Ser man sine børn for sjældent ?

persille1

Mødtes godt nok af nogen - med kæmpeskrift - stillede spørgsmål og en opfordring til at gå mit indlæg igennem igen.

citat slut


Det kommer kun, hvis to indlæg kommer næsten samtidig. Så har man muligheden for at se om man eventuelt vil ændre sit eget svar. Det betyder ikke noget. Du klikker bare på send igen.
Jeg mener også det er den bedste debat side, jeg har set.

annama9

1000 tak til persille1. Flere og flere `usikkerhedsmomenter`udryddes, ved jeres hjælp. Så kan man jo roligt fortsætte. Og prøve at hvile lidt i sig selv i situationen. Glad for at høre din betragtning om `den bedste debatside`- gi`r jo osse blod på tanden.
Har tidl.nævnt, at jeg pt er B menneske (det skifter af goe grunde ;o) )
M.a.o.Hvis ikke senere i aften (nat ? ) da på genskriv i morgen, annama

persille1

Og det allerbedste er, hvis man eventuelt af en eller anden årsag bittert fortryder et indlæg kan det slettes.

Nogle steder kan man end ikke redigere, det er ikke sjovt, når man opdager en dum fejl, man ikke kan holde ud. Det har jeg svært ved, derfor jeg så glad for denne side. Jeg kan virkelig godt lide, man selv er herre over det man skriver.

annama9

"Nyt svar" til Linette. Jeg løb nok netop ind i dette med 2 indlæg næsten samtidigt og det har betydet, at mit `send` mit svar til Linette så er blevet - deaktiveret ?? Mon man kan kalde det dèt. Jeg skrev om, at jeg er fortrolig med redigering og sletn.etc. samt antal af tegn.
At jo, min usikkerhed er tilstede og skinner , forstå`s igennem. Men en usikkerhed mere baseret på, om jeg passer "ind" end omvendt. Vil nok dukke op i senere sammenhænge, også, derfor tak for sød hilsen og på genskriv. annama9

NB Ja, persille. Jeg bruger i perioder facebook, andre tider er den lagt i dvale.
Pt bruges den. Hvis jeg skriver en `statusopdatering`kan jeg IKKE REDIGERE, END IKKE RETTE TASTEFEJL. Irriterer enormt, så hvor HAR du ret. annama

annama9

Tak for dit søde svar. Redigering og sletning forstår jeg godt, men bli`r ja, lidt forsigtig når forslagene sådan står næsten `malet op i rødt` efter man har sendt sit indlæg og har redigeret det derhen, hvor man synes det skal være.
Jeg er osse obs på tallet nedenunder, og er ikke tæt på at skrive for langt.
Jeg tror du har ret i, at det er smuttet for mig med sendklikket.
Men jo, jeg har været lidt følende mig frem, på dette forum, usikker på, hvad det kunne indebære at skrive hèr. Dog har jeg ikke sparet på òplysninger`m.v. om mig selv, mit liv etc. i mine indlæg.
Stadig kan jeg jo være følende mig frem - uanset jeg også skriver imens.
Dèt var et fint lille løft du gav mig. På genskriv til skriverne. annama9

NB Men se nu, her lå stadig mit oprindelige svar til Linette. Nu lader jeg det så sende, om ikke andet viser det jo min go`e vilje ;o) !!

annama9

Jeg forstod, at man synes jeg selv har skrevet for lidt om emnet, set fra mit eget synspunkt / min egen situation, vil jeg herved råde bod på :
Allerførst rel.til et enkelt tidl.indlæg om emnet. Jeg er ikke en gammel jamrekone, som tror at mine børn skal sidde hos mig hv.o.hv.anden dag. TVÆRT OM.

Ej heller tendenderer mine ønsker om at se børn hyppigere - noget i retn.af ikke at kunne forstå, at de er voksne - har egne liv og derfor ikke kan / skal (mis)bruges af mig.
Vores forhold lider IKKE under børns oprindelige afsavn af kærlighed, interesse, deltagen i deres opvækst med interesse. Alt dette har de fået i rigeligt mål. Lille - måske belysende eksempel - min yngste søn har netop afsluttet / afleveret sin phd afhandling. Først i december. Juleaften tilbragtes i hans families skød. Hèr fik jeg en speciel julegave, nemlig min søns phd opgave - hvor han på 1.side skriver, `en tak til sin mor for altid hjælp ved lektielæsningen`

M.m.a. Jeg har været der - også som en støtte for dem alle 3. Under deres opvækst og senere. Omend alene opdrager. Skilt fra deres far - da min yngste - søn var spæd. Jeg drog til "staden" (Århus med børnene under armene, idet dèr ville jeg bo fremover i mit liv, forrtød aldrig) Jeg læste, studerede, senere arbejdede fuldtids i alle årene.
Uanset denne aleneopdragerrolle, med kun ganske få midler til rådighed, skortede det ikke på kærlighed, nærvær, fællesskab, div.gratis oplevelser at gå til, fx børneteater både udendørs og indendørs, gratis koncerter, biblioteksture - en næsten selvfølge jo. Må næsten være fyldestgørende i første omgang, for oplysninger om kærlighed til, nærvær for, intellektuel stimulans og udvist interesse for deres liv, gøre og laden, for mine 3 børn.
Hvorfor så sige, at jeg ikke ser mine børn hyppigt nok ? Fordi sådan ER realiteterne. Tidnød. Alle 3 hold er små- og lidt større -børns familer. Begge forældre meget travle i jobs. Rimeligt gode grunde til de sjældne samvær.

Savner jeg at se dem mindre, set i lyset af disse fornuftsgrunde ? NEJ ! Afsavnet er lige stort. Jeg holder dybt af dem. Ønsker at se dem, tale med dem - seriøst, humorisisk - enhver form for samtale, samvær.
Det sker ikke fordi de ER for travle. Jeg har ikke tid til så meget mere om emnet - nu lige. Een lille tilføjelse, osse jeg har prøvet at ha`en søn i udland og da have stor kontakt. Min søn - som forskede til sin phd- blev inviteret til Chicago University ang.sin forskning. Han, kone og 3 ikke så store børn drog af, slog sig ned i byen for en tid etc. Da havde osse jeg og min søn en nær kontakt via brevskrivning. Han valgte endda den gode gamle håndskrevne facon. Jeg elskede disse breve -så klart - og afsavnet mindskedes totalt gr. denne korrespondance.

Måske skulle de af os - som savner vore børn meget - sende dem en tur udenlands, og få en korrespondance i gangsat. Sorry, ironi - selvfølgelig.
Nu må jeg se at få dette `sendt`korrekt denne gang, Linette og Persille. Jeg krydser fingre, at det ikke alt skal forsvinde for mig.
På genskriv, håber jeg. Annama9

annama9

OBS : Hver gang jeg vil forlade sitet, får jeg en lille `engelskskrevet` hilsen fra netdoktor. Den 1. vist kun at `man`siger ok. Nr 2 lille hilsen fortæller, at jeg skal passe på ikke at `oprette` dialogboxe ?? ell.lign. ihvertfald. Jeg ved ikke, hvad der menes hermed. Så må osse hèr krydse fingre for, at alt ER ok. og forlade siden.

lotte123

Mit indlæg i debatten var IKKE en anklage til dig - eller nogen andre for den sags skyld.

Det var egentlig bare en betragting på, hvordan det KAN være i nogle familier, og ja, jeg var nok farvet af, at det lige har været jul, hvor man i alle medier tudes ørerne fulde af, hvor utaknemmelige man er mod sine "stakkels" gamle, der sidder alene.

Og så var det, jeg så muligheden for i et debatforum, at komme med en betragtning over, at det muligvis KAN være den ældres egen skyld.

For at slå fast - jeg anklagede ingen, men da spørgsmålet jo VAR meget kort og ikke på nogen måde uddybende, så så jeg det som en mulighed for at diskutere emnet bredt og generelt.

Jeg hører til gruppen, der svigtede min gamle mor - og det til fulde. Hun sad alene hver eneste jul de sidste 14 år, hun levede og hvorfor gjorde hun det? Jo, hun svigtede sine børn på det skammeligste gennem hele vores opvækst - har aldrig haft plads til andre end sig selv. Da jeg fik børn - blev de også ganske overset.

Og jo - jeg prøvede faktisk, og gjorde det gang på gang, og blev afvist, men vi sås da ind i mellem. Da hun fyldte 70 (i 2000) inviterede hun, og selvfølgelig mødte vi op. Mine børn var på det tidspunkt 16 og 18 år gamle - og jo, de kendte hende, men havde jo ikke noget forhold til en kone, der mere eller mindre havde ignoreret dem hele deres liv. Til dette selskab var vi 9 personer; min mor sagde to - gentager - to sætninger til mine børn den dag udover goddag: Til min søn: "Guuuud hvor ser du forfærdelig ud." Til min datter: "Du skal ikke være ked af, at du ser så rædselsfuld ud, det gjorde din mor også, da hun var i din alder." (Min søn var både smart og elegant, men fulgte den tids mode med ultrakort hår - og ja, min datter var inde i sin hippie-periode, så hun havde en sikkerhedsnål i sin trøje - ikke en gang specielt vildt.) Der ud over blev de ignoreret af hende resten af dagen. Hun brugte dog sin vane, med at spørge mig omkring børnene, altså tale om dem i tredieperson, mens de sad ved siden af. "Hvordan går det med hende i skolen" - og den slags.

På hjemturen sagde mine børn til mig: "Ved du hvad. Det der, det klarer du selv - vi gider ikke mere." De omtalte hende aldrig som mormor, men som "min mors mor."

Min (den gang helt nye mand - og nuværende i øvrigt) mødte sin svigermor for første gang ved denne omtalte lejlighed. Han havde naturligvis hørt beretningerne fra både mig, mine børn og min bror, men han havde gjort klart, at han altså ville danne sig sin egen mening. På hjemturen måtte han erkende, at han nu godt forstod, hvad vi havde fortalt ham.

Jeg havde faktisk alligevel jævnlig kontakt til min mor - ringede ind i mellem til hende (hun havde for en del år siden valgt at flytte langt væk fra sin familie - for "der var jo intet, der bandt hende" - så hun var ikke i nærheden). Jeg og min mand besøgte hende da også, men med lange mellemrum.

Min bror havde valgt at stå af for mange år siden, så der var kun mig tilbage.

Tilbage til jul: Selvfølgelig havde jeg det svært med den viden, at hun sad der mutters alene, men det VAR altså hendes eget valg, vil jeg påstå - for hun var ulidelig at være sammen med. Min mand foreslog på et tidspunkt, at der da ikke gik noget fra os, ved at hente og bringe hende, så hun kunne holde jul hos os, men jeg kendte hende godt nok til, at hvis vi først gjorde det et år, så "hang" vi på den fremover - det ville hun ganske enkelt givet forlange/forvente - og jeg ville så møde anklager, hvis jeg ikke gjorde det.

Prisen for det ville helt klart være, at mine børn ville sige: "Ja, men det gør du da bare. Vi holder os væk, vi gider da ikke tilbringe en jul med en sur, gammel kone, der ikke en gang vil tale til os."

Jeg synes ikke valget var svært - men den der opringning, som hun sad og ventede på, jeg skulle foretage til hende juleaften, har godt nok ligget som et meget, meget tungt åg over mig i mange år. Det var naturligvis utænkeligt, at hun skulle ringe til mig. Hun sad simpelt hen ved siden af telefonen og ventede min opringning - og sådan var det også, da min far levede: "Vi sidder her og venter på din opringning!" Av for pokker, hvor gjorde det ondt. Aldrig, aldrig kom tanken, at jeg måske ville blive glad for en opringning der fra.

Hun døde for nogle år siden - og ja - pyhh for en lettelse, og ja - det vil jeg gerne indrømme.

Nå, undskyld - det blev en længere smøre, men den havde jeg så lige brug for.

lotte123

Mht de problemer du øjensynligt har, vil jeg foreslå at du på mandag kontakter netdoktor redaktion og beder dem hjælpe dig - for jeg har altså ikke de problemer, du nævner.

persille1

Bare en lile bemærkning, de problemer har jeg heller ikke.