Søg
Tilmeld dig
Oplysningerne må på ingen måde tages som erstatning for kompetent professionel rådgivning eller
behandling af autoriseret læge.
Indholdet på Netdoktor.dk kan ikke bruges som basis for at stille diagnoser eller fastlægge behandling.
Netdoktor.dk - All rights reserved. Netdoktor.dk is a trademark © Copyright 1998-
-
Kontakt Netdoktor
- Netdoktor Media
- Møntergade 19
- 1140 København K
- CVR: 28 68 61 37
Kommentarer
Jeg ved ikke, om jeg er en særlig mor, men jeg har altid fundet det mærkværdigt at visse kropsdele er hemmelige, for mig – og mine børn – har det altid være lige naturligt at tale om underliv, ører, mave og fødder – der har aldrig været forskel på indgangsvinklen, da alle kropsdele for mig ER lige naturlige.
Det har også altid været naturligt for mig at svare på mine børns spørgsmål, og dem jeg ikke kunne svare på – ja, der gik vi på biblioteket og lånte bøger om emnet. Derfor har kroppens funktioner – ligegyldigt hvilke – aldrig været noget, der har været mystiske for mine børn.
Jeg synes børn og unge med rette kan føle sig svigtede af deres forældre, hvis de netop helt fra de er små lærer, at ”det der nede i bukserne” det skal man holde helt for sig selv og det er noget, man aldrig må tale om.
Jeg ved ikke, hvorfor forældre netop er så akavede omkring det, men jeg tror, det handler om misforstået hensyn – de vil i hvert fald ikke udsætte deres barn for overgreb, hvorfor de beklageligvis vælger at gå helt over i den anden grøft – og ignorere, at deres barn overhovedet HAR kønsdele.
Nej – dine forældre er ikke onde – de har bare taget det hensyn, som beklageligvis de fleste forældre gør – og håbet at du ”nok selv finder ud af det”.
Nu er du blevet syg der, og jeg forstår, at du i den grad har nogle voldsomme smerter, og nej – dem kan dine forældre ikke fjerne, ved at du taler med dem, men de kan hjælpe og støtte dig med de svære tanker, du går med , og de kan – som nævnt – givet tale med langt større vægt til lægen, så der bliver handlet på det her.
Du skal virkelig prøve at se de her, som om det var en hvilken som helst anden kropsdel. Hvis du nu havde døjet i årevis med smerter i halsen – mener du så også, at det det skulle du klare helt selv? Nej, vel? Du havde for længst sagt til dine forældre, at du altså havde enormt ondt i halsen, og du nu snart ikke kunne holde det ud for bare smerter.
Og – det er nøjagtigt det samme, du skal gøre i det her tilfælde. Du skriver at du dårligt kan gå – hvordan kan det i øvrigt være, at de ikke for længst HAR opdaget det? Du fylder dig med Ipren – køber du selv dem, eller henter du dem ude i medicinskabet? Hvorfor har de ikke opdaget at du tager så megen medicin? Du skifter undertøj ret ofte – vasker du dit tøj selv, eller er det ikke blevet bemærket, at der netop er så mange underbukser til vask fra dig?
Alt det her er der givet en god forklaring på – og du skal heller ikke svare mig, men dine forældre må da på en eller måde være klar over, at der er noget galt?
Min bud til dig er helt klart: Du går til dine forældre, tager en dyb indånding og siger ” I har godt nok altid lært mig, at den slags skal man holde for sig selv, men nu må I hjælpe mig. Jeg har altså så voldsomme smerter i mine testikler – og det har jeg nu gået med i tre år. Jeg HAR været ved læge, jeg HAR været ved speciallæge, men man kan ikke finde ud af, hvad der er galt. Jeg kan ikke holde til det her mere – jeg vil gerne have et liv som andre unge. Nu må I slå i bordet for mig og forlange, der bliver gjort noget.”
Så skal du bare se. Det kan være de i den grad letter fra stolen – men bare det, at du får det sagt og bare det, at du ikke mere er alene om det, vil garanteret give dig en lettelse, du ikke anede, du havde.
Så – for din egen skyld – få det sagt, og få det sagt nu.
Uden at kende dine forældre, så er jeg helt sikker på, at når de først har slugt forskrækkelsen, at du har gået og døjet med sådanne smerter alene i så lang tid, så vil de hjælpe og støtte dig alt det, de kan. De vil givet spørge dig, hvorfor du ikke har sagt det for længst, og der kan du – med rette – svare, at du jo netop altid har lært, at det der i bukserne, det holder man for sig selv. Så kan et være, I kan få udviklet en langt mere naturlig og sund kontakt, som kun kan være en fordel fremover.
Så – alt at vinde – og absolut intet at tabe. Gør det – gør det NU.
Engang imellem så vil jeg egentlig tro at det kunne være nemmere hvis du selv greb ind på en eller anden måde? Jeg ved ikke helt hvordan, men det kunne være rart. Måske ville de blive sure over at jeg ikke selv henvendte mig til dem, men alligevel ville det vise hvor opmærksomme mine forældre egentlig er.
Jeg har gået videre og tygget lidt mere på sagerne. Måske skulle jeg lige smutte forbi lægen en sidste gang, da vi for nylig er flyttet og har dermed også fået en ny læge. Måske skulle jeg lige give ham et forsøg også tage forældrene i brug. Men endnu er jeg usikker.
"Engang imellem så vil jeg egentlig tro at det kunne være nemmere hvis du selv greb ind på en eller anden måde? Jeg ved ikke helt hvordan, men det kunne være rart"
Hvad mener du med det? Den forstår jeg ikke - jeg kan da ikke gribe ind her; det er et anonymt debatforum, så jeg aner ikke, om du er min nabo eller 200 km væk.
Og hvad mener du med, at jeg er så kritisk?
Ja, jeg forstår ikke den vej, du nu er på, men gætter at du bare ikke vil gå til dine forældre med det her - og det vælger du naturligvis selv, men det er også dig, der betaler for det. Og hvorfor mener du, du ikke kan være bekendt at ulejlige dine forældre med det her? Det er dine forældres ansvar - det er en opgave de altså har påtaget sig ved overhovedet at få dig. Hvis du selv en dag får et barn, mener du så helt seriøst at det barn bare må sejle i sin egen sø - og selv løse alle problemer, der dukker op? Nej, det gør du forhåbentligt ikke - og det gør dine forældre heller ikke, men det kræver jo bare lige, at de VED, at du har nogle problemer, som de altså både kan, vil og bør hjælpe dig med.
Men - hvad er det dog for frygtelige ting, du åbenbart - og tydeligvis tror, der vil ske, hvis du fortæller det her?
Din læge - også den nye - har altså tavshedspligt, hvorfor dine forældre derfor ikke automatisk bliver informerede, men det er da meget fornuftigt af dig at gå til læge igen.
Det er dig, og kun dig det kommer til at gå ud over, at du nu øjensynligt vælger at skjule dig sådan for omverdenen. Det kommer der desværre ikke noget som helst godt ud af.
Jeg er kommet med mit forslag - det kan du følge eller lade være med - men jeg har altså ikke andre brugbare råd til dig.
Jeg er bange for at blive latterliggjort, men eller er jeg ikke selv klar over hvad der egentlig vil ske.
Så er det afgjort! Lægen en sidste gang og som udgangspunkt er det mine forældre. BASTA!
Tak for alt.
" Jeg har selv sørget for ikke at blive opdaget. Tre år og mit eneste fokus er gået på at holde tingene for mig selv. Jeg har mine måder at skjule tingene på og det gør sådan så mine forældre intet bemærker."
Mon ikke, det er fordi du har været så god til det - i tre år, siden du var 12 år gammel - at de ikke har opdaget det?
Det er lykkedes for dig at skjule det - og det kan man jo ikke dadle dine forældre, at du i den grad er blevet god til.
Hvorfor i alverden skulle du blive latterliggjort? Er det sådan hjemme hos jer, at hvis en i familien f.eks. får hovedpine, så ligger resten af familien flade af grin?
Men fint, du nu har taget en beslutning - sig som jeg har foreslået, så skal du se - du frygter noget, som med overvejende sandsynlighed ikke vil ske.
I øvrigt, hvordan klarer du den med idræt i skolen? Hvad forklaring har du kunnet slippe af sted med i de år? Jeg gætter på, at du - p.gr. af det her - desværre heller ikke dyrker nogen form for sport, hvilket du jo generelt ville have godt af.
Med hensyn til idræt, får jeg ikke de bedste karakterer. Hele ottende klasse dukkede jeg ikke op til så meget som en eneste time! Her i niende kommer jeg uden egentlig at gøre noget for at hæve mit gennemsnit. Jeg er blevet lovet et 02 hvis bare jeg er der.
Sport er ikke min bedste ven nej. Men en slags sport jeg hele tiden dyrker og elsker er svømning! Så lidt bevægelse er der i mig.
Desuden så styrketræner jeg hos FitnessDK, så helt doven er jeg ikke.
Helt oppe i din start af denne debat, klager du over voldsomme smerter i dine testikler, smerter som du har døjet med i flere år - det er vel stadig det, vi taler om???
Hvordan i alverden forestiller du dig, at du skal kunne blive undersøgt, hvis ikke du vil vise dem frem for lægen?
En urolog er en speciallæge, som altså har forstand på lige netop den slags, men heller ikke en sådan har en jordisk chance for at hjælpe dig, hvis ikke du vil lade dig undersøge.
Her i livet er der altså mange ting, som ikke er lige sjove - men man KAN altså ikke gå gennem livet uden at opleve ting og sager, som er både ubehagelige og smertefulde, men også du har et valg:
Vil du leve med disse smerter resten af livet - smerter som måske endda kan udvikle sig og blive værre, du kan endda risikere at blive endnu mere syg, måske oven i købet komme til at lide af noget, der ikke er muligt at helbrede, fordi det har fået lov til at udvikle sig for længe -
Eller vil du gennemgå nogle minutters - måske endda nogle timers ubehag - og så få en diagnose, og endda blive helt helbredt?
Og ja - nu "truer" jeg dig, heller ikke jeg ved, hvad du fejler, men jeg har dog forstået så meget, at du har døjet med det her i hele tre år, hvorfor det nok ikke bare lige forsvinder af sig selv.
Du er derfor nødt til at få noget hjælp, nødt til at få nogle voksne til at hjælpe dig, og sidst men ikke mindst (øjensynligt) - nødt til at forholde dig til, at du altså skal have de bukser af for at blive ordentligt undersøgt.
Jeg kan hviske dig i øret, at du ikke er den eneste dreng på denne jord, der har en tissemand og et par testikler - det har I alle sammen, og lægen har med 100% sikkerhed set det før og synes ikke, det er spor mærkeligt.
Din far har det også, og han har måske endda prøvet at have ondt i dem, - alle drenge/mænd har prøvet at have ondt i sine testikler, selv om det nok ikke har været i årevis - så han vil måske kunne forstå, hvad du taler om.
Selv om man ikke lige har kunnet finde ud af, hvad det er, så er du IKKE et enestående tilfælde, og også du vil kunne få hjælp, men det kræver at du søger den, OG får noget voksenhjælp.
Ja du kan have ret i at der nok er hundrede andre der lider af det samme som jeg. Men ud af de hundrede, er der også nogle der ikke ved hvad de skal stille op som jeg! Jeg synes selv at jeg har gjort en del for at finde hjælp, men hvad skal der så ske hvis ikke hjælpen er god nok? Jeg er et menneske. Jeg bliver træt, og jeg giver op. Sådan har jeg prøvet op til flere gange! Men efter en periode indser jeg at jeg hellere må få gjort noget ved det, men hvad ved jeg virkelig ikke.
Som jeg har beskrevet op til flere gange så er jeg en flov dreng. En dreng der hverken vil have noget som helst seksuelt at gøre med verdenen, eller vise sin pik til et eneste levende menneske. Som nævnt, kan jeg godt lide at tage til svømmehallen. Men ikke tale om at jeg tager shortsene af under badet! Min tissemand er ikke almindelig - det er der intet at være stolt af. Derfor skal intet menneske se den. Kun til læge undersøgelserne har jeg taget bukserne af. Ud over det, kunne jeg aldrig drømme om det.