Søg
Tilmeld dig
Oplysningerne må på ingen måde tages som erstatning for kompetent professionel rådgivning eller
behandling af autoriseret læge.
Indholdet på Netdoktor.dk kan ikke bruges som basis for at stille diagnoser eller fastlægge behandling.
Netdoktor.dk - All rights reserved. Netdoktor.dk is a trademark © Copyright 1998-
-
Kontakt Netdoktor
- Netdoktor Media
- Møntergade 19
- 1140 København K
- CVR: 28 68 61 37
Kommentarer
Ja, hvordan har jeg det egentlig nu?
Jeg ved det ikke rigtig, for jeg er også påvirket af den mørke vintertid. Det hele hænger jo sammen.
Sådan som jeg har forstået det, så lever du i et godt parforhold. Min situation er anderledes, for jeg har totalt mistet tilliden til andre mennesker. Og det betyder vel også, at jeg – selv om jeg en dag skulle kunne blive helt rask – nok ikke nogensinde vil få en partner. Jeg ville ikke turde involvere mig med et andet menneske, for jeg tør ikke stole på andre.
Som jeg før har fortalt, så har jeg brugt store summer på psykologhjælp. Og den meget dygtige psykolog, som jeg til sidst havde, hjalp mig virkelig godt. Jeg følte virkelig, at jeg fik vreden over lægesvigt og lægefejl ud, sådan at jeg kunne lægge det hele bag mig og begynde på en frisk: Få en ny læge og skabe mig et liv igen.
Og jeg syntes, at jeg havde fundet værdier, som kunne erstatte et tæt fællesskab med en partner: Jeg har min familie og dejlige børnebørn. Jeg har en dejlig vennekreds, selv om den bor lidt spredt rundt omkring i Danmark. Jeg holder meget af min have, og dér har jeg det bedst. Jeg elsker at rejse, men det har jeg dog ikke rigtig magtet at give mig i kast med på det sidste.
Jeg mente, at jeg havde fundet ro og fred.
Og jeg syntes, at det gik bedre med forholdet til læger. I modsætning til dig har jeg – i hvert fald indtil for nylig − haft det helt godt med sygehuse. Både da jeg fik fjernet livmoderen, og i forbindelse med mine hjerteproblemer har jeg oplevet venlighed og professionalisme. Denne privatpraktiserende hjertespecialist, der fandt ud af, at jeg har søvnapnø, og desuden en af hjertelægerne på sygehuset var virkelig meget omhyggelige og hjælpsomme (Nå ja, de gjorde vel bare deres arbejde, men den slags har jeg jo ikke været forvænt med!)
Men som du skriver, skal der ikke meget til at vælte det hele: Lidt ukendskab til reglerne, så bliver jeg hylet helt ud af den. Og hvad værre er, så har jeg det ikke godt med de sygehuslæger, der skal tage sig af min søvnapnø. Jeg står jo stadigvæk på venteliste til den undersøgelse, der skal danne grundlag for behandlingen. Det er selvfølgelig fuldstændig urimeligt, og jeg burde klage. Problemet er, at jeg egentlig helst ikke vil have mere med den afdeling på sygehuset at gøre. Helt fra begyndelsen har lægerne ikke troet på mig, når jeg beskrev mine symptomer. Og derfor stillede de en forkert diagnose (obstruktiv søvnapnø i stedet for central søvnapnø). Og derfor fik jeg udleveret en forkert maskine til hjælp til at trække vejret. Den maskine er jeg selvfølgelig blevet bedt om at aflevere igen, for de skal jo bruge den til andre patienter, og den hjalp mig jo ikke.
Det er klart, at jeg ikke har tillid til disse læger. Det er vel også årsagen til, at vreden nemt kommer frem igen. Jeg drømmer ikke om det om natten, for jeg drømmer slet ikke, men jeg tænker på disse læger hele tiden! Hvor har de meget magt! Jeg har ikke vist disse læger min vrede, men jeg har selvfølgelig påpeget de fejltagelser og forsømmelser, der har været!
Du nævner den økonomiske side af sagen, og det er jo, hvad politikerne ville interessere sig for, hvis de fik kendskab til sådanne sager. Det er ikke i tusindvis af kroner, samfundet kunne have sparet, hvis jeg i tide havde fået relevant lægebehandling. Det er i hundredtusindvis af kroner! Tænk bare på sygedagpenge i et år og nu foreløbig førtidspension i over 8 år. Og tænk på den merskat, jeg kunne have betalt til samfundet, hvis jeg kunne have arbejdet. Ja, og selvfølgelig penge til ambulancekørsel, indlæggelser på hjerteafdeling med alt muligt avanceret udstyr, operation m.v. Og ikke mindst honoraret til kommunens neuropsykolog, der stillede diagnosen: sygeligt optaget af sex på grundlag af nogle blækklatter og et computerprogram. Hvis det ikke var så tragisk, så ville det være komisk!
Dit spørgsmål hjalp mig til at se på det hele i sammenhæng. Jeg var egentlig ikke klar over, hvor meget det har betydet, at disse søvnapnø-læger ikke troede på mig! Og det er jo egentlig også, hvad du siger: Det, at du ikke blev troet, var noget af det værste, ikke?
Mange hilsner
Kameliadamen
Jo, det værste er det ikke at blive troet. Jeg har heller ikke sagt til nogen, hvor vred jeg i virkeligheden er.
Du har ret med økonomien, også i mit tilfælde kunne der have været sparet penge. Hjerteundersøgelse, nyreundersøgelse o.s.v.
Ingen ville høre på mig. Næe, det måtte være noget andet og da der så ikke viste sig noget var jeg bare hypokonder.
Og så viser det sig at være et stof i kopimedicinen, jeg ikke tålte. Det vil sige, der var jo en kopimedicin, der indeholdt det samme som originalmedicinen.
Det burde læger vide, at nogen ikke tåler visse stoffer, hvis de havde gidet undersøge det var jeg ikke blevet syg.
For dig er det jo endnu værre. Dit helbred har de ødelagt, fordi de ikke ville høre på noget som helst. Jeg skriver senere igen, jeg bliver afbrudt....
Det hjælper at skrive her og høre andre har oplevet noget lignende. Man bliver i det mindste klar over, man ikke står alene. Jeg tænker somme tider på det med "opdraget i flinkeskolen".
Ville det hjælpe, hvis man sagde fra for alvor. Sagde, at de skulle passe deres arbejde lidt bedre og lade være med at føle sig som Kong Gulerod.
Nå, det ville såmænd nok ikke hjælpe. Så var man vel bare et psykisk tilfælde. De har desværre en magt, som er helt udemokratisk.
Faktisk er den magt grusom. For hvor skal man henvende sig, hvis ikke man har lommen fyldt med penge. Politikere har naturligvis en betalt sundhedsforsikring såe.... de mærker ikke noget.
Jeg er klappet helt i over for læger, det bliver kun, hvis jeg er absolut nød til at henvende mig, jeg gør det.
Du må gøre det kan jeg godt se. Men fra januar må du gerne vente i endnu længere tid, dem med arbejde kommer først. En måned længere end de andre. Tror du, det holder....
Nej, det ville nok ikke være godt, hvis vi sagde fra for alvor. Det går ikke, for der er alt for meget vrede.
Problemet er bare, at lægerne nok ikke kan undgå at mærke vreden, for den kommer sikkert sivende ud af alle knaphuller, også selv om vi har besluttet os for at optræde venligt og høfligt og kun reagere på det, der sker i situationen, og ikke på baggrund af års frustration og vrede.
Problemet er jo også, at vreden – i hvert fald for mit vedkommende – er én stor pakke, og en ny læge kan jo ikke gøre for, hvad tidligere læger har gjort. F.eks. er mine søvnapnø-læger jo fuldstændig uskyldige i, at en neuropsykolog tidligere har forklaret min uarbejdsdygtighed med, at jeg var sygeligt optaget af sex!
Når man bliver udsat for den slags mærkværdigheder, kommer man alt for nemt til at mene, at de er skøre – hele bundtet! Men det er de jo ikke.
Når der sker fejl og forsømmelser, forsøger jeg at reagere med det samme. Men jeg synes ikke, at det er nemt, for det er jo ikke altid, at man lige med det samme forstår, hvad der er sket. Man har som regel brug for tid til at tænke over tingene. Men så forsøger jeg at reagere så hurtigt som muligt, efter episoden.
Problemet med disse søvnapnø-læger har været, at det altid var en ny læge, hver gang jeg havde kontakt med sygehuset. Derfor var det svært at kritisere en fejl, som tidligere var blevet begået. Desuden havde den læge, jeg talte med, aldrig læst journalen på forhånd. Derfor var svaret på min kritik altid: ”Nu har jeg ikke lige haft tid til at læse journalen. Men min kollega er en førende ekspert på området, så det kan jeg ikke tro”.
Og nu er det hele trukket i langdrag, så jeg vil ikke vinde noget ved at kritisere eller klage.
Ja, jeg har godt set, at lægerne nu får lov til at se på andre ting end sygdommens alvor, når de skal vælge, hvem der skal til først. Men jeg har jo fået en tid. Den fik jeg i juni måned i år. Min undersøgelse er planlagt til at foregå i marts 2013.
Det er mit håb, at jeg kan nå at blive så rask inden da, at jeg slet ikke behøver deres hjælp! Jeg aner ikke, om det er muligt. Jeg tager stadig 100 mg Q10 dagligt, og sådan som jeg opfatter det, så har Q10 sammen med hjerteoperationen i april bedret min søvn meget. For tiden vågner jeg kun ca. to gange hver nat med fornemmelsen af, at jeg ikke har fået ilt nok. (Dog ved jeg jo ikke, hvor mange ubevidste opvågninger jeg har i løbet af en nat).
På sygehuset har jeg ikke kunnet få besked om sammenhængen mellem central søvnapnø og atrieflagren. Flere af hjertelægerne har kigget mig lige ind i øjnene og sagt med fasthed i stemmen, at der overhovedet ingen sammenhæng er mellem de to sygdomme. Den sympatiske og omhyggelige hjertelæge svarede på mit direkte spørgsmål om denne sammenhæng: ”Det er ikke nemt at vide, hvad der er hønen, og hvad der er ægget!”
Søvnapnø-lægerne svarede svævende, når jeg spurgte. De to læger, der er i min bekendtskabskreds hævder også, at der ingen sammenhæng er.
Men på nettet er der masser af solid information om, at der faktisk ER en sammenhæng. Derfor er det mit håb, at operationen og Q10 tilsammen efterhånden kan bedre mit hjertes tilstand, sådan at søvnapnø-problemet løses af sig selv. Det kan godt være, at det er ønsketænkning, men jeg holder fat i den ønsketænkning, for jeg kan ikke rigtig klare alternativet.
For resten går det fint med at skære ned på blodtryksmedicinen. Jeg er gået ned på halv dosis af Losartan-kopien (fra 100 mg til 50 mg). Jeg tager stadigvæk Spartan, altså det vanddrivende. Blodtrykket lå i går på 120/80 sidst på eftermiddagen. Det må vel gavne organismen, at den ikke skal plages med en kæmpe dosis blodtryksmedicin, og på den anden side må det, at jeg kan undvære noget af blodtryksmedicinen vel være tegn på, at jeg ikke længere stresses så meget af mangel på ilt om natten.
Så alt i alt synes jeg, at jeg er ved at komme ind i en god cirkel, hvad søvnapnøen angår. Men bare tanken om de søvnapnø-læger får altså vreden til at syde…
Den løsning, jeg plejer at ty til, er at bruge humor. Det plejer du også at være god til, Persille. Men jeg indrømmer, at det ikke altid er nemt.
Mange hilsner
Kameliadamen
citat
Når man bliver udsat for den slags mærkværdigheder, kommer man alt for nemt til at mene, at de er skøre – hele bundtet! Men det er de jo ikke.
citat slut
Nej, det har du så evig ret i. der er læger, der er vanvittig dygtige, men dem træffer jeg jo ikke. Min bror, han er for alvor syg, men han har været heldig. En af landets dygtigste læger har opereret ham og han følges til stadighed.
Det er godt for ham, for ellers havde det været slut.
Det er klart, den slags læger kan ikke få tid til at beskæftige sig med mindre væsentlige ting. Sådan er det. Men mindre kunne jo gøre det.
“Min kollega er en førende ekspert på området, så det kan jeg ikke tro.” han kan åbenbart slet ikke forestille sig at tænke selv. Og det er den slags bemærkninger, der kan få det til at koge indeni. Grrrr....
På den måde bliver ingen mere videne.
Men den bemærkning:
”Det er ikke nemt at vide, hvad der er hønen, og hvad der er ægget!” Den er klog
Jeg ved faktisk ikke, hvad jeg skal sige for at rose den nok. En bemærkning, der kan få mig til at “bukke” og “tage hatten af.”
Jeg bliver altid blød om knæene overfor intelligente mænd, hvis det altså var en mand.
Holger Nielsen har jeg et svagt punkt for, men det ved han ikke. Min mand griner, han ved det. Men han er også intelligent ellers kunne jeg ikke holde ham ud.
Men der bliver jo i virkeligheden sagt, ingen ved det. Og den slags kan jeg forstå, at ingen kan svare med den nuværende viden. Det er ærlig snak.
Og så får du lige mit mareridt i nat. Mit “barn” var blevet et lille barn igen. Han så på mig og sagde: Jeg har ondt der, i hjertet.
Han var bleg og ynkelig. Jeg blev frygtelig bange. Tænkte, hvor finder jeg hjælp. Jeg så mig omkring, hele værelset lignede en losseplads. Jeg er godt klar over, der er kaos i mit sind.
Det er ikke sjovt, nat på nat at få den slags mareridt. Det føles jo virkeligt i øjeblikket.
Men hvor er det rart at snakke med dig. Tænk i flere år har vi “snakket” sammen. Jeg føler, jeg kender dig. Det gør jeg naturligvis ikke.
Jeg blev rask, da jeg fik skiftet medicinen ud og endnu bedre, da jeg satte medicinen en halv tablet ned efter Asklepios råd . Hvor mon hun er blevet af. Jeg kigger efter de “kendte ansigter”, så føler man sig ikke alene med besværlighederne .
Jeg tror så afgjort du har ret i kan man sætte dosis ned er det kun godt. Jeg tror du har ret i din vurdering. Jeg kan jo se med mig selv, hvor lille en ændring der skulle til for at give en stor virkning. Og du har ret i, der er så meget viden på nettet skrevet af rigtige eksperter. Der kan man hente uvurderlig viden: “Det er bare dæjli”
At dit blodtryk er så lavt har hjertet sikkert også godt af, det ene med det andet. Det hjælper altsammen. Jo, jeg tror du vil få det meget bedre. Jeg syntes, jeg kan føle det et eller andet sted.
Fik vi to en undskyldning, det tror jeg også ville hjælpe. Det ville være rart for livskvaliteten.
Holger Nielsen, skriver du. Er det Holger Bech Nielsen, altså fysikeren? Ham har jeg også en svaghed for, men det er nok mest, fordi han brænder for det, han beskæftiger sig med. Jeg er overbevist om, at han ville være ret speciel at være sammen med. Men så vidt jeg ved, er blev han faktisk gift – om end i sen alder.
Men måske er det Holger K. Nielsen, du mener?
Jeg husker godt den slags drømme, som du beskriver, selv om det er længe siden, at jeg har drømt. For mig var der tre slags: et barn, som skulle tages vare på, en eksamen, som skulle bestås, eller også noget bagage, der skulle pakkes ned, inden en forstående rejse eller måske en flytning.
Men i de drømme var det umuligt at få noget som helst gjort, fordi der var et frygteligt kaos, og der var heller ingen ro til at gøre noget, fordi jeg hele tiden blev forstyrret af folk, der kom og gik, og ikke tog sig af, at det, jeg skulle, var meget vigtigt. Jeg kunne ikke få nogen til at forstå det, og jeg følte mig totalt magtesløs, og så vågnede jeg.
Jeg ville også ønske, at lægerne bare ville sige det ligeud, når der er noget, de ikke ved, i stedet for at hævde, at der ikke er nogen sammenhæng mellem central søvnapnø og hjerteproblemer.
Måske kræver de af sig selv, at de skal kunne gøre rede for, hvad der kommer af hvad, men det ville jo være tilstrækkeligt at sige, at alt tyder på, at der er en sammenhæng, men at denne sammenhæng muligvis er kompliceret. Og så kunne de jo rent faktisk bare spørge patienterne, for det er naturligvis dem, der har den erfaring, der kunne gøre lægerne klogere!
Og det undrer mig, at lægerne ikke interesserer sig for den nat, hvor jeg herhjemme sov med en hel masse undersøgelsesudstyr til registrering af åndedræt og puls og iltmætning, og jeg så pludselig vågnede op med et anfald af atrieflagren – et anfald, der var så slemt, at jeg måtte på sygehuset med ambulance og have stød for at normalisere hjerterytmen.
Jeg har flere gange spurgt lægerne: ”Hvad skete der umiddelbart før det anfald? Hvad viser målerudstyret? Var der ingen vejrtrækningsbevægelser overhovedet? (Man har et bælte om maven og ét om brystet, der via en registrering gør, at man næste dag kan se, om vejrtrækningsmusklerne bevæger sig eller ikke). Hvordan var iltmætningen i blodet? Var der stor iltmangel?”
Jeg fik ikke andet svar, end at pulsen pludselig blev unormalt høj. Ja, det kunne jeg jo selv mærke, for det er et af kendetegnene ved atrieflagren.
Man kan jo sammenligne denne sag med et tilfælde, hvor politiet finder en mand med en rygende pistol, men bare siger god dag til ham og lader ham gå, uden at interessere sig for, at der også er et lig.
Sådan som jeg oplever det, er det klart, at hjerteproblemerne har forværret og oprindelig forårsaget søvnapnøen, men at søvnapnøen forværrer hjerteproblemerne – altså en såkaldt ond cirkel.
Og derfor giver det udmærket mening, når den sympatiske og omhyggelige hjertelæge sagde: ”Det er ikke nemt at vide, hvad der er hønen og hvad der er ægget.” For begge dele er ”æg”, og begge dele er ”høns”. Og måske har han ikke lov til at sige mere end det?
En anden erfaring, som lægerne jo kunne gøre brug af, er, at det virkelig var en stor hjælp, da jeg begyndte at tage 100 mg Q10 daglig. Jeg opdagede virkningen af Q10 på nattesøvnen, da jeg − for at spare penge − i december måned sidste år, pludselig holdt op med at tage de 30 mg Q10, jeg havde taget dagligt i ca. 6 år. Min nattesøvn blev straks voldsomt forværret, og derfor skyndte jeg mig jo at købe Q10 igen, og jeg gik op på 100 mg dagligt. På den måde holdt jeg den gående, til jeg kom til denne privatpraktiserende hjertespecialist, der regnede ud, at jeg har søvnapnø og henviste mig til sygehuset.
For mig var det derfor vigtigt, allerede ved den første samtale at fortælle søvnapnølægerne om Q10, og hvordan jeg havde oplevet Q10’s indflydelse på nattesøvnen. Reaktionen var meget nedladende og afvisende: ”Q10 har overhovedet ingen indflydelse på søvnen,” fik jeg at vide.
Men når nu jeg har oplevet en indflydelse! Og det giver absolut mening for mig, fordi Q10 jo gavner hjertet, og hvis hjertet bedres, vil nattesøvnen bedres, fordi vejrtrækningen bliver bedre.
Får disse læger da ikke nogen rådgivning i, hvordan de skal tale med folk? Hvorfor ønsker de at gøre patienterne til deres fjender, ved at optræde nedladende?
Nu er det jo snart længe siden, at disse ting skete, men lige nu kører de rundt i mit hoved. Måske, fordi jeg endelig har tid til at bearbejde det? Måske, fordi denne mørke vintertid gør mig mere indadvendt?
Jeg må ind og finde noget kraftfuldt musik og tæppebankeren og se at få alt dette ud af systemet, ved at tæske sofapuderne ;o)
Og så håber jeg virkelig, at alt dette Q10 sammen med hjerteoperationen i april bedrer/har bedret mit hjerte så meget, at jeg er kommet ind i en god cirkel, sådan at søvnapnøen forsvinder. Jeg ønsker ikke at komme i disse frygteligt nedladende lægers magt.
Ib Rehné, Cairo!
Hvordan har jeg dog overset du skrev.
Nej, det er ikke Holger K Nielsen, men Holger Bech Nielsen. Jeg faldt for ham, lad mig se, for mindst 25 år siden. Neeej, det må være længere tid siden. Jo, han er sikkert speciel og skal passes.
Ja, han brænder for det han beskæftiger sig med. Og han er klog, måske ikke på alt, hvem er det. Jeg tror også det er grunden hos mig. Og så gifter han sig, nåe ja, jeg var jo gift. Men havde jeg ikke været det den dag, jeg mødte ham ville jeg have gjort mine "hoser grønne". Dengang var han ikke gift.
Lige netop, som i dine drømme, sådan er det også for mig. I nat drømte jeg, at jeg vågnede og så var der “tatoveret” på min krop. Jeg vil ikke skrive hvad der stod. Jeg rev og sled i det, for det var sat på helt ind i min hud med noget lim. Noget fik jeg væk, men arrene var der stadig. Det var frygteligt.
Ja, ville de dog bare sige ligeud: Det ved jeg ikke, men jeg vil prøve at hjælpe eller bare noget. I stedet for kan man føle sig som en, der er en smule “Skør” En hypokonder, der bare skal fejes af. Hvis ikke lægen tror man mærker det tager lægen fejl. Og man forbander dem langt væk.
Jo, det undrer også mig, at læger ikke interesserer sig for deres fag. Nogen gør, naturligvis, men de praktiserende læger...... jeg spørger mig selv: Gør de. Jeg tror, de er så inderligt trætte af deres patienter.
Sådan føler mange det, ved jeg.
Du er ikke alene, det kører også i hovedet på mig. Nogen burde tage dem i skole.
citat
Får disse læger da ikke nogen rådgivning i, hvordan de skal tale med folk? Hvorfor ønsker de at gøre patienterne til deres fjender, ved at optræde nedladende?
citat slut
Det undrer virkelig også mig, men læger er tilsyneladende ligeglade, men prøv at læse dette. På mig virker det som om en selvoptaget læge sidder og digter, hvad patienten tænker. Men han tager grusomt fejl.
http://hakkelse.wordpress.com/2011/11/0 ... -forstand/
Jeg tænkte jo nok, at det ikke kunne være Holger K ;o)
Sådan som jeg forstår de dér drømme, så handler de om magtesløshed, og i hvert fald for mit vedkommende også om at blive invaderet, uden at være i stand til at sætte en grænse for andres urimeligheder.
Jeg kunne jo sagtens (i de dér drømme) tage vare på barnet, læse til eksamen, pakke kuffert eller flyttekasser, hvis ikke jeg hele tiden blev forhindret i det af andre mennesker!
Tidligere har jeg fornemmet, at min følelse af magtesløshed efter lægefejl og lægesjusk ligner den tilstand, som jeg forestiller mig, at voldtægtsofre er i: magtesløshed, og desuden en forfærdelig fornemmelse af at være invaderet og blive behandlet som en genstand – ikke som et menneske! Og sidst, men ikke mindst er der fornemmelsen af, at skylden for det skete tillægges mig. Sådan er det også ofte ved andre overgreb. Den voldtagne kommer alt for nemt til at føle, at det er hendes egen skyld.
Jeg læste lige den bog, der hedder ”Felicia forsvandt”, du ved den bog, der er skrevet af datteren til den svenske opdragelsesguru Anna Wahlgren. Det var jo hende, der havde et hav af børn og i årtier levede af at give gode råd til forældre. Nu viser det sig, at i hvert fald ét af børnene, nemlig Felicia, beretter om svigt på svigt, en mor, der er alkoholiker og meget mere.
Bogen er slet ikke god, men det er udmærket at få at vide, at man ikke skal tro på alting. Der er én sætning, som gjorde indtryk: ”Retten til værdi og respekt, den kommer ikke af sig selv.” (Side 129).
Sådan som jeg ser på det, så forholder det sig sådan, når man har været udsat for overgreb, at andre mennesker kan se og høre sprækkerne i selvrespekten.
Jeg hører det på en bekendt, som, når hun ringer, hver gang siger: ”Hej, det er bare Hanne!”
Jeg læser det her på Netdoktor, når du – undskyld mig – skriver: ”Hvor er jeg dum, at jeg ikke tænkte på, at din computer kunne være i uorden.”
Nu håber jeg ikke, at jeg går for tæt på dig, men problemet er jo, at der er mennesker (også læger!), der udnytter den slags sprækker i ens selvrespekt. De kan simpelthen ikke lade være.
Derfor har Felicia ret! Efter overgreb er man nødt til selv at genopbygge selvrespekten, sådan at man i andres øjne får værdi og derfor vil blive mødt med almindelig respekt.
Jeg vil ikke påstå, at jeg selv er god til det. Problemet for mit vedkommende er jo, at jeg er så træt, og det kommer jeg let til at have dårlig samvittighed over. Det hjalp helt sikkert, at jeg fik en diagnose. Så er det nemmere at sige: ”Det kan jeg desværre ikke, for på det tidspunkt af døgnet magter jeg ikke noget.”
At genopbygge selvrespekten betyder, at vi er nødt til at ranke ryggen, når vi går til læge, og møde lægen, som den, han eller hun er: bare et almindeligt menneske, på godt og ondt.
Jeg har ikke noget bud på, hvad vi skal gøre ved de tanker, der kværner i hovedet. Jeg havde helt sikkert lagt det meste bag mig, men nu er nyere ting fra sidste vinter og i foråret pludselig begyndt at plage mig. For mit vedkommende tror jeg, at det hænger sammen med, at jeg er blevet mere indadvendt i den sidste tid. Jeg håber i hvert fald, at det går over, når lyset vender tilbage, og jeg kan komme til at pusle i min have igen.
Jeg må sige, at du virkelig kommer rundt på Internettet. Jeg har aldrig hørt om forfatteren Jacob Arkibald før. Herregud, han er født i 1978. Det kan da godt være, at han har studeret medicin nogle år engang. Det kan jeg ikke finde oplysninger om. Men læge er han i hvert fald ikke! Som du selv skriver, så tror jeg ikke, at hans tekst rammer plet, hverken når han forsøger at gengive en (kvindelig) patients tanker, eller når han forsøger at gengive en læges tanker.
Sjovt nok har jeg selv skrevet en tekst, der i opbygning ligner Jacob Arkibalds tekst. Det gjorde jeg umiddelbart efter besøget hos neuropsykologen i sin tid. Det består af en gengivelse af mine tanker skiftevis med, hvad jeg forstillede mig, at neuropsykologen tænkte om mig! Det hjalp mig at skrive den tekst, men jeg havde jo forestillet mig, at den skulle skrives færdig og udgives under en eller anden form. Men da jeg fik resultatet af undersøgelsen (diagnosen på baggrund af blækklatterne), droppede jeg idéen. Diagnosen var så grotesk, at ingen ville tro på historien. For sådan siger man jo, det er: Virkeligheden er tit så utrolig, at ingen tror på det, hvis man gengiver virkeligheden i form af en roman. Og desuden vil jeg jo heller ikke udstille mig selv med den diagnose. Jeg er fuldstændig klar over, at folk vil tænke: Der går ikke røg af en brand, uden at de er ild.
Nå, jeg må i gang med dagens gøremål. Jeg håber, at du får en god dag, hvor disse tanker ikke tager magten.
Mange hilsner
kameliadamen
Jeg vil bare sige, du rammer plet. Jeg er helt enig. hvor er det skrevet godt, jeg får tårer i øjnene. Jeg vil læse det flere gange, for det er bare så rigtigt og det støtter at høre andre er klar over, hvad der sker inden i.
Jeg har været gift med en psykopat og når man ved hvordan psykopater opfører sig, så må jeg sige, jeg er stolt af mig selv, at jeg ikke er endt med at blive et vrag. Derfor siger jeg, jeg er stærk. Men påvirket, det bliver man.
Mange venlige hilsener.
Jeg var indlagt og meget syg. Til stuegangen kom der en ung smuk læge. Jeg syntes hun var yndig og ville gerne selv se sådan ud, men, hun kom til min seng og jeg spurgte om noget.
Hun svarede slet ikke, men gik videre. Jeg var svag, men ville ikke give op, så jeg spurgte igen. Intet svar.
Da hun havde været omgangen rundt og var på vej ud af døren, vendte hun sig. Så overlegent på mig og sagde: Det er til dit eget bedste og gik.
Hendes skønhed falmede, hun var ikke køn mere, men en mobber af værste skuffe. Jeg ville nødig arbejde sammen med sådan et overlegent menneske.
Gad vide, hvor mange mennesker hun har mobbet og hvordan det gik hende.
Som du skriver: Læger er mennesker på godt og ondt. De har bare en magt, som de ikke burde have.