Skal være far - uventet - HJÆLP

lotte123

Jeg ved godt, jeg var lige grov og barsk nok - hvilket jeg naturligvis beklager, selv om det var en bevidst handling fra min side.

Flere - også jeg - HAR jo netop udtrykt denne forståelse for, at man her og nu lige kan blive noget overvældet - overvældet af frygt for, hvordan det nu skal gå.

Men til trods for alle disse forstående holdninger - og råd til dig om måske lige at få det vendt med en professionel - så lader du ikke til at være kommet et eneste skridt nærmere i de uger denne debat har varet. Alle de tiltag om, at tingene sagtens kan lade sig gøre alligevel - og især at der altså ikke gives garantier, sidder du gang på gang overhørig.

Du blever ved - og ved - og ved med at frygte for hvordan det hele nu skal gå. Godt nok HAR du i begge debatter været inde på, at selvfølgelig skal det nok gå, selvfølgelig vil det kunne fungere - for så igen at falde tilbage til denne frygt.

Der - hvor jeg måske tabte hele forståelsen for dig - var i det indlæg, hvor du ønsker at hun bare kunne miste det barn. Og det er der, hvor jeg har svært ved at tro, at du overhovedet er en sådan opgave voksen. For det er da noget af det meste forfærdelige, man kan ønske for et menneske, som man påstår man elsker meget højt.

konsulent13

jamen jeg er helt enig i det sidste du skriver......benytter bare dette forum som luftventil.....og har brug for de spark i røven det giver ..... det hjælper mig faktisk en del.

Man ved jo udemærket godt hvordan man skal opføre sig og hvad man bør gøre... men der er stadig tvivl og den er vel naturlig og sund nok ...i guess.

lotte123

Og så sletter og ændrer du i dine indlæg - indlæg som andre har svaret ud fra - så du da nu kan være helt sikker på, at nye læsere - nye personer, der kunne se problematikken med nye øjne, bliver afskåret fra at have de oplysninger, som ligger til grund for nogle af de bud, der er kommet.


Gisp........ Jeg skal nok stå af her - det er et nummer for broget til mig.