Søg
Tilmeld dig
Oplysningerne må på ingen måde tages som erstatning for kompetent professionel rådgivning eller
behandling af autoriseret læge.
Indholdet på Netdoktor.dk kan ikke bruges som basis for at stille diagnoser eller fastlægge behandling.
Netdoktor.dk - All rights reserved. Netdoktor.dk is a trademark © Copyright 1998-
-
Kontakt Netdoktor
- Netdoktor Media
- Møntergade 19
- 1140 København K
- CVR: 28 68 61 37
Kommentarer
Når du kun har prøvet én slags, kan du altså ikke sige, at antidepressiv medicin ikke virker!
Hvad med alle de andre slags, som du ikke har prøvet?
Du skriver endda, at du faktisk får en lille dosis Citalopram, men at du kun har mærket ubehag af det. Men hvad er så grunden til, at du fortsætter med at tage Citalopram, når du ingen gavn af det?
Sagen er jo, at antidepressiv medicin skal tages i en dosis, der er lige netop tilpas – hverken for stor eller for lille, for at medicinen kan virke. Hvis du bare tager en lille dosis Citalopram, vil jeg mene, at det gør mere skade end gavn.
Derudover er det vigtigt, at man får den rette slags.
Citalopram tilhører gruppen af SSRI’er, som virker ved at forstærke virkningen af signalstoffet serotonin.
Men hvad nu, hvis det slet ikke er mangel på serotonin, der er dit problem? Lægerne kan jo ikke sige på forhånd, hvilket signalstof man kan have gavn af at få sat fut i. De er nødt til at prøve sig frem.
Hvis jeg var dig, ville jeg prøve at bede om et antidepressivt middel fra gruppen af SNRI’ere, som foruden serotonin også påvirker signalstoffet noradrenalin. (Der findes også antidepressiv medicin, som kun virker på noradrenalin, men det bruges meget sjældent).
Jeg synes faktisk, at din læge burde have gjort noget. Selvfølgelig kan lægen ikke vide, at du ikke har det godt, med mindre du henvender dig. På den anden side synes jeg, at en læge burde have bedt dig komme til kontrol med mellemrum, når du nu bliver ved at tage Citalopram.
Jeg har også læst psykologi og gået i terapi. Det er klart, at det hjælper at få indsigt i nogle ting, men hvis man er sådan indrettet, at man ikke ret godt tåler den mørke tid af året og derudover let kommer til at mangle f.eks. noradrenalin – ja, så hjælper nok så meget indsigt i psykologi eller massevis af terapitimer ikke.
Jeg kan fortælle dig, at jeg for en del år siden var i behandling hos en psykiater, der gav mig medicin af samme type som din. Jeg blev meget dårlig af medicinen, og jeg droppede derefter både psykiateren og medicinen, hvorefter jeg blev rask. Desværre kom depressionen igen, da det blev vinter, og da begyndte jeg på naturmedicinen perikon, som holdt mig depressionsfri i ca. 10 år. Selv om perikon endnu ikke er grundigt udforsket, er det min bestemte overbevisning ud fra egen erfaring, at det virker på flere forskellige signalstoffer, herunder noradrenalin.
Jeg måtte desværre opgive at tage perikon, fordi det ikke går sammen med noget blodpropforebyggende medicin, som jeg er nødt til at tage. Men min nye praktiserende læge udskrev uden nogen form for indvendinger det antidepressive medicin Mirtazapin, som er et SNRI, og som dermed også virker på signalstoffet noradrenalin. Jeg har ingen bivirkninger, og virkningen er som ved perikon.
Jeg håber, at trådstarter kommer på banen. Så vidt jeg husker fra andre debatter, er Mormor begyndt på en ny slags medicin, fordi den tidligere ikke virkede. Og den nye slags er en af dem, der også virker på noradrenalin.
Jeg forstår, at du hæfter dig meget ved, hvad årsagen til depressionen er. Og det kan jeg da godt forstå, for hvis man kan gøre noget ved årsagen, er det jo det bedste. Men sådan som jeg ser på det, er det en misforståelse at tro, at hvis årsagen f.eks. er en dårlig barndom, så kan medicinen intet udrette.
Måske husker jeg forkert, men har du ikke engang arbejdet inden for psykiatrien? Jeg er bange for, at du stadig bygger din forståelse på noget, som lægerne mente for 30 år siden. Dengang opdelte lægerne depressioner i endogene og eksogene (opstået af indre årsager og ydre årsager). Og de mente, at medicin ikke kunne hjælpe på depressioner, der f.eks. kom af dårlige livsvilkår.
Den tankegang er nu forladt! Det giver ikke mening at opdele depressioner på den måde. Depressionsmedicin kan hjælpe på de fleste depressioner, men nogle gange er man desværre nødt til at afprøve flere forskellige slags, før man finder den rigtige medicin.
For en sikkerheds skyld vil jeg lige sige, at naturmedicinen perikon ikke er helt uproblematisk at tage, for det første fordi man normalt ikke kan få hjælp til at styre doseringen, for det andet fordi perikon desværre griber ind i forskellige andre slags medicins virkning.
Mange hilsner
Kameliadamen
jeg forstår at du får medicin hvor du føler dig velbehandlet --men det er ikke alle der er så heldige---
i mit arbejde var der mange der fik ---prøvede meget forskellige medicin---uden at finde den rigtige virkning ---
det kommer helt an på deres årsag til depression ----du skriver nok at det er ikke de gamle dianoser de bruger mere ---
såsom indogen ---eller atypisk ---altså de ydre påvirkninger mere
jeg ved godt de har lavet nogle andre beregninger ----
men ved ikke hvordan de udmåler det ----men jeg ved at hvis jeg fik løsning på mit problem ----ville min tristhed ---depri forsvinde ---og derfor vil jeg ikke ind i et større pille forbrug
for jeg håber stadig på en løsning ----
jeg ved heller ikke hvordan min krop vil reagere hvis jeg slipper det helt ---
jeg overvejer om jeg skal gå i terapi igen ---
Selv er jeg blevet behandlet med Saroten i 1985 hvor jeg havde min første depression. De hjalp dengang og da Cipramil kom frem gik jeg over på dem istedet. Siden har jeg kunnet passe mit arbejde indenfor hospitalsvæsenet. Har der været tildens til dyk i humøret, blev Cipramil sat op til 60 mg og ellers fik jeg 40 mg. Der kom så nye anbefalinger mht. Cipramil, så dosis ikke må være højere end 40 mg - og her begyndte det så at gå ned af bakke for mig. Blev ganske vist ikke dybt deprimeret igen, men har helt sikkert gået og haft perioder hvor jeg ville have haft godt af en højere dosis. I 2009 blev jeg opereret i min ene skulder og i 2011 i den anden, begge pga. arbejdsskade, med de mange tunge løft af patienter. Siden 2011 er det gået slag i slag, kunne ikke længere løfte og håndtere de tunge patienter, dels blev jeg pludselig døv på det ene øre, pga. en blodprop og kort efter i slutningen af 2011 fik jeg en hæmolytisk anæmi, det er hvor ens egen krop ødelgger de røde blodlegemer og det får man det dårligt af, bl.a. havde jeg en blodpct. på 4. Blev indlagt og behandlet med store doser Prednisolon, hvilket har rigtig mange bivirkninger, bla. at jeg i nogle måneder var nærmest speed, kunne slet ikke holde mig i ro, lavede noget konstant, alle skabe, hjørner og kroge ja alt blev skuret og skrubbet herhjemme. Efterhånden havde jeg så været så meget sygemeldt at jeg blev fyret og siden er det gået rigtig meget ned af bakke.
Jeg bad selv om en henvisning til psykiater men må skrive et nyt indlæg ellers forsvinder det bare inden jeg er færdig med at skrive.
Velbehandlet? Heldig? Njah, jeg føler det nu ikke, som om jeg er i behandling. Jeg tager bare hver dag de piller, ligesom jeg også hver dag tager piller mod forhøjet blodtryk, piller mod blodpropper, forskellige kosttilskud og en vitaminpille. Men jo, jeg er vel i forebyggende depressionsbehandling.
Og særlig heldig føler jeg mig nu ikke. Det var meget forfærdeligt og svært, dengang jeg kun kunne få behandling (medicin af samme type som Citalopram), der bare gjorde mig mere syg. Meget af den terapi, jeg senere købte mig til, blev brugt på at komme af med vrede og bitterhed over den forkerte behandling, jeg fik i årevis!
Men lad det nu ligge.
Du skal selvfølgelig selv afgøre, om du vil have lægehjælp eller ikke.
Min fornemmelse er bare, at du holder dig selv fast på nogle grundlæggende antagelser, der slet ikke har hold i virkeligheden. Sådan er det jo, når man er deprimeret: Man er tilbøjelig til at tro det værste. Men det værste behøver ikke at være sandt!
Du husker faktisk fra dit arbejde, at der var mange, der skulle afprøve mange forskellige slags medicin, før de (måske) fandt den rette slags. Men sådan som jeg har forstået det, så arbejdede du på en afdeling, altså på et sygehus. Der var altså tale om folk, der var indlagt. Og man må naturligvis forvente, at det er de allermest syge og svære tilfælde, der bliver indlagt. Det er en helt anden situation end din!
Men så bider du dig igen fast i en fejlagtig antagelse, når du om de mennesker, der dengang på dit arbejde faktisk fik en god virkning af medicin, skriver: ”det kom helt an på deres årsag til depression”
Men den opdeling af årsager giver slet ingen mening. Selv om du giver mig ret i, at lægerne har forladt den opdeling, så ser det ud til, at du selv stadig holder fast i den!
Depression kommer af belastning. Selvfølgelig ændrer det ikke noget ved de familieproblemer, du har, at du tager medicin. Men med medicin kan du give din overbelastede hjerne et tiltrængt pusterum fra de kværnende tanker. Det er min erfaring, at det ikke er selve familieproblemet, der bliver årsagen til en depression. Det er ens egne kværnende tanker, der kører hjernen træt og gør den overbelastet.
Det er desuden min erfaring, at der ofte er en kombination af flere forskellige årsager, f.eks. manglende lys og familieproblemer samt en eller anden mangeltilstand. I dine svar på andres indlæg giver du ofte det råd, at folk skal blive undersøgt for mangeltilstande. Hvordan med dig selv? Hvornår er du sidst blevet tjekket med blodprøver? Man siger, at knap halvdelen af danskerne mangler D-vitamin i vintertiden, og D-vitaminmangel er en hyppig (medvirkende) årsag til depression.
Du skriver, at du overvejer at gå i terapi. Det er fint. Men husk: ligegyldig hvor dygtig din psykolog er, så er det nu engang sådan, at en psykolog ikke kan gøre noget ved en D-vitaminmangel!
(Hos mig var det mangel på jern, som jeg tilsyneladende har haft i årevis, måske endda i årtier. Jeg er overbevist om, at jeg aldrig ville være blevet så syg, hvis jeg ikke havde haft denne alvorlige jernmangel så længe. Som det er nu, er jeg nok nødt til at tage et antidepressivt middel resten af mit liv. Hvis min jernmangel var blevet opdaget tidligere, kunne jeg nok have droppet medicinen efter en tid. Men det nytter ikke noget at ærgre sig over det nu).
Nu vil jeg ønske dig en glædelig jul. Jeg håber, at du trods alt kan nyde den lidt.
Kameliadamen
Psykiater siger jeg må bide tænderne sammen - men jeg føler virkelig den her Noritren slet ikke passer til mig - forstår ikke om det er fordi jeg ikke har fået den længe nok - det eneste jeg ved er at hvis jeg ikke fik den beroligende medicin til den vanvittige angst - ja så ville jeg ikke have kunne leve - det skal ikke opfattes som teatralsk - det er virkelig sådan det forholder sig.
Har tænt på om en anden psykiater måske med nye øjne vil kunne hjælpe mig - men det er svært når man næsten heller ikke tør droppe den jeg har nu, for hvad så hvis en anden heller ikke kan finde på noget bedre.
Ja sådan er mit liv nu.
Jeg synes, at det er dejligt, at du nu skriver et indlæg igen. Du efterlyste jo en dialog, og så skulle det jo gerne være din situation, der bliver drøftet også.
Jeg kender godt Saroten. Det har jeg fået adskillige gange – første gang i 1970, da det næsten lige var kommet frem. Og hver gang med god virkning. Men da SSRI’erne kom frem, stirrede lægerne sig blinde på dem. Jeg har aldrig prøvet noget så frygteligt, som engang i 1990’erne, da en læge gav mig Seroxat. Og heller ikke Cipramil eller Zoloft hjalp mig.
Jeg kan forstå på det hele, at noget af dit problem skyldes fysisk sygdom. Jeg håber for dig, at du nu er i bedring. Sagen er jo, at lav blodprocent i sig selv kan være depressionsfremkaldende. Personligt har jeg vistnok ikke været helt nede på en blodprocent på 4. Men langt nok nede til, at det gav alvorlige problemer.
Og uha, Prednisolon er ikke godt. Jeg håber, at du ikke længere er nødt til at tage det, for det kan jo både give mani og depression. Jeg fik en arbejdsskade (karpaltunnelsyndrom), og da en veninde, der var fysioterapeut, advarede mig mod at blive opereret, tilbød reumatologen indsprøjtninger med binyrebarkhormon, hvilket vel er noget i retning af Prednisolon. Men efter at jeg havde søgt oplysninger om det, sagde jeg bestemt nej tak! Lægen var meget overrasket. I stedet sagde jeg mit job op og fandt noget, der ikke var fysisk belastende.
Sådan som jeg husker det fra andre debatter, får du nu det antidepressive middel Noritren. Hvordan synes du, det virker? Jeg har ikke selv prøvet det, men jeg kender to, der får det eller har fået det, med god virkning.
Mange hilsner
Kameliadamen
Mht. Noritren ved jeg faktisk ikke om jeg tror det er det rette for mig - har nu fået det i rette dosis siden 4-12 og psykiater mener der kan komme bedring endnu.
Men jeg har aldrig tidligere oplevet en så stor angst/uro, som nu, må tage beroligende medicin for at komme igennem det og det er endda kun lige med næsen oven vande. Selvom Cipramil ikke hjalp nok og ikke måtte sættes op, havde jeg det faktisk bedre dengang, kunne tage en enkelt beroligende tablet indimellem - men slet, slet ikke hver dag og som nu.
Har tænkt om jeg skulle prøve at høre en anden psykiater - måske et par nye øjne osv. og ikke alle psykiatere er jo lige dygtige, sådan er det jo nu engang.
Jeg får også 15 mg Mirtazapin til natten - men ved ikke om det gør den store forskel.
Hvilke præparater, doser og hvor længe har du prøvet og hvor længe prøvede du inden det blev bestemt du skulle prøve noget andet?
Du kan roligt skrive det - er helt klar over at forskellige mennesker, forskelligt medicin osv.
Godt, at der ikke længere er fysisk/biologiske årsager til depression, så som Prednisolon og lav blodprocent. Men hele din organisme har jo været i ubalance. Der kan godt gå nogen tid, før den falder til ro.
Når du er begyndt på Noritren den 4. december, kan der stadig være håb om en positiv virkning. Med gruppen af gammeldags tricykliske antidepressiver, som Noritren tilhører, sagde man før i tiden, at der skulle gå mindst tre uger, før man kunne forvente en positiv virkning.
Du skriver, at du får den rette dosis. Vil det sige, at du får taget blodprøver til undersøgelse af, om du har den rette koncentration af medicinens virksomme stof i blodet? Det kan man jo nu om dage.
Du spørger til mine erfaringer med præparater, dosis osv. Det vil kræve en la-a-a-ang forklaring. Men jeg vil prøve at gøre det kort som muligt.
Først var der perioden, da jeg var ung, hvor jeg var udsat for flere voldsomme belastninger, der førte til depression. Hver gang fik jeg Saroten, og det var meget virksomt, men jeg holdt op med at tage det, fordi jeg mente, at det ville være bedre at få belastningerne bearbejdet psykoterapeutisk.
Så var der denne lange periode, hvor jeg fik den ene depression efter den anden og til sidst var nødt til at bede om antidepressivmedicin igen. Det var, da SSRI’erne var kommet frem, og som jeg har skrevet, blev jeg mere syg af dem. Værst var det med SSRI’en Seroxat. Jeg er overbevist om, at jeg fik det såkaldte serotoninsyndrom, også kaldet serotonergt syndrom. Men heller ikke Cipramil eller Zoloft gjorde noget godt for mig. Og da jeg droppede både medicinen og psykiateren, blev jeg rask! Desværre kom depressionen igen efter et halvt år, ved mødet med de korte, grå dage ved vinterens begyndelse.
Da var det, at jeg fandt på at tage naturmedicinen perikon. Den virkede efter nøjagtig fire uger på den optimale dosis, som jeg ved et tilfælde havde fundet frem til. Jeg tog perikon i ca. 10 år, og det hjalp mig godt og helt uden bivirkninger.
Så var det, at det blev opdaget, at jeg har problemer med hjertet, i form af anfald af såkaldt atrieflagren. Lægerne mener, at det betyder, at jeg er nødt til at tage blodpropforebyggende medicin, og perikon og den blodpropforebyggende medicin kan desværre ikke forenes. Jeg måtte så holde op med at tage perikon i foråret 2012. Jeg var selvfølgelig meget nervøs for igen at få en depression, men den ene måned efter den anden gik fint – indtil vintermørket ramte mig i december 2012, altså for et år siden. Bang!
Lige efter jul kom jeg til læge. Det er et nyt lægehus, som ikke kender min forhistorie. Men jeg forklarede, hvad jeg hidtil havde prøvet. Lægen udskrev Mirtazapin. Medicinen ramte mig som en kølle – lidt ligesom jeg husker virkningen af Saroten fra min ungdom. Jeg sov virkelig meget, men det gjorde ingenting. Jeg sov jo fra dårligdommen. Efter 3-4 uger gik det bedre. Jeg var oppe på 45 mg, som jeg tog indtil i sommer, hvor jeg trappede ned til 30 mg, hvilket jeg stadig tager. Jeg har ingen bivirkninger. Dvs. jeg er stadig nødt til at sove meget, men jeg ved ikke, om det skyldes Mirtazapin eller min fysiske tilstand. Foruden anfald af atrieflagren har jeg også central søvnapnø. Når man ikke trækker vejret ordentligt under søvnen, er det klart, at man bliver mere træt og skal sove i flere timer end andre mennesker.
Jeg har vel haft over 20 depressioner, hvoraf en del har været af svær art. Jeg håber, at jeg aldrig mere får en depression.
Jeg er overbevist om, at det for mig er vigtigt, at den antidepressive medicin har en indvirkning på signalstoffet noradrenalin. Det har Saroten og Noritren og Mirtazapin og formentlig også perikon, men ikke Cipramil, Seroxat og Zoloft.
Jeg ved, at lægerne opretholder lidt af den gamle skelnen mellem depressioner. De alvorlige kalde de melankoliforme depressioner, og ved dem er der en tendens til, at det i overvejende grad er signalstoffet noradrenalin, der er problemer med.
Så jeg tror faktisk, at det er godt, at du får medicin, som forstærker virkningen af noradrenalin. Det lyder bare ikke så godt, at du er så angst og urolig. Sådan burde det ikke være. Mener psykiateren, at det er en bivirkning?
Mange hilsner
Kameliadamen
så det er ikke så mærkeligt at nogle patienter får det meget dårligt ----når de skifter medicin tit ---for den gamle medicin når aldrig at komme ud af kroppen ----altså der bliver flere forskellige rester blandet sammen ---
det bedste for dig Mormor vil måske være ---hvis du har mod på at blive trappet helt ud af det medicin du får ----og starte på en frisk --