Indstillinger
Utroskab, skyld, skam og tvivl
Jeg skriver dette debat indlæg i et desperat forsøg på hjælp og råd.
Jeg har været sammen med min kæreste i over 5 år og vi har et virkelig godt forhold til hinanden. Vi elsker hinanden meget højt! Der er bare ét meget stort problem, jeg var ham utro nogle gange i de første år af vores forhold. Det skal lige siges at jeg aldrig har været i seng med nogen "kun" kysset og så en enkelt gang sov jeg hos den her fyr hvor der skete lidt mere men vi knaldede aldrig (det er den samme fyr jeg har kysset med flere gange). Jeg vil fortælle historien helt fra start, jeg kyssede med den her fyr et par gange i byen inden min kæreste og jeg begyndte at være sammen og efter vi blev kæreste har jeg så flere gange i løbet af vores forhold hvor jeg har mødt ham i byen. Jeg har kun snakket med én veninde om det og hun har altid rådet mig til ikke at sige det til ham fordi det bare ville gøre min kæreste ked af det, jeg var ret ung dengang og anede ikke hvad jeg skulle gøre så jeg lyttede til hendes råd og sagde ikke noget. Skylden har ædt mig op og gør det stadig. Der var især en periode på et ½ til et helt års tid hvor jeg var ekstremt deprimeret og var nedtrykt og ked af det hele tiden pga det her. Det gik så lidt over igen men følelsen kommer med jævne mellemrum. For noget tid siden kunne jeg så ikke klare det mere, vi har været sammen så længe og vores forhold udvikler sig og bliver mere seriøst (vi snakker flytte sammen, børn og fremtid osv.) og jeg kan mærke jeg bliver nødt til at sige det. Jeg fortalte ham det så.....eller, jeg fortalt noget af det. Det jeg siger er at jeg i starten af vores forhold kyssede med en fyr. Jeg kunne simpelthen ikke få mig selv til at fortælle resten. Efterfølgende var jeg virkelig lettet især fordi jeg jo kunne se at han ikke gik fra mig. Han var bestemt ikke glad og brugte et par uger på at finde ud af hvordan han havde det med det, men idag siger han at han slet ikke tænker på det. For mit vedkommende tænker jeg stadig på det. Efter jeg fortalte ham noget af det snakkede jeg med min veninde igen hvor hun siger at hun er sikker på at jeg vil få det dårligt igen fordi jeg ikke har sagt det hele. Sådan havde jeg det ikke inden, men nu hvor hun har sagt sådan tænker jeg selvfølgelig helt vildt meget på det igen. Skylden vender tilbage for fulde drøn! Jeg er i vildrede og er igen kommet til det punkt hvor jeg ikke kan klare mere. Jeg kan ikke leve med en løgn og jeg syntes ikke det er fair overfor min kæreste at "holde ham for nar". Jeg elsker ham meget højt og jeg ønsker at være sammen med ham, men jeg ved ikke om jeg selv kan leve med det jeg har gjort. Jeg fortryder det og når jeg ser tilbage kan jeg slet ikke genkende den person jeg var dengang. Jeg har virkelig udviklet mig meget i vores forhold og jeg er ikke den slags person længere og det ved han også godt. Han elsker mig stadig efter jeg har fortalt lidt af det. Jeg er bare bange for det andet bliver for meget eftersom det skete mens vi var kærester. jeg ved virkelig ikke hvad jeg skal gøre mere. Jeg har overvejet at gå til psykolog for at få hjælp. Jeg håber i vil prøve at hjælpe mig.
En fortvivlet pige
Jeg har været sammen med min kæreste i over 5 år og vi har et virkelig godt forhold til hinanden. Vi elsker hinanden meget højt! Der er bare ét meget stort problem, jeg var ham utro nogle gange i de første år af vores forhold. Det skal lige siges at jeg aldrig har været i seng med nogen "kun" kysset og så en enkelt gang sov jeg hos den her fyr hvor der skete lidt mere men vi knaldede aldrig (det er den samme fyr jeg har kysset med flere gange). Jeg vil fortælle historien helt fra start, jeg kyssede med den her fyr et par gange i byen inden min kæreste og jeg begyndte at være sammen og efter vi blev kæreste har jeg så flere gange i løbet af vores forhold hvor jeg har mødt ham i byen. Jeg har kun snakket med én veninde om det og hun har altid rådet mig til ikke at sige det til ham fordi det bare ville gøre min kæreste ked af det, jeg var ret ung dengang og anede ikke hvad jeg skulle gøre så jeg lyttede til hendes råd og sagde ikke noget. Skylden har ædt mig op og gør det stadig. Der var især en periode på et ½ til et helt års tid hvor jeg var ekstremt deprimeret og var nedtrykt og ked af det hele tiden pga det her. Det gik så lidt over igen men følelsen kommer med jævne mellemrum. For noget tid siden kunne jeg så ikke klare det mere, vi har været sammen så længe og vores forhold udvikler sig og bliver mere seriøst (vi snakker flytte sammen, børn og fremtid osv.) og jeg kan mærke jeg bliver nødt til at sige det. Jeg fortalte ham det så.....eller, jeg fortalt noget af det. Det jeg siger er at jeg i starten af vores forhold kyssede med en fyr. Jeg kunne simpelthen ikke få mig selv til at fortælle resten. Efterfølgende var jeg virkelig lettet især fordi jeg jo kunne se at han ikke gik fra mig. Han var bestemt ikke glad og brugte et par uger på at finde ud af hvordan han havde det med det, men idag siger han at han slet ikke tænker på det. For mit vedkommende tænker jeg stadig på det. Efter jeg fortalte ham noget af det snakkede jeg med min veninde igen hvor hun siger at hun er sikker på at jeg vil få det dårligt igen fordi jeg ikke har sagt det hele. Sådan havde jeg det ikke inden, men nu hvor hun har sagt sådan tænker jeg selvfølgelig helt vildt meget på det igen. Skylden vender tilbage for fulde drøn! Jeg er i vildrede og er igen kommet til det punkt hvor jeg ikke kan klare mere. Jeg kan ikke leve med en løgn og jeg syntes ikke det er fair overfor min kæreste at "holde ham for nar". Jeg elsker ham meget højt og jeg ønsker at være sammen med ham, men jeg ved ikke om jeg selv kan leve med det jeg har gjort. Jeg fortryder det og når jeg ser tilbage kan jeg slet ikke genkende den person jeg var dengang. Jeg har virkelig udviklet mig meget i vores forhold og jeg er ikke den slags person længere og det ved han også godt. Han elsker mig stadig efter jeg har fortalt lidt af det. Jeg er bare bange for det andet bliver for meget eftersom det skete mens vi var kærester. jeg ved virkelig ikke hvad jeg skal gøre mere. Jeg har overvejet at gå til psykolog for at få hjælp. Jeg håber i vil prøve at hjælpe mig.
En fortvivlet pige
Kommentarer
Giv lige dig selv et break ikk? Du kyssede plus lidt mere med en fyr for nogle år siden. Siden da har du fortrudt bitterligt, skammet dig og forandret dig. Du har endda fortalt din kæreste det meste af det, og han er kommet videre. Mit råd er at du skal nyde livet og din kæreste. Accepter at du er et menneske som alle os andre og at du også laver fejl og ros så dig selv for at du har ændret på en adfærd du ikke bryder dig om.
Selvfølgelig er ærlighed vigtig i et forhold, men det er altså ikke altid vigtigt med alle detaljer om alle forhold. For det første er der noget der hedder lykkelig uvidenhed, som ikke altid er dumt. Hvad vil du opnå ved at udpensle detaljer for din kæreste og skabe en masse billeder i hans hovede som han lever fint uden lige nu? Han elsker dig som du er og ved godt at du for et par år siden lavede noget rod. Det betyder ikke noget. Havde han brug for yderligere detaljer havde han spurgt - tro mig!
For det andet er der noget der hedder forældelsesfrist - og den er altså overskredet her. Det er jo flere år siden. Kom videre. Du siger det jo selv - du var en anden person dengang. Ingen grund til at dvæle ved de fejl du lavede der. Det vigtigste er jo at du har styr på din opførsel nu.
Jeg vil æde min gamle hat på at du er et godt menneske, men at du ikke ser dig selv som et. Dit indlæg "lugter" langt væk af et ramponeret selvværd, som gør at du konstant dunker dig selv i hovedet over alle de ting du kunne have gjort bedre. Derfor synes jeg også at det lyder som en rigtig god ide at opsøge en psykolog, som kan hjælpe dig med at få smidt det dumme åg.
Livet behøves slet ikke at være så tungt. Det er ok at fejle og alligevel se sig selv i spejlet og sige "du er sgu god nok".
Hold hovedet højt. Du har skammet dig nok.
Hvis ikke ens partner kan acceptere en med hud og hår, fortid og nutid, hvem er man så, hvad er forholdet så egentlig værd? Det er i hvert fald ikke særlig autentisk for mig, men måske din kæreste ser anderledes på det.
Lykkelig uvidenhed... tjah, det er måske nok, lige indtil det bliver opdaget. Så er det ikke sikkert at det er så lykkeligt mere - du havde jo chancen for at lukke op for posen tidligere, så hvis du har tilbageholdt noget, så vil han givetvis spekulere som en gal over, hvad du ellers ikke har fortalt. Og den der med at du hellere må beslutte for din kæreste, hvad han kan tåle og høre, og om han skal skabe familie med en der kysser og sover med andre eller ej - han er vel voksen og kan beslutte selv, hvis han har informationerne til rådighed?
Læg dertil at du ikke helt kan være dig selv af frygt for at det bliver opdaget. Du skal altid passe på, hvad du siger - og bare du ikke taler i søvne... så lykkelig uvidenhed, det kan man måske nok diskutere.
Det kan da godt være, at han vælger at sige "Det der, det kan jeg ikke leve med" - men så er det vel sådan det er, du ønsker vel ikke at holde ham på falske forudsætninger, eller...? Vælger han at gå, så er du blevet en erfaring rigere - det er en dårlig ide at kysse og sove med andre, hvis man er i et fast parforhold - det kan man gøre som single eller i et åbent forhold.
Personligt er jeg mest til den ærlige model, hvor man kan være sig selv sammen med sin partner, intet at skjule, ingen dårlig samvittighed. Det er da muligt, at du kan gøre noget på selvværdskontoen, men hvis det er med det formål at kunne skjule en løgn bedre, så synes jeg, at der er noget galt - hvad med i stedet at arbejde på at få modet til at turde være dig selv?
Du har en dårlig samvittighed, som nu skal lægges over på et uskyldigt menneske. Og det over det rene pjat. herrejemini.
Intet andet end at gøre din kæreste bedrøvet og hvad så, nej glem det og kom videre for du har dog ikke slået nogen ihjel
Jeg synes også, at man skal være ærlig, men der er også en grænse for mig, ligesom persille skriver, og dette er dog for bagatelagtigt og ikke vær at beskæftige sig med.
Hele livet forandrer vi os, og du er ingen undtagelse, men stop med alle de selvbebrejdelser det giver dig intet godt.
Og hvis dette hører under en eller anden udefineret bagatelgrænse, hvor stopper så den - hvornår er det ikke en bagatel længere? Er det ikke parret selv, der skal afgøre, hvad der er OK og hvad der ikke er?
Og desuden hvis det virkelig ER en bagatel, så er der jo intet problem i at fortælle om det, vel?
Skyld og skam kan man ikke tale sig ud af, det håndteres sundest gennem bod og læring.
Jeg tror faktisk, du vil have rigtigt godt af en session eller to ved en psykoterapeut, hvor du kan få nogle gode værktøjer til at få "ryddet op" - primært inde i dig selv.
Ja, jeg - og andre - kan mene, at det er noget pjat, men det er det jo ikke for dig, og derfor er det dig, der må handle og få dette spøgelse manet i jorden, inden det sætter sig for voldsomt fast.
Hvad man gjorde og mente for år tilbage, behøver ikke at have noget at gøre med, hvordan man handler i dag - og det er det, du skal have hjælp til.
Jeg kan da stadig få røde ører når jeg tænker på, hvordan jeg stemte da jeg var helt ung og ikke havde for to øre forstand på, hvad jeg gjorde og hvad konsekvensen for et sådant valg kunne være. Vi forandrer os alle sammen, og vi bliver altså klogere - men vi behøver ikke leve et helt liv med dårlig samvittighed over, at vi har kvajet os som unge - det har vi nok alle, men det er jo netop sådanne tåbeligheder, vi lærer af.
Havde du ikke gjort, som du gjorde den gang, så ville du måske slet ikke tænke over, hvor smertefuld utroskab kan være. Og - det er vil ikke så ringe at være klar over det.
Vel?
Noget der er sket for længe siden og som ingen betydning har i dag, hvorfor skal det fortælles.
Hvorfor skal den mand gøres ked af det. Hvorfor skal han dog bære det, hvis det ville gå ham på. Det er en egoistisk tankegang, som intet vil ændre, det er sket for længe siden og det bør glemmes helt og aldeles.
Det var noget helt andet, hvis det var noget der skete til stadighed, så har han ret til at vide det og tage stilling til om han vil tilgive.
Skal vi stå frem og fortælle om hver eneste lille fejl vi har begået i hele vores tilværelse. Vi ændrer os og ville ikke gøre ting i dag, som vi gjorde for år siden.
Nej, lad os dog ikke hænge os i småting, som ingen betydning har i dag. Livet kan være hårdt nok endda.
Det må være hårdt at leve med et menneske, som kræver hver eneste lille fejl, der er lavet i fortiden, lagt frem og "tilstået" eller leve med et menneske, som har dårlig samvittighed over ting, der er "begået" i fortiden og absolut skal have syndsforladelse.
"Skyld og skam kan man ikke tale sig ud af, det håndteres sundest gennem bod og læring."
Altså for det første kan du ikke på nogen måde hævde at den stakkels pige ikke har gjort bod eller lært. Hun har skammet sig så det driver i flere år, hun har fortalt sin kærerste det meste af det, og hun er nu med egne ord et andet menneske. Helt ærligt, hvad mere skal der til?
For det andet, så skal skyld og skam så absolut ikke altid håndteres via bod og læring. Den her verden er fyldt af mennesker der er tynget i knæ af skyld og skam som er dem påduttet i deres opvækst og af omgivelserne, så derfor er det faktisk en rigtig, rigtig god ide at tale om ens "brøde" og få styr på proportionerne. Og den her sag ER altså ude af proportioner, og hun har lidt mere end rigeligt.
Tilgivelse er ligesom kærlighed ikke kun noget andre kan give en. Det er i høj grad noget man giver sig selv og pigen her har brug for at tilgive sig selv og acceptere at hun er et uperfekt menneske som alle os andre. Den læring kan hun så bruge positivt til at møde verden med milde og tilgivende øjne fremover.
Let it go...
Den sætning får det til at risle koldt ned af ryggen på mig. Den virker på mig, som om man vil have kontrol over et andet menneske, som skal gøre bod og lære, hvor længe mon. ???
Lad den der er ren kaste den første sten.
Vi har alle gjort noget, som vi fortryder i dag og lad det så ligge. Fortiden kan ikke ændres, men fremtiden kan man forsøge at gøre så god, som muligt.