Søg
Tilmeld dig
Oplysningerne må på ingen måde tages som erstatning for kompetent professionel rådgivning eller
behandling af autoriseret læge.
Indholdet på Netdoktor.dk kan ikke bruges som basis for at stille diagnoser eller fastlægge behandling.
Netdoktor.dk - All rights reserved. Netdoktor.dk is a trademark © Copyright 1998-
-
Kontakt Netdoktor
- Netdoktor Media
- Møntergade 19
- 1140 København K
- CVR: 28 68 61 37
Kommentarer
CITAT SLUT
Netdoktor, det er en rigtig god debatside, hvor man også, foruden at få gode råd, kan rase ud. Herligt, for jeg vil gerne rase videre.
Jeg har tænkt tilbage. Gad vide, lotte123, om det er den samme sekretær, jeg mødte engang.
Jeg havde to små børn med, min ældste søn skelede nemlig også og jeg ville gerne have en øjenlæge til at kigge på ham. Der sad en rigtig harpe ved skrivebordet. Det var ikke nemt at holde den lille i ro, når jeg samtidig skulle sidde med den lidt større. Han havde fået dryppet øjnene og var bange. Hun var så strid, at jeg havde lyst til at sparke og ruske hende.
Min praktiserende læge fik jeg senere et møgfald af, fordi jeg ikke havde henvendt mig til ham først. Også det måtte jeg bide i mig, jeg var jo en meget ung mor og han en ældre bøs herre. Jeg turde ikke sige noget, men tænkte: Det skal han ikke bestemme, jeg tager til øjenlæge, når det passer mig. Det gælder mine børns øjne.
Jeg valgte senere en anden øjenlæge på grund af den uforskammede sekretær og fik ved et "uheld" den mest forfærdelige øjenlæge. Vi ankom og i det samme kom en grædende kvinde ud og satte sig. Blodet løb fra øjet. Alle så forfærdede på hende og spurgte hvad der dog var galt.
Jo, han gjort noget der gjorde forfærdelig ondt , så hun kom til at græde. Så havde han sagt hun kunne gå ud og tude færdig og så komme ind igen.
Jeg var rystet og lovede min børn, de ikke skulle ind til ham alene. Jeg måtte lige gå på toilettet og da jeg kom ud derfra var mit ene barn kommet ind til øjenlægen. Jeg gik straks derind. Sekretæren kom farende efter mig, det måtte jeg ikke.
Men nu er jeg en tigermor, når det gælder mine børn. Så bliver jeg altså meget modig, så jeg gik derind. Sekretæren undskyldte over for øjenlægen, hun havde ikke kunnet stoppe mig.
Øjenlægen siger så, jeg kan blive, men ikke ved det næste barn. Jeg rejste mig omgående og sagde til min søn: Kom så går vi. Øjenlægen kom helt ud efter mig, men vi gik. Færdig med ham. Ingen skal gøre mine børn noget, så bliver jeg en angribende tiger. Og det mener jeg. Bare jeg kunne beskytte mig selv på samme måde.
Flere år senere talte jeg med en gammel dame. Hun kunne huske denne øjenlæge fra hans tid på sygehuset. Der havde han været så ondskabsfuld at patienten skreg og sygeplejersken var løbet ud for at hente en anden læge til hjælp.
Joe, på grund af nettet kan man nu fortælle alle de "små ting" som skete og sker. Det er ikke lige så nemt at skjule mere.
Jeg ser nu, at du lige har skrevet et indlæg. Det har jeg endnu ikke fået læst. Nedenstående indlæg er en reaktion på dit indlæg fra i går:
Jeg kan godt se, at Felicias mening og det råd, som udspringer af den, nemlig at man er nødt til selv at gøre noget for at genskabe og bevare sin selvrespekt, ikke nytter noget i den situation.
Når man ligger svag og hjælpeløs i en seng, kan man jo netop ikke gøre noget for at ranke ryggen og sætte en mobber på plads. Man har tværtimod brug for omsorg og støtte. Som jeg plejer at sige: Mennesker kan klare de utroligste lidelser, hvis de vel at mærke bliver støttet og bakket op. Tænk bare på en fødsel.
At blive mobbet i en situation, hvor man er svag og hjælpeløs, er meget, meget slemt.
(Til andre Netdoktorbrugere: med navnet Felicia hentyder jeg til Felicia Feldt, der i sin bog ”Felicia forsvandt” skrev: ”Retten til værdi og respekt, den kommer ikke af sig selv.”)
Personligt har jeg det sådan, at jeg helst ikke bringer mig i en situation, som jeg ikke kan komme væk fra, ved egen kraft. Jeg er simpelthen bange for at komme i andres magt. Men lige netop i en sygehusseng er man jo meget udsat og har ikke nogen mulighed for at beskytte sig.
Jeg tror, at der vil være mennesker, der ikke har prøvet den situation, der vil sige: ”Jamen, det var jo bare en sur mokkes dårlige opførsel, hvad kan det skade?”
Men det handler jo om, at du blev ignoreret og behandlet som en genstand – ikke som et menneske. Og derefter fik at vide, at det var til dit eget bedste.
Problemet er jo også, at du i den situation ikke aner, hvad hun mener, og hvorfor hun opfører sig sådan. Jeg er fuldstændig klar over, at ordet ”Hvorfor?” vil blive ved med at køre rundt i hovedet i årtier bagefter.
Og jeg ved, at man i den situation bliver ved med at føre stumme samtaler inde i hovedet og forestille sig, hvad man kunne have sagt for at sætte mobberen på plads.
Jeg ved det jo, for jeg har selv gjort sådan dag og nat i mindst 11 år!
Jeg har som regel gjort det, at jeg har bedt om en kopi af journalen, for på den måde at forsøge at få svar på spørgsmålet ”Hvorfor?”. Hvis man forstår mobberens tankegang, er det hele måske nemmere at forholde sig til?
Jeg har prøvet at klage til Patientankenævnet, men det kom der nu ikke noget ud af.
Jeg mener selv, at jeg i en længere periode stort set har kunnet ”holde fri” fra alt det. Det er kommet tilbage her i den mørke vintertid, men jeg håber, at det kun er en overgangsperiode.
Vi må som sædvanlig tage tilflugt til humoren! Og selv om Felicias råd ikke dur, når man ligger i en sygehusseng, og rådet faktisk er uretfærdigt, så er det et nødvendigt råd, efter min opfattelse.
Med ordet uretfærdigt hentyder jeg jo til, at selvrespekten og den umiddelbare værdi som menneske i andres øjne jo er blevet skadet på grund af overgreb (hvad enten der er tale om tyranniske fædre i barndommen, umulige ægtemænd eller mobbende læger). I den situation er det hårdt og føles uretfærdigt at få at vide, at den eneste, der kan gøre noget for at reparere på andres overgreb, er dig selv!
Nemt er det ikke. Men hvor ville jeg ønske, at både du og jeg snart kunne bruge vores energi og koncentration på andre ting. Der er så meget interessant at foretage sig. Og de mennesker, der begik disse overgreb er altså ikke al det tidsspilde værd!
Mange hilsner
Kameliadamen
Du skriver så mange kloge ord og jeg har det godt med du svarer. Som du skriver, denne tid er ikke så rar, jeg glæder mig også til lyset/solen vender tilbage. Jeg er glad for, jeg ikke er helt alene om at være blevet dårligt behandlet. Det fortæller mig, det ikke er mig, der er noget galt med.
Mange hilsener.
Det er vigtigt at vide, hvad man har behov for. Og som du ved, har jeg virkelig raset! Selvfølgelig skal du rase, når du kan, og når du har gavn af det!
Mange hilsner
Kameliadamen
Jeg har skrevet i en anden debat om mine oplevelser med medicin og læger. For at andre i samme situation kan se, de ikke er alene og måske kan bruge nogle af de råd jeg har fået og bruger med meget stor virkning.
Og hvilket "herligt" svar får jeg så, af en mand, naturligvis. At han stiller sig tvivlende over for at min viden om medicin skulle være større end læges. ??
Jamen, for søren, jeg taler ikke om min viden, men mine oplevelser med læger og medicin.
Det er takken for man gerne vil give sine egne erfaringer videre. Utak er så sandelig verdens løn.
Samtidig mener han læger både får penge af medicinalindustrien og er ligeglad med bivirkninger. Men hvad jeg fortæller tror han ikke på.
Jeg måtte bare lige have luft, for det er ikke til at holde ud, at blive mistroet. Ikke mere, det har der så sandelig været nok af.
Der findes mange taktløse mennesker, og nogle af dem burde have deres hoved undersøgt!
Mange mennesker − og måske mest (yngre) mænd − er meget påståelige og opfatter mennesker som en slags maskiner, og derfor kan de ikke forstå, at to mennesker kan reagere forskelligt på den samme slags medicin.
Men mennesker er jo netop ikke maskiner! Det vil denne unge mand finde ud af, når han engang bliver voksen.
Jeg tror da, at de erfaringer, som du forsøger at udbrede kendskabet til, efterhånden vil blive almen viden i sundhedssystemet. I fremtiden vil det blive mere og mere almindeligt, at medicinen i højere grad tilpasses den enkelte person. Det er i hvert fald, hvad de forskere, der beskæftiger sig med emnet, siger.
Det er synd, at denne sårende bemærkning skulle ødelægge dit julehumør!
Jeg håber, at du alligevel får en god jul!
Kameliadamen
Tak for din sympati tilkendegivelse. Det hjælper virkelig, for jeg må indrømme, jeg følte det som et slag i ansigtet. Jeg er efterhånden blevet lidt sart, tror jeg.
Jeg har også læst om tilpasning af medicin til det enkelte menneske. Bare de praktiserende læger ville tage den slags overvejelser med inden de afviser, hvad man fortæller.
Jeg vil ønske dig en rigtig god jul.
Mange venlige hilsener.
Jeg kunne give hende et knus og en buket blomster. Hun fortjener alt den ros, der kan gives. Det hjælper sørme også på mine følelser at blive så godt behandlet.