Jeg forstår ikke helt, hvad der sker her. Den 17. oktober skrev du et indlæg ”Skal være far uventet-hjælp”.
Du fik flere svar, som du åbenbart ikke kunne bruge til noget, og nu forsøger du igen…
Jeg tror ikke på dig, da du har skrevet et par oplysninger til de to debatindlæg, som ikke svarer overens.
Beklager, men jeg har ikke lyst til at bruge energi på at svare dig, du kunne have fortsat i det første indlæg, hvis der var mere du ville have brug for at fortælle.
Hey sofie... Historien er den sammme ville bare ikke starte fra 1. mosebog igen. Jeg ville bare lige lufte lidt tanker og høre om andre kendte til dem. Detaljerne i min historie er for tankerne ligegyldige.
Det er jo bare ikke normalt at man ligefrem tænker abort og " at hun taber barnet ville passe bedre ind " .... Jeg er jo blevet tosset.
Det du skal gør er egentligt meget enkelt: Du skal mande dig op! Og støtte din kæreste!
Og gøre alt hvad du kan for at få de tanker om at hun måske får en spontant abort, langt langt væk! Det var dog noget forfærdeligt noget at ønske sig for en du påstår at elske. En spontan abort er en meget traumatisk oplevelse, og kan også være livstruende for din kæreste.
Ikke at bruge kondom har altså nogle konsekvenser, og dem må du så tage. Sådan er det at blive voksen.
Det virker lidt som om at grunden til at du skriver igen, er at du håber på at du vil få det råd at løbe skrigende bort! Men den går altså ikke, kammerat. Bordet fanger. Der er 2 mennesker her i verden der lige nu har brug for dig, din kæreste og ikke mindst dit ufødte barn. At du evt. skrider får dig ikke til at holde op med at være far. At din kæreste evt. aborterer får dig heller ikke til at holde op med at være far! Så er du bare far til et dødt barn i stedet.
Så mit råd er: Mand dig op, mand! Tag evt nogle timer ved en psykolog, ikke gratis det ved jeg, men det vil nok være givet ufatteligt godt ud ikke bare for dig selv, men også for din kæreste og ikke mindst dit ufødte barn! En psykolog kan hjælpe dig med at få styr på panikken og tankerne og se lidt mere realistisk på det.
Nogle af de ting du kalder "ego-tid" vil rigtignok skulle på stand by, men det drejer sig kun om 3-4 år måske kortere. Til gengæld får du så en hel del andet igen. At være far er faktisk noget der giver status i dag, bare vent og se.
Se det var da et svar man kunne tage at føle på ...... Er i bund og grund nok bare totalt bange for at skulle opgive min frihed og så være fuldstændigt forpligtiget overfor to andre personer.
Bliver totalt skræmt overfor det ansvar man lige pludselig står med. Allerede nu begynder bekymringerne.
Hvad mener du med at det giver anseelse at være far ? på hvilken måde ?
Du har nok ikke lagt så meget mærke til den status det giver at være far før, men når forretningsforbindelser small talk'er - og det gælder både i ind- og udland (dog mest de vestlige lande), så snakker de på et eller andet tidspunkt ALTID om deres børn og fremtryller billeder af dem. Ved receptioner som fx jubilæer mm. kan det endda være en fordel at have dem med -dog kun hvis de er i skolealderen og ser artige ud, haha.
Et trick der bliver brugt en del, er at de ved power point præsentationer altid lige har et par billeder af afkommet (IKKE hustruen!) og har de ikke det, fremkommer billederne på magisk vis som skærmbaggrund inden præsentationen går i gang. Jeg er ikke helt sikker på hvad det egentligt går ud på, men det er vel noget med at man kan fremvise succes på familiefronten, herunder at man er kan tage ansvar og ikke mindst er viril! I det virile ligger der vel det med den mandlige urkraft, handlekraft og styrke -alle ting der ses som lederevner blandt mænd.
Det er en klub man ikke kan betale sig ind i, du kommer ind i nu. For mens du står og udveksler erfaringer ud i bleskift, afbøvsen, børneinstitution og juniorfodbold med dine mandlige kolleger, så networker du jo også.
Det er ikke et tilfælde, at mange erhvervsledere på deres CV skriver civilstatus og antal børn på aller øverst.
Så mangler vi bare, at den samme prestige kunne smitte lidt af på kvinderne også, for her er det mærkeligt nok slet ikke det samme.
Det lyder til at det kan give god bonus at have børn mht. arbejde. Det er nu ikke lige det der går mig mest på pt. Jeg er sku ramt af en frygt for at forholdet ikke kan holde fordi vi kun har kendt hinanden i 4 måneder før vi nu skal have et barn..... Man kan jo på ingen måde være sikker på at det hele ikke bare er den første forelskelse ... den lyserrøde sky..... Jeg er sku så bange for at der går en måned og så forsvinder forelskelsen og så står vi der....
Ja, så står I der -men det bliver din kæreste jo ikke mindre gravid af! Så jeres fælles ansvar for det lille menneske er altså det samme.
Desuden hedder "den første forelskelse" jo netop den første fordi den ikke varer ved. Forelskelse udvikler sig hele tiden og hvis I arbejder på det vil det langsomt gå over i kærlighed.
Forelskelse er mere som en influenza, af den dejlige af slagsen, men helt klar i hovedet er man jo ikke .
Kærlighed skal man arbejde for, og det gør man ikke ved konstant at være i fremtiden, det gør man ved at være lige her, i nuet!
Tag de psykolog/terapeuttimer og bliv i nuet med din kæreste. Hvad der sker i morgen, ved ingen, INGEN overhovedet! Selv vejrmeteorologerne tager fejl konstant og de kan endda se det hele lidt fra oven.
Hvis I begge arbejder for forholdet, er der da en god chance for at I kan være sammen til I falder sammen af ælde. Men fortsætter du med de tanker du har nu, så er risikoen for at forholdet går i stykker omvendt rigtig stor. Kærlighed er faktisk hårdt arbejde men så absolut det hele værd.
Tag de psykolog/terapeuttimer -det er ikke utænkeligt at der ligger en dybere årsag til at du går sådan i panik, og den bliver du nød til at konfrontere for din lille families skyld.
Det handler måske også bare om at slappe af og hvile på det. Men du har ret mht. nuet...... Man kan ikke gå rundt og være bange for i morgen. Ved ikke helt hvorfor jeg tænker så meget over fremtiden i stedet for bare at glide med... uanset hvad fanden der sker så skal det jo nok gå alligevel....
Det handler om at tage ansvar. Hvordan dette ansvar så tages, er vel ligeså forskelligt som der er mennesker på jord. Men en ting er sikkert, du tager ikke ægte ansvar ved at gøre noget du føler du bør. Alt det vi gør ud af " bør og skal" er jo ikke ægte, men noget vi gør fordi vi føler os nødt til det, men egentlig helst var fri for.
Jeg var personligt helst fri for en mand der kun var i et forhold med mig, fordi han følte han burde. Da jeg ikke mener det ville skabe det rette fundament, for at give plads til en potentiel kærlighed. Som kræver at der både er autencitet og kongruens.
Så det at tage ansvar i din situation er at finde ud af hvad DU VIL og så stå inde for det. Men det kræver jo afklaring, og det er her et terapeutisk forløb kan være en rigtig god investering.
I enhver given situation har du 3 muligheder:
1. Forsøge at acceptere
2. Forsøge at ændre
3. Flytte(flygte) dig fra situationen
Og det bedste råd herfra er at du er 100% ærlig, først og fremmest overfor dig selv. For hvis ikke du er det, kommer du ikke til at være et menneske man kan stole på.
Når det så er sagt synes jeg det er rigtig flot, at du råber om hjælp og på den måde rækker hånden ud. Det er ikke nemt i et samfund som vores, hvor vi er lynhurtige til at fordømme hinanden og gøre hinanden forkerte, hvis vi tillader os at være ærlige omkring hvordan vi har det. Af sammen grund er en terapeut en god ting, for de er trænet i ikke at være fordømmende, og til at tackle emner der i almene menneskers øjne kan betragtes som tabu, og derfor af almene mennesker hurtigt fordømmes.
Og ja, det kan godt være et terapeutisk forløb er bekosteligt, men har du råd til at lade være??
Kommentarer
Du fik flere svar, som du åbenbart ikke kunne bruge til noget, og nu forsøger du igen…
Jeg tror ikke på dig, da du har skrevet et par oplysninger til de to debatindlæg, som ikke svarer overens.
Beklager, men jeg har ikke lyst til at bruge energi på at svare dig, du kunne have fortsat i det første indlæg, hvis der var mere du ville have brug for at fortælle.
Ønsker faktisk en forklaring.
Hilsen Sofie
Det er jo bare ikke normalt at man ligefrem tænker abort og " at hun taber barnet ville passe bedre ind " .... Jeg er jo blevet tosset.
Det du skal gør er egentligt meget enkelt: Du skal mande dig op! Og støtte din kæreste!
Og gøre alt hvad du kan for at få de tanker om at hun måske får en spontant abort, langt langt væk! Det var dog noget forfærdeligt noget at ønske sig for en du påstår at elske. En spontan abort er en meget traumatisk oplevelse, og kan også være livstruende for din kæreste.
Ikke at bruge kondom har altså nogle konsekvenser, og dem må du så tage. Sådan er det at blive voksen.
Det virker lidt som om at grunden til at du skriver igen, er at du håber på at du vil få det råd at løbe skrigende bort! Men den går altså ikke, kammerat. Bordet fanger. Der er 2 mennesker her i verden der lige nu har brug for dig, din kæreste og ikke mindst dit ufødte barn. At du evt. skrider får dig ikke til at holde op med at være far. At din kæreste evt. aborterer får dig heller ikke til at holde op med at være far! Så er du bare far til et dødt barn i stedet.
Så mit råd er: Mand dig op, mand! Tag evt nogle timer ved en psykolog, ikke gratis det ved jeg, men det vil nok være givet ufatteligt godt ud ikke bare for dig selv, men også for din kæreste og ikke mindst dit ufødte barn! En psykolog kan hjælpe dig med at få styr på panikken og tankerne og se lidt mere realistisk på det.
Nogle af de ting du kalder "ego-tid" vil rigtignok skulle på stand by, men det drejer sig kun om 3-4 år måske kortere. Til gengæld får du så en hel del andet igen. At være far er faktisk noget der giver status i dag, bare vent og se.
Bliver totalt skræmt overfor det ansvar man lige pludselig står med. Allerede nu begynder bekymringerne.
Hvad mener du med at det giver anseelse at være far ? på hvilken måde ?
Indlægget var ment som et kærligt spark :-)
Du har nok ikke lagt så meget mærke til den status det giver at være far før, men når forretningsforbindelser small talk'er - og det gælder både i ind- og udland (dog mest de vestlige lande), så snakker de på et eller andet tidspunkt ALTID om deres børn og fremtryller billeder af dem. Ved receptioner som fx jubilæer mm. kan det endda være en fordel at have dem med -dog kun hvis de er i skolealderen og ser artige ud, haha.
Et trick der bliver brugt en del, er at de ved power point præsentationer altid lige har et par billeder af afkommet (IKKE hustruen!) og har de ikke det, fremkommer billederne på magisk vis som skærmbaggrund inden præsentationen går i gang. Jeg er ikke helt sikker på hvad det egentligt går ud på, men det er vel noget med at man kan fremvise succes på familiefronten, herunder at man er kan tage ansvar og ikke mindst er viril! I det virile ligger der vel det med den mandlige urkraft, handlekraft og styrke -alle ting der ses som lederevner blandt mænd.
Det er en klub man ikke kan betale sig ind i, du kommer ind i nu. For mens du står og udveksler erfaringer ud i bleskift, afbøvsen, børneinstitution og juniorfodbold med dine mandlige kolleger, så networker du jo også.
Det er ikke et tilfælde, at mange erhvervsledere på deres CV skriver civilstatus og antal børn på aller øverst.
Så mangler vi bare, at den samme prestige kunne smitte lidt af på kvinderne også, for her er det mærkeligt nok slet ikke det samme.
Desuden hedder "den første forelskelse" jo netop den første fordi den ikke varer ved. Forelskelse udvikler sig hele tiden og hvis I arbejder på det vil det langsomt gå over i kærlighed.
Forelskelse er mere som en influenza, af den dejlige af slagsen, men helt klar i hovedet er man jo ikke .
Kærlighed skal man arbejde for, og det gør man ikke ved konstant at være i fremtiden, det gør man ved at være lige her, i nuet!
Tag de psykolog/terapeuttimer og bliv i nuet med din kæreste. Hvad der sker i morgen, ved ingen, INGEN overhovedet! Selv vejrmeteorologerne tager fejl konstant og de kan endda se det hele lidt fra oven.
Hvis I begge arbejder for forholdet, er der da en god chance for at I kan være sammen til I falder sammen af ælde. Men fortsætter du med de tanker du har nu, så er risikoen for at forholdet går i stykker omvendt rigtig stor. Kærlighed er faktisk hårdt arbejde men så absolut det hele værd.
Tag de psykolog/terapeuttimer -det er ikke utænkeligt at der ligger en dybere årsag til at du går sådan i panik, og den bliver du nød til at konfrontere for din lille families skyld.
Jeg var personligt helst fri for en mand der kun var i et forhold med mig, fordi han følte han burde. Da jeg ikke mener det ville skabe det rette fundament, for at give plads til en potentiel kærlighed. Som kræver at der både er autencitet og kongruens.
Så det at tage ansvar i din situation er at finde ud af hvad DU VIL og så stå inde for det. Men det kræver jo afklaring, og det er her et terapeutisk forløb kan være en rigtig god investering.
I enhver given situation har du 3 muligheder:
1. Forsøge at acceptere
2. Forsøge at ændre
3. Flytte(flygte) dig fra situationen
Og det bedste råd herfra er at du er 100% ærlig, først og fremmest overfor dig selv. For hvis ikke du er det, kommer du ikke til at være et menneske man kan stole på.
Når det så er sagt synes jeg det er rigtig flot, at du råber om hjælp og på den måde rækker hånden ud. Det er ikke nemt i et samfund som vores, hvor vi er lynhurtige til at fordømme hinanden og gøre hinanden forkerte, hvis vi tillader os at være ærlige omkring hvordan vi har det. Af sammen grund er en terapeut en god ting, for de er trænet i ikke at være fordømmende, og til at tackle emner der i almene menneskers øjne kan betragtes som tabu, og derfor af almene mennesker hurtigt fordømmes.
Og ja, det kan godt være et terapeutisk forløb er bekosteligt, men har du råd til at lade være??