Søg
Tilmeld dig
Oplysningerne må på ingen måde tages som erstatning for kompetent professionel rådgivning eller
behandling af autoriseret læge.
Indholdet på Netdoktor.dk kan ikke bruges som basis for at stille diagnoser eller fastlægge behandling.
Netdoktor.dk - All rights reserved. Netdoktor.dk is a trademark © Copyright 1998-
-
Kontakt Netdoktor
- Netdoktor Media
- Møntergade 19
- 1140 København K
- CVR: 28 68 61 37
Kommentarer
Dagene er meget forskellige. Nogle dage har jeg det helt fint med at skulle være far, tiden går med at prøve at finde et hus der passer til os og tanker om hvordan det mon bliver at starte en helt lille fin familie. Andre dage er jeg ude af mig selv. Kan næsten ikke tro hun er gravid, håber på abort eller en komplikation - ikke fordi jeg vil eller ønsker min kæreste ondt. Det ville jo selvsagt være helt ude i hampen hvis jeg havde det for øje. Nej mere fordi det ville gøre det hele lettere. Ikke så meget at tage stilling til, ikke nogle problemer med bolig jagt og hvad har vi, ingen bekymringer omkring det lille barn og moderen. Heller ikke den der nagende utrykhed omkring det faktum at min kæreste og jeg kun har været sammen i kort tid. Alle de der skide hvad nu hvisér....
Hvis jeg sætter mig ned og kigger ud af vinduet tænker jeg at det nok ikke er det værste jeg har lavet i denne verden. Det er noget virkeligt rod, men på et eller andet tidspunkt skulle jeg jo nok være far til hendes barn - INGEN TVIVL om det. Det var bare ikke lige nu - men det er det jo så alligevel.
Man skal ikke tage let på opgaven at være far. Det er jo et lille liv man tager ansvar for og ikke bare endnu en afdeling eller et regnskab. Det ansvar der følger med skræmmer mig fuldstændigt og jeg er så pisse bange for at hele den forelskelseståge som min kæreste og jeg er dækket ind i vil forsvinde - hvilket den gør på et tidspunkt - og så vil verden se helt anderledes ud.
Måske ved jeg ik om hun er den rigtige endnu ? Hvornår ved man det ? Er der i det hele taget èn rigtig ? og hvad fanden er definitionen på en sådan. Tja spørgsmål som man jo faktisk først rigtig stiller sig selv når man forpligtiger sig og så kan man jo have været sammen i 10 år uden at vide det endnu. Før i tiden testede jeg det ved at kigge på pigen når hun sov - følte jeg noget der var den der. Det gør jeg sku her, men jeg gør det fandme også når hun er vågen og sidder i sofaen eller står i køkkenet.
Hun er omkring 9 uger henne, så abort er ikke udelukket endnu. Hun vil dog have barnet og som i kan læse vil en del af mig også gerne have det barn. Jeg har ikke endnu forslået abort eller forsøgt at tale hende til det, men min indre konflikt lufter hele tiden ideen for mig. Den satans frihed trækker.
Er godt klar over den sidste del der vil give smæk af diverse bloggere herinde, men kom blot med jeres synspunkter - jeg tager alt med i denne pokkers process.
Jeg orker ikke at skrive det hele igen
Jeg var selv ung da jeg blev far, den første i min vennekreds og havde ingen jeg kunne trække på, andet end min far og det… er ligesom ikke helt det samme. Mit forhold var noget lort og udsigten til at få et barn var - lang historie kort - meget grå og trist.
Hvor du er nu var jeg selv for 4 år siden. Jeg har en søn nu på 3½, og han er om noget det bedste der er sket i mit liv, men sådan tænkte jeg ikke for fire år siden. Jeg havde ligesom dig stærke tvivl og et ønske om at mit liv ikke skulle ændre sig. Og jo jeg tænkte da i desperate øjeblikke at spontan abort ville redde mit liv. Hvis andre her dømmer dig, så har de ikke været i din situation, så lad være med at bruge tid på hvad de siger.
Du frygter/bekymrer dig fordi du føler du har mistet kontrollen og dit liv er på vej i en retning du ikke har lyst til. Du føler ikke at du er ’klar’ og at det er for tidligt.
Jeg forstår dig, har været der og fortæller dig nu… og jeg ved det er en kliche ”men det skal nok gå”. Du skal nok klare det. Du skal ikke forvente, at du i morgen vågner og er klar. Men det skal nok komme og det kommer med tiden.
Uanset hvor mange tudekiks du spiser, så er det eneste der hjælper, at du accepter at dit liv forandres.
Det bliver man ærlig talt ikke på nogle uger… jeg begyndte reelt set først mentalt at gøre det, da min søn var kommet til verden og jeg holdt ham i armene. Indtil da var det stort set bare et par håndjern og en fodlænke, som lå inde i den mave der voksede og voksede (sagt med et kraftigt ironisk skær). Selvfølgelig havde jeg også varme øjeblikke med kæresten, hvor jeg mærkede han sparkede, men tankerne om den manglende frihed fyldte rigtig meget.
Jeg fortalte aldrig min daværende kæreste eller nogen hvad jeg tænkte og var meget alene med mine tanker. Jeg holdt facaden og støttede, så godt som jeg kunne om end jeg jo ikke sprang rundt med klaphatten på. Det var en meget trist tid for mig, hvor jeg følte at min frihed og drømmende var knust. Flot at du selv kan sætte ord på og skriver herinde. Jeg blev bevæget til at svare dig, da jeg forstår din frygt og er her for at fortælle dig, at det ikke bliver lutter kransekage. Der vil være dårlige ting, men de opvejes af de gode.
Min søn har dog giver mit liv mere mening end alt andet jeg nogensinde har gjort.
De øjeblikker, når jeg f.eks. henter ham i børnehaven og han for øje på mig og lyser op i et kæmpe smil og råber ”Far”, mens han løber hen imod mig og jeg gør klar til en kæmpe krammer… det giver dig noget helt særligt.
Du vil forsat være den samme, mere moden, mere ansvarlig, men dybest set den samme. Du kan stadig gøre de ting du har lyst til, kræver dog planlægning. DU HAR STADIG FRIHEDEN… MEN FRIHED UNDER ANSVAR
Jeg følte at mit faderskab ville ødelægge min karriere eller holde mig tilbage, men jeg læser på sidste år på universitet, mens jeg har en lederstilling i det private og stadigt have ro til at være der for min søn. Hvis nogen havde fortalt mig det for fire år siden ville jeg nok havde været meget skepsis.
Du skal ikke frygte faderskabet… dit instinkt tager over. Når du holder din søn eller datter for første gang, begynder det så småt at give mening. Når de vokser og udvikler sprog får du et endnu stærkere forhold til dem og det gør dig stærkere. Du bliver en god far og en powerfar. Det kan jeg se bare i den måde du skriver på.
Jeg ønsker dig og din kæreste alt det bedste.
Når jeg så læser dit indlæg hjælper det på opfattelsen af situationen. Groft og kort kommer det her - Toget er kørt, hjulene ruller og i sidste ende kan jeg intet andet gøre end at følge med og forsøge at få det absolut bedste ud af det hele. Og det er måske heller ikke det værste i verden eller en så dum ide igen. Jeg er omkring de 30 og burde være klar til det. Min kæreste er ihvertfald klar og virker rigtig glad ved det hele. Det kan godt hjælpe mig at se på hvor glad hun er. Hun er på ingen måde i tvivl om at det er det rigtige og at jeg er den rigtige. Det alene burde være et "blå"-stempel af autenciteten af det vi har gang i.
Ved godt jeg virker lidt som en hykler især når man tænker på min alder og det faktum at jeg er uddannet (grundlaget for at få et barn er næsten på plads sådan i en fysisk henseende). Kan dog alligevel ikke helt få min hjerne med. Det kommer måske nok som du siger henad vejen eller jeg har ihvertfald 30 uger endnu til at få hovedet med. Såfremt der ikke kommer komplikationer hvilket jeg for mig selv kunne håber, men for min kæreste slet ikke kunne ønske. Det er jo sådan set et forbandet paradoks - man håber noget skidt for egen vinding og ønsker ej noget skidt for kærlighed til et andet menneske. At løfte sit eget ego eller ej.
Det der skræmmer mig allermest er de omstændigheder vi får barnet under. Vi har kun kendt hinanden godt et ½ år. Jeg er slet ikke i tvivl om at hun er en fantastisk og dejlig pige, men de er de jo altid i starten. Så hvis man nu kunne vælge at få barn ville man så ikke gøre det med en man var bare lidt mere sikker på var original frem for en lyserrød illusion smurt ind i den første hovedløse forelskelse? Her ville abort give tid til at vælge rigtigt. Spørgsmålet er som om man misbruger muligheden for abort - det handler jo også om respekt for liv og ikke bare planlægning. Abort er jo også til for at varetage barnets interresser selv før det er født. Og i dette tilfælde er jeg ikke i tvivl om at det barn vil få en fantastisk opvækst om min kæreste og jeg kender hinanden godt eller ej.
Mit selvværd er måske heller ikke altid lige godt og det kan også spille en rolle her tror jeg. På den anden side har min kæreste valgt at få barn med mig. Kvinder vælger vel ikke bare at få børn med tilfældige mænd - hvis de selv helt frit kan vælge (hvilket vi formoder tilfældet er her ;-))???.
Som du kan høre Valhal så er tankerne mange og du er sku den første der har ramt hovedet på sømmet - jeg har følt mig som en rigtig dårligt menneske de sidste 6 uger, så det er rart at vide at du har haft en tur i den følelsesmæssige rollercoaster som mig. Jeg håer fandme bare jeg kommer over de tanker om abort og bare jeg ikke er dum nok til at bringe det på banen over for min kæreste.
Selv var jeg 24, da nyheden om forældreskabet sprang og jeg var fyldt 25 da min søn blev født. Selvom du kun har kendt hende i kort tid, så tror jeg du har bedre kort på hånden end jeg havde. I de vendinger du beskriver hende, så tror jeg du har noget godt i dit liv. Omend det selvfølgelig er nyt og det gøre tingene mere lyserøde, men hvis du føler at der er noget, så er det absolut en god ting. Mit forhold til abort har ændret sig efter min søn blev født. Omend jeg stadig støtter den fri abort, så har mit livsbillede ændret sig. Det er ikke bare et foster, det er et helt unikt menneske som vokser i den kærestes mave. Du kender ikke personen endnu, alt hvad du forholder til er dine egne forestilinger... din egen frygt.
Jeg havde en god ven, som ca. 1 års tid siden efter at jeg var blevet far, også fik nyheden fra hans kæreste om at hun var gravid. Han var ligesom dig og mig bange. Han var ligesom dig færdiguddannet, boede med kæresten og de havde været sammen i ca. 3 år...
Han var ligeså bange som du og jeg, men han brugte sin frygt til at presse/overtale sin kæreste til en abort (hun ønskede det, det gjorde han ikke). Forholdet gik i stykker pga. af det.
Jeg havde svært ved at se ham i øjne bagefter, fordi jeg tror ikke på ikke længere på moralen om 'man kan jo bare få en til'. Det er et helt unikt menneske, en ansigt du ikke har set endnu, en stemme du ikke har hørt endnu og en kærlighed til dig som du ikke har mærket endnu.
Jeg forstår fuldt ud din frygt, men du skal ikke forvente at du er meget mere klar om 2 år. Du vil aldrig finde det sted af perfekt harmoni, som siger til at du skal til at få et barn. Jo måske som 40 årig, men her tager desperationen over, men så er du 60 når dit barn er 20 og det tror jeg ikke er en den far du ønsker dig. Faderskabet er et spring. Jeg er her for at fortælle dig du nok skal lande sikkert.
Abort er jo et kæmpe valg og jeg ville aldrig presse min kæreste til det. I sidste ende når alt kommer til alt vil jeg jo gerne have børn med hende. Det kom bare lidt for tidligt - lige et år eller to for tidligt. Som du siger var jeg jo nok alligevel ikke rigtig klar om to år så hvorfor så ikke gøre det nu? Jeg ved jo jeg vil have børn med hende.
Planlægning og timing er sku djævlen .... Er glad for du skrev valhal. virkelig.
Glad for at jeg kunne hjælpe dig. Efter jeg blev far har jeg fået nye bekendtskaber i vennekredsen, hvor fader rollen også var svær for dem i starten og heller ikke blev far på de bedste præmisser. Det at have dem at tale med, som kender forholdene og er på samme niveau... det giver en helt ubeskriveligt meget. Det er ekstremt givdigt, at møde forståelsen og sympatien.
Når et barn er på vej er der måske en tendens til i vores samfund, at moderen løber med alt opmærksomheden og at det er hende man fokuserer på, men barnet har to forældre og to personer som skal udfylde rollen som forsørger. Ansvaret ligger hos begge. Samtidigt ligger der et tabu omkring den tvivl du føler ved at få et barn. Det tabu brød du og jeg mener at det skal brydes for at du kan få luft. At du gør det her er helt fint. Du behøver ikke inddrage flere personer end der er brug for.
Du er ikke alene om de tanker du går og har. Tvilven er ok, men som sagt, desto hurtigere du giver slip og accepterer de ændringer der kommer, desto hurtigere vil du se det gode og dejlige ved det. Vi mennesker er blevet kontrol freaks og meget individualistisk og det er den side af dig der kæmper imod det der sker... tabet af kontrollen og ønsket om genstart til normaliteten... "Press Reboot".
Sådan er livets spil bare ikke. En abort gør ikke at du er mere klar til at blive forældre om 1-2 år. At du har en kæreste du er glad for og ser en fremtid med, er mere end det jeg havde. Men jeg ønsker ikke at tingene blev anderledes. Du har noget godt i vente, det tror jeg på.
Men forsøg bedst muligt at åbne dit sind for den forandring der sker og vær bevidst om at du stadig vil være den samme og vil kunne gøre det samme som før. Dog er der flere faktorer som du nu skal tage med, og 'byrden' som du føler nu ved det kommende faderskab, vil senere blive en støtte for dig.
Nu er det ikke fordi jeg bruger netdoktor særlig meget, men skal nok lige holde øje med tråden lidt, hvis du skulle føle et ønske om at få nogle ting vendt.
Du er ikke alene Konsulent. Vi (mig og fædre i min omgangskreds) er flere der har været der og har stået overfor den samme udfordring, frygt og tvivl som du gør. Ingen af os fortryder dog noget.
Vi var til NF scanning for en uges tid siden og det var sku vildt nok at se. Tror det gik lidt op for mig at der rent faktisk er et barn inde i maven på min kæreste. For mig var glæden dog forholdsvis kort.
Jeg har simpelthen så skide svært ved at slippe bekymringerne omkring forholdet, barnet og fremtiden. Hele tiden popper forskellige spørgsmål op. Hun blev jo gravid ret hurtigt, er hun nu sikker på det skal være mig? Er jeg virkelig sikker på det skal være hende, eller bilder jeg bare mig selv det ind. Føler vi os bare tvunget til at være sammen fordi vi skal have et barn eller har vi helt oprigtigt lyst til at være sammen? Jeg ved godt der ikke er garantier, men sikkerheds- og tryghedsnarkomaner er de fleste i mere eller mindre grad. Det er jeg også tildels.
AFHÆNGIGHED: Min store bekymring i den forbindelse er nok at jeg nu ikke længere kan kaste mig hovedløst ud i forskellige halsbrækkende udfordringer. At jeg for alvor nu har bundet mig til et andet menneske - den der frihed som man kendte er væk. Jeg kan heller ikke bare fise rundt og knalde tilfældige damer - eller det kan jeg jo godt det har bare moralske og reelle konsekvenser. Ikke at jeg nogensinde har haft lyst til at gøre det - være utro og skødesløs - men nu synes muligheden for den opførsel for alvor at være forsvundet. Jeg er da udemærket klar over at der vil sidde nogle med en stærk foragt for min udtalelse i denne henseende, men med mine tidligere bekymringer vedr. abort taget i betragtning er jeg ikke længere så bange for at ytre mine tanker. Jeg ved jo godt hvad der er rigtigt og forkert - men det betyder ikke at man ikke render med disse tanker. Styrken ligger i at kunne skelne.
FAR: Jeg er selv fra en familie hvor min far ikke har været så meget tilstede eller synlig. Så jge fanges tit af tanken om at min kæreste og barnet egentligt ikke har så skide meget brug for mig. Jeg kunne nok godt have klaret den uden far og det kunne min mor sikkert også. Jeg er ikke i tvivl om at min kæreste sagtens ville kunne klare sig uden mig og så kan barnet nok også. Hvor vigtig er faderrollen egentlig? Det spørgsmål rammer da en når man tænker tilbage på stenalderen, hvor manden kom med sin kølle - knaldende damen i to omgange , først i hovedet og så ... hvor efter han rykkede videre til næste hule. Igen bliver det til en snak med en fært af monogami kontra polygami. Måske det i sidste ende er en form for forsvarsmekanisme man som mand kan sidde med. Man kan tænke på et eller andet tidspunkt går det sikkert i stykker og man slår nok ikke til som mand og far så hvorfor ikke bare fremskynde processen og smutte, stikke af og flygte. Det sidste ord er nok det der fokuseres på i denne forbindelse. Tager man flugten eller erkender man bare at det sku nok alligevel ikke helt er det rigtige - på trods af at moralen lider et kæmpe nederlag?
Konklusionen må være at man skal blive fordi man elsker og ikke ville gøre det med andre end den man nu gør det med. På trods af tidligere forhold, på trods af at man kan føle man ikke slår til, på trods friheden til at være ensom, vild og uansvarlig forsvinder, på trods - på trods - på trods---- hør engang på mig. På trods af det hele. Det skal være et tilvalg og så skal argumentationen lyde FORDI.
Fordi man skal blive voksen på et eller andet tidspunkt. Fordi jeg gerne vil have børn - "trods alt" :-). Fordi hun helt sikkert bliver en fantastisk mor. Fordi hun i den korte tid jeg har kendt hende har rykket min verden rundt. Fordi jeg tror hun er den rigtige og at hun taler sandt når hun siger hun ikke ville gøre det med andre end mig (selvom mit rationelle jeg skriger pis med dig - det er udelukkende tilfældige omstændigheder der gør at du nu kommer med en sådan grotesk udtalelse- man skulle da være fatalist for at kunne tro på det). Måske man bare skulle være fatalist og tage bind for øjnene og stole på at det hele nok skal gå. Kærlighed kommer ikke let men skal plejes og passes.
Det lader til at mit indlæg denne gang handler mere om parforholdet i graviditetsoverraskelsen og om de bekymringer der kommer når den første forelskelse er på vej væk og realiteterne rammer en i hovedet. Selvværdet kommer på prøve, da forholdet jo reelt er nyt 6 måneder og den sikkerhed der måske ville være efter et par år - er der ikke endnu. men måske den sikkerhed er falsk anyhow ???
citat slut
Det tror jeg de mennesker, der har gjort sig den ulejlighed at svare dig, hele tiden har vidst. Men måske har du ikke forstået svarene.
Måske man bare har brhov for at komme ud med nogle ting i skrift form. Man bruger forummet som en aflastningskanal. At nogle vælger at komme med ping pong er fedt og det hjælper altsammen. Det har Valhal så forsået. At andre har travlt med at påpege hvad der er rigtig og forkert er så en anden sag.
Man knepser jo ikke bare med fingrene og så er det hele cool, nej man har nok behov for at vende tingene gentagende gange og på den måde komme frem til det der følels rigtigt. At man gentager sig selv er da kun et tegn på at tingene bliver gennemtænkt og vendt.
Det er helt fint du kommer med kommentarer, jeg forslår blot at du er konstruktiv og dropper den der spydige indebrændthed du sidder med. Eller ihvertfald skriver et andet sted for jeg kan ik bruge det der til en skid.
viewtopic.php?f=106&t=29897
bliver han ved og ved - og ved - med at ville have sikkerhed for fremtiden - og det fortsætter han med her.
Oven i købet sletter og ændrer han i sine indlæg - så det er helt umuligt at finde hoved og hale i. På et tidspunkt ændrede han sin trådstart til teksten "Store patter", tror jeg det var - så specielt seriøst tror jeg heller ikke, vi skal regne med, det i det hele taget er. Dog er det vist slettet igen.
Fremtiden og livet er noget af det eneste, man simpelt hen IKKE kan få garantier og sikkerhed for, men det vil konsulent have.
Han ved, hvad har har nu - men hvad om to år? Det vil han have sikkerhed for, og vil have det NU. Jeg kan næsten se for mig, hvordan han stamper i gulvet af frustration over, at vi ikke kan fatte det. Han vil bare have 100% garanti for, at han bliver lykkelig resten af livet, og at denne kvinde, han skal have barn med, bliver ved med at elske ham - og at han bliver ved med at elske hende, at deres barn bliver 100% perfekt og at alt bliver rosenrødt. Hvor svært kan det være for os - mere jordnære - brugere, at fatte noget så enkelt? Vi skal bare give ham koden. Det er det eneste, han beder om.
Konsulent. Velkommen til LIVET.
Jeg vil da også gerne have sikkerhed for at forholdet til min mand holder, jeg vil have sikkerhed for, at han ikke bliver syg og dør fra mig f.eks. men sådan er livet ganske enkelt ikke - og hvordan nogen skal kunne forklare dig det, ved jeg ikke. Du hopper i hvert fald ikke på det, når nogen her på debatfortum fortæller dig det - nej - du vil have den sikkerhed - og du vil have den nu.
Derfor gav jeg op i den anden debat - kommer kun ind her fordi det er helt urimeligt, at du tillader dig at blive tøsefornærmet på en anden bruger, fordi heller ikke hun kan give dig de garantier som ingen i hele verden kan give dig.
Undskyld - men hvilken planet er du netop landet fra?