Min teenager tager livet af mig

Rosa50

Lad dine børn være. De er "voksne" omend umodne.
Lige nu ved de, at du bliver ked af det. Men hvad bliver du ked af?
Du er fri for al det der tidligere kørte dig ned.
Jeg ved godt, det er svært, men det er for mig at se det eneste alternativ du har.
Husk på, at du netop har gjort hvad du kunne, og du har handlet ud fra, hvad der på det givne tidspunkt, var det rigtige.
Du har oplevet mange myndighedspersoner, har blandet sig i jeres liv. Nyd dog, at du er fri for det.
Jeg taler af egen erfaring.
Det kan simpelthen blive for meget.
De har lov til, at gøre som de har gjort, det er smerteligt. Men vis dem, hvis de skulle vende hjem, at det kun sker på dine præmisser.
Du har fået klar besked om hvor dine børn står, men også at du ville fortryde.
Det er afpresning så basker. De nyder at se du lider.
Nej, du gjorde det eneste rigtige, da du satte en stopper for det du gjorde.
Så nyd din frihed, dit liv, og få glæden tilbage i dit liv.
Jeg har også et par børn og børnebørn jeg ikke ser, kun fordi jeg ikke lige ville eller kunne "danse efter deres pibe".
Det er egoisme ud over alle grænser.

Boye1973

Tak for din kommentar rosa50.

Jeg er faktisk lettet over, at der er mere ro på nu, og jeg trænger også til nogle gode år, hvor jeg kan bruge min energi på alt det gode, jeg har i min hverdag. Fantastiske veninder, søster, mand, forældre. Elsker mit arbejde og min hverdag, så ingen problemer med at nyde livet.

Men... Det er jo mine børn, og jeg har tænkt, at jeg med så umodne børn må forsøge at lærer dem, at egoisme ikke er vejen frem, men dialog og forståelse for andre vil gøre hverdagen nemmere for alle. Derfor min vedholdenhed - men en eventuel fremtidig kontakt vil naturligvis ikke være på deres præmisser.

Har du nogle erfaringer med at have forsøgt med at få kontakt, men er blevet afvist? Og i givet fald i en hvor lang periode efter jeres brud?

Rosa50

Jeg forsøger ikke mere kontakt. Det er ikke mig der har brudt forbindelsen, men et valg børnene selv har truffet.
Jeg har grædt mine modige tårer i mange år. Børnene var urimelige. Nu er de midaldrende. Den ene er lige blevet farmor, har jeg fået at vide ad omveje. Jeg er så blevet oldemor.
Jeg nyder mit liv, jeg har to andre børn og fem andre børnebørn som jeg har et dejligt og sundt forhold til. De har heller ikke kontakt med de to andre søskende.

Det er dine børn, skriver du. Ja, den følelse kender jeg godt, og jeg lod dem tyrannisere i alt for lang tid. Det hverken kan eller skal man finde sig i. Man bryder sig ikke om, at det kunne ende med et brud. Da det skete, var det en lettelse.
De kan komme hvis de vil, men jeg tror ikke på, at det vil blive et forhold man elsker. Mine følelser er brugt op.

sortetilde7524

Hej
Jeg er selv en 14-årig pige, så derfor tænkte jeg, at jeg lige ville give min mening om din situation med din søn. Jeg er en "insider" når det kommer til dette område. Drenge i den alder er generelt bagefter når det kommer til den psykiske modning i forhold til piger. Jeg selv kan sagtens se, at din søns opførsel er uacceptabel. Men når man er i den alder reagerer man også på sine behov og sin følelser (der ærligtalt ikke helt er til at kontrollere).

Hvis jeg var i din søns situation ville jeg føle at mit behov for tryghed og omsorg ikke blev opfyldt.

Mange forældre tror, at omsorg er det samme som du beskriver at du har gjort indtil nu - at gøre tingene for ham. Det er det ikke. Omsorg og tryghed hænger sammen. De er også begge forbundet til følelsen af svigt. Din søn kan have en MASSE ting som han har svært ved at snakke og fortælle om. Jeg tvivler på at han vil åbne op og snakke om det - men de er der altså.

Du er den voksne - ganske vist er han gammel nok til at tage ansvar. Og det burde du have lært ham. Men i den periode af hans liv som han er i nu, hjælper det ikke at hverken råbe eller skrige af ham. Det er en naturlig reaktion (for alle mennesker) at når man bliver konfronteret - og specielt hvis man bliver konfronteret i en negativ tone - at man går i "forsvars beredskab".
Derfor langer han ud efter dig. Og fordi du er ved at være godt træt af situationen - hvilket jeg godt forstår, du er kun menneskelig - svarer du igen på samme manér. Men det er altså en blindgyde. Prøv at være den voksne og fortæl dig selv, at det altså ikke har en skid med dig at gøre.

Lige en kommentar til den sms-episode. Når du sender en sms kan du ikke se hans fysiske reaktion. Man kan faktisk ikke kommunikere rigtigt over sms. Jeg har venner og veninder der har prøvet lignende med deres forældre - og de var ikke sure. De følte sig svigtet (som din søn altså også prøver at sige ved at skrive, at du er en dårlig mor), men først og fremmest blev de virkelig, VIRKELIG kede af det. Det gør ondt at få dens slags at vide fra sine forældre, som man egentlig burde føle, altid er der for én. Du kan ikke se om han ren faktisk sidder opløst i gråd mens han skriver til dig og får dine svar tilbage.
Derfor bliver nødt til at påpege at det var både dumt, men først og fremmest barnligt gjort. Du er den voksne. Han er den ulidelige, 15-årige dreng - men et barn. Tænk over det næste gang.

Jeg har prøvet at forklare dig hans situation som jeg, som en jævnaldrende, ser den. Jeg har stået i lignende situation. Med tiden tror jeg, at han bliver bedre. Men det kræver, at du som den VOKSNE tager ansvar. Det er ikke hans ansvar at holde kontakten. Det kan han altså ikke overskue. Drenge i den alder kan være møgirriterende - men de har altså følelser, tro det eller ej.

Held og lykke og mange hilsner fra: Anna

jones97

Hejsa!
Jeg er selv en ung herre på 17 år og jeg syntes du er så SEJ!
Min mor og jeg havde ofte også meget store skænderiger der minder meget om dem du lige har skrevet om, jeg er nu flyttet hjemme fra og bor på en kostskole i Rønde, 30 min fra Århus.
Min mor og jeg havde længe haft skænderiger hvor jeg ikke befandt mig op hendes adresse, så efter kommunen blev indblandet fandt vi løsningen om at når jeg skulle starte i 1g, skulle jeg flytte.
Det har hjulpet os meget! Fat mod!
Du har gjort det rigtige, og hvis der er noget en und mand har brug for, så er det at blive sat på plads! Han komme tilbage!
Som jeg ser det, er det dog vigtigt at du viser ham, muligvis over s.m.s at du er åben over for at han kommer på besøg og for snakket om det.
Der er ingen der siger at han skal flytte ind med det samme, men det er derimod bedre at tage det stille og roligt og ét skridt af gangen.
Jeg syntes du ikke du er en 'dårlig mor' men husk på at drengen er 15 år. Han skal forsvare sig selv på en eller anden måde - der er ingen tvivl om at han har mistet ansigt i jeres diskution - Så han mener det jo ikke alligevel.

Alt held og lykke frem over!
Mange kærlige hilsner
jones97

lund71

Hej allesammen. Sidder lidt i samme situation med min datter på 17år. Datteren går i gym i 1g. Hendes far og jeg blev skilt for knap 10 år siden, faren fandt en anden og flyttede til Sønderjylland. Min ex og jeg blev skilt da han valgte det efter en blodprop han fik. Han var syg og endte med en hård depression og datteren så ham ikke meget efter skilsmissen. Han er nu bosat k samme by som vi bor i igen. Datterens far er igen meget syg med stress og datteren har ikke set hendes far i knap tre mdr. faren kan ikke være sammen med datteren da han intet overskud har. Jeg forsøger at hjælpe ham også med at ringe til ham, handle for ham og kører ned med mad indimellem. Datteren reager meget voldsom i tiden. Hun murer sig inde og vil ikke snakke og vil ikke passe hendes skole. Lyver meget og fester ret neget indimellem. Hun er meget forkælet af os begge som forældre, hun har hest og går op i det med liv og sjæl.problemet er at hun taler så grint til mig og hun vil ingenting. Hvis jeg ikke vil køre hende i skole om morgen kommer hun ikke afsted. Hendes værelse ligner indimellem lort og lagkage og hun vil ikke spise sammen omkring aftensmaden. Jeg har altid kørt hende men er blevet så træt af at hun ikke tager ansvar for sin egen skolegang. Hun siger at hvis jeg ikke kører hende i skole så siger hun det til hendes far. Hendes far og jeg har heldigvis et godt samarbejde. Hun vil ikke spise det aftensmad men fortrækker at bruge rigtige mange penge på mad ude i byen og jeg overføre rigtig mange penge til hendes forbrug. Men nu er det blevet for meget. Har prøvet at snakke med hende, men hun vil intet, siger også at jeg bakker hende op hvis hun er træt af hendes uddannelse at hun kan tage en anden uddannelse eller arbejde hvis det er det hun ønsker lige nu. Jeg er en meget omsorgsfuld mor overfor hende. Jeg skriver og fortæller hende altid at jeg elsker hende, maden er altid klar når hun feks kommer fra hesten og bager en del for hyggens skyld. Spørg tit om vi skal gå i bio, snakke og se en film eller kører en tur. Jeg har ikke haft en kæreste siden jeg blev skilt, også fordi jeg ikke lige kunne se mig ud af det, da jeg vægtede datteren højst. Synes også at det var rart med en pause da jeg havde været gift med datterens far i 21 år. Jeg elsker min datter ufatteligt højt men godt nok svært når hun altid skal være då gal og sur og snakke så grimt . Jeg ved godt at hun tænker meget over hendes far, jeg gør alt for at støtte op omkring det og være der for hende og hendes far. Hendes far kan ikke varetage hende og datteren trækker sig væk fra ham. Jeg er ved at være i syvende sind. Skal lige siges at datteren har kommet sammen med en muslim og det var noget være noget da han ville bestemme over hende og de går i klasse sammen stadigvæk. Hun har slået op med ham. Men k den tid hun var sammen med ham var de helt gal da hun var rigtig grim i sin mund. Mange følelser er på højt spil. Hun vil intet hjælpe til med . Søger gode råd. Hun har ingen arbejde pt lige nu