Søg
Tilmeld dig
Oplysningerne må på ingen måde tages som erstatning for kompetent professionel rådgivning eller
behandling af autoriseret læge.
Indholdet på Netdoktor.dk kan ikke bruges som basis for at stille diagnoser eller fastlægge behandling.
Netdoktor.dk - All rights reserved. Netdoktor.dk is a trademark © Copyright 1998-
-
Kontakt Netdoktor
- Netdoktor Media
- Møntergade 19
- 1140 København K
- CVR: 28 68 61 37
Kommentarer
Et skud i tågen: Har du problemer med at unde dig selv den lykke, der følger med at have et godt forhold og er du ikke i stand til at leve i balance, så du opfinder problemer alle vegne, fordi følelsen af ro er ubærlig?
Jeg er især enig med den debattør, der skriver til dig, at du nu tørrer et problem, der er dit af på din kæreste. Hvorfor skal han nu bære det på sine skuldre, der intet betyder for jeres forhold i dag og som dog er ret uskyldigt? Hvis ikke du stopper nu, tror jeg du ender med at få ødelagt jeres forhold.
Derfor, få noget hjælp, hvis ikke du kan tilgive dig selv for noget, der skete tidligt i jeres forhold og som sker i mange nye forhold, før man er sikker på, at man nu har fundet den rette.
Saga80 kommer med et problem og siger selv, at hun følger skyld og skam som følge af det der er sket. Det er altså ikke noget jeg har fundet på. Jeg forholder mig blot til det hun siger, at hun føler. I siger til hende, at det hun føler er forkert. At fortælle hende, at hendes følelser er forkerte, får hende jo bare til at føle sig endnu mere ved siden af sig selv følelsesmæssigt. Når det er sagt, så føler jeg mig ikke overbevist om, at ”skam” er det rigtige ordvalg, fordi ”skam” er noget vi føler som følge omgivelsernes reaktion.
Grunden til at hun føler skyld (eller ”dårlig samvittighed” hvis de to andre ord virker for religiøse) er, at hun har gjort noget imod sin kæreste, som strider imod hendes egen opfattelse af sig selv. Hun har efter eget udsagn truffet et valg; hun vil gerne være et ærligt og troværdigt menneske, og det er også sådan hun opfatter sig selv, normalt. Det skaber en kognitiv dissonans som gør ondt – der er ubalance fordi hendes selvopfattelse og handlinger ikke stemmer overens, og det ved hun godt inde i sig selv.
I råder hende til at tilgive sig selv, og det gør jeg også. I alt hvad jeg har læst om tilgivelse, ikke religiøs litteratur, men praktisk anvendelig litteratur, der følger tilgivelse nogenlunde denne skabelon - jeg kan tilføje, at det i praksis virker fint for mig:
1 Erkend din fejl
2 Gør skaden god igen, hvis du har gjort andre uret
3. Lær af fejlen og indfør ændringer i dit liv så du ikke gentager den samme fejl
4. Tilgiv dig selv
5. Kom videre i dit liv og vid at du har gjort dit bedste
Jeg ser to veje for Saga80 herfra for at skabe overensstemmelse imellem selvopfattelse og handlinger/virkelighed.
Enten må hun ændre selvopfattelse til ”Jeg er en ærlig og troværdig person – undtagen når jeg vælger ikke at være det. Så det sker at jeg vil lyve for dig og bedrage dig”. Eller som Eftertænksom1 vælger at kalde det ”Det uperfekte menneske”. Der er ikke noget galt i at vælge den vej.
Hvis hun derimod træffer et valg om at være en ærlig og troværdig person, så må hun lade handling følge ord og åbne op for posen og stå ved hvem hun er. Ellers skaber hun igen en indre ubalance, som vil skabe ubehag. Det valg er der heller ikke noget galt i at træffe.
Persille; det har absolut intet at gøre med at have kontrol over andre mennesker, det er derimod kontrollerende og manipulerende at skjule sandheden om sig selv for andre med henblik på at opnå et resultat som er bedre for en selv. Du retfærdiggør det med, at det er sket i fortiden, hvilket jo er helt korrekt. 1 måned siden er også i fortiden, det er sidste uge også, ligeledes for en halv time siden – hvor sætter du grænsen?
Saga vælger 100% selv og det gør hun ved at starte med at spørge sig selv: Hvem ønsker jeg at være og hvad skal der til for at blive det jeg gerne vil være?
Til Jer der råder hende til at glemme det hele; jeg synes I skylder Saga svar på tre tillægsspørgsmål, så hun kan få ro i maven over den løsning:
1. Hvad skal hun gøre, hvis hendes kæreste spørger hende, om der er mere i den historie? Fortsætte løgnen?
2. Og hvordan tror I hendes kæreste reagerer, hvis han hører om det fra andre senere hen i stedet for? Vil han føle sig holdt for nar, som Saga selv frygter?
3. Og endelig; hvis historien virkelig er så uskyldig og banal, som I synes den er, hvad skulle der så ske ved at være ærlig omkring det? Er det ikke Saga og hendes kæreste der skal vurdere om sidespring er ubetydelige småting i deres forhold eller ej?
Personligt ville jeg, i stedet for at høre det fra hendes kysseven, foretrække at høre det fra hende selv ledsaget af en beskrivelse af de ting hun har lært af forløbet. Det fortæller en historie om en stærk pige med karakter, der er i udvikling og hviler i sig selv. Her tænker jeg specielt på to ting; hvilke overbevisninger har du ændret, og hvilke ting gør du anderledes i dag i forhold til tidligere. Det er ikke min tanke at du skal svare på det her, blot noget du selv kan tænke over uanset om du vælger at fortælle ham det eller ej.
Til sidst vil jeg blot sige, at jeg har vænnet mig til, at min holdning til ærlighed som noget efterstræbelsesværdigt og sort/hvidt (enten er man det eller også er man det ikke) støder mange herinde, men mit ønske om at hjælpe trådstarter er meget oprigtigt og dybtfølt – ganske som jeg fornemmer det gælder for i andre.
Det er ikke en "synd" hendes kæreste skal bære. Derimod bør Saga søge hjælp til at slippe de negative følelser om sig selv ellers bliver livet alt for vanskeligt.
Hun trænger til at tale med nogen om det, men ikke hendes kæreste, som måtte bruge et par uger for at komme sig over "tilståelsen". Hvorfor skal hun tage risikoen og måske ødelægge det gode forhold de har nu. For noget, der ligger år tilbage.
Du må naturligvis have din mening, men jeg beholder min.
citat
"Skyld og skam kan man ikke tale sig ud af, det håndteres sundest gennem bod og læring."
citat slut
De ord virker altså ikke rare på mig. Tværtimod.-
Hvorfor ikke hjælpe Saga ved at forholde dig til de sidste tre gode spørgsmål eller substansen i det jeg siger i stedet for at gå tilbage og hive en enkelt sætning ud af sammenhæng i mit forrige indlæg, som du ikke bryder dig om?
Jeg vil da godt forsøge at svare på de 3 spørgsmål.
1. Hvad skal hun gøre, hvis hendes kæreste spørger hende, om der er mere i den historie? Fortsætte løgnen?
- Nej, hun skal da fortælle sandheden hvis hun bliver direkte adspurgt. Jeg synes at det er en selvstændig pointe at han IKKE har spurgt. Langt de fleste mennesker vil spørge, spørge og spørge, hvis de bliver udsat for utroskab. Det gør kæresten ikke - han fortæller hende faktisk direkte at han er videre. Det er en aktiv handling som bør respekteres.
2. Og hvordan tror I hendes kæreste reagerer, hvis han hører om det fra andre senere hen i stedet for? Vil han føle sig holdt for nar, som Saga selv frygter?
- Henvise til at han sagde at han var videre. Som jeg læser indlægget er vi nede i nuancerne, så hvad er det at han pludselig skulle finde ud af?
3. Og endelig; hvis historien virkelig er så uskyldig og banal, som I synes den er, hvad skulle der så ske ved at være ærlig omkring det? Er det ikke Saga og hendes kæreste der skal vurdere om sidespring er ubetydelige småting i deres forhold eller ej?
- Igen, kæresten har afsagt sin dom. Man kan sagtens skabe uheldige billeder hos sin partner og det er da også derfor at vi som regel afholder os fra at fortælle den anden om hvor vild sex vi har haft med andre før dem. Jeg er fx udmærket klar over at min kone har en fortid - heldigvis for hende - men jeg har sgu da ikke behov for at få udpenslet detaljer om fx størrelser og smag på tidligere partneres kønsdele. Derfor spørger jeg heller ikke.
Din holdning til at man skal være ærlig om alt i alle situationer er i mine øjne egoistisk og usympatisk. Hvis min svigermor har tilbragt timer i køkkenet så siger tak for mad, det smagte dejligt uanset om det er tilfældet eller ej. Hvis min kæreste spørger om hendes bryster er blevet slatne efter to fødsler, så siger jeg nej søde, de er dejlige som de er. Hvis hun spørger om jeg synes at den nye studentermedhjælper er pæn, siger jeg IKKE ja hun er mega lækker. Hvis min søn spørger om jeg er verdens stærkeste mand, så siger jeg ja for helvede.
Som Asger Aamund plejer at sige, så behøver man altså ikke at rutte med sandheden.
Jeg bliver i øvrigt ikke stødt af din sort/hvide holdning til sandhed, men jeg ville personligt finde den næsten umulig at omgås.
Det er muligvis bagateller for dig, det er det muligvis også for kæresten, men det er der ingen der finder ud af, hvis ingen siger det til ham eller spørger ham.
Hvis et par har en aftale om, at det er OK at at kysse, pette eller det der går videre, eller hvis man som du og din kæreste har en aftale om, at det er fint at fortie ting og lyve overfor hinanden for at skåne hinanden for sandheden, så ser jeg absolut ikke noget problem i det. Problemet opstår hvis forventningerne er forskellige.
Jeg må tilstå, at jeg aldrig tidligere har fået at vide, at jeg er usympatisk når jeg fortæller folk sandheden, og det er da heller ikke mit indtryk at folk synes, at jeg er umulig at omgås, fordi jeg taler sandt. Tværtimod, så kan de spørge mig, hvis de vil have ren besked, hvilket flere har givet udtryk for, at de sætter stor pris på. Måske vore respektive omgangskredse bare er forskellige.
Har du aldrig oplevet, at nogen har sagt: "Hvorfor er der aldrig nogen der har sagt det til mig før i alle de år - det havde været så let for mig at gøre tingene anderledes..."
Man kan sagtens sige sandheden på en hensynsfuld måde: Er mine bryster blevet slatne efter fo fødsler? (underforstået, hun ved det godt selv) Svar: Ja, du har født to børn, og det elsker jeg dig for - jeg er vild med dine bryster præcis som de er.
Eller: Ja, hun er pæn, og hvor er jeg glad for at jeg mødte dig først, så jeg slap for at slå op med hende for at vinde dig.
Jeg er sikker på, at Saga også kan finde en hensynsfuld og konstruktiv måde at få leveret sandheden på, og skabe overensstemmelse imellem selvopfattelse og virkelighed.
Men i det sidste giver jeg dig ret.
Hvis man stiller et spørgsmål ser jeg helst et ærligt svar. Jeg bryder mig heller ikke om svar, der ikke er ærlige. Men det er nutiden og det er noget ganske andet.
Min mand er slem til ikke at svare ærligt, når jeg spørger om "dette" klæder mig. Men jeg kender ham så godt at jeg kan høre" hvad han mener. Men det irriterer mig, jeg ikke kan få et ærligt svar.
Jeg har bare ofte oplevet folk der alene fordi de iklæder sig en sandhedsdragt føler sig kaldet til at fortælle sandheder om alt uden hensyn til at de dermed påføre andre mennesker skade.
Personligt skammer jeg mig ikke spor over at føle efter før jeg svarer og til lejlighed tilbageholde nogle ting.
Hvad angå eksemplet med min kone, så siger jeg da altid min ærlige mening når det gælder hendes tøj. For det ønsker hun tydeligvis. Men når hun med bedende øjne og elendigt selvværd spørger om hun ser tyk ud, så siger jeg nej. Det efterfølgende "men jeg elsker dig alligevel, hører hun nemlig ikke" - tilbage vil blot stå at hendes mand synes hun er fed (det er hun ikke).
Jeg siger ikke at man skal være konfliktsky eller ikke italesætte svære ting her i livet, men da livet nu engang ikke er sort/hvidt så har jeg det ualmindeligt svært med dogmer, som at man i alle sammenhænge altid skal sige sandheden om alt.
Men nu er vi vist ude på et sidespor i forhold til trådstarter. Jeg håber at hun har fået noget at tænke over, ligesom os andre :-)
Det kunne være rigtigt fint, om du ville fortælle om der overhovedet var noget, du kunne bruge her?
Og i modsætning til de fleste andre, så synes jeg altså ikke du er en psykolog værdig - eller nødvendigvis har selvværdsproblemer og hvad der ellers hentydes til. (hvis ikke de sagte ting i den forbindelse først får en til at føle sig waaaay out - hvad gør så?)
Du har handlet mod din egen overbevisning flere gange - og så fortsætter samvittigheden jo med at nage - ganske naturligt...
Først har du været utro - så har du ville tilstå, men alligevel ikke fortalt, hvad du egentlig ønskede. Så nu må du gøre op med dig selv om du vil fortælle det hele eller du vil nøjes med det du har fortalt. Det er kun dig selv, der kan mærke hvilken beslutning du skal tage der.
Andres overbevisninger letter ikke nødvendigvis din byrde... Der er nu engang beslutninger vi skal tage, når det handler om ting, der foregår i vores indre - som andre ikke kan tage for os - og som vi ganske vist sagtens kan være i stand til uden at bruge en psykolog, hvis vi LYTTER til os selv.