Utroskab, skyld, skam og tvivl

saga80

Hej allesammen. Først vil jeg sige tak fordi i gider give jer tid til at prøve at sætte jer i min situation og komme med jeres bedste råd til mig, det sætter jeg virkelig pris på. Jeg havde slet ikke regnet med så mange besvarelser da jeg satte indlægget ind, så det betyder meget.
Rådene der bliver givet vil jo nok altid afhænge af hvem der skriver dem og hvilken holdning de selv har til sådan en ømtåleligt emne som utroskab er.
Dagen jeg skrev indlægget på var meget trist og ude af mig selv og da det første svar kom allerede efter tre minutter og fortæller mig at jeg skal ''give mig selv et 'break'' må jeg sige at jeg tager en dyb indånding af lettelse. Derefter strømmer det ind med besvarelser og jeg har læst dem allesammen, også flere gange, og har tænkt meget over hver og et af dem. Mange af jer mener at jeg har "straffet" mig selv nok. Jeg har egentlig aldrig tænkt på det på den måde men når jeg læser det nu kan jeg godt mærke at der er en sandhed i de ord. Jeg har gået med det her i så mange år og holdt det hemmeligt for alle omkring mig. Jeg er normalt ikke en person der holder hemmeligheder for folk og taler åbent og frit til mine nærmeste om stort set alt der sker i mit liv, så på den måde har det været utrolig svært ikke kun overfor min kæreste men også mine nærmeste venner og familie.
Jeg føler stadigvæk jeg har brug for at tale med en professionel omkring det. Jeg føler ikke jeg kan løse det her problem med mig selv, så havde jeg nok kunnet gøre det for længe siden, så jeg har brug for nogle værktøjer og råd til at finde ud af hvad der er bedst for MIG i denne her situation for det er vel i bund og grund det, det handler om?
Jeg har talt lidt med min kæreste og fortalt ham at jeg går med de her tanker stadigvæk (uden at udpensle yderligere, bare fortalt ham at jeg stadigvæk tænker meget på det og stadigvæk har det dårligt) og jeg har fortalt ham at jeg overvejer at tale med en psykolog eller lign. hvilket han støtter fuldstændig op om, han syntes ikke det er noget jeg skal gå og tænke på da han jo ikke føler det er noget særligt mere.
Jeg kan huske der var en af jer der skrev og spurgte om jeg var selvdestruktiv og manglede indhold i livet, det syntes jeg helt ærligt er grimt at skrive til en person der søger hjælp af andre mennesker. NEJ jeg mangler ikke indhold i mit liv og NEJ jeg er ikke selvdestruktiv. Jeg har intet problem med at være glad og det er jo også derfor jeg søger hjælp til at komme videre nu?! Jeg kan faktisk slet ikke se logikken i hele den besvarelse på mit indlæg, det er som om personen bag "mig1967" har misforstået situationen.

Jeg føler jo selv det er et stort problem ellers ville jeg jo ikke have det så dårligt med det og gå med det så lang tid. Jeg tror det er de færreste der ville kunne det. I må forstå at jeg kun har talt med én person om det her og den person har hele tiden rådet mig til ikke at sige noget til nogen. Den dag i dag kan jeg ikke forstå det råd egentlig da jeg som sagt ikke er en person der duer til at holde ting hemmelige, men i situationen har jeg været så meget ude af mig selv og ikke anede hvad jeg skulle gøre at jeg har taget rådene for gode vare og gjort det. Jeg var ikke i stand til at se på mig selv ude fra og set i bakspejlet er det 100% ikke det rette valg for mig og jeg skulle have talt med flere om det og jeg skulle have sagt det til min kæreste dengang og ikke ladet det ligge så længe. Men jeg kan ikke lave om på det nu og eftersom jeg er nået til et punkt hvor jeg VIRKELIG ikke kan mere må jeg forsøge at se fremad og finde ud af hvordan jeg kan komme videre og stadigvæk blive sammen med min kæreste, for der er ikke noget jeg hellere vil end det. For mig, er livet for kort til at gå rundt og have det sådan, det tog bare noget tid for mig før jeg fandt ud af det.
Jeg ser frem til at høre hvad i siger.
Igen, tak for jeres tid til mig og glædelig jul allesammen.

Mig1967

Det var mig, der skrev sådan og der var nu intet ondt ment i det, men jeg synes, det er selvdestruktivt at gå og slå sig selv i hovedet med noget, der er sket for år tilbage og som dog var relativt uskyldigt, som jeg læser dit indlæg.

Især hvis man kan bruge tiden på at glæde sig over det, man er i og det, man har. Det var ment som et input, du måske kunne tænke over. Jeg kalder det, du gør for at tygge drøv (engelsk: rumination), og det gør sjældent noget godt for mennesker andet end at dunke sig selv i hovedet, hvad ikke er særlig sundt i det lange løb.

Derfor ville det efter min mening være bedre at finde en måde at tilgive dig selv på, uden at blive ved med at bringe det op over for din kæreste, fordi det næppe har relevns for jeres forhold i dag.

Nu er der gået år siden du trådte ved siden af og dengang det havde relevans, valgte du at tie. Det var dit valg og nu synes jeg, du skal gå planken ud lade det fare.

Var det min mand, der havde gjort som dig i starten af vores forhold, ville jeg blive vred, hvis han kom og fortalte mig det så lang tid efter. Hvad skulle jeg bruge det til?

Det er min måde at tænke på, andre kan have deres. Vi er forskellige.