Søg
Tilmeld dig
Oplysningerne må på ingen måde tages som erstatning for kompetent professionel rådgivning eller
behandling af autoriseret læge.
Indholdet på Netdoktor.dk kan ikke bruges som basis for at stille diagnoser eller fastlægge behandling.
Netdoktor.dk - All rights reserved. Netdoktor.dk is a trademark © Copyright 1998-
-
Kontakt Netdoktor
- Netdoktor Media
- Møntergade 19
- 1140 København K
- CVR: 28 68 61 37
Kommentarer
Tak for dine tanker.
Jeg synes faktisk, at man har ret til at have regler og bede om at de overholdes i eget hjem, så jeg har som sådan ikke noget problem med at mine børn oplever at der er forskellige grænser i forskellige hjem.
Eller sagt på en anden måde… en KÆRLIG irettesættelse er helt i orden når den er på sin plads – også når den kommer fra bedsteforældre, når vi gæster deres hjem.
Min mands hår og skæg bliver kun kritiseret når hun ikke kan finde på mere uden at gentage sig selv for meget… Det er i høj grad børneopdragelsen… at vi er for hårde eller for bløde – at vi giver dem for lidt lov til is og chokolade (hun gav engang den ældste dreng en is i stedet for aftensmad fordi han ikke kunne lide den… det var også meget speciel mad med whiskysovs…. Jeg var lige ved at flække af grin fordi det var stik imod alt hvad hun præddikede, men ungen nød det og der kom for en gangs skyld ikke nogen konflikt ud af det – så fred være med det, og han husker det stadig
- og JO vi HAR besluttet at have en meget regelbundet og konsekvent opdragelse af vores... særdeles! raske drenge. Der er ikke noget værre end små børne-konger der forventer at de bestemmer og har urealistiske forventninger til livet...
Jeg gider ikke være sammen med folk(familier) med sådanne børn - så de fleste, børn som voksne, nyder faktisk mine børns selskab (især den ældste som nu er faldet lidt til ro) - Den yngste har stadig en motor der ville gøre en rumraket misundelig... Men vi kan mærke at han lige så langsomt er ved at få brikkerne til at falde til plads... for denne gang i det mindste.
Det andet store kritikpunkt er, at hun synes vi laver for lidt i deres hjem når vi er der… (og det er også selvom vi laver måske 1/3-del af maden (og betaler for den), holder stuerne nogenlunde fri for legetøj og min mand lige bygger et nyt brændeskjul eller en ny pergola sammen med sin far, og vi også selv passer vores børn og er sammen med dem…
Jeg sidder virkelig og føler mig som en kæmpe idiot lige nu… Det går lige så langsomt op for mig præcis hvor meget vi har tolereret fra deres side.
Selvfølgelig har vi også fået noget tilbage fra dem – men slet ikke noget der berettiger min svigermor til at opføre sig sådan over for min mand eller mine børn.
… og så har jeg virkelig virkelig dårlig samvittighed over for min mand, for det er faktisk mig der vedholdende har gydet olie på vandene og har holdt fast i at vi skulle vedblive at forsøge at få tingene til at fungere på en måde så vi alle kunne finde noget positivt i det – i stedet for bare at blive hjemme som han begyndte at snakke om for et par år siden… øv!
Igen – jeg har et nært forhold til min familie, og har haft svært ved at se at det ikke har kunnet lade sig gøre at få et godt forhold til min mands også.
Mht. til min svigermor – så er hun blevet meget mere ekstrem hen over de seneste 5-6 år – jeg har i det stille spekuleret på om hun mon kan være blevet syg… Hun arbejder stadig og gør karriere og nyder det – så tror ikke at det kan være demens… Men har spekuleret på om hun kunne have en svulst i hjernen, eller have haft en relativt lille og ubemærket hjerneblødning eller lignende som kan have forstyrret hendes personlighed.
Jeg ved dog, at hun på en eller anden måde er glad for mig, svigermor – for jeg er den eneste som ikke kun omtales med stor kritik over for min mand – til mig udtaler hun hverken kritik eller anerkendelse.
Tak for dit input Sofie.
Sikken en masse jeg får at spekulere på… Hvor kan jeg mærke at det er sundt at få vendt og drejet disse ting, med folk der selv har voksne børn og børnebørn – og som ikke selv er direkte involveret med nogen af os.
Tusinde tak
Venlig hilsen
Anne
Ja, det vender det jo en omgang. Jeg ville bare gerne have der blev set på sagen fra begge sider. Jeg ved, hvor nemt det er at "gå forbi hinanden". At misforstå o.s.v.
Man siger noget, som den anden opfatter på en anden måde. Det er så nemt at misforstå noget. F. eks. det med håret. Jeg kan, som gammel frisør ikke lade være med at sige noget om det hår. Min mand griner, for han må hører noget hele tiden. Jeg er heller ikke sart, men vi er jo forskellige.
Der er da også nogle ting, jeg har ændret i min væremåde, fordi det blev misforstået. Mine børn kender mig, så de ved hvordan jeg er.
Og så er der lige en ting, jeg vil fortælle. Jeg har kæmpet i mange år for at min svigermor skulle synes om mig. Jeg har opgivet og sagt jeg ikke kommer mere, fordi hun skælder mig ud, så snart vi var alene. Det til trods for jeg hjalp hende med forskelligt
Jo til en fest kommer jeg, men ikke de små besøg, dem må min mand selv tage sig af.
Og så det med børnene. Hvis hun gør forskel, så kunne jeg ikke holde det ud. Jeg ville spørge rent ud. Men dine børn holder jo af hende og har ikke mærket noget. ?? har jeg misforstået. ? Jeg prøver bare at vende og dreje. For det er er så nemt at blive uvenner og måske fordi man ikke forstå hinanden.
Jeg tror der burde en psykolog til, men det er jo lettere sagt end gjort.
Tak igen for dit input – det er så fint at få vendt og drejet det.
Jeg mener at du har fuldstændigt ret i at det er vildt hårdt for mine svigerforældre at have os på besøg i den periode der udgør deres ferie, som også er deres tid til at slappe af.
Jeg har gået i en rum tid med nogle uformulerede/uklare tanker om, at grunden til at der insisteres på, at vi kommer over længere tid bunder i den måde min svigermor gerne vil se sig selv… Den favnende mor hvis unger vender hjem til reden i en stor lykkelig og summende familie. At hun ønsker at have billedet af hvordan hun skaber rummet for at hendes børn fortsat samles… At hun ved, at når vi endelig er i Sverige, så kommer hendes andre drenge også hjem – samlet eller på skift for at ses med deres bror/familie.
Det er vores klare opfattelse, at hendes grænse for besøg går ved præcis 5 dage – men hun vil ikke acceptere når vi har foreslået at vi f.eks. kommer en torsdag og kører igen den efterfølgende tirsdag – hun viser tydeligt at hun er skuffet over det, og siger at vi kan da godt lige tage den efterfølgende weekend med fordi at så kan vi nå at…. … … - Og når vi så er kommet der, så er det SÅ dejligt og hun kan SLET ikke forstå vores forslag…. I sommers gik der præcis 18 timer før hun begyndte at rakke ned på min mand – her i julen tror jeg min mand regnede ud at hun svingede sig op på hele 5½ time før hun gik i gang. Det tager stadig mindre tid for hende nu.
Det er da klart at man skal kunne sige ting man mener, og også slå det hen i spøg…. Jeg kommenterer da min lillebrors vilde spaghetti italiano hår hvilket han er født med (… og så er han tilfældigvis også blevet italiensk gift)…. Var jeg og mine søskende ikke så ens, og havde så mange fælles træk fra vores far, så skulle man tro at min mor havde haft besøg af en italiener
Min yngste har ikke rigtig nået at få et forhold til sin Farmor… men knuselsker sin Farfar – han er også relativt lun i svinget – meget rolig med dyb stemme… han interagerer ikke så meget med ungerne på eget initiativ – men kravler de op til ham får de lov at sidde med hans arm om skulderen og se på hvad han laver, og får sig en kiks/tomat eller noget. Var svigermor som sin mand, havde det været skønt at være sammen med dem – og der havde været rigtig meget at bygge videre på. Det er også Farfar der sørger for badebassin mv.
Den ældste er så småt begyndt at observere at der er ’ridser i lakken’… som at han eksempelvis kommer og gentager ros om kusinen…
Han siger at han godt kan lide mormor fordi hun leger og snakker med ham – men farmor/farfar ved ikke hvordan man leger, hvorfor gør de ikke det?
Farmor er heller ikke så spændende at snakke med, og hun skælder meget ud og krammer ikke ligesom Mormor… Så han er nået til over længere tid at have nogle observationer, men han har ikke fået stykket dem sammen til noget han kan formulere og omsætte endnu.
Jeg sidder faktisk også efterhånden og tænker at det er nok også godt det samme – at det nok er fint at ’samværet’ stort set stopper nu mens han stadig husker dem for det gode – og ikke er så meget sammen med dem, at han faktisk får mulighed for at forstå de store forskelle på børnebørnene i det hjem.
Jeg er enig med dig i det med psykologen – det ville være HELT umuligt at få mine svigerforældre med i en mægling. Jeg er faktisk også ved at være derhenne hvor jeg synes, at det især er svigermor der har behov for lige at få vendt et par ting eller to.
Min mands søskende er meget tydelige i at de gerne vil os, og nu hvor en af dem er flyttet til noget større tror jeg at familierelationerne fremover vil blive plejet mest der – og hos os efterhånden som de forskellige kommer forbi Danmark… og så må min mands forældre selv regne ud hvor meget de vil være med – der er trods alt kun et par timers kørsel for dem til Stockholm, og det er virkelig INTET for en svensker, og slet ikke min svigerfar som kører Sverige tyndt som en del af hans arbejde.
Mine drenge har gode forhold til deres kusiner og onkler, og det skal vi nok fokusere på at pleje i stedet.
Det er noget øv at der er så mange der har et skidt forhold til sin svigermor, sådan som du beskriver… Men jeg kan godt se hvorfor du har valgt som du har gjort - det er godt at din mand er med på en sådan måde at få det til at glide på.
Tak igen Persille for din feedback.
Venlig hilsen Anne
Jeg har stået i situationen med et ben i hver lejr; min mor + voksne børn og børnebørn; nu er min mor – ja undskyld – her heldigvis ikke mere.
Hun havde hørt, at en mor og mormor var det bedste i hele Verden, og hende elskede man bare helt og aldeles uden forbehold – så det satte hun sig hen og ventede på. Jeg tror aldrig nogen sinde, det gik op for hende, at kærlighed skal man gøre sig fortjent til – det er ikke en automatisk følelse, og så dog alligevel. Jeg kæmpede hele min barndom for at opnå min mors kærlighed, og mine børn gjorde vitterlig mange forsøg også for at have en dejlig mormor. Oven i købet boede hun i samme mindre by det meste af mine børns barndom – det ville bare have været så skønt, om det nogensinde kunne have været naturligt, at de lige cyklede hen til hende, men sådan blev det aldrig nogensinde.
Jeg gætter på, at din svigermor ligger lidt under for samme følelse at, at hun simpelt hen bare er og skal være hele familiens kærlige samlingspunkt, som I alle kun drømmer om at være sammen med.
Det er godt nok også store ting at skulle leve op til – og vel egentligt også de færreste, der magter en sådan opgave; især da hvis det indebærer at hendes og din svigerfars ferier skal foregå på den måde.
Min mor fattede vist heller aldrig, at det var hende selv, der jagede alle bort; og det er sikkert også din svigermors sidste tanke, at det kan være hende selv, der er problemet.
Derfor synes jeg stadig, at I skal gøre noget aktivt – i stedet for, som I talte om i går – at bare lade en tid gå, for at se, om hun/de reagerer, for det gør hun med overvejende sandsynlighed ikke – og det vil ”hedde sig”, at det er din søn, der har afbrudt forbindelsen.
Som jeg tidligere har foreslået, så synes jeg, I skal sende et brev med de punkter, som jeg har beskrevet, og at I gør det helt klart, at det er dem, der vælger – men hvis de vælger jer til, så er det altså på de og de betingelser, og dem må de klart forholde sig til. Og – igen – for at I ikke skal gå og vente og vente, så skal der være en deadline for besvarelse, og den bør ikke ligge længere end en måned ud i fremtiden.
Men – også igen – hvis I forhåbentligt kan få en god/rimelig aftale, så bør I nok fravælge at bo ved dem, men netop få fat i en hytte i nærheden, så jeres besøg netop bliver besøg, hvor I kommer hos dem, dem hos jer – og endelig med pauser undervejs.
Det er bestemt heller ikke spor urimeligt, at I som familie har behov for at holde ferie for jer selv – jeg er dybt imponeret, at du har stillet op, som du har – det havde jeg aldrig overlevet.
Jeg synes da, at det der med hyggekontakt via skype er en supergod ide, og der skal I også slå ned på, at det jo altså er dem, der uden videre afbrød jeres søndagskontakt, men jeg synes da også, I skal fortælle, at I også syntes, det var blevet for voldsomt og for skemalagt, men at I da er åbne for denne mulighed for dagligdags kontakt, når I nu bor så langt fra hinanden. Foreslå f.eks. at I sammen finder en ordning, der er behagelig for alle parter.
Og – jeg synes altså stadig ikke, det er en god ide at lyve for jeres børn. Selv små børn kan altså godt forstå det, hvis de får at vide, at også nogle voksne kan blive uvenner, men selvfølgelig skal de også have at vide, at I prøver om I kan blive gode venner igen, men at I ikke kan love det.
Jeg ser heller intet forkert i, at jeres børn vil komme til at tale om det overfor deres farmor og farfar; bedsteforældrene må da gerne vide, at deres handlinger også påvirker små børn.
Hvis jeg fik et brev fra nogen i min familie, hvor alle mine fejl var beskrevet og der blev stillet betingelser for sammenholdet, så tror jeg nok jeg ville opgive. Nej, jeg tror det ikke, jeg ville opgive. Jeg ville være dybt ulykkelig, men opgive. Jeg ville ikke kunne klare at være sammen med dem og vide, det var på betingelser. !!
Jeg mener det må kunne klares på en anden måde. Man skal altid vende en situation om og tænke på hvordan man selv ville reagere.
Jeg har også kæmpet for min mors kærlighed, hun gjorde også lidt forskel på børnebørnene. Jeg bødede på det så godt jeg kunne. Jeg vidste det ikke ville hjælpe at sige noget. Hun har også haft en barndom, hvor der skete "noget".
Smil og kram fik jeg aldrig i min barndom. Jeg måtte lære at smile. Jeg tænker på om farmor er helt klar over hvad der sker. Jeg mener det skal siges på en omsorgsfuld og forstående måde. Ellers går det helt galt. Og det var jo ikke meningen.
Min mor, jeg ville ikke svigte hende selv om hun, nå ja, hun var jo min mor. Jeg tænkte på, hvis det nu var mig og mine børn svigtede mig. Fordi man nu er et menneske med fejler og mangler.
Derfor kunne jeg aldrig drømme om på nogen måde at prøve at skille min mand og hans mor. Jeg kunne godt, fordi der er flere ting, men han ville blive ulykkelig , når hun døde, det ved jeg også. Og så ville det være min skyld. Det ville jeg have det svært ved.
Jeg siger bare man skal tænke sig godt om.
Nu er der sket det, at forældrene helt er gået i "bak-gear".
Som jeg ser det lige nu, så har forældrene jo valgt.
Direkte til dig igen, Anne.
Som jeg opfatter situationen nu, så har din mand valgt, at hvis ikke I hører noget i løbet af en tid, så er det sådan, det er, og dine svigerforældre har valgt jer fra. Jeg er ret sikker på, at dine svigerforældre - måske mest din svigermor - faktisk sidder lige så stejlt og afventer noget fra jer, og det vel sagtens en undskyldning.
Jeg mener ikke, hun skal have den undskyldning, men jeg tror nok, det alligevel bør være jer, der rækker hånden frem, og derfor - igen - skriver et brev.
Naturligvis bør dette brev holdes i en venlig tone, men også give hende en mulighed for at "trække i land" - uden at I bare "falder til patten" og fortsætter som det har været.
I bør række hånden ud til en fornuftig dialog, hvor I sammen finder en god måde for kontakt, som I alle sammen kan have det godt med.
Ræk hånden ud for at I sammen - ikke kun jer, men begge parter - kan finde en god måde at være sammen på; at I sammen kan sætte jer - måske vis skype - og få en god og fornuftig snak, så I alle kan få det rart sammen.
Jeg synes ikke, der kan være noget galt i, at svigermor får at vide, hvor voldsomt ubehageligt, det er, når hun skælder ud og vrisser - ikke bare af børnene, men også af din mand; at hun med den måde virkelig får udtrykt, at I slet ikke er velkomne, og det vel ikke er det indtryk, hun har lyst til at give?
Selvfølgelig skal der "ædes nogle kameler" - men I skal da vise, at det ikke kun er jer - men begge parter, der skal det.
Jeg tror bare, at din svigermors stolthed vil forbyde hende, at det nogen sinde bliver hende, der rækker hånden ud, så hvis ikke I vil have at det forhold skal afbrydes helt nu, så bør det være jer, der giver det en chance mere, men naturligvis stadig med "betingelser" - for det er selvfølgelig helt utænkeligt, at I bare glemmer det hele og fortsætter som hidtil.
Jeg ved godt det ikke hjælper i alle tilfælde, men det der med at stille betingelser på forhånd, jeg ville øjeblikkelig sige stop, hvis det var mig.
Tænk at få at vide, vi vil kun have kontakt, hvis du er sådan og gør sådan. Jeg kunne ikke have kontakt på den måde.