Min mand har fødselsdag - dårlig forældre relation - trist
Jeg er lidt malplaceret i gruppen, da jeg er en kvinde på 41 år, jeg er på 8. år gift med min mand der fylder 35 i dag.
Jeg tillader mig at skrive i jeres gruppe, da jeg meget gerne vil høre tanker fra folk der selv har voksne børn og små børnebørn.
Det er en trist dag i dag, fordi min mand og hans forældre i øjeblikket har en konflikt kørende, som gør at mine svigerforældre ikke rigtig ønsker at have kontakt med os længere.
Det er der selvfølgelig en længere historie bag... Min mand kommer fra et stykke oppe i Sverige - det tager ca. 8-9 timers kørsel at komme hver vej.
Han kommer fra et udmærket hjem, i den forstand at det med sine op- og nedture er en ret solid kernefamilie med 4 børn (den sidste en efternøler).
I en årrække har vi holdt en del af vores ferier oppe hos mine svigerforældre - I starten fordi de jo var langt fra hinanden, derefter fordi vi ikke havde råd til at rejse andre steder hen og det simpelthen var så fantastisk hyggeligt at være sammen med dem, derefter fordi der nu var to små børn vi gerne ser har et forhold til sine svenske bedsteforældre.
Desværre har det været sådan siden vi fik børn, at uanset hvad vi gør - så skal min svigermor nok finde noget at brokke sig over... vi gør for lidt rent, vi laver for lidt mad, vores små børn spreder legetøjet for meget, og selvom vi støvsuger huset for legetøj 2 gange om dagen - så er det bare irriterende med alt det rod, vi tømmer ikke opvaskemaskinen nok, vi er for dovne, vi er .... tjaaa... hvis hun ikke kan finde andet, så er min mands skæg for stort eller hans hår for langt, vi er ikke konsekvente nok over for vores børn, vi skælder vores børn for meget ud, vi er for hårde over for vores børn.... osv.
Et gentagende kritikpunkt er, at vores store dreng som var 5 sidste gang hun så ham IKKE kan tale ordentligt svensk (og det er altså svært at lære børn to sideløbende sprog når de ligger så tæt op ad hinanden, ligeledes er det svært for min mand at holde fast i sit svenske, fordi der automatisk sniger sig en masse danske ord og udtryk ind i hans daglig sprog)... Men det er uacceptabelt for hende.
Nå - men vi har forsøgt, at få lov til, at afkorte besøgene fra 10-14 dage og ned til 5 dage, for det er der hvor vi føler at min svigermor ikke rigtigt orker mere postyr i sit hjem (og det har vi altså fuld forståelse for - mine svigerforældre arbejder begge på fuld tid - så det er hårdt med lange besøg i deres ferier hvor de jo også skal lade lidt op).
Det er endnu ikke lykkedes os at komme afsted med at planlægge de 5 dage - mine svigerforældre bliver ret så fornærmede når vi overhovedet har foreslået det... Vi valgte at korte besøget ned her i julen, da vi som familie faktisk har behov for at være alene sammen, og nyde ferier sammen uden at svigermor hele tiden stiller krav og brokker sig.
Min mands ene bror har 2 små piger der begge er 2 år yngre end vores drenge, og min mand og jeg har i nogle år indbyrdes snakket om, at det er trist at se hvor meget skænd der er vores drenge til dels - og hvor mange kram og sanglege der tildeles pigerne.
Faktisk så er det sådan at vi giver mine svigerforældre 'fuld adgang' til at være sammen med vores drenge når vi er på besøg - vi foreslår at den ældste kan komme med ud at handle eller andet - vi sørger for at have alle vores aktiviteter nær deres hjem, så vi/børnene hele tiden kan være der hvis der skulle være ønske om at lave noget fælles.
Sidste sommer var vi i 10 pinefulde lange dage hos dem (jo de har plads, og vi bor ude i et anneks)... De lavede INTET med vores børn, de talte faktisk slet ikke til dem, med mindre det var for at irettesætte dem... og sådan har det været i flere år...
Mine svigerforældre er derimod gode til at sørge for, at der f.eks. er et badebassin de kan lege i... de sidder og kigger en smule på dem - men de snakker ikke med dem - krammer dem ikke - kommer dem ikke i møde.
Ungerne har slet ikke selv opfattet denne 'mis-lyd' som min mand og jeg observerer, og ind imellem privat snakker om sent om aftenen når børnene sover.
Julen 15/16 tog vi op til dem 2 dage efter jul - Svigermor skældte og smældte på vores store dreng over legetøjet der rodede (hvilket var broderens ældste piges ansvar) men vores dreng tog det med oprejst pande og ryddede op (jeg var ikke selv til stede lige der, men fik det efterfølgende refereret af min mand).
Svigermor var i sit sædvanlige brokkehjørne.... og dagen før nytår kommer hun hjem fra job (mens jeg er ude på badeværelset og bade børnene) - min mand står i køkkenet og laver aftensmad til familien (som er 12 personer der bor samlet ved højtider) - brokker sig over måden han laver mad på og overtager fuldstændigt styringen.... Her får min mand nok og eksploderer op i hovedet på sin mor - får sagt noget af alt det der ligger ham på sinde og som har bygget sig op over de senere år.
Fortsættes...
Jeg tillader mig at skrive i jeres gruppe, da jeg meget gerne vil høre tanker fra folk der selv har voksne børn og små børnebørn.
Det er en trist dag i dag, fordi min mand og hans forældre i øjeblikket har en konflikt kørende, som gør at mine svigerforældre ikke rigtig ønsker at have kontakt med os længere.
Det er der selvfølgelig en længere historie bag... Min mand kommer fra et stykke oppe i Sverige - det tager ca. 8-9 timers kørsel at komme hver vej.
Han kommer fra et udmærket hjem, i den forstand at det med sine op- og nedture er en ret solid kernefamilie med 4 børn (den sidste en efternøler).
I en årrække har vi holdt en del af vores ferier oppe hos mine svigerforældre - I starten fordi de jo var langt fra hinanden, derefter fordi vi ikke havde råd til at rejse andre steder hen og det simpelthen var så fantastisk hyggeligt at være sammen med dem, derefter fordi der nu var to små børn vi gerne ser har et forhold til sine svenske bedsteforældre.
Desværre har det været sådan siden vi fik børn, at uanset hvad vi gør - så skal min svigermor nok finde noget at brokke sig over... vi gør for lidt rent, vi laver for lidt mad, vores små børn spreder legetøjet for meget, og selvom vi støvsuger huset for legetøj 2 gange om dagen - så er det bare irriterende med alt det rod, vi tømmer ikke opvaskemaskinen nok, vi er for dovne, vi er .... tjaaa... hvis hun ikke kan finde andet, så er min mands skæg for stort eller hans hår for langt, vi er ikke konsekvente nok over for vores børn, vi skælder vores børn for meget ud, vi er for hårde over for vores børn.... osv.
Et gentagende kritikpunkt er, at vores store dreng som var 5 sidste gang hun så ham IKKE kan tale ordentligt svensk (og det er altså svært at lære børn to sideløbende sprog når de ligger så tæt op ad hinanden, ligeledes er det svært for min mand at holde fast i sit svenske, fordi der automatisk sniger sig en masse danske ord og udtryk ind i hans daglig sprog)... Men det er uacceptabelt for hende.
Nå - men vi har forsøgt, at få lov til, at afkorte besøgene fra 10-14 dage og ned til 5 dage, for det er der hvor vi føler at min svigermor ikke rigtigt orker mere postyr i sit hjem (og det har vi altså fuld forståelse for - mine svigerforældre arbejder begge på fuld tid - så det er hårdt med lange besøg i deres ferier hvor de jo også skal lade lidt op).
Det er endnu ikke lykkedes os at komme afsted med at planlægge de 5 dage - mine svigerforældre bliver ret så fornærmede når vi overhovedet har foreslået det... Vi valgte at korte besøget ned her i julen, da vi som familie faktisk har behov for at være alene sammen, og nyde ferier sammen uden at svigermor hele tiden stiller krav og brokker sig.
Min mands ene bror har 2 små piger der begge er 2 år yngre end vores drenge, og min mand og jeg har i nogle år indbyrdes snakket om, at det er trist at se hvor meget skænd der er vores drenge til dels - og hvor mange kram og sanglege der tildeles pigerne.
Faktisk så er det sådan at vi giver mine svigerforældre 'fuld adgang' til at være sammen med vores drenge når vi er på besøg - vi foreslår at den ældste kan komme med ud at handle eller andet - vi sørger for at have alle vores aktiviteter nær deres hjem, så vi/børnene hele tiden kan være der hvis der skulle være ønske om at lave noget fælles.
Sidste sommer var vi i 10 pinefulde lange dage hos dem (jo de har plads, og vi bor ude i et anneks)... De lavede INTET med vores børn, de talte faktisk slet ikke til dem, med mindre det var for at irettesætte dem... og sådan har det været i flere år...
Mine svigerforældre er derimod gode til at sørge for, at der f.eks. er et badebassin de kan lege i... de sidder og kigger en smule på dem - men de snakker ikke med dem - krammer dem ikke - kommer dem ikke i møde.
Ungerne har slet ikke selv opfattet denne 'mis-lyd' som min mand og jeg observerer, og ind imellem privat snakker om sent om aftenen når børnene sover.
Julen 15/16 tog vi op til dem 2 dage efter jul - Svigermor skældte og smældte på vores store dreng over legetøjet der rodede (hvilket var broderens ældste piges ansvar) men vores dreng tog det med oprejst pande og ryddede op (jeg var ikke selv til stede lige der, men fik det efterfølgende refereret af min mand).
Svigermor var i sit sædvanlige brokkehjørne.... og dagen før nytår kommer hun hjem fra job (mens jeg er ude på badeværelset og bade børnene) - min mand står i køkkenet og laver aftensmad til familien (som er 12 personer der bor samlet ved højtider) - brokker sig over måden han laver mad på og overtager fuldstændigt styringen.... Her får min mand nok og eksploderer op i hovedet på sin mor - får sagt noget af alt det der ligger ham på sinde og som har bygget sig op over de senere år.
Fortsættes...
Kommentarer
Jeg går derud og finder min mand opløst I grad, og han forsøger at fortælle mig hvad der er foregået – jeg spørger ind til hvad han har sagt, og hvordan han har sagt det…. Han er ikke den store kommunikative mester når han er følelsesmæssigt berørt, og dette ved mine svigerforældre udemærket godt.
Min svigermor kommer ud sammen med den ældste af min mands små brødre (min man der deres ældste barn) og sætter sig ned for at snakket ud. Jeg hjælper så godt jeg kan min mand til at prøve at kommunikere tydeligt hvad det er vi har snakket om over de seneste år, og hvad vi føler vi har oplevet. Flere gange må jeg føre an I hans kommunikation, fordi han er for påvirket – jeg synes selv at jeg med meget få svipsere forholder mig roligt og forsøger at kommunikere klart og enkelt.
Samtidigt medgiver vi at vi ikke altid selv er nemme og at vi forstår at det også er besværligt for dem at have os på besøg, og at vi føler vi har forsøgt at finde en ramme der bedre kunne passe os alle…
Konklusionen er, at min svigermor går og synes at vi ikke er rimlige.
Min mand orker ikke at være der meget længere – så vi bliver og holder nytårsaften og kører hjem en dag før planlagt – vi tager fasted nytårs morgen kl. 9.
Vi tænker over det I nogle dage og vi skriver så et brev til hans forældre hvor vi får systematiseret al den virak lidt som der har været. Så vi lægger vægt på at fjerne så meget ‘støj’ som muligt og får kogt konflikten ned til 2 punkter…. Det vil være dejligt at kunne ses uden at få så meget kritik hele tiden – og det vil være rart at vide hvordan de ønsker at bruge den tid de har med deres børnebørn, fordi sådan som det er nu kan vi ikke se at de egentlig har et ønske om at ‘ville dem’.
…
Vi plejer at spise søndags brunch med mine svigerforældre over skype – det havde vi med få undtagelser gjort hver søndag I 2-3 år, mellem 30 minutter og 3 timer, afhængigt af hvad der nu lige var lyst og tid til fra begge parter.
Den efterfølgende søndag sidder vi klar med drengene – mine svigerforældre dukker ikke op, så vi ringer og hører hvor de bliver af…. Får at vide at de er for kede af det til at tale med os den dag.
- Vi fortæller drengene, at mor og far har taget fejl af dagene og at farmor/farfar havde fortalt at de skulle ud og ordne noget, og at det havde vi glemt ups!... Vores drenge er skuffede og græder over det.
Ugen efter sidder vi igen klar med drengene, men kan ikke få fat I min mands forældre… Det same sker ugen efter… Begge gange bliver vores drenge skuffede og græder – begge gange tager vi selv ansvar for at vi må have glemt noget som Farmor/Farfar har sagt de skulle.
Jeg/vi skriver til dem og spørger til vores søndags samtaler – og får at vide at dem orker de ikke lige. Så skriver jeg at OK, så må de sige til hvis de vil skype, da jeg ikke længere vil sætte ungerne klar med mindre jeg ved at de er der.
Nu er der gået små 5 måneder, og de har ikke ønsket at snakke med deres børnebørn. Vi har fortalt vores børn, at deres bedsteforældre desværre er begyndt at arbejde om søndagen og også tit om aftenen – så når de kan snakke sammen, så er vi på arbejde og i børnehave…. Men at mon ikke en dag de kommer til at have fri i weekenden igen, så vi kan komme i gang med at skype.
De sendte en gave til den store drengs fødselsdag – vi ringede for vores store dreng op på telefonen til Farmor hvor han sagde tak for gaven, og sendte et billede af ham iført sin fine gave.
Farfar ringede selv op og ønskede tillykke til ham, men ville ikke lige tale med min mand, vi kunne forstå at han ringede fra Spanien hvor han var på arbejde.
Jeg har holdt en sporadisk minimumskontakt med min svigerfar, for at holde relationen i live – og kunne sparke ’noget’ i gang igen – ’billede – se de smukke blomster i haven – så blev det endelig sommer’ og så videre i den dur.
Jeg får så tit svar fra svigerfar med et par billeder af haven eller andre projekter de er i gang med, men ikke noget egentlig kommunikation som ’hvordan går det’, ’hvordan har drengene det’.
Nu går jeg og ved snart ikke rigtig hvad jeg skal gøre mere – min mand er virkelig trist over den skadede relation, men han mener også at han efterhånden var i sin gode ’ret’ til at sige fra.
Min svigermor har ALDRIG været god til at tage kritik, og bliver meget vred og forurettet – jeg ved at min svigerfar er dybt skuffet, for han har gjort alt for at hjælpe når det var nødvendigt… Samtidigt ved jeg at min svigermor hellere vil optrappe konflikten end erkende at hun kan have gjort noget forkert…
Fortsættes...
I dag er det min mands fødselsdag – jeg ringede i hans frokostpause for at høre hvad han ville spise i aften og fandt ud af at hans mor har SMS’et ’TILLYKKE!’ hans far har SMS’et ’Tillykke på dagen’ (på svensk naturligvis)…. Før i tiden ringede de altid.
Jeg kunne høre på min mand at han er umådeligt skuffet, selvom han holder humøret højt… og jeg, ja jeg er faktisk så ked af det at jeg har svært ved ikke at græde – det er så svært med den relation…
Det med hele tiden at blive mindet om at hans forældre faktisk ikke vil/gider/orker kontakt med ham – og jeg har efterhånden svært ved at se hvad jeg kan gøre ved det, andet end at fortsætte med at tage små positive kontakter til svigerfar.
Det tager pusten fra min mand at han hele tiden skal konfronteres med den manglende relation til forældrene.
Jeg kan godt forstå hvis de er blevet kede af at have fået en meget udtalt kritik af nogle ting – men jeg føler lidt at 6 års konstant kritik fra deres side af har været med til at opbygge den store konflikt.
Nu virker det til at … ja – hvad virker det til – jeg ved det ikke.
Jeg kan bare ikke se hvordan vi kan komme videre med dette – hvad er næste skridt – det er jo lidt svært at spille bold med nogen der har taget en te-hætte over hovedet…
Hvordan i alverden kan vi invitere dem tilbage ind på banen på en måde så de forsøger at gribe bolden?
Jeg har sådan en stor lyst til at skrive og spørge dem hvad søren de overhovedet vil, og om de kan droppe hvad de nu har sat sig i hovedet at være så arrige over så vi kan komme videre sammen – men det er med tanke på min svigermor vidst ikke den rigtige løsning.
Kan man godt blive så skuffet over sit eget barn at man hellere vil lade være med at se dem, end at efterrationalisere på om man kunne have taget fejl med noget?
Hvad skulle der til for jer til at gide at komme på banen igen?
Stiller vi for høje krav, eller har for høje forventninger til dem?
Det skal lige siges, at deres søn er intelligent, uddannet, har et godt job – han er kommet godt i vej, så det er ikke fordi han er en fløs eller på anden vis har udvist en tvivlsom opførsel.
Lige nu hviler hele bedsteforældre rollen på min Mor der er 71 (min far er død for mange år siden) – min Mor er absolut skøn og verdens bedste mor og mormor… Men det ville nu stadig være rart for vores drenge at have en god relation til sine andre bedsteforældre.
Det er et langt skriv det her, tak til enhver der har holdt ud så længe – rart at få luft for nogle af tankerne og frustrationerne, da jeg helst ikke vil besvære min mand for meget med det – han bliver for ked af det.
Nu vil jeg hente vores børn og lave en god middag til manden - i lidt bedre stand til at have noget overskud nu da jeg har fået 'snakket af mig'.
Hvis nogen har nogle tanker om dette af en hvilken som helst art, vil jeg meget gerne lytte.
Venlig hilsen
Anne
Og hvert eneste år bliver jeg bare så gal.
For hvorfor mon de ældre er ensomme? Hvorfor tager børnene sig ikek helt automatisk af dem? Og i øvrigt ikke bare til jul – men generelt hele året?
Kunne det skyldes, at det helt og aldeles er deres egen skyld? At disse ældre selv har sjoflet deres børn og børnebørn så meget, at de unge ikke mener at skylde dem noget som helst?
Sådan læser jeg din lange, og dybt fortvivlede beretning. Det er overhovedet ikke rimeligt, at din svigermor opfører – og har opført – sig så gennemført uartigt overfor jer og især overfor jeres børn.
Jo – børn er loyale, og de VIL jo bare så gerne deres bedsteforældre, men også de vil blive større, og så vil der givet ske det, som også mine børn på et tidspunkt meldte ud i forhold til mine forældre.
”Det der? Det må du klare selv – for det orker vi altså ikke stille op til mere.”
Mine forældre – især min mor – bestilte ikke andet end at rette, afvise, ignorere sine børnebørn, men de var altså næsten voksne, før de selv blev klar over denne opførsel, og så selv meldte fra. Indtil da havde de faktisk været utroligt loyale, og blev ved og ved med at forvente - bare lidt – engagement fra deres mormor - (min far var generelt totalt ligeglad med både sine børn og børnebørn, så hans svigt havde altid været der – og han døde før mine børn var store nok, men havde på den anden side heller aldrig savnet ham, for han var der aldrig).
Og jo – min mor endte sine dage som meget ensom – også ved højtiderne, og jo – vel havde jeg dårlig samvittighed, for det skulle jeg jo partout have – men det var helt og aldeles hendes egen skyld. Hun havde med sine sure, negative holdninger til alt og alle, fået jaget alle langt væk.
Så jo – jeg genkender din historie så nogenlunde. Det er voldsomt smertefuldt at se, hvordan især din svigermor gør forkskel på sine børnebørn og mener sig berettiget til at nedgøre jeres måde at håndtere jeres familie på.
Nu har I skrevet et brev, og fået tilbagemelding om, at det kan de ikke lige klare – endnu.
Jeg synes, det er superflot at din mand – endelig – fik sagt fra, og naturligvis er han dybt ulykkelig over sine forældres opførsel, men det er direkte uforskammet af dem, at de uden videre aflyser jeres skype-kontakt, og især uforskammet overfor jeres børn.
Mit forslag er, at I er nødt til at melde klart ud over for jeres børn; at blive ved med at finde på løgnehistorier vil de gennemskue på et tidspunkt, og så vil I som forældre komme til at virke utroværdige, hvilket bestemt ikke er godt. De kan det sagtens forstå det, hvis I siger til dem, at I er blevet uvenner med farmor og farfar, men at I er meget kede af det, og virkelig håber det en dag vil løse sig igen. De kan også forstå det, hvis de får at vide, hvorfor I er uvenner. Selvfølgelig skal det forklares på en måde, der er tilpasset deres alder.
Og så synes jeg, I skal skrive endnu et brev, hvor I igen fortæller, hvordan I ser situationen, fortæller hvor sårende I finder, de har opført sig, men – hvilket naturligvis er meget vigtigt – også fortæller, hvor kede I er over, at det nu er tilspidset så voldsomt, at de ikke en gang kan lykønske deres søn på sin fødselsdag på en ordentligt måde.
Skriv at I meget gerne vil have ”stridsøksen” begravet, men I vil have det gjort på en ordentlig måde; I synes stadig at især din svigermor har opført sig yderst urimeligt, men at I rækker hånden frem til en ordentlig ”oprydning” og helt klare aftaler om, hvad både dine svigerforældre og I forventer af hinanden. Fortæl at især børnene er meget kede af, at de – husk endelig det er dem – har afskaffet jeres søndag formiddage.
Bed dem melde ud, hvad de gerne vil – og hvad de ikke vil. Især hvorvidt de vil respektere, hvordan I opdrager jeres børn.
Og – forlang en dato for, hvornår I senest vil have en tilbagemelding, så det ikke bare forsvinder og bliver ”glemt”. F.eks. en dato en måned frem i tiden. Kommer der ikke svar, må I respektere, at dine svigerforældre ikke vil jer mere – og så kontant må I gerne melde det ud.
Men – jeg kan godt se, at det kan være anstrengende at have feriegæster i flere uger, når man har fuldtidsjob ved siden af, så måske I også skal være åbne for, om der dog ikke findes en feriehytte i nærheden af deres hjem, hvor I kan bo, når I er på ferie og besøg, så der ikke er ”fuldt hus” i ugevis, og der bliver mulighed for, at der kan være nogle dage i jeres ferie, hvor I ikke lige ses, så der kan holdes lidt pauser. Jeg rejser selv meget i Sverige og ved, at der givet altid er nogen, der kender nogen, der kan have en hytte til en rimelig penge.
Måske det også kan lette lidt – for det må da også være anstrengende for jer, at holde ferie på den måde, hvor det forventes, at I – naturligvis, der om ingen tvivl – skal være med i en kæmpe families daglige gøremål; I har jo netop ferie, hvor der også gerne skulle være tid til at bare nyde livet. Det må da være dejligt for jer også, at I bare kan holde ferie med et par pølser ved et bål, i stedet for at skulle stå og lave mad til en større flok.
Ja, nu har jeg fået skrevet en længere smøre, som jeg håber du kan finde hoved og hale i. Smil til dig – og hav en hyggelig fødselsdag.
Og ja, svigermor og svigermor. Mænd siger mindre, men mener måske det samme.
Hvis det er gået helt til som fortalt, ja så er bedsteforældrene helt urimelige, meeen... som sagt, jeg ville gerne høre det fra den anden side også.
Bedsteforældrene sidder og kigger på børnene, de tager dem ikke med i byen o.s.v. Jo, men de bliver ældre. Mere trætte, minde udholdende. Hvis jeg havde en kæmpeflok boede og skulle på indkøb, blev opfordret til at tage børnebørnene med. !! Jae, kan svigermor overkomme det. Reagerer hun med tværhed. ?
Jeg ved det ikke, men jeg synes den er svær, når man ikke hører historien fra den anden side.
Når jeg læser det, syntes jeg bedsteforældrene er helt urimelige, men er de kørt helt ned og "dumme" til at melde fra. ??
Min første tanke var, uh, de unge forældre kræver meget. De vil bestemme, hvordan bedsteforældrene skal reagere over for børnebørnene. Hvordan de skal gebærde sig over for dem og tage dem med i byen, når det passer forældrene.
Hver søndag skal der spises morgenmad/brunch sammen. Da bedsteforældrene var yngre kunne det gå, men mon ikke de er kørt trætte. Jeg havde ikke holdt til det. Jeg vil have min mad i fred og ro.
""Vi plejer at spise søndags brunch med mine svigerforældre over skype – det havde vi med få undtagelser gjort hver søndag I 2-3 år, mellem 30 minutter og 3 timer, afhængigt af hvad der nu lige var lyst og tid til fra begge parter. ""
citat slut
Åh nej, jeg stønner ved tanken. Hver søndag. !!! Skal de mennesker dog aldrig have en smule ro og lidt privatliv. Jeg ville ikke være med til det. HVER SØNDAG !!! SKRIIIIG----
Altså, det er det der gør, jeg synes det lyder som om der er blevet krævet lidt for meget af bedsteforældrene og at de er kørt trætte.
Om det forholder sig sådan kan jeg ikke vide, jeg kunne bare ikke holde til det.
PS. lotte123
Hvert eneste år ved juletid, så kommer det op i medierne, at nu skal man huske at tænke på alle de stakkels gamle og ensomme – og man får lige så sikkert en svada om, hvor dårligt man som voksne børn opfører sig overfor de stakler. CITAT SLUT
Det er da bare journalisterne. Når man bliver ældre er man da lige så glad for en hilsen i hverdagen. Jeg er hamrende ligeglad med om jeg skal sidde alene juleaften. De tider er forbi hvor julen betød noget. Så det med "de gamle" og juleaften, den tror jeg ikke meget på. Det er journalisterne eller hvem der nu skriver det. Jeg har talt med andre, som siger: Jeg vil bare være i fred og ro.
Bare børnene ville lade være med at have dårlig samvittighed.
Det kan godt være sviger forældrenes reaktion er helt forkert, at de skulle reagere på en anden facon.
Men holde til jeres forventninger, nej det ville overstige mine kræfter og min mands, siger han.
Du virker på mig som en meget sød, kærlig og dejlig svigerdatter, som hun burde være mere end lykkelig for, ja hun skulle skamme sig.
Jeg er selv mor, svigermor og mormor og har den mening, at vi kun har vores børn til låns og når de bliver voksne, så behandler vi hinanden med stor respekt, og ligeværdighed, og når vi er sammen så er det i øjenhøjde.
Din svigermor er dominerende, kritisk og bestemmende overfor jer, men det er hun kun fordi i indirekte har givet hende lov til det. Hun burde have været sat på plads for mange år siden, men det tyder på at din mand ikke har magtet dette, tror faktisk at han også i sin barndom har haft en dominerende og kritisk mor, han har garanteret aldrig gjort oprør mod hende, som alle børn gør på et eller andet tidspunkt, og det er synd og skam :-)
Hun begår så mange fejl, hun retter på jeres børn, skælder dem ud, kritiserer jeres måde at opdrage på, det ligner ikke noget i vores moderne samfund. Jeg kunne ikke drømme om at skælde mine vidunderlige børnebørn ud, al opdragelse er kun og alene forældrenes opgave og ansvar.
Hun kritiserer din mans hår og frisure, blander sig når han laver mad, jeg forstår godt at han eksploderede, det gjorde han med min velsignelse :-)
Jeg er rystende ligeglad med at få hendes version, hun burde være en voksen kvinde der selv går med til, at I kommer i jeres ferie, og det ved vi godt også ind imellem kan være anstrengende, men det undskylder ikke hendes opførsel.
Men jeg tror faktisk at hun selv er et ulykkelig menneske, derfor reagerer hun ved at være så dominerende overfor jer, for hun tror hun kan tillade sig alt over din mand og hans lille familie.
Hvordan I kommer videre har Lotte skrevet så fint, jeg har ikke mange supplerende forslag, da disse mennesker aldrig kan se sine egne fejl, desværre, så jeg tror at hun bliver svær at ”opdrage” til en sød og kærlig svigermor.
Jeg er så taknemmelig for at du har svaret her, samt at du har genkendt situationen og beskriver dine erfaringer her – det er, selvom det er sørgeligt, rart at vide at man ikke er alene med at opleve den slags forældre/bedsteforældre.
Jeg har haft ret svært ved at forstå det, da vi måske nok har en anden nærhed og accept i min familie – om end vi kan være uenige og sige vores meninger på en lidt mere nænsom måde, så er det altid accepteret at vi kan have forskellige holdninger.
Min mand tog det selv op i går aftes, og han konstaterede, at hører vi ikke fra dem inden for et par måneder – så gider han dem ikke mere – så må de selv melde sig på banen lige pludselig, og frem til det vil han ikke bekymre sig om dem overhovedet.
Jeg sagde ikke så meget til det, da jeg nok egentlig har sværere ved at slippe/give op end han har – jeg KAN simpelthen bare ikke forstå det!
Men når alt kommer til alt er det hans forældre og hans valg, så jeg har tænkt mig at bakke op i hvad som helst han beslutter, så længe han er rationel.
Jeg kan godt se din pointe med at vi over for vores børn fremstår som utroværdige hvis vi lyver over for dem – dog kan jeg ikke helt se hvordan vi skal forklare det for dem, og jeg har endnu ikke talt med min mand om det… Børnenes viden bliver jo så endnu en hurdle der skal overkommes for at kunne lappe forholdet (af samme årsag prøver jeg på, ikke at bære for meget brænde til bålet når der tales om det i min familie – min mors søskende som vi også ser en del til… for de vil så også skulle over en hurdle, da de slet slet ikke forstår det heller). Jeg tror at vi må snakke om det hvis vi når frem til at vi ikke kan se nogen bedring i relationen.
Den senere tid er min mand dog begyndt at efterrationalisere på sin opvækst, og der har været utroligt meget kritik og talen ned som han efterhånden husker – der har dog også været rigtig mange gode stunder, lige som dem vi oplevede med hans forældre (indtil vi fik børn) De gode stunder er bare stort set væk nu.
Når han begynder at blive i tvivl om det er en selvforskyldt situation, minder jeg ham om at hans mindste bror (efternøleren) har kæmpet med et utroligt lavt selvværd, og virkelig er blevet slået af banen af sin Mor igen og igen… Vi har haft ham på besøg her i Danmark nogle gange før vi fik børn, og det var slående at han intet kunne tage stilling til eller ytre sig om, jeg antager at det var nemmere/sikrere at følge efter end at have en holdning (og så ja, han var teenager!) I dag er han flyttet hjemmefra – han siger i højere grad fra over for sin Mor og det går ham bedre, han fylder snart 20 og går på universitetet hvor han har god succes og glæde ved det.
Hans ældste lillebror rejste hjem den 25. December i den netop overståede Jul, fordi han var så vred på sin mor over at hun kritiserede og blandede sig for meget i hvad han gjorde (han læser altså til læge, og er et rigtig dejligt menneske), men kom dog tilbage et par dage før nytår for at være sammen med os og vores børn (og det var på grund af ham at vi blev til efter nytår).
Der er INGEN tvivl om at vi har ligget dem til last under nogle af vores besøg, men som min mand siger var det dem selv der insisterede på at vi skulle komme – også et par måneder efter jeg fødte vores første dreng hvilket endte med et akut kejsersnit, som blev skåret forkert og lappet skidt sammen osv. Så jeg var ret ødelagt og kunne praktisk taget INTET, og min mand var fuldstændigt udmattet og brugte al energi på at sørge for vores dreng og mig, da jeg knapt kunne gå ordentligt endnu… I dag siger han at det er fuldstændigt åndssvagt at vi overhovedet tog derop (og det var det jo også, og det var klart for hans forældres skyld, da de gerne ville se deres første barnebarn).
Nå – jeg kunne blive ved… Jo vi har tænkt på at tage af sted og bo i en hytte deroppe i nærheden, og så invitere dem over på lidt grill og en tur ud til en eller anden aktivitet… Men min mand har ikke lyst til at bruge ferietid på bekymre sig over om han bliver skuffet af sine forældre, og spendere en masse penge (vi pt ikke har) på, igen, at passe tingene ind så hans forældre kan vælge/vrage.
Derimod er vi blevet inviteret til Stockholm og besøge den mellemste lillebror hans kone og børn, og det glæder vi os rigtig meget til – mon ikke alle brødrene ender med at samles i nogle dage der… I det mindste har alle 4 brødre et godt forhold til hinanden
Derudover vil vi prøve at få råd til at finde et sommerhus et sted i Danmark og bare have os en uge eller to hjemmefra, men det holder hårdt i øjeblikket (vi er lige flyttet for ½ år siden, min mand gik ned med stress i januar – pga. sin chef – så han fik lige en løn-nedgang på 10.000 om måneden frem til nu hvor han er tilbage i sadlen… han har ansøgninger ud hos adskillige firmaer, så vi håber at han sidder i et nyt godt job inden sommeren er ovre)…. Stresset og rodet, nej vel
Fortsættes...
Det var første gang NOGENSINDE vi var ALENE afsted på tur med et par overnatninger bare os og vores børn…. Det var absolut fantastisk og vi nød det i fulde drag… friheden, roen, at tingene gik i vores/vores børns tempo – selvom det bare var nogle dage, gik det først dér op for os at vi faktisk ikke har holdt en eneste ordentlig ferie sammen som familie, fordi alting er gået op i at forsøge at stille os og børnebørn til rådighed for hans forældre... og hver eneste gang når vi er kommet hjem igen har vi siddet om aftenen og stønnet over at NU havde vi VIRKELIG brug for en ferie…
Som min mand sagde i går aftes, så har vi bortset fra de par dage i påsken faktisk ikke holdt rigtig ferie i 6 år nu – så nu trænger han virkelig til noget ferie!
Nå – det var et overordentligt rodet skriv jeg her fik lavet – men jeg er overrasket over hvor stor en hjælp det er bare at få lov at skrive…
Tak for at du læste med Lotte, og tak til alle jer andre også for at lade mig skrive her!
Tusinde tak for dit input, det er forfriskende.
Det er nu ikke os der har insisteret på søndags-bruches, det er mine svigerforældre
Vi syntes i begyndelsen at det var en sød måde at gøre det på, og det var rigtig hyggeligt. Det er dog længe siden at jeg begyndte at blive GRUNDIGT træt af, at min familie skulle arrangere sig efter slavisk at skulle ’stå til rådighed’ hver søndag fra kl. 9 – når jeg/vi egentlig hellere ville i ZOO med ungerne eller lave noget andet til glæde for os selv.
Faktisk så NYDER min mand og jeg vores nye søndagsfrihed, og vi er enige om, at vi skal ALDRIG tilbage til at skype med dem så ofte uanset hvad… Så kan godt forstå du har lyst til at skrige over det… for det havde jeg bestemt også
Ikke desto mindre var det den tradition vi havde sammen, og mine unger nød det og glædede sig til det, så derfor holdt vi ved.
... Ingen tvivl om at mine svigerforældre nok også har fået nok - men heller ikke har fået sagt fra.
Det er heldigvis ikke altid at alle min mands brødre er der samtidigt – så der synes jeg godt at mine svigerforældre kunne spendere bare lidt tid sammen med børnene…
Det er ikke os der insisterer på at gæste dem i lang tid – det er dem der insisterer på at vi ikke må nøjes med at være der i kort tid, selvom vi har foreslået det nogle gange.
At være sammen med sine børnebørn det kan jo f.eks. være så simpelt som at sætte sig ned og bruge 15 minutter på at spille et enkelt spil billedlotteri… bare en enkelt gang i løbet af 7-10 dage – det synes jeg ikke er at være urimelig… tage den ældste med ud i garage/værksted hvor der er mange spændende ting at se på… Gå med ud og kaste en snebold med ungerne, når vi er gået ud for at skovle sne i deres indkørsel, tage med ud at gå i skoven sammen med os… Man behøver ikke gøre det hele... men bare at afse måske 20 minutter om dagen til deres børnebørn når de nu kun ser dem de gange om året.
Mine svigerforældre har altså været friske mennesker der kun lige er i gang med at runde de 60’ som er i fuldt vigør og som sportssejler, rejser og nyder livet.
Det er meget hårdt at opleve deres afvisning og hvordan de ignorerer vores børn – og da især når de sætter sig med andre børnebørn og læser bøger og laver sanglege osv.
Min ældste søn kom hen til mig en af de sidste dage inden nytår og fortalte mig hvor dygtig hans kusine var, for hun kunne tale så fint og var så dygtig til at synge…. Det havde hans søde farmor nemlig fortalt ham… Jeg kunne have grædt, lige der på stedet – men fik hurtigt remset en masse positive ting op som hans bedsteforældre (nok især mormor, men nok om det) sagde om ham – og smurte lidt ekstra på at farfar synes han er så dygtig til at… osv.
Jeg kan godt forstå at du mangler at se det fra den anden side af – for naturligvis er det temmelig ensidigt når det bare kommer fra mig!
Men nu når jeg sidder og svarer dig, og får vendt tingene et par gange i hovedet igen – så sidder jeg faktisk og bliver eddikesur på min svigermor – hvor er hun bare en strigle, og tavelig over for mine børn – de skal ikke udsættes for hendes nøkker mere.
Måske jeg bare skal satse på at min mand er mere klarsynet end jeg og lade ham droppe dem helt.
For når jeg mærker efter nu kan jeg mærke hvor vred og skuffet jeg faktisk også er over dem.
Venlig hilsen
Anne