Søg
Tilmeld dig
Oplysningerne må på ingen måde tages som erstatning for kompetent professionel rådgivning eller
behandling af autoriseret læge.
Indholdet på Netdoktor.dk kan ikke bruges som basis for at stille diagnoser eller fastlægge behandling.
Netdoktor.dk - All rights reserved. Netdoktor.dk is a trademark © Copyright 1998-
-
Kontakt Netdoktor
- Netdoktor Media
- Møntergade 19
- 1140 København K
- CVR: 28 68 61 37
Kommentarer
Tak for svar Rosa
Nu har min mand jo haft Addison i nogle år, og han har fået styr på det, det er sådan, at patienterne selv, skal lære deres krops reaktioner at kende, med hensyn til docering af hydrocortison.
En anden bivirkning er, at de kan få kaliummangel, det havde lægerne ikke fortalt ham, jeg måtte søge på hans symptomer, og så bad han lægen om en blodprøve, og han havde kaliummangel. Desværre havde hans hjerte, allerede taget skade.
Der er mange følgesygdomme, til den sygdom, og en af dem er, B12 mangel.
Jeg tænker... du har haft diarre i lang tid, det fik min mor, da lægen tog B12 fra hende, en stor fejl, da hun havde perniciøs anæmi , som skal behandles resten af livet.
Hun fik kaliummangel af diarre og det var i sidste øjeblik, jeg fik hende på sygehuset, hun var døden nær.
Jeg går ud fra, at du ved, du skal have kalium og natrium, ved diarre ?
Heller ikke jeg giver en bøjet femøre for den lægeverden.
Nu har min mand og jeg lige været dernede. Vi har nogle problemer mht hans hukommelse - og det ER fastlagt, at han IKKE har en demenssygdom, men "man" har fundet ud af, at der er forbindelse mellem det at være korttarmspatient og så hjernes funktioner. Han kan altså godt have noget, der minder om en begyndende demens; har en adfærd, der nogen gange driver mig til vanvid; f.eks forstår ikke, hvad jeg siger eller glemmer det med det samme; kan måske godt rydde bordet, men glemmer lige tre-fire ting osv osv.
Vi kom der, fordi jeg har brug for nogle værktøjer til at takle de her ting.
Vi er flyttet og har fået ny læge, men informationerne om hans undersøgelser på hukommelsesklinikken står i journalen.
Nå - lægen gled helt af på det, vi sagde, så nu skal han have foretaget en demenstest ved sygeplejersken - det HAR han prøvet, og han ved altså godt, hvilken årstid, det er og hvad ugedag, vi har - han er slet, slet ikke der, men så kan vi spilde tid på det.
At jeg gerne vil have hjælp??? Tja, jeg kan jo skrubbe ud på nettet og søge noget der.
Samtidigt er min mand de senere år begyndt at have nedsat seksuel lyst, hvilket vel er meget normalt, men han ville da godt have det undersøgt, om han havde for lavt testosteron, hvilket kan undersøges, og der i øvrigt vist nok kan gøres noget ved det.
Hmmm - svaret var, at det er meget normalt, når man nærmer sig de 70, og at det kan man alligevel ikke gøre noget ved.
At jeg så (stadig) har et helt normalt seksuelt behov ( jeg er 63) er da bare ærgerligt.
Farvel - splid af både vores og lægens tid.
Hun hørte simpelt hen ikke, hvad vores behov var.
Men - jeg er da helt sikker på, at den dag, jeg klapper sammen og ikke kan magte det mere, så kan jeg givet få en recept på antidepressive midler. Det tager jo kun et par minutter at smide en sådan i hovedet på mig. Og så kan jeg få endnu mere medicin, der bliver nødvendigt for at magte alle bivirkningerne.
Tak - vi går ud og søger på det alternative marked.
Det er ikke bare hver gang - det er hver eneste gang, man prøver at sætte sin lid til de læger, at de simpelt hen ikke hører efter, hvad man beder om.
Nej, det var jeg ikke klar over.
Jeg synes i skal bede om, at B12 gives som indsprøjtninger. Det kan jo være, det kan hjælpe på fødderne, om ikke andet så stoppe udviklingen.
Jeg har haft nogle blodprøver der bare var helt tossede. Noget af det er normalt efter store operationer. I sept var de endelig blevet normale.
Men jeg havde både det ene og det andet i uorden.
Det var ikke min læge der fandt ud af det, men en ung praktikantlæge. Så jeg blev skannet for knogleskørhed, det havde jeg så ikke fået udviklet, men tæt på, tallet var minus -1,9 og jeg tror det var -2 hvis der var knogleskørhed.
Ryggen kunne ikke skannes på grund af implantater i hele ryggen.
Det var også en ung praktikant der fik undersøgt for bakterier.
Det er lidt underligt, at de gamle erfarne læger ikke har sat det i gang. Men måske netop derfor.
Jeg har for første gang i lang, lang tid, ikke haft diarre i går og tilsyneladende heller ikke i dag. Nu må jeg se, om det endelig er lykkedes.
Men et år, tre måneder og ni dage. Det er lang, lang tid.
Jeg er stadigvæk vred over, at de begyndte at tale om bleer og sådan noget, i stedet for at undersøge, om der var et problem.
Jeg håber, at det er overstået.
Jeg tager kalk, D3, jern og C vitamin. Min blodprocent var kommet op i normalområdet, men måtte gerne blive lidt højere.
Nu skal jeg have snakket med lægen om de mavesyrepiller. Dem har jeg fået i mange år, og i maks dosis. Jeg fandt ud af, at det er ikke godt. Her kan lægen være lidt undskyldt, for det var forholdsvist nyt, at man havde fundet ud af det. Men så kan de da i det mindste høre og forstå, at patienterne kan altså godt læse og forstå. Man søger jo kun efter det, når der er et problem. Der kan være ting, vi ikke ved, men så må lægen forklare sig.
Overskrift på debatten: Når læger taler ned til patienten.
Jeg har da læst debatten, også set at der er en "snak" i gang, der bevæger sig lidt uden for emnet, hvilket naturligvis er en god ting - den er da relevant nok i forhold til den/de sygdomme, der omtales.
Jeg kom så med mit bud til det oprindelige emne.
Øj, hvor kunne man lige blive ignoreret.
Undskyld 😊
Hej Lotte123
Jeg ser først dit indlæg nu, har ikke haft tid før.
Min veninde og jeg, snakkede i dag om problemet, læger er ikke, hvad de har været. Vi havde en læge, da jeg var barn / ung, han lukkede ikke døren til middag, som lægerne i dag, hvor man bliver henvist til en vagtlæge.
Han kørte ud til hans patienter, og han kunne komme uanmeldt, bare for lige at se, hvordan det gik.
Du skrev:
_Men - jeg er da helt sikker på, at den dag, jeg klapper sammen og ikke kan magte det mere, så kan jeg givet få en recept på antidepressive midler. Det tager jo kun et par minutter at smide en sådan i hovedet på mig. Og så kan jeg få endnu mere medicin, der bliver nødvendigt for at magte alle bivirkningerne.
_
Ja, det bedste de ved er, at skrive en recept, og så "lukke munden" på os.
Hvis vi ikke havde haft nettet, havde min mand ikke, levet i dag - det samme med min mor - hun fik 6 år mere, fordi jeg greb ind i sidste øjeblik.
Hej Lotte123
Jeg ved ikke om det har noget at gøre med vores alder, men det tror jeg.
Sådan en besked, som du og din mand fik, er måske et forsøg på misforstået normalisering, til at leve med alderen. Jeg ved det ikke, men irriterende er det.
Når vi så "skrubber ud på nettet", og finder et svar, så hører de heller ikke efter.
De læser ikke en gang, det der bliver sendt til dem fra sygehuset, eller også er det med samme øjne, og deres egne indstillinger til ældre mennesker. Jeg fandt et eksempel i min egen journal i dag.
Jeg har nævnt behandling for mavesyre og mangel på B12, o.s.v.
Jeg havde været til gastroskopi.
Jeg fik svar pr brev, der var intet at bekymre sig om.
Men i journalen på Sundhed.dk, så jeg så i dag, at lægen havde set nogle forandringer, ikke alvorlige, men nok noget man må acceptere, fordi jeg er kommet op i årene. Jeg ved, at de kan ikke ordne alting, men de kan sgu da tale til os som voksne mennesker.
Jeg læste så, at der faktisk er beskrevet disse ting og at han anbefalede at gå ned til halv dosis af PPI behandlingen. Nøjagtig som jeg havde fundet på nettet.
Men min læge har da ikke hørt efter. Måske har han ikke læst det, jeg ved det ikke.
Mon de ser på os, som om vi nærmer os døden? Så derfor denne mærkværdige adfærd.
Jeg talte med en i dag. Det var så en yngre, men han kommer i ældres hjem. Han havde også bemærket det. Han sagde: De taler til de ældre, som om de er børn.
Lotte123 er jeres nye læge en helt ung en?
Rosa du skrev:
_"Jeg fik svar pr brev, der var intet at bekymre sig om.
Men i journalen på Sundhed.dk, så jeg så i dag, at lægen havde set nogle forandringer, ikke alvorlige, men nok noget man må acceptere, fordi jeg er kommet op i årene. Jeg ved, at de kan ikke ordne alting, men de kan sgu da tale til os som voksne mennesker." _
Citat slut
Jeg kan fortælle, at når min mand får taget blodprøver, ringer han, og får at vide "de er fine" ...
Men sidste blodprøve, kunne han ikke få svar på, det er umuligt at få kontakt til en læge, tiden udløber, og sekretæren kan ikke give ham en tid.
Går man ind, og vil bestille en tid, kan det først lade sig gøre, efter flere uger.
Så går vi ind på sundhed.dk og finder blodeprøvesvar - opdager der er røde / blå markeringer nogen steder,. f.eks. kan laktatdehydrogenase være forhøjet ved B12 mangel, det kan vi se, den har været i august.. men denne gang, blev prøven ikke taget - og heller ikke værdier af homocystein i blodet.
Derimod blev der målt Ferritin - som kan være kunstig høj ved autoimmun årsag til perniciøs anæmi - den var høj !
Så skriver man, og beder om en blodprøve, vedrørende homocystein, det bliver afvist.
Min tillid til lægerne, er meget lille :-(
Pigen 65, ja det der er et stort problem. Når man endelig efter, måske et par uger, er heldig at slippe igennem, så kan man få at vide, at der ikke er sendt besked fra sygehuset.
Jeg oplevede at, systemet fra Rigshospitalet ikke "snakker" sammen med Regionens system, heller ikke i sygehusvæsenet.
Så står vi der som patient uden mulighed for at få foretaget en blodprøve, som var vigtig og som skulle gøres 1 gang om ugen.
Det er her det går galt. Hvis vores egen læge, som min gjorde, ikke vil høre på, at det var vigtigt, jamen så står patienten i den situation, at det er patienten der ikke har sørget for at få foretaget behandling. De kigger på en med mistro i øjnene, eller som min læge gjorde, afviser det og henviser til Rigshospitalet.
Jeg har altid sagt ja til, at min egen læge skulle have oplysninger fra sygehus eller andre speciallæger. Men det er ikke altid de får det.
Jeg kan desværre ikke komme med input til den igangværende debat mellem jer to – Rosa og Pigen – så jeg ryger lige tilbage til jeres omkring mit indlæg, dog - først lige en undskyldning:
Jeg havde været ved lægen – bare for at få et vide, at mine problemer da var ligegyldige, og ja, jeg var ked af det.
Så udøser jeg mit hjerte en debat, der som overskrift lige præcis dækker min sindstilstand – hvorefter jeg oplever at debatten bare fortsætter – helt uanfægtet mit indlæg – og tja.. den ramte altså lige.
Men til sagen:
Jeg ved egentlig ikke, om det ”kun” er vores alder, det handler om. Jeg har faktisk oplevet at blive afvist fra jeg fyldte 40 - ” det er ”nok” bare overgangsalder”. Men – ret skal være ret: Vi boede på Sydfyn fra 2007 til 2014, og den – i øvrigt yngre – læge, vi havde der, var helt fantastisk . Hun opdagede meget hurtigt, at vi kun kom, hvis det var nødvendigt – og ja, måske endda nogle gange ikke engang der, så vi blev altid – altid – taget dybt seriøst. Hun var hurtig til at sende videre til specialundersøgelse, hvis hun vurderede det. Oven i købet blev en e-mail konsultation besvaret inden for få timer. Ja, hende savner vi godt nok.
Men ellers? Ligegyldighed over hele linien. Jeg kan f.eks ikke tåle Acetylsalicylsyre (Treo, codimagnyl og den slags) og morfin, men alligevel prøver lægerne med alle kneb at putte det i mig alligevel – jeg bliver hundesyg.
De skal dokumentere og dokumentere hele tiden, men hvorfor egentligt? Der er ingen, der læser det – og i øvrigt forholder de sig ikke til det. Jeg blev sendt til den der frygtelige gastroskopi, fordi jeg blev (bliver) ved med at have halsbrand, og de piller lægen havde skrevet ud til mig, virkede ikke. Jeg gennemgik undersøgelsen, og denne læge sagde, at jo, der var noget irritation, så han ville lige skrive noget op til mig, som jeg kunne hente på apoteket. Og der fik jeg så udlevet nøjagtig den samme medicin og samme dosis, som jeg netop HAVDE fortalt ikke havde nogen effekt. Altså han havde i hvert fald IKKE læst, hvad der tydeligt var gjort opmærksom på.
Og jo – de taler til en, som om man var idiot. Min bror, som jeg desværre har mistet, var alvorligt kræftsyg, og han oplevede lige det samme; han var syg – og dermed også en, man talte ned til. Han var dog kun 60 år, da han døde. I det her tilfælde Rigshospitalet, der dog burde være det mest ypperlige her i landet.
Ja, i mit nuværende lægehus er de lidt yngre, men jeg tror nu ikke, det er derfor, de er så ligeglade og taler sådan ned til patienterne – sådan er det vist bare; måske de har for travlt.
Men – hvor ville det dog gøre al ting nemmere – også for lægerne, hvis de lige lyttede efter, hvad man rent faktisk siger til dem.
Jeg husker også min barndoms landsbylæge. En gang sprang jeg lige ned i en brandmand i Øresund – på en søndag. Min mor ringede til lægen, der naturligvis lige åbnede konsultationen, som lå i forlængelse af hans private bolig.
En anden gang fik jeg mavesmerter, og lægen kom (selvfølgelig hjem til os) – der var mistanke om blindtarmen, men han ville godt lige se det an. Han kom forbi fire gange i løbet af den dag!!!! Om aftenen lagde han sit helt private nummer, for hvis jeg nu vågnede i løbet af natten med smerter, skulle han lige kontaktes, for så måtte jeg hellere på hospitalet. I øvrigt faldt den blindtarm til ro – det var først året efter den blev gal igen, og der røg den så. Men – lægen havde jo ret – lad os nu lige se det an og hør efter hvad – oven i købet i det her tilfælde - barnet selv oplever.
Nej, den slags findes ikke mere – det er måske forståeligt, men også jeg oplever, at det kan tage flere uger inden man kan få en tid, og når man så endelig får den – så hører de ”gudhjælpemig” ikke efter, hvad man siger, men sidder da godt nok parat med receptblokken.