Min kone har været utro - hjælp og råd søges..
Vores historie ”kort” fortalt: Min kone blev sygemeldt med depression og angst for omkring 4 år siden. Det var en utrolig svær tid for os begge da jeg ikke forstod hvad der forgik med hende. Hun kunne ikke de samme ting mere og var konstant træt – fik og får stadig medicin for det. Vi gled stille men sikkert længere og længere fra hinanden. Efter omkring 2 år gik jeg ned med stress da jeg ikke kunne klare arbejdet, det ekstra arbejde der hjemme og den manglede kontakt og kærlighed fra min kone. Vi snakkede ikke meget om det men skændtes 2-3 gange årligt hvorefter vi havde 1-2 gode uger. Jeg følte på det tidspunkt at jeg prøvede at råbe hende op men hun forstod det kun som kritik og tolkede det som om jeg ikke elskede hende mere. Vi besluttede at prøve par terapi men på dette tidspunkt havde jeg rigeligt at gøre med at holde mig selv oven vande. Jeg havde ikke fortalt hende hvor slemt jeg havde det da jeg troede jeg kunne beskytte hende mod min smerte. Vi var der 3-4 gange hvorefter vi igen faldt i det sammen mønster. Omkring et års senere bliver hun indlagt med selvmords tanker – hun siger at hun vil sætte mig og vores fælles børn fri og at vi vil have det bedre uden hende. Jeg går fuldstændig i sort og ved ikke hvad jeg skal gøre. Hun er der omkring 2 uger hvorefter hun kommer hjem igen. Vi aftaler på dette tidspunkt 100% ærlighed og åbenhed da vi ikke kan holde til alt det hemmelighedskræmmeri. Jeg fortæller hende igen og igen at jeg elsker hende og ikke vil leve uden hende. Vi blev i forbindelse med hendes indlæggelse lovet familie samtaler og alt muligt men disse blev sparet væk – PIS – så vi får ikke rørt ved de bagvedliggende problematikker…. Sidste forår komme hun så til mig og siger hun har brug for en pause for at mærke efter hvad hun vil - vi trænger til at komme væk fra hinanden siger hun. Jeg bryder total sammen og kan slet ikke overskue det. Hun siger igen at hun ikke føler jeg elsker hende for den hun er men mere for den hun var. Jeg fortæller hende at jeg elsker hende men at jeg savner hendes nærvær – hun sidder konstant med hendes telefon og spiller på nettet. Hun svare at jeg altid ser golf kanalen og derfor spiller hun. Jeg forslår at vi afbestiller golf kanalen og at hun sletter hendes spil på telefonen – men hendes svar er at det joh ikke er det der er galt. Jeg er total forvirret nu - for det var joh lige det du sagde?? Jeg forslår parterapi men hun vil ikke med for det her vi joh prøvet. Jeg spørger til hvad hun så vil forslå vi skal men hun har intet at byde ind med.
Omkring 1 måneder efter kommer hun så til mig og fortælle at hun om 2 måneder tager op til hendes veninde for at komme lidt væk. Jeg tolker det som om at hun vil op og overveje vores fælles fremtid og bliver både glad og trist. Jeg ved at det kan ende med at hun forlader mig men i det mindste kan jeg så komme videre. De 2 måneder op til bliver noget anderledes end forventet – hun begynder at gemme hendes telefon. Da jeg spørger til det siger hun at hun er ved at planlægge min 40 års fødselsdag og at det er gæsterne hun snakker med. Jeg (lidt naivt) bliver glad og ser hende gøre noget kun for mig – hun elsker mig stadig ;-). Efter fødselsdagen blev hemmeligheds krammeriet dog stadig ved og jeg spurgte til det flere gange. Hver gang fik hun på en eller anden måde vendt det så jeg gik derfra med dårlig samvittighed over at jeg havde spurgt til hvem og hvad hun skrev. Hun begynder også at lægge an på mig og nogen gange overfalde mig når jeg kommer ind af døren – det har ellers været en mangel vare de sidste år. Vi dyrkede mere sex de 2 måneder end vi havde gjort det seneste år og det var hende der startede hver gang.
Vi købte ny sofa, drivhus til hende, sko skab osv. alt noget der tydede på at hun stadig ville os. Men jeg kunne set i bagspejlet godt mærke at noget var ændret men jeg tolkede det forkert.
Da weekenden kom og hun skulle afsted til veninden sagde vi farvel og hun kørte om formiddagen. Jeg hørte intet fra hende hele fredagen og det undrede mig – men hun var afsted for at overveje vores forhold så jeg ville ikke præge hende. Lørdag aften havde vi stadig ikke hørt fra hende og børnene ville gerne sige godnat til mor – de savnede hende… Jeg ringede og ringede men hun svarede ikke – det undrede mig meget da den forbandede telefon ellers konstant er klistrede til hende. Jeg blev ved og ved men kom ikke igennem.
Nu var jeg for alvor nervøs – alle de tanker og følelser som kom i kølevandet på hendes selvmordstanker kom op igen. Jeg blev kastede rundt i hun er ok – fuck hun er død – hun er ok – hvor er hun – total forvirring og panik. Jeg var vågen hele natten og fik ikke lukket et øje. Søndag morgen startede jeg tidligt med at ringe igen men intet svar. Jeg besluttede at tage kontakt til veninden og meldingen der fra var – troede du hun var her? --- Da den besked tikkede ind var jeg 120% sikker på at jeg nu skulle fortælle vores fælles børn at deres mor var død. Min verden gik fuldstændig i stå jeg blev opslugt i et kæmpe tomrum og kunne intet. Jeg har meget svært ved at beskrive det for alt døde lige der. Min elskede er død og hele vores liv sammen kørte fordi – alle de gode stunder vi havde haft sammen…
Kort efter skrev veninden igen at hun syntes jeg skulle kontakte politiet… Inden jeg gjorde det skrev jeg en sidste besked til hende – hvis du ikke svare inden 10 min kontakter jeg politiet.
Hun ringer tilbage med det samme – hurra hun er i live – fuck hun har snydt mig og sikkert været sammen med en anden mand.
Hun siger – hvad sker der?
Jeg siger – ja det spørger jeg dig om.
Hun: Vi har været i byen så derfor kunne jeg ikke svare.
Jeg: Du er ikke ved Marie som du sagde du ville.
Hun: Øhhh – nej jeg er i Århus jeg havde bare brug for at komme væk.
Mig: Alene?
Hun: Ja
Jeg: tror du jeg er dum eller hvad – dig alene i Århus du kan ikke engang tage i fakta uden at gå halvvejs ned med stress.
Hun tilstår herefter at have været på weekend med en hun har skreven sammen med over de seneste måneder. Jeg bliver total rassende og siger til hende at hun skal holde sig langt væk fra vores hus jeg vil ikke se hende. Hun siger at hun kommer hjem nu for det er også hendes hus.
Da hun træder ind af døren er hun fuldstændig kold og ligeglad med mig. Hun vil ikke en gang kigge på mig men går direkte i bad. Da hun kommer ud snakker vi kort sammen og jeg beder hende om at pakke en taske og forsvinde ud af vores hus. Det vil hun ikke til at starte med. Hun er desuden fuldstændig kold og undskylder intet – jeg føler hun er pisse ligeglad med at hun har ødelagt vores familie. Efter et par snakke bliver vi enig om at hun bliver natten over og i morgen vil vi fortælle børnene at vi ikke er kærester mere. Det er absolut ikke hvad jeg vil men når hun kan være så kold og ligeglad med mig så er det nok det rigtige at gøre – hun virker 100% afklaret med det hele.
Dagen efter da vi havde afleveret børnene i skole og børnehave bryder jeg fuldstændig sammen og hun finder mig siddende på køkken gulvet og er total knust. Hun gør eller siger intet hun nærmest ignorere mig. I det øjeblik beslutter jeg mig for skilsmisse – hvis hun kan være så kold så skal hun væk.
Vi aftaler at hun skal forlade huset og hun tager afsted.
Efter 2-3 dage i helvede med børn der er knust, et knust hjerte og en masse vrede og frustrationer ligge det største chok sig. Vi begynder at tale lidt sammen og få aftalt alle de ting der nu skal styr over. Jeg er på dette tidspunkt i total ”DO IT” mode og får lavet papir på børnene, skilsmisse, og alle de aftaler der skal indgås. Jeg forslår også at vi går i parterapi for at få det afsluttet på en ordentlig måde så vi kan rumme hinanden og der igennem sikre en god kommunikation for børnene.
Lige der den dag smider jeg alt hvad jeg har og bare giver los. Jeg føler ikke jeg skylder hende eller hendes sygdom noget som helst. Hvis hun kan være så pisse ligeglad mig og vores fælles fortid så kan jeg også. Jeg føler for første gang i mange år mig fri til at gøre præcis hvad der er bedst for mig og jeg behøves ikke længere tage hensyn til hende eller hendes sygdom. Mit ”problem” er bare at jeg stadig elsker hende og jeg fatter til dato ikke hvorfor – men det gør jeg - elsker hende så forbandt meget at jeg allerede 2 uger efter er klar til at kæmpe for hende igen. Det ender med at vi ny forelsker os og beslutter at flytte sammen igen efter 4 uger. Vi får snakket om alle de ting der var galt med vores forhold og får ryddet op i noget af alt det lort der var med til at begrave os.
Mit problem nu her 7 måneder efter er at jeg ikke tør stole på hende. Jeg fangede hende flere gange i at lyve for mig under vores bearbejdnings forløb til trods for at hun lovede mig 100% ærlighed. Hun siger hun løj for at beskytte mig men den køber jeg ikke.
Jeg elsker hende og er faktisk ikke i tvivl om hun elsker mig. Hun siger at hun aldrig har elsket noget som mig og aldrig kommer til det. Hun påstår at hun elskede mig hele vejen til hans seng også i den – men hvorfor så gøre det. Jeg fatter det simpelhed ikke. Hun siger at hun gjorde det for at sætte mig fri – ikke give mig muligheden for at kæmpe for hun vil se mig glad også selv om det var med en anden. Hun påstår at hun ikke kunne sige det til mig direkte fordi hun vidste at hun ikke ville kunne slippe mig - men er det ikke bare den værste omgang bull at lukke ud. Hvis det var for at slippe mig kunne hun have fortalt det de gange jeg spurgte til det, der havde hun gjort rigeligt til ar jeg var skredet – nøgen billeder til en anden mand, sex snak ovs… Mere end nok for mig.
Jeg ved ikke hvad jeg skal tro – hvad er jeres erfaring.
• Kan man igen komme til at stole på en person som i min verden har været så virkelighed fjern og fuldstændig ligeglad med ens følelser? Kan man stole på en der handler så langt fra egne værdier og tilsidesætter både mand og børn?
• Er det normalt at lyve af forskellige årsager efter afsløringen af utroskab? Eller er hun bare en løgner?
• Hvordan kan hun påstå at hun elskede mig og stadig skadede mig 100% bevist og endda for at det skulle opdages så hun og jeg kunne komme fri af hinanden. Hvorfor så ikke fortælle det de gange jeg spurgte til det?
• Er i tvivl om det er kampen værd – jeg elsker hende men kan jeg stole på hende?
Jeg ved godt at du ikke kan svare på dette det er kun hende der kan det – men mere hvad er din erfaring omkring folk der lyver direkte op i hovedet på nogen de påstår de elsker? Det er så langt fra min virkelighed at jeg ikke kan få sat den handling sammen med at hun elskede mig – det giver ingen mening.
Omkring 1 måneder efter kommer hun så til mig og fortælle at hun om 2 måneder tager op til hendes veninde for at komme lidt væk. Jeg tolker det som om at hun vil op og overveje vores fælles fremtid og bliver både glad og trist. Jeg ved at det kan ende med at hun forlader mig men i det mindste kan jeg så komme videre. De 2 måneder op til bliver noget anderledes end forventet – hun begynder at gemme hendes telefon. Da jeg spørger til det siger hun at hun er ved at planlægge min 40 års fødselsdag og at det er gæsterne hun snakker med. Jeg (lidt naivt) bliver glad og ser hende gøre noget kun for mig – hun elsker mig stadig ;-). Efter fødselsdagen blev hemmeligheds krammeriet dog stadig ved og jeg spurgte til det flere gange. Hver gang fik hun på en eller anden måde vendt det så jeg gik derfra med dårlig samvittighed over at jeg havde spurgt til hvem og hvad hun skrev. Hun begynder også at lægge an på mig og nogen gange overfalde mig når jeg kommer ind af døren – det har ellers været en mangel vare de sidste år. Vi dyrkede mere sex de 2 måneder end vi havde gjort det seneste år og det var hende der startede hver gang.
Vi købte ny sofa, drivhus til hende, sko skab osv. alt noget der tydede på at hun stadig ville os. Men jeg kunne set i bagspejlet godt mærke at noget var ændret men jeg tolkede det forkert.
Da weekenden kom og hun skulle afsted til veninden sagde vi farvel og hun kørte om formiddagen. Jeg hørte intet fra hende hele fredagen og det undrede mig – men hun var afsted for at overveje vores forhold så jeg ville ikke præge hende. Lørdag aften havde vi stadig ikke hørt fra hende og børnene ville gerne sige godnat til mor – de savnede hende… Jeg ringede og ringede men hun svarede ikke – det undrede mig meget da den forbandede telefon ellers konstant er klistrede til hende. Jeg blev ved og ved men kom ikke igennem.
Nu var jeg for alvor nervøs – alle de tanker og følelser som kom i kølevandet på hendes selvmordstanker kom op igen. Jeg blev kastede rundt i hun er ok – fuck hun er død – hun er ok – hvor er hun – total forvirring og panik. Jeg var vågen hele natten og fik ikke lukket et øje. Søndag morgen startede jeg tidligt med at ringe igen men intet svar. Jeg besluttede at tage kontakt til veninden og meldingen der fra var – troede du hun var her? --- Da den besked tikkede ind var jeg 120% sikker på at jeg nu skulle fortælle vores fælles børn at deres mor var død. Min verden gik fuldstændig i stå jeg blev opslugt i et kæmpe tomrum og kunne intet. Jeg har meget svært ved at beskrive det for alt døde lige der. Min elskede er død og hele vores liv sammen kørte fordi – alle de gode stunder vi havde haft sammen…
Kort efter skrev veninden igen at hun syntes jeg skulle kontakte politiet… Inden jeg gjorde det skrev jeg en sidste besked til hende – hvis du ikke svare inden 10 min kontakter jeg politiet.
Hun ringer tilbage med det samme – hurra hun er i live – fuck hun har snydt mig og sikkert været sammen med en anden mand.
Hun siger – hvad sker der?
Jeg siger – ja det spørger jeg dig om.
Hun: Vi har været i byen så derfor kunne jeg ikke svare.
Jeg: Du er ikke ved Marie som du sagde du ville.
Hun: Øhhh – nej jeg er i Århus jeg havde bare brug for at komme væk.
Mig: Alene?
Hun: Ja
Jeg: tror du jeg er dum eller hvad – dig alene i Århus du kan ikke engang tage i fakta uden at gå halvvejs ned med stress.
Hun tilstår herefter at have været på weekend med en hun har skreven sammen med over de seneste måneder. Jeg bliver total rassende og siger til hende at hun skal holde sig langt væk fra vores hus jeg vil ikke se hende. Hun siger at hun kommer hjem nu for det er også hendes hus.
Da hun træder ind af døren er hun fuldstændig kold og ligeglad med mig. Hun vil ikke en gang kigge på mig men går direkte i bad. Da hun kommer ud snakker vi kort sammen og jeg beder hende om at pakke en taske og forsvinde ud af vores hus. Det vil hun ikke til at starte med. Hun er desuden fuldstændig kold og undskylder intet – jeg føler hun er pisse ligeglad med at hun har ødelagt vores familie. Efter et par snakke bliver vi enig om at hun bliver natten over og i morgen vil vi fortælle børnene at vi ikke er kærester mere. Det er absolut ikke hvad jeg vil men når hun kan være så kold og ligeglad med mig så er det nok det rigtige at gøre – hun virker 100% afklaret med det hele.
Dagen efter da vi havde afleveret børnene i skole og børnehave bryder jeg fuldstændig sammen og hun finder mig siddende på køkken gulvet og er total knust. Hun gør eller siger intet hun nærmest ignorere mig. I det øjeblik beslutter jeg mig for skilsmisse – hvis hun kan være så kold så skal hun væk.
Vi aftaler at hun skal forlade huset og hun tager afsted.
Efter 2-3 dage i helvede med børn der er knust, et knust hjerte og en masse vrede og frustrationer ligge det største chok sig. Vi begynder at tale lidt sammen og få aftalt alle de ting der nu skal styr over. Jeg er på dette tidspunkt i total ”DO IT” mode og får lavet papir på børnene, skilsmisse, og alle de aftaler der skal indgås. Jeg forslår også at vi går i parterapi for at få det afsluttet på en ordentlig måde så vi kan rumme hinanden og der igennem sikre en god kommunikation for børnene.
Lige der den dag smider jeg alt hvad jeg har og bare giver los. Jeg føler ikke jeg skylder hende eller hendes sygdom noget som helst. Hvis hun kan være så pisse ligeglad mig og vores fælles fortid så kan jeg også. Jeg føler for første gang i mange år mig fri til at gøre præcis hvad der er bedst for mig og jeg behøves ikke længere tage hensyn til hende eller hendes sygdom. Mit ”problem” er bare at jeg stadig elsker hende og jeg fatter til dato ikke hvorfor – men det gør jeg - elsker hende så forbandt meget at jeg allerede 2 uger efter er klar til at kæmpe for hende igen. Det ender med at vi ny forelsker os og beslutter at flytte sammen igen efter 4 uger. Vi får snakket om alle de ting der var galt med vores forhold og får ryddet op i noget af alt det lort der var med til at begrave os.
Mit problem nu her 7 måneder efter er at jeg ikke tør stole på hende. Jeg fangede hende flere gange i at lyve for mig under vores bearbejdnings forløb til trods for at hun lovede mig 100% ærlighed. Hun siger hun løj for at beskytte mig men den køber jeg ikke.
Jeg elsker hende og er faktisk ikke i tvivl om hun elsker mig. Hun siger at hun aldrig har elsket noget som mig og aldrig kommer til det. Hun påstår at hun elskede mig hele vejen til hans seng også i den – men hvorfor så gøre det. Jeg fatter det simpelhed ikke. Hun siger at hun gjorde det for at sætte mig fri – ikke give mig muligheden for at kæmpe for hun vil se mig glad også selv om det var med en anden. Hun påstår at hun ikke kunne sige det til mig direkte fordi hun vidste at hun ikke ville kunne slippe mig - men er det ikke bare den værste omgang bull at lukke ud. Hvis det var for at slippe mig kunne hun have fortalt det de gange jeg spurgte til det, der havde hun gjort rigeligt til ar jeg var skredet – nøgen billeder til en anden mand, sex snak ovs… Mere end nok for mig.
Jeg ved ikke hvad jeg skal tro – hvad er jeres erfaring.
• Kan man igen komme til at stole på en person som i min verden har været så virkelighed fjern og fuldstændig ligeglad med ens følelser? Kan man stole på en der handler så langt fra egne værdier og tilsidesætter både mand og børn?
• Er det normalt at lyve af forskellige årsager efter afsløringen af utroskab? Eller er hun bare en løgner?
• Hvordan kan hun påstå at hun elskede mig og stadig skadede mig 100% bevist og endda for at det skulle opdages så hun og jeg kunne komme fri af hinanden. Hvorfor så ikke fortælle det de gange jeg spurgte til det?
• Er i tvivl om det er kampen værd – jeg elsker hende men kan jeg stole på hende?
Jeg ved godt at du ikke kan svare på dette det er kun hende der kan det – men mere hvad er din erfaring omkring folk der lyver direkte op i hovedet på nogen de påstår de elsker? Det er så langt fra min virkelighed at jeg ikke kan få sat den handling sammen med at hun elskede mig – det giver ingen mening.
Kommentarer
Men – også jeg har da forsøgt. Smil
Det er meget voldsomt – både for en selv, men også for familie og omgivelserne, når man går ned med depression og angst.
Oven i købet har dette voldsomme pres og hevet dig ned med stress, hvilket desværre er en helt almindelig reaktion, når man lever med sådan et pres på hele familien.
Så – der er i det hele taget ikke noget at sige til, at det hele er ramlet for jer, og selv om det lyder drastisk, så mener jeg sådan set også, at det ikke er helt mærkeligt, at din kone har forsøgt at kaste sig ud i et uforpligtende eventyr, og heller ikke at hun lyver om det, da hun givet ikke er helt stolt over det. Men – jeg gætter, at hun har gjort det, ganske enkelt fordi hun gerne ville afprøve nogle ting ved sig selv – eller, ja, hvad ved jeg. Faktisk tror jeg slet, slet ikke, det har handlet om, at hun ønskede at såre dig.
Jeg vil foreslå, at du igen prøver at tale med hende om, at I skal have noget professionel hjælp, for hvis I får den rette hjælp, er jeg ret sikker på, at I vil kunne finde hinanden igen – især når I nu faktisk er ret sikre på, at jeres kærlighed til hinanden ikke er død.
Mit problem er at jeg har svært ved at acceptere at hun var så langt ude at det blev en mulighed og samtidig tro på at det ikke bliver det igen. Ja og så alle de løgne som utroskab altid er forbundet med det er svært at tro på et menneske der har løjet en direkte op i hovedet flere gange..
Din kone har været presset langt ud over afgrunden, samtidigt har hun jo også været vidne til, at du gik ned med flaget - at hele jeres familie har været voldsomt påvirkede af hendes dybt alvorlige sygdom.
Ikke at det i sig selv skal være hele undskyldningen, men i en sådan situation kan man altså godt komme til at tage nogle fatale beslutninger og handle dybt irrationelt.
Jeg synes, det er væsentligt, at I bruger en del tid på netop det faktum, at hun har løjet; du skal da have nogle værktøjer til at kunne acceptere, at det har hun altså gjort, og naturligvis har det gjort ondt, naturligvis er det voldsomt svært for dig, men hvis du allerede nu ved, at du aldrig kommer til at tilgive hende, at du fremover vil bruge en hver lejlighed til at slynge hende dette i hovedet, så har I tabt kampen, og der bliver kun gjort ondt værre ved at foregive, at I vil redde jeres forhold - for det vil du jo så alligevel ikke, men så tror jeg da også at det med kærligheden måske ikke er helt så dybfølt fra din side.
Og ja, der er jeg nok lidt hård, men hvis ikke I - både du og hende - kan gå helhjertet ind og prøve at arbejde på, at I skal være sammen, at både du og hun bliver raske og hele mennesker igen - så er der ingen grund til at trække pinen ud.
Du går jo ikke helhjertet ind, hvis du konstant i jeres proces, bliver ved med at holde fast i at du ikke kan/vil komme til at stole på hende igen.
Jeg vil rigtig gerne og prøver med alt jeg har men var trods alt selv syg inden alt det her så det gør det bare ekstra svært da et stresset hoved ikke altid kan styres...
Mit spørgsmål er mere i retning i om det vil være en fejl at stole på hende igen - jeg stolene blindt på hende inden alt det her hvilket var en fejl... Er sgu i tvivl om hun fortjener min fulde tillid igen..
Jeg har selv døjet en del med depression, og ved hvordan det kan ændre ens opfattelse omkring tingene.
Er man dybt deprimeret kan det være rigtig rigtig svært, både det at give og modtage kærlighed. Og her er det jo så mere sygdommen der snakker, end det er personen selv.
Jeg ved fra mig selv at medicinen kan have stor indvirkning på det seksuelle, hvilket kan være virkelig frustrerende.
Måske din kone også har oplevet nogle af de bivirkninger?
Det kunne måske også være en medvirkende faktor til hendes utroskab?
Men set fra den anden side... så bor jeg selv sammen med en mand, som på et tidspunkt havde en masse profiler på sex sider på nettet.
Jeg blev voldsomt såret da jeg opdagede hvad der forgik!
Efterfølgende har jeg også måtte lægge øre til mange løgne og bortforklaringer, og endda at han flere gange begyndte på det igen.
På nuværende tidspunkt stå jeg også med spørgsmålet, fortjener han min tillid, og kan han overhovedet leve op til den?!
Jeg tror ikke der findes noget rigtigt eller forkert svar på det, det er man vist nødt til i sidste ende at gøre op med sig selv!
Det er nogle gange rart at høre fra folk som ser det udefra, men nogle vil mene det nok kan lykkes mens andre mener det modsatte...
så ja, i sidste ende er man nødt til at finde ud af hvad der er det rigtige for en selv... også selvom det er rigtig svært... og så helhjertet arbejde sig i den retning:-)