Indstillinger
Er der bøger om psykisk misbrug og kulde forældre?.
Der er mange bøger om incest alkoholikere workaholics narkomaner og voldelige forældre.
Jeg leder efter et emne jeg ikke kan finde noget sted: nemlig forældre der følelsesmæssigt bare aldrig var tilstede ..ikke gav et kram et kærtegn et venligt ord....men alt det modsatte - afstand hån og nedgøren...
Er der nogen bøger om de her ???????
Den eneste jeg tilnærmelsesvis synes er kommet tæt på er charmøren Paul Glargaards datter.....
Jeg ved ikke om der er nogen der kender noget til emnet eller hvor man kan læse om det eller høre et foredrag.
Jeg leder efter et emne jeg ikke kan finde noget sted: nemlig forældre der følelsesmæssigt bare aldrig var tilstede ..ikke gav et kram et kærtegn et venligt ord....men alt det modsatte - afstand hån og nedgøren...
Er der nogen bøger om de her ???????
Den eneste jeg tilnærmelsesvis synes er kommet tæt på er charmøren Paul Glargaards datter.....
Jeg ved ikke om der er nogen der kender noget til emnet eller hvor man kan læse om det eller høre et foredrag.
Kommentarer
Du skal bare henvende dig på biblioteket og spørge bibliotekaren. Der kan du få hjælp til at finde bøger, der omhandler emnet.
Jeg synes bare det er svært at få noget der "rent" handler om det her emne.
Jeg har et forslag til en bog, der muligvis omhandler det emne, du efterspørger, nemlig forældre, der følelsesmæssigt ikke er til stede og aldrig giver et kram eller en anerkendelse:
Josef Giger-Bütler: De mente det jo godt
Bogen forklarer, hvorfor den form for opdragelse kan føre til, at barnet påtager sig et alt for stort ansvar og heller ikke selv lærer at registrere og udtrykke sine følelser. I et forgæves forsøg på at opnå anerkendelse og blive elsket prøver barnet at opfylde andres forventninger. Det lever derfor ikke i overensstemmelse med sine egne behov og ønsker.
Den måde at leve på fører ofte til depression.
Her har du et link til en omtale af bogen:
http://www.borgen.dk/product.asp?product=307
Som du kan se, står der, at der ofte er tale om velfungerende familier. Der burde nok stå ”tilsyneladende velfungerende familier”, for en familie af den slags er IKKE velfungerende, men dysfunktionel, som du skriver.
Jeg har haft stor glæde af bogen, som gav en virkelig god forklaring.
Mange hilsner
Kameliadamen
citat
Barnet overlades til sin egen skæbne og udvikler en dybtliggende eksistentiel angst og en alt for stor ansvarsfølelse. Det bruger alle sine kræfter på at aflæse andre og opfylde deres behov.
citat slut
Der er vist meget om det, jeg glæder mig til at læse den .
Jeg prøver bare altid at forstå "hvorfor"...for stadig kan jeg ikke fatte man ku være ufølsom over for sit barn.
og ja jeg kommer skam også fra et såkaldt pænt hjem. Men der var bare intet overskud og ingen varme.
Så mange af de ting der stod lige før (ja det går jo væk når man sidder her og svarer)...kan jeg genkende.
Jeg kommer også fra et hjem, der udefra set var velfungerende. Der var styr på tingene. Mine forældre var ansete mennesker i lokalområdet og sad i forskellige bestyrelser. Vi var tre børn, og vi var alle velopdragne og flittige i skolen.
Men bag facaden var det et helvede. Min far var meget temperamentsfuld, og både mor og børn rystede af angst for, hvad han kunne finde på. Han var meget uforudsigelig.
Jeg kan ikke mindes, at jeg har fået kærtegn i min barndom. Det har jeg nok fået, da jeg var ganske lille, men det holdt hurtigt op. Min far havde den opfattelse, at børn skulle holdes nede. For ellers ville de blive uopdragne, mente han. Jeg kan heller ikke mindes, at jeg har fået anerkendelse eller ros. Direkte hån tror jeg dog ikke, jeg er blevet udsat for af mine forældre.
I dag kan jeg se, at også min far kom fra et hjem med problemer. Hans forældre havde travlt med en indbyrdes strid, og der var ikke overskud til at tage sig af de fire børn, hvoraf min far var den ældste.
Men det har ikke været nok for mig at forstå årsagerne til både min fars og mit problem. Og det hjalp heller ikke noget at få såkaldt samtaleterapi hos en psykolog. Efter min bedste overbevisning kan man ikke samtale sig ud af den slags problemer. Man er nødt til at arbejde meget mere konkret med kroppen og følelserne.
Sagen var, at jeg slet ikke var vant til at mærke mig selv, mine behov eller mine følelser. Egentlig kendte jeg ikke noget til følelser, før jeg var ca. 20. Dvs. jeg vidste jo nok, at der fandtes vrede og raseri, for jeg oplevede jo uafladeligt min fars vrede. Og alle mennesker sagde, at jeg var et glad barn, så det var jo nok rigtigt. Men derudover havde jeg svært ved at mærke noget eller føle noget.
Mit fokus lå på intellektet og på min stærke vilje. Og jeg troede jo til at begynde med, at det var tilstrækkeligt til at få et godt liv. Når bare jeg knoklede for at opnå det, jeg gerne ville, så gik det nok. Som ung har man jo mange kræfter.
Men mit liv blev én lang overbebyrdelse, sådan som Josef Giger-Bütler beskriver det i sin bog. Nårdertil kommer, at jeg desuden er ekstra sensitiv, så er det klart, at jeg brød sammen den ene gang efter den anden.
Og når man både er født ekstra sensitiv og derudover ikke kan mærke sig selv eller sine følelser, så er det altså ikke noget, man kan samtale sig ud af. Samtaleterapi er jo så moderne, men alle disse psykologsamtaler kørte jo på et overordnet intellektuelt plan, dvs. de involverede ikke kroppen eller følelserne, som stadig var ukendt land for mig.
Kognitiv adfærdsterapi, som jo roses til skyerne, går ud på, at intellektet skal tage styringen over følelserne. Men det gav selvfølgelig ingen mening for mig, der i forvejen var alt for styret af intellekt og viljestyrke.
Omsider fandt jeg ud af at forsøge kropsorienteret psykoterapi. Og jeg måtte virkelig begynde helt forfra. Psykologen spurgte igen og igen: ”Hvad mærker du lige nu?” Og til at begynde med måtte jeg igen og igen svare: ”Ikke noget!”, for jeg mærkede vitterligt ingenting – ingen kropsfornemmelser, ingen følelser.
Men langsomt blev jeg klar over, at jeg ubevidst registrerede en hel masse sanseindtryk – måske langt flere sanseindtryk end flertallet af mennesker, og jeg bearbejdede dem og reagerede på dem. Og jeg havde også kropsfornemmelser og følelser. Jeg havde også behov, som jeg var nødt til at respektere, hvis jeg ikke ville bryde sammen igen.
Kropsorienteret psykoterapi blev løsningen for mig.
Mange hilsner
kameliadamen
Vi er fra en tid, hvor f.eks. indlæggelse på sygehus, skete uden at barnet havde kontakt med sine forældrer. Man mente dengang, at barnet havde det fint, når det holdt op med at græde.
Jeg har set en hjerteskærende film, hvor man filmede en lille sund og frisk dreng, før hans mor skulle føde barn nr. to. Vi så han ankom til det børnehjem hvor han skulle passes. Vi så udviklingen fra dag til dag. Hans far kom hver dag for at besøge ham. Det hjalp ikke den lille dreng. Han var ødelagt på under en uge.
Da hans mor kom for at hente ham, havde han lukket ned for alt, han reagerede ikke da hans mor tog ham i sine arme.
Det mønster der var lagt der, ville han efter psykologens vurdering, aldrig komme ud af igen.
Filmen var lavet for at bevise noget psykologer havde vidst i mange år, det handlede om forladthedsfølelser og stor, stor angst.
Sådanne ting ligger til grund for, at når børn skal indlægges på et hospital, så indlægger man det sammen med en forældre.
Jeg gik i psykoanalyse på det tidspunkt. For jeg havde også problemer med at mærke. Mine problemer skyldtes en indlæggelse i treårsalderen, jeg blev opereret. Jeg afviste min mor, og jeg skulle nok sørge for at skabe problemer, så hun og jeg aldrig fik et rigtigt mor barn forhold.
Jeg var meget vred på hende, og mente at hun var årsag til alle mine vanskeligheder.
Her er det så man skal forstå og man skal føle den angst der lå til grund, og det sværeste af alt, var at forlige sig med, at det sker bare. Ingen er skyldige.
Jeg har en datter hvor dette mønster gentager sig. Hun var indlagt en uge, hun var lige fyldt tre år, vi måtte ikke besøge hende. Da hun kom hjem, var hun forandret. Jeg var fortvivlet, jeg vidste at noget var sket. Det mønster kan ikke brydes af andre end hende selv.
Min psykoanalytiker sagde til mig, at jeg aldrig måtte forlange, at andre gik i dybden som jeg gjorde og fik løst mine problemer. Meget få kan tåle det, og det kræver et godt intellekt "til at bære" en igennem det.
Jeg har ikke set min datter i flere år. Jeg forstår hendes problem, men så længe hun tror, at jeg er årsagen, så respekterer jeg hendes fravalg af sin familie. Hun vil ikke se sine søskende i heller. Hun "løber" længere og længere væk fra sit egentlige jeg.
Blev jeg svigtet? Nej, jeg var blevet svigtet hvis jeg ikke var blevet opereret.
Barnet føler sig svigtet og værst af det hele, at føle sig forladt.
Der kom en meget vred sygeplejerske og sagde drengen ikke måtte være på stuen, samt hvis min yngste græd skulle jeg gå med det samme.
Jeg var grædefærdig, hun havde magten. Jeg forklarede omhyggeligt min ældste søn, hvad der skete. Han måtte sidde ude på gangen. Det havde jeg slet ikke turdet i dag.
Bagefter købte vi en gave, det var ikke noget der skete hver dag.
Min yngste søn hviskede jeg til han endelig ikke måtte græde, men gerne fælde en tåre, stille. Og det gjorde han, medens han klamrede sig til mig. Godt, hun ikke så det, for så havde det sikkert også været galt.
Mine børn har vist ikke taget skade, men det gjorde jeg. Jeg er lige så ulykkelig i øjeblikket over det, som dengang.
Hvor har "magten" gjort meget forkert i tidens løb. Både på den ene måde og den anden.
Jeg er også vokset op i et hjem hvor kærlige følelser ikke eksisterede. Derfor elsker jeg min farmor over alt for hun var min trøst og støtte.