Netdoktor.dk - Danmarks uafhængige leksikon om sygdomme

Er der bøger om psykisk misbrug og kulde forældre?.

2

Kommentarer

  • Vi ved ikke så meget om vores børn, når det kommer til stykket.
    Ja, magten har gjort meget ondt, men er det bedre i dag?
    Nej, det er det ikke.
    Jeg personligt tror ikke på, at alle børn kommer helskindet igennem tiden med vuggestuer og børnehaver. Her går det samme igen. Børnene afleveres, de græder, mor kommer igen. Nogle børn er "robuste" nok, eller måske er de i virkeligheden de svageste.
    Man bruger det samme overfor anbragte børn, de nægtes samvær med deres forældrer. Tro mig, det er ikke alle anbragte børn, der har levet i familier, som de få alvorlige sager vi har set i fjernsynet. Mange børn skades af adskillelsen fra forældrene, når de skal i daginstitution. Ingen børn burde komme i børnehave før treårsalderen. Her begynder børnene selv, at gå forsigtigt lidt væk fra mor, men ikke længere væk, end at de hurtigt kan komme tilbage.
    Al den snak om forældres svigt, tja, børnene føler det sådan, men virkeligheden er jo, at forældrene skal skaffe til dagen og vejen. Nogle børn bliver hængende i den følelse af svigt, og kan med pædagogers hjælp blive ved med det.
    Jeg studerede psykologi, samtidig med, at jeg gik i psykoanalyse, nærmere bestemt analytisk psykologi.
    Man må og skal vokse ud af "barnets synspunkt", for at blive voksen. Det kan endda være meget vanskeligt, fordi i vore dage er alle problemer skabt af forældrer der svigter. Så kan man holde det enkelte individ ansvarsfri for sine følelser, ligesom de omgivende pædagoger ikke er ansvarlige for børn, der ikke lige kan tilpasse sig børnehaven.
    Men sådan forholder det sig ikke. Pædagoger tilbringer i vore dage, flere timer sammen med børnene, end børnenes forældrer gør. Så forældrene kan næppe gøres ansvarlige for de svigt, som man forlanger påføres børnene. Hvor mange mødre græder ikke indvendig, når de afleverer deres lille baby i en vuggestue eller en dagpleje? Men de må følge lovgivningen og ikke deres egne instinkter. Dem der er meget intellektuelle, tror på, at det er udviklende for børnene. Det er det måske også, men på bekostning af børnenes sande og sunde selv. De der er intesserede kan læse nogle bøger skrevet af D.W. Winnicot. Han var børnelæge og elev af Freud. Han gjorde op med Freuds teorier. Hans virkelige liv med nyfødte børn og deres mødre, med børn på sygehuset og børn i psykologisk behandling, stemte på ingen måde med Freud.
    Han har skrevet de meste vidunderlige bøger om spædbørn og deres mødre, om hvad enhver mor skal vide, og han lagde ikke hænderne imellem de skader han så børnene blev påført af sygeplejersker, jordemødre og andet plejepersonale, som satte moderens instinkter ud på et sidespor.
    Winnicot havde en evne til at tale til vores virkelige sunde, fornuftige selv som mødre, det vi alle ved inderst inde. Jeg elsker hans bøger, og læser dem gerne om og om igen.
    Der er en anden der også kan det, Daniel Stern. Jeg blev lidt vred, da vi havde hans teorier på studiet. Han skriver jo kun om det alle mødre ved, men gør det på en måde, så alle bilder sig ind, at det er noget helt nyt og epokegørende. Jeg tænkte bare, at nu bliver der troet på det, bare fordi en mand skriver om det alle mødre ved.
    Sidst men ikke mindst, ingen af os er perfekte, heller ikke vores forældrer. Men det er også en fordel. Hvad skulle vi ellers blive vrede over, og ønske at forandre.
  • Hvis trådstarter er blevet hånet, nedgjort o.s.v. skal du finde problemstillingen under "psykisk vold". Er det forældre der ikke var tilgængelige, kan du finde et svar i Winnicots bøger.
    Min far døde ved en arbejdsulykke kort efter min indlæggelse på sygehuset. Min mor var af denne grund ikke tilgængelig. Hun var i sorg og skulle ud og arbejde, have solgt ejendom og minkfarm og hvad ved jeg.
    Jeg havde lukket af for angsten, eller rettere sagt forladthedsfølelsen. Det sker ikke med vilje, ligesom min mor ikke havde det sådan med vilje. Det ved børn bare ikke.
    Men vores indbyrdes "tavshed" og min "lillebarnvrede" gjorde det umuligt for nogen at "nå mig".
    Min mor døde 65 år gammel, jeg var 43 år. Hun fortalte mig den drøm hun drømte og hun døde næste dags morgen. Det er jeg den dag i dag så glad for.
    Men jeg fastholdt min indre vrede og raseri mod hende. Jeg havde det ikke sådan med intellektet, så det blev jo sådan noget falsk noget. Fik jeg lidt rødvin, så blev jeg lidt mere livlig, og så sagde min mor: Nu er du igen min lille glade pige. Vupsi, så var det forbi. Jeg ville ikke være min mors lille glade pige, jeg var jo vred på hende.
    Det har været sorgfuldt for min mor, Hun har ligeså lidt som jeg vidst hvad pokker det har drejet sig om. Hun havde heller ikke kunnet gøre noget ved det, da det jo var mig, der "flygtede" fra den kæmpeangst jeg havde. Så beskyttelsen var, ikke at mærke.
    Min datters problem ved jeg kom fra indlæggelsen. Jeg kan ikke vide præcis hvad det er med hende, men jeg er "den onde" i hendes verden. Det har været sorgfuldt og ikke rart med den falskhed. Psykoanalytikeren så det med sine egne øjne. Han underviste os på en uddannelse.
    Jeg kan nu, istedet for at være vred på hende, forstå at sådan må det være indtil eller hvis hun kommer til at forstå og acceptere sig selv.

    Trådstarter kan søge under psykisk vold. Forældrene kan også have været mere intellektuelle anlagt, så går man vist ikke så meget op i følelser. Men det betyder ikke, at man så håner og nedgør, det er psykisk vold.
    Psykisk misbrug må handle om, at man misbruger barnets behov for nærvær, tryghed og kærlighed. Barnet skal måske forstå at mor har problemer, ikke kan være der o.s.v. men barnet får ikke den ønskede gevinst, kun en form for afvisning.
  • http://levlykkeligt.dk/forum/psykoterap ... _udsat_det

    Der er mange bøger om emnet. Søg på følelsesmæssigt incest. Jeg kom i tanke om hvad det hedder, jeg havde hørt om det.
    Men søg selv, der er meget at finde.

    Jeg fandt lige en mere der er værd at se på.
    http://levlykkeligt.dk/forum/terapi_nor ... unktionelt
  • Hej alle sammen

    Det gør mig ondt at høre, at hospitalsophold i en tidlig alder har haft de konsekvenser for både dig og din datter, Linette.

    Heldigvis har hospitalerne erkendt deres fejlagtige holdning til børn. Jeg fatter ikke, hvordan det forsøg med et lille barn, der kom på børnehjem i en periode, mens moderen fødte endnu et barn, kunne være lovligt.

    Og jeg fatter ikke, at mennesker har kunnet opføre sig så ufølsomt over for børn. Jeg tænker også på den mærkelige tradition, der tidligere var, hvor man gav en lille nyfødt baby et klask i enden, angiveligt med det formål at sætte gang i vejrtrækningen.

    Jeg sætter også spørgsmålstegn ved brugen af daginstitutioner i en tidlig alder. Jeg tror simpelthen ikke, at det er godt for barnet.

    Og nej, mange forældre har ikke mulighed for at ændre tingene til det bedre. De skal jo tjene penge, eller de er måske selv syge. Mange forældre er også pressede mellem to generationer. De har små børn at tage sig af, og samtidig har de syge eller gamle forældre, der skal besøges og have udført forskelligt arbejde.

    At forældrene ikke kan gøre for, at ulykkerne bliver videreført, ændrer jo ikke noget. Det er derfor, Josef Giger-Bütler har givet sin bog titlen ”De mente det jo godt” – ikke for at forældrene skal anklages, for det ændrer man ikke noget ved – men for at sætte fokus på problemet og pege på løsninger.

    Heldigvis er det muligt at standse den ulykkelige arv. For det er jo gerne sådan, at psykisk mishandling og ufølsomhed bliver givet videre til næste generation. Selv mener jeg at have stoppet denne ulykkelige arv i min familie. Det KAN lade sig gøre.

    Mange hilsner

    Kameliadamen
  • Det var ikke et forsøg der blev gjort med den lille dreng. Der blev kun filmet, hvad det var der skete. Psykologer vidste det, udfra de mennesker de havde i terapi, men patienterne var også ude af stand til at fortælle. Man filmede altså bare en virkelighed, der var helt almindelig.
    Det var hjerteskærende at se og høre på, vi sad alle og var meget vrede over, at man ikke gjorde noget. Men det kunne de jo ikke.
    Vi så flere film om problemet. Faktisk kunne det skade børn helt op i 12 årsalderen. Det var de ældste børn vi så.
    Disse film måtte kun vises i en undervisningssituation.
    Psykologerne kunne danne sig et indtryk af, hvor gammel patienten havde været, da traumet skete. Men patienterne forsvarer sig. Jeg ved, at den angst der er fortrængt, er årsagen. Den kan "oversvømme" patienten og risikoen er stor, for at patientens situation forværres.
    Det der er så svært at acceptere er, at det er ens egen natur der "lukker af", udelukkende for at beskytte mod angsten.
    Hvis man nu tænker tilbage på den tid, så var det almindelig praksis, at forældrene ikke måtte besøge deres børn ved indlæggelse. Begrundelsen var, at de græd og blev umulige.
    Men det var altså ikke et forsøg der blev lavet, det var en helt almindelig praksis, der blev filmet.
  • Jeg husker det tydeligt, jeg var fem år og lå på sygehuset. Nu var der langt til dertil, så det var ikke nemt for mine forældre.
    Min far kom efter nogle dage. Jeg græd som pisket og han gik. Min mor var undskyldt, hun havde lige født. Min far kom igen efter nogle dage og jeg spurgte ham, hvorfor han var gået.
    Du græd, var svaret. Jo, men jeg havde jo også brug for ham. Men det var jo "de kloges" råd. Jeg vil kalde det ubarmhjertigt.

    Afdelingssygeplejersken var den eneste, der tog sig lidt af mig. Hun lod mig lege med hendes dukke, det glemmer jeg aldrig. Den eneste, der havde lidt forståelse for min sorg. Måske havde hun selv prøvet det engang og lært af det.

    Måske lærte jeg af den oplevelse. Jeg vidste, hvad det drejede sig om, da det gjaldt mine egne børn. Nej, jeg tror alligevel ikke, jeg ville have reageret på den måde. Jeg er glad for den slags i dag er ændret på sygehusene. Det var mishandling, efter min mening.

    Men det foregår jo stadig bare på andre måder. Jeg gik forbi en vuggestue en dag. Et lille barn græd og græd. Der sad tre voksne mennesker, ingen reagerede.
    Jeg blev så harm, at jeg stod stille og stirrede på dem. En rejste sig og kom hen til mig og spurgte, hvad der var. Jeg sagde det undrede mig de tre kunne sidde og se på et lille barn kunne græde så hjælpeløst uden de gjorde noget.

    Hun svarede, at barnet var umuligt. Joe, men hvordan kan et lille barn på under to år være uden for rækkevidde. Ja, det går over min forstand.

    Nu kommer jeg til at huske på da mit eget barnebarn havde gemt sig bag et træ i børnehaven, der blev heller ikke reageret. Hvor længe havde han stået der og grædt. Jeg var glad over, jeg fik hentet ham.

    Han var kommet til at "prutte" i bukserne. Stakkels lille mand. Han var glad over jeg reddede ham.

    Og et af mine andre børnebørn, som jeg hentede i dagplejen. Men der kom hun aldrig mere efter den oplevelse. Forældrene reagerede med det samme, da jeg fortalte, hvad jeg oplevede.
  • Ja, det foregår stadigvæk på mange måder. Min yngste søn var også indlagt.
    Første gang da han var 5-6- uger gammel. Han var indlagt i tre uger. Det var i 1972. Den gang var der stadigvæk restriktioner på med besøg. Han reagerede ved at blive helt stiv. Da han var 6 år blev han igen indlagt. Han kan fortælle om den følelse han aldrig glemmer, den kom når vi gik fra ham. Men han er heldig, at han kan huske det, og sætte ord på.
    Jeg har med egne ører hørt, hvordan en pædagog fra en børnehave, hånede et barn, da de var på tur.
    Det foregår allevegne, hvis man lukker op for øjne og ører.
    Det jeg har det vanskeligt med er, at man uden at rynke et øjebryn, mener det er forældrene der fejler. Sådan et lille barn, der skal være i en børnehave og bliver hånet, bliver ikke et barn der er glad for sin børnehave. Men pædagogerne har magten, og de bruger den overfor forældrene.
    Barnet vil sikkert opleve, at det er forældrene der svigter. Det er dem der afleverer barnet og forlader det.
    Jeg har også set hvordan et af mine børnebørn blev overladt til sig selv i en skovbørnehave. Ingen tog notits af det. Vi filmede det, og tog os af drengen.
    Denne dreng har været anbragt næsten hele sit liv. Han havde det man kalder "særlige behov". Jeg har ikke haft kontakt med ham siden 2005. Han var hjemgivet, men blev anbragt igen. Det er samfundets måde, at gøre det godt igen. Forstå det hvem der kan.
    Vi ved, at han på nuværende er smidt ud fra sin plejefamilie og skolen. Vi kan intet gøre.
    Jeg bliver så vred over, at man ikke tager sig af, at børn skades ved adskillelsen fra sine rødder.
    Som jeg ser det, med min viden, så skulle man inden man anbringer et barn, prøve at hjælpe forældrene til at forstå, at lige dette barn har "særlige behov", og hvad de kan gøre for at hjælpe barnet.
    Men man angriber forældrene i stedet, og fjerner deres børn. De lider allesammen, ja hele familien lider.
    Det er ikke sikkert, at forældre kan imødekomme et barn "med særlige behov", men så kan der ske en anbringelse som er positiv i stedet, fordi forældrene kan samarbejde omkring barnet.
    Men som i nok har set i fjernsynet de sidste par dage, så risikerer sådan nogle børn at komme fra asken i ilden. Plejefamilien kan heller ikke imødekomme barnet " med særlige behov". Det sker igen og igen.
    Jeg synes det er meget, meget positivt, at børnene udstyres med mobiltelefoner, og selv gør opmærksom på de problemer de oplever i deres hverdag. Det får dog nogen til at spærre øjnene op. Men sker der noget?
    Jeg fatter det ikke.
  • Så skal jeg hente bogen – jeg glæder mig til at læse den og vil anmelde den her når jeg har læst den.

    En var inde på at der skulle være en debat for ofre for forældre – der omsorgssvigtede dem – og igen: alkoholikereforældre, incest og narkomaner skal ikke ind over. De skal have deres debatsted.

    For skønt vi taler vanrøgt og misrøgt så er det forskellige ting – men jeg kan ”love for” at psykisk kulde psykisk vold …det at blive ignoreret ikke set….ja bare at være i vejen og ”føle sig forkert og uelsket” og talt grimt til….også er slemt.

    ”Det er lige før jeg hellere ville have haft en røvfuld” ku jeg sige ..og alle jer der fik det – (og der er stor forskel på en røvfuld og ægte vold ) vil råbe …åh nej .

    Men lad os skelne.

    Ja indtryk i barndommen påvirker …..

    Det så rigtigt det Kam skriver ” jeg var slet ikke vant til at mærke mine behov og mine følelser”…..det var jeg heller ikke – de blev simpelthen væk! Jeg blev et let offer og jeg ku ikke tyde verden. Jeg havde INGEN voksne. Jeg ku ikke li kvinder….

    Og ingen kunne eller prøvede at nå ind til mig.

    Engang sad jeg og så Mummitroldene - det handlede om en af dem var usynlig....

    Men de ku høre hende...

    og så begyndte de at tale til hende..

    først så man kun hendes ben

    og de talte mere og kærligt

    og pludselig voksede hun og blev et helt menneske

    Den udsendelse glemmer jeg aldrig...for den sagde faktisk alt.
  • Alt er ikketabt p.g.a en uges indlæggelse, der har nok også været andet som har gjort det svært. Min søster har fra hun var to år haft mange lange indlæggelser, med ugentlige besøg. Det har påvirket hende, så hun har været lang tid om at binde sig til en kæreste. Men hun har et tæt forhold til vores forældre og jeg, og lever et godt stabilt liv.
    KH Gerda 1
  • Nej Gerda, alt er ikke tabt, man kan sagtens leve et godt og stabilt liv på trods af den underliggende angst.
    Det er normalt at et lille barn bliver bange når far og mor går fra det. Forældrene ser og hører ikke hvad der sker, de er der ikke.
    Den lille drengs reaktion var helt normal.
    Det ville være unormalt hvis barnet ikke var bange og fortvivlet.
Log in eller Registrér for at kommentere.