måde så i kan forstå det, så skift læge.
Jeg har ikke andre problemer end de nævnte, mine fødder, struben og diarre, som skyldes en infektion. Jo, så har jeg næsten glemt, at jeg også har Meniere. Den har gjort mig næsten døv på det ene øre. Men den generer mig ikke mere, andet end jeg har lidt balanceproblemer og ikke kan høre lyde, der kommer fra den døve side. Det er dog en sygdom lægerne går lidt op i, når der kommer nye læger på banen. Jeg ved ikke hvorfor.
Jeg har end ikke brug for en Panodil, jeg er fuldstændig smertefri efter min ryg er stivgjort. Men det giver nogle andre udfordringer fordi ryggen er stiv, den hverken kan eller må bøjes. Tager man så min "nye ryg" med , så er det klart, at der skal nye strategier med for at klare almindelige dagligdags ting. Jeg er endnu nød til at bruge en stok, når jeg går i byen. Det generer mig lidt, og håber på, at jeg om nogle måneder kan aflevere dem på hjælpemiddelcentralen.
Jeg tænker, at du skal acceptere at din mand har en alvorlig sygdom. Jeg ved, at det kan være meget svært og irriterende, mest fordi man ikke får ordentlig besked. Min mand havde dårligt hjerte og senere kræftsygdomme.
Hjertesygdom er jo også noget de fleste tror, at når lægerne har fixet det, så er alt i orden igen. Men sådan er virkeligheden ikke. Et sygt hjerte er et sygt hjerte, det kan repareres lidt, men man lever med følgerne. Min ældste søn døde af hjertesygdom.