Underlivsproblemer
Hej alle sammen.
Jeg er en 15-årig dreng der i løbet af de sidste tre år har lidt af seriøse underlivs problemer. Følgende er lidelserne:
En utålelig smerte i tekstiklerne for hvert skridt jeg tager. En lille tur ned til kiosken er vist lige til at klare, men længere ture er jeg altid bevæbnet med en pakke ipren.
Noget der bekymrer mig lidt mere er at der på samme tid drypper sæd ud af min penis med jævne mellemrum. I løbet af en skoledag kan jeg godt forvente at skulle skifte underbukser inden jeg tager hjem.
En anden ting er at der til tider opstår blod i mit sæd med pauser ind imellem. Men ellers vil jeg sige at det er lige så konstant som de to øvrige lidelser.
Jeg har kontaktet min læge som har smidt mig forskellige steder hen. Blandt andet har jeg været til ultralydsscanning for at tjekke efter en eventuel kræft. Det var der intet der tydet på. Den eneste respons jeg egentlig har fået fra de læger jeg har besøgt er at det ikke er livstruende, men selvfølgelig vil jeg stadig gerne af med det. Og siden der er gået godt og vel tre år, er det ikke et spørgsmål om tid.
En anden ting er at jeg ikke har fortalt det til mine forældre, og det har jeg heller ikke tænkt mig. Engang havde jeg en tæt ven som egentlig var den eneste som pressede mig til overhovedet at tage til lægen med det. Det turde jeg nemlig ikke. Men den ven jeg havde er her ikke længere, og derfor prøver jeg NetDoktor for at få et svar på hvad jeg skal stille op. Som det ser ud nu står det på standby fordi at jeg virkelig ikke kan se hvad jeg skal gøre...
Med Venlig Hilsen, en frustreret teenager.
Jeg er en 15-årig dreng der i løbet af de sidste tre år har lidt af seriøse underlivs problemer. Følgende er lidelserne:
En utålelig smerte i tekstiklerne for hvert skridt jeg tager. En lille tur ned til kiosken er vist lige til at klare, men længere ture er jeg altid bevæbnet med en pakke ipren.
Noget der bekymrer mig lidt mere er at der på samme tid drypper sæd ud af min penis med jævne mellemrum. I løbet af en skoledag kan jeg godt forvente at skulle skifte underbukser inden jeg tager hjem.
En anden ting er at der til tider opstår blod i mit sæd med pauser ind imellem. Men ellers vil jeg sige at det er lige så konstant som de to øvrige lidelser.
Jeg har kontaktet min læge som har smidt mig forskellige steder hen. Blandt andet har jeg været til ultralydsscanning for at tjekke efter en eventuel kræft. Det var der intet der tydet på. Den eneste respons jeg egentlig har fået fra de læger jeg har besøgt er at det ikke er livstruende, men selvfølgelig vil jeg stadig gerne af med det. Og siden der er gået godt og vel tre år, er det ikke et spørgsmål om tid.
En anden ting er at jeg ikke har fortalt det til mine forældre, og det har jeg heller ikke tænkt mig. Engang havde jeg en tæt ven som egentlig var den eneste som pressede mig til overhovedet at tage til lægen med det. Det turde jeg nemlig ikke. Men den ven jeg havde er her ikke længere, og derfor prøver jeg NetDoktor for at få et svar på hvad jeg skal stille op. Som det ser ud nu står det på standby fordi at jeg virkelig ikke kan se hvad jeg skal gøre...
Med Venlig Hilsen, en frustreret teenager.
Kommentarer
Jeg ville mene du skal til en specialist i urologi. En, der virkelig har kendskab til, hvad det drejer sig om. Jeg ville bede lægen om henvisning til en rigtig specialist.
Jeg kender alt for godt til undersøgelser, der aldrig fører til noget. Prøv en specialist/urolog.
Og det her er hvad jeg mener med at det hele er sat på "standby" for jeg kan ikke se noget som helst jeg ikke allerede har prøvet.
Men eller så tak for svaret!
Det lyder noget mærkeligt ingen tager sig af, der også kan være blod.
Jeg havde nok en mistanke om det forholdt sig sådan.
Tro ikke, jeg ikke forstår dig, man kan let være sin egen fjende. Jeg syntes nu alligevel du skulle kontakte urologen igen. Bare sådan for din egen skyld.
Der er så mange ting man kan være bange for, men man bliver nød til at gøre noget på et tidspunkt. Så hellere gøre noget inden det helt går galt. Det har jeg desværre oplevet flere eksempler på, det kan gøre.
Jeg har sønner og den ene betroede mig en dag, der var noget galt. Han havde bestemt ikke lyst til den undersøgelse han skulle igennem, men jeg fik ham overtalt. Det tog et halvt år for ham at blive helbredt, men han blev det, heldigvis.
Så for din egen skyld gør det. Ingen på en debat kan desværre fortælle dig hvad der er galt. Men noget må der være.
Jeg vil bare sige at når man som en 15-årig dreng der har siddet fast i en sådn sygdom i årevis så har man mange frygte... Men jeg prøve at presse mig selv til det. Jeg har nemlig stadig urologens nummer.
Hele formålet ved at skrive dette indlæg var for at se om der eventuelt var andre der har været igennem noget lignende, og på samme tid er jeg forholdsvis anonym.
Endnu en gang takker jeg for dine råd og din hjælp!
Men hvad er det her dog for noget? Du har gået og døjet med det her i årevis, skriver du - og det er ikke faldet dig ind at tale med dine forældre om det?
Det er fuldstændigt urimeligt at en så ung dreng skal gå alene med sådanne bekymringer. Hvorfor i alverden har du ikke søgt hjælp og støtte fra dine forældre???
Og nej - det skyldes sikkert at det er dit underliv - og det derfor er pinligt, flovt - og hvad ved jeg, men det er det ikke -man kan blive syg der, lige som man kan blive andre steder i kroppen. Dit underliv er en lige så naturlig del af din krop, som alle andre organer - og det er du altså nødt til acceptere.
Der er overhovedet ikke forskel på om det er underlivet eller din mave eller hals, det handler om. Havde du haft smerter i halsen, så havde du vel overhovedet ikke betænkt dig på at sige det til dine forældre, vel?
Du har brug for opbakning og støtte fra dine forældre.
Som det lader til, så er det muligvis ikke noget alvorligt og dødeligt, du fejler, men det er helt hen i vejret, at du mener, at du - helt alene - skal klare disse bekymringer.
Tal med dine forældre om det her - bed dem om at hjælpe dig, og gør det nu. Det er da for pokker det, man har forældre til.
Du kan sagtens tillade dig at bede om, at de holder det her fortroligt - for selvfølgelig skal hverken hele nabolaget eller hele familien "underholdes" med at du fejler noget ved tissemanden, men du skal have voksen hjælp og voksen støtte.
Der er da noget, der er helt sygt ved at du ikke tale med dine forældre om sådan noget, og hvis dine forældre vil latterliggøre dig på det grundlag, så har du nogle ganske andre problemer, som du i den grad også har brug for hjælp til.
Gid du var min mor, og gid det var så nemt. Jeg har selv overvejet op til flere gange at jeg egentlig bør fortælle dem det. Men sådan et forhold har jeg slet ikke til mine forældre...
Den eneste grund til at jeg fortælle ham min ven det var egentlig ret så speciel. Det slap stille og rolig ud til ham da han bemærkede at jeg var lidt sær engang imellem med masser af toiletbesøg, ekstra underbukser uanset hvor jeg var og endda undrede han siger over hvorfor jeg altid havde en kondom på mig. (Det har jeg vist ikke nævnt, men jeg plejer at rulle en kondom på tissemanden hvis jeg kan fornemme at 'det kommer' og jeg på forhånd ved at jeg ikke kan komme på toilettet) Og da han truede med at fortælle det videre hvis ikke jeg fortalte ham det så måtte jeg fortælle ham det. Så endda mod min lyst gjorde jeg det! Og siden dengang udviklede venskabet sig til at blive et "Bedste Venner"-venskab.
Jeg er helt med på hvor dum jeg egentlig er siden jeg ikke fortæller det. Men jeg tror egentlig heller ikke at der er noget som helst der står i deres hænder? Jeg har altid været den selvstændige person, og hvad kan de gøre som jeg ikke allerede har gjort? Det er en af mange tanker der gør at jeg holder det for mig selv.
Jeg er helt enig med dig når du siger at jeg har brug for voksen hjælp. Den hjælp har jeg søgt i årevis mens jeg lider hver evig eneste skridt jeg tager, hader alle de toiletbesøg jeg har, og egentlig hader min flovhed mere og mere for hver dag der går.
Bare et lille spørgsmål. Kunne du forestille dig din søn henvende sig til dig og sige nøjagtig alt det jeg har fortalt dig? Og hvordan ville du reagere på det? Hvad ville du stille op som forælder?
Og jeg kan garantere dig, at jeg tog ham seriøst og hjalp ham, så jo – jeg har stået i en lignende situation – og mener stadig at sådan noget ER forældres opgave.
Du er meget velformuleret, hvilket fortæller mig at du er en intelligent og rimelig moden dreng, men du er stadig en dreng, det er ikke meningen, at du skal klare al ting selv. En af årsagerne til, at du i din alder endnu ikke er personlig myndig, ER altså at det er meningen, at du stadig har brug for hjælp, vejledning og støtte fra dine forældre, og at det altså også stadig ER deres opgave.
Det ER altså fuldstændigt underligt, at visse dele af kroppen er pinlige og at man bliver flov over at fejle noget sådanne steder. Det er da for pokker ikke noget, du selv har påført dig, vel? Det er IKKE din egen skyld, det her.
Jeg synes, du skal skrive det ned – nogenlunde, som du her har formuleret det, og så går du til dine forældre – eller måske bare den ene af dem. De fleste har en anelse mere fortrolighed til ene forældre. Så siger du, at du har nogle voldsomme problemer, som du nu har døjet med i flere år – du har været ved læge, men du har brug for hjælp. Fortæl at du har skrevet det ned, for det er svært for dig at sige det lige ud. Så afleverer du brevet og lader dem læse det.
Jeg vil gætte på, at det første der sker, er at dine forældre vil blive ret så rystede over, at du ikke for længst har været ved dem med det her – og så kan det være, I skal have en snak om, hvorfor det ikke har været naturligt i jeres familie at tale åbent om så alvorlige problemer. Du kan sagtens sige, at det netop har været utroligt vanskeligt for dig, og du har ment, at det kunne/skulle du klare selv.
Dine forældre vil med overvejende sandsynlighed føle sig truffet over, at de har svigtet – men det må de så komme over.
Fortæl dem, at du har brug for hjælp, om de vil hjælpe dig med at kontakte denne læge igen – eller måske med at du skal videre i systemet, for det er ikke meningen, at du skal gå i årevis med store smerter. Din mor eller far skal gå med dig til læge og få talt dette grundigt igennem – og nej – de behøver ikke være til stede ved selve undersøgelsen, hvis du helst er fri for det.
Du spørger hvad de kan gøre, som du ikke selv har gjort. For det første er der altså mere styrke i en voksen, der slår i bordet overfor en læge, der måske ikke har taget dig 100% seriøst, netop fordi du står der alene, for det andet så har du brug for hjælp og støtte fra dem.
Jeg kender hverken dig eller dine forældre, men jeg er fuldstændigt overbevist om, at de vil tage dig seriøst og hjælpe dig. Måske de lige skal have lov til at komme sig over, at det netop IKKE har været naturligt for dig at gå til dem i første omgang – men det må de klare med hinanden, og det er som sådan ikke lige præcis dem, der er forkerte. Det er desværre blevet sådan i vores samfund, at alt under bæltestedet – det taler man ikke om, og hvem betaler prisen? Det gør de unge, der jo ret beset ikke ved noget, men er opvokset med at den slags holder man for sig selv. Det er jo på grund af det, du har lært hjemme, at du ikke har ment, at du kunne komme til dem med det her problem. Det er en anden snak, du måske kan tage med dine forældre, hvis det falder sig for – for det har jo ikke noget med din nuværende situation at gøre.
Jeg gætter på, at I alle kommer meget mere afklarede og styrkede ud på den anden side, hvis du går til dem nu – der er alt at vinde og intet at tabe.
Så gør det nu.
Meld gerne tilbage.
Takket være dig har jeg gået hele dagen og overvejet at tage mine forældre til side. På mandag ved jeg det kun er mig og begge mine forældre der hjemme aå det kunne være et godt tidspunkt at slå til. Nu lover jeg intet! Og jeg er ret så sikker på at jeg vil falde fra tanken igen...
Det passer. Det er underligt at en kropsdel skal være et tabu. Men sådan er det blevet, og da jeg som 12-13 årig hele tiden har fået at vide og er opvokset med at det der skete under bukserne bare ikke skal ud til andre, så er det svært at komme ud med hvordan man egentlig har det. Det er egentlig der den er gået helt galt, og det er jeg også selv helt klar over.
Jeg er egentlig stadig ikke så overbevist om at det vil gå op ad bakken hvis bare de vidste det. Men en ting er sikkert, og det er at jeg i det mindste ikke er alene om det. Men det med at få hjælp fra dem svinger lidt rundt. Det er ikke for at sætte mine forældre i dårligt lys, for de har hjulpet mig helt fra da jeg var lille. Bare den her sag er jeg bange for at de ikke kan håndtere. Desuden vil jeg heller ikke være dem til besvær med det her problem… Hvem ved? Måske vil de føle dem nyttesløse. For jeg er 100% sikker på at de ikke vil kunne gøre så meget som det mindste.
Nu prøver jeg det med at snakke med dem. Men har du ellers et andet udgangspunkt jeg kunne gå efter? Du ved, som en slags plan B? Fordi at for mig lyder hele den her debat som om at alle mine problemer vil blive løst hvis bare mine forældre er en del af det.
Jeg ved godt at jeg stiller dig alle mulige spørgsmål, men det er fordi at jeg føler virkelig at du ved en masse. Og hjælp er hvad jeg har brug for...
Jeg takker endnu engang for alle dine gode råd, men jeg beklager virkelig også hvis ikke jeg kan følge dem.