Søg
Tilmeld dig
Oplysningerne må på ingen måde tages som erstatning for kompetent professionel rådgivning eller
behandling af autoriseret læge.
Indholdet på Netdoktor.dk kan ikke bruges som basis for at stille diagnoser eller fastlægge behandling.
Netdoktor.dk - All rights reserved. Netdoktor.dk is a trademark © Copyright 1998-
-
Kontakt Netdoktor
- Netdoktor Media
- Møntergade 19
- 1140 København K
- CVR: 28 68 61 37
Kommentarer
Du har fået rådet fra din læge, om at tale med en god ven - og det kan du ikke få dig selv til. Måske fordi du ikke har en god ven?
Men - er du helt alene i Verden? Har du slet ingen famile? Lever du totalt afsondret fra andre mennesker, når du ikke på dit studie?
Hvis du bare bøjer nakken og lider i stilhed, så er der jo ingen, der kan hjælpe dig, og du er således din egen største fjende.
Har du ikke en mor, far, bedsteforældre - eller anden tæt familie, som vil dig det bedste?
Der bør du stille dette spørgsmål - der bør du komme med dette meget alvorlige problem, som vel givet allerede HAR ødelagt meget for dig i dit liv.
Hvis du ikke har nogen nær konstellation til nogen som helst andre mennesker - altså heller ikke et nært familiemedlem, så vil jeg mene, du nok har nogle andre, og langt alvorligere problemer, som du nok bør have hjælp til.
Det er jo skruen uden ende, hvis du af din læge har fået at vide, at du skal tale med en nær person, og da du ikke kan få dig selv til det, så tør du heller
ikke gå til læge igen - og får således heller ikke hjælp til dit problem.
Har du ingen mennesker tæt på dig, du kan tale med, så er det det, du skal sige til din læge, og så synes jeg faktisk, du skal bede om hjælp til at komme til en psykolog, da du så bestemt må have nogle andre problemer også, som du skal have hjælp til at takle.
Hvis ikke man har et eneste menneske i sit liv, der elsker en - så har man store problemer. Men - har man et sådant menneske, der elsker en, så kan man også gå til det menneske med sine problemer - også selv om det er aldrig så "pinligt".
Husk at det der med at noget er mere pinligt end andet udelukkende er noget selvopfundet - og udelukkende er fundet på, for at gøre ting mere vanskelige for sig selv.
Ps. dette indlæg er skrevet mens Persille kom på med sit.
Det er rimelig længe siden, ja. Og jeg har flere gange overvejet at snakke med nogle om det.. Men altid udsat det, da jeg har svært ved at bryde den barriere.
Jeg har min familie, mine søskende og mine forældre. Og jeg har også venner.
Men har ikke haft modet til at tage det op med nogle af den endnu.
Der er en person fra mit studie som jeg muligvis er tryg ved at tage det med, men er bange for den efterfølgende tid. Jeg ser ham jo hver dag og er sammen med ham til fx gruppe arbejde. Nogle gange beder han mig om at åbne vinduet pga luftkvaliteten. Det vil han nok ikke spørge om efterfølgende?
Jeg ved ikke om jeg tænker for meget over tingene, måske burde jeg bare det op, også tage konsekvenserne bagefter.
Og mht om det er psykisk.. Det tror jeg desværre ikke. Jeg har fået direkte at vide at jeg lugter. Endda på skrift engang i en Facebook tråd.
Og - at gøre noget ved det handler om, at du må åbne og fortælle om det.
Du HAR familie - jamen hvad så med at starte med at tale med dine aller nærmeste, din mor eller far? Fortæl dem, at du virkelig lider under det her, og om det kan passe, at de aldrig nogen sinde har bemærket, at du lugter.
Hvad er der, du frygter så forfærdeligt? Du er helt overbevist om, at du lugter, du er ligeledes overbevist om, at dine kammerater er klar over, det kommer fra dig.
Og ja - dine kammerater har måske også svært ved at sige det til dig direkte - de foretrækker at få vinduet åbnet - de foretrækker at holde dig på afstand.
Hvad er det værste, der kan ske, hvis du helt åbent fortæller, at du godt er klar over, det kommer fra dig, at du er helt fortvivlet over det, men at din læge bare siger, at det ikke passer. Hvad tror du, der vil ske, hvis du beder dem om hjælp, beder bare nogen af dem om at gå med til lægen og fortælle, hvad de oplever?
Jeg er faktisk ret overbevist om, at de vil tage i mod dig med kyshånd - og hjælpe dig alt, hvad de kan. Du fortæller jo selv, at de andre jo netop har svært ved at trække vejret, når du er i nærheden, tror du virkelig ikke, de så vil være med til at hjælpe dig, så de - om ikke andet - selv kan blive fri for lugten??
Desværre tror jeg, det her er meget psykisk, når du sådan har kunnet overbevise dig selv om, at der vil ske en hel masse forfærdeligt, hvis du åbner og fortæller, hvor forfærdeligt, du selv har det med det her.
Men - start med at tale med din mor, din far, dine søskende om de virkelig aldrig nogen sinde har bemærket, at du lugter, og om de vil hjælpe dig.
Hjemme hos os kalder vi det for lorteånde, det kommer fra maven og kan afhjælpes ved at spise mere basiske sager, eller man kan købe tabeletter som hjælper imod mavesyre, prøv det det vil måske hjælpe dig
Så vil de måske tale om det når jeg ikke er der, altså jeg har en ide om at det vil gøre tingene mere kompliceret.
Men der er en som jeg kan tage det op med, og det har jeg tænkt mig at gøre - men ved bare ikke hvordan jeg skal gøre det. Ville foretrække at jeg var alene med ham.
Mht at det kommer fra munden.. Det har jeg svært ved at tro på i mit tilfælde.
Jeg er overbevist om at det kommer fra bagdelen.
Men i tråden var der en som foreslog at det kunne være jeg skulle spise mere sundt osv for det kunne være tilstoppelse.
Tror at jeg skal give det en chance og se om det hjælper?
Så jeg synes du skal skrive til lægerne her eller gå til din egen læge. Det kan jo være det er noget der kan gøres noget ved.
Du vil hellere lide i årevis, end at gøre noget ved dit problem. Du TROR, der vil ske en hel masse forfærdeligt, hvis du gør det, så derfor må du hellere lide.
Du har jo her fortalt, at dine kammerater øjensynligt godt ved, det er dig, der lugter, så derfor kan du da helt givet gå ud fra, at de allerede nu taler om det, når du ikke er der, så hvorfor tror du, de vil tale mere om det, hvis de ved, at du selv er bekendt med problemet? Og virkelig vil gøre noget, for at få det løst?
Hvorfor tror du, at de så lige pludselig ikke vil være bekendt at bede om at få luftet ud?
Hvorfor tror du, de er så lede og ondskabsfulde, at de vil gøre det værre for dig, hvis du melder ud - og melder ud, at du gerne vil have deres hjælp til at få løst dit problem?
Er det fordi du selv kunne finde på at være sådan?
Hvordan ville du selv reagere, hvis en af dine kammerater kom til dig med et problem, som han eller hun virkelig havde det dårligt med? Ville du så falde den person i ryggen og gøre livet endnu sværere for ham/hende?
Det er jo det, du frygter, man vil gøre ved dig.
Og - så foreslog jeg faktisk, at du startede med at tale med dine nærmeste - din mor,far, søskende om det. Det har du valgt at overse og ignorere fuldstændigt. Hvorfor det?
Selfølgelig ville jeg hjælpe en person, hvis han kom til mig med et problem. Og det ville dem fra min gruppe nok også gøre.
Jeg vil gerne gøre noget ved. Det skridt tog jeg da jeg tog ud til lægen - og som der blevet rådet i debatten dengang - havde jeg skrevet det ned. Men jeg fik at vide at der sjældent kunne gøres noget ved lugt problemer. Så selvom jeg får snakket med en og bekræftet at jeg lugter af lort - som jeg allerede ved og har hørt folk sige bag min ryg, så er der måske ingen chance for at jeg kan få det bedre.
Lugten forsvinder jo ikke ved at jeg snakker med min mor, far, søskende eller andre..
Jeg ved ikke hvorfor jeg ignorede at du skrev forældre/søskende.. Jeg udelukker ikke at jeg kan snakke med dem.
citat slut
Det mener jeg er noget vrøvl. Der trænger til at blive udluftet engang imellem, når der er flere samlet. Det er soleklart. Der skal frisk ilt til. Luften bliver tung og man bliver døsig.
Nu skal jeg forresten have lavet noget gennemtræk her, så der kan blive luftet ud og frisk luft komme ind.
Nej, jeg tror som lotte123, det er blevet et psykisk problem for dig.
Du har hørt af en eller anden tilfældig, at der måske ikke kan gøres noget ved det. Hmmm - ja, så kan jeg godt se, at det må du hellere fastholde, for det lader til at være det eneste råd/forslag, du har hæftet dig ved. Tænk, hvis der alligevel kunne gøres noget? Nej, det kan du slet ikke forholde dig til, vel?
Du tror, der sker noget forfærdeligt, hvis du er åben og beder dine kammerater om hjælp? Hmmm - det må jo betyde, at du finder situationen, som den er nu mere acceptabel? Og så er det vel i orden - eller hvad?
Hvad er det i grunden, du gerne vil have hjælp til?
Der var i den tidligere debat - så vidt jeg husker - en stribe råd og ideer - der er det også i denne, men nej - du kan ikke bruge dem; du har gode argumenter for hele tide at fastholde, at der ikke er noget at gøre, at det kun bliver værre, hvis du forsøger.
Du prøver også at fastholde, at du ikke har et psykisk problem.
Kære ven - du har i den grad brug for hjælp, men så længe du bliver ved med at afvise, så får du ikke den hjælp.
Jeg undskylder, jeg er noget hård her - men det er himmelråbende utroligt, som du kan blive ved med at afvise forslag og ideer - for du har overbevist dig selv om, at der ikke ER noget at gøre.
Kan du ikke forsøge at formulere her, hvad det i grunden er, du gerne vil have at vide?
Jeg giver også op nu.